Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2019/1 SF.L L 190 af 20. maj 2020
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (19. maj 2020)
Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Midlertidig periode med ret til sygedagpenge for lønmodtagere, der er i øget risiko ved smitte med covid-19, og for lønmodtagere, der er pårørende til personer, der er i øget risiko ved smitte med covid-19)
(Lovforslag nr. L 190)
Med lovforslaget foreslås det, at arbejdsgivere får midlertidigt ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for medarbejdere, der vurderes i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19, hvis det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen eller ændre lønmodtagerens arbejdsopgaver på en sådan måde, at arbejdet kan udføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for personer, der er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19. Hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler løn under fraværet, får lønmodtageren ret til sygedagpenge.
Det foreslås endvidere, at pårørende, der deler husstand med personer i den særlige risikogruppe bliver stillet på samme måde. Ordningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger for pårørende til personer i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19.
På grund af den ekstraordinære situation er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.
Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring, og at det ikke har været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger før den 1. januar eller den 1. juli.
Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra ikrafttrædelsen.
Det vurderes med betydelig usikkerhed, at udgifterne til ordningen vil kunne afholdes inden for en afsat reserve på 200 mio. kr. i 2020.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.