Personskatteloven § 14

Denne konsoliderede version af personskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om indkomstskat for personer m.v.

Lov nr. 151 af 19. marts 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 252 af 25. februar 2022, lov nr. 610 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 3. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023, lov nr. 108 af 31. januar 2024 og lov nr. 482 af 22. maj 2024

Omregning
§ 14

Hvis en person bliver skattepligtig, eller hvis en person ophører med at være skattepligtig, jf. kildeskattelovens § 1, omregnes såvel den skattepligtige indkomst som den personlige indkomst og kapitalindkomsten for det år, hvor skattepligten indtræder eller ophører, således at beløbene kommer til at svare til et helt års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes helårsskat efter §§ 6-9. Den beregnede helårsskat nedsættes efter forholdet mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.

Stk. 2 En person kan vælge, at der ikke skal ske helårsomregning efter stk. 1. I så fald skal personen opgøre sin skattepligtige indkomst, personlige indkomst og kapitalindkomst for det pågældende år, som om vedkommende var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 for hele året. Den samlede indkomstskat nedsættes med det beløb, som forholdsmæssigt falder på den del af indkomsten, som vedrører den periode, hvor personen ikke var skattepligtig. Valget skal træffes ved afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for det år, hvor skattepligten ophører. Valget kan omgøres, hvis tilkendegivelse herom sker til told- og skatteforvaltningen senest den 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af det pågældende indkomstår.

Stk. 3 For en person omfattet af § 10, stk. 5, omregnes såvel den skattepligtige indkomst som den personlige indkomst og kapitalindkomsten for det år, hvor den begrænsede skattepligt indtræder eller ophører, således at beløbene kommer til at svare til et helt års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes helårsskat efter §§ 6-9. Den beregnede helårsskat nedsættes efter forholdet mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.