Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2014/1 SF.L L 140 af 20. februar 2015
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (19. februar 2015)
Finansministeren (Bjarne Corydon):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om ansøgninger, anmodninger, meddelelser og klager til offentlige myndigheder (Overgang til obligatorisk digital selvbetjening for så vidt angår anmodning om sygedagpenge, afgivelse af samtykke til udstedelse af børneattest og straffeattest til offentlig brug, ansøgning og meddelelser mv. om personligt tillæg og helbredstillæg, indgivelse af klager til Patientombuddet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og til Ankenævnet for Patienterstatningen, ansøgning om udstedelse af personcertifikater på luftfartsområdet, anmodning om behandling af klager fra flypassagerer, ansøgning om chaufføruddannelsesbeviser mv.)
(Lovforslag nr. L 140)
Lovforslaget er en del af udmøntningen af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015. Digitaliseringsstrategien er udarbejdet i samarbejde med KL og Danske Regioner. Lovforslaget er tillige led i realiseringen af regeringsgrundlagets målsætning om, at 80 pct. af kommunikationen mellem borgere, virksomheder og det offentlige skal foregå digitalt inden udgangen af 2015, og lovforslaget bidrager til realisering af regeringens moderniseringsdagsorden.
Der er tale om sidste fase (bølge 4) af i alt fire af en gradvis indførelse af digital selvbetjening på flere og flere områder i perioden 2012-15. Folketinget har allerede vedtaget de tre første samlelove; lov nr. 558 af 18. juni 2012 (bølge 1), lov nr. 622 af 12. juni 2013 (bølge 2) og lov nr. 552 af 2. juni 2014 (bølge 3) om overgang til obligatorisk digital selvbetjening for borgere. Lovforslaget er udformet efter samme koncept som disse tre første samlelove med de mindre justeringer, som enkelte fagområder giver anledning til.
Med lovforslaget skal borgerne benytte de digitale løsninger, som de offentlige myndigheder stiller til rådighed på en række nye områder. Der er blandt andet tale om anmodning om sygedagpenge, personligt tillæg og helbredstillæg, samtykke til udstedelse af børneattest, indgivelse af klager på sundhedsområdet, indgivelse af klager fra flypassagerer, ansøgning om chaufføruddannelsesbeviser mv.
Lovforslaget er samtidig med til at sikre, at der tages hånd om borgere, der af den ene eller anden årsag ikke kan anvende de digitale selvbetjeningsløsninger. Efter lovforslaget er det den offentlige myndighed, der skal administrere loven og sikre den rette hjælp og vejledning til borgerne, herunder sikre at borgere, der ikke kan anvende digital selvbetjening, anvises en anden måde at ansøge mv. på. Det er endvidere myndigheden, der har ansvaret for de selvbetjeningsløsninger, de stiller til rådighed for borgeren.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.