Lovforslaget som vedtaget nr. 2019/1 LSV 201 af 26. juni 2020
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 25. juni 2020
Forslag
til
Lov om varsling af ferie i den forlængede lønkompensationsperiode
§ 1. Loven gælder for varsel af ferie for arbejdsgivere, der er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning for fyringstruede medarbejdere som følge af covid-19. Loven gælder dog kun i forhold til de lønmodtagere, som arbejdsgiveren har søgt lønkompensation for.
Stk. 2. Loven finder anvendelse på optjent eller betalt ferie efter lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, eller tilsvarende regler fastsat ved kollektiv aftale eller overenskomst.
§ 2. Loven gælder uanset individuelle aftaler, kollektive aftaler og overenskomster og anden lovgivning og kan ikke fraviges ved aftale.
§ 3. En arbejdsgiver, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan uanset § 15, stk. 2, 2. pkt., i lov om ferie give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af ferien med forkortet varsel, for at lønmodtageren kan holde op til 15 dages optjent eller betalt ferie i den periode, hvor arbejdsgiveren søger om lønkompensation for lønmodtageren i perioden fra og med den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020 eller dele heraf.
§ 4. En arbejdsgiver, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan uanset § 15, stk. 3, 1. pkt., i lov om ferie ændre tidligere fastsat ferie, for at lønmodtageren kan holde op til 15 dages optjent eller betalt ferie i den periode, hvor arbejdsgiveren søger om lønkompensation for lønmodtageren i perioden fra og med den 9. juli 2020 til og med den 29. august 2020.
§ 5. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Folketinget, den 25. juni 2020
Henrik Dam Kristensen
/ Erling Bonnesen