Lovforslag som fremsat nr. 2019/1 LSF 66 af 20. november 2019

Efter de gældende regler i § 22 i lov om aktiv socialpolitik modtager personer, der ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i § 11, stk. 3 og 8-11, i samme lov, integrationsydelse.

Med § 6, nr. 3, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev betegnelsen for integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse fra den 1. januar 2020. Der blev derfor foretaget konsekvensændringer overalt i lov om aktiv socialpolitik, således at det kommer til at fremgå, at personer, der ikke opfylder bestemmelserne i § 11, stk. 3 og 8-11, fra den 1. januar 2020 vil skulle modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Ændringen er ikke trådt i kraft endnu.

Med § 2, nr. 8, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love blev § 6, nr. 3, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 nyaffattet. Baggrunden var, at § 13 a, stk. 2, ikke længere skulle medtages i oplistningen af bestemmelser i § 6, nr. 3, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, da § 13 a, stk. 2, blev nyaffattet ved § 2, nr. 32, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, hvor betegnelsen integrationsydelse samtidig blev ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Disse ændringer skal ligeledes træde i kraft den 1. januar 2020.

Som følge af de nedenfor foreslåede ændringer i nærværende lovforslag er der behov for at ophæve § 2, nr. 8, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og samtidig foreslå, at betegnelsen integrationsydelse ændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse alle relevante steder i lov om aktiv socialpolitik.

§ 13 d, stk. 1 og 4, foreslås ændret, og betegnelsen for integrationsydelse er indarbejdet i forslaget, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

§ 35, stk. 5, foreslås nyaffattet, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, og betegnelsen for integrationsydelse er indarbejdet i forslaget.

§ 42, stk. 1-4, og § 43, stk. 1-3, foreslås nyaffattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27 og 33, og betegnelsen for integrationsydelse er indarbejdet i forslaget.

Det foreslås derfor, at i § 8, stk. 2, 1. pkt., § 8 a, stk. 1 og 2, § 10 e, 1. pkt., § 11, stk. 1, og stk. 11, 1. pkt., § 13 a, stk. 1, 3. pkt., § 13 b, stk. 1, 1. pkt., § 13 f, stk. 10, nr. 1, § 25 a, stk.1, 1. og 2. pkt., § 25 b, stk. 6, nr. 1, og stk. 8, § 25 c, stk. 4, § 31, stk. 1, 1. pkt., § 34, stk. 7, § 44 a, 1. pkt., to steder i § 82 a, stk. 1, 3. pkt., i § 89, stk. 3, 1. pkt., og § 96 a, stk. 1, 1. pkt., ændres betegnelsen integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse.

Ændringen medfører ikke materielle ændringer for personer, der modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet der alene er tale om en ændring af betegnelsen integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

For denne del af forslaget er der tale om en lovteknisk ændring.

Efter den gældende regel i § 10, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at i sager efter kapitel 7 skal kommunen foretage opfølgning senest 6 måneder efter, at der er udbetalt ledighedsydelse første gang. Tilsvarende gælder i sager, hvor personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, får tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i samme lov. Herefter skal opfølgningen ske senest 12 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet. I sager om ledighedsydelse, hvor der skal ske en revurdering efter § 74 c, stk. 1, 2. pkt., træder denne revurdering i stedet for opfølgning efter 3. pkt.

Ved en fejl blev der i § 10, stk. 3, ikke foretaget en ændring af henvisningen til § 2, nr. 6, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til § 6, nr. 11, i forbindelse med lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvori der blev foretaget konsekvensændringer som følge af lov nr. 548 af 7. maj 2019 om lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås, at henvisningen i § 10, stk. 3, 2. pkt., ændres fra § 2, nr. 6, til § 6, nr. 11.

Med ændringen vil henvisningen herefter henvise til den korrekte bestemmelse vedrørende målgrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter de gældende regler i § 22 i lov om aktiv socialpolitik modtager personer, der ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i § 11, stk. 3 og 8-11, i samme lov, integrationsydelse.

Med § 6, nr. 5, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev betegnelsen for integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse fra den 1. januar 2020. Der blev derfor foretaget konsekvensændringer overalt i lov om aktiv socialpolitik, således at det kommer til at fremgå, at personer, der ikke opfylder bestemmelserne i § 11, stk. 3 og 8-11, fra den 1. januar 2020 vil skulle modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Ændringen er ikke trådt i kraft endnu.

Med § 2, nr. 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love blev § 6, nr. 5, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 nyaffattet. Baggrunden var, at § 11, stk. 3, 3. pkt., skulle ændres til § 11, stk. 11, 1. og 3. pkt. Samtidigt blev benævnelsen integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangydelse i §§ 13, stk. 13 og 14, således at de ikke længere skulle medtages i oplistningen af bestemmelser i § 6, nr. 5, i lov nr. 174 af 27. februar 2019. Disse ændringer skal ligeledes træde i kraft den 1. januar 2020.

Som følge af de nedenfor foreslåede ændringer i nærværende lovforslag er der behov for at ophæve § 2, nr. 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og samtidig foreslå, at betegnelsen integrationsydelse ændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse alle relevante steder i lov om aktiv socialpolitik.

§ 43, stk. 1, foreslås nyaffattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, hvorfor denne bestemmelse ikke skal fremgå af opremsningen i § 2, nr. 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019.

Bestemmelsen foreslås derfor affattet således, at i § 10 f, stk. 1, § 10 g, stk. 1, § 10 h, stk. 1, § 10 i, stk. 1, § 11, stk. 4, 1. og 2. pkt., stk. 6, 2. pkt., og stk. 11, 3. pkt., § 12, stk. 2, 1. pkt., § 13, stk. 13, § 13 f, stk. 3, stk. 4, 2. pkt., stk. 5 og stk. 7, 3. pkt., § 22, stk. 1, § 25 b, stk. 11, 1. og 2. pkt., to steder i § 26, stk. 2 og i stk. 8, 1. pkt., i § 82 a, stk. 3, og § 91, stk. 3, ændres betegnelsen integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Ændringen medfører ikke materielle ændringer for personer, der modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet der alene er tale om en ændring af betegnelsen integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

For denne del af lovforslaget er der tale om en lovteknisk ændring.

Efter den gældende regel § 10 f i lov om aktiv socialpolitik kan en ydelsesmodtager alene modtage ydelser efter kapitel 4, 6 a, 6 b, 6 c og 7 med et beløb, der svarer til satsen for integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i en periode på 3 år, når personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens § 2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v., og personen for den periode, dommen omfatter, har fået udbetalt en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 10 f, stk. 1, nr. 7.

Det foreslås i § 10 f, stk. 1, nr. 7, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor ydelsesmodtageren ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., alene vil kunne modtage ydelser efter kapitel 4, 6 a, 6 b, 6 c og 7 i loven med et beløb, der svarer til satsen for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i en periode på 3 år.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Henvisningen til kapitel 4, 6 a, 6 b, 6 c og 7 tager udgangspunkt i de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den gældende regel i § 13, stk. 2, og 3, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen har pligt til at vurdere, om en modtager af hjælp fortsat opfylder betingelserne for at få hjælpen ved at udnytte sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder, hvis personen afslår henvist arbejde, udebliver fra jobsamtaler, undlader at give meddelelse om sygdom i tilfælde, hvor den ledige er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller skal deltage i en samtale som led i sygeopfølgning m.v.

Videre fremgår det af den gældende regel i § 13, stk. 5, i loven, at det er en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren og dennes ægtefælle tager imod et rimeligt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., beskæftigelsesfremmende foranstaltninger eller deltager i de enkelte dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven, medmindre ansøgeren i medfør af § 106 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller § 16, stk. 4, 1. pkt., i integrationsloven ikke er forpligtet til at tage imod tilbud. Har ansøgeren om uddannelseshjælp ikke en ungdomsuddannelse, er det endvidere en betingelse for at få uddannelseshjælp, at personen deltager i en læse-, skrive- og regnetest. Har ansøgeren om kontanthjælp ikke en ungdomsuddannelse, skal jobcenteret tilbyde personen at deltage i en læse-, skrive- og regnetest, hvis personen efterspørger testen, medmindre kommunen vurderer, at personen åbenlyst ikke har behov for testen, eller hvis personen er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.

Herudover fremgår det af den gældende regel i § 13, stk. 7, i loven, at ønsker ansøgeren eller dennes ægtefælle at modtage eller modtager ansøgeren eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har de dog ikke pligt til at udnytte deres uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om uddannelse eller arbejde efter stk. 1 eller tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter stk. 5, hvis:

1) Tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold.

2) Personen ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes.

3) Afstanden mellem bopæl og uddannelses- eller arbejdssted medfører en urimelig belastning af personen på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport.

4) Personen har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption.

5) Personen er nødt til at passe sine børn og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed.

6) Personen modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, handicappet voksen eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn.

7) Personen har ret til ferie.

8) Personen aftjener værnepligt.

9) Arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt.

10) Arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.

I de gældende regler er der således en udtømmende liste på 10 rimelige grunde (forklaringer), der medfører, at personen ikke har pligt til at opfylde sin rådighedsforpligtelse og derfor ikke skal have en sanktion, hvis den pågældende afslår et tilbud om arbejde, ophører i et arbejde, undlader at deltage i en aktiv indsats eller ikke møder til indkaldte jobsamtaler, sygeopfølgningssamtaler, rådighedsvurderinger m.v. Det gælder både, hvis personen afviser et henvist arbejde eller aktivt tilbud m.v., hvis personen f.eks. ophører i et aktivt tilbud, eller hvis personen ikke medvirker i tilbud eller aktiviteter, som det forudsættes i lovgivningen. Det er kommunen, der vurderer, om personen har en rimelig grund.

Det foreslås, at § 13, stk. 7, affattes således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at ønsker ansøgeren eller dennes ægtefælle at modtage eller modtager ansøgeren eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har den person, som har en rimelig grund, ikke pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at deltage i tilbud om uddannelse eller arbejde efter stk. 1, tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v. efter stk. 5 eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i form af aktiviteter pålagt efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats efter stk. 6.

Det foreslås som konsekvens heraf, at oplistningen af de 10 rimelige grunde i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik udgår i forbindelse med afgivelsen af tilbud, henvisningen til arbejde, indkaldelsen til jobsamtaler m.v.

De rimelige grunde vil fortsat være gældende både i forbindelse med, at kommunerne afgiver et tilbud, indkalder til jobsamtaler, henviser til arbejde m.v., og hvis personen under deltagelsen i tilbuddet eller forud for en selvbooket jobsamtale eller påbegyndelse af henvist arbejde m.v. får en rimelig grund til ikke at deltage, f.eks. sygdom. Forslagets formål er således at præcisere, at der vil kunne være andre rimelige grunde til, at en person ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, f.eks. at den pågældende skal til begravelse af nærtstående. Personen vil endvidere kunne udnytte sin klageadgang, hvis den pågældende har fået en sanktion og er uenig i kommunens afgørelse.

Der vil med hjemmel i forslaget til § 13, stk. 15, blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats om, at ved henvisning til arbejde, afgivelsen af tilbud m.v., skal dette ske under hensyn til de forhold, som i dag er rimelige grunde for afslag eller ophør ved henvist arbejde, tilbud m.v. I bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats vil der således blive fastsat nærmere regler om, at henvisning til arbejde og afgivelsen af tilbud m.v. skal ske i overensstemmelse med den transporttid, personen må acceptere, samt tage hensyn til oplysninger om børnepasningsproblemer og helbredsmæssige problemer i forhold til arbejdet eller tilbuddet m.v.

Det foreslås endvidere, at hvis en person i perioden efter afgivelsen af tilbuddet, henvisningen til arbejde, indkaldelsen til jobsamtale m.v. udebliver fra tilbuddet, samtalen m.v., vil kommunen skulle vurdere, om der foreligger en rimelig grund til ikke at møde frem, f.eks. egen opstået sygdom, børnepasningsproblemer m.v. I disse situationer vil kommunen ikke skulle sanktionere personen, hvis den pågældende havde en rimelig grund til ikke at møde frem. Der vil blive fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelsesform, jf. forslagets § 1, nr. 7 (§ 13, stk. 15). Det vil i bekendtgørelsen blive fastsat, at det er kommunen, der vurderer, om en person har haft en rimligt grund til at afslå eller ikke at møde frem til tilbuddet m.v. Der vil blive angivet eksempler på de rimelige grunde, som kommunen ved vurderingen bl.a. skal lægge vægt på. Der vil således blive angivet eksempler på andre rimelige grunde end de hidtil gældende.

Personen vil i perioden fra indkaldelsen til jobsamtale, inden påbegyndelsen af tilbud m.v. kunne få en rimelig grund til ikke at møde frem f.eks. som følge af egen opstået sygdom, børnepasningsproblemer m.v. I disse tilfælde vil kommunen skulle vurdere, om personen har fået en rimelig grund til ikke at møde frem.

Med forslaget vil kommunen ikke skulle gennemgå en tjekliste af udtømmende rimelige grunde, men skal tage udgangspunkt i en konkret vurdering af den enkelte persons situation.

Bemyndigelsen i forslagets § 1, nr. 7, i loven vil bl.a. blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde til, at en modtager af hjælp uden sanktionsmæssige konsekvenser kan ophøre med at deltage i et aktivt tilbud m.v. Det vil blive nærmere præciseret, at kommunen skal tage udgangspunkt i den enkelte persons situation, og at listen på de 10 hidtil gældende rimelige grunde sammen med andre grunde vil kunne indgå i kommunens vurdering.

For en person, som er fraværende eller helt ophører i et tilbud, som vedkommende har pligt til at deltage i, skal kommunen vurdere, om manglende overholdelse af pligten skyldes en rimelig grund, som f.eks. egen sygdom, opståede børnepasningsproblemer eller transportproblemer f.eks. i forbindelse med omlægning af køreplaner for busser, tog m.v.

Personens retsstilling bevares dermed uændret med forslaget, mens det samtidig tydeliggøres, at kommunerne har ansvaret for, at de tilbud m.v., der afgives, er rimelige og individuelt tilpassede den enkeltes situation.

Forslaget er i forhold til henvisningen til §§ 30 og 106 udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at ønsker ansøgeren at modtage eller modtager ansøgeren hjælp som aktivitetsparat, skal kommunen vurdere, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end de i stk. 7 nævnte, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for ansøgerens eller modtagerens ægtefælle.

Efter bestemmelsen skal kommunen således vurdere, om der er andre forhold end de udtrykkeligt nævnte i § 13, stk. 7 ("rimelige grunde"), der kan begrunde, at personen ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. Det kan f.eks. være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer.

For aktivitetsparate personer gælder, at kommunen ikke skal sanktionere, hvis kommunen vurderer, at en sanktion ikke fremmer personernes rådighed. I de tilfælde, hvor en aktivitetsparat modtager af hjælp ikke er i stand til at reagere på en økonomisk sanktion, skal der derfor ikke sanktioneres.

Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om sanktionen i den konkrete situation vil fremme personens rådighed i forhold til arbejde eller uddannelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal personen ikke have en sanktion.

Kommunen skal inddrage de oplysninger, som kommunen har om personens forhold, i den konkrete vurdering af, om der er forhold, der kan begrunde, at personen ikke skal have en sanktion. Kommunen skal også inddrage de oplysninger, kommunen har om personens grund til at udeblive m.v.

Forud for sanktionering af en aktivitetsparat person skal kommunen derudover have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt (dialog) med personen, for at kommunen kan vurdere, om personen har haft en rimelig grund, f.eks. alvorlig psykisk sygdom eller misbrugsproblemer, til at udeblive fra et tilbud m.v.

Det foreslås, at i § 13, stk. 8, 1. pkt., ændres »i stk. 7 nævnte« til: »rimelige grunde, som kan indgå i vurderingen efter stk. 7, og regler fastsat i medfør af stk. 15« og efter »uddannelses- eller arbejdsmuligheder indsættes: », herunder vurdere om en sanktion vil fremme personens rådighed.«

Forslaget til ændringen i § 13, stk. 8, 1. pkt., i loven er en konsekvens af, at den udtømmende liste med rimelige grunde til, at en person ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse i § 13, stk. 7, foreslås at udgå, idet kommunen ved vurderingen af, om der foreligger en rimelig grund, ikke vil skulle gennemgå en tjekliste af udtømmende rimelige grunde, men vil skulle tage udgangspunkt i en konkret vurdering af den enkelte persons situation. Endvidere præciseres det i forslaget, at i lighed med gældende praksis har kommunerne pligt til at vurdere, om en sanktion vil fremme en aktivitetsparat persons rådighed. Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen.

For aktivitetsparate personer vil det fortsat efter forslaget gælde, at kommunen ikke vil skulle sanktionere, hvis kommunen vurderer, at en sanktion ikke vil fremme personernes rådighed. I de tilfælde, hvor en aktivitetsparat modtager af hjælp ikke vil være i stand til at reagere på en økonomisk sanktion, vil der derfor ikke skulle sanktioneres.

Kommunen vil i den forbindelse skulle vurdere, om sanktionen i den konkrete situation vil fremme personens rådighed i forhold til arbejde eller uddannelse. Hvis det ikke vil være tilfældet, vil personen ikke skulle have en sanktion.

Kommunen vil efter forslaget skulle inddrage de oplysninger, som kommunen har om personens forhold, i den konkrete vurdering af, om der er forhold, der vil kunne begrunde, at personen ikke skal have en sanktion. Kommunen vil også skulle inddrage de oplysninger, kommunen har om personens grund til at udeblive m.v.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 5 og 7 og til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 15, i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætter nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i § 13, stk. 1-7, herunder regler om, hvornår kommunen skal kræve frigørelsesattest, hvis ansøgeren eller ægtefællen har deltidsarbejde.

Det foreslås i § 13, stk. 15, at ændre »stk. 1-7« til: »stk. 1-8«.

Det foreslås derudover, at der som 2. pkt., indsættes bemyndigelse til, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i § 13, stk. 1-8, for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.

Bemyndigelsen i forslaget til § 13, stk. 15, i loven, hvorefter beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i § 13, stk. 1-8, vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, dels at der ved afgivelsen af tilbud og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og ved henvisning til arbejde m.v. skal tages højde for, om der er en rimelig grund til, at tilbuddet ikke skal afgives, f.eks. at personen ikke kan deltage i tilbuddet m.v. på grund af sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder, dels at personer, der har en rimelig grund til ikke at deltage i et tilbud, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v., henvist arbejde m.v., vil kunne ophøre uden sanktionsmæssige konsekvenser.

For personer, der er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven, foreslås det, at bemyndigelsen vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler efter forhandling mellem integrationsministeren og beskæftigelsesministeren om anvendelsen af bestemmelserne i § 13, stk. 1-8. Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde til, at en modtager af hjælp uden sanktionsmæssige konsekvenser vil kunne ophøre med at deltage i et aktivt tilbud m.v.

Det vil blive nærmere præciseret, at kommunen vil skulle tage udgangspunkt i en konkret vurdering af den enkelte persons situation, og at listen med de 10 hidtil gældende rimelige grunde vil kunne indgå i kommunens vurdering. Kommunen vil dog også skulle vurdere, om der vil kunne være andre rimelige grunde til, at en person ikke skal stå til rådighed, f.eks. at personen skal til begravelse af nærtstående eller til jobsamtale.

Det vil endvidere blive fastsat, at for en person, som er fraværende eller helt ophører i et tilbud, som vedkommende har pligt til at deltage i, skal kommunen vurdere, om den manglende overholdelse af pligten skyldes en rimelig grund som f.eks. egen sygdom, opståede børnepasningsproblemer eller transportproblemer f.eks. i forbindelse med omlægning af køreplaner for busser, tog m.v. I forbindelse med at en person udebliver fra et tilbud m.v., skal kommunen partshøre personen, som derved vil have mulighed for at oplyse, om pågældende havde en rimelig grund til at udeblive m.v.

Personens retsstilling vil ikke blive berørt med forslaget. De rimelige grunde vil således fortsat være gældende, både i forbindelse med at kommunerne afgiver et tilbud, indkalder til jobsamtaler, henviser til arbejde m.v., og hvis personen under deltagelsen i tilbuddet eller forud for en selvbooket jobsamtale eller påbegyndelse af henvist arbejde m.v. får en rimelig grund til ikke at deltage, f.eks. egen sygdom. Personen vil endvidere kunne udnytte sin klageadgang, hvis den pågældende har fået en sanktion og er uenig i kommunens afgørelse.

Den foreslåede bemyndigelse i § 13, stk. 15, i lov om aktiv socialpolitik til at fastsætte regler om anvendelsen af § 13, stk. 8, i loven vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, at kommunen for aktivitetsparate modtagere af hjælp skal vurdere, om der er forhold, der vil kunne begrunde, at den pågældende ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, f.eks. at personen er svært psykisk syg, misbruger, hjemløs m.v. Kommunen vil således ikke skulle sanktionere en aktivitetsparat person, hvis kommunen vurderer, at personen ikke vil kunne opfylde sin rådighedsforpligtelse ved f.eks. at møde til en samtale i jobcenteret på grund af sin psykiske sygdom. Det samme vil gælde, hvis kommunen vurderer, at en økonomisk sanktion ikke vil medvirke til, at personen opfylder sin rådighedsforpligtelse, men i stedet vil medføre en forværring i personens samlede livssituation f.eks. i form af hjemløshed m.v.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til afsnit. 2.3. og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6.

Efter den gældende regel i § 13 a, stk. 4, fremgår, at en person, som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat, og som modtager hjælp efter § 11, skal være aktivt jobsøgende. Personen skal overholde de aftaler, der fremgår af Jobnet, og som er indgået med kommunen om, hvordan og inden for hvilke områder den pågældende skal søge job. Personen skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. 1.-3. pkt. gælder tilsvarende for en jobparat integrationsydelsesmodtager, som er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i integrationsloven, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 1. En jobparat integrationsydelsesmodtager, som er blevet undtaget fra kravet om løbende at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 6, skal dokumentere sin aktive jobsøgning som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3.

Med lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love ophæves § 13 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets § 13, nr. 1, og § 13 a, stk. 4, bliver herefter § 13 a, stk. 3. Efter den gældende regel i § 13 a, stk. 3, i loven fremgår det, at en person, som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat, og som modtager hjælp efter § 11, skal være aktivt jobsøgende. Personen skal overholde de aftaler, der fremgår af Jobnet, og som er indgået med kommunen om, hvordan og inden for hvilke områder den pågældende skal søge job. Personen skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. 1.-3. pkt. i bestemmelsen gælder tilsvarende for en jobparat integrationsydelsesmodtager, som er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i integrationsloven, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 1. En jobparat integrationsydelsesmodtager, som er blevet undtaget fra kravet om løbende at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 4, skal dokumentere sin aktive jobsøgning som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3. Denne bestemmelse er endnu ikke trådt i kraft, men i forhold til ændringen i § 13 a, stk. 3, anvendes de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7. maj 2019 som gældende ret.

Det foreslås, at der i § 13 a, stk. 3, i loven indsættes to nye punktummer (2. og 3. pkt.) om, at personen ved første jobsamtale skal indgå en aftale med kommunen om krav til jobsøgningsaktiviteter samt en frist for at lægge jobsøgningsaktiviteterne i en joblog på Jobnet. Kommunen skal efter udløb af en aftale om jobsøgningsaktiviteter indgå en ny aftale om jobsøgningsaktiviteter med personen.

Det er alene jobparate selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtagere, overgangsydelsesmodtagere, kontanthjælpsmodtagere samt åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere, som vil blive omfattet af bestemmelserne.

Aftalen vil kunne indgås digitalt eller i forbindelse med samtaler i kontaktforløbet. En ændring af aftalen kan ske ved samtaler i kontaktforløbet eller digitalt, men en ændret aftale om jobsøgningsaktiviteter skal altid sendes digitalt til personen.

Når aftale om krav til jobsøgning er indgået mellem personen og jobcenteret, vil aftalen skulle registreres i ”Min Plan” og samtidigt sendes digitalt til personen. Hvis en aftale om krav til jobsøgning bliver ændret, f.eks. at der bliver stillet øgede krav til, hvor mange job en person skal søge, eller der bliver fastsat en ny frist for, hvornår personen skal lægge sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, skal kommunen ændre aftale om krav til jobsøgning i ”Min Plan” og skal sende aftalen digitalt til personen.

Indgåelsen af en aftale om jobsøgningsaktiviteter vil ikke i sig selv kunne anses for at være en afgørelse, men hvis personen ikke overholder aftalen, vil kommunen skulle træffe afgørelse om en sanktion, jf. forslaget til § 39, nr. 8, medmindre personen har en rimelig grund til ikke at overholde aftalen.

Den indgåede aftale om krav til jobsøgning vil således kunne fortsætte uændret i det omfang, personen efterlever aftalen om krav til jobsøgning og vil først skulle ændres, hvis der sker ændringer i aftalen.

Det foreslås, at kommunen i samarbejde med personen skal tilrettelægge det konkrete indhold af aftalen ud fra en individuel og konkret vurdering af, hvad der vil være meningsfuldt i den enkelte situation.

Aftalen vil f.eks. kunne indeholde oplysninger om:

– Hvor mange job personen skal søge.

– Hvilken frist personen har for at søge og dokumentere søgte job i jobloggen.

– Inden for hvilke faglige områder personen skal søge.

– Konkrete job fra Jobnet som personen skal søge.

– Geografisk område der skal søges i.

– Andet, f.eks. konkrete job, der skal søges eller andre jobsøgningsaktiviteter.

– Om og hvor mange ansøgninger, som personen skal lægge i jobloggen.

Kommunen vil i samarbejde med personen skulle tilrettelægge det konkrete indhold af aftalerne ud fra en individuel og konkret vurdering af, hvad der vil være meningsfuldt i den enkeltes situation. Der vil således ikke blive fastsat regler, der stiller krav om, at alle ledige skal søge et bestemt antal job inden for en vis periode.

Kommunen vil skulle give personen individuel støtte, således at det sikres, at kravene til personens jobsøgning og personens kompetencer matcher, herunder også i forbindelse med kommunens formidling af kontakt til arbejdsgivere m.v. Kommunen skal endvidere hjælpe personen i forhold til jobsøgning, herunder i forhold til at anvende joblog og registrere cv-oplysninger på Jobnet.

Det foreslås endvidere, at hvis personen ikke har opfyldt aftalen om jobsøgningsaktiviteter, vil kommunen kunne indkalde personen til en jobsamtale som led i kontaktforløbet, hvor den manglende overholdelse af jobsøgningsaftalen vil blive drøftet, herunder om personen har haft en rimelig grund til ikke at opfylde aftalen om jobsøgningsaktiviteter, f.eks. på grund af længerevarende sygdom. Kommunen kan i den forbindelse foretage en mundtlig partshøring i relation til sanktionen for manglende opfyldelse af aftalen.

Kommunen vil også kunne vælge at foretage skriftlig partshøring, herunder partshøring i form af en agterskrivelse, jf. forslaget til § 35, stk. 6, hvis kommunen konstaterer, at personen ikke har levet op til en aftale om krav til jobsøgning.

Kommunen vil kunne træffe afgørelse om en sanktion, hvis personen ikke har haft en rimelig grund til den manglende opfyldelse af aftalen, jf. forslaget i § 1, nr. 21, til § 39, nr. 8.

Betingelserne i aftalen samt personens forklaring på manglende overholdelse af aftalen skal indgå i grundlaget for kommunens afgørelse om, at personen ikke har overholdt bestemte elementer i aftalen, og at dette vil medføre en sanktion. Personen forudsættes at være blevet vejledt herom i forbindelse med ansøgningen om hjælp. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 15.

Eksempel: Hvis en person f.eks. er uddannet murer, og det fremgår af aftalen om jobsøgningsaktiviteter, at personen skal søge 2 job om ugen i løbet af 4 uger, og personen ikke opfylder aftalen, som følge af at han skulle passe en syg tante, vil kommunen kunne træffe afgørelse om sanktionering, som følge af at personen ikke havde en rimelig grund til ikke at opfylde aftalen.

Forslaget er udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7 maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor § 13 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik ophæves og § 13 a, stk. 4, bliver til § 13 a, stk. 3, jf. § 13 i lov nr. 551 af 7. maj 2019.

Der henvises til de specielle bemærkninger til forslagets § 1, nr. 10. 15 og 21, og de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.

Det foreslås i § 13 a, stk. 3, 4. pkt., som bliver 6. pkt., at ændre »1.-3. pkt.« til: »1.-5. pkt.«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af indsættelsen af nye punktummer i § 13 a, stk. 3, jf. forslaget til § 1, nr. 8, hvorved 1.-3. pkt. derefter bliver 1. -5 pkt. Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår ikke af den gældende regel i § 13 a i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om indgåelsen af aftaler om jobsøgningsaktiviteter m.v.

Det foreslås, at der efter § 13 a, stk. 3, i loven, indsættes et nyt stk. 4, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om jobsøgningsaktiviteter, herunder om indgåelsen af aftaler om jobsøgningsaktiviteter m.v.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 13 a, stk. 4, i loven vil kunne anvendes til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om det konkrete indhold af jobsøgningsaktiviteterne, herunder om indgåelsen og indholdet af jobsøgningsaftalen, det antal job personen skal søge og dokumentere på jobloggen, frister for jobsøgning og dokumentation af jobsøgning m.v. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at aftale om krav til jobsøgning skal fremgå af ”Min Plan” og vil skulle sendes til personen digitalt, således at personen bliver gjort bekendt med de krav, der stilles til pågældendes jobsøgning.

Forslaget er udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor § 13 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik ophæves og § 13 a, stk. 4, bliver til § 13 a, stk. 3, jf. § 13 i lov nr. 551 af 7. maj 2019. Der henvises til forslagets § 1, nr. 8.

Det fremgår af den gældende regel i § 13 d, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fører tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger af jobparate ansøgere eller modtagere af integrationsydelse eller kontanthjælp.

Det foreslås, at § 13 d affattes på ny, og at det i § 13 d, stk. 1, fastsættes, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fører tilsyn med kommunernes vurdering af en persons rådighed, når den pågældende har ansøgt om eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparat.

Stk. 1 viderefører dermed den gældende § 13 d, stk. 1, bortset fra, at integrationsydelse som følge af ændringerne ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 ændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse. Rådighedstilsynet vil fortsat være rettet mod kommunernes rådighedsvurderinger af jobparate ydelsesmodtagere.

Det fremgår af den gældende § 13 d, stk. 2, at tilsynet omfatter kommunernes afgørelser om rådighed efter §§ 13-13 c og afgørelser om konsekvenser og sanktioner efter §§ 36-41.

Det foreslås fastsat i § 13 d, stk. 2, at tilsynet omfatter kommunernes afgørelser om rådighed efter §§ 13-13 c og kommunernes afgørelser om konsekvenser og sanktioner efter §§ 36-40 a.

§ 13 d, stk. 2, videreføres dermed uændret, dog sådan at i § 13 d, stk. 2, nr. 2, ændres fra §§ 36-41 til §§ 36-40 a. Forslaget er en konsekvens af, at § 41 i den gældende lov foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 26, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.3.2. Det vil derfor ikke længere være relevant med en henvisning til § 41 i § 13 d, stk. 2, nr. 2.

Efter den gældende regel i § 13 d, stk. 3, indhenter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sager til gennemsyn fra kommunerne eller får sagerne udleveret til gennemsyn ved tilsynsbesøg i den enkelte kommune.

Det foreslås fastsat som ny § 13 d, stk. 3, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal føre sit tilsyn på grundlag af nøgletal baseret på de lediges registrering af jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet og kommunernes indberetninger af rådighedssanktioner efter §§ 36-40 a. Efter bestemmelsen indhenter styrelsen en udtalelse fra kommuner med mindre gode nøgletal eller med en andel af sanktioner, der afviger væsentligt fra landsgennemsnittet. Styrelsen kan herunder anmode kommunen om at redegøre for, hvilke foranstaltninger kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at forbedre kvaliteten af sagsbehandlingen.

Med forslaget til ny § 13 d, stk. 3, erstattes det stikprøvebaserede tilsyn med enkeltsager dermed af en ordning, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fører tilsyn på grundlag af nøgletal baseret på de lediges registrering af jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet og kommunernes indberetninger af rådighedssanktioner. Rådighedstilsynet vil dermed tage udgangspunkt i en registerbaseret benchmarking af kommunerne, og der vil i almindelighed ikke indgå en vurdering af kommunernes afgørelser i enkeltsager i tilsynet.

Det foreslås dog fastsat som § 13 d, stk. 4, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i særlige tilfælde kan indhente sager til gennemsyn fra kommunerne til brug for tilsynet. Styrelsen vil efter bestemmelsen endvidere ved tilsynsbesøg i den enkelte kommune kunne få udleveret sager til gennemsyn.

Den foreslåede § 13 d, stk. 4, betyder, at styrelsen får hjemmel til at vurdere en kommunes afgørelser i enkeltsager, hvis der ud fra en konkret vurdering af resultaterne af benchmarkingen og den opfølgende dialog med kommunen er formodning for, at kommunen ikke administrerer i overensstemmelse med rådigheds- og sanktionsreglerne. I lighed med den gældende ordning vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kunne vælge at gennemgå sagerne under et tilsynsbesøg i kommunen, i stedet for at få sagerne tilsendt til gennemgang i styrelsen.

Efter den gældende § 13 d, stk. 4, meddeler Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kommunen, om de gennemgåede afgørelser vurderes at være i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt integrationsydelse eller kontanthjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion.

Det foreslås fastsat som § 13 d, stk. 5, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering meddeler kommunen, om de gennemgåede afgørelser vurderes at være i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion. Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til gældende lovs § 13 d, stk. 4.

Der er således ikke tilsigtet ændringer med hensyn til, hvordan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal indkalde og gennemgå tilsynssagerne fra kommunerne, og der ændres heller ikke ved, at styrelsen meddeler kommunen, om de enkelte gennemgåede sager vurderes at være i overensstemmelse med gældende rådigheds- og sanktionsregler, herunder om der fejlagtigt er udbetalt hjælp med den virkning, at udgiften ikke kan anmeldes til statsrefusion.

Kontrollen i enkeltsagerne vil ikke være rettet mod de enkelte ydelsesmodtagere, men som hidtil alene mod kommunernes administration af rådigheds- og sanktionsreglerne, og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tildeles ikke kompetence til at kunne ændre kommunernes afgørelser i kontrolsagerne. Dette er også helt tilsvarende den hidtidige tilsynsordning.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.14.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 13 f, stk. 10, nr. 3, at i opgørelsen af perioden med hjælp i sammenlagt 1 år inden for 3 år til et ægtepar efter stk. 1, nr. 1, eller stk. 3, nr. 1, eller til en ugift person efter stk. 6, nr. 1, indgår

1) perioder med integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp, som ægteparret eller den ugifte person har modtaget,

2) perioder, hvor en eller begge ægtefæller eller den ugifte person har deltaget i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af integrationsprogrammet efter integrationsloven eller har modtaget engangshjælp efter § 25 a, og

3) perioder, hvor der har været fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 35-43.

Det fremgår af den gældende regel i § 44 i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætter nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i §§ 35-43.

Det foreslås, at henvisningen i § 13 f, stk. 10, nr. 3, og § 44 ændres fra §§ 35-43 til §§ 35-40 a, 42 og 43.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet. Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 13 f, stk. 10, nr. 3, og § 44.

Det fremgår af den gældende regel i § 25 b, stk. 6, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at i beregningen af den samlede hjælp indgår integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp samt tillæg efter §§ 22-25 bortset fra danskbonus efter § 22, stk. 4-8, og tilsvarende beløb til en ægtefælle eller samlever, jf. § 26, stk. 2, med det beløb, der ville have været udbetalt, hvis personen ikke havde været omfattet af § 13 g eller §§ 36-43 om fradrag i, nedsættelse og ophør af hjælpen.

Det fremgår af den gældende regel i § 44 a, at opholdskommunen uden forudgående samtykke fra den, der søger om eller får integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp, kan forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser om sanktioner efter §§ 36-43, hvis oplysningerne herom er nødvendige for opholdskommunens behandling af sagen. Opholdskommunen skal uanset muligheden for at indhente oplysningerne uden samtykke forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Det foreslås, at henvisningen i § 25 b, stk. 6, nr. 1, og § 44 a, 1. pkt., ændres fra §§ 36-43 til §§ 36-40 a, 42 og 43.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet. Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 25 b, stk. 6, nr. 1, og i § 44 a.

Det fremgår af den gældende regel i § 34, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der får nedsat hjælpen efter §§ 36-42, 69 b-f og 69 l-q, får særlig støtte med det beløb, der ville have været udbetalt, hvis de pågældende ikke havde været omfattet af nedsættelsen.

Det fremgår af den gældende regel i § 96 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hvis Udbetaling Danmark udbetaler børnebidrag forskudsvis efter § 11 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, og bidragsbetaleren modtager integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp og eventuelt aktivitetstillæg eller barselstillæg, så det samlede beløb til bidragsbetaleren udgør 14.203 kr. eller derover pr. måned, fradrager den kommune, der udbetaler hjælp til bidragsbetaleren, efter anmodning fra Udbetaling Danmark et beløb ved udbetalingen til dækning af det børnebidrag, som er udbetalt forskudsvis. I de tilfælde, hvor beløbet nedsættes som følge af indtægter, formue eller sanktioner efter §§ 36-42, foretager kommunen fradrag efter 1. pkt. Det samme gælder, hvis beløbet til en ugift person nedsættes efter reglerne i § 13 g. Kommunalbestyrelsen overfører beløbet til Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 2 og 3.

Det foreslås, at henvisningerne i § 34, stk. 5, og § 96 a, stk. 1, 2. pkt., i loven ændres fra §§ 36-42 til §§ 36-40 a, 42 og 43.

Der er tale om en konsekvensrettelse af § 34, stk. 5, dels som følge af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter lovens § 41 ophæves, dels af lovforslagets § 1, nr. 33 til § 43, stk. 1, i loven, hvorefter der ud over tilbagebetaling af hjælpen i en vis periode også skal ske nedsættelse af hjælpen med 3 sanktionssatser i 3 måneder. Som konsekvens heraf foreslås det, at § 43 i loven indsættes i bestemmelsen i § 34, stk. 5, i loven, således at personen vil få særlig støtte med det beløb, der ville være udbetalt, hvis pågældende ikke havde været omfattet af nedsættelsen i § 43. Herved vil der blive bragt overensstemmelse i opremsningen af de sanktionsbestemmelser, som vil skulle indgå i beregningen af § 34, stk. 5.

Den foreslåede ændring af § 96 a, stk. 1, er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet, og en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter der indføres en ny sanktion på 3 sanktionssatser pr. måned i 3 måneder ved udlandsophold og uoplyst arbejde.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 34, stk. 5, og § 96 a, stk. 1.

Der henvises til bemærkningerne i afsnit 2.5.

Efter den gældende regel i § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik er fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter lovens §§ 36-41 betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om konsekvensen for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v. Kommunen skal ligeledes informere om, hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til hjælp, f.eks. at personen skal henvende sig til kommunen for igen at kunne få hjælp.

Vejledningen skal efter gældende regler gives, hver gang personen får et tilbud, en henvisning til arbejde, en indkaldelse til samtale m.v.

Ifølge den gældende regel i § 35, stk. 2, i loven, sker fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a, jf. dog § 40 a, stk. 1 og 2, i loven. Fradrag og nedsættelser i hjælpen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 36 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Opgørelsen kan således begynde den 20. i en måned og slutte den 19. måneden efter, således at kommunen kan nå at træffe afgørelse inden månedens udgang. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Efter den gældende regel i § 35, stk. 3, i loven sker fradrag efter § 36, stk. 2, og §§ 37 og 38 med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige hjælp efter §§ 22-25 og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Af den gældende regel i § 35, stk. 4, i loven sker nedsættelse af hjælpen efter §§ 39 og 40 med tre gange dagssatsen, jf. stk. 3.

Ifølge den gældende regel i § 35, stk. 5, i loven skal kommunen forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 36-41 til en aktivitetsparat modtager af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Den enkelte kommune tilrettelægger efter den gældende regel i § 35, stk. 6, i loven opgavefordelingen mellem den del af kommunen, der udbetaler ydelsen, og jobcenteret i sager efter §§ 35-43.

Beskæftigelsesministeren offentliggør efter den gældende regel i § 35, stk. 7, i loven størrelsen af fradraget efter stk. 3 og 4.

Det foreslås, at § 35 i lov om aktiv socialpolitik nyaffattes.

Det foreslås således, at § 35, stk. 1, nyaffattes således, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 36-40 a er betinget af, at kommunen vejleder ansøgeren eller modtageren af hjælp om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen. Kommunen skal:

1) Senest ved første jobsamtale drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger.

2) Senest ved første jobsamtale sikre, at vejledningen udleveres skriftligt til personen, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen.

3) Sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år.

4) Sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller personen anmoder kommunen om vejledning.

Med forslaget vil kommunernes tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen blive forenklet både i forhold til indhold og omfang.

Kommunen vil med forslaget altid skulle vejlede ansøgere og modtagere af hjælp om alle rettigheder og pligter forbundet med hjælpen i forhold til rådighed og sanktioner senest ved første jobsamtale efter, at personen har henvendt sig til kommunen om hjælp, og vejledningen skal gives skriftligt. Vejledningen vil således skulle gives senest ved første jobsamtale, og kommunen vil dermed ikke længere have pligt til at give en ansøger eller modtager af hjælp skriftlig vejledning, hver gang personen får et tilbud, henvises til arbejde, indkaldes til samtale m.v.

I forbindelse med indkaldelsen til første jobsamtale vil det af indkaldelsen skulle fremgå, at hvis personen udebliver fra samtalen, vil kommunen træffe afgørelse om fradrag i hjælpen med en sanktionssats efter § 35, stk. 4, for hver dag, som personen udebliver fra samtalen. Kommunen vil således ved første jobsamtale kunne træffe afgørelse om sanktion uanset, at vejledningen ikke er blevet gennemgået med personen. For aktivitetsparate personer, vil kommunen forud for en afgørelse om sanktion skulle vurdere, om personen har haft en rimelig grund til at udeblive m.v. efter forslagene til § 13, stk. 7 eller 8, samt regler udstedt i medfør af § 13, stk. 15, jf. lovforslagets § 1, nr. 5-7.

Kommunen vil skulle vejlede i forhold til alle rettigheder og pligter vedrørende rådighed og sanktioner. Vejledningen vil derfor ikke længere kun skulle rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til. Det betyder, at kommunen ikke længere skal målrette vejledningen i forhold til, om personen bliver indkaldt til en samtale, et tilbud m.v., hvor vejledningen efter gældende regler har forskelligt indhold, men vil skulle vejlede om alle rettigheder og pligter forbundet med hjælpen i forhold til rådighed og sanktioner.

Kommunen skal drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Dette vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter.

I vejledningen skal følgende klart fremgå:

– Hvilke rådighedspligter personen er omfattet af.

– Hvilken konsekvens det har for ydelsen, hvis man udebliver fra samtaler eller tilbud m.v. f.eks. fradrag i eller nedsættelse af hjælpen.

– Hvilke skridt personen skal foretage for igen at blive berettiget til hjælpen.

– Muligheden for at give en skærpet sanktion efter § 40 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 25, hvis kommunen vurderer, at personen udviser en manglende vilje til at stå til rådighed, og konsekvenserne af den skærpede sanktion.

Vejledningen skal være enkel og overskuelig, så der bliver sikret en hensigtsmæssig balance mellem oplysninger om, hvad personen skal, og hvad der vil ske, hvis personen ikke overholder sine forpligtelser, samt hensynet til, at personen skal opleve, at personen selv har mulighed for at påvirke sin egen situation.

Kommunen vil samtidig skulle sikre, at den skriftlige vejledning bliver udleveret til personen senest ved den første jobsamtale om hjælp, og at vejledningen umiddelbart herefter bliver sendt til personen.

Kommunen vil herefter skulle sikre, at vejledningen bliver gennemgået og gjort tilgængelig for personen hvert halve år. Kommunen vil endvidere skulle sikre, at vejledningen bliver gennemgået hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for hyppigere vejledning, eller personen selv anmoder kommunen om vejledning.

Hyppigere gennemgang af vejledningen vil f.eks. kunne være relevant i forhold til aktivitetsparate modtagere af hjælp, som kan være meget udsatte og skrøbelige personer, der kan have svært ved at overskue og overholde de forpligtelser, der gælder for at kunne modtage ydelsen, f.eks. på grund af svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed eller lignende. Nogle vil også på grund af psykiske problemer, manglende bolig eller andre faste rammer omkring deres tilværelse kunne have svært ved at tilgå og/eller forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, f.eks. indkaldelser til samtaler eller partshøringer i forbindelse med evt. sanktioner for manglende fremmøde m.v., og vil derfor have behov for hyppigere gennemgang af vejledningen hos kommunen eller i jobcenteret med henblik på at sikre, at personen forstår sine rettigheder og pligter. For disse personer vil det kunne være nødvendigt at drøfte vejledningen hver gang, kommunen indkalder personen til samtale, afgiver tilbud m.v.

Hyppigere vejledning vil desuden kunne være relevant f.eks. i forhold til personer, som flere gange ikke overholder deres rådighedsforpligtelse.

Kommunen vil skulle dokumentere på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet til personen, og at vejledningen er udleveret til og gjort tilgængelig for personen, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Vejledningen vil desuden skulle gøres tilgængelig for borgeren f.eks. på kommunens hjemmeside, således at den kan tilgås fra pc, telefon m.v., så det vil være muligt for personen selv at finde oplysningerne.

Kommunen vil i forbindelse med den generelle vejledning efter § 35, stk. 1, også skulle vejlede personen og evt. dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion efter § 40 a, hvorefter kommunen vil kunne træffe afgørelse om, at en person mister retten til hjælp efter §§ 22-25 i en periode på op til 3 måneder, hvis personen har fået en afgørelse om sanktion efter §§ 35-40, og personen på ny tilsidesætter pligten til at stå til rådighed efter reglerne i §§ 13 og 13 a. Sanktion efter § 40 a vil efter forslaget til § 35, stk. 2, være betinget af, at kommunen skriftligt har vejledt personen og dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion i forbindelse med afgørelsen om den forudgående sanktion. Den udvidede vejledning skal således også indgå som en del af den generelle vejledning efter § 35, stk. 1.

Der vil blive udarbejdet en brugervenlig pjece, der skal bidrage til at sikre, at personerne får den nødvendige vejledning. Kommunerne kan anvende pjecen, når kommunen skal vejlede personen om dennes rettigheder og pligter, jf. ovenstående.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten medfører, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om fradrag i, nedsættelse eller ophør af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter sanktionsbestemmelserne i §§ 36-40 a i lov om aktiv socialpolitik. Det vil også være gældende, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Videre foreslås det, at indsætte et nyt stk. 2, i § 35, således at det fremgår, at en sanktion efter § 40 a er betinget af, at kommunen skriftligt har vejledt personen og dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion, hvis kommunen i forbindelse med en afgørelse om en forudgående sanktion påtænker at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion næste gang, personen ikke overholder sin rådighedsforpligtelse, fordi personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. Kommunen skal vejlede om:

1) Konsekvensen for hjælpen, hvis personen igen uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v.

2) At personen kun får udbetalt hjælp for de dage, hvor personen opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller møde frem i jobcenteret m.v., som anvist af jobcenteret, jf. § 40 a, stk. 2.

3) At personens sag lukkes og hjælpen ophører, hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder frem til aktiviteter, jf. § 40 a, stk. 2.

4) At ægtefællens sags ligeledes lukkes og hjælpen ophører, hvis personen er omfattet af nr. 3.

Som konsekvens af forslaget om forenkling af kommunernes vejledningspligt i § 35, stk. 1, og den samtidige skærpelse af den skærpede rådighedssanktion i § 40 a vil brug af den skærpede rådighedssanktion være betinget af, at kommunen skriftligt har vejledt personen og dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion i forbindelse med afgørelsen om den forudgående sanktion, herunder om konsekvensen for hjælpen, hvis personen to eller flere gange uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke er mødt til samtale m.v., og om hvilke skridt personen skal tage for igen at blive berettiget til hjælp. Kommunen skal endvidere vejlede personen om, at personens sag vil blive lukket og at hjælpen vil ophøre, hvis personen i en hel kalendermåned ikke er mødt frem til aktiviteter, jf. § 40 a, stk. 2, og at ægtefællens sag ligeledes vil blive lukket og at hjælpen til ægtefællen vil ophøre, hvis personen er omfattet af nr. 3, dvs. hvis personens sag lukkes og hjælpen ophører.

Det vil således udtrykkeligt og klart skulle fremgå af afgørelsen vedrørende den forudgående sanktion efter §§ 35-40, at personen vil kunne få en skærpet rådighedssanktion, hvis den pågældende uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v., at en skærpet rådighedssanktion vil betyde, at hjælpen vil kunne bortfalde i 1, 2 eller 3 måneder, og at personen alene vil kunne få hjælp for de dage, hvor personen møder i den aktivitet, som kommunen har givet personen, jf. § 40 a, stk. 1 og 2. Det skal desuden fremgå af afgørelsen vedrørende den forudgående sanktion, at kommunen vil kunne lukke personens sag, jf. lovforslagets § 1, nr. 25 til § 40 a, stk. 8, såfremt den pågældende i en hel kalendermåned ikke møder i det tilbud, som kommunen har anvist den pågældende, jf. den foreslåede § 40 a, stk. 2, og at ægtefællens hjælp ligeledes vil ophøre.

Baggrunden for den udvidede vejledningspligt forud for anvendelsen af § 40 a er, at afgørelser om bortfald m.v. af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp vil være af indgribende betydning for personens og dennes eventuelle families forsørgelsesgrundlag. Det vil i særlig grad gælde i forhold til aktivitetsparate, for hvem en afgørelse om en sanktion, der strækker sig over tid, vil kunne være velfærdstruende for personen og evt. familie. Derfor vil det være vigtigt i forhold til personens retssikkerhed, at den pågældende klart og tydeligt er blevet vejledt om konsekvensen for hjælpen af to eller flere udeblivelser m.v., der vil kunne føre til en skærpet rådighedssanktion med bortfald af hjælpen i op til 3 måneder, og om hvad personen vil skulle gøre for igen at få ret til hjælp.

Kommunen vil også skulle vejlede personens ægtefælle om, at pågældendes hjælp vil ophøre, hvis ægtefællen i en hel kalendermåned ikke møder i den aktivitet, som kommunen efter § 40 a, stk. 2, har givet.

Kommunen vil skulle dokumentere på personens sag, at skriftlig vejledning er givet til både personen selv og evt. ægtefælle, herunder hvordan vejledningen er givet, hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten vil medføre, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om ophør af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter § 40 a. Det vil også gælde, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Manglende vejledning af ægtefællen vil medføre, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om ophør af ægtefællens selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter § 40 a.

Endvidere foreslås det, at § 35, stk. 3, affattes således, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen sker med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a, jf. dog § 40 a, stk. 1 og 2. Fradrag og nedsættelser i hjælpen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter §§ 36-40 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse. Den samlede månedlig opgørelse efter 3. pkt., er betinget af, at kommunen kontakter personen i umiddelbar tilknytning til forseelsen og samtidig gør personen opmærksom på forseelsen samt den forestående sanktionering.

Forslaget til § 35, stk. 3, 1., 2. og 4. pkt., er en uændret videreførelse af den gældende regel i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, som bliver § 35, stk. 3, som konsekvens af indsættelse af et nyt stk. 2 i bestemmelsen. Det betyder:

– At fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen fortsat vil skulle ske med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a, jf. dog § 40 a, stk. 1 og 2, i loven,

– At fradrag i og nedsættelser i hjælpen fortsat vil skulle ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet, og

– At partshøring fortsat vil skulle foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Med forslaget til § 35, stk. 3, 3. pkt., vil kommunernes nuværende adgang til at lave en samlet månedlig opgørelse over omfanget af udeblivelser efter § 36 blive udvidet til også at omfatte undladelser og afvisninger efter §§ 37-40.

Reglerne vil indebære, at ophør af hjælpen - som hidtil gældende - vil have virkning fra det tidspunkt, hvor forseelsen foregår eller konstateres, dvs. at sanktionen vil blive beregnet fra den dag, hvor personen har afvist tilbuddet, eller kommunen har konstateret, at personen er udeblevet i betydeligt omfang. Det vil betyde, at kommunen også vil kunne sanktionere en person, der f.eks. i perioden mellem afvisning af tilbud og afgørelsen om sanktion er kommet i arbejde eller på anden måde har efterkommet rådighedspligten. Sanktionen vil her løbe fra forseelsen, og indtil personen igen opfylder sin rådighedspligt.

Afgørelsen om fradrag i, nedsættelse af eller ophør af hjælpen vil imidlertid tidligst kunne træffes, når kommunen har foretaget partshøring, og personen ikke er kommet med bemærkninger til partshøringen, og det dermed er blevet undersøgt, om der har foreligget en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Ved den skærpede rådighedssanktion i henhold til § 40 a i lov om aktiv socialpolitik vil sanktionen som hidtil først kunne få virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kan anses for at være kommet frem, dvs. fra det tidspunkt, hvor personen har modtaget afgørelsen, og kommunen har anvist en aktivitet, som personen skal deltage i, jf. forslaget til § 40 a, stk. 2.

Fradrag og nedsættelser i hjælpen vil som hidtil skulle ske inden for tre hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Hvis et fradrag eller en nedsættelse ikke er blevet afviklet inden for tre hele kalendermåneder efter forseelsestidspunktet, vil sanktionen ligesom efter gældende regler bortfalde.

Opgørelse af omfanget af udeblivelser fra tilbud efter § 36 vil – ligesom det gælder i dag – kunne ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring vil skulle foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Kommunen vil med forslaget således i forbindelse med afgørelser om sanktioner efter bestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik § 37 (udeblivelse fra samtaler), § 37 a (undladelse af digital bookning af jobsamtaler), § 38 (undladelse af tilmelding som arbejdssøgende i jobcenteret og indlæggelse af cv i Jobnet) og §§ 39 og 40 (ophør i arbejde eller uddannelse som et led i et uddannelsespålæg, afvisning af tilbud om arbejde, undladelse af efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, undladelse af at give meddelelse om sygdom til kommunen, jobcenteret eller arbejdsgiveren, undladelse af at overholde aftaler om jobsøgning, registrere jobsøgningsaktiviteter eller dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter som aftalt med jobcenteret) kunne vælge at opgøre omfanget af undladelser, afvisninger, udeblivelser m.v. som en samlet opgørelse en gang om måneden, når kommunen finder det hensigtsmæssigt f.eks. i tilfælde, hvor en person begår flere forseelser inden for en periode på en måned.

Kommunen vil med forslaget samtidig have mulighed for at fastlægge tidspunktet for den månedlige opgørelse fleksibelt og kan f.eks. foretage den månedlige opgørelse i slutningen af måneden, så kommunen så vidt muligt vil kunne nå at effektuere sanktionen i samme måned, som udeblivelsen har fundet sted i.

Det er valgfrit for kommunen – og vil bero på kommunens arbejdstilrettelæggelse samt den konkrete sag - om de vil træffe enkeltstående afgørelser i løbet af perioden eller nøjes med én samlet månedlige opgørelse og afgørelse om sanktion. Forslaget vil give kommunerne en større frihed til at tilrettelægge administrationen af sanktionsområdet på en hensigtsmæssig måde, herunder på en måde der kan spare antallet af henvendelser m.v. til personer, der begår flere forseelser inden for en periode på en måned.

Hvis kommunen vælger at opgøre en persons udeblivelser m.v. efter §§ 36-40 som en samlet opgørelse en gang om måneden, vil partshøring – som ifølge hidtil gældende regler i § 35, stk. 2, 4. pkt. – skulle foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse, jf. forslag til § 35, stk. 3, 4. pkt. Det skal klart fremgå af opgørelsen, at der med denne også er tale om en partshøring, og at oplysningerne på opgørelsen vil blive brugt i forbindelse med kommunens vurdering af, om der skal træffes en afgørelse om sanktion. Kommunen skal sikre sig, at personen får mulighed for at udtale sig om oplysningerne på opgørelsen, og at personen får en rimelig frist hertil.

Da forslaget vil svække den tidsmæssige sammenhæng mellem forseelse og henholdsvis kontakt til personen om forseelsen og den ydelsesmæssige effektuering af sanktionen, er der med forslaget desuden indsat i § 35, stk. 3, som nyt 5. pkt., at det gøres til en betingelse for, at kommunen kan udnytte muligheden for at lave en udvidet, samlet månedlig opgørelse af sanktioner efter §§ 37-40, at kommunen kontakter personen i umiddelbar tilknytning til forseelsen og gør personen opmærksom på forseelsen samt den forestående sanktionering.

Kommunen vil således umiddelbart efter forseelsen – det vil normalt være inden for få dage efter forseelsen – skulle oplyse personen om, at denne har begået en eller flere forseelser samt på den/de forestående sanktioner. Hvis forseelsen sker op til en weekend, bør kommunen senest en af de førstkommende hverdage gøre personen opmærksom på den begåede forseelse og den forestående sanktionering.

Der stilles ikke nogle formkrav til, hvordan kontakten til personen skal foregå. Kommunen kan f.eks. foretage kontakten telefonisk.

Kommunen vil skulle dokumentere på personens sag, hvordan og hvornår kommunen har været i kontakt med personen, samt hvilken ordlyd den givne information om forseelsen og den forestående sanktionering har haft.

Tidspunktet for, hvornår fradrag i, nedsættelse eller ophør m.v. af ydelsen vil ikke blive påvirket ikke af forslaget.

Det foreslås endvidere, at § 35, stk. 4, nyaffattes således, at det af bestemmelsen vil fremgå, at fradrag efter § 36, stk. 2, og §§ 37-38 sker med en sanktionssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Fradraget i hjælpen sker med satsen efter nr. 1-4, uanset om personen får foretaget fradrag i hjælpen som følge af indtægter m.v. Fradraget i en kalendermåned kan ikke overstige den beregnede hjælp efter §§ 22-25 for samme måned. Sanktionssatsen udgør i 2019-niveau:

1) 200 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindre end 5.500 kr. pr. måned.

2) 400 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindst 5.500 kr. og højst 9.700 kr. pr. måned.

3) 600 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 9.700 kr. og højst 13.200 kr. pr. måned.

4) 700 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 13.200 kr. pr. måned.

Med forslaget til § 35, stk. 4, vil fradrag efter § 36, stk. 2, og §§ 37-38 i lov om aktiv socialpolitik skulle ske med en sanktionssats på enten 200 kr., 400 kr., 600 kr. eller 700 kr. pr. dag, hvor personen udebliver fra tilbud m.v. Sanktionssatsen vil ikke blive påvirket af egen eller ægtefælles supplerende indtægt. Fradraget i en kalendermåned vil med forslaget ikke kunne overstige den beregnede hjælp for den samme måned. Hvis summen af sanktionssatser i en kalendermåned overstiger den beregnede hjælp, sker der alene fradrag for sanktioner svarende til den beregnede hjælp. Den del af summen af sanktionssatser, der eventuelt overstiger den beregnede hjælp for den samme kalendermåned, bortfalder, og kan således ikke overføres til fradrag i efterfølgende måneder. Hvis fradraget for sanktioner ikke er fuldt fratrukket i den beregnede hjælp for samme kalendermåned, eksempelvis fordi hændelsen er sket i slutningen af måneden og dermed efter beregning og udbetaling af hjælp for denne måned, skal et overskydende fradrag ske i hjælpen inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet, jf. den foreslåede § 35, stk. 3. Herefter bortfalder sanktionen.

Niveauet for de foreslåede sanktionssatser er blevet fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne sikre sig tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv.

Størrelsen af sanktionssatsen vil afhænge af den pågældendes indplacering på fire ydelsesintervaller. Det er den pågældendes hjælp efter §§ 22-25 på forseelsestidspunktet uden eventuelle fradrag, der er bestemmende for indplaceringen på et af de fire ydelsesintervaller. De fire foreslåede sanktionssatser vil, grundet indplacering i ydelsesintervaller, for nogle være en skærpelse i forhold til gældende regler, fordi sanktionssatsen vil blive forhøjet. Den største procentuelle skærpelse vil være for hjemmeboende unge under 30 år, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. De vil få satsen forhøjet fra 120 kr. pr. dag til 200 kr. pr. dag svarende til en forhøjelse på 67 pct. For andre vil der alene ske en mindre ændring. Det vil eksempelvis gælde hjemmeboende unge under 30 år, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus. De vil få satsen forhøjet fra 193 kr. pr. dag til 200 kr. pr. dag svarende til en forhøjelse på 4 pct. Der vil ligeledes være tale om en skærpelse for personer, der har supplerende indtægt, idet sanktionssatsen ikke længere skal nedsættes forholdsmæssigt ved supplerende indtægter.

Sanktionssatsen vil med forslaget udgøre 200 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindre end 5.500 kr. pr. måned i 2019-niveau. Det vil være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 4, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 4, og stk. 5, uddannelseshjælp efter § 23 stk. 2, nr. 7 eller 9, uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23 stk. 2, nr. 9, og § 24, stk. 2, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23 stk. 2, nr. 9, og § 24, stk. 3, nr. 6, eller kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 7 eller 9. Disse personer vil efter de gældende regler få et fradrag på mellem 120 kr. og 193 kr. pr. dag i 2019-niveau, som eventuelt nedsættes grundet egen eller ægtefælles supplerende indtægt. Sanktionssatsen på 200 kr. vil endvidere omfatte personer under 30 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et eller flere børn, og som derfor modtager tillæg til uddannelseshjælpen efter § 23, stk. 3, eller tillæg til kontanthjælpen efter § 25, stk. 4, hvis den samlede hjælp inklusiv tillæg er mindre end 5.500 kr.

Sanktionssatsen vil med forslaget udgøre 400 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindst 5.500 kr. og højst 9.700 kr. pr. måned i 2019-niveau. Det vil være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 2 eller 3, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 3, og stk. 5, uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 2, 6 eller 8, uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8, og § 24, stk. 2, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8, og § 24, stk. 3, nr. 5, eller kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 6 eller 8. Disse personer vil efter de gældende regler få et fradrag på mellem 280 kr. og 404 kr. pr. dag i 2019-niveau, som eventuelt nedsættes grundet egen eller ægtefælles supplerende indtægt. Sanktionssatsen på 400 kr. vil endvidere omfatte personer under 30 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et eller flere børn, og som derfor modtager tillæg til uddannelseshjælpen efter § 23, stk. 3, eller tillæg til kontanthjælpen efter § 25, stk. 4, hvis den samlede hjælp inklusiv tillæg er på mindst 5.500 kr. og højst 9.700 kr. pr. måned.

Sanktionssatsen vil med forslaget udgøre 600 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 9.700 kr. og højst 13.200 kr. pr. måned i 2019-niveau. Det vil være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 1, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 2, og stk. 5, uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 1, 3 og 5, uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 6, og § 24, stk. 2, eller § 23, stk. 2, nr. 7, og § 24, stk. 2, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 6 og § 24, stk. 3, nr. 3, eller § 23, stk. 2, nr. 7, og § 24, stk. 3, nr. 4, kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 2, eller stk. 3, nr. 2, 3 eller 5, kontanthjælp og barselstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 6, og stk. 8, eller § 25, stk. 3, nr. 7, og stk. 8, eller kontanthjælp og aktivitetstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 6, og stk. 9, nr. 3, eller § 25, stk. 3, nr. 7, og stk. 9, nr. 4. Disse personer vil efter de gældende regler få et fradrag på mellem 465 kr. og 578 kr. pr. dag i 2019-niveau, som eventuelt nedsættes grundet egen eller ægtefælles supplerende indtægt. Sanktionssatsen på 600 kr. vil endvidere omfatte personer under 30 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et eller flere børn, og som derfor modtager tillæg til uddannelseshjælpen efter § 23, stk. 3, eller tillæg til kontanthjælpen efter § 25, stk. 4, hvis den samlede hjælp inklusiv tillæg er på mere end 9.700 kr. og højst 13.200 kr. pr. måned.

Sanktionssatsen vil med forslaget udgøre 700 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 13.200 kr. pr. måned i 2019-niveau. Det vil være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 1, og stk. 5, uddannelseshjælp efter 23, stk. 2, nr. 4, eller § 23, stk. 3, uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 1, og § 24, stk. 2, eller § 23, stk. 2, nr. 2, og § 24, stk. 2, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 1, og § 24, stk. 3, nr. 1, eller § 23, stk. 2, nr. 2, og § 24, stk. 3, nr. 2, kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, nr. 1 eller 4, kontanthjælp og barselstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 1, og stk. 8, eller § 25, stk. 3, nr. 2, og stk. 8, eller kontanthjælp og aktivitetstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 1, og stk. 9, nr. 1, eller § 25, stk. 3, nr. 2, og stk. 9, nr. 2. Disse personer vil efter de gældende regler få et fradrag på mellem 634 kr. og 701 kr. pr. dag, som eventuelt nedsættes grundet egen eller ægtefælles supplerende indtægt. Sanktionssatsen på 700 kr. vil endvidere omfatte personer under 30 år, der har en dokumenteret bidragspligt over for et eller flere børn, og som derfor modtager tillæg til uddannelseshjælpen efter § 23, stk. 3, eller tillæg til kontanthjælpen efter § 25, stk. 4, hvis den samlede hjælp inklusiv tillæg er på mere end 13.200 kr. pr. måned.

Hvis en person modtager 14.510 kr. pr. måned i kontanthjælp, fordi vedkommende er enlig forsørger under 30 år, er fradraget efter gældende regler 670 kr. pr. dag, den pågældende eksempelvis udebliver fra et tilbud. Med forslaget vil fradraget være 700 kr. pr. dag, dog således, at fradraget i en kalendermåned ikke kan overstige den beregnede hjælp for den samme måned.

Hvis den pågældende har supplerende indtægt, skal der ved beregning af kontanthjælpen ses bort fra 27,32 kr. pr. udført arbejdstime (2019-niveau), jf. § 31, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Ved eksempelvis 30 timers lønarbejde til 150 kr. i timen i en given måned, vil kontanthjælpen blive nedsat med 3.680,40 kr. (30 timer * (150-27,32) kr./time) og herefter udgøre 10.829,60 kr. Efter gældende regler skal fradraget på 670 kr. pr. dag nedsættes med samme andel som nedsættelse af kontanthjælpen, dvs. med 3.680,40 kr./14.510 kr. I eksemplet med 30 timers lønarbejde til 150 kr. i timen, vil fradraget på 670 kr. pr. dag derfor blive nedsat til 500,01 kr. pr. dag (670 kr.- (670 kr.*3.680,40 kr./14.510 kr.)). Med forslaget om fire nye sanktionssatser vil fradraget være 700 kr. pr. dag uanset supplerende indtægt. Fradraget i en kalendermåned vil dog ikke kunne overstige den beregnede hjælp for den samme måned. Fradraget for denne kalendermåned vil således ikke kunne overstige 10.829,60 kr. Hvis den pågældende får 16 sanktionssatser af 700 kr. svarende til 11.200 kr. i denne måned, vil fradraget for sanktioner blive nedsat til 10.829,60 kr. Har det ikke været muligt at foretage det fulde fradrag på 10.829,60 kr. i den kalendermåned, hvor hændelsen eller hændelserne er sket, skal et overskydende fradrag ske i hjælpen inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Herefter bortfalder sanktionerne.

Hvis en person modtager 2.697 kr. pr. måned i uddannelseshjælp, fordi den pågældende er hjemmeboende, er fradraget efter gældende regler 124 kr. pr. dag fra og med den dag, den pågældende eksempelvis udebliver fra jobsamtale, og indtil kontakten til jobcentret er genoprettet. Med forslaget vil fradraget være 200 kr. pr. dag dog således, at fradraget ikke kan overstige den beregnede hjælp for den samme måned. Hvis perioden fra udeblivelsen til fornyet kontakt eksempelvis er 14 dage, vil fradraget være 14 gange 200 kr. (2.800 kr.), men da fradraget i en kalendermåned ikke vil kunne overstige den beregnede hjælp for samme måned, vil fradraget være 2.697 kr.

Hvis den pågældende har supplerende indtægt, eksempelvis 20 timers lønarbejde til 100 kr. i timen i en given måned, vil kontanthjælpen efter gældende regler blive nedsat med 1.453,60 kr. (20 timer * (100-27,32) kr./time) og herefter udgøre 1.443,40 kr. Fradraget på 124 kr. pr. dag vil grundet den supplerende indtægt blive nedsat til 57,17 kr. pr. dag (124 kr.- (124 kr.*1.453,60 kr./2.697 kr.)). Med forslaget om fire nye sanktionssatser vil fradraget være 200 kr. pr. dag uanset supplerende indtægt. Fradraget for denne kalendermåned vil således ikke kunne overstige 1.443,40 kr. Hvis den pågældende får 9 sanktionssatser af 200 kr. svarende til 1.800 kr. i denne måned, vil fradraget for sanktioner blive nedsat til 1443,40 kr. Har det ikke været muligt at foretage det fulde fradrag på 1443,40 kr. i den kalendermåned, hvor hændelsen eller hændelserne er sket, skal et overskydende fradrag ske i hjælpen inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Herefter bortfalder sanktionen.

Hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale en mandag og først den følgende mandag henvender sig til kommunen, vil personen blive sanktioneret med syv sanktionssatser, da personen ikke har været i kontakt med kommunen i syv dage. Det vil sige, at personen også sanktioneres for manglende henvendelse for lørdage, søndage og eventuelle helligdage. Hvis personen modtager f.eks. 11.423 kr. i kontanthjælp, vil personen få foretaget et fradrag i hjælpen på syv gange 600 kr., dvs. 4.200 kr. Hjælpen vil herefter udgøre 7.223 kr. Efter gældende regler udgør dagssatsen 527 kr., fradraget vil være 3.689 kr., og hjælpen vil herefter udgøre 7.734 kr.

Hvis personen derimod havde taget kontakt dagen efter udeblivelsen fra jobsamtalen, ville personen blive sanktioneret med én sanktionssats, svarende til 600 kr. og hjælpen ville herefter udgøre 10.823 kr.

Hvis personen i samme situation modtog 3.553 kr. i hjælp, ville der blive foretaget fradrag i hjælpen med syv sanktionssatser af 200 kr., svarende til 1.400 kr. Hjælpen udgør herefter 2.153 kr.

Hvis personen derimod havde taget kontakt dagen efter udeblivelsen fra jobsamtalen vil personen blive sanktioneret med én sanktionssats, svarende til 200 kr. og hjælpen ville herefter udgøre 3.353 kr.

I forhold til tilbud beregnes fradraget i hjælpen på baggrund af dage med hel eller delvis udeblivelse fra tilbud ganget med den relevante sanktionssats.

Anvendelsen af de foreslåede satser vil kunne medføre, at en person, der alene er udeblevet i f.eks. 14 dage, ikke vil være berettiget til hjælp for den pågældende måned, da satserne for nogle ydelsesniveauer vil være højere end den beregnede dagssats.

Videre foreslås det, at § 35, stk. 5, affattes således, at det kommer til at fremgår af bestemmelsen, at nedsættelsen af hjælpen efter §§ 39 og 40 sker med tre gange sanktionssatsen, jf. stk. 4.

Med forslaget videreføres den gældende regel i § 35, stk. 4, hvorefter hjælpen efter §§ 39 og 40 vil blive nedsat med tre gange den gennemsnitlige dagssats efter den gældende regel i § 35, stk. 4.

Med forslaget til ny § 35, stk. 4, erstattes den gennemsnitlige dagssats med en sanktionssats på enten 200 kr., 400 kr., 600 kr. eller 700 kr. pr. dag afhængig af den pågældendes indplacering på fire ydelsesintervaller.

Som konsekvens heraf foreslås det derfor med nyaffattelsen af § 35, stk. 5, at ”dagssatsen” ændres til ”sanktionssatsen”. Hjælpen efter §§ 39 og 40 vil således blive nedsat med tre gange sanktionssatsen efter den foreslåede § 35, stk. 4. Det betyder, at hjælpen vil blive nedsat med enten 600 kr., 1.200 kr., 1.800 kr. eller 2.100 kr., jf. §§ 39 og 40.

Nedsættelsen af hjælpen som følge af en sanktion efter §§ 39 og 40 vil med forslaget til § 35, stk. 5, ske med et højere beløb end hidtil. For nogle målgrupper vil forhøjelsen være minimal, eksempelvis for enlige forsørgere under 30 år, der modtager kontanthjælp. De får efter gældende regler hjælpen nedsat med 2.010 kr. Med forslaget vil hjælpen blive nedsat med 2.100 kr. En hjemmeboende modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse under 30 år vil efter gældende regler få hjælpen nedsat med 360 kr. Med forslaget vil hjælpen blive nedsat med 600 kr.

Der vil efter forslaget som hidtil kun kunne ske én nedsættelse i hjælpen pr. kalendermåned efter §§ 39 og 40. Hvis der er flere forseelser i en måned, der skal sanktioneres efter §§ 39 og 40, må disse nedsættelser – som efter gældende regler – ske i den eller de efterfølgende måneder. Nedsættelsen skal dog være sket inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Der vil dog i en kalendermåned godt kunne gives både en sanktion efter §§ 39 og 40 på tre gange sanktionssatsen samt sanktioner efter § 36, stk. 2, og §§ 37, 37 a og 38 for de dage, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v.

Hvis sanktionen ikke er afviklet inden for 3 hele kalendermåneder, vil den bortfalde, jf. gældende § 35, stk. 2, der med forslaget bliver § 35, stk. 3. Når en sanktion er bortfaldet, vil kommunen ikke kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling heraf efter gældende regler om tilbagebetalingspligt i § 91 i lov om aktiv socialpolitik.

Niveauerne for nedsættelse af hjælpen efter §§ 39 og 40 er fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne få en sanktion på tre sanktionssatser og samtidig have tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv.

Hvis personen f.eks. afviser et rimeligt arbejde, som jobcenteret har henvist til, vil kommunen skulle træffe afgørelse om, at personen skal have en sanktion på tre sanktionssatser, med mindre personen har haft en rimelig grund til at afvise tilbuddet om arbejde. Det foreslås – i lighed med gældende ret – at der alene vil kunne gives en sanktion på tre sanktionssatser om måneden. Personen vil således også i denne situation være sikret et rimeligt forsørgelsesniveau.

Samtidig vil det med forslaget blive enklere for en person at gennemskue konsekvenserne ved at udeblive fra tilbud m.v., da fradraget eller nedsættelse i hjælpen altid vil skulle ske med en fast sanktionssats.

Det foreslås, at § 35, stk. 6, nyaffattes således, at det af bestemmelsen vil fremgå, at kommunen, når den træffer afgørelse om sanktioner efter §§ 36-40 i forhold til en uddannelsesparat eller jobparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, kan foretage partshøring og træffe afgørelse samlet i en agterskrivelse. Ved brug af agterskrivelse er fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 36-40 betinget af, at følgende klart fremgår af agterskrivelsen:

1) At skrivelsen udgør en partshøring.

2) Hvornår der er frist for bemærkninger.

3) Skrivelsen klart angiver, hvilken afgørelse kommunen på det foreliggende grundlag agter at træffe, hvis personen ikke inden for den angivne frist, jf. nr. 2, kommer med bemærkninger til skrivelsen.

4) At skrivelsen skal anses som den endelige afgørelse ved udløb af fristen, hvis personen ikke kommer med bemærkninger hertil jf. nr. 2, og vil træde i kraft uden yderligere meddelelser til personen.

Det følger af § 19 i forvaltningsloven, at inden kommunen vil kunne træffe afgørelse i en sag om sanktioner m.v., skal kommunen sikre, at personer, der ansøger om eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, har haft lejlighed til at udtale sig om de faktiske omstændigheder, som kommunen agter at lægge til grund ved afgørelsen, og som den pågældende ikke i forvejen må antages at være bekendt med. Det vil dog kun gælde, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, eller personen ikke er bekendt med, at kommunen er i besiddelse af de pågældende oplysninger. Oplysninger om udeblivelse m.v., der vil kunne føre til nedsættelse eller bortfald af hjælpen, vil derfor blive betragtet som ugunstige oplysninger.

Det vil være en forudsætning for, at partshøring vil være foretaget i overensstemmelse med § 19 i forvaltningsloven, at det klart fremgår af partshøringen, at der er tale om en partshøring, hvor parten har mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger, inden der vil blive truffet en afgørelse.

Med forslag til nyt § 35, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik vil kommunen i forhold til en uddannelsesparat eller jobparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp kunne foretage partshøring og afgørelse samlet i en agterskrivelse. For aktivitetsparate modtagere af hjælp vil kommunen fortsat skulle være i personlig kontakt med borgeren forud for sanktionering. Der henvises til bemærkningerne nedenfor til ny § 35, stk. 7, om udvidet partshøring af aktivitetsparate.

Med forslaget vil kommunen – når der skal træffes afgørelse om sanktioner efter §§ 36-40 i lov om aktiv socialpolitik - i forhold til uddannelsesparate og jobparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp – kunne foretage partshøring og træffe afgørelse i samme brev. Med agterskrivelsen vil kommunen således kunne meddele personen, hvordan sagen på det foreliggende grundlag vil blive afgjort, hvis personen ikke inden for en nærmere angiven frist fremkommer med yderligere oplysninger til sagen, samt at agterskrivelsen vil skulle anses som den endelige afgørelse, og at afgørelsen vil blive effektueret og få virkning som en afgørelse uden yderligere meddelelser til personen ved fristens udløb, hvis ikke den pågældende inden fristen kommer med bemærkninger.

Agterskrivelsen vil ved udløbet af partshøringsfristen dermed blive den endelige afgørelse, som vil træde i kraft uden yderligere meddelelser til personen, hvis personen ikke er fremkommet med bemærkninger inden for høringsfristens udløb.

Agterskrivelsesmodellen vil indebære, at personen som hidtil vil have mulighed for at afgive et høringssvar, inden afgørelse træffes, ligesom afgørelsen med agterskrivelsen meddeles borgeren personligt. Det vil med forslaget alene være tidspunktet for afgørelsens meddelelse, der fremrykkes. Derved vil parten opnå en hurtigere behandling af sin sag. Personen vil således som hidtil blive hørt, inden afgørelse træffes. Dermed bliver hensynet til personens retssikkerhed opretholdt.

Forslaget om brug af agterskrivelser vil ikke ændre ved, at det fortsat vil bero på en fortolkning af forvaltningslovens § 19, stk. 1, om der i en given sag opstår pligt til at høre parten.

Forslaget om kommunernes mulighed for at sende agterskrivelser (partshøring og afgørelse i samme brev) til uddannelsesparate og jobparate modtagere af hjælp vil alene omfatte afgørelser efter §§ 36-40 i lov om aktiv socialpolitik, dvs. sanktioner på tre sanktionssatser og periodesanktioner. Kommunerne vil med forslaget ikke kunne anvende agterskrivelse i form af partshøring og afgørelse i samme brev i forbindelse med afgørelser om den skærpede rådighedssanktion efter § 40 a.

Det skal således klart og tydeligt fremgå af agterskrivelsen:

1) At skrivelsen udgør en partshøring.

2) Hvornår der er frist for bemærkninger.

3) At skrivelsen klart angiver, hvilken afgørelse kommunen på det foreliggende grundlag agter at træffe, hvis personen ikke inden for en angiven frist kommer med bemærkninger til skrivelsen.

4) At agterskrivelsen skal anses som den endelige afgørelse efter udløb af fristen, hvis personen ikke kommer med bemærkninger hertil, jf. nr. 2, og vil træde i kraft uden yderligere meddelelser til personen ved høringsfristens udløb, hvis den pågældende ikke fremkommer med bemærkninger inden for fristen.

Hvis personen kommer med bemærkninger eller indsigelser til partshøringen, skal kommunen træffe en ny afgørelse, så bemærkningerne kan indgå i kommunens behandling af sagen.

En agterskrivelse vil kun kunne få retsvirkning som afgørelse efter høringsfristens udløb, hvis:

– Det tydeligt fremgår, hvilken retsvirkning afgørelsen vil have for personen.

– Agterskrivelsen indeholder en begrundelse, der lever op til forvaltningslovens krav om begrundelse af afgørelser.

– Det er tydeligt, fra hvilket tidspunkt agterskrivelsen får retsvirkning som afgørelse.

– Det er tydeligt, at personen ikke vil få en separat afgørelse efter høringsfristens udløb, hvis ikke personen har bemærkninger inden for fristen.

Hvis kravene ikke er opfyldt, vil agterskrivelsen være ugyldig som afgørelse. For praksis vedrørende de forvaltningsretlige krav til agterskrivelser henvises til Ankestyrelsens principafgørelse 50-18, som ovennævnte betingelser er udarbejdet med udgangspunkt i.

Agterskrivelsen skal således være formuleret på en sådan måde, at den ikke giver anledning til tvivl om det retlige indhold, herunder om hvordan kommunen vil afgøre sagen, høringsfrist, virkningstidspunkt og fra hvilket tidspunkt, klagefristen vil løbe.

Det vil endvidere være en betingelse, at kommunen i agterskrivelsen gengiver de relevante faktuelle oplysninger, som kommunen er i besiddelse af og vil lægge til grund for afgørelsen f.eks. oplysninger om at personen ved brev af 15. februar 2019 er indkaldt til en jobsamtale i jobcenteret den 4. marts 2019 kl. 15:30 m.v., men at personen ikke mødte op og derfor anses som udeblevet i henhold til § 37 i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen vil skulle fastsætte en frist for at give bemærkninger med en længde, der respekterer formålet med partshøringspligten, dvs. at fristen for indsigelser skal være så lang, at personen rent faktisk har mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag, før agterskrivelsen får retsvirkning som en afgørelse. Det forudsættes derfor, at kommunen normalt skal give modtageren af hjælp minimum 14 dages (10 hverdages) frist til at fremkomme med bemærkninger. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor agterskrivelsen er meddelt parten.

Kommunen vil efter en konkret og individuel vurdering dog kunne fastsætte en kortere høringsfrist end minimumsfristen på 14 dage (10 hverdage), såfremt den kortere frist lever op til kravene til fastsættelse af frister i forbindelse med partshøring i form af agterskrivelser, herunder at den pågældende part gives rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold.

I forhold til personer, der er fritaget fra digital post, vil kommunen efter en konkret og individuel vurdering kunne fastsætte en længere frist. Kommunen vil ligeledes efter en konkret og individuel vurdering kunne fastsætte en længere frist, hvis der i øvrigt er et særligt behov for en længere frist.

Partshøring skal foretages, inden kommunen reelt kan træffe afgørelse om sanktion. Det indebærer, at kommunens interne beslutningsproces ikke må være afsluttet, før partshøringen er gennemført, og personens eventuelle svar er blevet modtaget og vurderet. Kommunen vil derfor ikke kunne effektuere sanktionen, før partshøringen er afsluttet, dvs. ved partshøringsfristens udløb eller ved at personen besvarer partshøringen.

Kravet om, at partshøringen skal gennemføres, inden kommunen vil kunne træffe afgørelse, indebærer også, at det tydeligt skal fremgå af agterskrivelsen, at kommunen ikke har dannet sig den endelige mening om sagens udfald, således at personen ikke kan få indtryk af, at sagen allerede er afgjort. Agterskrivelsen skal desuden være formuleret, så der ikke vil kunne opstå tvivl om, at afgørelsen kun vil blive endelig, hvis personen ikke inden den angivne frist fremkommer med bemærkninger. Endvidere skal det tydeligt fremgå, at nye oplysninger kan føre til et andet udfald.

Hvis personen kommer med bemærkninger til partshøringen, vil kommunen skulle træffe en ny afgørelse, hvori bemærkningerne vil kunne indgå som et led i kommunens behandling af sagen.

Når kommunen vælger at benytte agterskrivelse til at foretage partshøring og afgørelse i samme brev, vil kommunen skulle være særligt opmærksom på at overholde de forvaltningsretlige krav bl.a. til begrundelse og klagevejledning.

Kommunens afgørelse vil kunne indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 98 i lov om aktiv socialpolitik. Klage til Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 67 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunen ved anvendelsen af agterskrivelser skal være særligt opmærksom på, at klagefristen på 4 uger bliver beskrevet på en sådan måde, at der ikke kan opstå tvivl om, fra hvilket tidspunkt klagefristen løber. Klagefristen på 4 uger skal regnes fra det tidspunkt, hvor agterskrivelsen efter sit indhold vil få retsvirkning som afgørelse, og det skal derfor være tydeligt for personen, hvornår fristen regnes fra, og hvor lang klagefristen er.

Det foreslås, at § 35, stk. 7, affattes således, at kommunen forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 36-40 a til en aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp vil skulle have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v. Har kommunen vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kravet om personlig kontakt også kunne opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor eller et tilbudssted, som personen allerede er i forbindelse med for på den måde at komme i kontakt med personen, således at kommunen vil kunne tilvejebringe oplysninger om fraværet m.v., der kan danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sanktion i det konkrete tilfælde. Kontakt vil ligeledes kunne etableres via et familiemedlem, en partsrepræsentant, en værge eller anden kontaktperson forudsat, at personen og familiemedlemmet m.v. på forhånd har givet samtykke til, at kontakten etableres via et familiemedlem m.v.

Forslaget til § 35, stk. 7, 1. pkt., er en uændret videreførelse af den gældende regel i § 35, stk. 5, om udvidet partshøring af aktivitetsparate, der som konsekvens af indsættelse af to nye stykker i § 35 (stk. 2 og stk. 6) er blevet stk. 7. Kommunen vil forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen til en aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp således skulle have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Kommunen vil derfor – ligesom det gælder i dag - først kunne træffe afgørelse om at give en aktivitetsparat modtager af hjælp en sanktion, når kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt (dialog) med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Kommunen vil således aktivt skulle forsøge at indhente personens forklaring, hvis personen f.eks. ikke har reageret på en partshøring. Hvis personen ikke selv, f.eks. i forbindelse med en skriftlig partshøring, har oplyst noget om grunden til udeblivelsen, vil kommunen skulle forsøge at få personlig kontakt med personen for at afklare årsagen til udeblivelsen. Det samme vil gælde, hvis oplysningerne om grunden til udeblivelsen ikke er sikre nok til, at kommunen vil kunne vurdere, om personen havde en rimelig grund til udeblivelsen.

Hvis kommunen ikke har opfyldt pligten til personlig kontakt, vil kommunen ikke kunne give personen en sanktion.

Baggrunden for bestemmelsen er, at aktivitetsparate modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp kan være meget udsatte og skrøbelige personer, der vil kunne have svært ved at overskue de betingelser, som kommunen stiller for at kunne modtage ydelsen, og som ikke vil kunne reagere på en økonomisk sanktion i form af fradrag i eller ophør af deres forsørgelsesgrundlag. Det vil f.eks. kunne være på grund af svær psykisk sygdom, misbrugsproblemer, hjemløshed eller lignende. Nogle vil også på grund af psykiske problemer, manglende bolig eller andre faste rammer omkring deres tilværelse have svært ved at forholde sig til skriftlige henvendelser fra kommunen, f.eks. indkaldelser til samtaler eller partshøringer i forbindelse med evt. sanktioner for manglende fremmøde m.v.

Den personlige kontakt vil f.eks. kunne være telefonisk eller personlig kontakt på bopæl eller opholdssteder, herunder tilbuds- eller behandlingssteder.

Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå kontakt med personen, og vedkommende har en mentor m.v., vil kontakten eventuelt kunne etableres via mentoren m.v. F.eks. vil kommunen kunne kontakte mentoren med henblik på, at mentoren hjælper personen med at komme i kontakt med kommunen, så kommunen fra personen vil kunne få oplysninger til belysning af baggrunden for fraværet eller lignende, der kan danne grundlag for vurderingen af, hvorvidt der skal pålægges en sanktion i det konkrete tilfælde.

Det vil bero på en konkret vurdering af oplysningerne i den enkelte borgers sag, hvilke og hvor mange forsøg på personlig kontakt kommunen vil skulle gøre, før kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med personen. Kommunen vil skulle dokumentere forsøgene på personlig kontakt på personens sag, herunder notere hvordan, hvornår og hvor mange gange kommunen har forsøgt at komme i personlig kontakt med personen inden afgørelsen om sanktion.

Med forslaget til § 35, stk. 7, indsættes et nyt 2. pkt., hvori det præciseres, at hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med en aktivitetsparat person, vil kravet om personlig kontakt også kunne opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor eller et tilbudssted, som personen allerede er i forbindelse med, for på den måde at komme i kontakt med personen, således at kommunen kan tilvejebringe oplysninger om fraværet m.v., der kan danne grundlag for vurderingen af, om personen skal have en sanktion i det konkrete tilfælde. Kontakt vil ligeledes kunne etableres via et familiemedlem, en partsrepræsentant, en værge eller anden kontaktperson forudsat, at personen og familiemedlemmet m.v. på forhånd har givet samtykke til, at kontakten etableres via et familiemedlem m.v. Et familiemedlem m.v. kan dog ikke forpligtes til at skabe kontakt til personen.

Med forslaget vil det således komme til at fremgå af regelsættet, hvad der vil være en tilstrækkelig indsats fra kommunens side for at komme i personlig kontakt med personer, der modager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparate.

Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå kontakt med personen, og vedkommende har en mentor m.v., vil kontakten derfor kunne etableres via mentoren m.v. eller et tilbudssted med henblik på, at mentoren eller tilbudsstedet hjælper personen med at komme i kontakt med kommunen.

Det fremgår af § 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at kommunen kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om 1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til og 2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Med forslaget til ny § 35, stk. 7, 2. pkt., bliver det nu præciseret udtrykkeligt i lov om aktiv socialpolitik, at hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kommunen kunne forsøge at skabe kontakt til personen via en mentor, et tilbudssted, et familiemedlem, en kontaktperson m.v., således at kommunen vil opnå at få etableret en personlig kontakt med personen, og derved vil få mulighed for at afdække, hvorfor persoen f.eks. ikke er mødt i et tilbud, er udeblevet fra en samtale m.v.

Kommunen vil i den forbindelse skulle være opmærksom på, om personen modtager støtteforanstaltninger efter servicelovens bestemmelser. I de tilfælde vil kommunen også kunne forsøge at skabe kontakt til personen gennem personens støtteperson.

I nogle tilfælde vil det kunne indebære en uforholdsmæssig stor indsats og en vis risiko for kommunens medarbejdere at finde frem til aktivitetsparate personer. I de tilfælde, hvor personen har tilknyttet en værge, en mentor eller en støtteperson, vil kommunens kontakt således kunne etableres via denne.

Kommunen vil derfor også kunne kontakte f.eks. et tilbuds-, opholds- eller behandlingssted m.v. med henblik på, at disse hjælper personen med at komme i kontakt med kommunen, så kommunen fra personen kan indhente de nødvendige oplysninger, der kan danne grundlag for vurderingen af, hvorvidt der skal pålægges en sanktion i det konkrete tilfælde.

Forslaget indebærer, at kommunerne vil få lettere ved at komme i kontakt med personen, således at kommunen fra personen vil kunne få oplysninger til belysning af fravær m.v., der vil kunne danne baggrund for vurderingen af, om der i det konkrete tilfælde skal sanktioneres, og hvornår kommunen vil have opfyldt betingelsen om personlig kontakt med personen forud for sanktionering. Kontakten til personen gennem værgen, mentoren, støttepersonen eller tilbuds-, opholds- eller behandlingsstedet m.v. vil således medvirke til at sikre, at kommunen kan skabe klarhed over, om der er omstændigheder, som gør, at personen skal eller ikke skal sanktioneres.

Det centrale vil således være, at der vil være en reel personlig kontakt med personen, således at kommunen vil kunne få oplysninger om, hvad der er årsagen til, at personen ikke har overholdt sine pligter, og om der er omstændigheder, der gør, at personen ikke skal have en sanktion.

Hvis kommunen ikke kan komme i personlig kontakt med personen eventuelt via f.eks. en mentor eller et tilbudssted m.v., vil kommunen i særlige tilfælde kunne forsøge at opnå kontakt med personen via f.eks. familiemedlemmer. Kommunen vil således – hvis ikke det gennem en mentor, et tilbudssted m.v. er lykkedes kommunen at komme i kontakt med personen – i stedet kunne forsøge at skabe kontakt til personen via f.eks. familiemedlemmer.

Samtykke til at kommunen kan skabe kontakt til personen via et familiemedlem m.v., skal indhentes forud for, at kommunen forsøger at skabe kontakt til personen via f.eks. familiemedlemmer. Kommunen skal ved indhentning af samtykke iagttage de gældende regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Et samtykke efter databeskyttelsesforordningen forstås som enhver frivillig specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse fra den registrerede, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling, jf. artikel 4, nr. 11.

Samtykket skal være tilstrækkeligt præcist til, at personen ved hvilket familiemedlem m.v., som kommunen vil forsøge at skabe kontakt til personen igennem og hvilken sag oplysningerne skal bruges til at behandle. Kommunen vil ikke kunne nøjes med at indhente et generelt samtykke, hvor personen skriver under på, at kommunen må kontakte et bestemt familiemedlem for at skabe kontakt til personen.

Kommunens indhentning af samtykke fra personen til, at kontakten til personen f.eks. sker via en værge, en mentor, en støtteperson eller et tilbuds-, opholds- eller behandlingssted m.v., vil endvidere skulle overholde betingelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 7, som bl.a. betyder, at kommunen skal kunne påvise, at personen har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger, og at personen til enhver tid har ret til at trække sit samtykke tilbage.

Samtykke vil endvidere skulle indhentes fra familiemedlemmet, kontaktpersonen m.v., hvis denne er en anden end mentor, støttepersonen efter serviceloven eller tilbudssted. Et familiemedlem m.v. kan ikke forpligtes til at skabe kontakt til personen.

For at kunne dokumentere på sagen, at samtykke er indhentet forud for, at kommunen kontakter et familiemedlem m.v., bør kommunen indhente skriftligt samtykke fra den aktivitetsparate person og den person, som kontakten til personen skal skabes via. Der vil ikke være krav om, at samtykket skal være skriftligt. Kommunen vil i overensstemmelse med § 13 om notatpligt i lov om offentlighed i forvaltningen skulle gøre notat om indholdet af det givne samtykke, hvis personen ikke har givet skriftligt samtykke.

Det indhentede samtykke skal være specifikt. Det må derfor ikke være generelt udformet eller uden en præcis angivelse af formålene med behandlingen af personoplysninger, og hvilke personoplysninger der vil blive behandlet. Et samtykke skal med andre ord være konkretiseret på en sådan måde, at det klart og tydeligt fremgår, hvad der meddeles samtykke til.

Kommunen vil kun kunne indhente de oplysninger, der er nødvendige for at behandle personens sag. Kommunen vil i hver sag skulle foretage en konkret vurdering af, hvilke oplysninger den har brug for.

Der vil således skulle være en saglig grund til, at kommunen indhenter konkrete oplysninger om personen. Kommunen må ligeledes kun anmode om at få oplysninger om personen om forhold, som direkte vil have betydning for den foreliggende sanktionssag f.eks. oplysning om, hvorvidt personen er mødt op i den aktivitet, som kommunen har henvist personen til. Kommunen må således ikke forlange at få oplysninger om f.eks. en persons overståede misbrug, hvis det ikke har direkte betydning for personens sanktionssag.

Kommunen vil ved enhver indhentning af oplysninger skulle iagttage nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet i databeskyttelsesforordningen. De oplysninger, der indhentes, vil således skulle være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end der kræves for at kunne behandle den konkrete sag om sanktioner eller foretage den fornødne kontrol med kommunens udbetaling af hjælp til personen.

Der henvises i øvrigt til de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder særligt artikel 5, stk. 1, litra c, hvorefter personoplysninger skal være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil oplysningerne behandles (dataminimering). Endvidere henvises til artikel 5, stk. 1, litra d, hvorefter personoplysninger skal være korrekte og om nødvendigt ajourført; der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigtiges (rigtighed). Der henvises til afsnit 2.23.2. om databeskyttelsesforordningen.

Offentlige myndigheder kan som udgangspunkt ikke bestemme, hvordan en person skal henvende sig til myndigheden, herunder om det skal ved brev, mail m.v.

Dette gælder dog ikke, hvis det fremgår af lov eller bekendtgørelse, at en person skal henvende sig til f.eks. en kommune på den måde, som kommunen anviser.

Med forslaget til ny § 35, stk. 8, i loven, vil personen fremover, hvis personen er syg, skulle meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet, når den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret m.v. Kommunen kan f.eks. angive, at meddelelsen skal ske telefonisk til den administrative medarbejder i kommunen, der tager imod sygemeldinger.

Med den foreslåede § 35, stk. 8, i loven, vil en person, der er syg, alligevel kunne få ret til hjælp på dage, hvor den pågældende ikke er mødt, hvis personen har meddelt sygdom på den måde, som jobcenteret har stillet krav om i forbindelse med, at den pågældende har pligt til at møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde op på jobcenteret m.v.

Det foreslås, at § 35, stk. 9, affattes således, at den enkelte kommune vil skulle tilrettelægge opgavefordelingen mellem den del af kommunen, der udbetaler ydelsen, og jobcenteret i sager efter §§ 35-40 a, 42 og 43.

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende regel i § 35, stk. 6, der som konsekvens af indsættelse af tre nye stykker i § 35 (stk. 2, 6 og 8) er blevet stk. 9.

Det vil således fortsat være den enkelte kommune selv, der tilrettelægger opgavefordelingen mellem den del af kommunen, der udbetaler ydelsen, og jobcenteret i sager efter §§ 35-40 a, 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik. Det betyder, at kommunen vil kunne tilrettelægge sin opgavefordeling således, at jobcenteret også vil kunne træffe afgørelse om, at en modtager af hjælp skal have en sanktion.

Videre foreslås det, at § 35, stk. 10, affattes således, at det vil fremgå, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af beløbene efter stk. 4 og 5.

Bestemmelserne er en næsten uændret videreførelse af den gældende regel i § 35, stk. 7, der som konsekvens af indsættelse af tre nye stykker i § 35 (stk. 2, 6 og 8) er blevet stk. 10.

Med forslaget til ny § 35, stk. 4, bliver den gennemsnitlige dagssats erstattet med en sanktionssats på enten 200 kr., 400 kr., 600 kr. eller 700 kr. pr. dag afhængig af den pågældendes indplacering på fire ydelsesintervaller. Som konsekvens heraf foreslås det med nyaffattelsen af § 35, stk. 10, at ”fradraget” ændres til ”beløbene”, idet både de nye sanktionssatser og ydelsesintervallerne vil blive offentliggjort.

Beskæftigelsesministeren vil offentliggøre størrelsen af beløbene efter gældende § 35, stk. 3 og 4, der med forslaget bliver stk. 4 og 5. Sanktionssatserne og ydelsesintervallerne for fradrag i uddannelses- eller kontanthjælp vil blive offentliggjort i ”Vejledninger om satser” fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Satserne og intervallerne for fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse vil blive offentliggjort i ”Vejledning om regulering af satser efter integrationsloven, repatrieringsloven, danskuddannelsesloven, lov om integrationsgrunduddannelse (igu) og af satser for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik” fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Begge vejledninger offentliggøres på www.retsinformation.dk.

Det følger af den gældende regel i § 37, stk. 3, at har en åbenlyst uddannelsesparat integrationsydelses- eller uddannelseshjælpsmodtager eller en jobparat integrationsydelses- eller kontanthjælpsmodtager af jobcenteret fået mulighed for digitalt via Jobnet selv at booke jobsamtaler, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sidestilles personens booking af en jobsamtale med en indkaldelse til en jobsamtale fra jobcenteret, og reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved udeblivelse fra disse samtaler. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved jobsamtaler efter integrationsloven for jobparate integrationsydelsesmodtagere, som er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven.

I lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, blev der ved § 6, nr. 22, bl.a. ændret i § 37, stk. 3, som følge af at integrationsydelsen skifter betegnelse til selvforsørgelsesydelse- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Bestemmelsen er vedtaget, men træder først i kraft den 1. januar 2020.

§ 6, nr. 22, vedrørende ændringen af forslaget til § 37, stk. 3, foreslås ændret ved dette lovforslag, idet en selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtager ikke kan visiteres som åbenlyst uddannelsesparat, hvilket fremgår af den tidligere foreslåede ændring.

Det foreslås derfor, at § 6, nr. 22, i lov nr. 174 af 27. februar 2007 ophæves, jf. dette lovforslags § 17.

Det foreslås, at i § 37, stk. 3, 1. pkt., ændres åbenlyst uddannelsesparat integrationsydelses- eller uddannelseshjælpsmodtager til åbenlyst uddannelsesparat modtager af overgangsydelse, som ikke er omfattet af integrationsloven eller uddannelseshjælp, og jobparat integrationsydelses- eller kontanthjælpsmodtager ændres til jobparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp.

Ændringen har ikke indholdsmæssige konsekvenser for ydelsesmodtagerne og svarer til gældende ret.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund ophører med sit arbejde.

Der er ikke i lovgivningen taget stilling til, om en person, der uden rimelig grund ophører med ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan sanktioneres efter § 39, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og der foreligger ikke offentliggjort praksis fra Ankestyrelsen herom.

Det foreslås derfor, at det i § 39, nr. 1, i loven, fastsættes, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund ophører med ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. En rimelig grund til at ophøre med ansættelse med løntilskud kan f.eks. være egen sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder. Der henvises til forslagets § 1, nr. 5-7.

Forslaget medfører, at ophør uden rimelig grund i ansættelse med løntilskud på samme måde som ophør af arbejde vil blive sanktioneret efter § 40 i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter hjælpen nedsættes med tre gange sanktionssatsen.

Forslaget er udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats i forhold til henvisningen til kapitel 12.

Det fremgår af den gældende regel i § 39 i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person:

1) Uden rimelig grund ophører med sit arbejde.

2) Uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde.

3) Undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, jf. § 13, stk. 2, nr. 4, eller stk. 3, nr. 4.

4) Uden rimelig grund undlader efter krav fra jobcenteret at søge konkrete job, jf. § 13 a, stk. 1, 2. pkt..

5) Uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor den ledige er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. § 13, stk. 2, nr. 5, eller stk. 3, nr. 5.

6) Uden rimelig grund ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, jf. § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a.

7) Uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, jf. § 13 a, stk. 3, 2. pkt.

8) Uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat, jf. § 13 a, stk. 3, 3. pkt., eller uden rimelig grund har undladt at dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3.

Det fremgår af den gældende regel i § 41, stk. 1, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen ophører, hvis en person eller dennes ægtefælle uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning.

Det foreslås, at der i § 39 efter nr. 2, indsættes et nyt nr. 3 om, at hjælpen nedsættes, hvis en person uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller har gentagne udeblivelser herfra, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet, en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet m.v.

Med forslaget til § 39, nr. 3, vil forseelser, der hidtil har været omfattet af den gældende ophørssanktion i § 41, stk. 1, fremover blive sanktioneret med tre sanktionssatser efter § 40 i lov om aktiv socialpolitik. Samtidig foreslås det, at sanktionen ikke længere skal være ægtefælleafhængig. Sanktionen vil således alene skulle gives til den person, der uden rimelig grund afviser eller har gentagne udeblivelser fra tilbud m.v. Med forslaget bliver det derfor muligt at ophæve den gældende § 41 i loven, jf. forslaget til § 1, nr. 26.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 25, om nyaffattelse af § 40 a, hvorefter kommunen vil kunne træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion, hvis en person har fået en afgørelse om sanktion efter §§ 35-40, og personen på ny tilsidesætter pligten til at stå til rådighed, og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v., samt at personen og dennes evt. ægtefælle i forbindelse med den forudgående sanktion (førstegangssanktionen) skriftligt er blevet vejledt om konsekvensen for hjælpen ved en sådan adfærd.

Vurderingen af, om en person uden rimelig grund har afvist et åbent tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil - som i dag – skulle foretages efter en konkret stillingtagen til sagens omstændigheder, herunder personens adfærd. Det vil ikke være en betingelse for at standse hjælpen, at personen positivt har afslået det konkrete tilbud.

Tilsvarende vil gælde, hvis personen i forbindelse med afgivelsen af tilbuddet har så mange forbehold eller krav til tilbuddet, at det reelt skal sidestilles med en afvisning af dette.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår en persons udeblivelser fra et tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning vil have et sådant omfang, at der reelt må siges at være tale om en afvisning af tilbuddet eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Et sporadisk ustabilt fremmøde vil normalt ikke kunne begrunde, at hjælpen ophører. Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger vil f.eks. kunne bestå af misbrugsbehandling, motionskurser, kostvejledning, alkoholbehandling, psykologbehandling m.v. Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger vil også kunne være samtaler med jobkonsulenter om tilbud eller henvisning til virksomhedspraktik, løntilskud m.v. Beskæftigelsesfremmende foranstaltninger vil således kunne omfatte alle aktiviteter ud over tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller integrationsloven, der vil kunne bringe personen tættere på job eller uddannelse.

Når det skal vurderes, om gentagne udeblivelser vil skulle sidestilles med afvisning, bør flere forhold indgå i vurderingen. Udeblivelsernes omfang vil skulle indgå som en vigtig del af denne vurdering. Men herudover vil kunne indgå, om personen møder i tilbuddet, men ikke vil deltage i aktiviteterne eller opfører sig på en måde, som virker forstyrrende på andre kursister, hvilket vil kunne sidestilles med en udeblivelse. Det samme vil gøre sig gældende, hvis personen møder påvirket op i tilbuddet. Der vil således skulle foretages en konkret vurdering af, dels udeblivelsernes omfang, dels af om personen vurderes at deltage i tilbuddet. Det vil også skulle vurderes, om der er en rimelig grund til udeblivelserne. Dette svarer til de gældende regler.

Det vil være muligt at sanktionere efter både § 36 og § 39, nr. 3, hvis en person f.eks. er udeblevet 14 dage fra et tilbud, og kommunen vurderer, at der dermed er tale om gentagne udeblivelser. Det vil afhænge af en konkret vurdering af, hvornår en persons udeblivelser vil have et sådant betydeligt omfang, at der reelt må siges at være tale om en afvisning af tilbuddet m.v. I vurderingen heraf vil bl.a. kunne indgå antallet af udeblivelser set i forhold til tilbuddets længde m.v.

En person under 30 år, der har fået et uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller en person under 25 år, der har fået et uddannelsespålæg efter § 16 a i integrationsloven, og som afviser uddannelsespålægget, vil være omfattet af forslaget til § 39, nr. 3.

Hvis den unge ikke samarbejder om at vælge, søge ind på eller påbegynder en uddannelse efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og § 16 a i integrationsloven, og der ikke er en rimelig grund hertil, vil der skulle ske en nedsættelse af hjælpen efter § 40 med tre sanktionssatser. Personer, som ikke overholder fristerne i uddannelsespålæggets trin 1 og 2, vil være omfattet af forslaget til § 39, nr. 3. Der er således ikke tilsigtet ændringer i gældende retstilstand, hvorefter en person vil kunne sanktioneres, hvis den pågældende ikke samarbejder om at søge ind på eller påbegynder en uddannelse, der er givet som led i et uddannelsespålæg.

Hvis den unge opgiver eller ophører i uddannelsen uden rimelig grund, eller uddannelsesstedet træffer beslutning om, at den unge f.eks. på grund af stort fravær er ophørt med uddannelsen, og der ikke længere er mulighed for at genoptage uddannelsen, vil kommunen i forbindelse med den unges henvendelse til kommunen om anmodning om hjælp skulle nedsætte hjælpen efter forslaget til § 39, nr. 7, i lov om aktiv socialpolitik.

Er muligheden for at søge ind på en given uddannelse forpasset, eller er den unge ophørt i en uddannelse, vil der som udgangspunkt ingen begrænsning være på, hvor ofte jobcenteret vil kunne give den unge et uddannelsespålæg.

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 23, til § 40, at hjælpen efter §§ 22-25 til personer, der er omfattet af § 39, skal nedsættes med tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, jf. § 35, stk. 5. Hjælpen vil således alt efter personens ydelse blive nedsat med 2.100 kr., 1.800 kr., 1.200 kr. eller 600 kr. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15 og 23, til § 35, stk. 4 og 5, og § 40.

Forslaget er udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7 maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats i forhold til henvisningen til § 30 om uddannelsespålæg.

Forslaget er også udformet på baggrund af de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor der i § 2, nr. 1, indsættes efter en aktiv beskæftigelsesindsats ” tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., ” og hvor § 13 a, stk. 3, ophæves og § 13 a, stk. 4, bliver til § 13 a, stk. 3.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2.2.

Efter den gældende regel i § 39, nr. 3, fremgår det, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person undlader at give meddelelse om sygdom til jobcenteret eller arbejdsgiveren, jf. § 13, stk. 2, nr. 4, eller stk. 3, nr. 4.

I lov nr. 551 af 7.maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love indsættes et nyt nr. i § 13, stk. 2 og stk. 3, således at § 13, stk. 2, nr. 4 bliver nr. 5 og stk. 3, nr. 4 bliver nr. 5, jf. lovforslaget § 2, nr. 19 og 21. Baggrunden er, at alle jobparate og åbenlyst uddannelsesparate modtagere af hjælp fra den 1. januar 2020 selv skal booke deres jobsamtaler på Jobnet.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 nyaffattes § 13, stk. 2, og 3, endvidere som følge af, at også uddannelsesparate og aktivitetsparate modtagere af hjælp selv skal booke jobsamtaler på Jobnet. Bestemmelserne i § 2, nr. 20 og 23, træder imidlertid først i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, da uddannelsesparate og aktivitetsparate modtagere af hjælp først selv skal booke jobsamtaler på et senere tidspunkt end den 1. januar 2020.

Det foreslås derfor, at ændre henvisningen i § 39, nr. 3, fra § 13, stk. 2, nr. 5 eller stk. 3, nr. 5, til § 13, stk. 2, nr. 6 eller stk. 3, nr. 6.

Bestemmelsen vil træde i kraft på samme tidspunkt som § 2, nr. 20 og 23 i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Der alene tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i § 2, nr. 20 og 23 i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Efter den gældende regel i § 39, nr. 5, fremgår det, at hjælpen nedsættes efter § 40, uden rimelig grund undlader at give meddelelse om sygdom til kommunen i tilfælde, hvor den ledige er indkaldt til en jobsamtale som led i sygeopfølgning eller foranstaltninger som led i sygeopfølgning, jf. § 13, stk. 2, nr. 5, eller stk. 3, nr. 5.

I lov nr. 551 af 7.maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love indsættes et nyt nr. i § 13, stk. 2 og stk. 3, således at § 13, stk. 2, nr. 5 bliver nr. 6 og stk. 3, nr. 5 bliver nr. 6, jf. lovforslaget § 2, nr. 19 og 21. Baggrunden er, at alle jobparate og åbenlyst uddannelsesparate modtagere af hjælp fra den 1. januar 2020 selv skal booke deres jobsamtaler på Jobnet.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 nyaffattes § 13, stk. 2, og 3, endvidere som følge af, at også uddannelsesparate og aktivitetsparate modtagere af hjælp selv skal booke jobsamtaler på Jobnet. Bestemmelserne i § 2, nr. 20 og 23, træder imidlertid først i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, da uddannelsesparate og aktivitetsparate modtagere af hjælp først selv skal booke jobsamtaler på et senere tidspunkt end den 1. januar 2020.

Det foreslås derfor, at ændre henvisningen i § 39, nr. 5, fra § 13, stk. 2, nr. 6 eller stk. 3, nr. 6, til § 13, stk. 2, nr. 7 eller stk. 3, nr. 7.

Bestemmelsen vil træde i kraft på samme tidspunkt som § 2, nr. 20 og 23 i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Der alene tale om en konsekvensændring som følge af ændringerne i § 2, nr. 20 og 23 i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, jf. § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 7, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, som er indgået med kommunen, jf. § 13 a, stk. 3, 2. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat, jf. § 13 a, stk. 3, 3. pkt., eller uden rimelig grund har undladt at dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3.

Det foreslås, at § 39, nr. 6, som bliver nr. 7, i loven nyaffattes således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at hjælpen nedsættes efter forslaget til § 40, hvis en person uden rimelig grund ophører med en uddannelse, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, jf. § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a, eller uddannelse, der er påbegyndt som led i et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller integrationslovens § 16 a.

Efter gældende regler er der ikke hjemmel til at sanktionere personer, der ophører i dele af et uddannelsesforløb, der er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg med en punktsanktion efter § 40, stk. 1. De sanktioneres i stedet med en ophørssanktion efter den gældende § 41, som nu foreslås ophævet. Baggrunden herfor er, at bestemmelsen i § 39, nr. 7, i loven henviser til uddannelsespålæg efter § 30 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som omfatter studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser (trin 3 af uddannelsespålægget), jf. § 30, stk. 3, 1. pkt. i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede ændring i § 39, nr. 7, i loven, vil der blive tilvejebragt hjemmel til at sanktionere en person, der uden rimelig grund ophører fra dele af en uddannelse, således at bestemmelsen ud over studie- og erhvervskompetencegivende uddannelser også vil komme til at omfatte aktiviteter, tilbud m.v., der er led i et uddannelsespålæg, jf. § 30, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. En rimelig grund til at ophøre fra dele af en uddannelse kan f.eks. være egen sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-7.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 39, nr. 7, som bliver nr. 8, affattes således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at hvis en person uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter, som er indgået med kommunen, jf. § 13 a, stk. 3. 4. pkt., eller uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist, jf. § 13 a, stk. 3, 5. pkt., nedsættes hjælpen efter § 40.

Af Ankestyrelsens praksisundersøgelse om anvendelsen af sanktioner over for uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere fra maj 2016 fremgår det, at der efter Ankestyrelsens opfattelse er en nær sammenhæng mellem de faktiske forhold, som § 39, nr. 7 og nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik regulerer.

På baggrund af, at Ankestyrelsens praksisundersøgelse viser, at kommunerne har svært ved at skelne mellem sanktionsbestemmelserne i den gældende § 39, nr. 7 og 8, i loven og derved med at anvende den korrekte sanktionsbestemmelse, foreslås det, at bestemmelserne i § 39, nr. 7, og 8, i loven slås sammen i et nyaffattet nr. 8.

Med forslaget til § 39, nr. 8, i loven, vil åbenlyst uddannelsesparate eller jobparate modtagere af hjælp, fremover med forslaget blive sanktioneret efter § 40, hvis de uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter, jf. § 13 a, stk. 3, 4. pkt., eller uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog inden for den af kommunen fastsatte frist, jf. § 13 a, stk. 3, 5. pkt.

Forslaget er udformet i forhold til de vedtagne regler i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats i forhold til henvisningen til gældende ret i § 30 i samme lov.

Forslaget er endvidere udformet i forhold til de vedtagne regler i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor der foretages ændringer i § 13 a, således at stk. 3 ophæves og stk. 4, der bliver stk. 3, er omformuleret.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 7, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund har undladt at overholde aftaler om jobsøgning, jf. § 13 a, stk. 3, 2. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at hjælpen nedsættes efter § 40, hvis en person uden rimelig grund har undladt at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet inden for den frist, som kommunen har fastsat, jf. § 13 a, stk. 3, 3. pkt., i loven eller uden rimelig grund har undladt at dokumentere sine jobsøgningsaktiviteter som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3.

Som følge af forslaget om at slå bestemmelserne i § 39, nr. 7 og 8, i loven sammen til et nyt nr. 8 i § 39, foreslås det, at § 39, nr. 8, ophæves. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 21.

Forslaget er udformet med afsæt i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor der foretages ændringer i § 13 a, således at stk. 3 ophæves og stk. 4, der bliver stk. 3, er omformuleret, jf. forslaget til § 13.

Efter den gældende regel i § 40 nedsættes hjælpen efter §§ 22-25 til personer, der er omfattet af § 39, med tre gange dagssatsen efter § 35, stk. 4. Dagssatsen beregnes på baggrund af den samlede hjælp efter §§ 22-25, som personen på hændelsestidspunktet var eller ville være berettiget til, jf. § 35, stk. 3, i loven. Der kan i en kalendermåned kun ske en enkelt nedsættelse, og hvis den månedlige hjælp er nedsat, nedsættes dagssatsen med samme andel.

Med forslaget til nyaffattelse af § 40 vil hjælpen efter §§ 22-25 til personer, der er omfattet af § 39, blive nedsat med tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, jf. § 35, stk. 5. Nedsættelsen af hjælpen vil ikke som hidtil afhænge af, om den månedlige hjælp er nedsat, men der vil fortsat kun kunne ske en enkelt nedsættelse af hjælpen i en kalendermåned.

Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter de gældende dagssatser erstattes af fire sanktionssatser på henholdsvis 200 kr., 400 kr., 600 kr. og 700 kr.

Hvis personen f.eks. afviser et rimeligt arbejde, som jobcenteret har henvist til, vil kommunen skulle træffe afgørelse om, at personen skal have en sanktion på tre sanktionssatser, med mindre personen har haft en rimelig grund til at afvise tilbuddet om arbejde. Det foreslås – i lighed med gældende ret – at der alene vil kunne gives en sanktion på tre sanktionssatser om måneden. Personen vil således også i denne situation være sikret et rimeligt forsørgelsesniveau.

Samtidig vil det med forslaget blive enklere for en person at gennemskue konsekvenserne ved at udeblive fra tilbud m.v., da fradraget eller nedsættelse i hjælpen altid vil skulle ske med en fast sanktionssats.

Niveauet for de foreslåede sanktionssatser er fastsat således, at alle ydelsesmodtagere vil kunne sikre sig tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15, vedrørende ændring af § 35, stk. 4.

Reglerne om den skærpede rådighedssanktion foreslås ændret, både i forhold til indhold og målgruppe. Med forslaget bliver også aktivitetsparate omfattet af den skærpede rådighedssanktion.

Af hensyn til overblik og systematik i loven foreslås det, at det - som konsekvens af forslaget til den ændrede § 40 a - efter § 40 men før § 40 a, indsættes en ny overskrift: »Skærpet rådighedssanktion«.

Der er ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Det fremgår af den gældende regel i § 40 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, der er uddannelsesparat eller jobparat, mister retten til hjælp efter §§ 22, 23 eller 25, dvs. integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, i en periode på op til 3 måneder, hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed efter reglerne i §§ 13 og 13 a, og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Kommunen skal samtidig med afgørelsen efter stk. 1 om, at personen mister retten til hjælp i en periode på op til 3 måneder, give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret, der skal kunne påbegyndes samme dag, som afgørelsen har virkning fra, jf. § 40 a, stk. 2. Personen modtager hjælp for de dage, hvor den pågældende deltager i tilbud, møder til samtaler eller møder i jobcenteret.

Kommunen skal ved afgivelsen af tilbud, indkaldelse til samtale eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret sikre sig, at personen ikke i forhold til den eller de konkrete aktiviteter er omfattet af en rimelig grund i § 13, stk. 7.

Hvis personen er syg eller har børnepasningsproblemer og derfor ikke kan møde op i den aktivitet (tilbud, samtale eller fremmøde på jobcentret), som jobcenteret har anvist, skal personen meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet, jf. § 40 a, stk. 3. Meddelelsen skal gives forud for det tidspunkt, hvor den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret. Hvis personen ikke har meldt sygdom eller barn syg, kan personen ikke modtage hjælp for de dage pågældende ikke møder i tilbud m.v. Da det forud for afgivelsen af tilbuddet, indkaldelserne til daglige samtaler m.v., allerede er afklaret, at den pågældende ikke har en rimelig grund til ikke at deltage i aktiviteterne, vil det alene være de nævnte to situationer, der kan medføre, at der kan udbetales hjælp på trods af manglende fremmøde.

Hvis personen udebliver fra et tilbud m.v., kan kommunen efter § 40 a, stk. 4, i helt særlige situationer udbetale hjælp for de dage, hvor den pågældende er udeblevet. Dette gælder også, hvis personen ikke har givet meddelelse om fraværet forud for mødetidspunktet. Personen skal, så snart det er muligt, tage kontakt til jobcenteret og oplyse om årsagen til udeblivelsen. En helt særlig situation kan f.eks. være, hvis personen har været ude for en ulykke, der bevirker, at den pågældende ikke har haft mulighed for at kommunikere med omverdenen. Personen skal dog så hurtigt som muligt give meddelelse om årsagen til fraværet til jobcenteret.

Et andet eksempel kunne være, hvis en persons barn var blevet alvorligt syg og indlagt på hospitalet. I denne situation kan den pågældende få udbetalt hjælp på trods af det manglende fremmøde.

Kommunen kan i sådanne situationer efterbetale hjælp for den periode, hvor den pågældende ikke har været i stand til at stå til rådighed f.eks. på grund af sit helbred.

Det følger af den gældende regel i § 40 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at opgørelsen af de dage, der kan udbetales hjælp for, sker som en samlet opgørelse for en måned. Hjælpen beregnes som en forholdsmæssig andel af månedens hjælp svarende til antallet af kalenderdage, hvor personen har opfyldt betingelserne for at modtage hjælp, sat i forhold til månedens kalenderdage.

Hjælpen udbetales som et månedligt beløb. Udbetalingen sker bagud for 1 måned.

Hvis en person er mødt i tilbud m.v., jf. § 40 a, stk. 2, på 5 arbejdsdage i en uge og herefter ikke møder i tilbud i resten af måneden, beregnes hjælpen som 7 kalenderdage (mandag til søndag), sat i forhold til det samlede antal kalenderdage i den konkrete måned.

Hvis en person er mødt fra og med mandag til og med torsdag i en uge, og derefter udebliver fra tilbuddet fredag til og med torsdag i den næste uge og herefter møder resten af måneden i tilbud m.v. skal den pågældende have udbetalt hjælp for antallet af kalenderdage i måneden fratrukket 7 kalenderdage i forhold til den samlede måneds hjælp. Hvis en person deltager i et tilbud, som foregår lørdag eller søndag, tæller disse dage med i opgørelsen af dage, hvor en person er fremmødt.

Det har således betydning for beregningen af kalenderdage, om en person ikke møder frem i tilbud m.v. over en weekend f.eks. fra fredag til og med mandag. I et sådan tilfælde vil den pågældende få hjælp for månedens kalenderdage fratrukket 4 kalenderdage sat i forhold til månedens samlede hjælp. Hvis en person ikke møder i tilbud på 2 arbejdsdage i en uge, f.eks. tirsdag og torsdag, får den pågældende udbetalt hjælp for månedens kalenderdage fratrukket 2 kalenderdage sat i forhold til månedens samlede hjælp.

Personen kan, hvis den pågældende ikke er enig i opgørelsen af dage, som der udbetales hjælp for, klage over afgørelse om opgørelsen af hjælpen efter de almindelige klageregler i § 98.

Den gældende regel i § 40 a i lov om aktiv socialpolitik om skærpet rådighedssanktion omfatter alene uddannelsesparate og jobparate ansøgere eller modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, mens aktivitetsparate borgere ikke kan pålægges en sanktion efter bestemmelserne.

Det foreslås, at § 40 a i lov om aktiv socialpolitik, nyaffattes.

Det foreslås således i § 40 a, stk. 1, at kommunen vil kunne træffe afgørelse om, at en person mister retten til hjælp efter §§ 22-25 i en periode på op til 3 måneder, hvis personen har fået en afgørelse om sanktion efter §§ 36-40, og personen på ny uden rimelig grund tilsidesætter pligten til at stå til rådighed efter reglerne i §§ 13 og 13 a. Det er en betingelse, at kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v.

Med forslaget vil kommunen kunne træffe afgørelse om, at en person mister retten til hjælp efter §§ 22-25 i en periode på op til 3 måneder, hvis personen har fået en afgørelse om sanktion efter §§ 36-40, og personen derefter på ny uden rimelig grund tilsidesætter pligten til at stå til rådighed efter §§ 13 og 13 a, og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v., som medfører en afgørelse efter §§ 36-40.

Sanktionen vil være betinget af, at kommunen har vejledt personen og dennes ægtefælle efter forslaget til § 35, stk. 2.

Den skærpede rådighedssanktion vil med forslaget komme til at omfatte både uddannelsesparate, herunder åbenlyst uddannelsesparate, samt jobparate og aktivitetsparate ydelsesmodtagere. Den skærpede rådighedssanktion bliver dermed udvidet til også at omfatte aktivitetsparate modtagere af hjælp efter §§ 22-25.

Med forslaget til § 1, nr. 6, om ændring af § 13, stk. 8, vil det blive en betingelse for at pålægge en aktivitetsparat person en sanktion, at kommunen vurderer, at sanktionen vil fremme personens rådighed. Efter forslaget til § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, vil det være et krav, at kommunen altid skal foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end dem, der er nævnt i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, der vil kunne begrunde, at en person, der ansøger om eller modtager hjælp som aktivitetsparat, ikke vil have pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, herunder foretage en konkret vurdering af, om sanktionen vil fremme personens rådighed. Alvorlige psykiske lidelser vil f.eks. i det konkrete tilfælde kunne betyde, at der ikke skal gives en skærpet rådighedssanktion for ikke at stå til rådighed. Der, hvor en skærpet rådighedssanktion ikke fremmer rådigheden hos en aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, skal der ikke gives en sanktion.

Kommunen skal inddrage de oplysninger, som kommunen har om den aktivitetsparate persons forhold. Det skal ske i den konkrete vurdering af, om der er grunde, der vil kunne føre til, at borgeren ikke skal have en sanktion. Kommunen vil også skulle inddrage de oplysninger, som borgeren selv har givet om grunden til udeblivelsen.

Det bemærkes, at det ligeledes vil være en betingelse for at kunne give en aktivitetsparat person en sanktion, at kommunen har været i personlig kontakt (dialog) med personen forud for sanktionen. Kommunen vil således ifølge forslaget til § 1, nr. 15, til nyaffattelse af § 35, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen efter §§ 36-40 a til en aktivitetsparat modtager af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp skulle have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

Kommunen vil således aktivt skulle forsøge at indhente personens forklaring, hvis personen f.eks. ikke har reageret på en partshøring, eller hvis oplysningerne om grunden til f.eks. en udeblivelse ikke er sikre nok til, at kommunen vil kunne vurdere, om der forelå forhold, der kunne begrunde, at personen ikke havde pligt til at møde op i tilbuddet, aktiviteten m.v. Hvis personen ikke selv f.eks. i forbindelse med en skriftlig partshøring, har oplyst noget om grunden til udeblivelsen, vil kommunen skulle forsøge at få personlig kontakt med personen om grunden til udeblivelsen. Det samme vil skulle gælde, hvis oplysningerne om grunden til udeblivelsen ikke er sikre nok til, at kommunen vil kunne vurdere, om der forelå forhold, der vil kunne begrunde, at den pågældende ikke havde pligt til at møde op i tilbuddet, aktiviteten m.v.

Hvis kommunen har vanskeligt ved at opnå personlig kontakt med personen, vil kravet om personlig kontakt ifølge forslaget i § 1, nr. 15, til nyaffattelse af § 35, stk. 7, kunne opfyldes ved, at kommunen etablerer kontakt via f.eks. en mentor, tilbudsstedet m.v. til personen. Kontakt til personen vil ligeledes kunne etableres via et familiemedlem, en partsrepræsentant, en værge eller anden kontaktperson forudsat, at personen og familiemedlemmet m.v. på forhånd har givet samtykke til kontakten.

Med forslaget vil den skærpede rådighedssanktion uændret bestå i, at personen, ligesom efter de gældende regler, i op til tre måneder alene vil kunne få udbetalt hjælp for de dage, hvor den pågældende opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller alternativt møder op i jobcenteret, på rådhuset eller en anden kommunal adresse, således som jobcenteret har anvist, jf. den foreslåede § 40 a, stk. 2.

Ved vurderingen af, om en person skal have en skærpet sanktion på en, to eller tre måneder, vil kunne indgå flere forskellige momenter, herunder hvor lang en periode forseelserne strækker sig over, f.eks. om personen har begået flere forseelser over en kortere periode på to måneder eller over en længere periode på fire eller seks måneder. Kommunen vil endvidere kunne lægge vægt på, om det er første gang, kommunen påtænker at træffe afgørelse om skærpet sanktion, eller om personen flere gange tidligere har være omfattet af en skærpet sanktion.

Der vil i det nedenstående alene være tale om vejledende eksempler på, hvornår der vil kunne gives en skærpet sanktion på en, to eller tre måneder. Kommunen vil altid skulle foretage en konkret vurdering af, om en person skal have en, to eller tre måneders skærpet rådighedssanktion, og kommunen vil altid skulle vurdere, om sanktionen står i et rimeligt forhold til forseelserne, dvs. om der er proportionalitet mellem sanktion og forseelse.

Således vil en person, der f.eks. er udeblevet to gange til en jobsamtale inden for 6 måneder, hvor kommunen har truffet afgørelser om, at der skulle ske fradrag i hjælpen for en eller to dage ved hver udeblivelse, ikke kunne blive omfattet af den skærpede rådighedssanktion, idet der ikke i dette eksempel vil kunne anses at være proportionalitet mellem forseelsen og den skærpede sanktion.

Eksempel: Hvis en person afviser et rimeligt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal kommunen træffe afgørelse om, at personen skal have en sanktion på tre sanktionssatser. Kommunen skal vejlede personen om, at kommunen vil træffe afgørelse om skærpet sanktion, hvis pågældende igen undlader at opfylde sin rådighedsforpligtelse. Personen får 14 dage efter et nyt tilbud, hvor personen udebliver uden rimelig grund i 15 dage ud af 18 mulige dage. I denne situation vil kommunen kunne træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion om, at hjælpen vil ophøre i en måned. Kommunen vil samtidig skulle give personen et tilbud eller en aktivitet, som pågældende kan møde frem i på alle hverdage. Personen vil alene få hjælp for de dage, hvor personen møder frem. Samtidig vil kommunen skulle træffe afgørelse om, at personen ikke har ret til hjælp for de dage (15 dage), hvor personen uden rimelig grund er udeblevet fra det tilbud, som udløser den skærpede rådighedssanktion.

Eksempel: En person skal deltage i et tilbud om virksomhedspraktik. Personen udebliver helt eller delvist 15 dage ud af de 20 dage, som tilbuddet varer. Det er første gang, at personen har fået en sanktion. Personen tilkendegiver videre, at personen ikke ønsker at stå til rådighed og deltage i aktivering. Kommunen vurderer derfor i forbindelse med afgørelsen om sanktionen for udeblivelse fra tilbud, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed. I forbindelse med afgørelsen vejleder kommunen personen om konsekvenserne, hvis personen igen ikke opfylder sin rådighedsforpligtelse, jf. forslaget til § 35, stk. 2. Personen får igen et tilbud og bliver væk i 3 ud af 5 dage i de uger, som tilbuddet skulle løbe. Kommunen træffer afgørelse om, at personen skal have foretaget fradrag i hjælpen for de dage, som personen er udeblevet fra tilbud, jf. § 36 samt træffer afgørelse om en skærpet rådighedssanktion på en måned, da det er første gang, at personen sanktioneres med en skærpet rådighedssanktion. Hvis personen efterfølgende udebliver fra tilbud, afviser job m.v., vil kommunen kunne vælge at træffe afgørelse om en skærpet rådighedssanktion på to eller tre måneder.

Når kommunen træffer afgørelse om en sanktion efter § 40 a, stk. 1, skal det fremgå udtrykkeligt og meget klart af afgørelsen, at den pågældende ikke vil have ret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i 1, 2 eller 3 måneder. Kommunen skal samtidigt angive i afgørelsen, fra hvilket tidspunkt personen har mistet retten til hjælp efter § 40 a, stk. 1. Kommunen skal samtidigt med afgørelse om skærpet sanktion også træffe afgørelse om sanktion i forhold til den hændelse, som udløser afgørelsen om den skærpede sanktion. Kommunen vil således f.eks. skulle træffe afgørelse om fradrag i hjælpen for de dage, hvor en person uden rimelig grund er udeblevet fra et tilbud.

Kommunen vil desuden skulle foretage partshøring forud for afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion, jf. § 19 i forvaltningsloven samt ledsage afgørelsen med en begrundelse og klagevejledning, jf. §§ 22-25 i forvaltningsloven.

Det vil være en betingelse, at kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. Kommunen skal således konkret vurdere, hvorvidt adfærden er udtryk for manglende vilje til at stå til rådighed, eller om adfærden skyldes grunde, der ikke kan tilregnes personen som manglende rådighed.

Tvivl om rådighed kan f.eks. opstå på baggrund af oplysninger fra anden aktør eller personen selv. Manglende vilje til at stå til rådighed kan vise sig ved, at personen f.eks. gentagne gange sygemelder sig i forbindelse med f.eks. tilbud om arbejde, tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud m.v. i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseydelses- eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Den manglende vilje til at stå til rådighed kan også vise sig f.eks. ved, at personen gentagne gange optræder negativt i forbindelse med kommunens afgivelse af tilbud eller altid har mange forbehold i forbindelse med tilbud, således at personens handlemåde kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet m.v. Hvis personens udeblivelser i stedet f.eks. skyldes forudsigelige smålidelser som influenza, eller hvis der tydeligvis er tale om langvarig, kronisk eller alvorlig sygdom, vil kommunen ikke kunne anse personen som udvisende en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. I vurderingen vil personens adfærd i øvrigt også kunne indgå. Der henvises til forslagene til ændring af § 13, stk. 7 og 8, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 6.

Den skærpede rådighedssanktion efter § 40 a vil endvidere være betinget af, at kommunen skriftligt har vejledt personen og dennes ægtefælle om den skærpede rådighedssanktion i forbindelse med afgørelsen om den forudgående sanktion, herunder om konsekvensen for hjælpen, hvis personen to eller flere gange uden rimelig grund afslår et arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v., og at personen kun vil kunne få udbetalt hjælp for de dage, hvor personen opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at deltage i tilbud, møde til samtale eller møde frem i jobcenteret m.v., som anvist af jobcenteret, jf. § 40 a, stk. 2.

Den udvidede vejledningspligt i forbindelse med den skærpede rådighedssanktion fremgår af forslaget til § 35, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 15.

Det foreslås som § 40 a, stk. 2, at kommunen samtidig med afgørelsen efter stk. 1 skal give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret m.v. Aktiviteter efter 1. pkt. skal kunne påbegyndes samme dag, som afgørelsen efter stk. 1 har virkning fra. Personen vil kunne modtage hjælp efter §§ 22-25 for de dage, hvor den pågældende deltager i tilbud, møder til samtaler eller møder i jobcenteret.

Forslaget til § 40 a, stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende regel i § 40 a, stk. 2. Som en konsekvens af, at den foreslåede skærpede rådighedssanktion i § 40 a, stk. 1, vil blive udvidet til at omfatte aktivitetsparate, vil aktivitetsparate ligeledes skulle gives tilbud efter den foreslåede § 40 a, stk. 2.

Personen vil kunne modtage hjælp efter §§ 22-25 for de dage, hvor den pågældende deltager i tilbud, møder til samtaler eller møder i jobcenteret. Personen vil således kunne få udbetalt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp for de dage, hvor personen opfylder sin rådighedsforpligtelse ved at møde op i den aktivitet (tilbud, samtale eller fremmøde på jobcentret), som jobcenteret har anvist.

Hvis personen ikke møder i tilbuddet, ikke kommer til en samtale eller ikke overholder pligten til at møde på jobcenteret dagligt, vil den pågældende således ikke kunne få selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp for de dage, hvor den pågældende ikke har opfyldt kravet om fremmøde.

Det vil bero på en konkret og individuel vurdering, om personen skal have et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., tilbud i medfør af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret m.v.

Kommunen skal i forbindelse med afgivelse af tilbud, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt i jobcenteret m.v. være opmærksom på, at det vil være en betingelse for at pålægge en aktivitetsparat person en sanktion efter § 40 a, stk. 1, at kommunen har vurderet, at sanktionen vil fremme personens rådighed, jf. forslaget til § 40 a, stk. 1, og § 13, stk. 8.

Når kommunen skal give personen et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationsloven, skal tilbuddet gives i overensstemmelse med reglerne heri. I forhold til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vil dette betyde, at tilbuddet så vidt muligt skal være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og gives ud fra den enkeltes ønsker og forudsætninger, med henblik på at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse, med mindre tilbuddet fastsættes under hensyn til konkrete behov på arbejdsmarkedet.

Som følge af forslagets § 1, nr. 5, om, at den udtømmende liste med 10 rimelige grunde til, at personen ikke skal stå til rådighed ved tilbud m.v. bliver afskaffet, vil kommunerne ved afgivelsen af tilbuddet m.v. efter § 40 a, stk. 2, skulle tage højde for, om personen vil have en rimelig grund til ikke at tage imod tilbuddet.

Kommunen skal således ved afgivelse af tilbud, indkaldelse til samtaler eller daglig pligt til at møde frem i jobcenteret m.v. sikre, at personen vil kunne møde i aktiviteten, og at personen ikke i forhold til den eller de konkrete aktiviteter vil have en rimelig grund til ikke at deltage, jf. § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik. Det vil f. eks. kunne være, at personen ikke kan deltage i tilbuddet på grund af egen sygdom, har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, har børnepasningsproblemer eller at afstanden mellem bopæl og tilbud medfører en urimelig belastning på grund af transporttid eller transportvanskeligheder.

Kommunen skal desuden være opmærksom på, at det ifølge § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik i forhold til aktivitetsparate vil være et krav, at kommunen altid skal foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold, der vil kunne begrunde, at en person, der ansøger om eller modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp som aktivitetsparat, ikke vil have pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder.

Der skal således være mulighed for, at personen, der er omfattet af sanktionen i § 40 a, stk. 1, vil kunne møde frem i tilbud, til samtaler eller møde op på jobcenteret dagligt. Kommunen vil kunne give den pågældende tilbud om en eller flere forskellige aktiviteter, så længe aktiviteterne omfatter alle månedens arbejdsdage.

Hvis kommunen ikke giver personen et tilbud, indkalder personen til daglige samtaler eller giver personen en pligt til at møde dagligt på jobcenteret, vil hjælpen ikke kunne ophøre. Hjælpen vil tidligst kunne ophøre fra det tidspunkt, hvor kommunen har stillet et tilbud til rådighed, har indkaldt personen til en samtale eller har givet personen en pligt til dagligt fremmøde på jobcenteret, som den pågældende kan møde frem i.

Det foreslås endvidere, at § 40 a, stk. 3, nyaffattes således, at kommunen, inden den træffer afgørelse om, at en aktivitetsparat person ikke kan modtage hjælp for en eller flere dage, hvor personen ikke er mødt frem i den aktivitet, som kommunen har tilbudt, jf. stk. 1 og 2, vil skulle foretage partshøring af personen med henblik på en vurdering af årsagen til udeblivelsen fra tilbud m.v., herunder om personen har en rimelig grund til ikke at deltage, eller der er andre forhold, der kan begrunde, at personen ikke vil skulle pålægges en sanktion for udeblivelse m.v. fra tilbuddet m.v., jf. forslagene til § 13, stk. 7 eller 8, samt forslaget om, at beskæftigelsesministeren skal kunne fastsætte regler i medfør af § 13, stk. 15.

For en aktivitetsparat person, som har pligt til at deltage i tilbud m.v. efter § 40 a, stk. 2, men som enten er fraværende fra eller ophører i tilbuddet m.v., vil kommunen således, i forbindelse med at personen udebliver fra eller ophører i tilbuddet m.v., skulle partshøre personen om, hvorvidt den pågældende havde en rimelig grund til at udeblive fra eller ophøre i tilbuddet m.v. Kommunen vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om den manglende overholdelse af pligten skyldes, at personen har en rimelig grund til ikke at deltage, f.eks. fordi personen ikke kan deltage i tilbuddet på grund af egen sygdom eller børnepasningsproblemer m.v., jf. forslag til § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af forslaget til § 13, stk. 15. Herudover vil kommunen i den enkelte sag også konkret skulle vurdere, om der kan være andre forhold, f.eks. alvorlig psykisk sygdom, der vil kunne begrunde, at personen ikke skal pålægges en sanktion for udeblivelse eller ophør i tilbuddet m.v., jf. forslaget til § 13, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen skal dokumentere på personens sag, at skriftlig partshøring har fundet sted, herunder hvordan partshøringen er foretaget, hvornår den er foretaget, og hvilken ordlyd partshøringen har.

Det foreslås, at § 40 a, stk. 4, affattes således, at hvis en person er syg eller har børnepasningsproblemer, skal personen meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet forud for det tidspunkt, som den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret, jf. stk. 2.

Offentlige myndigheder kan som udgangspunkt ikke bestemme, hvordan en person skal henvende sig til myndigheden, herunder om det skal ved brev, mail m.v.

Dette gælder dog ikke, hvis det fremgår af lov eller bekendtgørelse, at en person skal henvende sig til f.eks. en kommune på den måde, som kommunen anviser.

Hvis personen er forhindret i at deltage i tilbuddet, møde til samtalen eller møde frem i jobcenteret, fordi den pågældende er syg eller har børnepasningsproblemer, skal personen således meddele dette på den måde, som jobcenteret har angivet. Personen skal give meddelelsen herom forud for det tidspunkt, som den pågældende skal møde i tilbuddet, møde til samtalen eller møde på jobcenteret, jf. forslag til ny § 40 a, stk. 4 i lov om aktiv socialpolitik. Hvis personen f.eks. skal møde på jobcenteret kl. 10, og jobcenteret har angivet, at personen skal ringe til et bestemt telefonnummer, vil det være en forudsætning for at modtage hjælp på denne dag, at personen inden kl. 10 har ringet til det angivne telefonnummer og oplyst om sygdom eller børnepasningsproblemer. Hvis personen ringer efter kl. 10 eller ringer til et andet nummer inden kl. 10, vil personen ikke kunne modtage hjælp for denne dag.

Reglen om, at kommunen skal sikre sig, at personen kan møde i aktiviteten eller på den anviste adresse, videreføres således uændret, jf. forslaget til § 40 a, stk. 2. Det betyder, at kommunen ved afgivelsen af tilbud, en aktivitet eller et møde på en bestemt adresse skal sikre sig, at personen ikke har en rimelig grund i form af sygdom eller børnepasningsproblemer til ikke at møde frem i tilbuddet m.v. Bestemmelsen vil efter forslaget skulle gælde både i forhold til uddannelsesparate, jobparate og aktivitetsparate. Personen vil alene have en rimelig grund til at udeblive fra en aktivitet eller på den anviste adresse under den skærpede sanktion, hvis personen forud for mødetidspunktet har meldt sygdom eller børnepasningsproblemer på den måde, som er angivet af jobcenteret.

Efter forslaget til § 40 a, stk. 5, vil kommunen, hvis en person udebliver fra et tilbud m.v., jf. stk. 2, i helt særlige situationer kunne udbetale hjælp for de dage, hvor den pågældende er udeblevet. Dette gælder også, hvis personen ikke har givet meddelelse om fraværet forud for mødetidspunktet, jf. stk. 4. Personen skal, så snart det er muligt, tage kontakt til jobcenteret og oplyse om årsagen til udeblivelsen.

Hvis en person udebliver fra et tilbud, en samtale, et møde i jobcenteret m.v., som er anvist af jobcenteret, vil kommunen i helt særlige situationer fortsat kunne udbetale hjælp for de dage, hvor den pågældende er udeblevet, jf. forslaget til § 40 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik. Dette vil også gælde, hvis personen ikke har givet meddelelse om fraværet forud for mødetidspunktet, f.eks. hvis personen har været indlagt på hospitalet eller lignende og derfor ikke har haft mulighed for at kontakte kommunen. Det kan også være i en situation, hvor personen har været ude for en ulykke, der bevirker, at den pågældende ikke har haft mulighed for at kommunikere med omverdenen, og det derfor har været umuligt for den pågældende at give besked om fraværet til kommunen. Kommunen vil i sådanne situationer kunne efterbetale hjælp for den periode, hvor den pågældende ikke har været i stand til at stå til rådighed f.eks. på grund af sit helbred. Personen skal, så snart det er muligt, tage kontakt til jobcenteret og oplyse om årsagen til udeblivelsen.

Efter forslaget til § 40 a, stk. 6, sker opgørelsen af de dage, der kan udbetales hjælp for, jf. stk. 2, 5 og 6, som en samlet opgørelse for en måned. Hjælpen beregnes som en forholdsmæssig andel af månedens hjælp svarende til antallet af kalenderdage, hvor personen har opfyldt betingelserne for at modtage hjælp, sat i forhold til månedens kalenderdage. Hjælpen vil blive udbetalt efter § 89, stk. 1.

Opgørelsen af de dage, der vil kunne udbetales hjælp for, vil fortsat skulle ske som en samlet opgørelse for en måned, jf. forslaget til § 40 a, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik. Hjælpen vil skulle beregnes som en forholdsmæssig andel af månedens hjælp svarende til antallet af kalenderdage, hvor personen har opfyldt betingelserne for at modtage hjælp, dvs. den pågældende er mødt i tilbud m.v., som er givet i henhold til § 40 a, stk. 2, sat i forhold til månedens kalenderdage. Hjælpen vil blive udbetalt efter § 89, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, dvs. at hjælpen vil blive udbetalt som et månedligt beløb, og at udbetalingen vil ske bagud for 1 måned.

Hvis en person er mødt i tilbud m.v., jf. § 40 a, stk. 2, på 5 arbejdsdage i en uge og herefter ikke møder i tilbud i resten af måneden, vil hjælpen skulle beregnes som 7 kalenderdage (mandag til søndag), sat i forhold til det samlede antal kalenderdage i den konkrete måned.

Hvis en person er mødt fra og med mandag til og med torsdag i en uge, og derefter udebliver fra tilbuddet fredag til og med torsdag i den næste uge og herefter møder resten af måneden i tilbud m.v., jf. § 40 a, stk. 2, skal den pågældende have udbetalt hjælp for antallet af kalenderdage i måneden fratrukket 7 kalenderdage i forhold til den samlede måneds hjælp.

Hvis en person deltager i et tilbud, som foregår lørdag eller søndag, vil disse dage skulle tælle med i opgørelsen af dage, hvor en person er fremmødt. Hvis en person er mødt i tilbud mandag til og med tirsdag og holder fri onsdag og torsdag og derefter arbejder fredag, lørdag og søndag, vil den pågældende skulle have udbetalt hjælp for 7 kalenderdage.

Det vil således have betydning for beregningen af kalenderdage, om en person ikke møder frem i tilbud m.v., jf. § 40 a, stk. 2, over en weekend f.eks. fra fredag til og med mandag. I et sådan tilfælde vil den pågældende få hjælp for månedens kalenderdage fratrukket 4 kalenderdage sat i forhold til månedens samlede hjælp. Hvis en person ikke møder i tilbud på 2 arbejdsdage i en uge, f.eks. tirsdag og torsdag, vil den pågældende få udbetalt hjælp for månedens kalenderdage fratrukket 2 kalenderdage sat i forhold til månedens samlede hjælp.

Personen vil, hvis den pågældende ikke er enig i opgørelsen af dage, som der udbetales hjælp for, kunne klage over afgørelse om opgørelsen af hjælpen efter de almindelige klageregler i § 98.

Det foreslås, at § 40 a, stk. 7, nyaffattes således, at det fastsættes, at såfremt personen i en hel kalendermåned ikke møder op til pålagte tilbud, aktiviteter, samtaler, møder m.v. efter stk. 2, vil kommunen kunne lukke personens sag, hvorefter hjælpen til personen vil ophøre. Hvis personen er gift, vil kommunen samtidig med afgørelsen efter 1. pkt. skulle træffe afgørelse om, at hjælpen til ægtefællen ligeledes vil skulle ophøre. Personen og dennes ægtefælle vil kunne ansøge om og modtage hjælp på ny, såfremt de opfylder betingelserne for hjælpen.

Der er i dag ikke regler om, at en persons ret til hjælp automatisk stopper, hvis personen ikke har været i kontakt med kommunen i en hel kalendermåned samtidig med, at kommunen har stillet en aktivitet til rådighed på alle hverdage.

Kommunen vil samtidig med afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion efter § 40 a, stk. 1, skulle træffe afgørelse om lukning af sagen, hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder op i den anviste aktivitet, tilbud m.v. pålagt efter stk. 2. Når kommunen træffer afgørelse om, at personen skal have en skærpet rådighedssanktion, hvor hjælpen vil skulle ophøre i op til tre måneder, og hvor der alene kan udbetales hjælp for de dage, hvor personen møder op i den aktivitet, som kommunen har anvist – hvilket svarer til de gældende regler – vil der således samtidig som noget nyt skulle træffes afgørelse om, at hvis personen i en hel kalendermåned ikke møder frem i den aktivitet, som kommunen har anvist, vil udbetalingen af hjælp til personen blive standset.

Samtidig med denne afgørelse vil kommunen skulle træffe afgørelse over for personens ægtefælle. Kommunen vil således samtidig med afgørelsen om den skærpede rådighedssanktion endvidere skulle træffe afgørelse om lukning af ægtefællens sag, hvis den sanktionerede person i en hel kalendermåned ikke møder op i den anviste aktivitet, tilbud m.v. pålagt efter stk. 2.

Hjælpen vil kunne genoptages, hvis personen ansøger om hjælp på ny, og den pågældende opfylder betingelserne for at modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, herunder opfylder forpligtelsen til at stå til rådighed. Hvis den sanktionerede person er gift, og begge ægtefæller opfylder betingelserne for at modtage hjælp, vil udbetalingen af hjælpen kunne genoptages.

Den sanktioneredes ægtefælle vil endvidere kunne få hjælp igen, hvis den sanktionerede person er kommet i arbejde eller er påbegyndt en uddannelse og dermed udnytter sine arbejds- eller uddannelsesmuligheder aktivt.

Efter den gældende regel i § 41 i lov om aktiv socialpolitik om ophør af integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp ophører hjælpen, hvis en person eller dennes ægtefælle uden rimelig grund afviser tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, eller uden rimelig grund har gentagne udeblivelser fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, herunder foranstaltninger som led i sygeopfølgning, og udeblivelserne har et så betydeligt omfang, at det kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet eller selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet.

Hjælpen til personen ophører, så længe personen afviser tilbud m.v. som beskrevet i stk. 1. Hjælpen ophører tilsvarende hos ægtefællen.

Det er en betingelse for, at hjælpen kan ophøre, at kommunen samtidig sikrer, at der er et åbent tilbud, som personen kan tage imod og dermed opfylde sin pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Forslaget til den skærpede rådighedssanktion gør det muligt at ophæve sanktionen efter § 41, hvorved kommunerne ikke længere vil skulle stille et åbent tilbud til rådighed.

Det foreslås derfor at ophæve § 41.

Som konsekvens heraf foreslås det endvidere, at overskriften før § 41 ophæves.

Der henvises til bemærkningerne til afsnit 2.5.

Efter den gældende regel i § 42, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik skal en person, som modtager hjælp i form af integrationsydelse, integrationsydelse og danskbonus, uddannelseshjælp, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg, uddannelseshjælp og barselstillæg, kontanthjælp, kontanthjælp og aktivitetstillæg eller kontanthjælp og barselstillæg på mindst 10.500 kr. (2013-niveau) pr. måned efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, have hjælpen nedsat med 1/3 i 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Efter den gældende regel i § 42, stk. 2, skal en person, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller som uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet, have hjælpen nedsat med 1/3 i 20 uger.

En person, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller som uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet, skal efter den gældende regel i § 42, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, have hjælpen nedsat med 1/3 i 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat, eller den pågældende har været i udlandet, og skal herudover tilbagebetale den nedsatte hjælp.

Det er en betingelse for nedsættelse og tilbagebetaling af hjælpen efter § 42, stk. 1-3, at personen mod bedre vidende har tilsidesat oplysningspligten eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelsen under ophold i udlandet. Det skal således kunne tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om ”mod bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Efter § 42, stk. 4, sker nedsættelsen af hjælpen efter § 42, stk. 1-3, tilsvarende i hjælpen til ægtefællen, og den nedsatte hjælp til ægtefællen er ligeledes tilbagebetalingspligtig. Det indebærer, at hvis en ægtefælle eksempelvis er omfattet af § 42, stk. 1, og får sin hjælp nedsat med 1/3 i tre uger, skal hjælpen til den anden ægtefælle ligeledes nedsættes med 1/3 i de samme tre uger. Hvis begge ægtefæller har tilsidesat oplysningspligten, afvikles sanktionen først for begge ægtefæller som følge af den ene ægtefælles forhold. Herefter afvikles sanktionen for begge ægtefæller som følge af den anden ægtefælles forhold. For begge sanktioners vedkommende vil der være tale om førstegangssanktioner, såfremt det for begge ægtefæller er første gang, kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af hjælpen på grund af, at en ægtefælle mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet. Det forhold, at den ene ægtefælle mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp, har således ikke gentagelsesvirkning i forhold til den anden ægtefælle.

Det foreslås i § 42, stk. 1, at en person, som modtager hjælp efter §§ 22-25, dog undtaget § 23, stk. 3, og § 25, stk. 4, på mindst 11.423 kr. (2019-niveau) pr. måned, skal have hjælpen nedsat med 1/3 i 20 uger, og herudover skal tilbagebetale den nedsatte hjælp, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Med forslaget til § 42, stk. 1, vil der blive indført en skærpet sanktion ved uberettiget modtagelse af hjælp under udlandsophold og uoplyst arbejde, hvorefter hjælpen vil skulle nedsættes med 1/3 i 20 uger, og den nedsatte hjælp vil skulle gøres tilbagebetalingspligtig. Den foreslåede skærpede sanktion vil svare til den gældende sanktion efter § 42, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, som udløses ved tre eller flere gentagelser inden for de seneste 5 år.

Den skærpede sanktion ved uberettiget modtagelse af hjælp under udlandsophold eller uoplyst arbejde vil skulle gælde uanset, om personen en, to, tre eller flere gange inden for 5 år mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

Det vil fortsat være et krav, at ydelsen er modtaget mod bedre vidende, og at det skal kunne tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om mod ”bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Med forslaget til § 42, stk. 1, foreslås det, at de gældende sanktioner efter § 42, stk. 1, 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik for henholdsvis første, anden og tredje sanktion inden for 5 år, bliver ophævet.

Det foreslås endvidere, at den gældende regel i § 42, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter hjælpen til den ene ægtefælle nedsættes og gøres tilbagebetalingspligtig, hvis den anden ægtefælle sanktioneres efter gældende § 42, stk. 1-3, bliver ophævet. Ophævelsen af den gældende regel i § 42, stk. 4, i loven vil betyde, at den skærpede sanktion i den foreslåede § 42, stk. 1, ikke vil blive ægtefælleafhængig. Med forslaget vil begge ægtefæller fortsat blive sanktioneret, hvis de begge mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet. Hvis kun den ene ægtefælle mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet, vil det derimod kun være denne ægtefælle, der vil blive sanktioneret.

Personkredsen for den foreslåede skærpede sanktion i § 42, stk. 1, vil være uændret i forhold til den gældende regel i § 42, stk. 1-3, men det er med forslaget præciseret i bestemmelsen, at tillæg efter § 23, stk. 3, og § 25, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, til personer, der har en dokumenteret bidragspligt over for et barn eller flere børn, ikke vil skulle medregnes i opgørelsen af, om personen modtager hjælp på mindst 10.500 kr. i 2013-niveau svarende til 11.423 kr. i 2019-niveau.

Personkredsen, som bliver omfattet af den foreslåede skærpede sanktion i § 42, stk. 1, ved uberettiget modtagelse af hjælp under udlandsophold og uoplyst arbejde vil modtage ydelser på mindst 11.423 kr. pr. måned i 2019 niveau. Det vil dreje sig om modtagere af følgende ydelser:

– Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 1.

– Uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 1, 3, 4 eller 5, eller § 23, stk. 3.

– Uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 1, 2, 6 eller 7, og § 24, stk. 2.

– Uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 1, 2, 6 eller 7, og § 24, stk. 3, nr. 1, 2, 3 eller 4.

– Kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 3, nr. 1, 3, 4 eller 5.

– Kontanthjælp og barselstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 1, 2, 6 eller 7, og stk. 8.

– Kontanthjælp og aktivitetstillæg efter § 25, stk. 3, nr. 1, 2, 6 eller 7, og stk. 9, nr. 1, 2, 3 eller 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under punkt. 2.1.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 42. stk. 5, 4. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person eller dennes ægtefælle tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 36-41 eller i øvrigt ikke er berettiget til hjælp, udskydes sanktionen om nedsættelse eller tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1-4, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes hjælp.

Det foreslås i § 42, stk. 5, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., at ”eller dennes ægtefælle” udgår. Forslaget er en følge af, at ægtefælleafhængigheden i den gældende regel i § 42, stk. 4, med lovforslaget § 1, nr. 27, foreslås ophævet.

Det foreslås endvidere, at de to henvisninger til §§ 36-41 i § 42, stk. 5, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., ændres til §§ 36-40 a. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet.

Herudover foreslås det, at henvisningen til stk. 1-4 i § 42, stk. 5, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., ændres til stk. 1. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter § 42, stk. 1-4, erstattes af et nyt stk. 1.

Der vil med forslagene ikke ske materielle ændringer i § 42, stk. 5, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 42. stk. 5, 5. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at hvis sanktionen efter stk. 1-4 allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet, eller der på ny ydes hjælp.

Det foreslås i § 42, stk. 5, 5. pkt., der bliver stk. 2, 5. pkt., at henvisningen til stk. 1-4 i § 42, stk. 5, 5. pkt., der bliver stk. 2, 5. pkt., ændres til stk. 1. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter § 42, stk. 1-4, erstattes af et nyt stk. 1.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til §§ 36-41 i § 42, stk. 5, 5. pkt., der bliver stk. 2, 5. pkt., ændres til §§ 36-40 a. Forslaget er en følge af forslaget til § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet.

Der vil med forslagene ikke ske materielle ændringer i § 42, stk. 5, 5. pkt., der bliver stk. 2, 5. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 42, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1-3 bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor kommunen har konstateret forseelsen.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1-3 i § 42, stk. 6, der bliver stk. 3, ændres til stk. 1.

Den foreslåede ændring er en følge af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter § 42, stk. 1-4, ophæves og erstattes af en ny skærpet sanktion i den foreslåede § 42, stk. 1.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 42, stk. 6, der bliver stk. 3.

Det fremgår af den gældende regel i § 42, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen træffer afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1-5.

Efter de gældende regler i § 42, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik skal der træffes afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i henholdsvis 3 uger og 20 uger, mens der efter den gældende regel i § 42, stk. 3, skal træffes afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger og om, at den nedsatte hjælp skal tilbagebetales. Med den foreslåede § 42, stk. 1, vil sanktionen altid indeholde både en afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger og en afgørelse om, at den nedsatte hjælp skal tilbagebetales.

Det foreslås derfor præciseret i § 42, stk. 7, der bliver stk. 4, at kommunen træffer afgørelse om nedsættelse og tilbagebetaling af hjælpen.

Det foreslås samtidig, at henvisningen i § 42, stk. 7, der bliver stk. 4, til stk. 1-5, ændres til stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring er en følge af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter § 42, stk. 1-4 ophæves og erstattes af en ny skærpet sanktion i den foreslåede § 42, stk. 1.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 42, stk. 7, der bliver stk. 4.

Det fremgår af den gældende regel i § 42, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 3 og 4 sker efter § 95, hvorefter kommunen opkræver tilbagebetalingskravet efter de regler, som er fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 1644 af 18. december 2018 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. Der gælder en treårig forældelse for dette krav regnet fra hjælpens ophør uden, at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 3 og 4 i § 42, stk. 8, der bliver stk. 5, ændres til stk. 1.

Den foreslåede ændring er en følge af lovforslagets § 1, nr. 27, hvorefter § 42, stk. 1-4, ophæves og erstattes af en ny skærpet sanktion i den foreslåede § 42, stk. 1.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 42, stk. 8, der bliver stk. 5.

Efter den gældende regel i § 43, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik skal en person, som modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4, integrationsydelse og danskbonus efter § 22, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4, samt stk. 4, uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 2, 6, 7, 8 eller 9, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8, og § 24, stk. 3, nr. 5, eller § 23, stk. 2, nr. 9, og § 24, stk. 3, nr. 6, eller kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 2, 6, 7, 8 eller 9, eller § 25 a, tilbagebetale 1/3 af hjælpen for 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Efter den gældende regel i § 43, stk. 2, skal en person, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet, tilbagebetale 1/3 af hjælpen for 20 uger. En person, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt eller uberettiget har modtaget integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp under ophold i udlandet, skal tilbagebetale hele hjælpen for 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat eller den pågældende har været i udlandet.

Det er en betingelse for tilbagebetaling af hjælpen efter § 43, stk. 1 og 2, at personen mod bedre vidende har tilsidesat oplysningspligten eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelsen under ophold i udlandet. Det skal således kunne tilregnes personen, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om” mod bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Efter den gældende regel i § 43, stk. 3, sker tilbagebetaling af hjælpen efter § 43, stk. 1 og 2, tilsvarende for så vidt angår hjælpen til ægtefællen. Det indebærer, at hvis en ægtefælle eksempelvis er omfattet af § 43, stk. 1, og skal tilbagebetale 1/3 af hjælpen i 3 uger, skal 1/3 af hjælpen i 3 uger til den anden ægtefælle ligeledes tilbagebetales. Hvis begge ægtefæller har tilsidesat oplysningspligten, afvikles sanktionen først for begge ægtefæller som følge af den ene ægtefælles forhold. Herefter afvikles sanktionen for begge ægtefæller som følge af den anden ægtefælles forhold. For begge sanktioners vedkommende vil der være tale om førstegangssanktioner, såfremt det for begge ægtefæller er første gang, kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af hjælpen på grund af, at en ægtefælle mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet. Det forhold, at den ene ægtefælle mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet, har således ikke gentagelsesvirkning i forhold til den anden ægtefælle.

Det foreslås i § 43, stk. 1, at en person, som modtager hjælp efter §§ 22-25 a, dog undtaget § 23, stk. 3, og § 25, stk. 5, på mindre end 11.423 kr. pr. måned (2019-niveau), vil skulle have hjælpen nedsat med 3 sanktionssatser efter § 35, stk. 4, pr. måned i 3 måneder, og herudover vil skulle tilbagebetale den nedsatte hjælp i 20 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Den skærpede sanktion ved uberettiget modtagelse af hjælp under udlandsophold eller uoplyst arbejde vil skulle gælde, uanset om personen en, to, tre eller flere gange inden for 5 år mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter § 49, stk. 2, i integrationsloven, eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp under ophold i udlandet.

Det vil fortsat være et krav, at ydelsen er modtaget mod bedre vidende, og at det skal kunne tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om ”mod bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Med forslaget til § 43, stk. 1, foreslås de gældende sanktioner efter § 43, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik, for henholdsvis første og anden sanktion inden for 5 år, ophævet.

Det foreslås endvidere at ophæve den gældende regel i § 43, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter hjælpen til den ene ægtefælle gøres tilbagebetalingspligtig, hvis den anden ægtefælle sanktioneres efter gældende § 43, stk. 1 eller 2. Ophævelsen af den gældende regel i § 43, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik betyder, at den skærpede sanktion i den foreslåede § 43, stk. 1, ikke bliver ægtefælleafhængig. Med forslaget vil begge ægtefæller fortsat blive sanktioneret, hvis de begge mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet. Hvis kun den ene ægtefælle mod bedre vidende har tilsidesat pligten til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet, vil det derimod kun være denne ægtefælle, der vil blive sanktioneret.

Uddannelseshjælp og aktivitetstillæg blev indført den 1. januar 2014 ved lov nr. 895 af 4. juli 2013 (kontanthjælpsreformen), og frem til indførelsen af barselstillæg den 1. juli 2014 ved lov nr. 721 af 25. juni 2014 blev unge uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere på barsel visiteret aktivitetsparate og modtog dermed aktivitetstillæg under barslen. Med lov nr. 721 af 25. juni 2014 fik unge uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere på barsel ret til et barselstillæg efter § 24, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, svarende til aktivitetstillægget i lovens § 24, stk. 3, men der blev ikke samtidig foretaget konsekvensrettelser i lovens § 43, stk. 1.

Idet størrelsen af barselstillæg og aktivitetstillæg er ens, og idet § 43, stk. 1, ikke blev konsekvensrettet ved indførelsen af barselstillæg, foreslås det nu at udvide personkredsen for den foreslåede skærpede sanktion i § 43, stk. 1, med unge uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere på barsel. Med forslaget vil unge under 25 år, der modtager 7.362 kr. (2019 niveau) pr. måned i uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 8, og barselstillæg efter § 24, stk. 2, samt unge under 25 år, der modtager 3.552 kr. (2019 niveau) pr. måned i uddannelseshjælp efter § 23, stk. 2, nr. 9, og barselstillæg efter § 24, stk. 2, blive omfattet af den foreslåede skærpede sanktion i § 43, stk. 1.

Personkredsen for den foreslåede skærpede sanktion i § 43, stk. 1, vil herudover være uændret, men bestemmelsen foreslås omformuleret således, at afgrænsningen af personkredsen vil afhænge af, om personen modtager mindre end 11.423 kr. pr. måned (2019-niveau). Bestemmelsen vil hermed modsvare den foreslåede § 42, stk. 1, der vil omfatte personer, der modtager ydelser på mindst 11.423 kr. pr. måned (2019-niveau).

Personkredsen, der vil være omfattet af den foreslåede skærpede sanktion i § 43, stk. 1, vil være modtagere af følgende ydelser:

– Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4.

– Uddannelseshjælp og barselstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8 eller 9, og § 24, stk. 2.

– Uddannelseshjælp og aktivitetstillæg efter § 23, stk. 2, nr. 8 eller 9, og § 24, stk. 3, nr. 5 eller 6.

– Kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 2, 6, 7, 8 eller 9, eller § 25 a.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit. 2.1.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 43, stk. 4, 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person eller dennes ægtefælle tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 36-41 eller i øvrigt ikke er berettiget til hjælp, udskydes sanktionen om tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1-3, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes hjælp.

Det foreslås i § 43, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 2, 3. pkt., at ”eller dennes ægtefælle” udgår. Forslaget er en følge af, at ægtefælleafhængigheden i den gældende regel i § 43, stk. 3, med lovforslaget § 1, nr. 33, foreslås ophævet.

Det foreslås endvidere, at de to henvisninger til §§ 36-41 i § 43, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 2, 3. pkt., ændres til §§ 36-40 a. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet.

Herudover foreslås det, at henvisningen til stk. 1-3 i § 43, stk.4, 3. pkt., der bliver stk. 2, 3. pkt., ændres til stk. 1. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter § 43, stk. 1-3, erstattes af et nyt stk. 1.

Der vil med forslagene ikke ske materielle ændringer i § 43, stk. 4, 3. pkt., der bliver stk. 2, 3. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 43, stk. 4, 4. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at hvis sanktionen efter stk. 1-3 allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 36-41 er afviklet, eller der på ny ydes hjælp.

Det foreslås i § 43, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., at henvisningen til stk. 1-3 i § 43, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., ændres til stk. 1. Forslaget er en følge af lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter § 43, stk. 1-3, erstattes af et nyt stk. 1.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til §§ 36-41 i § 43, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt., ændres til §§ 36-40 a. Forslaget er en følge af forslaget til § 1, nr. 26, hvorefter § 41 foreslås ophævet.

Der vil med forslagene ikke ske materielle ændringer i § 43, stk. 4, 4. pkt., der bliver stk. 2, 4. pkt.

Det fremgår af den gældende regel i § 43, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1-4.

Det foreslås, at henvisningen i § 43, stk. 5, der bliver stk. 3, til stk. 1-4, ændres til stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring er en følge af lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter § 43, stk. 1-3, bliver ophævet og erstattet af en ny skærpet sanktion ved uberettiget modtagelse af hjælp under udlandsophold eller uoplyst arbejde i den foreslåede § 43, stk. 1.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 43, stk. 5, der bliver stk. 3.

Det fremgår af den gældende regel i § 43, stk. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at tilbagebetaling af hjælpen efter stk. 1-3 sker efter § 95, hvorefter kommunen opkræver tilbagebetalingskravet efter de regler, som er fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 1644 af 18. december 2018 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. Der gælder en treårig forældelse for dette krav regnet fra hjælpens ophør uden, at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 1-3 i § 43, stk. 6, der bliver stk. 4, ændres til stk. 1.

Den foreslåede ændring er en følge af lovforslagets § 1, nr. 33, hvorefter § 43, stk. 1-3, bliver ophævet og erstattet af en ny skærpet sanktion i den foreslåede § 43, stk. 1.

Der vil med forslaget ikke ske materielle ændringer i § 43, stk. 6, der bliver stk. 4.

Efter den gældende regel i § 69, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at § 13, stk. 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb.

Efter den gældende regel i § 69 k, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at § 13, stk. 7 og 8, finder anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb.

Efter den gældende regel i § 75, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik om ledighedsydelse fremgår det, at stk. 1, nr. 1, 3 og 4, dog ikke gælder, hvis den pågældende har en rimelig grund til ikke at udnytte sine arbejdsmuligheder, jf. § 13, stk. 7 og 8.

Efter den gældende regel i § 76, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at hvis en person, der modtager ledighedsydelse, ikke er aktivt jobsøgende, jf. § 75, stk. 1, nr. 1, og stk. 5, skal kommunen give den pågældende en frist på op til 3 måneder til at dokumentere sin aktive jobsøgning. Kommunen skal sammen med den pågældende lægge en plan for personens jobsøgning i fristperioden. Hvis personen ikke har overholdt planen ved fristperiodens udløb, skal kommunen vurdere, om den pågældende har været aktivt jobsøgende. Hvis kommunen vurderer, at personen ikke har været aktivt jobsøgende, skal kommunen træffe afgørelse om, at den pågældende mister retten til ledighedsydelse, medmindre der er en rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, til, at den pågældende ikke har været aktivt jobsøgende.

Det fremgår af de gældende regler i § 77 a, stk. 1-4, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, afviser at tage imod et tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, eller ophører i et fleksjob, ikke kan få ledighedsydelse i 3 uger. Hvis en modtager af ledighedsydelse uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, tilbud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller andre tilbud, som kan forbedre mulighederne for at få arbejde, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for det antal dage, hvor personen er udeblevet helt eller delvis. En person, som uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, afviser eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, kan ikke få ledighedsydelse i 3 uger. Hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 og 8, inden for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, mister personen retten til ledighedsydelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 7, i lov om aktiv socialpolitik, at ønsker ansøgeren eller dennes ægtefælle at modtage eller modtager ansøgeren eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har de dog ikke pligt til at udnytte deres uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om uddannelse eller arbejde efter stk. 1 eller tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter stk. 5, hvis:

1) Tilbuddet ikke kan anses for et rimeligt tilbud på grund af forhold, der vedrører tilbuddets indhold.

2) Den pågældende ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes.

3) Afstanden mellem bopæl og uddannelses- eller arbejdssted medfører en urimelig belastning af den pågældende på grund af transportvanskeligheder eller den tid, der går til transport.

4) Den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption.

5) Den pågældende er nødt til at passe sine børn og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed.

6) Den pågældende modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, handicappet voksen eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn,

7) Den pågældende har ret til ferie.

8) Den pågældende aftjener værnepligt.

9) Arbejdet er omfattet af en overenskomstmæssig konflikt.

10) Arbejdet omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 8, i loven, at ønsker ansøgeren at modtage eller modtager ansøgeren hjælp som aktivitetsparat, skal kommunen vurdere, om der i det enkelte tilfælde foreligger andre forhold end de i stk. 7 nævnte, der kan begrunde, at den pågældende ikke har pligt til at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for ansøgerens eller modtagerens ægtefælle.

Det fremgår af den gældende regel i § 13, stk. 15, i lov om aktiv socialpolitik, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætter nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1-7, herunder regler om, hvornår kommunen skal kræve frigørelsesattest, hvis ansøgeren eller ægtefællen har deltidsarbejde.

Det foreslås, at der i § 69, stk. 4, § 69 k, stk. 4, § 75, stk. 3, § 76, stk. 1, 3. pkt., og § 77 a, stk. 1-4, i lov om aktiv socialpolitik, efter »§ 13, stk. 7 og 8« indsættes »samt regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15«.

”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” vedrører modtagere af integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp, men det indgår ikke i aftalen, at der skal ske tilsvarende ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb samt for modtagere af ledighedsydelse.

Det foreslås at afskaffe den udtømmende liste med rimelige grunde i § 13, stk. 7, i loven, så kommunerne allerede ved afgivelsen af tilbud skal tage højde for og angive, hvilke rimelige grunde personen har til ikke at tage imod tilbud. Dermed vil personen fra start få en indsats, som pågældende har forudsætninger for og pligt til at deltage i. Det foreslås som konsekvens heraf, at oplistningen af de 10 rimelige grunde i § 13, stk. 7, i loven, udgår. Det vil blive nærmere præciseret i bekendtgørelsesform, at kommunen skal tage udgangspunkt i den enkelte persons situation, og at listen på de 10 hidtil gældende rimelige grunde vil kunne indgå i kommunens vurdering. Kommunen vil dog også skulle vurdere, om der kan være andre rimelige grunde til, at en person ikke skal stå til rådighed f.eks. at personen skal til begravelse af nærtstående eller til jobsamtale.

Det foreslås, at henvisningen i § 69, stk. 4, § 69 k, stk. 4, 75, stk. 3, § 76, stk. 1, og § 77 a, stk. 1-4, i loven, til § 13, stk. 7, og 8, bliver bibeholdt og udvides til også at omfatte en henvisning til § 13, stk. 15. Ud over de gældende 10 rimelige grunde til, at en personen ikke vil have pligt til at opfylde sin rådighedsforpligtelse, vil kommunen dermed også skulle vurdere, om der vil være andre grunde til, at personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb samt personer, der modtager ledighedsydelse, ikke skal stå til rådighed. Derved vil personerne blive stillet bedre, end de ville være, hvis de nuværende regler om rimelige grunde blev opretholdt for disse persongrupper.

Bemyndigelsen i § 13, stk. 15, i loven, vil efter lovforslagets § 1, nr. 7, blive anvendt til i bekendtgørelses- og vejledningsform at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde til, at en modtager af hjælp uden sanktionsmæssige konsekvenser vil kunne ophøre med at deltage i et aktivt tilbud m.v. Bemyndigelsen vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, dels at der ved afgivelsen af tilbud og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og ved henvisning af arbejde m.v. skal tages højde for, om der er en rimelig grund til, at tilbuddet ikke skal afgives, f.eks. at personen ikke kan deltage i tilbuddet m.v. på grund af sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder, dels at personer, der har en rimelig grund til ikke at deltage i et tilbud, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v., henvist arbejde m.v., vil kunne ophøre i tilbuddet m.v. uden sanktionsmæssige konsekvenser. For personer, der er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram efter integrationsloven, foreslås det, at bemyndigelsen vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om rimelige grunde til ikke at deltage i tilbud m.v. efter forhandling mellem integrationsministeren og beskæftigelsesministeren.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 5-7 og de almindelige bemærkninger i afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen efter §§ 69 b-e for personer i ressourceforløb er betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud m.v. eller indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret personen om konsekvensen for ydelsen, hvis personen uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet eller ikke møder til samtalen m.v. Kommunen skal endvidere samtidig skriftligt informere om, hvilke skridt en person, der afslår m.v. efter 1. pkt., skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Bestemmelsen svarer til gældende regel i § 35 i loven om vejledningspligt for personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik.

Med forslaget til ny § 35, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 15) foreslås det at forenkle vejledningspligten i forhold rådighed og sanktioner for modtagere af hjælp, således at kommunen fremover vil skulle vejlede personen om alle rettigheder og pligter forbundet med hjælpen. Kommunen vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen, så personen forstår sine rettigheder og pligter. Kommunen vil desuden skulle sikre, at vejledningen udleveres skriftligt og umiddelbart herefter sendes til personen, samt at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller hvis personen anmoder kommunen om vejledning, vil vejledningen skulle gennemgås hyppigere.

Det foreslås, at personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, bliver omfattet af samme regler om forenklet vejledning i forhold til rådighed og sanktioner, som foreslås i forhold til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Det foreslås, at § 69 a, stk. 1, nyaffattes således, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse efter §§ 69 b-69 e i lov om aktiv socialpolitik fremover vil være betinget af, at kommunen vejleder modtageren af ydelsen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen. Kommunen vil desuden senest ved første jobsamtale skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Kommunen skal senest ved første jobsamtale desuden sikre, at vejledningen udleveres skriftligt til personen, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen. Kommunen skal derudover sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år, samt sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller personen anmoder kommunen om vejledning.

Med forslaget vil kommunernes tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen blive forenklet både i forhold til indhold og omfang.

Vejledningen vil skulle gives senest ved første jobsamtale, og kommunen vil dermed ikke længere have pligt til at give en modtager af ressourceforløbsydelse skriftlig vejledning, hver gang personen får et tilbud, henvises til arbejde, indkaldes til samtale m.v.

Kommunen vil skulle vejlede i forhold til alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner. Vejledningen vil derfor ikke længere kun skulle rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til, dvs. at kommunen ikke længere vil skulle målrette vejledningen i forhold til, om personen indkaldes til en samtale, et tilbud m.v., hvor vejledningen efter gældende regler har forskelligt indhold, men skal vejlede om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen.

Forslaget betyder, at kommunen senest ved første jobsamtale, efter personen er blevet berettiget til ressourceforløbsydelse, vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Dette vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter.

Af vejledningen skal følgende klart fremgå:

– Hvilke rådighedspligter personen er omfattet af.

– Hvilken konsekvens det har for ydelsen, hvis personen udebliver fra samtaler eller tilbud m.v. f.eks. fradrag i eller nedsættelse af ydelsen.

– Hvilke skridt personen skal foretage for igen at blive berettiget til ydelsen.

– Kommunen skal senest ved første jobsamtale sikre sig, at personen forstår sine rettigheder og pligter.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 c i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale som led i ressourceforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller en rådighedsvurdering i kommunen, jf. § 69, stk. 2, foretager kommunen fradrag i ressourceforløbsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen eller rådighedsvurderingen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i ydelsen for den dag, hvor samtalen eller rådighedsvurderingen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.

I forbindelse med indkaldelsen til den første jobsamtale som led i ressourceforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil det af indkaldelsen skulle fremgå, at hvis personen uden rimelig grund udebliver fra jobsamtalen, vil kommunen skulle træffe afgørelse om fradrag i ressourceforløbsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Kommunen vil således ved første jobsamtale kunne træffe afgørelse om sanktionering uanset, at vejledningen ikke er gennemgået med personen.

Vejledningen vil skulle være enkel og overskuelig, så der sikres en hensigtsmæssig balance mellem oplysninger om, hvad personen skal, og hvad der sker, hvis personen ikke overholder sine forpligtelser, samt hensynet til, at personen skal opleve, at personen selv har mulighed for at påvirke sin egen situation.

Kommunen vil samtidig skulle sikre, at den skriftlige vejledning udleveres til personen senest ved første jobsamtale efter, at personen er blevet berettiget til ressourceforløbsydelse, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen.

Kommunen vil skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Kommunen vil endvidere skulle sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for hyppigere vejledning, eller personen selv anmoder kommunen om vejledning. For disse personer vil det kunne være nødvendigt at drøfte vejledningen hver gang, kommunen indkalder personen til samtale, afgiver tilbud m.v.

Kommunen vil skulle dokumentere på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet til personen, og at vejledningen er udleveret til og gjort tilgængelig for personen, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Vejledningen vil desuden skulle gøres tilgængelig for personen f.eks. på kommunens hjemmeside, således at den kan tilgås fra pc, telefon m.v. således, at det er muligt for personen selv at finde oplysningerne.

Den gældende regel i § 69 a, stk. 2, i loven om, at kommunen forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen efter §§ 69 b-e skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund for udeblivelsen m.v., vil forsat være gældende.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten medfører, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om fradrag i, nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen. Det vil også være gældende, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 vedrørende ændringen af § 35, stk. 1 og de almindelige bemærkninger til afsnit 2.9.2.

Den forenklede vejledningspligt foreslås udvidet til også at gælde i forhold til modtagere af ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb og modtagere af ledighedsydelse. Der henvises til bemærkningerne til forslagene til § 1, nr. 43 og 52.

Det fremgår af den gældende regel i § 69, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at for modtagere af ressourceforløbsydelse under ressourceforløb finder reglerne i § 35, stk. 2, 3 og 7, i loven tilsvarende anvendelse for personens undladelse af at opfylde sine pligter efter § 69.

Det foreslås, at § 69 a, stk. 3, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 3, hvorefter fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse sker med virkning fra den dag, hvor modtageren af ressourceforløbsydelse uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter § 69, Fradrag og nedsættelser i ressourceforløbsydelsen vil skulle ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 69 b vil kunne ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring vil blive foretaget i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter fradrag efter §§ 69 b- 69 e vil skulle ske med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige ressourceforløbsydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen vil blive fastsat på grundlag af den årlige ressourceforløbsydelse efter § 68 og vil blive fastsat pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Det foreslås herudover i stk. 5, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter stk. 4.

Det betyder, at de gældende regler i § 35 stk. 2, 3 og 7, i loven fortsat vil finde anvendelse for personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen sker med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a, jf. dog § 40 a, stk. 1 og 2. Fradrag og nedsættelser i hjælpen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 36 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 3, i loven, at fradrag efter § 36, stk. 2, og §§ 37, 37 a og 38 sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige hjælp efter §§ 22-25 og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 7, i loven, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter stk. 3 og 4.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke indgår, at der for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb skal ske tilsvarende ændringer i sanktionsreglerne, som er aftalt vedrørende modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp. Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb skal derfor fortsat være omfattet af de gældende regler i § 35, stk. 2, 3 og 7, i loven, hvorfor bestemmelserne bliver nyaffattede i § 69 a, stk. 3-5, i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne. Forslaget vil ikke indebære ikke indholdsmæssige ændringer, og den gældende retsstilling for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb vil blive bibeholdt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at reglerne i § 36, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 36, stk. 2, i loven, at fradraget i hjælpen efter stk. 1 foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis.

Det fremgår af den gældende regel i § 36, stk. 3, i loven, at kommunen kan foretage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller hjælp efter integrationslovens § 23 f, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller fra en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Det foreslås, at § 69 b, stk. 2, ophæves, og der i stk. 2, indføres en regel om, at fradraget i ressourceforløbsydelse efter stk. 1 foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis.

Forslaget indebærer, at den hidtidige regel om, at fradraget i ressourceforløbsydelse sker for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis, fortsat finder anvendelse, og der er dermed ikke tale om en ændring af retstilstanden.

Det foreslås videre, at det i § 69 b, stk. 3, fastsættes, at kommunen kan foretage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, f.eks. tilbud efter serviceloven eller sundhedsloven.

Forslaget indebærer, at den hidtidige regel om, at kommunen kan fortage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, f.eks. tilbud efter serviceloven eller sundhedsloven, fortsat finder anvendelse, og der er dermed ikke tale om en ændring af retstilstanden.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke indgår, at der for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb skal ske tilsvarende ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne, som er aftalt vedrørende modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, vil derfor fortsat være omfattet af de gældende regler i § 36, stk. 2, og 3, hvorfor bestemmelserne er indsat som nyaffattede stk. 2 og 3, i § 69 b, i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne i § 36, stk. 2 og 3, i loven. Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer, og den gældende retstilstand for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb bliver bibeholdt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 f, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at reglerne i § 42, stk. 1-3 og 5-8, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse efter § 68, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 4 og 5. Det fremgår af den gældende regel i § 69 f, stk. 2, i loven, at reglerne i § 43, stk. 1 og 2 og 4-6, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse efter § 68, stk. 2, nr. 3 og 4. Det fremgår af den gældende regel i § 69 f, stk. 3, i loven, at hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager oplysninger om, at en person kan være omfattet af § 42, stk. 1-3 og 5-8, eller § 43, kan styrelsen indhente en redegørelse fra kommunen om, hvorvidt kommunen har taget stilling til muligheden for en sanktion efter disse bestemmelser.

Som led i bekæmpelsen af misbrug af sociale ydelser m.v. er der i gældende lovs § 69 f en pligt for kommunerne til at sanktionere modtagere af ressourceforløbsydelse i de tilfælde, hvor ydelsesmodtageren mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget ydelse under ophold i udlandet.

De gældende regler i §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik er beskrevet i afsnit 2.1. Med lovforslagets § 1, nr. 27-37, skærpes sanktionerne i §§ 42 og 43.

Sanktionerne for modtagere af ressourceforløbsydelse skal ikke skærpes. Det foreslås derfor, at § 69 f nyaffattes således, at det kommer til at fremgå af bestemmelsens stk. 1, at en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 68, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 4 og 5, skal have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

Efter forslaget til stk. 1, vil en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 68, stk. 2, nr. 1 og 2, samt stk. 4 og 5, og som mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser samtidig med, at personen har opholdt sig i udlandet, eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde, få en sanktion i form af nedsættelse af ydelsen med 1/3 i 3 uger.

At en ydelse er modtaget mod bedre vidende forudsætter, at det kan tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om mod bedre vidende er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Kommunen vil altid skulle foretage en selvstændig, konkret og individuel prøvelse af, om betingelserne for at træffe afgørelse om en sanktion er opfyldt. Det afgørende er, om det på baggrund af de samlede oplysninger kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der foreligger en situation, hvor personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser under ophold i udlandet eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Det vil i den forbindelse være væsentligt, at den information, som kommunen vil skulle give modtageren af ressourceforløbsydelse, skal være tilstrækkelig til, at personen kan eller bør kunne indse, at ophold i udlandet eller undladelse af at oplyse om arbejde kan føre til, at pågældende bliver sanktioneret.

En person vil endvidere kunne bevare retten til ydelsen under ophold i udlandet, hvis pågældende har ret til ferie, jf. § 5.

Kommunen vil, når oplysningspligten efter § 11, stk. 2, i retssikkerhedsloven er tilsidesat, eller personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelse under ophold i udlandet, i øvrigt skulle sikre sig, at betingelserne for at give hjælp fortsat er opfyldt.

Det foreslås fastsat i bestemmelsens stk. 2, at en person omfattet af stk. 1, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, vil skulle have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 20 uger.

Ydelsen vil anden gang, personen har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse, inden for de seneste 5 år, blive nedsat med 1/3 i 20 uger.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkning, at kommunen har nået at træffe en afgørelse om nedsættelse af hjælpen, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den anden forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en førstegangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en andengangssanktion, hvis personen allerede har fået en førstegangssanktion for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I stk. 3, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 1, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, vil skulle have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat eller den pågældende har været i udlandet, og skal herudover tilbagebetale den nedsatte ressourceforløbsydelse i 20 uger.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkning, at kommunen har nået at træffe en afgørelse om nedsættelse af hjælpen to gangen tidligere inden for 5 år, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en første- og andengangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den tredje forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en første- eller andengangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en tredjegangssanktion, hvis personen allerede har fået to sanktioner for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I stk. 4, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at nedsættelsen af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3 bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor kommunen har konstateret forseelsen.

Nedsættelsen vil bortfalde, hvis den ikke er afviklet inden 5 år efter, at kommunen har konstateret, at personen har opholdt sig i udlandet uden kommunens tilladelse eller har undladt at oplyse om arbejde og samtidigt har modtaget ydelser mod bedre vidende og uberettiget.

Et tilbagebetalingskrav vil kunne fastsættes, uanset at pågældende efterfølgende har fået et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

I stk. 5, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 68, stk. 2, nr. 3 og 4, skal tilbagebetale 1/3 af ressourceforløbsydelsen for 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

At en ydelse er modtaget mod bedre vidende forudsætter, at det kan tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om mod bedre vidende er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Ressourceforløbsydelsen anses for modtaget mod bedre vidende og uberettiget på det tidspunkt, hvor kommunen har truffet afgørelse herom. Ydelsen anses tilsvarende for modtaget uberettiget og mod bedre vidende to eller flere gange, når kommunen har truffet afgørelse herom to eller flere gange. Dette gælder uanset det tidsmæssige omfang af forseelsen, f.eks. uanset om ressourceforløbsydelsesmodtageren har opholdt sig i udlandet 1 eller 3 uger uden at have fået kommunens tilladelse til dette.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 69 f, stk. 1.

I stk. 6, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 5, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal tilbagebetale 1/3 af ressourceforløbsydelsen for 20 uger.

Ydelsen vil anden gang, personen inden for de seneste 5 år har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende og uberettiget modtaget ressourceforløbsydelse, blive gjort tilbagebetalingspligtig med 1/3 i 20 uger.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkningen, at kommunen har nået at træffe en førstegangsafgørelse om nedsættelse af hjælpen, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den anden forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en førstegangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en andengangssanktion, hvis personen allerede har fået en førstegangssanktion for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I stk. 7, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 5, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt eller uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal tilbagebetale hele ressourceforløbsydelsen for 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat eller den pågældende har været i udlandet.

Hvis personen tre eller flere gange inden for de seneste 5 år har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse, vil hele ydelsen skulle tilbagebetales i 20 uger for hver gang, dette sker.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkning, at kommunen har nået at træffe en afgørelse om nedsættelse af hjælpen to gangen tidligere inden for 5 år, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en første- og andengangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den tredje forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en første- eller andengangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en tredjegangssanktion, hvis personen allerede har fået to sanktioner for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I stk. 8, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at tilbagebetalingskravet beregnes på grundlag af ressourceforløbsydelsen for første hele kalendermåned efter afgørelsen og de efterfølgende måneder. Ressourceforløbsydelsen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Hvis en person tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 69 a -69 e eller i øvrigt ikke er berettiget til ressourceforløbsydelse, udskydes sanktionen om nedsættelse eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3, og 5-7, indtil sanktionen efter §§ 69 a-69 e er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes ressourceforløbsydelse. Hvis sanktionen efter stk. 1-3, og 5-7 allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 69 a-69 e er afviklet, eller der på ny ydes ressourceforløbsydelse. Nedsættelsen efter stk. 1-3, sker i ressourceforløbsydelse fra første hele kalendermåned efter afgørelsen.

I stk. 9, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3 eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 3 og 5-7.

Det betyder, at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse af ressourceforløbsydelse, jf. stk. 1-3 eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelse, jf. stk. 3 og 5-7 i de tilfælde, hvor personen mod bedre vidende har undladt at opfylde sin oplysningspligt eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

I stk. 10, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 3 og 5-9 sker efter § 95.

Det fremgår af § 95, stk. 1, i loven, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser. Efter § 95, stk. 2, bortfalder tilbagebetalingskravet, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, jf. dog stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen eller Udbetaling Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny anvendelse.

I stk. 11, i bestemmelsen foreslås det fastsat, at hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager oplysninger om, at en person kan være omfattet af stk. 1-3, og 5-7, kan styrelsen indhente en redegørelse fra kommunen om, hvorvidt kommunen har taget stilling til muligheden for en sanktion efter disse bestemmelser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil kunne indhente en redegørelse fra kommunen ved formodning om uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet. Styrelsen vil ikke kunne ændre i kommunens vurderinger og afgørelser i de enkelte sager.

Muligheden for at bede kommunen om en redegørelse i sager med formodning om uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med ophold i udlandet vil kunne ske i de tilfælde, hvor styrelsen i forbindelse med kontrolaktioner i lufthavne og andre offentlige steder, får oplysninger om, at modtagere af ressourceforløbsydelse kan være omfattet af sanktionsreglerne i § 69 f.

Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, vil derfor fortsat være omfattet af de tilsvarende sanktionsregler, som de gældende §§ 42 og 43 i loven. Bestemmelserne er derfor indsat som nyaffattede i § 69 f i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne i forslagene til §§ 42 og 43.

Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret, og den gældende retsstilling for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb vil derfor blive bibeholdt. Der henvises til gennemgangen af gældende ret ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1. og afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 l, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse efter §§ 69 m-69 p for personer i jobafklaringsforløb er betinget af, at kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud m.v. eller indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret personen om konsekvensen for ydelsen, hvis personen uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet eller ikke møder til samtalen m.v. Kommunen skal endvidere samtidig skriftligt informere om, hvilke skridt en person, der afslår m.v. efter 1. pkt., skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Bestemmelsen svarer til den gældende regel om vejledningspligt for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik.

Med forslaget til ny § 35, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 15) foreslås det at forenkle vejledningspligten i forhold til rådighed og sanktioner for modtagere af kontanthjælp m.v., således at kommunen fremover senest ved første jobsamtale efter, at personen har henvendt sig om hjælp, vil skulle vejlede personen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen. Kommunen vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen, så personen forstår sine rettigheder og pligter. Kommunen vil desuden skulle sikre, at vejledningen udleveres skriftligt og umiddelbart herefter sendes til personen, samt at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller hvis personen anmoder kommunen om vejledning, vil vejledningen skulle gennemgås hyppigere.

Med forslaget til ændring af § 69 a, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 39) foreslås det desuden at forenkle vejledningspligten i forhold til rådighed og sanktioner for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb, så disse omfattes af samme regler om forenklet vejledning, som foreslås for modtagere af kontanthjælp m.v. efter kapitel 4 i loven.

Det foreslås, at § 69 l, stk. 1, nyaffattes således, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse efter §§ 69 m-69 p for modtagere af ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb fremover vil være betinget af, at kommunen senest ved første jobsamtale, efter at personen er blevet berettiget til ressourceforløbsydelse, vejleder modtageren af ydelsen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen. Kommunen vil senest ved første jobsamtale skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. så personen forstår sine rettigheder og pligter. Kommunen vil senest ved første jobsamtale desuden skulle sikre, at vejledningen udleveres skriftligt til personen, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen. Kommunen vil derudover skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år, samt sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller personen anmoder kommunen om vejledning.

Med forslaget vil kommunernes tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen blive forenklet både i forhold til indhold og omfang.

Vejledningen vil skulle gives senest ved første jobsamtale, og kommunen vil dermed ikke længere have pligt til at give en modtager af ressourceforløbsydelse skriftlig vejledning, hver gang personen får et tilbud, henvises til arbejde, indkaldes til samtale m.v.

Kommunen vil skulle vejlede i forhold til alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner. Vejledningen vil derfor ikke længere kun skulle rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til, dvs. at kommunen ikke længere vil skulle målrette vejledningen i forhold til, om personen indkaldes til en samtale, et tilbud m.v., hvor vejledningen efter gældende regler har forskelligt indhold, men skal vejlede om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen.

Af vejledningen skal følgende klart fremgå:

– Hvilke rådighedspligter personen er omfattet af.

– Hvilken konsekvens det har for ydelsen, hvis personen udebliver fra samtaler eller tilbud m.v. f.eks. fradrag i eller nedsættelse af ydelsen.

– Hvilke skridt personen skal foretage for igen at blive berettiget til ydelsen.

– Kommunen skal senest ved første jobsamtale sikre sig, at personen forstår sine rettigheder og pligter.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 n i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person uden rimelig grund udebliver fra en jobsamtale som led i jobafklaringsforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller en rådighedsvurdering i kommunen, jf. § 69 k, stk. 3, foretager kommunen fradrag i ressourceforløbsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen eller rådighedsvurderingen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i ydelsen for den dag, hvor samtalen eller rådighedsvurderingen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.

I forbindelse med indkaldelsen til den første jobsamtale som led i ressourceforløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil det af indkaldelsen skulle fremgå, at hvis personen uden rimelig grund udebliver fra jobsamtalen, vil kommunen skulle træffe afgørelse om fradrag i ressourceforløbsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Kommunen vil således ved første jobsamtale kunne træffe afgørelse om sanktionering uanset, at vejledningen ikke er gennemgået med personen.

Kommunen vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Dette vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter.

Vejledningen vil skulle være enkel og overskuelig, så der sikres en hensigtsmæssig balance mellem oplysninger om, hvad personen skal, og hvad der sker, hvis personen ikke overholder sine forpligtelser, samt hensynet til, at personen skal opleve, at personen selv har mulighed for at påvirke sin egen situation.

Kommunen vil samtidig skulle sikre, at den skriftlige vejledning bliver udleveret til personen senest ved den første jobsamtale om hjælp, og at vejledningen umiddelbart herefter bliver sendt til personen.

Kommunen vil skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Kommunen vil endvidere skulle sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for hyppigere vejledning, eller personen selv anmoder kommunen om vejledning. For disse personer vil det kunne være nødvendigt at drøfte vejledningen hver gang, kommunen indkalder personen til samtale, afgiver tilbud m.v.

Hyppigere vejledning vil desuden kunne være relevant f.eks. i forhold til personer, som flere gange ikke overholder deres rådighedsforpligtelse.

Kommunen vil skulle dokumentere på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet til personen, og at vejledningen er udleveret til og gjort tilgængelig for personen, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Vejledningen vil desuden skulle gøres tilgængelig for borgeren f.eks. på kommunens hjemmeside, således at den kan tilgås fra pc, telefon m.v., så det vil være muligt for personen selv at finde oplysningerne.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten medfører, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om fradrag i, nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen. Det vil også være gældende, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Den gældende regel i § 69 l, stk. 2, i loven om, at kommunen forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen efter §§ 69 m – 69 p skal have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund for udeblivelsen m.v., vil forsat være gældende.

Der henvises til bemærkningerne til det enslydende forslag til forenklet vejledning om rådighed og sanktioner for personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb (forslag til § 1, nr. 39 vedr. ændring af § 69 a, stk. 1). Desuden henvises endvidere til bemærkningerne til § 1, nr. 15 (ændring af § 35, stk. 1), og de almindelige bemærkninger i afsnit 2.9.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 l, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at for modtagere af ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb finder § 35, stk. 2, 3 og 7, anvendelse for personens undladelse af at opfylde sine pligter efter § 69 k.

Det foreslås, at § 69 l, stk. 3, ophæves, og at der i stedet indsættes et nyt stk. 3, hvorefter fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelsen sker med virkning fra den dag, hvor modtageren af ressourceforløbsydelse uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 69 m-p. Fradrag og nedsættelser i ressourceforløbsydelsen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 69 k kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Det foreslås videre, at der indsættes et nyt stk. 4, i hvorefter fradrag efter §§ 69 m-69 p sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige ressourceforløbsydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige ressourceforløbsydelse efter § 69 j og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Det foreslås herudover i stk. 5, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter stk. 4.

Det betyder, at de gældende regler i § 35, stk. 2, 3 og 7, i loven fortsat vil finde anvendelse for personer, der modtager ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen sker med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a, jf. dog § 40 a, stk. 1 og 2. Fradrag og nedsættelser i hjælpen skal ske inden for 3 hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 36 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. Partshøring foretages i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 3, i loven, at fradrag efter § 36, stk. 2, og §§ 37, 37 a og 38 sker med en gennemsnitssats pr. dag, hvor personen er udeblevet fra tilbud m.v. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag med samme andel. Gennemsnitssatsen fastsættes på grundlag af den årlige hjælp efter §§ 22-25 og fastsættes pr. dag beregnet på grundlag af en 5-dages-uge.

Det fremgår af den gældende regel i § 35, stk. 7, i loven, at beskæftigelsesministeren offentliggør størrelsen af fradraget efter stk. 3 og 4.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke indgår, at der for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb skal ske tilsvarende ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne, som er aftalt vedrørende modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp. Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb, vil derfor fortsat skulle være omfattet af de gældende regler i § 35, stk. 2, 3 og 7, i loven, hvorfor bestemmelserne er indsat som nyaffattede § 69 l, stk. 3-5, i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne. Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer, og den gældende retsstilling for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb vil blive bibeholdt.

Som konsekvens af indsættelsen af nye stykker i § 69 l, i loven, bliver stk. 4 herefter til stk. 6. Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 m, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at reglerne i § 36, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 36, stk. 2, i loven, at fradraget i hjælpen efter stk. 1 foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis.

Det fremgår af den gældende regel i § 36, stk. 3, i loven, at kommunen kan foretage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller hjælp efter integrationslovens § 23 f, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller fra en eller flere dele af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Det foreslås, at § 69 m, stk. 2, ophæves, og der i stk. 2, indføres en regel om, at fradraget i ressourceforløbsydelse efter stk. 1 foretages for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis.

Forslaget indebærer, at den hidtidige regel om, at fradraget i ressourceforløbsydelse sker for det antal dage, hvor den pågældende er udeblevet helt eller delvis, fortsat finder anvendelse, og der er dermed ikke tale om en ændring af retstilstanden.

Det foreslås videre, at det i § 69 m, stk. 3, fastsættes, at kommunen kan foretage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, f.eks. tilbud efter serviceloven eller sundhedsloven.

Forslaget indebærer, at den hidtidige regel om, at kommunen kan fortage et forholdsmæssigt fradrag i godtgørelsen efter § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når deltageren uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, f.eks. tilbud efter serviceloven eller sundhedsloven, fortsat finder anvendelse, og der er dermed ikke tale om en ændring af retstilstanden.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke indgår, at der for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb skal ske tilsvarende ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne, som er aftalt vedrørende modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, vil derfor fortsat være omfattet af de gældende regler i § 36, stk. 2, og 3, hvorfor bestemmelserne er indsat som nyaffattede stk. 2 og 3, i § 69 m i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne i § 36, stk. 2 og 3, i loven. Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer, og den gældende retstilstand for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb og jobafklaringsforløb bliver bibeholdt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 69 q, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at § 42, stk. 1-3 og 5-8, finder anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse fastsat efter § 69 j, stk. 2, nr. 1 og 2. Det fremgår af den gældende regel i § 69 q, stk. 2, i loven, at § 43, stk. 1, 2 og 4-6, finder anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse fastsat efter § 69 j, stk. 2, nr. 3 og 4. Det fremgår af den gældende regel i § 69 q, stk. 3, i loven, at hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager oplysninger om, at en person kan være omfattet af § 42, stk. 1-3 og 5-8, eller § 43, kan styrelsen indhente en redegørelse fra kommunen om, hvorvidt kommunen har taget stilling til muligheden for en sanktion efter disse bestemmelser.

Som led i bekæmpelsen af misbrug af sociale ydelser m.v. er der i gældende lovs § 69 f en pligt for kommunerne til at sanktionere modtagere af ressourceforløbsydelse i de tilfælde, hvor ydelsesmodtageren mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller uberettiget har modtaget ydelse under ophold i udlandet.

De gældende regler i §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik er beskrevet i afsnit 2.1. Med lovforslagets § 1, nr. 27-37, skærpes sanktionerne i §§ 42 og 43.

Sanktionerne for modtagere af ressourceforløbsydelse skal ikke skærpes.

Det foreslås derfor, at § 69 q, nyaffattes således, at det fastsættes i bestemmelsens stk. 1, at en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 69 j, stk. 2, nr. 1 og 2, skal have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 3 uger, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

Efter forslaget vil personer, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 69 j, stk. 2, nr. 1 og 2, og som mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser samtidig med, at de har opholdt sig i udlandet, eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde, få en sanktion i form af, at ydelsen nedsættes med 1/3 i 3 uger.

At en ydelse er modtaget mod bedre vidende vil forudsætte, at det vil kunne tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om” mod bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Ressourceforløbsydelsen vil blive anset for modtaget mod bedre vidende og uberettiget på det tidspunkt, hvor kommunen har truffet afgørelse herom. Ydelsen vil tilsvarende blive anset for modtaget uberettiget og mod bedre vidende to eller flere gange, når kommunen har truffet afgørelse herom to eller flere gange. Dette gælder uanset det tidsmæssige omfang af forseelsen, f.eks. uanset om ressourceforløbsydelsesmodtageren har opholdt sig i udlandet 1 eller 3 uger uden at have fået kommunens tilladelse til dette.

Kommunen vil altid skulle foretage en selvstændig, konkret og individuel prøvelse af, om betingelserne for at træffe afgørelse om en sanktion er opfyldt. Det afgørende er, om det på baggrund af de samlede oplysninger kan anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der foreligger en situation, hvor personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser under ophold i udlandet, eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Det vil i den forbindelse være væsentligt, at den information, som kommunen vil skulle give modtageren af ressourceforløbsydelse, vil skulle være tilstrækkelig til, at personen kan eller bør kunne indse, at ophold i udlandet eller undladelse af at oplyse om arbejde kan føre til, at pågældende bliver sanktioneret.

En person vil endvidere kunne bevare retten til ydelsen under ophold i udlandet, hvis pågældende har ret til ferie, jf. § 5 i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen vil, når oplysningspligten efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er tilsidesat, eller personen mod bedre vidende og uberettiget har modtaget ydelse under ophold i udlandet, i øvrigt skulle sikre sig, at betingelserne for at give hjælp fortsat er opfyldt.

I bestemmelsens stk. 2, foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 1, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 20 uger.

Ydelsen vil anden gang, personen har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse, inden for de seneste 5 år, blive nedsat med 1/3 i 20 uger.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den anden forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en førstegangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en andengangssanktion, hvis personen allerede har fået en førstegangssanktion for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I bestemmelsens stk. 3, foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 1, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal have ressourceforløbsydelsen nedsat med 1/3 i 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat, eller den pågældende har været i udlandet, og skal herudover tilbagebetale den nedsatte ressourceforløbsydelse i 20 uger.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkning, at kommunen har nået at træffe en afgørelse om nedsættelse af hjælpen to gangen tidligere inden for 5 år, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en første- og andengangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den tredje forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en første- eller andengangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en tredjegangssanktion, hvis personen allerede har fået to sanktioner for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I bestemmelsens stk. 4, foreslås det fastsat, at nedsættelsen af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3 bortfalder, hvis den ikke er afviklet inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor kommunen har konstateret forseelsen.

Nedsættelsen vil bortfalde, hvis den ikke er afviklet inden 5 år efter, at kommunen har konstateret, at personen har opholdt sig i udlandet uden kommunens tilladelse eller har undladt at oplyse om arbejde og samtidigt har modtaget ydelser mod bedre vidende og uberettiget.

Et tilbagebetalingskrav vil kunne fastsættes, uanset at pågældende efterfølgende har fået et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

I bestemmelsens stk. 5, foreslås det fastsat, at en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 69 j, stk. 2, nr. 3 og 4, skal tilbagebetale 1/3 af ressourceforløbsydelsen, hvis den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

At en ydelse er modtaget mod bedre vidende vil forudsætte, at det vil kunne tilregnes modtageren, at ydelsen er modtaget på urigtigt grundlag. Kravet om” mod bedre vidende” er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at pågældende f.eks. skulle have givet oplysninger til kommunen.

Ressourceforløbsydelsen vil blive anset for modtaget mod bedre vidende og uberettiget på det tidspunkt, hvor kommunen har truffet afgørelse herom. Ydelsen vil tilsvarende blive anset for modtaget uberettiget og mod bedre vidende to eller flere gange, når kommunen har truffet afgørelse herom to eller flere gange. Dette gælder uanset det tidsmæssige omfang af forseelsen, f.eks. uanset om ressourceforløbsydelsesmodtageren har opholdt sig i udlandet 1 eller 3 uger uden at have fået kommunens tilladelse til dette.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 69 q, stk. 1.

I bestemmelsens stk. 6, foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 5, som to gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde efter § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal tilbagebetale 1/3 af ressourceforløbsydelsen for 20 uger.

Ydelsen vil anden gang, personen inden for de seneste 5 år har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse, blive gjort tilbagebetalingspligtig med 1/3 i 20 uger.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkningen, at kommunen har nået at træffe en førstegangsafgørelse om nedsættelse af hjælpen, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den anden forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en førstegangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en andengangssanktion, hvis personen allerede har fået en førstegangssanktion for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I bestemmelsens stk. 7, foreslås det fastsat, at en person omfattet af stk. 5, som tre eller flere gange inden for de seneste 5 år mod bedre vidende har tilsidesat sin oplysningspligt eller uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet, skal tilbagebetale hele ressourceforløbsydelsen for 20 uger, for hver gang oplysningspligten er tilsidesat, eller den pågældende har været i udlandet.

Hvis personen tre eller flere gange inden for de seneste 5 år har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet og samtidig mod bedre vidende uberettiget har modtaget ressourceforløbsydelse, vil hele ydelsen skulle tilbagebetales i 20 uger for hver gang, dette sker.

For at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse eller tilbagebetaling i gentagelsestilfælde, vil modtageren af ressourceforløbsydelse skulle have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet, efter at kommunen har truffet afgørelse om en sanktion for at have undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller have opholdt sig i udlandet uden tilladelse. Det er således en forudsætning for anvendelse af gentagelsesvirkning, at kommunen har nået at træffe en afgørelse om nedsættelse af hjælpen to gangen tidligere inden for 5 år, før modtageren af hjælp på ny har undladt at oplyse om arbejde til kommunen eller har opholdt sig i udlandet uden tilladelse.

Det indebærer, at hvis kommunen ikke har truffet afgørelse om en sanktion for en første- og andengangsforseelse inden endnu en tilsidesættelse af oplysningspligten, vil den tredje forseelse alene kunne udløse en afgørelse om en første- eller andengangssanktion. Det vil være uden betydning for gentagelsesvirkningen, om der er tale om samme type forseelse. Således kan en sanktion for ophold i udlandet uden tilladelse blive en tredjegangssanktion, hvis personen allerede har fået to sanktioner for uberettiget modtagelse af ressourceforløbsydelse samtidig med uoplyst arbejde inden for de seneste 5 år.

I bestemmelsens stk. 8, foreslås det fastsat, at tilbagebetalingskravet beregnes på grundlag af ressourceforløbsydelsen for første hele kalendermåned efter afgørelsen og de efterfølgende måneder. Ressourceforløbsydelsen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Hvis en person tillige er omfattet af en sanktion efter §§ 69 l - 69 p eller i øvrigt ikke er berettiget til ressourceforløbsydelse, udskydes sanktionen om nedsættelse eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3 og 5-7, indtil sanktionen efter §§ 69 l -69 p er afviklet eller bortfaldet, eller der på ny ydes ressourceforløbsydelse. Hvis sanktionen efter stk. 1-3, og 5-7 allerede er påbegyndt, udskydes den resterende del af sanktionen, indtil sanktionen efter §§ 69 l-69 p er afviklet, eller der på ny ydes ressourceforløbsydelse. Nedsættelsen efter stk. 1-3, sker i ressourceforløbsydelse fra første hele kalendermåned efter afgørelsen.

I bestemmelsens stk. 9, foreslås det fastsat, at kommunen træffer afgørelse om nedsættelse af ressourceforløbsydelsen efter stk. 1-3 eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 3 og 5-7.

Det betyder, at kommunen vil kunne træffe afgørelse om nedsættelse af ressourceforløbsydelsen, jf. stk. 1-3 eller tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen, jf. stk. 5-7 i de tilfælde, hvor personen mod bedre vidende har undladt at opfylde sin oplysningspligt eller uberettiget og mod bedre videde har modtaget ressourceforløbsydelse under ophold i udlandet.

I bestemmelsens stk. 10, foreslås det fastsat, at tilbagebetaling af ressourceforløbsydelsen efter stk. 3 og 5-9 sker efter § 95 i lov om aktiv socialpolitik.

Det fremgår af § 95, stk. 1, i loven, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser. Efter § 95, stk. 2, bortfalder tilbagebetalingskravet, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, jf. dog stk. 3. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen eller Udbetaling Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny anvendelse.

I bestemmelsens stk. 11, foreslås det fastsat, at hvis Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtager oplysninger om, at en person kan være omfattet af stk. 1-3 og 5-7, kan styrelsen indhente en redegørelse fra kommunen om, hvorvidt kommunen har taget stilling til muligheden for en sanktion efter disse bestemmelser.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil kunne indhente en redegørelse fra kommunen ved formodning om uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med arbejde eller ophold i udlandet. Styrelsen vil ikke kunne ændre i kommunens vurderinger og afgørelser i de enkelte sager.

Muligheden for at bede kommunen om en redegørelse i sager med formodning om uberettiget modtagelse af hjælp samtidig med ophold i udlandet vil kunne ske i de tilfælde, hvor styrelsen i forbindelse med kontrolaktioner i lufthavne og andre offentlige steder får oplysninger om, at modtagere af ressourceforløbsydelse kan være omfattet af sanktionsreglerne i § 69 q.

Personer, der modtager ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb, vil fortsat være omfattet af de tilsvarende sanktionsregler, som de gældende §§ 42 og 43 i loven. Bestemmelserne er derfor indsat som nyaffattede i § 69 q i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til bestemmelserne i forslagene til §§ 42 og 43.

Forslaget indebærer ikke indholdsmæssige ændringer, og den gældende retsstilling for modtagere af ressourceforløbsydelse i ressourceforløb vil blive bibeholdt. Der henvises til gennemgangen af gældende ret ovenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1. og afsnit 2.16.

Det fremgår af den gældende regel i § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager støtte i form af tilskud til at bevare selvstændig virksomhed efter § 70 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, alene har ret til ledighedsydelse ved ophør af den selvstændige virksomhed, hvis den pågældende er visiteret til fleksjob for lønmodtagere efter § 70 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love blev der foretaget en ændring i § 74 a, stk. 5, således at henvisningen blev ændret fra § 70 a til § 117. Ændringen skulle dog rettelig have været ændret til § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås derfor at ændre henvisningen fra § 70 a til § 118 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i § 74 a, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik.

Forslaget er en konsekvens af vedtagelsen af lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats. Med den foreslåede ændring bringes henvisningen i § 74 a, stk. 5, i loven i overensstemmelse med lov nr. 548 af 7. maj 2019. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Som følge af den foreslåede ændring er der behov for at ophæve § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 18, nr. 1.

Det fremgår af den gældende regel i § 74 a, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager ledighedsydelse, jf. stk. 1 og 3, bevarer retten til ydelsen ved flytning til en anden kommune.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 74 a, stk. 8, i loven fra stk. 1 og 3 til stk. 1-3. Der er tale om en præcisering, hvorved det tydeliggøres, at stk. 2, om ledighedsydelsens størrelse, ligeledes finder anvendelse ved flytning til anden kommune. Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i den gældende retstilstand.

Det fremgår af den gældende regel i § 74 g, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, hvis der foreligger et af de forhold, der er nævnt i § 13, stk. 7.

Det foreslås, at det i § 74 g, stk. 2, i loven kommer til at fremgå, at en modtager af ledighedsydelse ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder, hvis der foreligger et forhold, som er omfattet af § 13, stk. 7, eller regler udstedt i medfør af § 13, stk. 15.

Bemyndigelsen til at fastsætte regler efter § 13, stk. 15, i loven vil efter lovforslagets § 1, nr. 7, blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde til, at en modtager af hjælp uden sanktionsmæssige konsekvenser vil kunne ophøre med at deltage i et aktivt tilbud, m.v.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt at fastsætte nærmere regler om, dels at der ved afgivelsen af tilbud og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og ved henvisning af arbejde m.v. skal tages højde for, om der er en rimelig grund til, at tilbuddet ikke skal afgives, f.eks. at personen ikke kan deltage i tilbuddet m.v. på grund af sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder, dels at personer, der har en rimelig grund til ikke at deltage i et tilbud, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v., henvist arbejde m.v., vil kunne ophøre i tilbud m.v. uden sanktionsmæssige konsekvenser.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke indgår, at der for modtagere af ledighedsydelse skal ske tilsvarende ændringer i rådigheds- og sanktionsreglerne, som er aftalt vedrørende modtagere af integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Efter den gældende regel i § 75, stk. 1, nr. 6, fremgår det i lov om aktiv socialpolitik, at en person, der modtager ledighedsydelse, aktivt skal udnytte sine arbejdsmuligheder for at opnå fleksjob. Personen skal bl.a. lægge sit cv i Jobnet efter § 73 d i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, senest 3 uger efter personen har opnået ret til ledighedsydelse, og deltage i cv-samtaler efter § 73 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det fremgår af den gældende § 73 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at for personer, der er visiteret til fleksjob, skal der, senest 3 uger efter at de har opnået ret til ledighedsydelse, holdes en samtale, hvor det sikres, at de oplysninger, som personen indlægger i Jobnet, er fyldestgørende. Samtalen holdes ved personligt fremmøde, jf. dog § 21 f. Under samtalen skal det aftales, hvordan personens jobsøgning kan understøttes, og personen kan pålægges at søge relevante konkrete fleksjob.

I § 2, nr. 85, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det, at § 75, stk. 1, nr. 6, bliver til stk. 1, nr. 7. Denne ændring skal dog først ske, når beskæftigelsesministeren sætter § 2, nr. 84, i kraft og ikke den 1. januar 2020. Af lovtekniske hensyn ophæves § 2, nr. 85, derfor i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og bestemmelsen nyaffattes her.

Det foreslås derfor i lovens § 75, stk. 1, nr. 6, at ændre »lægge sit cv i Jobnet efter § 73 d« til: »registrere cv-oplysninger på Jobnet efter kapitel 6«, og », og deltage i cv-samtaler efter § 73 e i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats« udgår.

Forslaget om, at personer, der modtager ledighedsydelse, ikke længere skal deltage i cv-samtaler foreslås som konsekvens af lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter pligten for ledighedsydelsesmodtagere til at deltage i cv-samtaler ophører.

Endvidere vil personer i stedet for at lægge sit cv i Jobnet fremover skulle registrere cv-oplysninger på Jobnet. Der er tale om en sproglig rettelse som følge af de foreslåede regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede ændring af henvisningen i § 75, stk. 1, nr. 6, i lov om aktiv socialpolitik, bringes henvisningen i overensstemmelse med de vedtagne regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

De foreslåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår af den gældende regel i § 75, stk. 1, nr. 6, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, der modtager ledighedsydelse, aktivt skal udnytte sine arbejdsmuligheder for at opnå fleksjob. Personen skal registrere cv-oplysninger på Jobnet efter kapitel 6 lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, senest 3 uger efter personen har opnået ret til ledighedsydelse.

Det fremgår af den gældende regel i § 75, stk. 4, i loven, at stk. 1, nr. 6, dog ikke gælder, hvis personen ikke står til rådighed for et fleksjob i en periode, som jobcenteret vurderer, vil vare mere end 1 måned, fordi personen er omfattet af § 13, stk. 7, nr. 2 eller 4-6. Når personen igen står til rådighed for et fleksjob, skal den pågældende snarest muligt, dog senest efter 3 uger, registrere cv-oplysninger på Jobnet.

Det fremgår af gældende regler i § 13, stk. 7, nr. 2, og 4-6, i loven, at ønsker ansøgeren eller dennes ægtefælle at modtage eller modtager ansøgeren eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har de dog ikke pligt til at udnytte deres uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om uddannelse eller arbejde efter stk. 1 eller tilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter stk. 5, hvis 2) den pågældende ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes, 4) den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, § 9, § 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, 5) den pågældende er nødt til at passe sine børn og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed, og 6) den pågældende modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, handicappet voksen eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn,

Personer, der er visiteret til fleksjob, og som ikke står til rådighed for et fleksjob i en periode, som jobcenteret vurderer, vil strække sig over en måned, fordi de enten er syge eller har børnepasningsproblemer, er på barsel eller modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn eller døende nærtstående m.v., jf. § 13, stk.7, nr. 2 og 4-6, i lov om aktiv socialpolitik, fritages således fra pligten til at registrere cv-oplysninger på Jobnet.

Når den ledige fleksjobvisiterede igen står til rådighed for arbejdsmarkedet, skal den pågældende hurtigst muligt lægge sit cv på Jobnet, dog senest 3 uger efter, at fritagelsen for rådighed for et fleksjob er ophørt.

I det omfang en modtager af ledighedsydelse har behov for det, skal kommunen bistå den pågældende med at registrere cv-oplysninger på Jobnet.

Det foreslås, at § 75, stk. 4, 1. pkt., i loven ændres således, at det fastsættes, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke skal registrere sine cv-oplysninger på Jobnet, jf. stk. 1, nr. 6, hvis personen ikke står til rådighed for et fleksjob i en periode, som jobcenteret vurderer vil vare mere end en måned, fordi personen ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom, eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes, den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption, i det omfang der under fravær efter bestemmelserne i barselslovens § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 8, stk. 1-6, § 9, § 13 og § 14, stk. 1 og 2, er ret til dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, den pågældende er nødt til at passe sine børn, og der ikke kan anvises anden pasningsmulighed, eller den pågældende modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet barn, handicappet voksen eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn.

Forslaget er en konsekvens af, at det af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger” ikke fremgår, at der for modtagere af ledighedsydelse skal ske tilsvarende ændringer i rådighedsreglerne, som er aftalt vedrørende integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp. Personerne vil derfor fortsat skulle være omfattet af gældende regler i § 13, stk. 7, nr. 2, og 4-6, i loven, hvorfor bestemmelsen er nyaffattet i § 74, stk. 4, i loven, da der ikke længere blot vil kunne henvises til § 13, stk. 7, nr. 2, og 4-6, idet oplistningen af rimelige grunde med lovforslagets § 1, nr. 6 (§ 13, stk. 7) vil blive ophævet. Forslaget vil ikke indebære indholdsmæssige ændringer, og den gældende retsstilling for modtagere af ledighedsydelse vil blive bibeholdt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.17.

Der er ikke i lov om aktiv socialpolitik fastsat særlige regler om vejledningspligt i forhold til rådighed og sanktioner for personer, der modtager ledighedsydelse efter kapitel 7 i loven. Modtagere af ledighedsydelse er dog omfattet af forvaltningslovens regler i kapitel 3 om vejledning samt reglerne i § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om myndighedens oplysningspligt/vejledningspligt.

Med forslag til ændring af § 35, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 15) foreslås det at forenkle vejledningspligten i forhold til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp, således at kommunen fremover senest ved første jobsamtale efter ansøgningen om hjælp skal vejlede personen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med hjælpen. Kommunen vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen, så personen forstår sine rettigheder og pligter. Kommunen vil desuden skulle sikre, at vejledningen udleveres skriftligt og umiddelbart herefter sendes til personen, samt at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller hvis personen anmoder kommunen om vejledning, vil vejledningen skulle gennemgås hyppigere.

Med forslaget til ændring af § 69 a, stk. 1 (forslagets § 1, nr. 39) og forslag til ændring af § 69 l, stk. 1 (forslag til § 1, nr. 43) foreslås det at forenkle vejledningspligten for modtagere af ressourceforløbsydelse i henholdsvis ressourceforløb og jobafklaringsforløb, så disse omfattes af samme regler om forenklet vejledning i forhold til rådighed og sanktioner, som foreslås indført i forhold til modtagere af kontanthjælp m.v.

Det foreslås, at personer, der modtager ledighedsydelse, ligeledes bliver omfattet af samme regler om forenklet vejledning i forhold til rådighed og sanktioner, som foreslås i forhold til de øvrige målgrupper.

Det foreslås som konsekvens heraf, at der indsættes en ny § 75 a, hvorefter fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ledighedsydelse efter §§ 75-77 c i lov om aktiv socialpolitik vil være betinget af, at kommunen vejleder modtageren af ydelsen om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen. Kommunen vil desuden senest ved første jobsamtale skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Dette vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter. Kommunen vil senest ved første jobsamtale skulle sikre, at vejledningen udleveres skriftligt til personen, og at vejledningen umiddelbart herefter sendes til personen. Kommunen vil derudover skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år, samt sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for det, eller personen anmoder kommunen om vejledning.

Med forslaget vil kommunernes tilrettelæggelse af vejledningsindsatsen blive forenklet både i forhold til indhold og omfang.

Vejledningen vil skulle gives senest ved første jobsamtale, og kommunen vil dermed ikke længere have pligt til at give en modtager af ledighedsydelse skriftlig vejledning, hver gang personen får et tilbud, henvises til arbejde, indkaldes til samtale m.v.

Kommunen vil skulle vejlede i forhold til alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner. Vejledningen vil derfor ikke længere kun skulle rette sig specifikt mod den konkrete aktivitet, som kommunen tilbyder eller indkalder personen til, dvs. at kommunen ikke længere vil skulle målrette vejledningen i forhold til, om personen indkaldes til en samtale, et tilbud m.v., hvor vejledningen efter gældende regler har forskelligt indhold, men skal vejlede om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner forbundet med ydelsen.

Af vejledningen skal følgende klart fremgå:

– Hvilke rådighedspligter personen er omfattet af.

– Hvilken konsekvens det har for ledighedsydelsen, hvis personen udebliver fra samtaler eller tilbud m.v. f.eks. fradrag i eller nedsættelse af ydelsen.

– Hvilke skridt personen skal foretage for igen at blive berettiget til ydelsen.

– Kommunen skal senest ved første jobsamtale sikre sig, at personen forstår sine rettigheder og pligter.

Det fremgår af den gældende regel i § 77 i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, udebliver fra en jobsamtale, et møde i rehabiliteringsteamet, en samtale om rådighedsvurdering eller en opfølgningssamtale, jf. § 75, stk. 1, nr. 2, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

I forbindelse med indkaldelsen til den første jobsamtale som led i forløbet, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil det af indkaldelsen skulle fremgå, at hvis personen uden rimelig grund udebliver fra jobsamtalen, vil kommunen skulle træffe afgørelse om fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Kommunen vil således ved første jobsamtale kunne træffe afgørelse om sanktionering uanset, at vejledningen ikke er gennemgået med personen.

Kommunen vil skulle drøfte og gennemgå vejledningen med personen på en måde, der tager hensyn til den pågældendes situation, herunder at vejledningen er givet under hensyn til personens forudsætninger. Dette vil være medvirkende til, at personen vil kunne forstå sine rettigheder og pligter.

Vejledningen vil skulle være enkel og overskuelig, så der sikres en hensigtsmæssig balance mellem oplysninger om, hvad personen skal, og hvad der sker, hvis personen ikke overholder sine forpligtelser, samt hensynet til, at personen skal opleve, at personen selv har mulighed for at påvirke sin egen situation.

Kommunen vil samtidig skulle sikre, at den skriftlige vejledning bliver udleveret til personen senest ved den første jobsamtale om hjælp, og at vejledningen umiddelbart herefter bliver sendt til personen.

Kommunen vil skulle sikre, at vejledningen gennemgås og gøres tilgængelig for personen hvert halve år. Kommunen vil endvidere skulle sikre, at vejledningen gennemgås hyppigere, hvis kommunen konkret vurderer, at personen har behov for hyppigere vejledning, eller personen selv anmoder kommunen om vejledning. For disse personer vil det kunne være nødvendigt at drøfte vejledningen hver gang, kommunen indkalder personen til samtale, afgiver tilbud m.v.

Hyppigere vejledning vil desuden kunne være relevant f.eks. i forhold til personer, som flere gange ikke overholder deres rådighedsforpligtelse.

Kommunen vil skulle dokumentere på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet til personen, og at vejledningen er udleveret til og gjort tilgængelig for personen, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Vejledningen vil desuden skulle gøres tilgængelig for borgeren f.eks. på kommunens hjemmeside, således at den kan tilgås fra pc, telefon m.v., så det vil være muligt for personen selv at finde oplysningerne.

Manglende iagttagelse af vejledningspligten medfører, at kommunen ikke vil kunne træffe afgørelse om fradrag i, nedsættelse eller ophør af ledighedsydelsen. Det vil også være gældende, hvis kommunen ikke kan dokumentere, at vejledningspligten er opfyldt.

Der henvises til bemærkningerne til de enslydende forslag til forenklet vejledning om rådighed og sanktioner i forhold til personer, der modtager ressourceforløbsydelse i ressourceforløb (forslaget til § 1, nr. 39 vedrørende ændring af § 69 a, stk. 1) og personer, der modtager ressourceforløbsydelse i jobafklaringsforløb (forslaget til § 1, nr. 43 vedrørende ændring af § 69 l, stk. 1). Desuden henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 15 (ændring af § 35, stk. 1) og de almindelige bemærkninger i afsnit 2.9.2.

Det fremgår af den gældende regel i § 77, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, udebliver fra en jobsamtale, et møde i rehabiliteringsteamet, en samtale om rådighedsvurdering eller en opfølgningssamtale, jf. § 75, stk. 1, nr. 2, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

Det foreslås, at der i § 77, stk. 1, i loven efter »§ 13 stk. 7 eller 8«: indsættes », samt regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15«.

Bemyndigelsen til at fastsætte regler efter § 13, stk. 15, i loven, vil efter lovforslagets § 1, nr. 7, blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om de rimelige grunde til, at en modtager af hjælp uden sanktionsmæssige konsekvenser vil kunne ophøre med at deltage i et aktivt tilbud, m.v.

Bemyndigelsen vil endvidere blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, dels at der ved afgivelsen af tilbud og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og ved henvisning af arbejde m.v. skal tages højde for, om der er en rimelig grund til, at tilbuddet ikke skal afgives, f.eks. at personen ikke kan deltage i tilbuddet m.v. på grund af sygdom, børnepasningsproblemer eller transportvanskeligheder, dels at personer, der har en rimelig grund til ikke at deltage i et tilbud, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger m.v., henvist arbejde m.v., vil kunne udeblive fra f.eks. en jobsamtale uden sanktionsmæssige konsekvenser.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Efter den gældende regel i § 77, stk. 3, fremgår det, at hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, udebliver fra en cv-samtale, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

I § 2, nr. 90, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det, at § 77, stk. 3, ophæves og at der indsættes to nye stykker i § 77. Ophævelsen af § 77, stk. 3, skal træde i kraft den 1. januar 2020, men indsættelsen af de nye stykker, skal først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette. Af lovtekniske hensyn ophæves § 2, nr. 90, derfor i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og bestemmelsen deles i to og nyaffattes i dette lovforslag.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 77, stk. 3, i loven, ophæves. Der henvises til lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter pligten for ledighedsydelsesmodtagere til at deltage i cv-samtaler ophører og dermed adgangen til sanktionering.

Efter de gældende regler i § 77, stk. 3, fremgår det, at hvis en person, der modtager ledighedsydelse, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, udebliver fra en cv-samtale, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det, at § 77, stk. 3, ophæves og at der indsættes to nye stykker i § 77. De foreslåede bestemmelser i § 77, stk. 3 og 4, vedrører sanktion i forbindelse med, at en person ikke selv booker en jobsamtale inden for den frist, som jobcenteret har givet samt sanktioner i det tilfælde, at en person udebliver fra en selvbooket jobsamtale. Ophævelsen af § 77, stk. 3, skal træde i kraft den 1. januar 2020, men indsættelsen af de nye stykker skal først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette. Af lovtekniske hensyn ophæves § 2, nr. 90, derfor i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og bestemmelsen deles i to og nyaffattes.

Efter de gældende regler har personer, der modtager ledighedsydelse ikke pligt til selv at booke jobsamtaler digitalt. Hvis en person selv har booket en jobsamtale digitalt, vil personen derfor ikke blive omfattet af en sanktion, hvis personen udebliver fra samtalen.

Med forslaget til § 75, stk. 1, nr. 3, i § 2, nr. 84, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love vil en ledighedsydelsesmodtager få pligt til at overholde den frist, som jobcenteret har fastsat for selv at booke en jobsamtale digitalt.

Det foreslås, at der indsættes to nye stykker i § 77.

Det foreslås i § 77, stk. 3, at hvis en person uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, samt efter regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15, udebliver fra en samtale som nævnt i § 77, stk. 1, som personen selv har booket digitalt, skal kommunen foretage fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til samtalen, og indtil kontakten til kommunen er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor samtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter kommunen samme dag.

Det betyder, at hvis personen udebliver fra en selvbooket jobsamtale uden rimelig grund, skal kommunen således foretage fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går, fra personen skulle være mødt til jobsamtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor jobsamtalen skulle have fundet sted, uanset om personen kontakter jobcenteret samme dag.

I de tilfælde hvor kommunen anser det for godtgjort, at en person på grund af f.eks. sygdom har været forhindret i at møde til en digitalt booket jobsamtale, har personen haft en rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, til undladelsen, og der skal ikke sanktioneres. Kommunerne vil i forhold til personen altid skulle vurdere, om en sanktion fremmer personens rådighed. Alvorlige psykiske lidelser kan f.eks. i det konkrete tilfælde betyde, at der ikke skal gives en sanktion, hvis personen som følge af den psykiske sygdom ikke vil være i stand til at tilrettelægge og strukturere sin hverdag. En økonomisk sanktion vil derfor ikke fremme personens rådighed. Der, hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden hos en modtager af ledighedsydelse, skal der således ikke gives en sanktion.

Kontakten vil kunne genoprettes ved, at den pågældende møder op på jobcenteret. Kontakten vil også kunne genoprettes ved telefonisk kontakt, via mail, fax eller ved at svare på kommunens partshøring.

Dette svarer til Ankestyrelsens gældende praksis, jf. Principafgørelse A-28-08.

Nedsættelsen af ledighedsydelsen fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dages uge. Hvis den månedlige ledighedsydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag tilsvarende, jf. § 77, stk. 4, som bliver stk. 5.

Det foreslås i § 77, stk. 4, at hvis en person, der er omfattet af § 75, stk. 1, nr. 3, uden rimelig grund, jf. § 13, stk. 7 eller 8, samt regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15, har undladt selv at booke en jobsamtale digitalt inden for den frist, som jobcenteret har fastsat, jf. kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, foretager kommunen fradrag i ledighedsydelsen for de dage, der går fra personen skulle have booket jobsamtalen digitalt, og indtil personen har booket en jobsamtale digitalt, eller til personen har genoprettet kontakten med jobcenteret. Der foretages fradrag i ledighedsydelsen for den dag, hvor jobsamtalen skulle have været booket, uanset om personen booker jobsamtalen dagen efter fristen.

Det betyder, at hvis personen undlader at booke jobsamtale uden rimelig grund, skal kommunen således foretage fradrag i hjælpen for de dage, der går, fra personen skulle have booket jobsamtalen, og indtil kontakten til jobcenteret er genoprettet. Der foretages fradrag i hjælpen for den dag, hvor fristen til at booke samtalen er overskredet.

Hvis kommunen anser det for godtgjort, at en person på grund af sygdom har været forhindret i at booke en jobsamtale digitalt, har personen en rimelig grund til undladelsen, og der skal således ikke sanktioneres.

De rimelige grunde i § 13, stk. 7 eller 8, samt regler fastsat i medfør af § 13, stk. 15, finder tilsvarende anvendelse, hvilket betyder, at en person, som har haft en rimelig grund til ikke at booke en jobsamtale digitalt, ikke skal have en sanktion. De rimelige grunde er bl.a. sygdom, barsel m.v. Kommunen skal endvidere efter § 13, stk. 8, foretage en konkret vurdering af, om der er andre forhold end de i § 13, stk. 7 rimelige grunde, der kan begrunde, at den pågældende ikke skal udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder. Kommunerne vil i forhold til personen altid skulle vurdere, om en sanktion fremmer personens rådighed. Alvorlige psykiske lidelser kan i det konkrete tilfælde betyde, at der ikke skal gives en sanktion, hvis personen som følge af den psykiske sygdom ikke vil være i stand til at tilrettelægge og strukturere sin hverdag. En økonomisk sanktion vil derfor ikke fremme personens rådighed. Der, hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden hos en modtager af ledighedsydelse, skal der således ikke gives en sanktion.

Det foreslås, at opgørelsen af dage med fradrag i hjælpen foretages således, at personen ikke kan modtage ledighedsydelse for den dag, hvor fristen for digital booking af samtalen skulle være sket og de efterfølgende dage, frem til den pågældende booker en samtale digitalt eller genopretter kontakten til jobcenteret. Kontakten kan genoprettes ved, at den pågældende møder op på jobcenteret. Kontakten kan også genoprettes ved telefonisk kontakt eller ved at svare på kommunens partshøring.

Genoprettelse af kontakten til jobcenteret kan ske ved en meddelelse på fax, mail samt andre almindelige kommunikationsformer, og der stilles ikke krav om, at kontakten kun vil kunne genoprettes, hvis henvendelse sker på en bestemt måde. Der henvises til Ankestyrelsens Principafgørelse A-28-08.

Det foreslås, at der udbetales hjælp for den dag, personen digitalt selv booker en samtale eller genopretter kontakten til jobcenteret, uanset hvilket tidspunkt - inden jobcenteret lukker - personen henvender sig, og uanset hvordan personen genopretter kontakten.

Nedsættelsen af ledighedsydelsen fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dages uge. Hvis den månedlige ledighedsydelse til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag tilsvarende, jf. § 77, stk. 4, som bliver stk. 5.

Beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at fastsætte tidspunktet for ikrafttræden, jf. lovforslagets § 19, stk. 4.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det, at § 77, stk. 3, ophæves og at der indsættes to nye stykker i § 77. Ophævelsen af § 77, stk. 3, skal træde i kraft den 1. januar 2020, men indsættelsen af de nye stykker, skal først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette. Af lovtekniske hensyn ophæves § 2, nr. 91, derfor i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og bestemmelsen nyaffattes.

Det fremgår af den gældende § 77, stk. 4, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at nedsættelsen af ledighedsydelsen efter stk. 1-3 fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dages-uge.

Det foreslås, at henvisningen i § 77, stk. 4, ændres fra stk. 1-3 til stk. 1 og 2, som konsekvens af, at § 77, stk. 3, foreslås ophævet, jf. forslaget til § 1, nr. 54.

Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår af den gældende regel i § 77, stk. 4, at nedsættelsen af hjælpen efter stk. 1-3 fastsættes på baggrund af den årlige ledighedsydelse og fastsættes pr. dag beregnet på baggrund af en 5-dages-uge. Hvis den månedlige hjælp til en person er nedsat, nedsættes fradraget pr. dag tilsvarende.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 77, stk. 4, som bliver stk. 5, i loven fra stk. 1-3 til stk. 1-4. Forslaget er en konsekvens af, at § 77, stk. 3, med § 1, nr. 54, foreslås ophævet og erstattet af nye stk. 3 og 4, jf. forslaget til § 1, nr. 55.

Ændringen har ikke indholdsmæssige konsekvenser for ydelsesmodtagerne og svarer til gældende ret, og der er alene tale om en lovteknisk ændring.

Det fremgår af den gældende regel i § 77 a, stk. 1, 4 og 5, 1. pkt., at hvis en person uden rimelig grund ikke tager imod et tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 3, skal kommunen træffe afgørelse om en sanktion.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det i § 2, nr. 84, at der i § 75, stk. 1, indsættes et nyt nummer 3 om selvbooking af jobsamtaler. § 2, nr. 84, skal først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter dette og ændringen i § 2, nr. 92, skal træde i kraft på samme tidspunkt. I § 2, nr. 92, fremgår det, at henvisningen i § 77 a, stk. 1, 4, og 5, 1. pkt., ændres fra § 75, stk. 1, nr. 3 til § 75, stk. 1, nr. 4. Det foreslås, at § 2, nr. 92, ophæves i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og nyaffattes i denne lov.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 77 a, stk. 1, 4 og 5, 1. pkt., fra § 75, stk. 1, nr. 3, til § 75, stk. 1, nr. 4.

Ændringen er en konsekvens af, at der indsættes et nyt nr. 3 i § 75, stk. 1, jf. § 2, nr. 84 i lov nr. 551 af 7. maj 2019. Ændringen i § 77 a, stk. 1, 4 og 5, 1. pkt., skal træde i kraft samtidigt med § 2, nr. 84, i lov nr. 551 af 7. maj 2019.

Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår af den gældende § 77 a, stk. 3, 4 og 5, 1. pkt., at hvis en person uden rimelig grund ikke tager imod et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, skal kommunen træffe afgørelse om en sanktion.

I lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love fremgår det i § 2, nr. 84, at der i § 75, stk. 1, indsættes et nyt nummer 3 om selvbooking af jobsamtaler. § 2, nr. 84 skal først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter dette og ændringen i § 2, nr. 93, skal træde i kraft på samme tidspunkt. I § 2, nr. 93, fremgår det, at henvisningen i § 77 a, stk. 1, 4, og 5, 1. pkt., ændres fra § 75, stk. 1, nr. 3 til § 75, stk. 1, nr. 4. Det foreslås, at § 2, nr. 93, ophæves i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og nyaffattes i denne lov.

Det foreslås at ændre henvisningen i § 77 a, stk. 3, 4 og 5, 1. pkt., fra § 75, stk. 1, nr. 4, til § 75, stk. 1, nr. 5.

Ændringen er en konsekvens af, at der indsættes et nyt nr. 3 i § 75, stk. 1, jf. § 2, nr. 84 i lov nr. 551 af 7. maj 2019. Ændringen i § 77 a, stk. 3, 4 og 5, 1. pkt., skal træde i kraft samtidigt med § 2, nr. 84, i lov nr. 551 af 7. maj 2019.

Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Det fremgår af den gældende regel i § 80, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at den ydelse, der ligger til grund for beregning af ATP-bidrag, er den ydelse, der er beregnet, efter at der er foretaget fradrag efter reglerne i §§ 30-33, 36-43, 58, 59 og 68 a, § 69 j, stk. 5 og 9, og § 74 d, stk. 2 og 3.

Det foreslås i § 80, stk. 1, i loven, at henvisningen til reglerne i »§§ 30-33, 36-43,« ændres til: »§§ 30-33, 36-40 a, 42, 43,«.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 26, hvorefter § 41 ophæves.

Efter den gældende regel i § 81 i lov om aktiv socialpolitik, kan kommunen yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.

Kommunen kan undtagelsesvis og ud fra en konkret vurdering yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse. Hvad der forstås ved rimeligt begrundede enkeltudgifter vil afhænge af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Udgifter, der opstår som følge af brand, oversvømmelser, tyveri m.v., og som ikke dækkes på anden måde, vil ud fra en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kunne anses for rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis der er tale om nødvendige udgifter.

Efter praksis kan udgifter til en nærtståendes begravelse være rimeligt begrundede enkeltudgifter.

En udgift til nyanskaffelser er ikke nødvendigvis rimeligt begrundet, idet det afgørende må være anvendeligheden af effekterne. Brugte effekter anskaffet i et genbrugscenter kan have en anvendelighed, der dækker ansøgerens behov.

Der kan som udgangspunkt ikke ydes hjælp til udgifter, hvis behovet for hjælp er opstået som følge af en pålagt sanktion. I helt særlige situationer kan der dog ydes hjælp, selvom ansøgeren er pålagt en sanktion.

Der kan i nogle tilfælde ydes hjælp efter § 81 til gebyrer og egenbetaling fastsat i anden lovgivning.

Hvis specialbestemmelser i anden lovgivning udtømmende regulerer mulighederne for at få hjælp, udelukker dette normalt, at § 81 kan bringes i anvendelse. Hvis specialbestemmelsen ikke gør udtømmende op med mulighederne for at få hjælp, kan § 81 normalt bringes i anvendelse i det omfang, der ikke er ydet støtte efter specialbestemmelsen, og ansøgeren opfylder de øvrige betingelser i § 81.

Hvis kommunen yder hjælp efter § 81 til betaling af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed, skal modtageren tilbagebetale hjælpen efter lovens § 92, stk. 1, 2. pkt. Personen har efter § 92, stk. 4, pligt til at oplyse kommunen om udbetaling af boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, i forbindelse med opsigelse af lejemålet, fraflytning eller lignende.

Det foreslås som § 81, 4. pkt., at hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning ikke længere skal ydes efter § 81. Hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning vil i stedet fremover skulle ydes efter § 85, jf. den foreslåede ændring i lovforslaget § 1, nr. 63 og 64. Der er med flytningen af muligheden for at yde hjælp til enkeltudgifter til flytning fra § 81 til § 85, jf. forslaget til § 1, nr. 63 og 64, ikke tilsigtet en ændring af den gældende praksis for vurderingen af, hvornår der kan ydes enkeltudgifter til flytning.

Efter de gældende regler i § 22 i lov om aktiv socialpolitik modtager personer, der ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i § 11, stk. 3 og 8-11, i samme lov, integrationsydelse.

Med § 6, nr. 22, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 blev betegnelsen for integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse fra den 1. januar 2010. Der blev derfor foretaget konsekvensændringer overalt i lov om aktiv socialpolitik, således at det kommer til at fremgå, at personer, der ikke opfylder bestemmelserne i § 11, stk. 3 og 8-11, fra den 1. januar 2020 vil skulle modtage selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Ændringen er ikke trådt i kraft endnu.

Som følge af de foreslåede ændringer i nærværende lovforslag er der behov for at ophæve § 2, nr. 22, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 og samtidig foreslå, at betegnelsen integrationsydelse ændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse de relevante steder i lov om aktiv socialpolitik:

Det foreslås, at bestemmelsen affattes således, at i § 82 a, stk. 1, 1. og 2. pkt. og i § 110, stk. 2, 1. pkt., ændres integrationsydelse- til selvforsørgelses- og hjemrejseydelses-, overgangsydelses-.

Ændringen medfører ikke materieller ændringer for personer, der modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet der alene er tale om en ændring af betegnelsen integrationsydelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

For denne del af forslaget er der tale om en lovteknisk ændring.

Efter den gældende regel i § 85, i lov om aktiv socialpolitik, kan kommunen yde hjælp til en flytning, som forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det gælder også en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til ansøgerens eller familiens økonomiske formåen, til en bolig med lavere boligudgift. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken ansøgeren eller ægtefællen har økonomisk mulighed for at betale udgifterne, herunder at hverken ansøgeren eller ægtefællen har indtægter eller formue, som kan dække behovet. Det er derimod ikke en betingelse, at ansøgeren har været ude for en social begivenhed, og ansøger skal således ikke opfylde betingelserne for ret til kontanthjælp i lovens § 11 for at være berettiget til hjælp efter § 85, stk. 1.

Bestemmelsen forudsætter, at der er tale om en bolig- eller erhvervsmæssig forbedring. I de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig- og erhvervsmæssige forhold, kan der ydes hjælp efter § 81.

Kommunen kan . yde hjælp til udgifter til depositum/indskud, transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien.

Hvis kommunen yder hjælp efter § 85 til betaling af boligindskud, eller hvad der kan sidestilles hermed, skal modtageren tilbagebetale hjælpen efter lovens § 92, stk. 1, 2. pkt. Personen har efter § 92, stk. 4, pligt til at oplyse kommunen om udbetaling af boligindskud, eller hvad der kan ligestilles hermed, i forbindelse med opsigelse af lejemålet, fraflytning eller lignende.

Det er ikke enhver forbedring af boligforholdene, som er en boligmæssig forbedring i lovens forstand. Det kræves også, at dispositionen er rimelig set i forhold til ansøgerens samlede situation, herunder den pågældendes mulighed for selv at afholde den fremtidige husleje. For at dispositionen er rimelig, kræves det, at den ansøgte bolig er passende i forhold til ansøgers behov. Det er en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om en passende bolig.

Efter praksis kan der ikke gives afslag på hjælp til flytning alene med den begrundelse, at ansøgeren har haft mulighed for at spare op til udgiften. Der kan heller ikke gives afslag alene med den begrundelse, at ansøger selv er skyld i at være uden bolig. Ansøgerens forhold forud for ansøgningen kan dog få betydning for hvilken bolig, der må anses for passende.

En person har ikke nødvendigvis ret til hjælp til indflytning i den ansøgte bolig, hvis ansøgers boligproblem kan løses på andre måder. Der kan være tale om en bolig med lavere indflytningsomkostninger eller en bolig med mulighed for beboerindskudslån. Ansøger kan eventuelt henvises til en midlertidig løsning af sit boligproblem.

Ved vurderingen af en ansøgers mulighed for at afholde boligudgiften i den nye bolig skal kommunen tage udgangspunkt i nettoboligudgiften efter beregning af boligsikring efter lov om individuel boligstøtte.

Flytning til en billigere bolig kan ikke i sig selv betegnes som en boligmæssig forbedring, medmindre der flyttes fra en forholdsvis dyr bolig til en bolig med en husleje, der passer bedre til lejerens eller familiens økonomi, og risikoen for udsættelse dermed reduceres.

En forbedring af erhvervsforholdene forudsætter, at ansøgeren er sikret arbejde, og at arbejdet er mere end blot midlertidigt.

Flytning som led i start på en uddannelse vil normalt ikke være en sådan forbedring af de erhvervsmæssige forhold, at betingelserne for at yde hjælp til flytning er opfyldt. For at betingelsen om erhvervsmæssig forbedring er opfyldt, skal der være udsigt til en umiddelbar eller snarlig beskæftigelse, der i hvert fald for en periode kan sætte ansøgeren i stand til at forsørge sig selv.

Det foreslås som ny § 85, stk. 2, at kommunen fremadrettet også skal kunne tildele hjælp i forbindelse med flytning til personer, der har været ude for en social begivenhed.

Der er tale om en videreførelse af de gældende regler for hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning, hvor der ikke er tale om forbedring af ansøgerens eller familiens bolig- og erhvervsmuligheder, som indtil nu har ligget inden for anvendelsesområdet af § 81.

Det betyder, at i de tilfælde, hvor der ikke kan ydes hjælp til flytning efter lovens § 85, stk. 1, fordi betingelsen om, at flytningen skal forbedre ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold, ikke kan anses for opfyldt, vil kommunen skulle vurdere, hvorvidt ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed), ansøgerens egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden (forebyggende sigte), og hvorvidt udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses (uforudsigelighed).

Kommunen vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde er tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage kontanthjælp m.v. efter lovens § 11. Da hjælpen skal have et forebyggende sigte, er det en forudsætning, at ansøgeren ikke vil have brug for hjælp måned efter måned. Det bemærkes i den forbindelse, at der undtagelsesvis kan ydes hjælp til løbende udgifter, hvis der kun er behov for hjælpen i en kort afgrænset periode.

Kravet om uforudsigelighed betyder, at ansøgeren ikke har kunnet tage hensyn til den opståede udgift i sine løbende dispositioner. Udgifter, som man får som følge af skilsmisse, betragtes i almindelighed som uforudsigelige udgifter.

Udgifter til boligindskud må derimod normalt anses for at være udgifter, som det må forventes, at man sparer op til.

Der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om den ansøgte enkeltudgift er forudsigelig. Vurderingen af, om enkeltudgiften er forudsigelig, skal ske på baggrund af det konkrete informationsniveau, ansøgeren havde adgang til samt ansøgerens konkrete forudsætninger for at forudse udgiften.

Det behøver ikke nødvendigvis være udgiftsbehovet, som ikke har kunnet forudses. Der kan også være tale om likviditetsmæssige problemer, som bevirker, at der er behov for hjælp til enkeltudgifter, som under normale forhold kan afholdes inden for den løbende indtægt.

Kommunen kan efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Efter gældende regler i lov om aktiv socialpolitik ydes hjælp til udgifter i forbindelse med flytning efter såvel § 81 som § 85 af ansøgerens opholdskommune, jf. § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven). Opholdskommunen er den kommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. den gældende regel i retssikkerhedslovens § 9, stk. 2.

Det foreslås som § 85, stk. 4, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at hjælp til udgifter i forbindelse med flytning fremadrettet vil skulle ydes af den kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger.

Den foreslåede bestemmelsen indebærer, at hjælp i forbindelse med flytningen, uanset om der søges på baggrund af en bolig- eller erhvervsmæssig forbedring eller en anden årsag, vil skulle tildeles af den kommune, hvor boligen, der flyttes til, ligger. Dette skal sikre, at det er tilflytningskommunen, der vil skulle vurdere, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne i loven, jf. § 85, stk. 1 eller forslaget til § 85, stk. 2, for at få hjælp til udgifter i forbindelse med flytning, enten fordi flytningen vil forbedre ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold eller flytningen sker af en anden årsag.

Det fremgår af den gældende regel i § 91, stk. 1, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger som krævet efter § 74 d, stk. 4, og § 92, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, integrationslovens § 49, stk. 2, eller § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgår af den gældende regel i § 91, stk. 1, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven.

At kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling i ovennævnte tilfælde betyder, at kommunen ikke kan vælge at undlade at stille krav om tilbagebetaling. Det er med andre ord obligatorisk for kommunen at træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis personen uberettiget og mod bedre vidende har modtaget ydelser, jf. § 91, stk. 1, nr. 1 og 2.

Det foreslås i § 91, stk. 5, nr. 1, at kommunen skal indgive politianmeldelse, hvis kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling efter den gældende regel i § 91, stk. 1, nr. 1 og 2, fordi personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6 a og 6 b, og tilbagebetalingskravet er begrundet i et udlandsophold på mere end 14 sammenhængende kalenderdage.

Med forslaget til § 91, stk. 5, nr. 1, bliver kommunerne forpligtet til at indgive politianmeldelse, hvis tilbagebetalingskravet vedrører ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6 a og 6 b, dvs. integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, og ydelserne er modtaget uberettiget og mod bedre vidende under udlandsophold i mere en 14 sammenhængende kalenderdage.

Hvis en kontanthjælpsmodtager eksempelvis har indgået aftale med jobcenteret om at afholde 8 dages ferie i udlandet, og vedkommende vælger at forlænge ferieopholdet i udlandet med yderligere 7 dage uden aftale med jobcentret herom, vil der opstå et tilbagebetalingskrav efter § 91, stk. 1, nr. 2, for de sidste 7 dage, hvis øvrige betingelser herfor i øvrigt er opfyldt, herunder at ydelsen er modtaget mod bedre vidende. I denne situation vil udlandsopholdet have haft en varighed på mere en 14 dage, men da tilbagebetalingskravet alene vedrører de sidste 7 dage, vil kommunen ikke have pligt til at indgive politianmeldelse efter den foreslåede § 91, stk. 5. Omvendt vil der være pligt til politianmeldelse, hvis personen ikke havde indgået aftale med kommunen om afholdelse af ferie i de første 8 dage, idet tilbagebetalingskravet i denne situation vil vedrøre 15 dages udlandsophold og dermed mere end 14 dage.

Kommunen vil uanset længden af udlandsopholdet skulle træffe afgørelse om sanktion efter de foreslåede bestemmelser i §§ 42, 43, 69 f eller 69 q i lov om aktiv socialpolitik, hvis ydelsen under udlandsopholdet er modtaget uberettiget og mod bedre vidende.

Det foreslås i § 91, stk. 5, nr. 2, at kommunen skal indgive politianmeldelse, hvis kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling efter den gældende regel i § 91, stk. 1, nr. 1 og 2, fordi personen mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6 a-6 c eller 7, og tilbagebetalingskravet udgør mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet inden den 1. januar 2023, og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023.

Med forslaget til § 91, stk. 5, nr. 2, bliver kommunerne forpligtet til at indgive politianmeldelse, hvis tilbagebetalingskravet udgør mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023, og tilbagebetalingskravet vedrører ydelser efter denne lovs kapitel 4, 6 a-6 c eller 7, dvs. integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, der er modtaget uberettiget og mod bedre vidende. Tilbagebetalingskravet vil kunne vedrøre flere perioder og vil kunne vedrøre både uoplyst arbejde og ophold i udlandet. Det afgørende for, om kommunen vil blive forpligtet til at indgive politianmeldelse, vil være, om den konkrete afgørelse om tilbagebetaling indeholder et samlet tilbagebetalingskrav efter § 91, stk. 1, nr. 2, vedrørende ydelser efter lovens kapitel 4, 6 a-6 c eller 7, på mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023. I andre tilfælde vil kommunen efter gældende regler kunne indgive politianmelde, men kommunen er ikke på samme måde forpligtet hertil.

Hvis en kontanthjælpsmodtager eksempelvis i en periode på 3 måneder har haft arbejdsindtægter uden at oplyse kommunen herom, og dette i øvrigt er sket mod bedre vidende, skal kommunen efter § 91, stk. 1, nr. 2, træffe afgørelse om tilbagebetaling af et beløb svarende til den nedsættelse af kontanthjælpen i perioden, som den uoplyste indtægt ville have medført efter §§ 30 og 31, i lov om aktiv socialpolitik. Hvis dette tilbagebetalingskrav udgør mere end 30.000 kr. for afgørelser truffet før den 1. januar 2023 og mere end 21.500 kr. for afgørelser truffet fra den 1. januar 2023, skal kommune med forslaget til § 91, stk. 5, indgive politianmeldelse.

Kommunen vil uanset størrelsen af tilbagebetalingskravet skulle træffe afgørelse om sanktion efter de foreslåede bestemmelser i §§ 42, 43, 69 f eller 69 q i lov om aktiv socialpolitik, hvis kommunen vurderer, at den pågældende mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Kommunerne bør fortsat indgive politianmeldelse i andre situationer, hvis der er mistanke om socialt bedrageri. Hvis en kontanthjælpsmodtager eksempelvis gennem 4 måneder har undladt at oplyse om lønnet deltidsarbejde, og kommunen efterfølgende træffer afgørelse om tilbagebetaling af 20.000 kr., vil der efter en konkret vurdering, henset til den lange periode hvor kontanthjælpsmodtageren har undladt at oplyse om arbejde, kunne være grundlag for en politianmeldelse.

Beskrivelsen af gældende ret tager udgangspunkt i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love, hvor revalideringsydelsen flyttes fra kapitel 6 til kapitel 6 c.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.2. og 2.12.2. samt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 27-37.

Efter gældende regler i § 106, 2. pkt. i lov om aktiv social politik afholder staten og kommunen hver 50 pct. af udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.

Med henblik på at forenkle administrationen af medfinansieringen, foreslås det at den kommunale medfinansiering afskaffes. Det foreslås således, at det kommer til at fremgå af § 106, 2. pkt., at staten afholder udgifterne til efterlevelseshjælp efter kapitel 10 a.

Med forslaget vil efterlevelseshjælp fremover alene bliver finansieret af staten. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.21.2.

Efter den gældende regel i § 106, 3. pkt., i lov om aktiv socialpolitik refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til særlig støtte til enlige forsørgeres studiestart efter § 34 a. Efter lovens § 106, 4. pkt., refunderer staten 50 pct. af en kommunes udgifter til særlig støtte til deltagerbetaling efter § 34 b. § 34 a og § 34 b blev ophævet 1. januar 2017 ved § 10 i lov nr. 894 af 4. juli 2013 (reform af kontanthjælpssystemet, uddannelseshjælp for unge, aktivitetstillæg, gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende, ændrede rådighedskrav og sanktioner m.v.).

Det foreslås, at § 106, 3. og 4. pkt., i lov om aktiv socialpolitik om refusion af udgifter til § 34 a og § 34 b ophæves, da § 34 a og § 34 b er ophævet. Der er tale om en teknisk ændring, som ikke medfører materielle ændringer i retstilstanden.

Efter de gældende bestemmelser i § 109, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik reguleres en række nærmere angivne beløb i lov om aktiv socialpolitik en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. I nogle af beløbene sker der efter § 109, stk. 3 og 4 fradrag med en procentsats, der i årene 2018-2023 udgør 0,75 pct.

De gældende dagssatser i § 35, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik reguleres efter § 109, stk. 1, nr. 1, og stk. 3-4, idet de beregnes som en gennemsnitssats pr. dag på bagrund af den månedlige ydelse efter § 22-25. Med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås fire nye sanktionssatser i stedet for de gældende dagssatser. De fire sanktionssatser udgør i 2019-niveau:

1) 200 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindre end 5.500 kr. pr. måned.

2) 400 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mindst 5.500 kr. og højst 9.700 kr. pr. måned.

3) 600 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 9.700 kr. og højst 13.200 kr. pr. måned.

4) 700 kr. for personer, som modtager hjælp efter §§ 22-25 på mere end 13.200 kr. kr. pr. måned.

En person, der modtager hjælp efter § 68 og 69 j i lov om aktiv socialpolitik, hvor kommunen har truffet afgørelse om en sanktion efter § 69 d, stk. 2 og § 69 o, stk. 2, i samme lov skal have nedsat sin hjælp med et fastsat beløb. De gældende satser er følgende:

Ydelsen efter § 69 d, stk. 3 og 69 o, stk. 3, nedsættes med følgende beløb pr. hændelse, hvis personen er omfattet af §§ 10 f eller 10 h:

1) 1.735 kr. (2018-niveau) for personer, der modtager ressourceforløbsydelse på niveau med ydelsen i § 22, stk. 2, nr. 1.

2) 868 kr. (2018-niveau) for personer, der modtager ressourceforløbsydelse på niveau med ydelsen i § 22, stk. 2, nr. 2 og 3.

3) 269 kr. (2018-niveau) for personer, der modtager ressourceforløbsydelse på niveau med ydelsen i § 22, stk. 2, nr. 4.

Ved en fejl bliver disse beløb ikke satsreguleret, jf. § 109, stk. 1, nr. 12.

Med forslagene til § 109, stk. 1, nr. 9, og § 109, stk. 3, 1. pkt., vil de fire nye sanktionssatser og sanktionsintervallerne i den foreslåede § 35, stk. 4, blive reguleret en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten med fradrag af en procentsats, der i årene 2018-2023 udgør 0,75 pct.

Med forslagene til § 109, stk. 1, nr. 9, og § 109, stk. 3, 1. pkt., bliver beløb nævnt i de foreslåede §§ 42 og 43, reguleret på tilsvarende vis.

Med forslaget til § 109, stk. 3, 2. pkt., bliver de fire nye sanktionssatser omfattet af den foreslåede § 109, stk. 1, nr. 9, afrundet til nærmeste hele beløb deleligt med 50.

Med forslaget til ændring af § 109, stk. 1, nr. 12 om også at henvise til § 69 d, stk. 3 og § 69 o, stk. 3, vil disse beløb blive reguleret på samme vis, som de øvrige sanktionsbeløb i § 69 d, stk. 2 og § 69 o, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.1.2., afsnit 2.4.2 og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 15, 27 og 33.

Den gældende regel i § 8 i lov om individuel boligstøtte fastsætter, at Udbetaling Danmark ved opgørelse af husstandsindkomsten pr. måned til brug for beregning af boligstøtte skal opgøre summen af ansøgerens og husstandsmedlemmernes personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og aktieindkomst, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr., og med en række særlige undtagelser for supplerende pensionsydelse efter lov om social pension, bestemte typer af erstatning m.v.

Efter boligstøttelovens § 8, stk. 5, skal hjælp efter lov om aktiv socialpolitik indgå med det beløb, som ville være blevet udbetalt, hvis et husstandsmedlem ikke havde været omfattet af §§ 13 g eller 42 i lov om aktiv socialpolitik.

Nedsættelse af hjælpen efter § 13 g efter lov om aktivsocialpolitik foretages til ugifte personer som følge af 225-timersreglen.

Nedsættelse af hjælpen efter § 42 i lov om aktiv socialpolitik foretages, når en person, der modtager hjælp i form af integrationsydelse eller uddannelses- eller kontanthjælp inklusiv tillæg på mindst 11.675 kr. pr. måned (2019-niveau), har arbejde, som personen mod bedre vidende har undladt at oplyse kommunen om, eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Reglen i boligstøttelovens § 8, stk. 5, medfører, at den beregnede boligstøtte holdes uændret således, at boligstøtten ikke stiger som følge af de pågældende nedsættelser af hjælp efter lov om aktiv social politik.

Det foreslås, at ændre § 8, stk. 5, således, at i beregningen af husstandsindkomsten efter stk. 1-4 indgår hjælp efter lov om aktiv socialpolitik med det beløb, der ville være udbetalt, hvis et husstandsmedlem ikke havde været omfattet af § 13 g, §§ 36-40 a, og §§ 42 og 43 i lov om aktiv socialpolitik.

Forslaget vil indebære en udvidelse af de bestemmelser, hvorefter den beregnede boligstøtte holdes uændret således, at boligstøtten ikke stiger som følge af de pågældende nedsættelser af hjælp efter lov om aktiv social politik. Forslaget vil således fortsat omfatte nedsættelse af hjælpen efter § 13 g i lov om aktivsocialpolitik, som foretages til ugifte personer som følge af 225-timersreglen, og nedsættelse af hjælpen efter § 42 i lov om aktiv socialpolitik med de ændringer, der følger af dette lovforslag.

Med udvidelsen vil også fradrag og nedsættelse af hjælp efter §§ 36-40 a og § 43 i lov aktiv socialpolitik til personer, der modtager hjælp i form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, blive omfattet.

Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne er enige om at etablere en model til benchmarking og monitorering af kommunernes brug af dataenhedens leverancer og kontrolresultater, der løbende vil blive udstillet for kommunerne.

Initiativet skal optimere kommunernes kontrolindsats med sociale ydelser ved at understøtte øget kommunal videndeling, læring og ledelsesfokus på baggrund af Udbetaling Danmarks registerbaserede udsøgning af risikosager, hvor der er en formodning om snyd med overførselsindkomster. Initiativet bygger videre på økonomiaftalen for 2019 mellem regeringen og KL.

Det foreslås derfor i § 12 a, stk. 6, 1. pkt., i lov om Udbetaling Danmark, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at brugen af dataenhedens leverancer og resultaterne af kommunernes og Udbetaling Danmarks kontrolindsats, jf. stk. 1-5, løbende offentliggøres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på en offentlig tilgængelig hjemmeside på en sådan måde, at resultaterne skal kunne sammenlignes på tværs af kommunerne og Udbetaling Danmark og vise udviklingen over tid.

Bestemmelsen vil give mulighed for, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om, at resultaterne af både kommunernes og Udbetaling Danmarks kontrolindsats, der har baggrund i brug af registersamkøringer i Den Fælles Dataenhed, skal udstilles og gøres offentligt tilgængelige. Der vil alene med forslaget kunne fastsættes regler om resultaterne på et aggregeret niveau, dvs. uden personhenførbare oplysninger om borgerne.

Det foreslås i § 12 a, stk. 6, 2. pkt., i lov om Udbetaling Danmark, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan fastsætte regler om, at kommunerne og Udbetaling Danmark løbende har pligt til at indsende resultaterne af kontrolindsatsen til styrelsen til brug for offentliggørelsen, jf. 1. pkt.

Bestemmelsen vil give mulighed for at forpligte kommunerne og Udbetaling Danmark til at videresende kontrolresultaterne til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for monitoreringen og benchmarkingen, og der vil kunne fastsættes regler om kadence for indsendelse af oplysninger m.v. Oplysningerne, der videregives, må ikke være personhenførbare.

Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende regel i § 12 i, stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark, skal Udbetaling Danmark i en 13-årig periode samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, og som har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik eller ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, at personerne ikke modtager hjælp i form af uddannelseshjælp eller kontanthjælp uden at opfylde opholdskravet, jf. § 11, stk. 3-5, i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås i § 12 i, stk. 3, at ændre personkredsen fra modtagere af integrationsydelse til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I den gældende regel i § 12 j, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark er der opregnet en række indkomstafhængige ydelser. Efter bestemmelsen anvender Udbetaling Danmark cpr-numre til gennem registersamkøring at udsøge kunder, der selv modtager, eller hvis ægtefælle, samlever eller husstandsmedlem modtager en eller flere af de opregnede indkomstafhængige ydelser, hvor kundens indbetaling til aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum indgår i den personlige indkomst. Integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik er, jf. § 12 j, stk. 2, nr. 3, nævnt som en af de indkomstafhængige ydelser, der indgår i registersamkøringen.

Det foreslås i § 12 j, stk. 2, nr. 3, at Udbetaling Danmark ud over modtagere af integrationsydelse efter lov om aktiv social politik, jf. § 12 j, stk. 2, nr. 3, også vil skulle udsøge kunder, der selv modtager, eller hvis ægtefælle, samlever eller husstandsmedlem modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Forslaget betyder, at Udbetaling Danmarks udsøgning for perioder til og med den 31. december 2019 omfatter integrationsydelse, og for perioder fra den 1. januar 2020 omfatter selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med henblik på, at det også skal være muligt at følge Udbetaling Danmarks praksis generelt, dvs. også i de sager, der ikke indbringes for Ankestyrelsen, foreslås indsat en ny bestemmelse, hvorefter der kan foretages generelle undersøgelser af praksis i Udbetaling Danmark.

Det foreslås med § 19, stk. 5, 1. pkt., i Udbetaling Danmark, at beskæftigelsesministeren kan anmode Ankestyrelsen om at foretage generelle undersøgelser af praksis på de sagsområder, som Udbetaling Danmark varetager, og hvor der efter lovgivningen er klageadgang til Ankestyrelsen.

Det fremgår af de enkelte ydelseslove, hvilke afgørelser inden for Udbetaling Danmarks sagsområder, der vil kunne påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen vil selv kunne foreslå metoden til at foretage undersøgelserne. Det betyder, at Ankestyrelsen både vil kunne foretage praksisundersøgelser, hvor der gennemgås klagesager fra Udbetaling Danmark, men også vil have mulighed for at foretage generelle undersøgelser ved at se på andet materiale, . Udbetaling Danmarks instrukser for sagsbehandlingen.

Det foreslås i § 19, stk. 5, 2. pkt., at de faglige og ressourcemæssige rammer for den enkelte undersøgelse fastlægges ved aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen.

Det foreslås med § 19, stk. 6, at Ankestyrelsen samtidigt med fremsendelse af den årlige redegørelse, jf. stk. 4, skal indsende 1-3 forslag til områder, der kan foretages en undersøgelse af, jf. stk. 5.

Redegørelsen vil skulle følge kalenderåret og vil skulle indsendes senest 6 måneder efter årets afslutning.

Ankestyrelsen vil efter forslaget alene skulle fremsende forslag til undersøgelser. Forslagene vil herefter blive drøftet mellem Ankestyrelsen, Udbetaling Danmark og Beskæftigelsesministeriet. Beskæftigelsesministen vil endeligt skulle beslutte, hvilke undersøgelser der eventuelt skal gennemføres efter forslaget til stk. 5.

Det foreslås med § 19, stk. 7, 1. pkt., at Ankestyrelsen fra Udbetaling Danmark kan indhente sager og øvrige oplysninger, der er nødvendige for at Ankestyrelsen kan foretage undersøgelser, som beskæftigelsesministeren rekvirerer i medfør af § 19, stk. 5.

Det foreslås med § 19, stk. 7, 2. pkt., at oplysninger om afgørelser kan indhentes i både skriftlig og elektronisk form.

Ankestyrelsen vil således få hjemmel til at indhente sager og andre oplysninger fra Udbetaling Danmark, som vil være nødvendige for, at Ankestyrelsen vil kunne foretage undersøgelserne.

Det betyder, at der . vil kunne indhentes oplysninger om konkrete sager eller Udbetaling Danmarks instrukser for sagsbehandlingen. Undersøgelserne vil alene indeholde oplysninger i anonymiseret eller aggregeret form.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.15.

Det foreslås at henvisning i § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ændres fra og »9 og 9 a, stk. 4 og 7« til », 9, § 9 a, stk. 4 og 7 og § 12«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 4, nr. 2, hvorefter det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 12 i lovens § 9, som efter forslagets indhold vil være en undtagelse til hovedreglen i lovens § 9, stk. 1. Således vil det være den nye kommune, hvori boligen er beliggende, der vil få pligt til at yde hjælp til dækning af flytteudgifter efter § 85, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Det er i dag opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp til dækning af udgifter ved flytning, hvis flytningen sker til en bolig beliggende i en anden kommune. Dette følger af § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter det er opholdskommunen, som er handlekommune. Opholdskommunen er den kommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. lovens § 9, stk. 2.

Efter § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik kan kommunen yde hjælp til en flytning, som forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold, herunder en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til ansøgerens eller familiens økonomiske formåen, til en bolig med lavere boligudgift. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken ansøgeren eller ægtefællen har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Det er efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, ansøgerens opholdskommune, der træffer afgørelse om hjælp til dækning af udgifter ved flytning.

Med lovforslaget foreslås det at indføre en ny bestemmelse i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter det vil blive den nye kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger, der vil få pligt til at træffe afgørelse om hjælp til flytning, hvis en person søger om hjælp til flytning til en anden kommune efter § 85, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik. Da der er tale om, at ansøgeren endnu ikke er tilflyttet ny kommune, vil der ikke være tale om en ny egentlig opholdskommune. Således vil det efter forslagets indhold være den kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger, der vil få pligt til at yde hjælp til dækning af flytteudgifter efter § 85 i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås således at indsætte et nyt stk. 12, i retssikkerhedslovens § 9, som efter forslagets indhold vil være en undtagelse til hovedreglen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, om, at det er opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp, hvilket i denne sammenhæng skal forstås som værende fraflytningskommunen. Med forslaget vil det således være den kommune, som ansøgeren ønsker at flytte til, der bliver den kommune, der skal træffe afgørelse om hjælp til dækning af udgifter ved flytning efter § 85, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik. Den kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger, skal lægge vægt på samme forhold som efter de gældende regler, idet forslaget ikke vil ændre på de krav, der stilles i den gældende lovgivning, når en ansøger søger om hjælp til flyttehjælp.

Den gældende regel i § 9, stk. 12, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område regulerer, hvilken kommune, der som opholdskommune skal handle i forhold til en borger, hvis to kommuner er uenige om, hvilken kommune, der har pligt til at yde hjælp. Det er således fastsat, at det i tilfælde af uenighed er den kommune, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, der fungerer som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune.

Efter den gældende regel i retssikkerhedsloven § 9, stk. 13, finder stk. 12 tilsvarende anvendelse ved uenighed om, hvilken kommune der har pligt til at yde hjælp efter undtagelsesbestemmelserne i § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7, om, at en tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune for så vist angår hjælp efter serviceloven.

Ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås indsat et nyt stk. 12 i § 9, hvorefter de gældende stk. 12 og 13 bliver til stk. 13 og 14. Som en konsekvens heraf foreslås ved lovforslagets § 4, nr. 3, at henvisningen til stk. 12 i den gældende regel i stk. 13, der bliver stk. 14, ændres til en henvisning til stk. 13, således at bestemmelsen uændret vil komme til at henvise til reglen om uenighed mellem kommuner vedrørende spørgsmålet om, hvilken kommune der er opholdskommune

Det følger af den gældende regel i § 9 a, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område at den oprindelige opholdskommune forbliver handlekommune efter serviceloven i de tilfælde, hvor en ung, der fylder 18 år, i umiddelbar forlængelse af en anbringelse uden for hjemmet i et anbringelsessted for børn og unge får ophold i et af de nævnte botilbud for voksne, som nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

Bestemmelsen gælder, uanset om boformen for voksne ligger i den kommune, hvor den unge hidtil har været anbragt eller i en anden kommune.

Samme regel gælder, hvis den unge i umiddelbar forlængelse af en anbringelse ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter servicelovens § 76 a, og hvis den unge i umiddelbar forlængelse af en sådan opretholdt anbringelse får ophold i en boform for voksne efter § 9, stk. 7. Det sidste fremgår af § 9 a, stk. 8.

Det følger af både retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 7 og 8, at retssikkerhedslovens § 9, stk. 13, der bliver stk. 14, finder tilsvarende anvendelse ved uenighed om, hvilken kommune der har pligt til at yde hjælp efter undtagelsesbestemmelserne i § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7, om, at en tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune for så vist angår hjælp efter serviceloven.

Ved lovforslagets § 4, nr. 2, foreslås indsat et nyt stk. 12 i § 9, hvorefter de gældende stk. 12 og 13 bliver til stk. 13 og 14. Som en konsekvens heraf foreslås ved lovforslagets § 4, nr. 4, at henvisningerne til stk. 13 i retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 7 og 8, ændres til en henvisning til stk. 14 således, at bestemmelserne uændret vil komme til at henvise til reglen om uenighed mellem kommuner vedrørende spørgsmålet om, hvilken kommune der er opholdskommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.18.

Efter den gældende regel i § 35 i integrationsloven, kan kommunalbestyrelsen yde udlændinge hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 81 i lov om aktiv socialpolitik, idet det dog ikke er en betingelse for at få hjælp efter integrationsloven, at udlændingen har været ude for ændringer i sine forhold (en social begivenhed). Med denne begrænsning har praksis efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik dermed betydning for bestemmelsens rækkevidde. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede ændring af § 81 i lov om aktiv socialpolitik i lovforslagets § 1, nr. 57.

Det foreslås i § 35, tilføjet som 4. pkt., at hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning ikke længere kan ydes efter § 35. Hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning vil i stedet fremover skulle ydes efter § 39, jf. den foreslåede ændring i lovforslagets § 5, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.18.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, stk. 1, i integrationsloven, at kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til flytning, som forbedrer bolig- eller erhvervsforhold, herunder en flytning, hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til udlændingens eller denne families økonomiske formåen, til en bolig med en lavere boligudgift for en udlænding eller dennes familie. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken den pågældende eller dennes ægtefælle har økonomiske muligheder for at betale udgifterne.

Bestemmelsen svarer til § 85, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik. Praksis efter § 85, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik har derfor også betydning for bestemmelsens rækkevidde. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede ændring af § 85 i lov om aktiv socialpolitik i lovforslagets § 1, nr. 63 og 64.

Det foreslås som ny § 39, stk. 2, at kommunalbestyrelsen fremover også skal kunne udbetale hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter i forbindelse med flytning til udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, og hvis egen afholdelse af udgifterne i forbindelses med en flytning i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og dennes families muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af et behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Der er tale om en videreførelse af de gældende regler for hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med flytning, som indtil nu har ligget inden for anvendelsesområdet af § 35 i integrationsloven, men med den ændring, at disse udgifter alene kan afholdes af den kommune, udlændingen flytter til.

Det indebærer, at i de tilfælde, hvor der ikke kan ydes hjælp til flytning efter lovens § 39, stk. 1, fordi betingelsen om, at flytningen skal forbedre ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold, ikke kan anses for opfyldt, vil kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen skulle vurdere, hvorvidt udlændingens egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden, og hvorvidt udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses.

Kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen vil skulle foretage en konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde er tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.18.

Det fremgår af den gældende regel i § 39, stk. 2, i integrationsloven, at hjælpen efter stk. 1 ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, som udlændingen fraflytter.

Med forslaget om mulighed for at yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter i forbindelse med flytning i det nye stk. 2, foreslås det i § 39, stk. 2, som bliver stk. 3, at indsætte en henvisning til den nye 39, stk. 2, idet også de flytterelaterede udgifter efter denne bestemmelse skal dækkes af kommunalbestyrelsen i den kommune, udlændingen flytter til.

Det foreslås, at § 39, stk. 2, som bliver stk. 3, ændres, så hjælpen ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, som udlændingen flytter til. Dermed skal det fremover være modtagerkommunen, der administrerer reglerne om og afholder udgifterne til flyttehjælp.

Tilflytningskommunen vil fortsat skulle godkende at overtage ansvaret for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i medfør af integrationslovens § 39, stk. 3, som bliver til stk. 4, og vil efter forslaget yderligere skulle afholde udgifterne til flytningen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.18. og til bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 1 og 2.

Det fremgår af den gældende regel i integrationslovens § 39, stk. 4, at hvis flytningen sker til udlandet, kan flyttehjælpen kun ydes, såfremt den pågældende udlænding er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller er sikret varige arbejdsmuligheder i landet.

Med forslaget om mulighed for at yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter i forbindelse med flytning i det nye § 39, stk. 2, foreslås det i § 39, stk. 4, som bliver stk. 5, at indsætte en henvisning til den nye 39, stk. 2, idet også de flytterelaterede rimeligt begrundede enkeltudgifter efter denne bestemmelse efter forslaget skal dækkes af den samme kommunalbestyrelse, der skal dække flytteudgifterne efter § 39, stk. 1 i integrationsloven.

For så vidt angår flytning til udlandet foreslås det, at adgangen for fraflytterkommunen til at yde hjælp til flytning bibeholdes, jf. den foreslåede § 39, stk. 4, 2. pkt. Det vil fortsat være en betingelse, at den pågældende udlænding er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller er sikret varige arbejdsmuligheder i landet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.18.

Det følger af integrationsloven 19, stk. 1, 3. pkt. at en udlænding samtidig med underskrivelse af kontrakten (om integrationsindsatsen) skal underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring. Erklæringen har blandt andet til formål at sikre, at udlændinge bakker op om det danske samfunds værdier og udviser vilje til at yde til fællesskabet, og skal som altovervejende udgangspunkt underskrives inden for en måned efter at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for udlændingen.

Udlændingen har pligt til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen, men det er efter gældende ret ikke muligt at pålægge nogle sanktioner, såfremt en udlænding nægter at underskrive erklæringen.

Det foreslås på den baggrund før kapitel 11 at indsætte et nyt kapitel 10 a i integrationsloven med overskriften ”Sanktioner m.v.”.

Det foreslås endvidere i § 52, stk. 1, at fastsætte regler for, at kommunen vil kunne foretage fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelsen for modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, der ikke opfylder deres pligt til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen. Det foreslås desuden, at kommunen alene vil kunne foretage fradrag én gang.

Den foreslåede bestemmelse i § 52, stk. 1, betyder, at sanktionen alene kan gives til nyankomne udlændinge, som er omfattet af reglerne i integrationslovens § 19, stk. 1, om pligt til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen, og som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Nyankomne udlændinge, som ikke modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik er således ikke omfattet, og kommunen har således ikke mulighed for efterfølgende at sanktionere en manglende underskrivelse af erklæringen, uanset om udlændingen også på et senere tidspunkt på ny måtte afvise en opfordring til at opfylde sin pligt til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen.

Der vil kun kunne foretages fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i det omfang, modtageren af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i medfør af jf. § 19, stk. 1, 3. pkt., i integrationsloven har pligt til at underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring. Bestemmelsen om, at udlændingen skal underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring, finder ikke anvendelse, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. § 19, stk. 1, 5. pkt. Dette indebærer, at hvis udlændingen af fysiske grunde ikke er i stand til at underskrive erklæringen, men forstår indholdet heraf, må udlændingens accept på anden vis markeres. Hvis udlændingen er handicappet på en sådan måde eller lider af en psykisk sygdom, der bevirker, at den pågældende ikke forstår betydningen af erklæringen, skal kommunalbestyrelsen anføre dette i erklæringen som begrundelse for den manglende underskrift. I disse undtagelsestilfælde vil den manglende underskrift på en opholds- og selvforsørgelseserklæring ikke medføre, at der foretages fradrag i hjælpen.

Det foreslås endvidere, at der i integrationslovens § 52, stk. 2, indsættes en ny bestemmelse, hvorefter kommunen – forud for underskrivelsen af opholds- og selvforsørgelseserklæringen – i fornødent omfang skal vejlede udlændingen dels om pligten til at underskrive erklæringen, dels om konsekvensen for manglende underskrivelse. Det gælder alene for de udlændinge, der er omfattet af integrationslovens § 19 og modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Det betyder, at en kommune skal sikre sig, at den pågældende udlænding er vejledt både om pligten til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen, og at der foretages fradrag i den pågældendes ydelser ved manglende underskrivelse af erklæringen.

Kommunens vejledningspligt efter integrationslovens § 52, stk. 2, bør tilrettelægges under hensyn til, at kommunalbestyrelsen som udgangspunkt kun vil have haft ansvaret for den pågældende udlænding i højst en måned, og at vejledning alene vil gælde i forhold til pligten til at skrive under på en opholds- og selvforsørgelseserklæring og den sanktion, der er forbundet med at nægte at underskrive. Vejledningspligten adskiller sig således i forhold til kommunernes vejledningsforpligtelse i forhold til personer, der modtager en løbende ydelse og skal deltage i aktive tilbud, søge arbejde osv., jf. lovforslagets § 1, nr. 15.

Det foreslås i den nye § 52, stk. 3, at engangssanktionen for ikke at overholde pligten til at underskrive opholds- og selvforsørgelseserklæringen fastsættes som et fradrag, der udgør:

1) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik for personer under 30 år, der bor hos en eller begge forældre (600 kr. i 2019 niveau).

2) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 2, i lov om aktiv socialpolitik for personer, der er fyldt 30 år, og personer under 30 år, der ikke bor hos en eller begge forældre (1.200 kr. i 2019 niveau).

3) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og ikke har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (1.800 kr. i 2019 niveau).

4) Tre gange sanktionssatsen efter § 35, stk. 4, nr. 4, i lov om aktiv socialpolitik for personer, der forsørger eget barn i hjemmet og har erhvervet ret til ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag (2.100 kr. i 2019-niveau).

Kommunens afgørelse efter den foreslåede § 52 vil kunne indbringes for Ankestyrelsen, jf. § 53, stk. 2, i integrationsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under afsnit 2.11.

Efter § 78 i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Transport-, Bygnings- og Boligministeriets ressortområder (regnskabsbekendtgørelsen) kan Beskæftigelsesministeriet iværksætte særlige fokusrevisioner af sagsområder på ministeriets områder og fastsætte retningslinjer herfor. Retningslinjerne kan angive følgende:

1) Typer af sager, der skal revideres.

2) Revisionsmetoden, som skal anvendes, for eksempel systemrevision, substansrevision, forvaltningsrevision, m.v.

3) Kriterierne for udvælgelsen af de relevante stikprøver på områderne samt stikprøvernes størrelse.

4) Rapporteringsgrundlaget for fokusrevision, herunder afrapporteringens indhold, afrapporteringens form, detaljeringsniveau og skematik.

Bekendtgørelsens § 78 er udstedt i medfør af § 85 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som alene indeholder hjemmel til at fastsætte nærmere regler vedrørende områder med statsrefusion eller –tilskud til kommunerne.

Det foreslås som ny § 22 g, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., at Beskæftigelsesministeriet kan iværksætte særlige fokusrevisioner af kommunernes regnskaber for ordninger på ministeriets områder og fastsætte retningslinjer herfor. Retningslinjerne kan angive følgende:

1) Typer af sager, der skal revideres.

2) Revisionsmetoden, som skal anvendes, for eksempel systemrevision, substansrevision, forvaltningsrevision, m.v.

3) Kriterierne for udvælgelsen af de relevante stikprøver på områderne samt stikprøvernes størrelse.

4) Rapporteringsgrundlaget for fokusrevision, herunder afrapporteringens indhold, afrapporteringens form, detaljeringsniveau og skematik.

Den foreslåede § 22 g, stk. 1, er identisk med regnskabsbekendtgørelsens § 78 og dermed en videreførelse af de eksisterende regler, hvorefter Beskæftigelsesministeriet ved iværksættelsen af en fokusrevision fastsætter retningslinjerne for, hvilke sager der skal revideres, revisionsmetoden der skal anvendes, udvælgelseskriterierne for stikprøver og stikprøvernes størrelse, samt hvorledes resultaterne af fokusrevisionen skal afrapporteres til ministeriet. Beskæftigelsesministeriet vil således have de samme muligheder som hidtil for at målrette revisionen og fastlægge revisionsopgaven ud fra, hvad der i det enkelte tilfælde vurderes mest hensigtsmæssigt for at opnå den ønskede afklaring og få belyst de relevante problemstillinger på det pågældende sagsområde, herunder hvilke kommuner fokusrevisionen skal omfatte.

Da reglerne om fokusrevision fremover vil fremgå direkte af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, er der ikke grundlag for at opretholde en bestemmelse herom i regnskabsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsens § 78 vil derfor blive ophævet samtidig med lovens ikrafttræden.

§ 22 g indebærer, at der fremover vil være mulighed for at iværksætte fokusrevisioner på alle Beskæftigelsesministeriets områder, der administreres af kommunerne, uanset om ordningerne er omfattet af refusion eller tilskud fra staten, eller om kommunernes udgifter kompenseres ved regulering af kommunernes bloktilskud efter reglerne om budgetgaranti m.v. i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Det foreslås fastsat i § 22 g, stk. 2, at fokusrevision efter stk. 1 udføres efter Beskæftigelsesministeriets bestemmelse af en statsautoriseret eller registreret revisor, som skal være sagkyndig og uafhængig. Bestemmelsen indebærer, at revisionen, som udfører fokusrevision for ministeriet, skal leve op til de samme krav til sagkundskab og uafhængighed, der gælder efter § 42, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse for revision af kommunernes regnskaber.

Der henvises til afsnit 2.19. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 29, stk. 5, i lov om social pension nedsættes ægtefællens eller samleverens samlede indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, når der beregnes pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension. Fradraget skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, integrationsydelse eller efterløn, på op til 10.000 kr.

Det foreslås indsat i § 29, stk. 5, at indtægter fra selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom integrationsydelse efter de gældende regler – vil skulle indgå i opgørelsen af mindstefradraget på op til 10.000 kr.

Efter den gældende § 32 a, stk. 3, nr. 4, i lov om social pension foretages der fradrag i indtægtsgrundlaget for en række ydelser, herunder integrationsydelse, der er udbetalt for samme periode, hvori der foretages efterbetaling af pension.

Det foreslås indsat i § 32 a, stk. 3, nr. 4, at indtægter fra selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, der er udbetalt for samme periode, hvori der fortages efterbetaling af pension vil skulle fradrages i indtægtsgrundlaget, ligesom integrationsydelse efter de gældende regler gør.

Efter gældende § 32 d, stk. 1, i lov om social pension fratrækkes en række ydelser, herunder integrationsydelse, i førtidspension, som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, når ydelserne er udbetalt for samme periode.

Det foreslås indsat i § 32 d, stk. 1, at indtægter fra selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, der er udbetalt for samme periode, som førtidspension efterbetales for, vil skulle fratrækkes i førtidspensionen, ligesom integrationsydelse efter gældende regler gør.

Efter den gældende § 46 d, stk. 1, nr. 7, i lov om social pension kan det beregnede grundbeløb og pensionstillæg i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til integrationsydelsen efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 46 d, stk. 1, nr. 7, i lov om social pension.

Det foreslås indsat i § 46 d, stk. 1, nr. 7, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor en person ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at det beregnede grundbeløb i en periode på 3 år højst kan udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse.

Forslagene er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringerne ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

I gældende § 31, stk. 4, § 32 c, stk. 2, § 46 d, stk. 1 og 3, og § 46 f, stk. 1 og 3, i lov om social pension er fastsat, at det beregnede grundbeløb og pensionstillæg i visse situationer højst kan udgøre et beløb, der svarer til integrationsydelsen efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at integrationsydelse konsekvensændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i § 31, stk. 4, § 32 c, stk. 2, § 46 d, stk. 1 og 3, og § 46 f, stk. 1 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter gældende § 26, stk. 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. nedsættes ægtefællens eller samleverens samtlige indtægter, der indgår i indtægtsgrundlaget, med et fradragsbeløb, når der beregnes pensionstillæg for en pensionist, der er gift eller samlevende med en person, som ikke modtager social pension. Fradraget skal dog som minimum svare til ægtefællens eller samleverens indtægter, der hidrører fra personligt arbejde, delpension, kontanthjælp, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, integrationsydelse eller efterløn, på op til 10.000 kr.

Det foreslås indsat i § 26, stk. 3, at indtægter fra selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, ligesom integrationsydelse efter de gældende regler, vil skulle indgå i opgørelsen af mindstefradraget på op til 10.000 kr.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

I gældende § 29, stk. 5, § 45 d, stk. 1 og 3, og § 45 f, stk. 1 og 3, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. er fastsat, at det beregnede grundbeløb og pensionstillæg i visse situationer højst kan udgøre et beløb, der svarer til integrationsydelsen efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at integrationsydelse konsekvensændres til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i § 29, stk. 5, § 45 d, stk. 1 og 3, og § 45 f, stk. 1 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende 45 d, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. kan det beregnede grundbeløb og pensionstillæg i en periode på 3 år højst udgøre et beløb, der svarer til integrationsydelsen efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og personen for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 45 d, stk. 1, nr. 7, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Det foreslås indsat i § 45 d, stk. 1, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor en person ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at det beregnede grundbeløb i en periode på 3 år højst kan udgøre et beløb, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 87 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er et medlem af en arbejdsløshedskasse udelukket fra at få udbetalt dagpenge, feriedagpenge og efterløn i en periode på 3 år, hvis medlemmet ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og medlemmet for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 87 a, stk. 1, nr. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det foreslås indsat i § 87 a, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor et medlem af en arbejdsløshedskasse ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at medlemmet udelukkes fra at få udbetalt dagpenge, feriedagpenge og efterløn i en periode på 3 år.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 49 b i barselsloven har en person ikke ret til dagpenge efter loven i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og medlemmet for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 49 b, stk. 1, nr. 7, i barselsloven.

Det foreslås indsat i § 49 b, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at personen ikke har ret til dagpenge efter barselsloven i en periode på 3 år.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 71 b i lov om sygedagpenge har en person ikke ret til sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og medlemmet for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 71 b, stk. 1, nr. 7, i lov om sygedagpenge.

Det foreslås indsat i § 71 b, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at personen ikke har ret til sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 22 a i lov om fleksydelse er en person udelukket fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. og medlemmet for den periode, som dommen omfatter, har modtaget en eller flere af en række udtømmende nævnte ydelser, herunder integrationsydelse og andre ydelser efter lov om en aktiv socialpolitik, jf. den gældende § 22 a, stk. 1, nr. 7, i lov om fleksydelse.

Det foreslås indsat i § 22 a, at modtagelse af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse – ligesom modtagelse af integrationsydelse efter de gældende regler – i en periode, hvor personen ved endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., vil skulle medføre, at personen udelukkes fra at få udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne indeholder regler om fordelingen af finansieringsansvaret mellem kommuner og staten for udgifter til visse offentlige ydelser, herunder bl.a. integrationsydelse, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 14.

Det foreslås at indsætte selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse i lovens § 3, stk. 1, nr. 14.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 15 c, stk. 3, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., som indsat ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, at tilbud efter § 15 om ansættelse med løntilskud "kan gøre det ud for et ret og pligt-tilbud efter kapitel 15 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om ret og pligt til tilbud for personer, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller integrationsydelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats."

Det foreslås at ændre "integrationsydelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats" i § 15 c, stk. 3, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., til "overgangsydelse".

Af lovtekniske årsager – henset til at lov nr. 551 af 7. maj 2019 først træder i kraft den 1. januar 2020 – er det nødvendigt at ophæve de med § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, vedtagne kapitler 5, 5 a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., og foreslå kapitlerne indsat på ny, med den foreslåede ændring i § 15 c, stk. 3, indsat.

Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Den foreslåede ændringer i kapitel 5, 5 a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., svarer indholdsmæssigt - både i relation til lovtekst og bemærkninger - til de ændringer af bestemmelsen, som blev indført ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, dog således, at "integrationsydelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats" ændres til "overgangsydelse".

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden. Der henvises til afsnit 2.22. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende § 9, i lov om frikommunenetværk, kan beskæftigelsesministeren godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i netværket om en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet, kan give støtte i form af tilskud eller rentefrit lån til at etablere selvstændig virksomhed og tilskud til forsørgelse, ved at reglerne i §§ 65-67 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse for personer, der er omfattet af målgrupperne i § 2, nr. 2, bortset fra integrationsydelsesmodtagere, § 2, nr. 10, og § 2, nr. 12, bortset fra integrationsydelsesmodtagere i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås at tilrette henvisningerne til § 2, nr. 2, bortset fra integrationsmodtagere, § 2, nr. 10, og § 2, nr. 12, bortset fra integrationsydelsesmodtagere i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i § 9, så der henvises til henholdsvis § 6, nr. 2, bortset fra overgangsydelsesmodtagere, § 6, nr. 4, bortset fra overgangsydelsesmodtagere og § 6, nr. 12, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Med den foreslåede ændring bringes henvisningerne i § 9 i lov om frikommunenetværk i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, som træder i kraft den 1. januar 2020.

Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer i forsøget, og frikommuner i frikommunenetværket vil fortsat kunne udføre forsøget.

Efter den gældende § 14, stk. 2, nr. 5, litra a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, omfatter den kommunale budgetgaranti kommunernes mer- eller mindreudgifter som følge af udviklingen i kommunernes reale udgifter til forsørgelsesudgifter som kontanthjælp, uddannelseshjælp, aktivitetstillæg, integrationsydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse som led i et ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, revalidering og førtidspension.

Det foreslås at ordet "integrationsydelse" ændres til ordene "selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse" i § 14, stk. 2, nr. 5, litra a.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvor integrationsydelsen fra 1. januar 2020 ændres til henholdsvis en selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Efter den gældende § 14, stk. 2, nr. 5, litra b, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, omfatter den kommunale budgetgaranti kommunernes mer- eller mindreudgifter som følge af udviklingen i kommunernes reale udgifter til aktivering af kontanthjælps-, uddannelseshjælps-, integrationsydelses- og ledighedsydelsesmodtagere, personer i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalidender og sygedagpengemodtagere, bortset fra driftsudgifter til aktivering af sygedagpengemodtagere, som er visiteret til kategori 1, jf. § 12, stk. 1, nr. 1, i lov om sygedagpenge. Derudover har udgifter til aktivering af ledige selvforsørgende været indfortolket under budgetgarantien.

Ved udgifter til aktivering forstås. driftsudgifter ved aktivering i tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, undervisningsmaterialer efter lovens § 172, partnerskabsaftaler efter lovens § 15 og opkvalificering ved ansættelse efter lovens § 161 samt udgifter til tilbud om ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 12 samt udgifter til befordring og hjælpemidler, jf. lovens kapitel 27. Der henvises her og efterfølgende til reglerne i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, som træder i kraft 1. januar 2020.

Det foreslås, at ordet "integrationsydelses" ændres til "overgangsydelses" i § 14, stk. 2, nr. 5, litra b.

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.), hvor integrationsydelsen fra 1. januar 2020 ændres til henholdsvis en selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Af lovtekniske årsager foreslås det at ophæve § 6, nr. 2 og 22, i lov nr. 174 af 27. februar 2019.

Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, blev "Integrationsydelse" i § 10 f, stk. 1, nr. 7, i lov om aktiv socialpolitik, ændret til "Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse".

Ved § 6, nr. 22, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, blev integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse i § 37, stk. 3, § 82 a, stk. 1, og § 110 stk. 2.

Det følger af § 14, stk. 5, i lov nr. 174 af 27. februar 2019, at lovens § 6, nr. 2 og 22, træder i kraft den 1. januar 2020.

Forslaget om at ophæve § 6, nr. 2 og 22, i lov nr. 174 af 27. februar 2019 er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 4, 16 og 62, hvorefter der foreslås yderligere ændringer i § 10 f, stk. 1, nr. 7, § 37, stk. 3, § 82 a, stk. 1, og § 110 stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, 16 og 62, med tilhørende bemærkninger.

Af lovtekniske årsager foreslås det at ophæve § 2, nr. 8, 15, 80, 85, og 90-93, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love.

Ved § 2, nr. 8 og 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev integrationsydelse ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse i en række bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik.

Ved § 2, nr. 80, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev en henvisning i § 74 a, stk. 5, ændret fra § 70 a til § 117.

Ved § 2, nr. 85, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, fremgår det, at § 75, stk. 1, nr. 6, som bliver nr. 7. Denne rykning af nr. skal først finde sted, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, da ændringen knytter sig til § 2, nr. 84 i samme lov. § 2, nr. 85 ophæves derfor. Bestemmelsen i § 75, stk. 1, nr. 6, er indsat i nærværende lovforslags § 1, nr. 50.

Ved § 2, nr. 90, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev § 77, stk. 3 ophævet og i stedet indsattes der to nye stykker. Da ophævelsen af stk. 3, skal ske fra den 1. januar 2020 og de ny indsatte stykker først skal træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen, ophæves § 2, nr. 90 af lovtekniske grunde. Bestemmerne er indsat i nærværende lovforslag § 1, nr. 54 og 55.

Ved § 2, nr. 91, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, affattede man nr. 91 således, at § 77, stk. 4, 1. pkt., som bliver stk. 5. Da stk. 3 ved nr. 90 blev ophævet og der blev indsat nye stykker, som først skal træde i kraft på det tidspunkt, hvor beskæftigelsesministeren bestemmer dette, skulle formuleringen have været, at i § 77, stk. 4, som bliver stk.3. På denne baggrund ophæves § 2, nr. 91, i lov nr. 551 af 7. maj 2019. Bestemmelsen bliver indsat i nærværende lovforslags § 1, nr. 56.

Ved § 2, nr. 92 og 93, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev henvisningen i §§ 77 a, stk. 1, 3, 4 og 5, til § 75, stk. 1 ændret. Disse bestemmelser skal dog først træde i kraft, når beskæftigelsesministeren bestemmer dette, hvorfor § 2, nr. 92 og 93, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 ophæves. Disse bestemmelser er indsat i nærværende lovforslag § 1, nr. 58 og 59.

Ved § 6, nr. 9, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev der bl.a. indsat et nyt kapitel 5, 5a og 6, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Kapitlerne omhandler ansættelse med løntilskud.

Ved § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, blev henvisningerne til "§ 2, nr. 2, bortset fra integrationsydelsesmodtagere, § 2, nr. 10, og § 2, nr. 12, bortset fra integrationsydelsesmodtagere", i § 9 i lov om frikommunenetværk, jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 25. juni 2018, ændret til "§ 6, nr. 2, bortset fra integrationsydelsesmodtagere, § 6, nr. 12, og § 6, nr. 4, bortset fra integrationsydelsesmodtagere".

Forslagene i § 2, nr. 8 og 15, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, var konsekvensrettelser som følge af lov nr. 174 af 27. februar 2019, hvorved integrationsydelse skifter navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse den 1. januar 2020.

Forslagene i § 2, nr. 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, var konsekvensrettelser som følge af det samtidigt fremsatte forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (L 209, fremsat den 27. marts 2019: Forslag til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats), som blev vedtaget den 30. april 2019 som lov nr. 548 af 7. maj 2019.

Det følger af § 30, stk. 4 og 5, i lov nr. 551 af 7. maj 2019, at lovens § 2, nr. 8, 15 og 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2020.

Forslaget om at ophæve § 2, nr. 8, 15 og 80, § 6, nr. 9, og § 16, nr. 1, i lov nr. 551 af 7. maj 2019 er en konsekvens af dette lovforslags § 1, nr. 1, 3 og 47, § 14 og § 15, hvorefter der foreslås ændringer i en række bestemmelser i lov om aktiv socialpolitik, i § 15 c, stk. 3, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og i § 9, i lov om frikommunenetværk.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 47, § 14 og § 15 med tilhørende bemærkninger.

Det fremgår af § 30, stk. 4, at § 2, nr. 1-10, 12-19, 21, 22, 24-49, 51, 53-61, 63-66, 68-83, 85-89 og 91-98, skal træde i kraft den 1. januar 2020.

Som følge af ændringerne i nr. 1, ændres denne oplistning i § 30, stk. 4, således at det alene er følgende bestemmelser, som skal træde i kraft den 1. januar 2020:

§ 2, nr. 1-10, 12-19, 21, 22, 24-49, 51, 53-60, 63-66, 68-83, 85, 88, 89 og 94-98.

Det fremgår af § 30, stk. 5, at § 2, nr. 20, 23, 50, 62, 67, 84, og 90, skal træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter dette.

Som følge af at flere bestemmelser først skal træde i kraft på dette tidspunkt, ændres § 30 stk. 5, således at det fremgår, at § 2, nr. 20. 23, 50, 61, 62, 67, 84, 86, 87, og 90, skal træde i kraft, når beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet.