Betænkning over lovforslag nr. 2007/2 BTL 148 af 22. maj 2008

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Oversigt (indholdsfortegnelse)

Bilag 1

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 14. maj 2008

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge

(Udvidelse af arbejdsgiverperioden)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2008 og var til 1. behandling den 11. april 2008. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 14. marts 2008 dette udkast til udvalget, jf. AMU alm. del – bilag 140. Den 7. april 2008 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat herom og et ligestillingsnotat til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF og NY) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget er meget optaget af at nedbringe antallet af personer på sygedagpenge. Det gælder både ved forbedring af arbejdsmiljøet på arbejdspladserne og bekæmpelse af det hastigt stigende sygefravær.

I forhandlingerne om regeringens jobplan har Socialdemokratiet fremlagt en række forslag til at forbedre arbejdsmiljøet og give incitament til at nedbringe sygefraværet både i private og offentlige virksomheder.

Et af forslagene går ud på, at såfremt arbejdsgiveren indgår en aftale med kommunen om at have fokus på arbejdsmiljø og sygefravær, så nedsættes antallet af arbejdsgiverbetalte sygedage til 10, og hvis de ikke vil lave en sådan aftale, så forhøjes det til 20. Dette vil være et klart incitament for arbejdsgiverne og en reel mulighed for at få gang i forbedring af de alt for store tal, vi ser med hensyn til nedslidning og sygefravær i dag.

Men regeringen har valgt at give skattelettelser og bruge besparelsen som følge af forslaget til at finansiere finansloven frem for at forbedre arbejdsmiljøet. Det gøres ved at lade arbejdsgiverne betale en ekstra skat, nemlig sygedagpenge i op til 21 dage.

Der, hvor regeringen har fokus på skattelettelser og beskatning af sygefravær, har Socialdemokratiet en række bud på forbedring af arbejdsmiljøet og indsats mod det stigende sygefravær ved forpligtende aftaler med arbejdsgiverne.

Forslaget er simpelt hen for uambitiøst, det er skævvridende og ikke godt nok.

Derfor er Socialdemokratiet imod lovforslaget.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget indstiller lovforslaget til forkastelse, fordi en udvidelse af arbejdsgiverperioden fra 15 til 21 dage risikerer at medvirke til et mindre rummeligt arbejdsmarked. På grund af den forøgede udgift vil en del arbejdsgivere formentligt undlade at ansætte lønmodtagere med en vis sygdomsrisiko, uden at de pågældende har en kronisk sygdom, hvor arbejdsgiveren helt kan slippe for at skulle betale sygedagpenge.

Bl.a. set i lyset af de meget store offentlige sygedagpengeudgifter – hvor 50.000 lønmodtagere dagligt er syge på grund af usundt og farligt arbejdsmiljø – er SF åben over for, at arbejdsgiverne skal være med til at finansiere en øget andel af udgifterne i forbindelse med sygdom. Men SF finder, at det mere hensigtsmæssigt kan ske på en anden måde, f.eks. gennem indførelse af en arbejdsmiljøafgift svarende til den, som SF fik gennemført under Nyrupregeringen, men som VK-regeringen desværre har afskaffet.

SF er enig i Socialdemokratiets betragtninger om sygefravær og arbejdsmiljø, og at en anden model for at give arbejdsgiverne et økonomisk incitament til at forbedre arbejdsmiljøet kan være den, som Socialdemokratiet foreslår vedrørende sygedagpenge.

Det Radikale Venstres medlem af udvalget indstiller lovforslaget til forkastelse. Det danske arbejdsmarked er præget af lav ledighed, hvilket betyder, at de ledige, som i dag står til rådighed for arbejdsmarkedet, ofte vil have andre problemer end ledighed. Lovforslaget vil gøre arbejdsmarkedet mindre rummeligt for sådanne ledige. Således vil de indtægter, som lovforslaget skal generere, blive hentet hos virksomheder, som ansætter ledige, hvis helbred eller psyke skaber risiko for længerevarende sygefravær. Regeringen og Dansk Folkeparti burde prioritere i udgifterne frem for at øge indtægterne ved i praksis at straffe virksomheder, der tager et sociale ansvar.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Jens Vibjerg V Peter Juel Jensen V Louise Schack Elholm V Sophie Løhde V Bent Bøgsted DF Colette L. Brix DF Knud Kristensen KF fmd. Charlotte Dyremose KF Anders Samuelsen NY Thomas Adelskov S Anne‑Marie Meldgaard S Lone Møller S nfmd. Thomas Jensen S Eigil Andersen SF Karsten Hønge SF Morten Østergaard RV Line Barfod EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Ny Alliance (NY)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 148

Bilagsnr.

Titel
1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 148

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvordan ministeren vurderer, det vil gå med arbejdsgivernes interesse i at medvirke til at bringe syge lønmodtagere i arbejde igen, hvis arbejdsgiverperioden udvides fra 15 til 21 dage, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om regeringen vil forøge bloktilskuddet til kommunerne, bevillingerne til regionerne og bevillingen til de statslige institutioner med et beløb, der svarer til merudgiften til forlængelsen af arbejdsgiverperioden, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren vil være med til at undtage nystartede fra udvidelsen af arbejdsgiverperioden, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der undtager nystartede fra udvidelsen af arbejdsgiverperioden, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå