Sagsforløb nr. 2019/1 LF 158 af 27. marts 2020

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

L 158

Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme og forskellige andre love. (Yderligere foranstaltninger for at forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.).

Af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke (S)).

Fremsat skr 26/3 20
Lovf som fremsat 26/3 20
1.beh 26/3 20
Betænkning 31/3 20
2.beh 31/3 20
3.beh 31/3 20
Lovf som vedt 31/3 20
Ændringsforslag nr. 17 af 31.03.2020 uden for betænkning af Lars Boje Mathiesen (NB) 31/3 20 Tillæg B
Lovf optrykt efter 2.beh 31/3 20 Tillæg H

Ordførere: (1.beh) Rasmus Horn Langhoff (S), Martin Geertsen (V), Karina Adsbøl (DF), Stinus Lindgreen (RV), Kirsten Normann Andersen (SF), Per Larsen (KF), Jakob Sølvhøj (EL), Lars Boje Mathiesen (NB), Henrik Dahl (LA), Torsten Gejl (ALT), Sikandar Siddique (UFG)
Ministre: (1.beh) sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke).
Efter 1.beh henvist til Sundheds- og Ældreudvalget (SUU).

Med vedtagelsen af lovforslag L 133 om ændring af epidemiloven fik regeringen på en række områder adgang til at sikre myndighedernes handlemuligheder og en effektiv ressourceudnyttelse mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.
Dette lovforslag indebærer en række yderligere ændringer og justeringer af epidemiloven. Lovforslaget udvider muligheden for at fastsætte regler om forbud mod forsamlinger m.v. til også at omfatte muligheden for at fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Der vil som den nedre grænse kunne fastsættes regler om forbud mod, at 3 personer eller flere befinder sig på samme sted. Personer fra samme husstand samt nærmeste pårørende vil ikke kunne være omfattet af et sådant forbud. Lovforslaget udvider muligheden for at regulere adgangen til offentlige institutioner m.v. til også at kunne omfatte udendørs idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare. Lovforslaget udvider mulighed for at regulere lokaler, som erhvervsdrivende råder over, til både at omfatte udendørs arealer og lokaler, som enhver fysisk eller juridisk person råder over. Det vil f.eks. give mulighed for at regulere adgangen til forlystelsesparkers udendørs arealer eller museer m.v., som hverken er offentlige eller bliver drevet erhvervsmæssigt. Lovforslaget indfører en mulighed for, at politiet i en periode kan nedlægge forbud mod at tage ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang. Hjemlen vil f.eks. kunne bruges, hvis politiet erfarer, at der på bestemte steder gentagne gange samler sig menneskemængder på en sådan måde, at der er forhøjet smittefare. Lovforslaget forhøjer bødeniveauet for overtrædelse af regler fastsat i medfør af epidemiloven, herunder mulighed for at graduere størrelsen af en bøde afhængigt af virksomhedens størrelse. Lovforslaget åbner mulighed for at regulere klageadgangen for de påbud, som kan udstedes af bl.a. politiet, og at regulere adgangen til besøg på anbringelsessteder og botilbud på det sociale område. Lovforslag L 133 indeholdt en udløbsklausul, hvorefter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme automatisk bliver ophævet den 1. marts 2021. Det vil også gælde for de ændringer, der bliver indført med dette lovforslag.

Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA og UFG), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.