Planloven § 5n

Denne konsoliderede version af planloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om planlægning

Lov nr. 388 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024,
som ændret ved lov nr. 614 af 11. juni 2024 og lov nr. 1678 af 30. december 2024

§ 5n

Ud over bymidter og bydelscentre kan der

  • 1) udlægges arealer til aflastningsområder i byer, hvor der er et tilstrækkeligt kundegrundlag, bl.a. for at give plads til butikker, som ikke uden videre kan placeres i bymidten,

  • 2) udlægges arealer til butiksformål i et lokalcenter eller placeres enkeltstående butikker, som alene tjener til lokalområdets daglige forsyning,

  • 3) udlægges arealer til butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varer eller varer, som frembyder særlige sikkerhedsmæssige forhold, f.eks. motorkøretøjer, lystbåde, campingvogne, trailere, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer og møbler samt ammunition og eksplosiver, og

  • 4) udlægges arealer til mindre butikker til salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler.

Stk. 2 Aflastningsområder efter stk. 1, nr. 1, kan ikke udlægges til en enkelt dagligvarebutik eller udelukkende dagligvarebutikker.

Stk. 3 Eksisterende aflastningsområder kan udvides, hvis der er et tilstrækkeligt kundegrundlag og der er behov for at give plads til butikker, der ikke uden videre kan etableres i bymidten. Eksisterende aflastningsområder kan ikke udvides for at skabe plads til en dagligvarebutik eller udelukkende dagligvarebutikker.