Betænkning over lovforslag nr. 2019/1 BTL 201 af 25. juni 2020
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 24. juni 2020
Betænkning
over
Forslag til lov om varsling af ferie i den forlængede lønkompensationsperiode
[af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)]:
1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling, og fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.
2. Indstillinger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin indstilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre
For Venstre er det helt afgørende, at vi holder hånden under virksomhederne og dermed lønmodtagere. Venstre støtter trepartsaftalen om at fortsætte med midlertidig lønkompensationsordning til efter sommerferien.
Der er fortsat virksomheder, som er økonomisk udfordret. Venstre støtter derfor op om dette lovforslag, der giver arbejdsgiveren mulighed for at få medarbejderne til at afvikle deres sommerferie i perioden fra den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020. Perioden strækker sig ind over industriferien, og det er derfor oplagt, at lønmodtagerne afholder deres sommerferie i denne periode.
Nu er næste skridt, at vi skal se fremad og fokusere på, hvordan vi bedst muligt får skabt vækst og dermed job og hjælper virksomhederne på den bedst mulige måde.
Enhedslisten
Enhedslisten støtter lovforslaget og er tilfreds med, at det er præciseret, at det udelukkende er varslingsfristen i ferieloven, der er suspenderet med denne lov, og at det er fremgået, at en arbejdsgiver ikke kan flytte ferien, hvis den i forvejen ligger inden for perioden.
Det er også klart, at der stadig er en forhandlingsforpligtelse i forhold til feriens placering, hvor den ansattes ønsker om placering inden for perioden så vidt muligt bør imødekommes, og at varsling af ferie skal ske med det længst mulige varsel.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 16. juni 2020 og var til 1. behandling den 18. juni 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har på grund af lovforslagets hastende karakter ikke været sendt i høring.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) fmd. Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Christian Langballe (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 4 |