Betænkning over lovforslag nr. 2019/1 BTL 161 af 02. april 2020
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 1. april 2020
Betænkning
over
Forslag til lov om udskydelse af ferie i forbindelse med covid-19
[af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)]:
1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling, og fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.
2. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen
3. Politiske bemærkninger
Venstre og Dansk Folkeparti
Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, da det muliggør, at flere hænder kan hjælpe til i en periode, hvor vi har ekstra meget brug for dem. Vi skal gøre, hvad vi kan for at afhjælpe den akutte efterspørgsel på særlig arbejdskraft. Dermed kan vi være med til at sikre, at vi forhåbentligt kan kommer hurtigt gennem den krise, vi står i.
V og DF har sammen med alle Folketingets partier aftalt, at vi om nødvendigt er klar til at afsætte et trecifret milliardbeløb til yderligere initiativer, hvis der skulle være behov for det. Det skal muliggøre, at vi kan gøre mere, end vi allerede gør, for at sikre, at vi kommer hurtigt og sikkert gennem krisen.
Enhedslisten og Alternativet
Enhedslistens og Alternativets medlemmer af udvalget er imponerede over den indsats, som mange ansatte, især inden for sundhedssystemet, har ydet i denne sundhedskrisesituation. De har i særlig grad brug for at kunne holde ferie med familien efter en periode under hårdt arbejdspres. Men der er brug for dem på arbejde lige nu, og derfor støtter EL og ALT forslaget om at skabe mulighed for, at de kan overføre ferie til næste ferieår. EL og ALT er af den opfattelse, at det er uproblematisk, hvis parterne er enige herom. Derfor er EL og ALT også af den opfattelse, at arbejdsgiveren må strække sig til det yderste for at imødekomme medarbejderens ønske, både hvis ønsket er at afholde sin ferie nu, og hvis det er medarbejderens eget ønske at overføre ferie til næste ferieår.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2020 og var til 1. behandling den 31. marts 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring. Under hensyn til at lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) fmd. Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 |