Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2020/1 SF.L L 75 af 05. november 2020

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (4. november 2020)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v. på skatteområdet i forbindelse med covid-19 og lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 (Genåbning af låneordning vedrørende moms og lønsumsafgift som følge af covid-19)

(Lovforslag nr. L 75)

COVID-19 påvirker fortsat økonomien i både Danmark og udlandet. Regeringen har allerede fremlagt en række hjælpepakker, som skal holde hånden under erhvervslivet og lønmodtagere. Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet har indgået aftale om at udvide hjælpepakkerne. Aftaleparterne er enige om at genåbne låneordningen vedrørende moms og lønsumsafgift, så små og mellemstore virksomheder, der ikke søgte i første omgang, får en ny chance for et rentefrit lån.

Det foreslås, at låneordningen skal genåbne i perioden fra og med den 17. november 2020 til og med den 18. december 2020. Herved vil små og mellemstore virksomheder i denne periode kunne anmode om at få udbetalt et beløb svarende til den moms, der er indbetalt den 2. marts 2020, som et rentefrit lån. Virksomheder omfattet af metode 4 i lønsumsafgiftsloven vil kunne få udbetalt et beløb svarende til lønsumsafgift, der er opgjort for første kvartal 2020, og et beløb svarende til en fjerdedel af lønsumsafgiften for overskuddet for indkomståret 2019 som et rentefrit lån.

Herudover foreslås det, at tilbagebetalingstidspunktet for alle lån omfattet af låneordningen udskydes fra den 1. april 2021 til den 1. november 2021.

Samtidig foreslås det, at perioden, hvor loftet på skattekontoen er afskaffet, forlænges til den 1. november 2021. Dette foreslås af systemmæssige grunde gennemført, ved at beløbsgrænsen forhøjes så markant, at det reelt svarer til en ophævelse af beløbsgrænsen.

Lovforslaget har som følge af lovforslagets hastende karakter ikke været i høring forud for fremsættelsen, og det har derfor heller ikke været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger før den 1. januar eller den 1. juli.

Loven foreslås at skulle træde i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings (hurtige og) velvillige behandling.