Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2019/1 SF.L L 201 af 17. juni 2020

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (16. juni 2020)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om varsling af ferie i den forlængede lønkompensationsperiode

(Lovforslag nr. L 201)

Den 5. juni 2020 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter aftale om gradvis udfasning af den midlertidige lønkompensationsordning.

I aftalen forlænges lønkompensationsordningen, hvor der i perioden forudsættes afvikling af den tilbageværende ferie, dog maksimalt 15 feriedage. Det gælder dog alene, hvis medarbejderen har optjent feriedagene efter ferieloven. Virksomheden kan i alle tilfælde ikke modtage lønkompensation for de tre uger pr. medarbejder i perioden.

For at sikre hjemmel til, at den omhandlede ferie kan afvikles som forudsat i aftalen, foreslås det, at arbejdsgivere omfattet af lønkompensationsordningen får en særlig mulighed for at varsle ferien, så den kan afholdes inden for den periode, hvor arbejdsgiveren søger om lønkompensation for lønmodtageren i perioden fra og med den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020 eller dele heraf.

Med lovforslaget foreslås det, at en arbejdsgiver, som søger om lønkompensation for en medarbejder, kan give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af ferien med forkortet varsel, for at lønmodtageren kan holde op til 15 dages optjent eller betalt ferie i den periode, hvor arbejdsgiveren søger om lønkompensation for lønmodtageren i den forlængede lønkompensationsperiode fra og med den 9. juli til og med den 29. august 2020.

Det foreslås endvidere, at en arbejdsgiver, som søger om lønkompensation for en medarbejder, kan ændre tidligere fastsat ferie, for at lønmodtageren kan holde op til 15 dages optjent eller betalt ferie i den periode, hvor arbejdsgiveren søger om lønkompensation for lønmodtageren i perioden fra og med den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020.

På grund af den ekstraordinære situation er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.

Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring, og at det ikke har været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger før den 1. januar eller den 1. juli.

Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra ikrafttrædelsen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.