Betænkning over lovforslag nr. 2019/1 BTL 153 af 28. marts 2020

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Finansudvalget den 27. marts 2020

Betænkning

over

Forslag til lov om kommuners og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af covid-19

[af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag)]:

1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling. Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.

2. Ændringsforslag

Social- og indenrigsministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

3. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget er tilfreds med, at bemyndigelsen er strammet op siden udkastet, ligesom Enhedslisten bifalder, at aftaler indgået før lovens ikrafttræden stadig er gældende.

Enhedslisten ønsker tilskyndelse til kommunerne om at opretholde normale beslutninger om udøvelse af kædeansvar, sociale klausuler, lærlingeaftaler m.m. – også ved nye udbud.

I dag er der lige så meget brug for den slags bestemmelser om kommuner og regioners indkøb og tjenesteydelser, som der var i går. Enhedslisten håber bestemt, at kommunerne tager det alvorligt.

På lidt længere sigt, da loven jo vil gælde til marts 2021, er det nødvendigt at forholde sig til kommuner og regioners mulighed for at genoprette økonomien. Enhedslisten finder, at det derfor er nødvendigt at inddrage budgetloven og økonomiforhandlingerne.

Enhedslisten mener, at regeringen skal sikre, at staten finansierer de ekstra udgifter, som coronakrisen har medført, og at den sørger for, at budgetloven ikke er en hindring for, at vi kan få velfærd og sundhedsvæsen til at indhente det forsømte i 2020. I den forbindelse opfordrer Enhedslisten til, at udgiftslofterne lempes, i første omgang anlægsloftet, så kommuner og regioner kan tage nyttige – især klimaomstillende – initiativer og dermed holde gang i hjulene.

Regeringen bør desuden overveje, hvornår økonomiforhandlingerne skal finde sted. Kommunerne skal jo helst kende deres økonomi for i år, inden de kan begynde at forhandle om næste års økonomi.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 2

Af social- og indenrigsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Stk. 1 affattes således:

»Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.«

[Ikrafttrædelse ved bekendtgørelse i Lovtidende]

2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

[Fremrykning af stadfæstelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter lovforslagets § 2, stk. 1, skal social- og indenrigsministeren fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Med den foreslåede ændring af affattelsen af § 2, stk. 1, træder loven i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Den foreslåede ændring har baggrund i, at Europa-Kommissionen har tilkendegivet, at initiativerne vedrørende forudbetaling og administration af kontraktbestemmelser om misligholdelse, jf. lovforslagets afsnit 3.2., ikke findes at indebære statsstøtte.

Erhvervsministeriet har bekræftet, at Europa-Kommissionens stillingtagen også omfatter kommuner og regioner.

Da Danmarks statsstøtteretlige pligter således er afklaret med Europa-Kommissionen, vurderes det hensigtsmæssigt, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til nr. 2

Med det foreslået stk. 2 fastsættes det som noget nyt, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter lovforslagets vedtagelse.

Baggrunden for ændringsforslaget er den foreliggende ekstraordinære situation, og at Danmarks statsstøtteretlige pligter er afklaret med Europa-Kommissionen, jf. bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1.

Ændringsforslaget giver mulighed for, at bekendtgørelsen med de nærmere rammer for kommuner og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af covid-19 kan udstedes hurtigere.

Ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. I den forbindelse bemærkes, at ændringsforslaget skal medvirke til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser, som spredningen af covid-19 allerede har og vil kunne få, og at det er afgørende, at de fravigelser af gældende regler for kommuner og regioner, som lovforslaget vedrører, gennemføres snarest muligt efter lovens ikrafttrædelse.

6. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. marts 2020 og var til 1. behandling den 26. marts 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Finansudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høring

Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring hos KL og Danske Regioner. Under hensyn til at lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Christian Rabjerg Madsen (S) Jesper Petersen (S) Jens Joel (S) fmd. Jeppe Bruus (S) Thomas Jensen (S) Sofie Carsten Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Rune Lund (EL) Rasmus Nordqvist (UFG) Sophie Løhde (V) Tommy Ahlers (V) Eva Kjer Hansen (V) Troels Lund Poulsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) nfmd. René Christensen (DF) Rasmus Jarlov (KF) Ole Birk Olesen (LA)

Nye Borgerlige, Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S) 48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 42
Dansk Folkeparti (DF) 16
Radikale Venstre (RV) 16
Socialistisk Folkeparti (SF) 14
Enhedslisten (EL) 13
Det Konservative Folkeparti (KF) 13
Nye Borgerlige (NB) 4
Liberal Alliance (LA) 3
Alternativet (ALT) 1
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 5