Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2007/2 SF.L L 148 af 29. marts 2008
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Den fulde tekst
Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Udvidelse af arbejdsgiverperioden)
(Lovforslag nr. L 148).
Som led i aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance om finansloven for 2008 er det besluttet at fremsætte forslag om ændring af sygedagpengelovens regel om arbejdsgiverperiodens længde, dvs. den periode hvor arbejdsgiveren alene betaler udgiften til sygedagpenge.
Arbejdsgiveren afholder i dag udgifterne til løn eller sygedagpenge i de første 15 kalenderdage af den ansattes fraværsperiode på grund af sygdom.
Med lovforslaget udvides arbejdsgiverperioden fra 15 kalenderdage til 21 kalenderdage.
Ændringen vil give den enkelte arbejdsgiver en øget økonomisk tilskyndelse til at føre en aktiv sygefraværspolitik og dermed i højere grad forebygge det kortvarige sygefravær.
Udvidelsen af arbejdsgiverperioden vil blive indarbejdet i de regler, der er fastsat for sygedagpengeforsikringen for mindre private arbejdsgivere, således at der også tegnes forsikring for de dage, som arbejdsgiverperioden bliver forlænget med.
Endvidere vil arbejdsgivere i forhold til ansatte, for hvem der er indgået en aftale om refusion af sygedagpenge ved langvarig eller kronisk sygdom, fortsat være friholdt for sygedagpengeudgifter i hele arbejdsgiverperioden. Tilsvarende vil arbejdsgiverne fortsat være friholdt for udgifter til sygedagpenge til personer ansat i fleksjob.
Lovforslaget skønnes samlet at medføre en offentlig mindreudgift på 183 mio. kr. i 2008 og 312 mio. kr. i 2009 og frem.
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at udvidelsen af arbejdsgiverperioden træder i kraft den 2. juni 2008.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.