Lovforslag som fremsat nr. 2020/1 LSF 134 af 23. december 2020

Efter § 1 i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren iværksætte de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i kapitel 3 og 4 henblik på at hindre, at de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdomme udbredes her i landet (nr. 1), og at smitte fra disse sygdomme føres ind i landet eller herfra til andre lande (nr. 2).

Med § 1 foreslås det, at formålet med loven er at beskytte samfundet og personer mod de sygdomme, der er nævnt i § 2, ved at forebygge, forhindre, inddæmme og begrænse udbredelsen og indførelsen her i landet.

Med personer menes enhver person, som befinder sig i eller er i færd med at rejse ind i landet. Loven finder således anvendelse på enhver, uanset om den pågældende efter udlændingeloven har ret til at opholde sig her i landet eller ej og uanset, om vedkommende er bopælsregistreret her i landet i medfør af CPR-loven.

Den foreslåede bestemmelse understreger indholdet af forpligtelserne i lovens øvrige bestemmelser men har ikke et yderligere selvstændigt forpligtende indhold.

Efter § 2, stk. 1, i den gældende epidemilov omfatter loven de alment farlige sygdomme samt de øvrige smitsomme og andre overførbare sygdomme, der er optaget på liste A og B som bilag til loven.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen foretage ændringer i de i stk. 1 nævnte lister samt opstille nye lister.

Liste A omfatter med den seneste ændring, jf. bekendtgørelse nr. 156 af 27. marts 2020 om ændring af liste A til lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, kopper, alvorlig coronavirusinfektion (Svær akut respiratorisk syndrom (SARS) og Middle East respiratorisk syndrom (MERS)), viral hæmorhagisk feber (Ebola, Lassa og Marburg) og Krim-Congo hæmorrhagisk feber, pest, difteri, multiresistent tuberkulose (MDR-TB og XDR-TB) og Nipah-virus.

Liste B omfatter med den seneste ændring, jf. bekendtgørelse nr. 157 af 27. marts 2020 om ændring af liste B til lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, kolera, tyfus, paratyfus, shigellose, polio, meningokoksygdom, hepatitis A (smitsom leverbetændelse), salmonellainfektioner, tuberkulose, miltbrand, mæslinger, botulisme, influenza (præpandemisk alarmperiode, fugleinfluenza, Verocytotoksinproducerende E.coli (VTEC)-infektion og Coronavirussygdom 2019 (covid-19).

Kønssygdomme omfattes efter bestemmelsens stk. 3 ikke af loven.

Det foreslås med § 2, stk. 1, at loven omfatter smitsomme sygdomme, alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme.

Med bestemmelsen fastsættes hvilke sygdomme, som loven vil omfatte.

Med de foreslåede § 2, stk. 2-4, foreslås en nærmere definition af de tre sygdomskategorier.

Efter det foreslåede § 2, stk. 2, forstås ved en smitsom sygdom en sygdom eller en tilstand, som er forårsaget af mikroorganismer eller andre smitstoffer, som kan overføres fra, til eller imellem mennesker.

Bestemmelsen vil betyde, at smitsomme sygdomme vil være den overordnede kategori, som de to andre kategorier – alment farlige og samfundskritiske sygdomme – vil være underkategorier til. En sygdom kan kategorisereres som en smitsom sygdom alene, uden at den samtidigt hører til kategorien alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, mens en alment farlig eller samfundskritisk sygdom altid vil være en smitsom sygdom.

Bestemmelsen vil også betyde, at seksuelt overført sygdomme omfattes af loven. Herved forstås en smitsom sygdom, der overføres ved kønslig omgang.

Med tilstand forstås, at den smittede person kan være bærer af smitte uden at have egentlige symptomer og tegn på sygdom.

Det er efter bestemmelsen en forudsætning, at sygdommen eller tilstanden enten skyldes mikroorganismer eller andres smitstoffer. Ved mikroorganismer forstås en samlebetegnelse for organismer, der består af en eller få celler, som ikke kan ses med det blotte øje, og som blandet andet omfatter vira, bakterier, parasitter og svampe. Begrebet andre smitstoffer sikrer, at der også kan være tale om, at smitte og sygdom kan overføres uden at der er tale om egentlige mikroorganismer. Det kan f.eks. være prioner, som er en infektiøs partikel, der udelukkende består af et proteinmolekyle, og således ikke er en organisme, men kan også være visse parasitter (f.eks. fnat), der ikke er egentlige mikroorganismer, da de kan ses med det blotte øje, men som i kraft af sygdommens karakter, smittemåde m.v. bør ligestilles med øvrige smitsomme sygdomme, og derfor være omfattet af loven efter Sundhedsstyrelsens bestemmelse.

At smitte kan overføres fra, til og imellem mennesker betyder, at det er en forudsætning for, at sygdommen omfattes af loven, at sygdommen kan overføres fra et andet menneske til et andet menneske eller dyr, fra et dyr (zoonose) til et menneske eller fra det omgivende miljø til et menneske.

Af eksempler på smitsomme sygdomme, der ikke på nuværende tidspunkt samtidigt vil skulle høre til kategorien alment farlige og samfundskritiske sygdomme, kan bl.a. nævnes fnat (scabies), blærebetændelse forårsaget af kolibakterier, halsbetændelse forårsaget af streptokokker, lungebetændelse forårsaget af pneumokokker, svamp i huden, klamydia, syfilis, gonoré, tuberkulose, mæslinger, hiv, sæson-influenza, samt diarré forårsaget af noro-, rota- eller adenovirus.

Ved kategoriseringen forudsættes det, at den aktuelle kontekst, herunder også muligheder for forebyggelse eller behandling i det danske sundhedsvæsen, inddrages.

Tuberkulose medfører – såfremt sygdommen behandles – ikke høj dødelighed eller alvorlige eller varige skader. Tuberkulose vil således ikke skulle kategoriseres som alment farlig.

Mæslinger kan medføre alvorlige og varige skader, men den aktuelle danske kontekst med høj tilslutning til vaccinationsprogram gør, at større udbrud og epidemier ikke kan forekomme.

HIV medfører – såfremt sygdommen behandles – ikke høj dødelighed eller alvorlige eller varige skader. Den aktuelle danske kontekst, hvor Danmark som et af ganske få lande i verden opfylder WHOs ’90-90-90’-mål, og formentlig har verdens bedste hiv-behandlingsindsats, anses hiv i højere grad som en kronisk medicinsk behandlet sygdom grundet de mulige behandlinger.

Det skal understreges, at vurderingen af specifikke sygdomme vil kunne ændre sig over tid og afhænge af forhold som f.eks. udviklingen i Danmark vedrørende tilgængelige behandlingsmuligheder og immunitet.

Efter det foreslåede § 2, stk. 3, forstås ved en alment farlig sygdom en smitsom sygdom, der er særligt smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader, og som kan medføre langvarig behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb, få så stor udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling.

Den foreslåede bestemmelse betyder for det første, at en alment farlig sygdom samtidigt er en smitsom sygdom.

Bestemmelsen betyder for det andet, at skal være tale om, at den smitsomme sygdom er enten særlig smitsom, har høj dødelighed eller kan give alvorlige eller varige skader.

Derudover er det en betingelse, at sygdommen kan medføre langvarig behandling, sygefravær eller rehabiliteringsforløb, få så stor udbredelse, at sygdommen bliver en væsentlig trussel mod folkesundheden, eller at den kan give en særlig stor sygdomsbyrde, fordi der ikke findes effektiv forebyggelse eller behandling.

En alment farlig sygdom kan være – men er ikke nødvendigvis – samtidigt en samfundskritisk sygdom. Dette vil afhænge af sygdommens udbredelse og betydning for samfundets kritiske og vigtige funktioner.

Som eksempler på alment farlige sygdomme kan nævnes meningokoksygdom, pest, ebola, kopper og svær akut respiratorisk syndrom (SARS). Aktuelt vil Coronavirussygdom (covid-19) ligeledes høre til kategorien alment farlige sygdomme.

Det skal understreges, vurderingen af specifikke sygdomme vil kunne ændre sig over tid og afhænge af forhold som f.eks. udviklingen i Danmark vedrørende tilgængelige behandlingsmuligheder og immunitet.

Efter det foreslåede § 2, stk. 4, forstås ved en samfundskritisk sygdom en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.

Bestemmelsen vil betyde, at en samfundskritisk sygdom vil være en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. En samfundskritisk sygdom vil således efter forslaget være en underkategori til de alment farlige sygdomme.

En samfundskritisk sygdom er i modsætning til en sygdom, der alene er smitsom eller alment farlig, sværere at kategorisere på forhånd, idet kategoriseringen ikke alene afhænger af sundhedsfaglige vurderinger af sygdommens dødelighed og konsekvenser for den enkelte men også af politiske vurderinger af sygdommens samfundsmæssige konsekvenser og potentielle negative og skadelige virkninger for samfundet.

Der kan således ikke entydigt eller udtømmende redegøres for, hvilke sygdomme, som vil kunne omfattes af den foreslåede kategori. Som oplagte eksempler kan dog nævnes pest, kopper, SARS og coronavirussygdom (covid-19).

Det foreslås med § 2, stk. 5, at Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler, om hvilke sygdomme, der omfattes af stk. 2-3.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at Sundhedsstyrelsen vil skulle fastsætte regler om, hvilke sygdommer der omfattes af kategorien smittesomme sygdomme og kategorien alment farlige sygdomme.

Bestemmelsen sikrer, at kategoriseringen af smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme sker på baggrund af sundhedsfaglige vurderinger af bl.a. sygdommens dødelighed, smitsomme karakter m.v.

Kategoriseringen af sygdomme vil ikke være konstant men dynamisk. Det betyder, at Kategoriseringen vil kunne ændre sig løbende og i takt med eksempelvis sygdommens udvikling, forskning i sygdommen, udviklingen af forebyggende og behandlende metoder og midler, herunder den medicinske udvikling, omfanget af immunitet i befolkning m.v.

Med § 2, stk. 6, 1. pkt., foreslås det, at sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke sygdomme der omfattes af stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse fastsætter den nærmere kategorisering og klassifikationen af samfundskritiske sygdomme.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at beslutningen om hvorvidt en alment farlig sygdom skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, træffes politisk af sundheds- og ældreministeren.

Det er således for det første en betingelse for, at sundheds- og ældreministeren kan kategorisere en sygdom som samfundskritisk, at den tillige af Sundhedsstyrelsen efter det foreslåede stk. 5 er kategoriseret som alment farlig.

Det vil endvidere være en betingelse, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 2, stk. 6, 2. pkt., kan regler i medfør af 1. pkt. fastsættes med en gyldighedsperiode på højst seks måneder ad gangen.

Bestemmelsen vil betyde, at regler om kategorisering af en sygdom som samfundskritisk højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på seks måneder ad gangen. Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter den foreslåede bestemmelse, og som fastsætter en sygdom som samfundskritisk, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelsen ophæves senest efter seks måneder.

Reglerne vil kunne forlænges med op til seks måneder ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder indhentelse af en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for folketingsudvalget.

Der er ikke efter gældende ret fastsat en generel forpligtelse til at bistå myndighederne med deres arbejde efter loven.

Efter den gældende epidemilovs § 2 a, stk. 1, er de stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet og Forsvaret dog forpligtet til at bistå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af dennes pligter og beføjelser ifølge loven.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan private i særlige tilfælde efter sundheds- og ældreministerens nærmere bestemmelse bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til denne lov.

Med § 3, stk. 1, foreslås det, at det fastsættes, at det påhviler enhver forvaltningsmyndighed efter anmodning at yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed og andre myndigheder, der varetager opgaver efter denne lov, med at varetage de pligter og beføjelser, som disse efter loven er tillagt, og med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov.

Bestemmelsen vil betyde, at enhver myndighed i fornødent omfang efter anmodning vil skulle yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed og andre myndigheder, der varetager opgaver efter denne lov, med varetagelse af de pligter og beføjelser, som disse myndigheder efter loven er tillagt. Bestemmelsen vil også betyde, at enhver myndighed efter anmodning vil skulle bistå med at gennemføre de foranstaltninger, der træffes afgørelse eller beslutning om efter loven.

Anmodning vil kunne fremsættes af Styrelsen for Patientsikkerhed eller den anden myndighed, som anmoder om bistand.

Den foreslåede pligt gælder alene forvaltningsmyndigheder. Det gælder alle statslige forvaltningsmyndigheder, herunder nævn, råd og udvalg. Også alle kommunale og regionale myndigheder, kommunale fællesskaber og lokale myndigheder med selvstændig kompetence, vil være omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter ikke domstolene, og gælder dermed hverken for de almindelige domstole (Højesteret, landsretterne, byretterne og Sø- og Handelsretten) eller for de specielle domstole, som f.eks. Arbejdsretten, Boligretterne og Tjenestemandsretten.

Bestemmelsen gælder heller ikke for Folketinget eller organer tilknyttet Folketinget, f.eks. Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen eller Statsrevisorerne, ligesom den ikke gælder for udenlandske myndigheder eller internationale organisationer, selvom myndighederne eller organisationerne har f.eks. kontor i Danmark.

Pligten vil efter bestemmelsen for det første omfatte vejledning. Herved sikres det, at de myndigheder, der varetager opgaver efter loven, kan anmode andre myndigheder som eksempelvis har en særlig viden inden for et område eller erfaring med håndtering af særlige situationer om vejledning til, hvordan en sådan situation kan håndteres.

Pligten vil også omfatte bistand. Med bistand forstås praktisk hjælp til at gennemføre, udføre, effektuere og opretholde de beslutninger, som myndighederne træffer af loven. Pligten vil eksempelvis omfatte en kommunes bistand til at gennemføre beslutninger om at afspærre områder, f.eks. ved at kommunen stiller personale, redskaber og materiale til rådighed.

Pligten til at yde bistand vil også kunne omfatte eksempelvis politiets eller kommunernes bistand med at foretage smitteopsporing, jf. den foreslåede § 44, eller regionernes bistand til at tilbyde test til befolkningen, jf. den foreslåede § 45.

Med bestemmelsen vil myndighederne også have pligt til at yde bistand til at gennemføre de foranstaltninger, Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet efter lovens kapitel 5 over for enkeltpersoner. Det betyder eksempelvis, at kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at en beboer på et kommunalt plejecenter, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes, at være smittet med en sådan, vil kunne isoleres fra de øvrige beboere, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed træffer beslutning herom.

Ligeledes skal regionsrådet sikre, at undersøgelse, indlæggelse, behandling eller isolation efter påbud eller beslutning fra Styrelsen for Patientsikkerhed i henhold til forslagets § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk 1, § 20 og § 21, stk. 2, skal kunne gennemføres på eksempelvis et regionalt sygehus. Regionsrådet skal desuden sikre, at isolation efter § 15, stk. 1, kan ske i en egnet facilitet, hvis isolation i eget hjem ikke er muligt, jf. herved også den foreslåede § 15.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse både skulle ydes vejledning og bistand til Styrelsen for Patientsikkerhed og andre myndigheder, der varetager opgaver efter loven, f.eks. politiet eller den minister, der efter lovforslagets enkelte bestemmelser foreslås at kunne udmønte en bemyndigelse efter loven.

Efter det foreslåede § 3, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage myndighedsopgaver efter loven.

Bestemmelsen vil betyde, at sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse kan bestemme, at private i særlige tilfælde kan bistå med de opgaver, der efter loven påhviler offentlige myndigheder.

Med bestemmelsen gives der således mulighed for, at private aktører i særlige tilfælde kan bistå sundheds- og ældreministeren med at varetage myndighedsopgaver i henhold til loven. Private aktørers varetagelse af myndighedsopgaver vil i givet fald skulle ske under ledelse og ansvar af den myndighed, som den private bistår.

Bestemmelsen vil alene kunne anvendes i »særlige tilfælde«, hvorved forstås en akut situation, hvor ressourcerne hos myndighederne bliver så presset, at det ikke er muligt for de pågældende myndigheder inden for kort tid at fremskaffe de nødvendige personalemæssige ressourcer til en effektiv opgaveløsning på anden vis.

Som eksempler på myndighedsopgaver, som private efter lovforslaget vil kunne bistå med at varetage, kan nævnes bevogtning, transport, registrering, smitteopsporing m.v.

Lovforslaget vil således muliggøre, at sundheds- og ældreministeren vil kunne bemyndige et privat vagtselskab til at bistå f.eks. politiet med at håndhæve påbud i medfør af epidemiloven. Den bistand, som private aktører vil kunne yde, vil kunne indebære magtanvendelse, herunder fysisk fastholdelse og brug af håndjern, hvis det er nødvendigt. Det forudsættes, at en sådan bistand kun sker, hvis det er særligt påkrævet. Private aktører vil ikke kunne bemyndiges til at anvende magtmidler omfattet af våbenloven, herunder stav, peberspray og skydevåben.

Forslaget vil også muliggøre, at private aktører vil kunne bistå sundhedsmyndighederne med eksempelvis smitteopsporing.

Efter det foreslåede § 3, stk. 3, kan vedkommende minister bemyndige andre ministre og myndigheder til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren eller myndigheder, og til at iagttage de pligter, der påhviler ministeren og myndigheden.

Efter bestemmelsen vil vedkommende minister kunne bemyndige andre ministre og myndigheder til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren eller myndigheder.

Med vedkommende minister forstås de ministre, som efter loven er overladt beføjelser, f.eks. til at udmønte bemyndigelsesbestemmelser.

Ministeren vil efter bestemmelsen kunne overlade beføjelser til andre ministre såvel som til andre myndigheder, som henhører under andre ministerområder, f.eks. styrelser. Ministeren vil også kunne bemyndige kommuner eller regioner til at udøve beføjelser.

Vedkommende minister vil på samme måde kunne bemyndige andre ministre og myndigheder til at iagttage de pligter, som ministeren eller myndigheden er pålagt efter loven.

Det vil være en betingelse for udmøntning af bemyndigelserne i stk. 2 og 3, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Med § 3, stk. 4, foreslås det, at regler i medfør af stk. 2 og 3 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler, der fastsættes i medfør af § 3, stk. 2 og 3, som udgangspunkt højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen. Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter de foreslåede bestemmelser, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelsen ophæves senest efter fire uger. Det foreslås dog også, at reglerne kan fastsættes med en længere gyldighed, hvis særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Reglerne vil kunne forlænges med op til fire uger ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder indhentelse af en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for folketingsudvalget.

Der henvises til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der er ikke efter gældende ret fastsat regler om pligten til at holde sig orienteret om anbefalinger og vejledninger fra sundhedsmyndighederne.

Det foreslås med § 4, at det påhviler enhver myndighed og juridisk person at holde sig orienteret om anbefalinger om vejledninger, som er relevante for myndigheden eller den juridiske person, om håndtering af smitsomme sygdomme.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at enhver myndighed og juridisk person vil skulle holde sig orienteret om relevante anbefalinger og vejledninger om håndtering af smitsomme sygdomme.

Pligten vil gælde offentlige myndigheder, herunder bl.a. kommunalbestyrelser og regionsråd med ansvar for f.eks. folkeskoler, dagsinstitutioner og sygehuse, og andre juridiske personer, herunder private virksomheder, organisationer m.v. Pligten foreslås ikke at gælde fysiske personer.

Der foreslås med bestemmelsen alene en pligt til at holde sig orienteret. Det betyder, at der med forslaget alene foreslås indført pligt til at søge information om de vejledninger og anbefalinger, som myndigheder måtte komme med om håndteringen af smitsomme sygdomme. Det vil eksempelvis gælde vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed eller Statens Serum Institut om hygiejne, brug af mundbind og andre smitteforebyggende tiltag. Der vil også kunne være tale om fødevaremyndighedernes anbefalinger om håndtering af fødevarer, politiets anbefalinger til afstand i det offentlige rum, anbefalinger om indretning af lokaler m.v.

Der foreslås derimod ikke med bestemmelsen indført konkrete krav til håndtering af smitsomme sygdomme eller krav om overholdelse af myndighedernes anbefalinger. Krav om overholdelse af de konkrete anbefalinger vil afhænge af, om der for de enkelte krav er udstedt bindende forskrifter, eksempelvis gennem bekendtgørelser fra myndighederne.

Den foreslåede pligt gælder alene relevante anbefalinger. Det betyder, at der ikke med bestemmelsen gælder en pligt til at holde sig orienteret om samtlige anbefalinger, der måtte blive udstedt men alene de anbefalinger, som måtte være relevante for den enkelte myndighed eller juridiske person.

Der er i sundhedsloven fastsat regler om planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet.

Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal efter sundhedslovens § 210, stk. 1, planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Planen skal vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal regionsrådet og kommunalbestyrelsen forud for deres behandling af forslag til sundhedsberedskabsplan indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning.

Efter bestemmelsens stk. 3 påhviler det private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Sundheds- og ældreministeren fastsætter efter bestemmelsens stk. 4 nærmere regler for regionsråds og kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 971 af 28. juni 2016 om planlægning af sundhedsberedskabet. Efter bekendtgørelsens § 3, stk. 1, skal regionsråd og kommunalbestyrelser sikre, at sundhedsvæsenet kan udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet ud over det daglige niveau ved beredskabshændelser, f.eks. større ulykker og ekstraordinære hændelser, herunder også epidemier. Sundhedsberedskabet aktiveres, når der er et behov ud over det sædvanlige, som ikke kan håndteres inden for rammerne af det almindelige sundhedsvæsen. Kommuner og regioner er efter bekendtgørelsens § 6 ansvarlige for at planlægge sundhedsberedskabet, og skal efter § 7, stk. 1, og § 11, stk. 1, udarbejde beredskabsplaner på sundhedsområdet, der skal revideres én gang i hver valgperiode. Sundhedsstyrelsen understøtter denne opgave med vejledning, og planerne skal indsendes til rådgivning hos Sundhedsstyrelsen.

I Sundhedsstyrelsens vejledning til regioner og kommuner om planlægning af sundhedsberedskabet fra 2017 har Sundhedsstyrelsen beskrevet de nærmere anbefalinger til regioners og kommuners håndtering af epidemier, herunder beredskabet for lægemidler og medicinsk udstyr. Efter vejledningen bør regionerne have et lager af lægemidler og medicinsk udstyr samt mulighed for akut at kunne producere og/eller bestille supplerende lægemidler og medicinsk udstyr. De enkelte kommuner bør efter vejledningen ligeledes have et lager af medicinsk udstyr og mulighed for akut at kunne bestille supplerende medicinsk udstyr. Beredskabet af medicinsk udstyr skal efter vejledningen for kommunernes vedkommende dække hjemmeplejen, plejecentre og øvrige relevante kommunale institutioner, herunder kommunale døgninstitutioner, kommunal tandpleje m.v.

Der er ikke efter gældende ret fastsat en tydelig forpligtelse for kommunalbestyrelser og regionsrådet til at forebygge og sikre sig mod udbredelsen af smitsomme sygdomme, f.eks. sikre god hygiejne eller instrukser for håndtering af smitsomme sygdomme.

Det foreslås, at et sådant ansvar fastsættes direkte i loven.

Det foreslås derfor med § 5, stk. 1, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal træffe foranstaltninger for at forebygge og sikre sig mod udbredelsen af smitsomme sygdomme, herunder udarbejde planer for forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme og sikre, at kommunens og regionens institutioner og personale er bekendt med myndighedernes anbefalinger om og vejledning til forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme.

Den foreslåede pligt for regionsråd og kommunalbestyrelser skal forstås som en retlig standard. De konkrete forpligtelser, som følger af de foreslåede regler, vil således udvikles med tiden og samfundsudviklingen, herunder den medicinske viden, teknologi, udstyr og forholdene på den enkelte institution. Det kan således ikke udtømmende fastsættes, hvilke konkrete pligter der følger af bestemmelsen for driftsherrerne, men forpligtelsen vil omfatte alle forhold, som kan have betydning for forebyggelsen og håndteringen af smitsomme sygdomme på den enkelte institution

Der foreslås endvidere med bestemmelsen en konkret pligt for kommunalbestyrelser og regionsråd til at sikre, at kommunens og regionens institutioner, f.eks. folkeskoler, dagsinstitutioner og sygehuse, og personale er bekendt med myndighedernes anbefalinger om og vejledning til forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme.

Forpligtelsen vil indebære, at kommunalbestyrelser og regionsråd vil skulle organisere og tilrettelægge arbejdsgangen på institutioner således, at de enkelte ansatte har mulighed for at gøre sig bekendt med myndighedernes anbefalinger om og vejledning til forebyggelse og håndtering af smitsomme sygdomme.

Det er forudsat, at der efter bestemmelsen vil gælde en pligt for driftsherren til løbende at orientere og oplyse personalet om gældende faglige og juridiske retningslinjer, f.eks. ved ændrede vejledninger eller praksis fra sundhedsmyndighederne.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 26, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om lægers og andre autoriserede sundhedspersoners medvirken i bekæmpelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Det foreslås med § 6, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om offentlige og private behandlingssteders og autoriserede sundhedspersoners medvirken i bekæmpelse af smitsomme sygdomme.

Den foreslåede bestemmelse svarer til bemyndigelsesbestemmelsen i § 26 i den gældende epidemilov med den ændring, at bestemmelsen er udvidet til at omfatte offentlige og private behandlingssteder, udover autoriserede sundhedspersoner.

Den gældende bemyndigelsesbestemmelse er bl.a. udmøntet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 266 af 15. marts 2017 om håndtering af infektioner, som sammen med Sundhedsstyrelsens vejledninger fastsætter rammerne for sundhedsvæsenets håndtering af infektion. Det er hensigten med det foreslåede stk. 1, at bekendtgørelsen vil kunne videreføres.

Det bemærkes, at den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 26 herudover er udmøntet i en række bekendtgørelser, som fastsætter pligt for autoriserede sundhedspersoner til at foretage anmeldelse til Statens Serum Institut og til Styrelsen for Patientsikkerhed. Der henvises til afsnit 2.6.2.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse heraf.

Det bemærkes endvidere, at det er hensigten, at bekendtgørelser vedrørende pligt for autoriserede sundhedspersoner til at foretage anmeldelse vedrørende smitsomme sygdomme vil skulle udstedes efter den foreslåede bestemmelse i § 51. Der henvises til § 51 og bemærkningerne dertil.

For at sikre yderligere lokalt fokus på og ansvar for smitteforebyggende tiltag foreslås det desuden med det foreslåede § 6, stk. 2, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om skolers og institutioners håndtering og forebyggelse af smitsomme sygdomme.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 22 i den tidligere lovbekendtgørelse af epidemiloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1. oktober 2019 og genfindes delvis i den seneste lovbekendtgørelse af epidemiloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bl.a. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 77 af 12. januar 2018 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge. I bekendtgørelsen er der fastsat generelle forholdsregler ved forekomst af smitsomme sygdomme på skoler og institutioner, herunder regler om modtagelse af smittede børn, underretning af forældre, adskillelse af smittede børn samt regler for smittet personale.

Der er hensigten med det foreslåede § 6, stk. 2, at bekendtgørelsen vil kunne videreføres.

Efter den gældende epidemilovs § 3, stk. 1, nedsættes for hver region en epidemikommission, der består af en politidirektør, udpeget af rigspolitichefen, en læge med relevante faglige kvalifikationer udpeget af Styrelsen for Patientsikkerhed, en dyrlæge udpeget af Fødevarestyrelsen, en repræsentant for told- og skatteforvaltningen udpeget af told- og skatteforvaltningen, en repræsentant for det regionale sygehusberedskab udpeget af regionen, en repræsentant for Beredskabsstyrelsens regionale beredskabscenter udpeget af Beredskabsstyrelsen samt tre af regionsrådet valgte medlemmer. Politidirektøren er formand for kommissionen. Valget af de regionale medlemmer har ifølge § 3, stk. 2, virkning for den regionale valgperiode.

Ifølge den gældende epidemilovs § 3, stk. 3, vejleder Sundhedsstyrelsen i fornødent omfang epidemikommissionerne. Til at rådgive og bistå Sundhedsstyrelsen udpeges en fast repræsentant for henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed, Rigspolitiet, Transport- og Boligministeriet, Beredskabsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Værnsfælles Forsvarskommando, Fødevarestyrelsen, told- og skatteforvaltningen, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Statens Serum Institut, Danske Regioner, KL (Kommunernes Landsforening), Falcks Redningskorps og Post Danmark.

Ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.) blev epidemikommissionernes kompetencer overført til sundheds- og ældreministeren. Epidemikommissionerne har således ikke efter den gældende epidemilov en selvstændig funktion i epidemiberedskabet.

Efter det foreslåede § 7, stk. 1, nedsætter sundheds- og ældreministeren en epidemikommission.

Med bestemmelsen indføres der en ny national epidemikommission. Kommissionen vil være en selvstændig kollegial myndighed under Sundheds- og Ældreministeriets ressort. Kommissionen vil ikke stå i et over-/underordnelsesforhold til Sundheds- og Ældreministeriet og vil ikke kunne modtage instruktioner herfra.

Efter det foreslåede § 7, stk. 2, 1. pkt., består Epidemikommissionen af en formand og et medlem, der udpeges af sundheds- og ældreministeren, og ni medlemmer, der udpeges af sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra henholdsvis erhvervsministeren, finansministeren, justitsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, rigspolitichefen, KL og Danske Regioner.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Epidemikommissionen vil skulle sammensættes af repræsentanter for myndigheder m.v. med sundhedsfaglige såvel som samfundsmæssige og økonomiske kompetencer. Dette skal ses i lyset af den opgave, som kommissionen efter den foreslåede § 8 vil skulle varetage. Efter § 8 vil kommissionen således skulle rådgive om den nationale håndtering af alment farlige og samfundskritiske sygdomme og afgive indstillinger om fastsættelse af regler i medfør af loven. For at kunne løse denne opgave er der behov for, at kommissionen ikke blot besidder viden om generelle smitteforebyggende tiltag, sundhedsberedskabet, smitteopsporing og overvågning af smitsomme sygdomme, men også om det juridiske og samfundsøkonomiske grundlag for iværksættelse af tiltag efter loven og konsekvenserne af sådanne tiltag samt den praktiske håndhævelse af fastsatte regler. Medlemmerne vil repræsentere den pågældende minister, myndighed m.v. i kommissionen.

Der foreslås ikke en bestemt beskikkelsesperiode for medlemmerne. Medlemmerne vil løbende kunne udskiftes. Det vil f.eks. kunne være relevant, hvis et medlem skifter job og herefter ikke længere er ansat i den myndighed m.v., som den pågældende skal repræsentere. Den myndighed m.v., der har indstillet det pågældende medlem, vil i sådanne tilfælde kunne anmode om, at der beskikkes et nyt medlem, og i den forbindelse indstille, at en anden person udpeges. Formanden og medlemmet, der udpeges af sundheds- og ældreministeren uden indstilling, vil tilsvarende kunne udskiftes.

Efter det foreslåede § 7, stk. 2, 2. pkt., udpeger sundheds- og ældreministeren efter samme fremgangsmåde en næstformand og stedfortrædere for medlemmerne.

Bestemmelsen vil indebære, at sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra de samme ministerier og myndigheder som ved udpegningen af formanden og medlemmerne vil skulle udpege en næstformand og stedfortrædere for medlemmerne.

Er formanden forhindret i at deltage i et møde, vil næstformanden kunne træde til. Det samme gælder stedfortræderne, hvis det pågældende medlem er forhindret i at deltage.

Det foreslås med § 7, stk. 3, at Epidemikommissionen kan invitere andre personer til at deltage i møder, herunder repræsentanter for andre myndigheder, andre særligt sagkyndige og interesseorganisationer.

Herved sikres det, at Epidemikommissionen vil kunne invitere repræsentanter fra andre myndigheder og sagkyndige, som måtte være i besiddelse af en viden eller praktisk erfaring inden for et område, som er af betydning for det emne, som kommissionen skal drøfte.

Det kunne eksempelvis være en repræsentant fra Børne- og Undervisningsministeriet, hvis mulige restriktioner for grundskolerne skal drøftes. Det kunne også være en repræsentant fra Ældresagen, hvis kommissionen skal drøfte mulige besøgsrestriktioner for plejehjem. Det kunne endvidere være en repræsentant fra Dansk Erhverv, hvis kommissionen skal drøfte mulige restriktioner for offentlighedens adgang til butikker m.v. Herudover kunne det være en repræsentant for Styrelsen for Forsyningssikkerhed, hvis det skal drøftes, om der skal indføres krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler som eksempelvis mundbind i det offentlige rum. Det vil også kunne komme på tale at invitere sagkyndige fra eksempelvis universiteterne.

Personer, der i medfør af bestemmelsen inviteres til at deltage i kommissionens møder, men ikke er medlemmer af kommissionen, vil ikke kunne deltage i eventuelle afstemninger m.v.

Efter det foreslåede § 7, stk. 4, stiller Sundheds- og Ældreministeriet sekretariatsbistand til rådighed for Epidemikommissionen.

Bestemmelsen vil indebære, at Sundheds- og Ældreministeriet vil skulle stå for den praktiske håndtering af Epidemikommissionens opgaver, herunder bl.a. udfærdige mødemateriale, dagsorden m.v.

Ifølge det foreslåede § 7, stk. 5, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om Epidemikommissionens virksomhed i en forretningsorden.

En sådan forretningsorden vil f.eks. kunne indeholde regler om indkaldelse til møder, beslutningsdygtighed, afstemninger, afgivelsen af indstillinger og forretningsgangene i kommission i øvrigt.

Det vil i forretningsordenen også kunne fastsættes, at det er en betingelse for, at kommissionen er beslutningsdygtig, at eksempelvis sundhedsmyndighedernes repræsentanter er til stede.

Desuden vil det kunne fastsættes i forretningsordenen, at formanden i visse tilfælde kan tegne kommissionen, f.eks. i hastende tilfælde.

De regionale epidemikommissioner kan efter den gældende epidemilovs § 4, stk. 1, bestemme, at visse af de foranstaltninger, der er nævnt i eller fastsat i medfør af reglerne i lovens kapitel 3 og 4, under nærmere fastsatte betingelser kan iværksættes af kommissionens enkelte medlemmer eller af de til kommission knyttede læger. Ifølge § 4, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om lægelig bistand til epidemikommissionen.

Ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.) blev epidemikommissionernes kompetencer overført til sundheds- og ældreministeren. Epidemikommissionerne har således ikke efter den gældende epidemilov en selvstændig funktion i epidemiberedskabet.

Den foreslåede § 8 faslægger den nye nationale epidemikommissions opgaver.

Efter det foreslåede § 8, stk. 1 rådgiver Epidemikommissionen af egen drift eller efter anmodning sundheds- og ældreministeren og andre ministre om håndteringen af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme. Kommissionen kan herunder indstille, at vedkommende minister fastsætter regler i medfør af denne lov, eller at allerede fastsatte regler ændres eller ophæves.

Epidemikommissionen vil således have en rådgivende rolle. Kommission vil derfor ikke kunne bestemme, at der skal iværksættes tiltag, ligesom vedkommende minister vil kunne iværksætte tiltag, selv om kommissionen ikke har rådgivet herom, og selv om kommissionen indstiller, at sådanne tiltag ikke iværksættes. Det vil imidlertid være en betingelse for at udstede regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol efter § 8, at der foreligger en indstilling fra kommissionen om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af den pågældende bestemmelse.

Epidemikommissionens rådgivning og indstillinger vil alene kunne omfatte alment farlige og samfundskritiske sygdomme og ikke de øvrige sygdomme, som er omfattet af den foreslåede § 2.

Endvidere vil kommissionens opgave kun omfatte rådgivning af sundheds- og ældreministeren og andre ministre. Kommissionen vil således ikke have til opgave at rådgive kommuner og regioner.

Epidemikommissionens rådgivning vil bl.a. kunne bestå af fremlæggelse af smitte- og kontakttal og afgivelse af indstillinger om indsatser, herunder om, at der fastsættes regler i medfør af loven. Kommissionen vil endvidere på baggrund af systematiske risikovurderinger, smittespredningsdata og beskrivelser af aktuelle smitteudbrud m.v. bl.a. kunne foretage vurderinger af karakteren af smitteudbrud og komme med konkrete indstillinger om modvirkende tiltag m.v. Kommissionen vil endvidere på baggrund af smitteudviklingen og andre relevante konkrete forhold løbende vurdere, om de iværksatte tiltag er tilstrækkelige, bør ophæves, forlænges eller suppleres af yderligere tiltag.

De tiltag, som kommissionen indstiller, at vedkommende minister iværksætter, vil skulle supplere eventuelle lokale tiltag, der allerede måtte være iværksat af sundhedsmyndighederne og lokale myndigheder.

Der vil ikke være noget til hinder for, at vedkommende minister også modtager rådgivning direkte fra de myndigheder, der er repræsenteret i kommissionen, eksempelvis fra Sundhedsstyrelsen, eller fra samme gruppe af ministerier og myndigheder uden for kommissionens rammer. Dog vil det være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af kontrollen fra udvalget, der er nedsat af Folketinget, at der foreligger en indstilling fra kommissionen, jf. den foreslåede § C og bemærkningerne hertil.

Epidemikommissionens rådgivning vil udgøre et supplement til det eksisterende krisestyringssystem – såvel den nationale krisestyring, der er forankret i National Operativ Stab (NOST), som den lokale krisestyring, der er forankret i de lokale beredskabsstabe (LBS). Der lægges således ikke med lovforslaget op til at ændre ved, at den samlede myndighedshåndtering fortsat vil skulle håndteres inden for rammerne af den sædvanlige krisestyringsorganisation.

Der vil ikke gælde særlige formkrav til kommissionens rådgivning og indstillinger. Kommissionen vil således kunne give rådgivning og afgive indstillinger i såvel skriftlig som mundtlig form.

Det forudsættes imidlertid, at kommissionen som det helt klare udgangspunkt afgiver indstillinger i skriftlig form, og at indstillinger kun afgives mundtligt i meget hastende tilfælde.

Agter ministeren at udstede regler i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58, vil kommissionens indstilling ifølge den foreslåede § 9 skulle forelægges for et udvalg, der er nedsat af Folketinget, sammen med oplysninger om reglerne. Foreligger indstillingen i disse tilfælde ikke på skrift, vil forelæggelsen for udvalget således også skulle foregå mundtligt. Indstillingen vil dog skulle nedskrives i forbindelse med offentliggørelsen heraf, jf. den foreslåede § 11.

Det forudsættes, at Epidemikommissionen så vidt muligt yder rådgivning og afgiver indstillinger i enighed. Hvis enighed imidlertid ikke kan opnås, forudsættes det, at uenigheden afspejles i kommissionens rådgivning eller indstilling. Er der således eksempelvis uenighed mellem sundhedsmyndighedernes repræsentanter og repræsentanterne, der varetager samfundsøkonomiske interesser, om, hvorvidt der bør indføres restriktioner, vil sådan uenighed skulle afspejles i kommissionens indstilling herom.

Hvis et eller flere af kommissionen er af den opfattelse, at der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, eller at allerede udstedte regler bør lempes eller ophæves, forudsættes det, at kommissionen afgiver en indstilling til vedkommende minister, selv om et flertal i kommissionen ikke er enig med det eller de pågældende medlemmer. I sådanne tilfælde vil kommissionen således skulle afgive en indstilling om, at der ikke fastsættes regler, eller at allerede udstedte regler ikke ophæves eller lempes, men i indstillingen redegøre for mindretallets opfattelse. Indstillingen vil skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 8, stk. 2, afgiver Epidemikommissionen efter anmodning fra vedkommende minister indstilling om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de foreslåede bestemmelser i § 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Epidemikommissionen vil have pligt til at afgive indstilling om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de nævnte bemyndigelsesbestemmelser, hvis den minister, der ifølge den pågældende bemyndigelsesbestemmelse kan fastsætte reglerne, anmoder om det.

Det skyldes, at det ifølge den foreslåede § 9 vil være en betingelse for at fastsætte regler efter disse bemyndigelsesbestemmelser, at der foreligger en indstilling fra kommissionen om, hvorvidt sådanne regler bør fastsættes.

Det forudsættes herudover, at vedkommende minister i almindelighed imødekommer anmodninger fra det udvalg, som Folketinget har nedsat som led i den særlige ordning med parlamentarisk kontrol, om at indhente en indstilling fra kommissionen.

Kommissionen vil også af egen drift kunne afgive indstilling om fastsættelse af de førnævnte regler, jf. det foreslåede stk. 1.

Den gældende epidemilov indeholder ikke regler om parlamentarisk kontrol. Med den foreslåede § 9 indføres der en pligt for vedkommende minister til at forelægge regler, der fastsættes i medfør af en række bemyndigelsesbestemmelser, for et udvalg, der er nedsat af Folketinget.

Efter det foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., kan vedkommende minister alene fastsætte regler i medfør af § 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58, hvis indholdet af reglerne sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen forinden er forelagt for et af Folketinget nedsat udvalg, og udvalget ikke har udtalt sig imod reglernes udstedelse, jf. dog stk. 2.

Dog indebærer det foreslåede stk. 2, at forelæggelse kan ske efter udstedelsen af reglerne, hvis der foreligger en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden. Der henvises nærmere til det foreslåede stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., vil det være et krav for udstedelsen af bekendtgørelser i medfør af de nævnte bemyndigelsesbestemmelser, at indholdet af de regler, som sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister agter at udstede, forud for udstedelsen er blevet forelagt for et udvalg, der er nedsat af Folketinget, sammen med indstillingen fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og udvalget ikke udtaler sig imod udstedelse af reglerne. Hvis udvalget udtaler sig imod, vil ministeren ikke kunne udstede reglerne.

Det vil ikke være et krav, at udvalget får forelagt et egentligt udkast til den pågældende bekendtgørelse, idet oplysninger om indholdet af reglerne vil kunne gives på anden måde, herunder mundtligt, jf. nærmere nedenfor.

Kravet om forelæggelse for udvalget vil gælde for følgende:

– Kategorisering af en alment farlig sygdom som en samfundskritisk sygdom (§ 2, stk. 6, 1. pkt.)

– Fastsættelse af regler om, at private i særlige tilfælde kan bistå med at varetage myndighedsopgaver i henhold til loven (§ 3, stk. 2)

– Delegation af beføjelser fra en minister til andre myndigheder (§ 3, stk. 3)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted (forsamlingsforbud) (§ 24, stk. 1)

– Fastsættelse af regler om en flerhed af personer, som har befundet sig på steder med konstateret smitte m.v., skal lade sig undersøge og isolere (§ 28)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod adgang til behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. (§ 30)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige institutioner, faciliteter m.v. (§ 32)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner (§ 34)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgang til transportmidler (§ 35)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod brug af eller adgang til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang (§ 36)

– Fastsættelse af regler for hele eller dele af landet om krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum (§ 37)

– Generelle regler om krav om undersøgelse (test), isolation m.v. for indrejsende (§ 40)

– Fastsættelse af krav om, at juridiske personer skal registrere bestemte relevante oplysninger (§ 49, stk. 4)

– Indførelse af yderligere oplysningspligter (§ 49, stk. 5)

– Fastsættelse af yderligere regler om behandling af personoplysninger (§ 53)

– Fastsættelse af regler, der fraviger rettigheder og forpligtelser i anden lovgivning, og fastsættelse af særlige foranstaltninger med henblik på at sikre vareforsyningen (§ 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58)

Det forudsættes i øvrigt, at bekendtgørelser, der udstedes i medfør af epidemiloven, sendes i høring i videst muligt omfang.

Det foreslås som nævnt, at forelæggelsen skal ske for et udvalg, der nedsættes af Folketinget. Det vil således være op til Folketinget at etablere udvalget.

Udvalget vil som følge af den brede kreds af emner, de ovennævnte bemyndigelsesbestemmelser vedrører, ikke kun skulle beskæftige sig med sundhedspolitik, men også med eksempelvis erhvervs-, rets-, transport-, undervisnings-, kultur- og uddannelsespolitiske emner. Samtidig vurderes det mest hensigtsmæssigt, at opgaven med at føre parlamentarisk kontrol forankres i ét udvalg og ikke i forskellige udvalg. Det skyldes, at en sådan forankring kan bidrage til en sammenhængende og koordineret håndtering af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom. Det forudsættes derfor, at opgaven placeres i et nyt udvalg.

Det forudsættes desuden, at der bliver tale om et stående udvalg, så udvalget løbende kan være til rådighed, hvis der bliver behov for at udstede regler omfattet af den foreslåede § 9 eller foretage orienteringer efter den foreslåede § 10, og så der bliver mulighed for, at udvalget løbende kan drøfte spørgsmål relateret til håndteringen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme.

Da et udvalg med færre medlemmer end de sædvanlige 29 for folketingsudvalg må anses for bedre egnet til at varetage den særlige parlamentariske kontrol, der foreslås indført, herunder have fortrolige drøftelser med sundheds- og ældreministeren og vedkommende minister om håndteringen af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom, forudsættes det, at udvalget kommer til at bestå af 21 medlemmer.

Forelæggelsen af regler for udvalget og udvalgets tilbagemelding til ministeren vil skulle ske inden for rammerne af Folketingets forretningsorden.

Det forudsættes, at forelæggelsen både vil kunne foregå mundtligt på et møde og skriftligt.

Det forudsættes dog, at forelæggelsen i almindelighed foregår på et møde. Skriftlig forelæggelse vil f.eks. kunne være relevant, hvis der er tale om mindre omfattende ændringer af allerede udstedte regler, eller hvis det af kalendermæssige grunde ikke er muligt at afholde et møde. Har vedkommende minister lagt op til, at forelæggelsen skal foregå skriftligt, men ønsker udvalget sagen drøftet på et møde, vil udvalget kunne indkalde ministeren.

Det vil som nævnt være en betingelse for at udstede regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, at der sker forelæggelse for udvalget. Det forudsættes derfor, at udvalget indkalder ministeren til drøftelse i udvalget, hvis ministeren anmoder herom, med henblik på en mundtlig forelæggelse.

Det forudsættes, at forelæggelsen finder sted på et lukket udvalgsmøde. Det skyldes, at det herved kan sikres, at drøftelserne i forbindelse med forelæggelsen kan foregå formfrit og i et rum, hvor der kan være en fortrolig drøftelse om, hvilke initiativer der bør tages som led i håndteringen af den alment farlige eller samfundskritiske sygdom. Der vil også kunne være et hensyn til at undgå, at drøftelser i udvalget om eksempelvis nedlukninger af butikker fører til hamstring.

Det forudsættes også, at de regler, vedkommende minister agter at udstede, og indstillingen fra Epidemikommissionen, ikke nødvendigvis vil skulle foreligge på skrift i forbindelse med mundtlige forelæggelser, idet oplysningerne herom i stedet vil kunne gives mundtligt på mødet i udvalget. Det forudsættes dog, at vedkommende minister i videst muligt omfang giver udvalget oplysningerne på skrift, og at dette sker i så god tid som muligt forud for mødet, samt at oplysningerne kun i meget hastende tilfælde ikke udleveres på skrift senest under mødet.

Det bemærkes, at hvis oplysningerne om kommissionens indstilling gives mundtligt på mødet, vil indstillingen efterfølgende skulle nedskrives med henblik på offentliggørelse, jf. den foreslåede § 11.

Det forudsættes, at udvalgets tilbagemelding til vedkommende minister vil kunne gives som et skriftligt svar eller eksempelvis ved, at formanden for udvalget i forbindelse med en mundtlig forelæggelse konstaterer, at der ikke er flertal i udvalget for en udtalelse imod de regler, som ministeren vil udstede. Det forudsættes i begge tilfælde, at det oplyses udtrykkeligt, hvis udvalget udtaler sig imod reglerne. Fremgår dette ikke, vil ministeren kunne lægge til grund, at udvalget ikke udtaler sig imod, og dermed fastsætte reglerne. Det forudsættes desuden, at det oplyses, hvilke medlemmer der udtaler sig imod fastsættelsen af reglerne.

Vedkommende minister vil i medfør af det foreslåede stk. 3 kunne fastsætte en rimelig frist for, hvornår udvalget senest skal tilkendegive, om udvalget udtaler sig imod reglerne. Der henvises nærmere til stk. 3 og bemærkningerne hertil.

De nærmere procedurer i forbindelse med forelæggelse af sager for udvalget vil i øvrigt kunne aftales mellem vedkommende minister og udvalget.

Det forudsættes, at Folketinget, hvis lovforslaget vedtages, gennemfører de fornødne ændringer af Folketingets forretningsorden.

Efter det foreslåede § 9, stk. 1, 2. pkt., omfatter 1. pkt. ikke ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler.

Bestemmelsen indebærer for det første, at ministeren til enhver tid vil kunne ophæve eller lempe regler, selv om reglerne forud for deres udstedelse er blevet forelagt for udvalget. Udvalget vil således eksempelvis ikke kunne forhindre, at ministeren ophæver eller lemper regler i en situation, hvor ministeren vurderer, at der ikke længere er fornødent retligt grundlag for reglerne i epidemiloven.

Foreligger der en indstilling fra Epidemikommissionen om, at de allerede udstedte regler opretholdes, og vælger ministeren alligevel at ophæve eller lempe reglerne, vil ministeren derimod have pligt til at orientere udvalget i medfør af den foreslåede § 10. Der henvises nærmere til den foreslåede § 10 og bemærkningerne hertil.

For det andet indebærer bestemmelsen, at vedkommende minister vil kunne foretage uvæsentlige ændringer af allerede udstedte regler, herunder foretage uvæsentlige skærpelser og præciseringer, uden at forelægge ændringerne for udvalget. Hermed menes bl.a. ændring af formuleringer eller sprogbrug, rettelser af retlige uklarheder eller justeringer af forhold, som det utvivlsomt fra starten har været hensigten at regulere.

Det vil være op til ministeren at vurdere, om påtænkte ændringer er uvæsentlige, men udvalget vil efterfølgende kunne udtale kritik af ministeren, hvis udvalget ikke er enig i vurderingen.

Er det tvivlsomt, om reglerne er uvæsentlige, forudsættes det, at ministeren forelægger reglerne for udvalget. Forelæggelsen vil i givet fald eventuelt kunne foregå skriftligt.

Efter det foreslåede § 9, stk. 2, 1. pkt., kan vedkommende minister fastsætte regler uden forudgående forelæggelse for udvalget, hvis der foreligger en overhængende og akut fare for eller trussel mod folkesundheden.

Det vil eksempelvis kunne være relevant at anvende denne mulighed, hvis en epidemi er ved at komme ud af kontrol, og de regler, som skal bringe epidemien under kontrol, må antages helt eller delvis at miste deres effekt, hvis de først udstedes efter forelæggelsen for udvalget. Det ville også kunne være relevant at bruge muligheden i situationer, hvor der foregår hamstring af samfundskritiske varer, f.eks. lægemidler fra apoteker, eller hvor smitten introduceres i Danmark ved en pludselig begivenhed, f.eks. et angreb.

Det vil være vedkommende minister, der vurderer, om betingelserne for at undlade forudgående forelæggelse er opfyldt. Udvalget vil dog efterfølgende kunne udtale kritik af ministeren, hvis udvalget ikke er enig i ministerens vurdering.

Hvis reglerne er fastsat uden forudgående forelæggelse for udvalget, skal vedkommende minister ifølge det foreslåede § 9, stk. 2, 2. pkt., uden unødigt ophold efter fastsættelsen af reglerne forelægge disse for udvalget.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den kontrol, der ellers skulle have fundet sted forud for fastsættelsen af reglerne, vil skulle finde sted efterfølgende. Det forudsættes, at vedkommende minister i forbindelse med forelæggelsen redegør for, hvorfor forelæggelsen ikke kunne finde sted forud for udstedelsen af reglerne. Forelæggelsen vil i øvrigt skulle gennemføres på samme måde, som hvis den havde fundet sted forud for udstedelsen af reglerne.

Den efterfølgende forelæggelse vil skulle foretages uden unødigt ophold. Herved sikres det, at den periode, hvor reglerne gælder, selv om de ikke har været forelagt for udvalget, bliver så kort som overhovedet muligt.

Hvor hurtigt reglerne vil skulle forelægges for udvalget vil afhænge af de konkrete omstændigheder, og det vil i den forbindelse også kunne spille ind, hvilke andre opgaver i relation til den overhængende og akutte fare for eller trussel mod folkesundheden vedkommende minister skal løse. Det forudsættes imidlertid, at forelæggelse som altovervejende hovedregel sker samtidig med udstedelse af reglerne og senest inden 1-2 dage herefter.

Der vil også ved efterfølgende forelæggelse kunne fastsættes en rimelig frist for, hvornår udvalget senest skal tilkendegive, om udvalget udtaler sig imod reglerne, jf. det foreslåede stk. 3.

Udtaler udvalget sig i forbindelse med den efterfølgende forelæggelse imod reglerne, skal ministeren ophæve reglerne, jf. det foreslåede § 9, stk. 2, 3. pkt.

Efter det foreslåede § 9, stk. 3, kan vedkommende minister fastsætte en rimelig frist for, hvornår udvalget senest skal tilkendegive, om udvalget udtaler sig imod reglerne.

Fristen vil skulle fastsættes under hensyntagen til på den ene side, at udvalget får tid til at forholde sig til reglerne, og på den anden side under hensyntagen til den eventuelle hastende karakter af reglerne. Efter omstændighederne vil der kunne fastsættes en meget kort frist.

I de tilfælde, hvor forelæggelsen finder sted mundtligt på et møde i udvalget, vil fristen kunne fastsættes således, at udvalgets tilkendegivelse skal foreligge, inden mødet slutter. I givet fald vil udvalgets tilbagemelding kunne foregå ved, at udvalgets formand på mødet konstaterer, om der i udvalget er flertal for en udtalelse imod reglerne.

Foreligger der ikke en tilkendegivelse fra udvalget inden fristens udløb, og er der ikke indgået en aftale om at udsætte fristen, vil ministeren kunne udstede reglerne. Det vil således ikke være et krav for at fastsætte reglerne, at udvalget er vendt tilbage i anledning af forelæggelsen.

Den gældende epidemilov indeholder ikke regler om parlamentarisk kontrol. Med den foreslåede § 10 indføres der en pligt til at orientere et udvalg, der er nedsat af Folketinget, hvis vedkommende minister ikke følger en indstilling fra Epidemikommission om at fastsætte regler eller ophæve eller lempe allerede udstedte regler.

Indstiller Epidemikommissionen, at der fastsættes regler i medfør af § 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1-2, og §§ 56-58, eller at regler, der er fastsat i medfør af disse bestemmelser, ophæves eller lempes, og vil vedkommende minister ikke følge indstillingen, skal ministeren efter det foreslåede § 10, 1. pkt., hurtigst muligt orientere et af Folketinget nedsat udvalg om kommissionens indstilling og om, at ministeren ikke vil følge den.

Pligten til at orientere udvalget vil alene gælde, hvis et flertal i kommissionen indstiller, at de pågældende regler fastsættes, ophæves eller lempes. Der vil således ikke være pligt til at orientere, hvis der er tale om, at et eller flere medlemmer, som ikke udgør et flertal, er af den opfattelse, at reglerne bør udstedes, ophæves eller lempes. Sundheds- og ældreministeren vil i en forretningsorden for kommissionen kunne fastsætte regler om bl.a. beslutningsdygtighed, afstemninger og afgivelse af indstillinger, jf. det foreslåede § 7, stk. 5.

Epidemikommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, vil under alle omstændigheder skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11 og bemærkningerne hertil.

Det forudsættes, at orientering i medfør af bestemmelsen gives til det udvalg, der skal ske forelæggelse for i medfør af den foreslåede § 9. Der henvises om udvalget til bemærkningerne til § 9.

Den foreslåede bestemmelse indfører en pligt til at orientere udvalget, hvis vedkommende minister på trods af en indstilling herom fra Epidemikommissionen vælger ikke at fastsætte regler i medfør af de nævnte bemyndigelsesbestemmelser eller at ophæve eller lempe allerede fastsatte regler.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, uanset om Epidemikommissionen afgiver indstillingen af egen drift eller efter anmodning fra vedkommende minister.

Det forudsættes, at ministeren i forbindelse med orienteringen begrunder, hvorfor kommissionens indstilling ikke vil blive fulgt.

Orienteringen af udvalget vil skulle ske inden for rammerne af Folketingets forretningsorden.

Det forudsættes, at orienteringen både vil kunne foregå mundtligt på et møde i udvalget og skriftligt.

Orienteringen vil eventuelt kunne gives på et møde, hvor ministeren forelægger øvrige regler for udvalget i medfør af den foreslåede § 9.

Det forudsættes – ligesom ved forelæggelser i medfør af den foreslåede § 9 – at udvalget indkalder ministeren til drøftelse i udvalget, hvis ministeren anmoder herom, med henblik på en mundtlig orientering.

Det forudsættes endvidere, at orienteringen – ligesom ved forelæggelser efter den foreslåede § 9 – finder sted på et lukket udvalgsmøde.

Det forudsættes desuden, at Epidemikommissionens indstilling ikke nødvendigvis vil skulle foreligge på skrift i forbindelse med mundtlige orienteringer på møder, idet oplysninger om indstillingen i stedet vil kunne gives mundtligt på mødet i udvalget. Det forudsættes dog, at vedkommende minister som det helt klare udgangspunkt giver udvalget kommissionens indstilling på skrift, og at dette sker i så god tid som muligt forud for mødet.

Det bemærkes, at hvis oplysningerne om kommissionens indstilling gives mundtligt på mødet, vil indstillingen efterfølgende skulle nedskrives med henblik på offentliggørelse, jf. den foreslåede § 11.

Har vedkommende minister lagt op til, at orienteringen skal foregå skriftligt, men ønsker udvalget sagen drøftet på et møde, vil udvalget kunne indkalde ministeren.

Udvalget vil ikke i forbindelse med en orientering kunne pålægge ministeren at fastsætte, ophæve eller lempe reglerne i overensstemmelse med kommissionens indstilling. Det forudsættes imidlertid, at vedkommende minister lytter til medlemmernes synspunkter.

De nærmere procedurer i forbindelse med orienteringen af udvalget vil i øvrigt kunne aftales mellem vedkommende minister og udvalget.

Det forudsættes som nævnt under bemærkningerne til den foreslåede § 9, at der, hvis lovforslaget vedtages, gennemføres de fornødne ændringer af Folketingets forretningsorden.

Efter det foreslåede § 10, 2. pkt., omfatter 1. pkt. ikke uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler.

Vedkommende minister vil således ikke have pligt til at orientere udvalget i tilfælde, hvor Epidemikommissionen eksempelvis indstiller en uvæsentlig lempelse, som ministeren vælger ikke at gennemføre.

Derimod vil ministeren have pligt til at orientere udvalget, hvis Epidemikommissionen indstiller, at der foretages væsentlige lempelser af allerede fastsatte regler, eller at reglerne ophæves, og ministeren beslutter ikke at gennemføre sådanne lempelser eller ophævelser.

Indstiller Epidemikommissionen, at der foretages væsentlige skærpelser af allerede fastsatte regler, vil vedkommende minister, hvis ministeren ønsker at gennemføre disse skærpelser, skulle forelægge skærpelserne for udvalget i medfør af den foreslåede § 9.

Den gældende epidemilov indeholder ikke regler om offentliggørelse af de sundhedsfaglige indstillinger m.v., der ligger til grund for beslutninger om, hvorvidt der bør iværksættes foranstaltninger efter loven. Med den foreslåede §11 indføres der en pligt til at offentliggøre Epidemikommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol.

Efter det foreslåede § 11, 1. pkt., offentliggør vedkommende minister Epidemikommissionens indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af § 2, stk. 6, 1. pkt., § 3, stk. 2 og 3, § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 32, 34-37 og 40, § 49, stk. 4 og 5, § 53, § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en minister, der modtager en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af de bemyndigelsesbestemmelser, der er omfattet af den parlamentariske kontrol, får pligt til at offentliggøre indstillingen. Det vil både gælde i tilfælde, hvor der skal ske forelæggelse for eller orientering af folketingsudvalget efter de foreslåede §§ 9 og 10, og i tilfælde, hvor der ikke skal ske orientering eller forelæggelse. Der vil således eksempelvis også være pligt til at offentliggøre en indstilling om, at der ikke fastsættes regler, men hvor et mindretal i kommissionen er af den opfattelse, at reglerne bør fastsættes.

Der vil derimod ikke i medfør af bestemmelsen være pligt til at offentliggøre indstillinger om, hvorvidt der bør fastsættes regler i medfør af bemyndigelsesbestemmelser, der ikke er omfattet af den parlamentariske kontrol.

Der foreslås ikke en bestemt frist for, hvor hurtigt indstillingen skal offentliggøres, men det forudsættes, at det sker snarest muligt efter, at vedkommende minister har taget stilling til, hvad indstillingen giver anledning til.

Agter vedkommende minister at fastsætte regler i medfør af den pågældende bemyndigelsesbestemmelse, vil der være pligt til at forelægge indholdet af reglerne for udvalget i medfør af § 9. Der vil også kunne være pligt til at orientere udvalget i medfør af § 10. I sådanne tilfælde bør offentliggørelse først finde sted efter, at der er sket forelæggelse for eller orientering af udvalget.

Det foreslås derfor med § 11, 2. pkt., at hvis der skal ske forelæggelse for eller orientering af det af Folketinget nedsatte udvalg efter §§ 9 og 10, skal indstillingen offentliggøres hurtigst muligt efter forelæggelsen eller orienteringen.

Der vil i forbindelse med offentliggørelsen af kommissionens indstilling samtidig kunne ske offentliggørelse af oplysninger om, hvordan vedkommende minister har stillet sig i forhold til de pågældende regler, og om udvalget har udtalt sig imod, herunder hvilke medlemmer der i givet fald er tale om.

I tilfælde, hvor vedkommende minister fastsætter regler på baggrund af indstillingen fra kommissionen, forudsættes det, at offentliggørelse som det helt klare udgangspunkt finder sted samtidig med udstedelsen af reglerne. Er der i medfør af det foreslåede § 9, stk. 2, udstedt regler uden forudgående forelæggelse for udvalget, vil offentliggørelse dog skulle ske hurtigst muligt efter, at den efterfølgende forelæggelse for udvalget har fundet sted.

Offentliggørelse i medfør af den foreslåede § 11 vil f.eks. kunne ske på vedkommende ministeriums hjemmeside.

For den offentlige forvaltning gælder efter dansk ret et almindeligt princip om proportionalitet. Heri ligger, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, ligesom indgrebet som middel skal stå i rimeligt forhold til målet. Foranstaltningen skal også være egnet til at opnå det tilstræbte formål. Der gælder desuden et princip om anvendelse af det mindst indgribende, som er egnet til at opnå formålet.

Der er ikke i den gældende epidemilov fastsat nærmere regler om disse grundlæggende principper, som skal overholdes ved fastsættelse af foranstaltninger over for enkeltpersoner

På en række andre områder på sundheds- og ældreområdet er der i lovgivningen fastsat principper herom. Det gælder bl.a. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Det foreslås, at der i epidemiloven fastsættes principper herom.

Med § 12, stk. 1, foreslås det, at foranstaltninger efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1, kan iværksættes over for enkeltpersoner for at forebygge, inddæmme eller udrydde alment farlige eller samfundskritiske sygdomme. Foranstaltninger efter § 19, stk. 1, og § 20, kan iværksættes over for personer og løsøre m.v., der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof

Med bestemmelsen fastsættes det, at der efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1, om foranstaltninger over for enkeltpersoner kan iværksættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det fastsættes herudover, at der efter § 19, stk. 1, § 20, kan iværksættes foranstaltninger over for personer, løsøre m.v., der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Det betyder, at disse foranstaltninger vil kunne bringes i anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en sygdom, der er vurderet som alment farlig eller samfundskritisk. Foranstaltningerne i kapitel 5 vil således ikke kunne bringes i anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelse af øvrige smitsomme sygdomme, som hverken er alment farlige eller samfundskritiske.

Der vil efter bestemmelsen kunne iværksættes foranstaltninger i form af undersøgelse, indlæggelse, isolation, behandling eller rensning, hvis det anses for nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Der henvises til de foreslåede § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, og bemærkningerne dertil.

Med det foreslåede § 12, stk. 1 fastsættes et nødvendighedskriterium. Det foreslås, at der alene træffes afgørelse om foranstaltninger efter dette kapitel, hvis foranstaltningen er nødvendig for at hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom.

Kriteriet betyder, at der – forinden der træffes beslutning om at iværksætte foranstaltninger efter kapitlet – skal foretages en vurdering af, hvorvidt foranstaltningen er nødvendig for og egnede til at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom. Såfremt en foranstaltning ikke vurderes nødvendig, vil den ikke kunne iværksættes.

Ved vurdering af, om en foranstaltning anses for nødvendig at iværksætte eller opretholde for at forebygge, hindre eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, vil der bl.a. skulle tages hensyn til karakteren af den konkrete sygdom og risikoen for smitte.

Meddelelse om påbud efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, samt tilladelse til magtanvendelse efter § 21, stk. 2, er afgørelser i forvaltningslovens forstand. Forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v. finder dermed anvendelse.

Det følger imidlertid af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, at regler om partshøring ikke finder anvendelse, hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Herudover fremgår det af forvaltningslovens § 21, stk. 1, nr. 1, at retten til på ethvert tidspunkt af sagens behandling at forlange, at sagens afgørelse udsættes ikke gælder hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Efter en konkret vurdering vil forvaltningslovens regler således kunne fraviges i forbindelse med påbud om foranstaltninger efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, samt magtanvendelse efter § 21, stk. 2.

Med § 12, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter dette kapitel, skal have opfordret den person, som foranstaltningen påtænkes rettet imod, til frivilligt at medvirke til at gennemføre foranstaltningen.

Med bestemmelsen sikres det, at en foranstaltning over for en enkeltperson ikke må iværksættes og opretholdes, før personen er blevet opfordret til frivilligt at medvirke til foranstaltningen. Det betyder, at frivillig medvirken altid skal gå forud for en afgørelse om at iværksætte eller opretholde foranstaltninger om undersøgelse, indlæggelse, isolation, behandling eller rensning.

Opfordring til frivillig medvirken kan efter denne bestemmelse bl.a. omfatte information og motivation målrettet den konkrete person. Opfordringen fra Styrelsen for Patientsikkerhed vil som udgangspunkt ske telefonisk.

Med § 12, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed institutionen, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres, jf. de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil

Det bemærkes, at Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksom på, at brugen af begrebet »institution« i væsentligt grad er udfaset på behandling-, pleje- og omsorgsområdet. Begrebet bruges således i loven alene af simplificerings- og henvisningsgrunde som et samlebegreb for behandlingssteder, klinikker, plejehjem, plejeboliger, botilbud, aflastningspladser, anbringelsessteder, fængsler, arrester, indkvarteringsfaciliteter inden for Udlændinge -og Integrationsministeriets områder m.v., som omfattes af loven.

Bestemmelsen medfører, at hvis en person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende, skal institutionen, behandlingssted eller lignende, sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres på anmodning fra Styrelsen fra Patientsikkerhed.

Det forudsættes, at foranstaltninger gennemføres med socialpædagogiske tiltag og virkemidler, herunder bl.a. tillidsskabende og motiverende tiltag.

Det forudsættes, at den person, som en foranstaltning er rettet imod, inddrages i vides muligt omfang. Ligeledes bør forældremyndighedsindehavere til børn og unge samt værger inddrages.

Hvorvidt en person ikke kan eller vil medvirke til frivillig gennemførsel af en foranstaltning, beror på en konkret vurdering. Styrelsen for Patientsikkerhed vil imidlertid kunne vurdere, at en person ikke kan medvirke til en foranstaltning, hvis vedkommende har et væsentligt nedsat bevidsthedsniveau eller er betydeligt mentalt svækket. Styrelsen for Patientsikkerhed vil desuden kunne vurdere, at en person ikke vil medvirke til en foranstaltning, hvis den pågældende i ord eller handling tydeligt tilkendegiver, at vedkommende ikke vil medvirke frivilligt.

Efter den foreslåede § 12, stk. 2, 1. pkt., kan Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden der træffes afgørelse efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, opfordre den person, som foranstaltningen påtænkes rettet imod, til frivilligt at medvirke til at gennemføre foranstaltningen. Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har midlertidigt ophold på en offentlig eller privat institution, et behandlingssted eller lignende, kan Styrelsen for Patientsikkerhed anmode den pågældende institution, behandlingssted eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt at medvirke gennemføres, jf. § 12, stk. 2, 2. pkt.

Det påhviler Styrelsen for Patientsikkerhed eller den pågældende institution, behandlingssted eller lignende, hvor den person, som en foranstaltning rettes imod, bor eller har midlertidigt ophold, at sikre den fornødne dokumentation for, at den pågældende person er blevet opfordret til frivilligt at medvirke til at gennemføre foranstaltningen, inden Styrelsen for Patientsikkerhed træffer afgørelse i medfør af § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20.

Som følge af det foreslåede § 3, stk. 1, påhviler det andre myndigheder at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at sørge for, at en person, over for hvem en foranstaltning påtænkes iværksat, opfordres til frivilligt at medvirke.

Efter det foreslående § 3, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at pligten efter stk. 1 også omfatter andre juridiske personer end de, der er nævnt i stk. 1. Det medfører, at også ejere af eksempelvis private behandlingssteder, institutioner eller lignende vil kunne bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at sørge for, at en person, over for hvem en foranstaltning påtænkes iværksat, opfordres til frivilligt at medvirke.

Med § 12, stk. 3, foreslås det, at enhver foranstaltning efter dette kapitel skal være nødvendig, så kortvarig som mulig og stå i rimelig forhold til formålet med foranstaltningen.

Med bestemmelsen fastættes et nødvendigheds- og proportionalitetsprincip.

Nødvendighedskriteriet betyder, at der alene kan træffes foranstaltninger efter dette kapitel, hvis foranstaltningen er nødvendig for at forebygge eller hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom. Kriteriet betyder endvidere, at der – forinden der træffes beslutning om at iværksætte foranstaltninger efter kapitel 5 – skal foretages en vurdering af, hvorvidt foranstaltningerne er nødvendige for og egnede til at forebygge eller hindre udbredelse af den pågældende sygdom. Såfremt en foranstaltning ikke vurderes nødvendig, vil den ikke kunne iværksættes eller opretholdes.

Proportionalitetsprincippet betyder, at der ved fastsættelse af foranstaltninger skal foretages en vurdering af, om foranstaltningen står i rimelig forhold til det, der begrunder foranstaltningen.

Principperne indebærer også, at der altid skal vælges den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis denne er tilstrækkelig. Der kan således ikke fastsættes foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet ikke kan nås dermed.

Med stk. § 12, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at enhver foranstaltning skal være så skånsom og kortvarig som muligt, stå i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Med bestemmelsen fastættes et mindstemiddels- og proportionalitetsprincip.

Principperne betyder, at der ved fastsættelse af foranstaltninger skal foretages en vurdering af, om foranstaltningen står i rimelig forhold til det, der begrunder foranstaltningen. Principperne indebærer også, at der altid skal vælges den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis det er tilstrækkeligt. Der kan således ikke fastsættes foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet ikke kan nås dermed.

Med bestemmelsen sikres det, at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Det betyder, at det vil skulle undersøges, om en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at opnå formålet med foranstaltningen inden en mere indgribende foranstaltning iværksættes.

Med bestemmelsen er det imidlertid ikke som udgangspunkt en betingelse, at en mindre indgribende foranstaltning forsøges iværksat først, hvis det vil være tydeligt på grund af eksempelvis sygdommens karakter og risikoen for smittespredning, at en mindre indgribende foranstaltning ikke vil være egnet eller tilstrækkelig til at opnå formålet med foranstaltningen.

Med § 12, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Med bestemmelsen fastættes et mindstemiddelsprincip.

Princippet indebærer, at der altid skal vælges den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis det er tilstrækkeligt. Der kan således ikke fastsættes foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet kan nås med mindre indgribende foranstaltninger. Der vil således ikke kunne fastsættes et forbud, hvis det er åbenlyst, at der vil være tilstrækkelig at fastsætte mindre indgribende restriktioner.

Bestemmelsen betyder, at foranstaltninger ikke kan opretholdes i en længere periode, end hvad der er nødvendigt for at forebygge og inddæmme den sygdom, som begrunder foranstaltningen. Der vil således ikke kunne opretholdes en foranstaltning over for enkeltpersoner efter de foreslåede bestemmelser, hvis der ikke længere er grundlag derfor.

Med § 12, stk. 3, 3. pkt., foreslås det, at foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.

Bestemmelsen betyder, at foranstaltninger ikke kan opretholdes i en længere periode, end hvad der er nødvendigt for at forebygge og bekæmpe den sygdom, som begrunder foranstaltningen. Der vil således ikke kunne opretholdes foranstaltninger efter kapitel 5, hvis der ikke længere er grundlag herfor, f.eks. hvis den pågældende sygdom ikke længere vurderes at udgøre en risiko, som begrunder en given foranstaltning.

Det skal understreges, at forebyggelsen og bekæmpelse af smitsomme sygdomme selvsagt er forbundet med betydelig usikkerhed og uforudsigelighed, og at kriterierne således ikke er til hinder for, at der ud fra et forsigtighedsprincip for at beskytte personer og samfundet kan fastsættes foranstaltninger, som der ikke forelægger evidens for eller viden om virkningen af, f.eks. ved udbredelse af hidtil ukendte sygdomme.

Med § 12, stk. 4, foreslås det, foranstaltninger efter dette kapitel skal efterprøves henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter foranstaltningen er iværksat for at påse, om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes regler om obligatorisk efterprøvelse af foranstaltninger efter kapital 5.

Med bestemmelsen skal Styrelsen for Patientsikkerhed påse, om betingelserne for de påbudte foranstaltninger fortsat er opfyldt. Det foreslås, at denne efterprøvelse sker henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at foranstaltningerne blev iværksat.

Med bestemmelsen sikres det, at Styrelsen for Patientsikkerhed med løbende mellemrum i fastsatte intervaller tager stilling til om betingelserne for foranstaltningerne fortsat er opfyldt. Finder Styrelsen for Patientsikkerhed, at betingelserne ikke længere er opfyldt, kan foranstaltningen ikke længere opretholdes og skal bringes til ophør. Herved sikres det, at påbudte foranstaltninger ikke fortsætter unødigt.

Efter § 5, stk. 1, nr. 1, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan at lade sig undersøge af en sundhedsperson.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Efter bekendtgørelsen gælder for nuværende, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson. Ligeledes, at politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed kan yde bistand til gennemførelsen af den tvangsmæssige behandling.

Med § 13, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson.

Den foreslåede bestemmelse er med en række væsentlige ændringer en videreførelse af epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 1.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at kunne påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig undersøge af en sundhedsperson.

En person vil lide af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, når sygdommen er blevet diagnosticeret af en sundhedsperson. Dette kan eksempelvis ske ved en klinisk undersøgelse. En person formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, når personer f.eks. udviser symptomer på sygdommen. Herudover kan personens forudgående eller aktuelle ophold i et område med udbredt smitte i ind- eller udland også føre til, personen formodes at kunne være smittet. Det samme vil være tilfældet, når en person har eller har haft samkvem eller øvrigt kontakt med en anden person, som er konstateret smittet eller har opholdt sig i et område med udbredt smitte. Det vil beror på en konkret vurdering i forhold den aktuelle sygdom, hvornår en smitte kan anses for udbredt.

En undersøgelse kan bl.a. omfatte kliniske tests m.v. af personer, der formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, således at der vil kunne stilles en diagnose. Undersøgelsen kan afhængig af de nærmere omstændigheder omfatte blodprøvetagning, podning, legemsbesigtigelse m.v.

En undersøgelse skal foretages af en sundhedsperson. Ved sundhedsperson forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. herved sundhedslovens § 6, stk. 1. Det forudsættes, at undersøgelsen altid udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende person for at undgå unødige krænkelser og ulemper.

Der kan alene træffes afgørelse om at påbyde en person at lade sig undersøge, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme eller samfundskritiske sygdomme, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 1.

Det er efter det foreslåede § 12, stk. 2, en betingelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden styrelsen træffer afgørelse om at påbyde en person at lade sig undersøgelse, har opfordret den pågældende til frivilligt at medvirke til foranstaltningen.

Efter den foreslåede § 3, stk. 1, påhviler det enhver myndighed at yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed og med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov. Kommunalbestyrelse eller regionalråd vil således skulle sikre, at Styrelsens for Patientsikkerheds afgørelse om undersøgelse kan gennemføres.

Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed institutionen, behandlingsstedet el. lign om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføre, jf. den foreslående § 12, stk. 2, 2. pkt.

Med den foreslåede § 21, stk. 1, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed anmoder i forbindelse med afgørelser truffet efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, § 20, en offentlige eller private institution, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Det betyder, at hvis en foranstaltning skal gennemføres på eksempelvis et sygehus, et kommunalt eller privat plejecenter, et botilbud eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller den private ejer om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Efter den foreslåede § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingssted eller lignende, som styrelsen har anmodet om at gennemføre en foranstaltning, træffe afgørelse om at tillade, at der med henblik på at gennemføre og opretholde en sådan foranstaltning anvendes magtanvendelse over for den person, som foranstaltningen retter sig mod i form af fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel af den pågældende eller aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig.

Ligeledes yder politiet bistand til at gennemføre og opretholde påbuddet, hvis en person ikke efterkommer et påbud, jf. den foreslående § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Med det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 13. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter § 5, stk. 1, nr. 2, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Efter bekendtgørelsen gælder for nuværende, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet.

Med § 14, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig indlægge på et sygehus eller anden egnet facilitet.

Den foreslåede bestemmelse er med en række væsentlige ændringer en videreførelse af epidemilovens § 5, stk. 1, nr. 2.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan at lade sig indlægge på et sygehus eller anden egnet facilitet.

Det forudsættes, at afgørelsen bl.a. skal indeholde oplysninger om, hvornår foranstaltningen skal iværksættes, og hvor længe den skal opretholdes. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter og risiko for smitte, jf. dog den foreslående § 14, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Med bestemmelsen vil både en person, som lider af en alment farlig sygdom, eller en person, som formodes at kunne være smittet med en sådan, kunne påbydes at lade sig indlægge. Der henvises til det foreslåede § 13, og bemærkningerne dertil for en nærmere beskrivelse af, hvornår en person anses for at lide af en alment farlig sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan.

Ved indlæggelse forstås efter lovforslaget en indskrivning og anbringelse på et sygehus eller anden egnet facilitet, med henblik på observation for den alment farlige sygdom, som har givet anledning til påbuddet. Det kan således tænkes, at en person, der viser symptomer på sygdommen, vil blive indlagt til observation for at fastslå, om personen lider af sygdommen. Derudover kan det tænkes, at en person, der lider af en alment farlig sygdom, også vil kunne indlægges til observation, hvis personens kliniske tilstand gør dette nødvendigt.

Indlæggelse vil som udgangspunkt skulle ske på sygehus, men vil i særlige tilfælde eksempelvis på grund af manglende pladskapacitet på de regionale sygehuse, også kunne ske i andre egnede faciliteter. En facilitet vil anses for egnet, hvis der på stedet er sundhedspersoner til at iværksætte relevante undersøgelser eller behandling af den pågældende. Dette kan bl.a. være et felthospital, et midlertidigt hospital, hospitalsskib eller lignende , jf. den foreslående § 17, stk. 1, og bemærkningerne hertil

Med § 14, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at afgørelser om indlæggelse kan træffes med en varighed af maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed alene kunne træffe afgørelse om indlæggelse i maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen sikres det, at den person, som foranstaltningen retter sig imod, som udgangspunkt ikke vil kunne påbydes at lade sig isolerede i mere end fire uger. Pågældende har dermed en sikkerhed for, at foranstaltningen vil blive ophævet eller eventuelt revurderet efter maksimalt fire uger.

Foranstaltningen skal dog ophæves straks, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 3, 2. pkt.

Herudover skal foranstaltningen efterprøves henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at den er iværksat, for at påse om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt, jf. det foreslåede § 12, stk. 4

Med § 14, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at afgørelser kan forlænges med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne forlænge en afgørelse om indlæggelse med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen sikres det, at foranstaltninger rettet mod en person, som lider af en alment farlig sygdom, kan forlænges i op til fire uger ad gangen, hvis styrelsen for Patientsikkerhed vurderer det nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det forudsættes, at forlængelse af påbud om indlæggelse alene vil finde anvendelse under særlige omstændigheder, eksempeltvist hvis den person, foranstaltningen retter sig imod fortsat vil kunne udgøre en smitterisiko efter udløbet af den nærmere bestemte indlæggelsesperiode på maksimalt fire uger.

Det forudsættes desuden, at indlæggelsen udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende person for at undgå unødige krænkelser og ulemper.

Der kan alene træffes afgørelse om at påbyde en person at lade sig indlægge, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 1.

Det forudsættes, at efterprøvelse efter det foreslående § 12, stk. 4, også vil finde anvendelse ved eventuel forlængelse af en foranstaltning

Det er efter det foreslåede § 12, stk. 2, en betingelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden styrelsen der træffes afgørelse om at påbyde en person at lade sig undersøgelse, forinden har opfordret den pågældende til frivilligt at medvirke til foranstaltningen.

Efter den foreslåede § 3, stk. 1, påhviler det enhver myndighed at yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov. Regionsrådet skal således bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i opfordring til frivillig medvirken, ligesom regionalrådet også skal sikre, at Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse om indlæggelse kan gennemføres.

Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed institutionen, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføre, jf. den foreslåede § 12, stk. 2, 2. pkt.

Efter den foreslåede § 21, stk. 1, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed herudover i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger, en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Det betyder, at hvis en foranstaltning skal gennemføres på eksempelvis et sygehus, et kommunalt eller privat plejecenter, et botilbud eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller den private ejer om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Efter den foreslåede § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingssted eller lignende som styrelsen har anmodet om at gennemføre en foranstaltning, træffe afgørelse om at tillade, at der med henblik på at gennemføre og opretholde en sådan foranstaltning anvendes magtanvendelse over for den person, som foranstaltningen retter sig mod i form af fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel af den pågældende eller aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig.

Ligeledes yder politiet bistand til at gennemføre og opretholde påbuddet, hvis en person ikke efterkommer et påbud, jf. den foreslåede § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 14. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter § 5, stk. 1, 3. pkt. i gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade isolere i egnet facilitet.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Efter bekendtgørelsen gælder for nuværende, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere i en egnet facilitet. Styrelsen for Patientsikkerhed kan på tilsvarende vis påbyde enhver, der lider af Coronavirussygdom 2019 (covid-19), eller som formodes at kunne være smittet med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), at lade sig isolere.

Efter bekendtgørelse gælder desuden for nuværende, at efterkommes påbuddet ikke, kan politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yde bistand til isolation af den pågældende. Styrelsen for Patientsikkerhed anviser i samråd med regionsrådet en egnet facilitet.

Med § 15, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere for at hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom.

Den foreslåede bestemmelse er med en række væsentlige ændringer en videreførelse af epidemilovens § 5, stk. 1, 3. pkt.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for i en bestemt periode at påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere for at hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom, jf. den foreslåede § 13, for bemærkninger vedrørende hvornår en person vil anses for at lider af en alment farlig sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan.

Det forudsættes, at afgørelsen bl.a. skal indeholde oplysninger om, hvornår foranstaltningen skal iværksættes, og hvor længe den skal opretholdes. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter og risiko for smitte, jf. dog den foreslående § 15, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Det forudsættes, at den person, som foranstaltningen retter sig mod, lader sig isolere i en egnet facilitet, jf. hermed forslagets § 16, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Med § 15, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at afgørelser om isolation kan træffes med en varighed af maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed alene kunne træffe afgørelse om isolation i maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen sikres det, at den person, som foranstaltningen retter sig imod, som udgangspunkt ikke vil kunne påbydes at lade sig isolerede i mere end fire uger. Pågældende har dermed en sikkerhed for at foranstaltningen vil blive ophævet eller eventuelt revurderet efter maksimalt fire uger.

Foranstaltningen skal dog ophæves straks, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 3, 2. pkt. Herudover skal foranstaltningen efterprøves henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage, efter den er iværksat, for at påse om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt, jf. det foreslåede § 12, stk. 4.

Med § 15, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at afgørelser kan forlænges med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne forlænge en afgørelse om isolation med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen sikres det, at foranstaltninger rettet mod en person, som lider af en alment farlig sygdom, kan forlænges i op til fire uger ad gangen, hvis styrelsen for Patientsikkerhed vurderer det nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det forudsættes, at forlængelse af påbud om isolation alene vil finde anvendelse under særlige omstændigheder, eksempelvis hvis den person, foranstaltningen retter sig imod fortsat vil kunne udgøre en smitterisiko efter udløbet af den nærmere bestemte indlæggelsesperiode på maksimalt fire uger. Det forudsættes, at efterprøvelse efter det foreslåede § 12, stk. 4 , også vil finde anvendelse ved eventuel forlængelse af en foranstaltning.

I tilfælde af isolation af længere tids varighed skal der tages særligt hensyn til eksempelvis børn og unge samt øvrige sårbare persongrupper, herunder varigt inhabile.

Det forudsættes desuden, at isolationen udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende person for at undgå unødige krænkelser og ulemper.

Der kan alene træffes afgørelse om at påbyde en person at lade sig isolere, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 1.

Det er efter det foreslåede § 12, stk. 2, en betingelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden styrelsen træffer afgørelse om at påbyde en person at lade sig undersøgelse, har opfordret den pågældende til frivilligt at medvirke til foranstaltningen.

Efter det foreslåede § 3, stk. 1, påhviler det enhver myndighed at yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov. Kommunalbestyrelser eller regionsråd skal bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i opfordring til frivillig medvirken, ligesom kommunalbestyrelse eller regionalråd skal sikre, at Styrelsens for Patientsikkerheds afgørelse om isolation kan gennemføres.

Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende., anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed institutionen, behandlingsstedet el. lign om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføres, jf. det foreslående § 12, stk. 2, 2. pkt.

Efter det foreslåede § 21, stk. 1, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed herudover i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger, en offentlig eller privat institution, behandlingssted eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Det betyder, at hvis en foranstaltning skal gennemføres på eksempelvis et sygehus, et kommunalt eller privat plejecenter, et botilbud eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller den private ejer om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres

Efter det foreslåede § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingssted eller lignende, som styrelsen har anmodet om at gennemføre en foranstaltning, tillade, at der med henblik på at gennemføre og opretholde en sådan foranstaltning anvendes den nødvendige magt over for den person, som foranstaltningen retter sig mod.

Ligeledes yder politiet bistand til at gennemføre og opretholde påbuddet, hvis en person ikke efterkommer et påbud, jf. den foreslående § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 15. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter § 5, stk. 1, 3. pkt., i gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade isolere i egnet facilitet.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Efter bekendtgørelsen gælder for nuværende, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig isolere i en egnet facilitet. Styrelsen for Patientsikkerhed kan på tilsvarende vis påbyde enhver, der lider af Coronavirussygdom 2019 (covid-19), eller som formodes at kunne være smittet med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), at lade sig isolere.

Efter bekendtgørelse gælder desuden for nuværende, at efterkommes påbuddet ikke, kan politiet om nødvendigt og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yde bistand til isolation af den pågældende. Styrelsen for Patientsikkerhed anviser i samråd med regionsrådet en egnet facilitet.

Med § 16, foreslås det, at regionsrådet skal sikre, at isolation efter § 15, kan ske i en egnet facilitet, hvis isolation i eget hjem ikke er muligt.

Med bestemmelsen skal regionsrådet, i den region, hvor den person, som påbydes at lade sig isolere har bopæl eller opholder sig på tidspunktet for påbuddet, sikre at isolation af vedkommende kan ske i egnede faciliteter, hvis personen ikke kan isoleres i eget hjem.

En egnet facilitet vil som udgangspunkt kunne være den pågældendes eget hjem, hvis isolation i eget hjem er egnet til at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom.

En facilitet vil være egnet til isolation, hvis der er mulighed for overnatning og adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og drikke. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, hoteller m.v.

Af sundhedslovens § 210 a, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen efter regler fastsat i medfør af stk. 3, har ansvaret for at stille faciliteter til rådighed til isolation af borgere, der er konstateret smittede med covid-19, og som på baggrund af kommunens visitation af hensyn til andres sundhed frivilligt vil lade sig indkvartere på en sådan facilitet.

Egenbetaling for forplejning kan maksimalt udgøre 150 kr. pr. døgn, jf. sundhedslovens § 210 a, stk. 2.

Sundheds- og ældreministeren fastsætter, jf. sundhedslovens § 210 a, stk. 3, nærmere regler om kommunalbestyrelsens ansvar efter stk. 1, herunder om, at tilvejebringelse af isolationsfaciliteter kan ske ved kommunalbestyrelsen selv, i samarbejde med andre kommuner eller ved indgåelse af aftale med private leverandører. Sundheds- og ældreministeren fastsætter endvidere nærmere regler om kriterier for visitation til isolationsfaciliteter efter stk. 1, herunder om målgruppe, om retningslinjer for isolationsfaciliteter og om egenbetaling.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 873 af 14. juni 2020 om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19) og bekendtgørelse nr. 1293 af 2. september 2020 om ændring af bekendtgørelse om isolationsfaciliteter til indkvartering af borgere i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom (covid-19).

Det foreslås med § 16, stk. 1, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet efter regler fastsat i medfør af stk. 2 stiller faciliteter til rådighed til isolation af personer, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, og som på baggrund af kommunalbestyrelsens eller regionsrådets visitation af hensyn til andres sundhed frivilligt vil lade sig isolere på en sådan facilitet.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes et ansvar for kommunalbestyrelser og regionsråd til at stille faciliteter til rådighed til isolation af personer, der er konstateret smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og som på baggrund af kommunens eller regionsrådets visitation af hensyn til andres sundhed frivilligt vil lade sig isolere på en sådan facilitet.

Behov for faciliteter til frivillig isolation kan eksempelvis forekomme, hvis en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan, men hvor vedkommende ikke er i stand til eller ikke har mulighed for at selvisolere sig tilstrækkeligt i eget hjem til at hindre smittespredning. Dette gælder bl.a. personer, som deler husstand med mange på et lille areal og/eller uden optimal rumadskillelse, og personer, der deler hustand med en eller flere, som har vanskeligt ved at samarbejde med den smittede om at følge myndighedernes anbefalinger om isolation i hjemmet, f.eks. på grund af sociale problemer eller kognitiv funktionsnedsættelse, hvorfor risiko for smitte øges. Endelig gælder det personer, der deler husstand med en eller flere personer i risikogruppe, der er defineret af Sundhedsstyrelsens oversigt over risikogrupper, som det er vanskeligt at sikre hensigtsmæssig isolation fra.

Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelser og regionsråd få pligt til at tilbyde personer, som af forskellige årsager kan udsætte deres omgivelser, herunder nære pårørende for sundhedsmæssige risici ved fortsat at bo i eget hjem, en facilitet, hvor de pågældende frivilligt kan lade sig isolere.

Det nærmere omfang af denne pligt foreslås fastsat af sundheds- og ældreministeren ved bekendtgørelse, jf. det foreslåede stk. 2.

Det bemærkes, at der med lovforslaget således ikke etableres en pligt for kommunalbestyrelser og regionsråd til generelt og løbende at stille indkvarteringsfaciliteter til rådighed, idet pligten alene vil påhvile kommunalbestyrelser og regionsråd i situationer, hvor der konkret fastsættes regler herom. Aktivering af forpligtelsen vil således forudsætte en udmøntning af reglerne målrettet den konkrete situation.

Med § 17, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om kommunalbestyrelsens og regionsrådets ansvar efter stk. 1, herunder om, at tilvejebringelse af isolationsfaciliteter kan ske ved kommunalbestyrelsen og regionsrådet selv, i samarbejde med andre kommuner eller regioner eller ved indgåelse af aftale med private leverandører. Sundheds- og ældreministeren fastsætter endvidere nærmere regler om kriterier for visitation til isolationsfaciliteter efter stk. 1, herunder om målgruppe, retningslinjer for isolationsfaciliteter samt om egenbetaling, jf. det foreslåede stk. 2, 2. pkt.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges sundheds- og ældreministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsens og regionsrådets ansvar efter stk. 1, herunder om, i hvilke situationer pligten finder anvendelse og om hvordan tilvejebringelsen af isolationsfaciliteterne skal finde sted, herunder ved indgåelse af aftale med andre kommuner og regioner eller med private leverandører.

Efter bemyndigelsen vil der kunne fastsættes nærmere regler om, i hvilke situationer, kommunalbestyrelser eller regionsråd vil skulle stille indkvarteringsfaciliteter til rådighed for borgere med henblik på frivillig isolation.

Der vil endvidere kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan kommunalbestyrelser og regionsråd skal tilvejebringe relevante isolationsfaciliteter. Der vil således kunne fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet selv eller i samarbejde med andre kommuner og regioner inden for den øvrige lovgivnings rammer kan etablere og drive sådanne faciliteter, eksempelvis i eksisterende kommunale eller regionale lokaler, ligesom der kan fastsættes regler om, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet indgår aftaler herom med private leverandører af hoteller, feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter om at stille sådanne faciliteter til rådighed.

I den forbindelse vil der kunne fastsættes nærmere regler om, hvilke krav kommunalbestyrelser eller regionsråd skal stille til f.eks. indretning, rengøring, hygiejne, adgangsforhold, kontakt til andre gæster og personale. Der vil bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, at en indkvarteringsfacilitet, uanset om den er etableret og drevet af en privat leverandør eller af kommunen henholdsvis regionen, skal leve op til retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, der måtte være relevante i den aktuelle situation.

Der vil aktuelt blive fastsat regler om, at kommunalbestyrelser skal tilbyde isolationsfaciliteter ved at indgå aftale med private leverandører af hoteller, feriecentre og andre kommercielle overnatningsfaciliteter, som skal etablere og drive frivillige isolationsfaciliteter i forbindelse med håndtering af covid-19.

Efter det foreslåede § 17, stk. 2, 2. pkt., fastsætter sundheds- og ældreministeren nærmere regler om kriterier for visitation til faciliteter efter stk. 1, herunder om målgruppe, retningslinjer for isolationsfaciliteter samt om egenbetaling.

Med bemyndigelsen vil sundheds- og ældreministeren kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke kriterier der skal være opfyldt for, at en person kan visiteres til at opholde sig på isolationsfaciliteterne, dvs. målgruppen for faciliteterne, og hvordan visitationen nærmere skal finde sted, og om det er kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, der i den konkrete situation har ansvaret for at visitere personer omfattet af målgruppen til tilbuddet.

I den forbindelse bemærkes, at kommuners eller regioners visitation af en person til en indkvarteringsfacilitet, hvor personen opholder sig frivilligt, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Visitationen vil kunne meddelelse mundtligt til personen i forbindelse med kommunens eller regionens kontakt til personen. Personen vil i en sådan situation kunne anmode om en skriftlig afgørelse, som kommune eller regionen herefter vil skulle udfærdige.

Der vil ligeledes efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes nærmere regler om egenbetaling forbundet med ophold på indkvarteringsfaciliteten, såvel for selve opholdet som for forplejning.

For nuværende vil bemyndigelsen blive udmøntet med henblik på situationen omkring håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19) og der vil aktuelt blive fastsat regler svarende til de regler, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 874 af 14. juni 2020, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1293 af 2. september 2020.

Efter § 5, stk. 2, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at være smittet med en sådan, hvis isolation ikke er tilstrækkelig til at forebygge eller inddæmme udbredelse af sygdommen.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19). Efter bekendtgørelsen gælder for nuværende, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan. Styrelsen for Patientsikkerhed kan på tilsvarende vis påbyde enhver, der lider af Coronavirussygdom 2019 (covid-19), eller som formodes at kunne være smittet med Coronavirussygdom 2019 (covid-19), at lade sig tvangsmæssigt behandle.

Med § 18, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig og en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, at lade sig behandle.

Den foreslåede bestemmelse er med en række væsentlige ændringer en videreførelse af epidemilovens § 5, stk. 2.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for, for en bestemt periode, at påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller en samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan at lade sig behandle.

Det forudsættes, at afgørelsen bl.a. skal indeholde oplysninger om, hvornår foranstaltningen skal iværksættes, og hvor længe den skal opretholdes. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter og risiko for smitte, jf. dog den foreslående § 18, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Med bestemmelsen vil både en person, som lider af en alment farlig sygdom, eller en person, som formodes at kunne være smittet med en sådan, kunne påbydes at lade sig behandle. Der henvises til den foreslåede § 13, og bemærkningerne dertil for en nærmere beskrivelse af, hvornår en person anses for at lide af en alment farlig sygdom, eller formodes at kunne være smittet med en sådan.

Det forudsættes, at påbud om at iværksætte behandling som udgangspunkt alene vil finde sted, hvor en person lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Med bestemmelsen vil der imidlertid også kunne iværksættes behandling, hvis en person formodes, at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det kunne eksempeltvist været tilfældet, hvis den pågældende har tydelige objektive tegn på den konkrete sygdom, men hvor sygdommen ikke er endelig diagnosticeret ved f.eks. klinisk test.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde, at en person skal lade sig behandle.

Ved behandling forstås i denne sammenhæng en sundhedsfaglig foranstaltning og indsats, som iværksættes med henblik på at helbrede eller afhjælpe en alment farlig eller samfundskritisk sygdom hos en person, som lider af en sådan sygdom eller formodes, at kunne være smitte med en sådan. Der vil som udgangspunkt være tale om medicinsk behandling, dvs. behandling med lægemidler, men også andre behandlingsformer, som anses for egnet til at behandle den konkret smitsomme sygdom, kan finde anvendelse, herunder rensning af sår.

Det er en forudsætning at behandling efter bestemmelsen vil blive foretaget af en sundhedsperson. Ved sundhedspersoner forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. § 6, stk. 1, i sundhedsloven.

Med § 18, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at afgørelser om behandling kan træffes med en varighed af maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed alene kunne træffe afgørelse om behandling i maksimalt fire uger.

Med bestemmelsen sikres det, at den person, som foranstaltningen retter sig imod, som udgangspunkt ikke vil kunne påbydes at lade sig behandle i mere end fire uger. Pågældende har dermed en sikkerhed for, at foranstaltningen vil blive ophævet eller eventuelt revurderet efter maksimalt fire uger.

Foranstaltningen skal dog ophæves straks, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 3, 2. pkt. Herudover skal foranstaltningen efterprøves i henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter den er iværksat, for at påse om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt, jf. det foreslåede § 12, stk. 4.

Med § 18, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at afgørelser kan forlænges med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne forlænge en afgørelse om behandling med op til fire uger ad gangen.

Med bestemmelsen sikres det, at foranstaltninger rettet mod en person, som lider af en alment farlig sygdom eller formodes, at kunne være smittet med en sådan, kan forlænges i op til fire uger ad gangen, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer det nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den konkrete sygdom.

Det forudsættes, at forlængelse af påbud om behandling alene vil finde anvendelse under særlige omstændigheder, eksempelvis hvis den person, som foranstaltningen retter sig imod, fortsat vil kunne udgøre en risiko for smitte med den sygdom, som oprindeligt var årsag til behandling, efter udløbet af den nærmere bestemte behandlingsperiode på maksimalt fire uger. Herudover skal foranstaltningen efterprøves henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at den er iværksat, for at påse om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt, jf. det foreslåede § 12, stk 4.

Det forudsættes desuden, at behandling skal udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende person for at undgå unødige krænkelser og ulemper.

Der kan alene træffes afgørelse om at påbyde en person at lade sig behandle, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme og samfundskritiske sygdomme, jf. herved det foreslåede § 12, stk. 1. En behandling skal ikke alene være nødvendig, men den skal også være egnet til at hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom.

Det er efter det foreslåede § 12, stk. 2, en betingelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed, forinden styrelsen træffer afgørelse om at påbyde en person at lade sig undersøgelse, har opfordret den pågældende til frivilligt at medvirke til foranstaltningen.

Efter det foreslåede § 3, stk. 1, påhviler det enhver myndighed at yde vejledning til og bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov. Kommunalbestyrelse eller regionsråd skal bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i opfordring til frivillig medvirken, ligesom kommunalbestyrelse eller regionalråd skal sikre, at Styrelsens for Patientsikkerheds afgørelse om behandling kan gennemføres.

Hvis den person, som en foranstaltning påtænkes rettet imod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed institutionen, behandlingsstedet eller lignende om at sikre, at opfordringen til frivilligt medvirken gennemføre, jf. den foreslående § 12, stk. 2, 2. pkt.

Efter det foreslåede § 21, stk. 1, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed herudover i forbindelse med afgørelser om foranstaltninger, en offentlig eller privat institution, et behandlingssted eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres og opretholdes.

Det betyder, at hvis en foranstaltning skal gennemføres på eksempelvis et sygehus, et kommunalt eller privat plejecenter, et botilbud eller lignende , anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller den private ejer om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres

Efter den foreslåede § 21, stk. 2, kan Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra en offentlig eller privat institution, som styrelsen har anmodet om at gennemføre en foranstaltning, tillade, at der henblik på at gennemføre og opretholde en sådan foranstaltning anvendes den nødvendige magt over for den person, som foranstaltningen retter sig mod.

Ligeledes yder politiet bistand til at gennemføre og opretholde påbuddet, hvis en person ikke efterkommer et påbud, jf. den foreslående § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 18, stk. 1. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter § 12, stk. 1, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Ministeren kan også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom og befordringsmidler m.v.

Efterkommes påbuddet i stk. 1, 1. pkt., ikke, kan politiet efter anmodning tilbageholde den formodet forurenede, indtil rensning har fundet sted, jf. stk. 2.

Efter stk. 3, fastsætter Sundhedsstyrelsen nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Det foreslås med § 19, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Styrelsen for Patientsikkerhed kan også påbyde desinfektion af løsøre, fast ejendom og befordringsmidler m.v.

Den foreslåede bestemmelse er med en række væsentlige ændringer en videreførelse af epidemilovens § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Med bestemmelsen kan Styrelsen for Patientsikkerhed påbyde, at der skal iværksættes rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Ved rensning af personer forstås efter denne bestemmelse som udgangspunkt et grundigt bad og tøjskifte.

Ved biologisk kampstof forstås særligt fremstillede og forarbejdede bakterier, vira eller toksiner, der kan fremkalde sygdom og eventuel død. Visse kampstoffer er i stand til at sprede sig epidemisk. Biologisk kampstof kan have flere tilstandsformer, men vil oftest være et usynligt og lugtløst stof, som kan være spredt via luft, mad eller vand eller genstande.

Der kan således være en formodning om smitte, hvis en person har opholdt sig på et område, hvor der er konstateret forurening med smitstof eller biologisk kampstof eller hvor der er en formodning om forurening. En person vil ligeledes formodet forurenet med biologisk kampstof, hvis den pågældende har været så tæt på kampstoffet, at den pågældende selv har set stoffet og/eller har synligt materiale på beklædningen, eller har været sammen med mennesker, som har set stoffet og/eller har haft synligt materiale på beklædningen.

Med § 19, stk. 2, foreslås det, at ansvaret for at afgrænse det biologiske fareområde og de eksponerede personer påhviler Statens Serum Institut.

Med bestemmelsen vil afgrænsningen af et biologisk fareområde og et biologisk eksponeringsområde ske efter teknisk analyse, som indbefatter miljøprøvetagning, laboratorieanalyse og modelberegning. Modelberegningen baserer sig på avancerede og specialiserede computermodeller, der er udviklet i samarbejde mellem Center for Biosikring og Bioberedskab under Statens Serum Institut og udenlandske samarbejdspartnere.

Med bestemmelsen sikres det ligeledes, at identifikation af de potentielt eksponerede personer – dvs. de personer, som er i risiko for at være forurenet – også kan foregå gennem modellering af det biologiske eksponeringsområde.

Ved biologiske fareområde forstås det sted, hvor der er indtruffet en hændelse, som giver mistanke om ukontrolleret tilstedeværelse af farligt smitstof eller biologisk kampstof.

Ved eksponerede personer forstås personer, der har været eller formodes at have været i eksponeringsområdet.

Det foreslås med § 16, stk. 3, at Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Efter bestemmelsen vil Sundhedsstyrelsen kunne fastsætte nærmere regler om rensning af personer, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof.

Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 19, stk. 1. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter § 12, stk. 4, i epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen iværksætte andre foranstaltninger af begrænset art og omfang for at hindre, at smitte udbredes. Bestemmelsen vedrører forurening med smitstof og biologisk kampstof, jf. § 12, stk. 1-3. .

Med § 20, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde, at en person, som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof skal lade sig teste for smitstof eller biologisk kampstof, anvende værnemidler, beskyttelsesudstyr eller lignende for at hindre spredning af smitstof eller biologisk kampstof.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed kunne påbyde, at en person, som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof skal lade sig teste for smitstof eller biologisk kampstof, anvende værnemidler, beskyttelsesudstyr eller lignende for at hindre spredning af smitstof eller biologisk kampstof.

En person vil kunne formodes forurenet, hvis vedkommende har opholdt sig på et område, hvor der er konstateret forurening med smitstof eller biologisk kampstof eller hvor der er en formodning om forurening. En person vil ligeledes formodet forurenet med biologisk kampstof, hvis den pågældende har været så tæt på kampstoffet, at den pågældende selv har set stoffet og/eller har synligt materiale på beklædningen, eller har været sammen med mennesker, som har set stoffet og/eller har haft synligt materiale på beklædningen.

Bestemmelsen medfører, at en person, som formodes smittet med smitstof eller biologisk kampstof, og som ikke frivilligt vil medvirke til eksempelvis prøvetagning med henblik på at kunne konstatere om vedkommende er kontamineret, vil kunne blive påbudt at lade sig teste for smitstof eller biologisk kampstof. Med bestemmelsen vil en person, som formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof, kunne påbydes at anvende værmemidler, beskyttelsesudstyr eller lignende for hindre spredning af smitstof eller biologisk kampstof - eventuelt indtil rensning kan finde sted.

Politiet yder bistand til at gennemføre og opretholde påbuddet, hvis en person ikke efterkommer et påbud, jf. det foreslående § 22, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme et påbud meddelt efter § 20. Der henvises nærmere til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Efter den gældende epidemilov er der ikke fastsat nærmere regler for at gennemføre påbudte foranstaltninger over for enkelt personer eller for at anvende tiltag i form af eksempelvis fysisk fastholdelse eller aflåsning af en dør for at gennemføre eller opretholde en foranstaltning efter dette kapitel.

Med § 21, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med afgørelser truffet efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, anmoder den offentlige eller private institution, behandlingssted eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at anmode en offentlige eller private institution, behandlingssted eller lignende om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres, hvis den person, som en foranstaltning rettes mod, bor eller har imidlertid ophold på en institution, behandlingssted eller lignende, jf. det foreslåede § 12, stk. 2, 2. pkt

Det betyder, at hvis en foranstaltning skal gennemføres på eksempelvis et sygehus, et kommunalt eller privat plejecenter, et botilbud eller lignende anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller den private ejer om at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

Det forudsættes, at foranstaltninger gennemføres med socialpædagogiske tiltag og virkemidler, herunder bl.a. tillidsskabende og motiverende tiltag.

Det forudsættes, at den person, som en foranstaltning rettes mod, inddrages i videst muligt omfang. Ligeledes bør forældremyndighedsindehavere til børn og unge samt værger inddrages.

Med § 21, stk. 2, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra den offentlige eller private institution, behandlingsted eller lignende, som styrelsen efter § 21, stk. 1, har anmodet om at gennemføre en foranstaltning efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, kan træffe afgørelse om at tillade, at der med henblik på at gennemføre og opretholde en sådan foranstaltning anvendes fysisk fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførsel af den pågældende (nr. 1) eller aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig (nr. 2).

Ved anmodning forstås efter denne bestemmelse, at den offentlige eller private institution, behandlingsted eler lignende, vil skulle rette henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis en person på den pågældende institution har fået påbudt en foranstaltning efter kapitel 5, og ikke kan eller vil efterleve dette påbud på trods af den støtte og motivation som den offentlige eller private institution, behandlingsstedet eller lignende har anvendt efter det foreslåede § 21, stk. 1, for at sikre, at den trufne afgørelse gennemføres.

En anmodning fra en institution kan komme fra ommunalbestyrelser, for så vidt angår kommunale plejehjem, plejecentre m.v. samt regionsråd for så vidt angår bl.a. sygehusene. Der vil også kunne være tale om private ejere af institutioner på eksempelvis pleje- og omsorgsområdet, ligesom også ejere af øvrige offentlige institutioner som fængsler, arresthuse og asylcentre, vil kunne anmode Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse til at anvende magt til at gennemføre en påbudt foranstaltning over for en person, som bor eller opholder sig på den konkrete institution.

Bestemmelsen medfører, at de foranstaltninger, som efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1, kan påbydes over for enkeltpersoner, som lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, kan gennemføre og opretholdes, i situationer hvor en person ikke kan eller vil medvirke til at gennemføre eller opretholde foranstaltningen. Tilsvarende gælder for personer, som efter § 19, stk. 1, og § 20, der formodes forurenet med smitstof eller biologisk kampstof. Med bestemmelsen gives der således mulighed for magtanvendelse over for enkeltpersoner for at gennemføre og opretholde de foranstaltninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har truffet afgørelse om.

Magtanvendelse, der kan være nødvendig for at gennemføre og opretholde en påbudt foranstaltning efter dette kapitel, vil kunne være aflåsning af lokaler, fysisk fastholdelse, tilbageholdelse eller tilbageførsel af den pågældende person, som foranstaltningen retter sig mod. Der vil ligeledes med den foreslåede bestemmelse kunne foretages aflåsning af lokaler, hvori den pågældende befinder sig.

Med bestemmelsen forudsættes det, at de offentlige og private instituioner, behandlingsteder eller lignende, som i medfør at § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, og § 20, kunne blive tillagt en handlepligt ved eksempelvis at skulle observere en person, som er påbudt at lade sig indlægge, få mulighed for at iværksætte nødvendige foranstaltninger til at gennemføre og opretholde de påbudte foranstaltninger.

Med bestemmelsen forudsættes det, at de generelle betingelser i den foreslåede § 12, stk. 3, også iagttages i forhold til magtanvendelse. Magtanvendelse efter dette kapitel skal være nødvendig, så kortvarig som mulig, og stå i rimeligt forhold til formålet med den påbudte foranstaltning. Den mindst indgribende og mest skånsomme form for magtindgreb skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Magtindgrebet skal skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde dette.

Der forudsættes yderligere, at foranstaltningen efter dette kapital vil blive efterprøvet af Styrelsen for Patientsikkerhed henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter, at foranstaltningen er iværksat for at påse, om betingelserne for foranstaltningen fortsat er opfyldt, jf. det foreslåede § 12, stk. 4, og bemærkningerne hertil. Efterprøvelse gælder også foranstaltninger, som gennemføres ved magtanvendelse.

Efter § 5, stk. 3, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i § 5, stk. 1 og 2, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling.

Med den foreslåede § 22, foreslås en ny bestemmelse om politiets bistand til at gennemføre og opretholde et påbud efter lovforslagets kapitel 5 om foranstaltninger over for enkeltpersoner, såfremt et påbud ikke efterkommes.

Med § 22, stk. 1, foreslås det, at politiet under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed yder bistand til at sikre, at påbud efter kapitel 5 gennemføres og opretholdes.

Med § 22, stk. 2, foreslås det endvidere, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om politiets bistand efter stk. 1.

Politiet vil med den foreslåede bestemmelse kunne anvende magtmidler for at sikre gennemførelsen og opretholdelsen af et påbud. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven.

I forbindelse med den bistand, som politiet er forpligtet til at yde efter den foreslåede bestemmelse, kan politiet om nødvendigt anvende magt, jf. politilovens § 15, nr. 4.

Det er politiet, der skønner, om betingelserne for magtanvendelse er til stede. De generelle betingelser for politiets magtanvendelse findes i politilovens § 16. Bestemmelsen gælder endvidere for anvendelse af de magtmidler, der er udtrykkeligt reguleret af de særlige bestemmelser om skydevåben, stav, hund, gas og peberspray, jf. politilovens §§ 17-20 a.

Ifølge politilovens § 16, stk. 1, skal politiets magtanvendelse være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum, jf. politilovens § 16, stk. 2.

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Lægger nogen hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 119, stk. 4.

For den offentlige forvaltning gælder efter dansk ret et almindeligt princip om proportionalitet. Heri ligger, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, ligesom foranstaltningen som middel skal stå i rimeligt forhold til målet. Foranstaltningen skal også være egnet til at opnå det tilstræbte formål. Der gælder desuden et princip om anvendelse af den mindst indgribende foranstaltning, som er egnet til at opnå formålet.

Der er ikke i den gældende epidemilov fastsat nærmere regler om disse grundlæggende principper, som skal overholdes ved iværksættelse eller opretholdelse af foranstaltninger i medfør af epidemiloven. Dog fremgår det bl.a. af den gældende § 7, stk. 3, at påbud om afspærring af områder, skal ophæves snarest muligt.

På en række andre områder på sundheds- og ældreområdet er der i lovgivningen fastsat principper herom. Det gælder bl.a. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Det foreslås, at der i epidemiloven tilsvarende fastsættes principper herom.

Med bestemmelsen foreslås bl.a. nogle grundlæggende og generelle betingelser, der til enhver tid skal være opfyldt for iværksættelse og opretholdelse af de samfundsmæssige foranstaltninger, der foreslås efter epidemilovens kapitel 4.

Med § 23, stk. 1, foreslås det, at foranstaltninger efter kapitel 6 kan iværksættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. dog stk. 2, hvorefter visse foranstaltninger også kan iværksættes ved alment farlige sygdomme.

Med bestemmelsen fastsættes det, at reglerne i kapitel 4 om samfundsmæssige indgreb som udgangspunkt alene kan iværksættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom.

Det betyder, at enhver foranstaltning efter kapitlet vil kunne bringes i anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en sygdom, der er kategoriseret som samfundskritisk, jf. det foreslåede § 2, stk. 4, og stk. 6, 1. pkt.

Det vil være en betingelse for udmønting af de foreslåede § 24, stk. 1, §§ 28, 30, 31 og 34-37, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Med § 23, stk. 2, foreslås det, at foranstaltninger efter §§ 26, 28, 29, 31 og 33 endvidere kan iværksættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom.

Med bestemmelsen fastsættes det, at visse af foranstaltningerne i kapitel 6 om samfundsmæssige foranstaltninger kan iværksættes for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige sygdomme.

Det gælder foranstaltninger efter lovens § 26 om afspærring af områder, § 28 om foranstaltninger over for personer, som har opholdt eller befundet sig på steder med konstateret smitte, § 29 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v., § 31 om restriktioner for eller forbud adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner, faciliteter m.v. og § 33 om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

Med bestemmelsen sikres det, at disse foranstaltninger, som efter det foreslåede stk. 1 kan finde anvendelse for samfundskritiske sygdomme, også kan iværksættes over for alment farlige sygdomme, som ikke samtidigt er samfundskritiske.

Med § 23, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at enhver foranstaltning efter kapitel 6 skal være nødvendig, så kortvarig som mulig og stå i rimelig forhold til formålet med foranstaltningen.

Med bestemmelsen fastættes et nødvendigheds- og proportionalitetsprincip.

Nødvendighedskriteriet betyder, at der alene kan træffes foranstaltninger efter kapitel 6, hvis foranstaltningen er nødvendig for at forebygge eller hindre udbredelse af smitte af den pågældende sygdom. Kriteriet betyder endvidere, at der – forinden der træffes beslutning om at iværksætte foranstaltninger efter kapitlet – skal foretages en vurdering af, hvorvidt foranstaltningerne er nødvendige for og egnede til at forebygge eller hindre udbredelse af den pågældende sygdom. Såfremt en foranstaltning ikke vurderes nødvendig, vil den ikke kunne iværksættes eller opretholdes.

Proportionalitetsprincippet betyder, at der ved fastsættelse af foranstaltninger skal foretages en vurdering af, om foranstaltningen står i rimelig forhold til det, der begrunder foranstaltningen.

Med § 23, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Med bestemmelsen fastættes et mindstemiddelsprincip.

Princippet indebærer, at der altid skal vælges den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning, hvis denne er tilstrækkelig. Der kan således ikke fastsættes foranstaltninger, hvis det står klart, at formålet kan nås med mindre indgribende foranstaltninger.

Med § 23, stk. 3, 3. pkt., fastsættes det, at foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen.

Bestemmelsen betyder, at foranstaltninger ikke kan opretholdes i en længere periode, end hvad der er nødvendigt for at forebygge og bekæmpe den sygdom, som begrunder foranstaltningen. Der vil således ikke kunne opretholdes restriktioner eller forbud efter de foreslåede bestemmelser, hvis der ikke længere er grundlag herfor, f.eks. hvis den pågældende sygdom ikke længere vurderes at udgøre en risiko, som begrunder en given foranstaltning.

Det skal understreges, at forebyggelsen og bekæmpelse af smitsomme sygdomme selvsagt er forbundet med betydelig usikkerhed og uforudsigelighed, og at kriterierne således ikke er til hinder for, at der ud fra et forsigtighedsprincip for at beskytte personer og samfundet kan fastsættes foranstaltninger, som der ikke forelægger evidens for eller viden om virkningen af, f.eks. ved udbredelse af hidtil ukendte sygdomme.

Med § 23, stk. 4, foreslås det, at regler i medfør af § 24, stk. 1, og §§ 28, 30, 32 og 34-37 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler der fastsættes i medfør af § 24, stk. 1, og §§ 28, 30, 32 og 34-37, som udgangspunkt højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen. Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter de foreslåede bestemmelser, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelsen ophæves senest efter fire uger. Det foreslås dog også, at reglerne kan fastsættes med en længere gyldighed, hvis særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Der vil eksempelvis kunne være tale om hensynet til forudsigeligheden for erhvervs- eller kulturlivet.

Reglerne vil kunne forlænges med op til fire uger ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder indhentelse af en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for folketingsudvalget. Der henvises til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter den gældende epidemilovs § 6, stk. 1, 1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted.

Det følger endvidere af den gældende § 6, stk. 1, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1. pkt., både kan omfatte indendørs, udendørs, offentlige og private steder, hvor flere personer befinder sig.

Ifølge § 6, stk. 1, 3. pkt., kan regler efter 1. pkt. om forbud mod, at ti eller færre personer befinder sig på samme sted, alene fastsættes på baggrund af rådgivning fra sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt

Regler fastsat i medfør af 1. pkt., kan fravige anden lovgivning, jf. den gældende epidemilovs § 6, stk. 1, 4. pkt.

Efter § 6, stk. 2, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til lokaler og lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1, og om politiets bistand i den forbindelse.

Efter det foreslåede § 24, stk. 1, 1. pkt., kan justitsministeren efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler for hele eller dele af landet om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende epidemilovs § 6, stk. 1, 1. pkt., med den ændring, at kompetencen til at udstede reglerne placeres hos justitsministeren i stedet for sundheds- og ældreministeren.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter bestemmelsen, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1. Der vil således ikke med hjemmel i bestemmelsen kunne fastsættes regler for at forebygge eller inddæmme udbredelse af alment farlige eller øvrige smitsomme sygdomme. Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 23, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Det følger endvidere af det foreslåede § 23, stk. 3, at foranstaltninger, der iværksættes i medfør af bestemmelsen, skal være nødvendige, så kortvarige som muligt og stå i rimelig forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 23, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås som nævnt, at regler, der udstedes i medfør af bestemmelsen, skal fastsættes efter forhandling med sundheds- og ældreministeren. Sundheds- og ældreministeren vil i den forbindelse være ansvarlig for de sundhedsmæssige hensyn, der ligger bag reglerne.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at justitsministeren vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der vil kunne fastsættes regler om forbud, der som udgangspunkt vil kunne omfatte enhver situation, hvor flere personer befinder sig sammen. Dermed vil der som den nedre grænse kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig på samme sted.

Forbud vil bl.a. kunne omfatte større eller mindre forsamlinger, arrangementer og begivenheder. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om forbud, der omfatter deltagere til koncerter, idrætsbegivenheder, fester, generalforsamlinger og møder i selskaber eller foreninger.

Bestemmelsen vil imidlertid ikke være begrænset til sådanne mere formelle arrangementer m.v. Den vil også kunne anvendes til at fastsætte regler, som omfatter mere tilfældig sammenstimlen af personer på samme sted, dvs. uanset om personerne befinder sig på stedet med samme formål.

Det vil i de regler, der måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse, kunne fastsættes, hvilken størrelse af forsamlinger m.v. forbuddet gælder for, og hvordan antallet af personer nærmere skal opgøres. Antallet vil kunne hæves eller sænkes afhængigt af, hvad der vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende samfundskritiske sygdom.

Regler, der fastsættes i medfør af bestemmelsen vil både kunne omfatte hele landet eller dele af landet. Det vil således eksempelvis være muligt at fastsætte regler, der kun gælder en eller flere kommuner. Reglerne vil også kunne fastsættes for mindre områder end kommuner.

Det forudsættes, at regler i bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelsen respekterer kravet om proportionalitet og er i overensstemmelse med grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det foreslåede § 24, stk. 1, 2. pkt., fastsætter, at et forbud efter 1. pkt. både kan omfatte indendørs, udendørs, offentlige og private steder, hvor flere personer befinder sig samme sted.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6, stk. 1, 2. pkt.

Det forudsættes, at der som udgangspunkt ikke vil blive fastsat regler, der gælder for private boliger. Hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der dog kunne fastsættes regler for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for husstanden, der er forsamlet på en sådan måde, som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte med en samfundskritisk sygdom.

”Bolig” skal forstås bredt og videre end bopæl og sigter først og fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter.

Det omfatter ikke udendørslokaliteter, som f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder over. Eksempelvis fælles køkken- og/eller badefaciliteter i kollegieboliger vil heller ikke være en ”bolig”, idet beboernes bolig i sådanne tilfælde vil være deres værelser.

Det forudsættes endvidere, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre eller flere medlemmer af samme husstand befinder sig på samme sted. Det forudsættes ligeledes, at der ikke fastsættes regler om forbud mod, at tre eller flere personer, som er nærmeste pårørende, og som ikke er en del af samme husstand, befinder sig på samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås i denne sammenhæng personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn, herunder plejebørn, og søskende. Den nævnte personkreds er udtryk for det minimum af personer, der vil skulle undtages fra et eventuelt forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig samme sted, hvis det måtte vise sig nødvendigt at indføre et sådant forbud. Det vil således være muligt at fastsætte, at flere personer skal undtages, hvis der måtte blive fastsat regler om et sådant forbud. Det vil i den forbindelse skulle indgå i overvejelserne, at en udvidelse af den undtagne personkreds vil kunne vanskeliggøre håndhævelsen af forbuddet, ligesom et større antal undtagelser vil kunne begrænse effekten af en udvidelse af forbuddet i relation til at mindske smittespredningen. Det forudsættes, at omfanget af den undtagne personkreds foretages på baggrund af det konkrete situationsbillede på tidspunktet for fastsættelse af reglerne.

Det forudsættes herudover, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre eller flere personer, som ikke tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig på samme sted i tilknytning til boligen. Det gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med fælles køkken- og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber. Reglerne vil derimod kunne omfatte arrangementer m.v., der afholdes i boligfællesskabers fællesarealer og lignende steder.

Det forudsættes endvidere, at regler om forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads. Reglerne vil dog kunne omfatte arrangementer m.v. på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder.

Med § 24, stk. 1, 3. pkt., foreslås det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6, stk. 1, 4. pkt.

Bestemmelsen indebærer, at de regler, som måtte blive fastsat administrativt, vil kunne fravige bestemmelser i anden lovgivning. Det vil navnlig gælde bestemmelser, som eksempelvis giver ret til at afholde og deltage i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.

Efter det foreslåede § 24, stk. 2, gælder stk. 1 ikke for domstolene og Folketinget samt for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Regler fastsat i medfør af bestemmelsen vil således ikke kunne omfatte domstolene og Folketinget. Endvidere vil reglerne ikke kunne omfatte forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, eksempelvis demonstrationer eller møder i politiske partier. Forslaget vil ikke medføre ændringer af den gældende retstilstand, men vil indebære, at denne retstilstand kommer til at fremgå udtrykkeligt af selve bestemmelsen.

Efter det foreslåede § 24, stk. 3, 1. pkt., kan justitsministeren fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til lokaler og lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1, og om politiets bistand i den forbindelse.

Bestemmelsen viderefører den gældende epidemilovs § 6, stk. 2, med den ændring, at kompetencen til at fastsætte sådanne regler foreslås overført fra sundheds- og ældreministeren til justitsministeren.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte, at f.eks. politiet uden retskendelse kan skaffe sig adgang til lokaler m.v. med henblik på kontrol af overholdelsen af, at forbuddet overholdes. Der vil i den forbindelse også kunne fastsættes regler om politiets bistand. Det vil dog kun være relevant, hvis der fastsættes regler om, at adgangen uden retskendelse skal tilkomme en anden myndighed end politiet.

Beføjelserne efter de regler, der fastsættes i medfør af det foreslåede stk. 3, vil skulle anvendes inden for rammerne af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven).

Det følger i den forbindelse navnlig af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen. § 9, stk. 1, gælder dog ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 9, stk. 2.

Efter det foreslåede § 24, stk. 3, 2. pkt., omfatter 1. pkt. ikke private boliger.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede bemyndigelse i stk. 3 vil kunne fastsætte regler om adgang uden retskendelse til private boliger. Der er heller ikke efter gældende ret adgang uden retskendelse til private boliger, men med den foreslåede bestemmelse kommer dette til at fremgå udtrykkeligt af selve bestemmelsen.

”Bolig” i den foreslåede bestemmelse skal forstås bredt og videre end bopæl og sigter først og fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter. Det omfatter ikke udendørslokaliteter, som f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som f.eks. lader, skure og værksteder, som den pågældende råder over. Eksempelvis fælles køkken- og/eller badefaciliteter i kollegieboliger vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen, idet beboernes bolig i sådanne tilfælde vil være deres værelser.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet for at få adgang til private boliger vil skulle gå frem efter de almindelige straffeprocessuelle regler om ransagning efter retsplejelovens kapitel 73.

Det følger i den forbindelse af den foreslåede § 66, at ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i epidemiloven eller bestemmelser fastsat i medfør af epidemiloven kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf. Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at foretage ransagning i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf, når der er tale om sager om overtrædelse af epidemiloven og regler fastsat i medfør af epidemiloven, uanset om den pågældende overtrædelse alene kan medføre bødestraf. Der henvises i øvrigt til § 66 og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at det er hensigten, at det i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen vil blive fastsat, at overtrædelse af de regler, der fastsættes om forbud mod at flere personer befinder sig på samme sted, straffes med bøde. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 65, stk. 3, hvoraf det fremgår, at der i forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Efter den foreslåede § 27 kan politiet anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i medfør af den foreslåede § 24 overholdes. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven. Der henvises i øvrigt til § 27 og bemærkningerne hertil.

Efter den gældende epidemilovs § 6, stk. 3, 1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende sted.

§ 6, stk. 3, i den gældende epidemilov indebærer, at politiet i medfør af regler fastsat efter bemyndigelsesbestemmelsen kan forbyde ophold det pågældende sted.

Sundheds- og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning af skilte eller lignende, jf. § 6, stk. 3, 2. pkt., i den gældende epidemilov.

Det følger af § 6, stk. 4, i den gældende epidemilov, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at bl.a. regler om forbud mod ophold fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 3, overholdes.

Efter det foreslåede § 25, stk. 1, 1. pkt., kan politiet, hvis der i medfør af § 24, stk. 1 er fastsat regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, der er omfattet af disse regler, og hvortil der er almindelig adgang, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med den samfundskritiske sygdom det pågældende sted.

Det vil med den foreslåede bestemmelse være en betingelse for, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold, at der er fastsat regler i medfør af det foreslåede § 24 stk. 1. om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, og bestemmelsen vil alene kunne anvendes for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den samfundskritiske sygdom, som har dannet grundlag for disse regler.

Det vil endvidere være en betingelse, at det pågældende sted er omfattet af de regler, der er udstedt i medfør af § 24. Det indebærer bl.a., at der ikke vil kunne nedlægges opholdsforbud gældende for Folketinget og domstolene, idet regler fastsat i medfør af § 24 ikke vil kunne omfatte Folketinget og domstolene.

At forbuddet mod ophold efter politiets skøn skal være nødvendigt for at forhindre fare for smitte med den samfundskritiske sygdom det pågældende sted indebærer bl.a., at det vil være en forudsætning for et opholdsforbud, at de fastsatte regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, i det konkrete tilfælde vurderes ikke at være tilstrækkelige til at forhindre smittefare fra den samfundskritisk sygdom det pågældende sted.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt et forbud mod ophold er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med den samfundskritiske sygdom det pågældende sted. Ved vurderingen vil der bl.a. skulle tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra den pågældende sygdom og de konkrete forhold på stedet.

Vurderingen vil kunne foretages med udgangspunkt i politiets almindelige erfaringer med det pågældende sted. Det vil derfor ikke være et krav, at politiet først har forsøgt at gå frem med de redskaber, der er fastsat i reglerne udstedt i medfør af den foreslåede § 24. Forventer politiet således på bagrund af almindelige erfaringer, at der på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt vil indfinde sig et sådant antal personer, at reglerne fastsat i medfør af § 24 ikke vil være tilstrækkelige til at forhindre smittefaren, vil der kunne meddeles forbud, før personerne indfinder sig på stedet, forudsat at betingelserne for et forbud i øvrigt er opfyldt.

Det følger bl.a. af det foreslåede § 23, stk. 3, at foranstaltninger, der iværksættes i medfør af bestemmelsen, skal være så kortvarige som muligt og stå i et rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen. Den mindst indgribende og mest skånsomme foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet. Foranstaltninger skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen. Der henvises i øvrigt til § 23, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at politiets opholdsforbud vil kunne gælde for et ”bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang”. Det vil bl.a. omfatte offentlige parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne og forretninger og indkøbscentre i åbningstiden.

Det forudsættes dog, at adgangen til at nedlægge forbud i almindelighed kun bruges, hvis de regler, der måtte være fastsat i medfør de foreslåede §§ 32 og 36 om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige institutioner, faciliteter m.v. og lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, i det konkrete tilfælde ikke er tilstrækkelige til at forhindre smittefare det pågældende sted.

Forbud mod ophold vil alene kunne nedlægges for mindre, afgrænsede områder, f.eks. en bestemt plads, park, strand eller vej, eller en del heraf, og kun hvis betingelserne for at nedlægge forbud er opfyldt i forhold til det pågældende sted. Der vil således ikke kunne nedlægges forbud, der omfatter større områder som f.eks. en bydel.

Efter den § 27 kan politiet anvende den fornødne magt for at sikre, at forbud mod ophold bestemte steder overholdes. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 27 og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse om opholdsforbud ikke vil være omfattet af den parlamentarisk kontrol efter den foreslåede § 9. Imidlertid vil det som nævnt være en betingelse for, at politiet kan nedlægge opholdsforbud, at der er fastsat regler i medfør af § 24 om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Bemyndigelsesbestemmelsen i § 24 vil være omfattet af den parlamentariske kontrol, og folketingsudvalget vil således ved at udtale sig imod udstedelsen af disse regler også kunne forhindre, at politiet får adgang til at nedlægge opholdsforbud. Der henvises til den foreslåede § 9 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås med § 25, stk. 1, 2. pkt., at forbud mod ophold ikke omfatter almindelig færden det pågældende sted.

Det vil således uanset et nedlagt forbud fortsat være lovligt eksempelvis at gå henover en plads eller igennem en park, som er omfattet af forbuddet. Opholdsforbuddet vil heller ikke være til hinder for, at kunder kan stå i kø i eller ved en butik m.v. beliggende i det område, der er omfattet af forbuddet.

Efter det foreslåede § 25, stk. 2, gælder forbud efter stk. 1 ikke for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Bestemmelsen vil indebære, at et opholdsforbud ikke vil være til hinder for, at forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, eksempelvis demonstrationer, opholder sig det pågældende sted.

Bestemmelsen vil ikke medføre ændringer af den gældende retstilstand, men indebærer, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af selve bestemmelsen, at et opholdsforbud ikke er til hinder for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.

Efter det foreslåede § 25, stk. 3, 1. pkt., kan forbud efter stk. 1 meddeles for en periode på indtil 7 dage.

Det følger herudover af det foreslåede § 23, stk. 3, at foranstaltningen skal ophæves, når det ikke længere er nødvendigt at opretholde den. Der henvises til § 23, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 25, stk. 3, 2. pkt., kan perioden forlænges, hvis betingelserne for at nedlægge et forbud fortsat er opfyldt. Forlængelser vil kun kunne ske med en periode på i alt 7 dage ad gangen.

Med det foreslåede § 25, stk. 4, 1. pkt., fastsætter justitsministeren efter forhandling med sundheds- og ældreministeren nærmere regler om politiets beføjelser efter stk. 1.

Det vil i regler, som udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, bl.a. skulle fastsættes, hvordan politiets beslutning om at nedlægge forbud mod ophold et bestemt sted skal offentliggøres. Det forudsættes i den forbindelse, at forbuddet offentliggøres på en tydelig måde det pågældende sted ved skiltning eller lignende, og at der på politiets officielle hjemmeside gives oplysninger om nedlagte forbud, herunder om den geografiske afgrænsning af et forbud.

Der vil også kunne fastsættes nærmere regler om, i hvilke tilfælde politiet kan meddele forbud, og om virkningen af et forbud.

Efter det foreslåede § 25, stk. 4, 2. pkt., kan justitsministeren endvidere fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning af skilte eller lignende.

Sådanne regler vil eksempelvis kunne indebære, at kommunalbestyrelsen skal bistå politiet med at opsætte skilte ved kommunens parker eller pladser, som er omfattet af et forbud. Reglerne vil også kunne indebære, at en erhvervsdrivende, der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud, skal bistå politiet med at opsætte skilte.

Med den foreslåede § 65, stk. 1, nr. 2, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder et forbud meddelt efter § 25. Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Sundheds- og ældreministeren kan efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 7, stk. 1, påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samkvem med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om adgangen til at meddele påbud efter stk. 1, herunder om den nærmere afgrænsning af området. Ministeren kan fastsætte regler om restriktioner for personer, der har bopæl eller ophold i området.

Det følger af bestemmelsens stk. 3, at foranstaltninger efter stk. 1 snarest muligt skal ophæves.

Med den foreslåede bestemmelse i § 26 foreslås den gældende bestemmelse i epidemilovens § 7 videreført, dog med den væsentlige ændring, at kompetencen til at nedlægge påbud om afspærring af områder efter bestemmelsen overføres fra sundheds- og ældreministeren til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Efter det foreslåede § 26, stk. 1, kan Styrelsen for Patientsikkerhed påbyde, at der skal ske afspærring af et bestemt område, hvor en alment farlig eller samfundskritisk sygdom optræder, hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind, eller hvor der er mistanke om, at der er udlagt biologisk kampstof, således at samvær med omgivelserne forhindres i fornødent omfang.

Bestemmelsen kan finde anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme, jf. det foreslåede § 23, stk. 1 og 2.

Et påbud efter § 26, stk. 1, vil kunne gives for i fornødent omfang at forhindre samvær med omgivelserne til og fra et afgrænset geografisk område, f.eks. en bygning, boligkarré eller bydel. Et påbud har den virkning, at adgang til og ophold i området ikke er tilladt, jf. det foreslåede § 26, stk. 1, 2. pkt.

Det forudsættes i den forbindelse, at afspærring af et bestemt område efter den foreslåede bestemmelse offentliggøres på en tydelig måde det pågældende sted ved skiltning eller lignende.

Det forudsættes endvidere, at der ved iværksættelse af en afspærring af et område efter forslaget, herunder for så vidt angår den tidsmæssige og geografiske udstrækning af foranstaltningen, i videst muligt omfang tages hensyn til borgernes mulighed for at forsamle sig, navnlig med henblik på meningstilkendegivelser, i det omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den offentlige sundhed.

Det forudsættes ligeledes, at afspærring af et bestemt område efter den foreslåede bestemmelse ophæves eller indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn, foranstaltningen forfølger, ikke længere tilsiger, at afspærringen opretholdes.

Med § 26, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at påbud om afspærring efter stk. 1 meddeles for en periode på indtil syv dage.

Bestemmelsen betyder, at et påbyd om afspærring kan meddeles med en varighed på højst syv dage ad gangen.

Efter § 26, stk. 2, 2. pkt., kan perioden forlænges, hvis betingelserne for nedlæggelse af et påbud fortsat er opfyldt.

Bestemmelsen betyder, at påbuddet på syv dage vil kunne forlænges, hvis betingelserne for at nedlægge et påbud fortsat er opfyldt.

Det foreslås med § 26, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om påbud efter stk. 1.

Der vil med den foreslåede bestemmelse bl.a. kunne fastsættes regler om den nærmere geografiske afgrænsning af, hvilke områder, der kan omfattes af påbud.

Herudover vil der kunne fastsættes regler om, at visse persongrupper har lov til at færdes i området, herunder personer med bopæl eller ophold i området, eller personer med andet anerkendelsesværdigt formål til at færdes i området, eksempelvis redningsarbejdere, hjemmehjælpere og skraldemænd.

Det forudsættes endvidere med den foreslåede bestemmelse, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, hvordan, hvornår og i hvilket omfang personer, der har bopæl i et afspærret område, må færdes i området.

Bestemmelsen viderefører i øvrigt den gældende bestemmelse i epidemilovens § 7, og der er med lovforslaget ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Efter den foreslåede § 27 kan politiet anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i medfør af det foreslåede § 26, stk. 2, overholdes. Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven. Der henvises i øvrigt til den foreslåede § 26 og bemærkningerne hertil.

Med den foreslåede § 65, stk. 1, nr. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 26. Der henvises i øvrigt til det foreslåede § 65, stk. 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Politiet yder efter bestemmelser fastsat i medfør af den gældende epidemilov bistand til at gennemføre en række foranstaltninger. Det følger bl.a. af § 6, stk. 4, i epidemiloven, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i medfør af § 6, stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig det samme sted og § 6, stk. 3, om forbud mod ophold bestemte steder, overholdes.

Det foreslås med § 27, at politiet kan anvende den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets virksomhed for at sikre overholdelsen af regler fastsat i medfør af § 24, stk. 1, forbud mod ophold bestemte steder nedlagt i medfør af § 25, stk. 1, og påbud om afspærring af områder efter § 26, stk. 1.

Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven.

Det er politiet, der skønner, om betingelserne for magtanvendelse er til stede. De generelle betingelser for politiets magtanvendelse findes i politilovens § 16. Ifølge § 16, stk. 1, skal politiets magtanvendelse være nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen må alene ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader begrænses til et minimum, jf. § 16, stk. 2.

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Lægger nogen hindringer i vejen for bl.a. politiets arbejde, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 119, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 24-26 og bemærkningerne hertil.

Den gældende epidemilov indeholder ikke mulighed for at fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Under håndteringen af covid-19-epidemien har myndighederne alene haft mulighed for at give individuelle påbud om undersøgelse og/eller isolation. Myndighederne har endvidere opfordret personer til at lade sig teste og isolere.

Med § 28 foreslås det, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at en flerhed af personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Med bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren således kunne fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig teste eller isolere.

Reglerne vil kunne fastsættes i de situationer, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom hos én eller flere personer eller dyr, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, og hvor der er en risiko for, at øvrige personer kan være smittet med samme sygdom i den forbindelse.

Der vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler både i de situationer, hvor det ikke er muligt at identificere de enkelte personer, men også i de tilfælde, hvor det vil være uforholdsmæssigt ressourcekrævende at identificere hver enkelt person, f.eks. gæster til en stor koncert eller sportsbegivenhed, hvor det tidsmæssige hensyn til hurtigt at kunne iværksatte foranstaltninger med henblik på at hindre smittespredning er afgørende.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes til at fastsætte regler om, at personer, som har opholdt sig på samme sted i ind- eller udlandet, skal lade sig undersøge eller isolere. Der vil således kunne fastsætte regler om at personer, som er rejst ind i Danmark fra et konkret område i udlandet, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson ved tilbagekomst til Danmark. Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om, at personer, som er ansat i en virksomhed eller går på en skole, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig isolere. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at personer, som har deltaget i en begivenhed, f.eks. en koncert, et bryllup, et sportsarrangement eller lignende, hvor der er konstateret smitte, skal lade sig undersøge og isolere indtil isolation ikke længere er nødvendigt.

En undersøgelse kan bl.a. omfatte kliniske tests m.v. af personer, der formodes at kunne være smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, således at der vil kunne stilles en diagnose. Der kan ligeledes være tale om undersøgelse af en person, som allerede er diagnosticeret med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, med henblik på at afklare, om vedkommende fortsat er smittet. Undersøgelsen kan således afhængigt af de nærmere omstændigheder, herunder sygdommens karakter, omfatte blodprøvetagning, podning, legemsbesigtigelse m.v.

En undersøgelse skal foretages af en sundhedsperson. Ved sundhedspersoner forstås personer, som er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens § 6, stk. 1.

Ved isolation forstås en foranstaltning, som har til formål at afskære en person fra omgivelserne med henblik på at inddæmme eller forebygge udbredelsen af en alment farlig eller samfundskritik sygdom.

Isolation vil – ved visse alment farlige eller samfundskritiske sygdomme – kunne finde sted i eget hjem, men isolation vil også i nogle tilfælde (f.eks. hvor man ikke råder over en bolig, som gør det muligt at holde sig adskilt fra resten af boligens beboere) forudsætte, at der tages ophold i anden egnet facilitet. En facilitet vil være egnet til isolation, hvis der er mulighed for overnatning og adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og drikke. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, hoteller m.v.

Ved andre alment farlige eller samfundskritiske sygdomme vil isolation derimod forudsætte, at der tages ophold i særlige isolationsfaciliteter.

Det skal fremhæves, at det vil bero på den konkrete alment farlige eller samfundskritiske sygdom, hvorledes et krav om isolation skal forstås. Den foreslåede bemyndigelse vil således også kunne benyttes til at fastsætte regler herom.

Sundheds- og Ældreministeriet er opmærksomt på, at fastsættelse af regler om, at personer, som har opholdt eller befundet sig et sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlige eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet, vil kunne gribe ind i personens frihedsrettigheder. Det er derfor Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der altid – forinden udstedelse af regler, der indfører en pligt til undersøgelse og isolation – bør foretages en vurdering af, om en konkret anbefaling baseret på frivillighed vil være tilstrækkelig til at hindre smittespredning, eller om det er nødvendigt at fastsætte nærmere bestemte regler om undersøgelse og isolation.

Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet vil derfor også skulle finde anvendelse ved fastsættelse af regler efter dette forslag.

Det forudsættes derfor, at regler fastsat i medfør af bemyndigelsen skal være så skånsomme og kortvarige som muligt, står i rimeligt forhold til formålet med foranstaltningen, og at den mindst indgribende foranstaltning skal anvendes, hvis denne er tilstrækkelig til at opnå formålet.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4. Det forudsættes også, at fastsatte regler ophæves, når der ikke længere er grundlag for at opretholde disse.

Det forudsættes, at sundheds- og ældreministeren ved fastsættelse af regler efter denne bestemmelse så vidt muligt skal søge at informere de berørte personer og offentligheden herom, herunder eksempelvis ved pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside, andre relevante hjemmesider eller via aktuel anden kommunikationsform målrettet den flerhed af personer, reglerne vedrører.

Endelig foreslås det, at udmøntning af bemyndigelsen omfattes af den foreslåede parlamentariske kontrol med anvendelsen af bemyndigelsesbestemmelser, jf. herved den foreslåede § 8.

Efter § 12 c i den gældende epidemilov kan Sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud m.v. og sygehuse og klinikker og om undtagelser hertil.

Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1983 af 15. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på plejehjem, plejeboliger og

aflastningspladser samt sygehuse og klinikker i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvori der er fastsat restriktioner for besøg, herunder krav om, at besøg skal foregå forsvarligt og under hensyntagen tilSundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Den foreslåede § 29 svarer med en række væsentlige ændringer til den gældende § 12 c.

Styrelsen for Patientsikkerhed gives med den foreslåede bestemmelse kompetence til at udstede påbud om, at der skal fastsættes restriktioner eller forbud, frem for at sundheds- og ældreministeren via bekendtgørelse udsteder regler herom, jf. dog den foreslåede § 30, som alene finder anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.

Påbud vil kunne udstedes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme, jf. de foreslåede § 23, stk. 1 og 2, f.eks. med henblik på at hindre, at mange personer er tæt samlet, at der bringes sygdomme ind ude fra, og at personer, som opholder sig eller bor tæt, ikke smitter hinanden. Det gør sig ikke mindst gældende på steder, hvor personer, som på grund af f.eks. alder eller svækket helbred eller immunforsvar, kan være særligt sårbare, hvis de smittes med en alment farlig sygdom, bor eller opholder sig, f.eks. plejehjem, plejecentre og behandlingssteder. Det gør sig dog også gældende på andre steder, hvor personer bor tæt eller med flere, f.eks. på botilbud, aflastningspladser, anbringelsessteder, fængsler, asylindkvarteringsfaciliteter og lignende. Desuden kan hensynet til personalet på disse steder efter omstændighederne tilsige, at der udstedes påbud.

Med § 29, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af kommunale plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende og private alternativer dertil beliggende i den pågældende kommune.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde, at kommunalbestyrelsen i en bestemt periode fastsætter restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af en række offentlige og private behandlings- og plejeinstitutioner og -tilbud.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud vil efter bestemmelsen skulle rettes mod kommunalbestyrelsen, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere og offentliggøre påbuddet. Det betyder, at det vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de institutioner m.v., som et påbud omhandler, og som er beliggende i kommunen.

Restriktionerne vil afhængigt af påbuddets nærmere indhold kunne omfatte offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende i kommunen. Som eksempler kan f.eks. nævnes kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. § 192 i lov om social service, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger, men også tilbud og anbringelsessteder efter lov om social service eller tilbud omfattet af lov om socialtilsynet. Et påbud vil ikke kunne omfatte plejefamilier.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner og forbud gældende for både offentlige og private behandlings- og plejeinstitutioner m.v. Det betyder, at både kommunens egne institutioner men også tilsvarende private institutioner, som er beliggende i kommunen, vil kunne være underlagt de restriktioner, som kommunalbestyrelsen påbydes at fastsætte. Det gælder alle private juridiske personer uanset ejerforhold, herunder selskaber, fonde og selvejende institutioner.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de omfattede behandlings- og plejeinstitutioner, tilbud m.v.

Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle besøgende. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner, at kun et vist antal nære pårørende pr. beboer har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for besøgendes adgang til og brugen af, herunder ophold og færden på, de pågældende behandlings- og plejeinstitutioner, tilbud m.v., f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud samtidigt fastsætter undtagelser dertil, f.eks. for at sikre mulighed for besøg i et vist omfang fra nære pårørende. Ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.

Et forbud mod adgang til institutionen vil ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person, eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et bosted eller, forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et forbud mod adgang vil ikke kunne omfatte den pågældendes værge, personlige repræsentant eller advokat. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Der vil også kunne fastsættes restriktioner for beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller smitteforebyggende og hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer. Det skal understreges, at der ikke efter bestemmelserne vil kunne fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at forlade den pågældende behandlings- og plejeinstitution, tilbud m.v. eller i at få adgang dertil, f.eks. hvis den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til behandlings- og plejeinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller sundheds- eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager, f.eks. i tilsynsøjemed. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af institutioner i kommunen. Et påbud vil eksempelvis kunne rettes mod samtlige plejehjem – offentlige som private – i en kommune, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner for samtlige plejehjem i kommunen for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en den pågældende sygdom. Et påbud vil kunne omfatte indendørs fællesarealer og den del af boligen, som beboeren selv råder over, samt udearealer, som ligger på institutionens område.

Det er efter den foreslåede bestemmelser en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen beslutter i forbindelse med udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og indretningen af den pågældende institution. Påbuddet vil skulle være så kortvarigt som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde forbud eller restriktioner, jf. det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at fastsættelse af restriktioner sker under hensyntagen til særligt sårbare personer, herunder eksempelvis personer med handicap.

Det forudsættes endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med den pågældende kommunalbestyrelse, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Kommunalbestyrelsen vil desuden efter bestemmelsen kunne påbydes at offentliggøre de restriktioner eller forbud, som fastsættes på baggrund af påbuddet.

Med et krav om offentliggørelse sikres det, at de behandlingssteder m.v., som omfattes af og skal efterleve de fastsætte restriktioner og forbud, vil kunne indrette sig derefter, ligesom det vil sikre klarhed og åbenhed for befolkningen.

Med § 29, stk. 2, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde regionsrådet for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private sygehuse, klinikker, anbringelsessteder og lignende beliggende i den pågældende region.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde, at regionsrådet i en bestemt periode fastsætter restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af en række offentlige og private behandlings- og plejeinstitutioner, herunder bl.a. offentlige og private sygehuse i den pågældende region.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud vil efter bestemmelsen skulle rettes mod regionsrådet, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere og offentliggøre påbuddet. Det betyder, at det vil være regionsrådet, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de behandlingssteder, som et påbud omhandler, og som er beliggende i regionen.

Restriktionerne vil afhængigt at påbuddets nærmere indhold kunne omfatte offentlige og private sygehuse, klinikker og andre behandlingssteder. Det gælder alle private juridiske personer uanset ejerforhold, herunder selskaber, fonde og selvejende institutioner.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner og forbud gældende for både offentlige og private behandlings- og plejeinstitutioner. Det betyder, at både regionens egne behandlingssteder, f.eks. sygehuse, men også private institutioner, f.eks. private sygehuse, som er beliggende i regionen, vil kunne være underlagt de restriktioner, som regionsrådet påbydes at fastsætte.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de omfattede sygehuse, klinikker, anbringelsessteder og lignende.

Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle besøgende. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende behandlingssteder, at kun et vist antal nære pårørende pr. beboer har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for besøgendes adgang til eller brugen af, herunder ophold og færden på, de pågældende sygehuse, klinikker, anbringelsessteder og lignende, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud samtidigt fastsætter undtagelser dertil, f.eks. for at sikre mulighed for besøg i et vist omfang fra nære pårørende. Ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.

Et forbud mod adgang til institutionen vil ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person, eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et bosted eller, forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et forbud mod adgang vil ikke kunne omfatte den pågældendes værge, personlige repræsentant eller advokat. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Der vil også kunne fastsættes restriktioner for beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer. Det skal desuden understreges, at der ikke efter bestemmelserne kan fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at få adgang til de pågældende sygehuse, klinikker, anbringelsessteder og lignende, f.eks. hvis den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til behandlings- og plejeinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller sundheds- eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager, f.eks. i tilsynsøjemed. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af behandlingssteder, institutioner m.v. i regionen. Et påbud vil eksempelvis kunne rettes mod sygehuse – offentlige som private – i en region, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner for samtlige sygehuse i kommunen for at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom. Et påbud vil kunne omfatte indendørs fællesarealer og udearealer, som ligger på behandlingsstedets område.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen beslutter i forbindelse med udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og indretningen af det pågældende behandlingssted. Påbuddet vil skulle være så kortvarigt som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde forbud eller restriktioner, jf. det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med det pågældende regionsråd, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Regionsrådet vil desuden efter bestemmelsen kunne påbydes at offentliggøre de restriktioner eller forbud, som fastsættes på baggrund af påbuddet.

Med et krav om offentliggørelse sikres det, at de institutioner, som omfattes af og skal efterleve de fastsætte restriktioner og forbud kan indrette sig derefter, ligesom det vil sikre klarhed og åbenhed for befolkningen.

Med § 29, stk. 3, foreslås det, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af konkrete statslige institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold, og som den pågældende minister har driftsansvaret for.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kunne fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af konkrete statslige institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold, og som den pågældende minister har driftsansvaret for.

Til forskel fra offentlige og private institutioner og behandlingssteder i kommuner og regioner, jf. de foreslåede stk. 1 og 2, foreslås det med bestemmelsen, at restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af statslige institutioner fastsættes af vedkommende minister, dvs. den minister, som har ansvaret for driften m.v. for den pågældende institution. Det vil således være justitsministeren, der kan fastsætte restriktioner for fængsler, mens udlændige- og integrationsministeren vil kunne fastsætte restriktioner for asylindkvarteringsfaciliteter. Der kan efter bestemmelsen alene fastsættes restriktioner for de konkrete statslige institutioner, som hører under det pågældende ministerium. Social- og indenrigsministeren vil således ikke efter bestemmelsen kunne fastsætte restriktioner for konkrete plejeboliger eller botilbud, uagtet at dette område reguleringsmæssigt henhører under social- og indenrigsministeren, med mindre den pågældende institution er statslig. Der henvises dog til den foreslåede § 30, hvorefter vedkommende minister ved samfundskritiske sygdomme kan fastsætte regler for hele eller dele af landet.

Det foreslås, at vedkommende minister alene kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af disse konkrete statslige institutioner efter rådgivning fra Epidemikommissionen.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af institutionerne.

Restriktioner og forbud vil bl.a. kunne omhandle besøgende. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner, at kun et vist antal nære pårørende pr. beboer har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Der vil også kunne fastsættes betingelser for besøgendes adgang til og brugen af, herunder ophold og færden på, de pågældende steder, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Der vil samtidigt skulle fastsættes undtagelser til restriktioner og forbud, f.eks. for at sikre mulighed for besøg i et vist omfang fra nære pårørende. Ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.

Et forbud mod adgang til institutionen vil desuden ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person, eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et bosted eller, forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et forbud mod adgang vil derudover ikke kunne omfatte den pågældendes værge, personlige repræsentant eller advokat. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer, f.eks. krav om mundbind.

Der vil også kunne fastsættes restriktioner for beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer. Det skal desuden understreges, at der ikke efter bestemmelserne kan fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at få adgang til det pågældende sted, f.eks. hvis den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet.

Et forbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til behandlings- og plejeinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller sundheds- eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager, f.eks. i tilsynsøjemed. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Restriktioner og forbud vil kunne vedrøre én eller flere konkrete institutioner. Restriktioner vil eksempelvis kunne rettes mod et eller flere konkrete fængsler, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt at fastsætte restriktioner derfor. Restriktioner og forbud vil kunne omfatte indendørs fællesarealer og udearealer, som ligger på institutionens område.

Det er efter den foreslåede bestemmelser en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, der fastsættes, skal være af en nærmere tidsafgrænset periode. Varigheden heraf vil bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder fastsættelsen, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og indretningen af den pågældende institution.

Med § 29, stk. 4, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde et konkret behandlingssted, institution m.v., som ikke er omfattet af stk. 1-3, for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af behandlingsstedet, institutionen m.v.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få kompetence til at træffe afgørelse over for konkrete behandlingssteder om for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af behandlingsstedet.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter bestemmelsen kunne udstede et sådant påbud til de behandlingssteder, som ikke er omfattet af de foreslåede stk. 1-3, og som hverken kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller vedkommende minister kan fastsætte restriktioner for. Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes påbud, som omfatter plejefamilier.

Omfanget, indholdet m.v. af de restriktioner og forbud, der kan fastsættes efter bestemmelsen, svarer til de restriktioner og forbud, der kan fastsættes efter stk. 1-3.

Efter det foreslåede § 29, stk. 5, kan restriktioner og forbud, der fastsættes efter stk. 1-4, fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen vil betyde, at de restriktioner og forbud, som fastsættes på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds påbud eller af vedkommende minister, vil kunne medføre, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning fraviges, og som ellers ville give beboere eller patienter på offentlige og private plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud m.v., sygehuse og klinikker og andre institutioner eller lignende, hvor personer har permanent eller midlertidigt bopæl eller ophold, ret til besøg.

Med § 29, stk. 6, 1. pkt., foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud efter stk. 1, 2 og 4, regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og regler om tidspunktet for disses ikrafttræden.

Efter bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kunne fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud efter de foreslåede stk. 1, 2 og 4.

Bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om indholdet at et forbud, regler om de pligter for kommunalbestyrelsen og regionsrådet, som et påbud medfører, samt efter behov regler som nærmere præciserer, hvortil et påbud for forskellige institutioner og behandlingssteder vil skulle rettes, og hvilke institutioner et påbud vil kunne omfatte.

Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler, som nærmere beskriver, om et påbud, som skal vedrøre bestemte typer af institutioner, vil skulle rettes til kommunalbestyrelsen eller til regionsrådet. Dette vil kunne afhænge af organisationsformen, tilknytning m.v.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om pligten til for kommunalbestyrelsen og regionsrådet til at offentliggøre påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og de restriktioner eller forbud, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet fastsætter på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastættes regler om, hvorledes et sådant påbud m.v. skal offentliggøres, herunder eksempelvis på kommunens eller regionens hjemmeside.

Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om ikrafttrædelsen af påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at påbuddet træder i kraft ved eller nogle dage efter kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets modtagelse af forbuddet, ligesom der vil kunne fastsættes regler om, at de restriktioner og forbud, der fastsættes af kommunen henholdsvis regionsrådet træder i kraft ved offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Regler herom foreslås at blive udstedt af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den relevante ressortminister, f.eks. social- og indenrigsministeren.

Efter § 12 c i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud m.v. og sygehuse og klinikker og om undtagelser hertil.

Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1983 af 15. december 2020 om ændring af bekendtgørelse om besøgsrestriktioner på plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser samt sygehuse og klinikker i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvori der er fastsat restriktioner for besøg, herunder krav om at besøg skal foregå forsvarligt og under hensyntagen til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl.a. god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

Med § 30, 1. pkt., foreslås det, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud og lignende, sygehuse og klinikker eller lignende institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold.

Bestemmelsen svarer til dele af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 c og skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 29, idet muligheden for at bringe bestemmelserne i anvendelse dog er forskellige. Hvor Styrelsen for Patientsikkerhed efter den foreslåede § 29 efter en konkret vurdering vil kunne udstede påbud om at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud eller lignende, samt sygehuse og klinikker eller lignende institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold, vil der med den foreslåede § 30 ved bekendtgørelse af den ansvarlige minister kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af disse institutioner.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister således få bemyndigelse til efter forhandling med sundheds- og ældreministeren at fastsætte regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af bl.a. offentlige og private plejehjem, plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder, botilbud eller lignende sygehuse og klinikker eller lignende institutioner, hvor personer permanent eller midlertidigt har bopæl eller ophold. Typen af institutioner, der vil kunne fastsættes regler for, svarer til de institutioner, som omfattes af den foreslåede § 29. Bestemmelsen omfatter ikke plejefamilier.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1. Den foreslåede § 29 gælder derimod også for alment farlige sygdomme, som ikke samtidigt er samfundskritiske. Med bestemmelsen sikres det, at generelle regler, som kan have betydning for hele eller dele af landet og således for en betydelig del af samfundet, alene kan fastsættes i de tilfælde, hvor en sygdom, som samtidigt er alment farligt, medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Der kan således ikke udstedes generelle regler på området for sygdomme, som alene er alment farlige. Bestemmelsen sikrer ligeledes, at vidtgående regler udstedes på baggrund af en politisk vurdering fra den ansvarlige minister for det pågældende område.

Regler vil kunne fastsættes, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af samfundskritiske sygdomme, jf. det foreslåede § 23, stk. 1, f.eks. med henblik på at hindre, at mange personer er tæt samlet, at der bringes sygdomme ind ude fra, og at personer, som opholder sig eller bor tæt, ikke smitter hinanden. Det gør sig ikke mindst gældende på steder, hvor personer, som på grund af f.eks. alder eller svækket helbred eller immunforsvar, kan være særligt sårbare, hvis de smittes med en alment farlig sygdom, bor eller opholder sig, f.eks. plejehjem, plejecentre og behandlingssteder. Det gør sig dog også gældende på andre steder, hvor personer bor tæt eller med flere, f.eks. på botilbud, aflastningspladser, anbringelsessteder, fængsler, asylindkvarteringsfaciliteter og lignende. Desuden kan hensynet til personalet på disse steder efter omstændighederne tilsige, at der udstedes regler.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet.

Regler vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.

Der vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de pågældende institutioner, behandlingssteder m.v.

Regler om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle besøgende. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner, at kun et vist antal nære pårørende pr. beboer har adgang til besøg, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for besøgendes adgang til og brugen af, herunder ophold og færden på, de pågældende steder, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Et forbud mod adgang til institutionen vil ikke kunne omfatte nære pårørende, hvor der er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg person, eller nære pårørende til børn, som opholder sig på et bosted, forældres eller andre nære pårørendes besøg hos en voksen med en sådan kognitiv funktionsnedsættelse, at personen mangler evnen til at forstå og acceptere formålet med besøgsrestriktionerne og dermed har et helt særligt behov for besøg. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et forbud mod adgang vil heller ikke kunne omfatte den pågældendes værge, personlige repræsentant eller advokat. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personer, f.eks. krav om mundbind.

Det forudsættes, at der i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen samtidigt fastsætter undtagelser til restriktioner og forbud, f.eks. for at sikre mulighed for besøg i et vist omfang fra nære pårørende. Ved nære pårørende forstås ægtefælle, faste samlevende, faste partner, forældre, børn og børnebørn. Fjernere slægtninge, søskende, stedbørn eller plejebørn, plejefamilier, en god ven eller fast besøgsven vil også efter omstændighederne kunne anses som nære pårørende, navnlig i de tilfælde, hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn.

Det forudsættes, at fastsættelse af regler sker under hensyntagen til særligt sårbare personer, herunder eksempelvis personer med handicap.

Der vil også kunne fastsættes restriktioner for beboeres ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag, f.eks. på fællesområder og -arealer. Det skal understreges, at der ikke efter bestemmelserne kan fastsættes regler, som forhindrer beboere m.v. i at få adgang til det pågældende sted, f.eks. hvis den pågældende person vender tilbage efter at have forladt stedet.

Restriktioner og forbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Der vil imidlertid ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om forbud mod adgangen til behandlings- og plejeinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner eller behandlingssteder, f.eks. for at levere varer eller sundheds- eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager, f.eks. i tilsynsøjemed. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Det foreslås, at reglerne kan fastsættes af vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Det betyder, at bemyndigelsen vil kunne udmøntes af den ansvarlige minister for det pågældende område, og at denne minister skal have drøftet et udkast til bekendtgørelsen med sundheds- og ældreministeren, inden der fastsættes regler efter bemyndigelsen. Det bemærkes, at sundheds- og ældreministeren afhængigt af området også vil kunne udmønte bemyndigelsesbestemmelsen som den ansvarlige minister for området. I et sådant tilfælde forudsættes ingen forhandling.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter § 30, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgangen til institutioner, kan fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Efter § 6 a i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare.

Bemyndigelsen er udmøntet bl.a. ved bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, med senere ændringer. Bekendtgørelsen har løbende været anvendt til at fastsætte regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og

brugen af offentlige kultur- og fritidsinstitutioner m.v., herunder regler om lukning, krav til indretning af lokaler m.v.

Den foreslåede § 31 svarer med en række væsentlige ændringer til den gældende § 6 a.

Bestemmelsen kan finde anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme, jf. de foreslåede § 23, stk. 1 og 2.

Styrelsen for Patientsikkerhed gives med den foreslåede bestemmelse kompetence til at udstede påbud om, at der skal fastsættes restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgangen til indendørs eller udendørs kommunale institutioner og faciliteter, frem for at sundheds- og ældreministeren via bekendtgørelse udsteder regler herom, jf. dog den foreslåede § 25, som alene finder anvendelse ved samfundskritiske sygdomme.

Med § 31, stk. 1, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs kommunale institutioner og faciliteter beliggende i den pågældende kommune.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde kommunalbestyrelsen, at der for en bestemt periode fastsættes restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs kommunale institutioner og faciliteter i den pågældende kommune.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud vil efter bestemmelsen skulle rettes mod kommunalbestyrelsen, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere og offentliggøre påbuddet. Det betyder, at det vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de institutioner og faciliteter, som et påbud omhandler, og som er beliggende i kommunen.

Et påbud vil efter bestemmelsen kunne omfatte enhver kommunal indendørs og udendørs institution og facilitet beliggende i kommunen. Det vil bl.a. gælde indendørs lokaler, herunder bl.a. biblioteker, svømmehaller og museer, men også legepladser, sportspladser, idrætsanlæg og lignende faciliteter, som kan være forbundet med smittefare, herunder eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved de samme redskaber.

Der vil ikke efter bestemmelsen kunne udstedes påbud, der omhandler offentlige parker, veje, pladser m.v. Det vil således ikke i medfør af bestemmelsen være muligt at forbyde adgang til eksempelvis Kongens Have eller Rådhuspladsen i København eller Universitetsparken i Aarhus, ligesom bestemmelsen ikke vil give adgang til at fastsætte restriktioner for, hvor mange personer der må befinde sig på en gågade ad gangen. Politiet vil derimod under visse betingelser kunne nedlægge et forbud mod ophold sådanne steder efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 25.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de pågældende kommunale institutioner og faciliteter.

Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle offentlighedens adgang, herunder for besøgende, brugere m.v., til bestemte institutioner, f.eks. biblioteker, eller faciliteter, f.eks. idrætsanlæg i en kommune. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, bruger m.v., herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen de pågældende steder eller krav om at adgangen kun kan foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte på de kommunale institutioner. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til institutionerne og faciliteterne for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, f.eks. krav om anvendelse af anvendelse af mundbind.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af kommunale institutioner eller faciliteter. Et påbud vil eksempelvis kunne rettes mod samtlige biblioteker i en kommune, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt.

Det er efter de foreslåede bestemmelser en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, at der fastsættes, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen fastsætter i forbindelse med fastsættelse af restriktionerne eller ved udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og det pågældende område. Påbuddet vil skulle være så kortvarige som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde disse, jf. det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med den pågældende kommunalbestyrelse, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Med § 31, stk. 2, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde regionsrådet for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs regionale institutioner og faciliteter beliggende i den pågældende region.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde regionsrådet, at der for en bestemt periode fastsættes restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs regionale institutioner og faciliteter i den pågældende region.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud vil efter bestemmelsen skulle rettes mod regionsrådet, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere og offentliggøre påbuddet. Det betyder, at det vil være regionsrådet, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de institutioner og faciliteter, som et påbud omhandler, og som er beliggende i regionen.

Et påbud vil efter bestemmelsen kunne omfatte enhver regional indendørs og udendørs institution og facilitet beliggende i regionen.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de pågældende regionale institutioner og faciliteter.

Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle offentlighedens adgang, herunder for besøgende, brugere m.v., til bestemte institutioner eller faciliteter i regionen. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, bruger m.v., herunder, at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen de pågældende steder eller krav om at adgangen kun kan foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, herunder f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte på de regionale institutioner. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til institutionerne og faciliteterne for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, f.eks. krav om anvendelse af anvendelse af mundbind.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af regionale institutioner eller faciliteter.

Det er efter de foreslåede bestemmelser en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, at der fastsættes, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen fastsætter i forbindelse med fastsættelse af restriktionerne eller ved udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygedommens karakter, risiko for smitte og det pågældende område. Påbuddet vil skulle være så kortvarige som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde disse, jf. det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med det pågældende regionsråd, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Med § 31, stk. 3, foreslås det, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af konkrete indendørs eller udendørs statslige institutioner og faciliteter.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kunne fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af konkrete indendørs eller udendørs statslige institutioner og faciliteter.

Til forskel fra de kommunale og regionale institutioner og faciliteter, jf. de foreslåede stk. 1 og 2, foreslås det med bestemmelsen, at restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af statslige institutioner og faciliteter fastsættes af vedkommende minister, dvs. den minister, som har ansvaret for driften m.v. for den pågældende institution. Der kan efter bestemmelsen alene fastsættes restriktioner for de konkrete statslige institutioner, som hører under det pågældende ministerium, f.eks. hvor der er instruktionsbeføjelser, et over- og underordnelsesforhold og en tilsynsforpligtelse. Kulturministeren vil efter bestemmelsen f.eks. kunne fastsætte restriktioner for Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek men ikke for konkrete biblioteker i øvrigt, uagtet at dette område reguleringsmæssigt henhører under kulturministeren. Der henvises dog til den foreslåede § 32, hvor vedkommende minister ved samfundskritiske sygdomme kan fastsætte regler for hele eller dele af landet.

Det foreslås, at vedkommende minister alene kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af disse konkrete statslige institutioner efter rådgivning fra Epidemikommissionen.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af institutionerne, faciliteterne m.v.

Restriktioner og forbud vil bl.a. kunne omhandle offentlighedens adgang, herunder for besøgende, brugere m.v., til de pågældende institutioner og faciliteter. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, brugere m.v., herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen de pågældende steder, eller krav om at besøg skal foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Et forbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til institutionerne og faciliteterne for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, f.eks. krav om anvendelse af anvendelse af mundbind.

Det er efter den foreslåede bestemmelser en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, der fastsættes, skal være af en nærmere tidsafgrænset periode. Varigheden heraf vil bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder fastsættelsen, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og indretningen af den pågældende institution. Restriktioner vil skulle være så kortvarige som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde disse jf. herved også det foreslåede § 23, stk. 3.

Efter det foreslåede § 31, stk. 4, kan restriktioner og forbud, der fastsættes efter stk. 1-3 fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen vil betyde, at de restriktioner, som fastsættes på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds påbud eller af vedkommende minister, vil kunne medføre, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning fraviges.

Med § 31, stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud efter stk. 1 og 2, regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og regler om tidspunktet for disses ikrafttræden.

Efter bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kunne fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud efter de foreslåede stk. 1 og 2.

Bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om indholdet at et forbud, regler om de pligter for kommunalbestyrelsen og regionsrådet, som et påbud medfører, samt efter behov regler som nærmere præciserer, hvortil et påbud for forskellige institutioner og behandlingssteder vil skulle rettes, og hvilke institutioner et påbud vil kunne omfatte.

Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler, som nærmere beskriver, om et påbud, som skal vedrøre bestemte typer af institutioner, vil skulle rettes til kommunalbestyrelsen eller til regionsrådet. Dette vil kunne afhænge af organisationsformen, tilknytning m.v.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om pligten til for kommunalbestyrelsen og regionsrådet til at offentliggøre påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og de restriktioner eller forbud, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet fastsætter på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastættes regler om, hvorledes et sådant påbud m.v. skal offentliggøres, herunder eksempelvis på kommunens eller regionens hjemmeside.

Bemyndigelsen vil også anvendes til at fastsætte nærmere regler om ikrafttrædelsen af påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at påbuddet træder i kraft ved eller nogle dage efter kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets modtagelse af forbuddet, ligesom der vil kunne fastsættes regler om, at de restriktioner og forbud, der fastsættes af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet træder i kraft ved offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Regler herom foreslås at blive udstedt af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den relevante ressortminister.

Efter § 6 a i epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der frembyder smittefare.

Bemyndigelsen er udmøntet bl.a. ved bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, med senere ændringer.

Bekendtgørelsen har løbende været anvendt til at fastsætte regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af offentlige kultur- og fritidsinstitutioner m.v., herunder regler om lukning, krav til indretning af lokaler m.v.

Med § 32, 1. pkt., foreslås det, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter.

Bestemmelsen svarer til dele af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a og skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 31, idet muligheden for at bringe bestemmelserne i anvendelse dog er forskellige. Hvor Styrelsen for Patientsikkerhed efter den foreslåede § 31 efter en konkret vurdering vil kunne udstede påbud om at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter, vil der med den foreslåede § 32, ved bekendtgørelse af den ansvarlige minister kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister således få bemyndigelse til efter forhandling med sundheds- og ældreministeren at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige institutioner og faciliteter. Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for de samme typer af offentlige institutioner og faciliteter, som Styrelsen for Patientsikkerhed konkret vil kunne fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af efter den foreslåede § 31. Der vil derudover i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler, som omfatter folkekirkens institutioner og faciliteter.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1. Den foreslåede § 31 gælder derimod også for alment farlige sygdomme, som ikke samtidigt er samfundskritiske. Med bestemmelsen sikres det, at generelle regler, som kan have betydning for hele eller dele af landet og således for en betydelig del af samfundet, alene kan fastsættes i de tilfælde, hvor en sygdom, som samtidigt er alment farligt, medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Der kan således ikke udstedes generelle regler på området for sygdomme, som alene er alment farlige. Bestemmelsen sikrer ligeledes, at vidtgående regler udstedes på baggrund af en politisk vurdering fra den ansvarlige minister for det pågældende område.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet.

Regler vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende institutioner og faciliteter. Det gælder f.eks. indendørs lokaler, herunder bl.a. biblioteker, svømmehaller, svømmehaller og folkekirkens kirkebygninger, men også udendørs lokaliteter, f.eks. idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, som kan være forbundet med smittefare, herunder eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved de samme redskaber.

Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner for eller forbud mod adgangen til offentlige parker, veje, pladser m.v. Det vil således ikke i medfør af bestemmelsen være muligt at forbyde adgang til eksempelvis Kongens Have eller Rådhuspladsen i København eller Universitetsparken i Aarhus, ligesom bestemmelsen ikke vil give adgang til at fastsætte restriktioner for, hvor mange personer der må befinde sig på en gågade ad gangen. Politiet vil derimod under visse betingelser kunne nedlægge et forbud mod ophold sådanne steder efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 25.

Der vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af institutionerne, faciliteterne m.v.

Regler om at fastsætte restriktioner eller forbud vil bl.a. kunne omhandle offentlighedens adgang, herunder for besøgende, brugere m.v., til de omfattede offentlige institutioner og faciliteter. Der vil f.eks. kunne fastsættes restriktioner for antallet af besøgende, bruger m.v., herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen de pågældende steder eller krav om at adgangen kun kan foregå i et bestemt tidsrum eller ske på en bestemt måde.

Restriktioner vil desuden kunne omfatte betingelser for adgangen til og brugen af, herunder ophold op færden på, institutionerne, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Restriktioner og forbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte. Der vil imidlertid ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes forbud mod adgangen til institutionerne og faciliteterne for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, f.eks. for at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for denne gruppes adgang, f.eks. krav om anvendelse af anvendelse af mundbind.

Det foreslås, at reglerne kan fastsættes af vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Det betyder, at bemyndigelsen vil kunne udmøntes af den ansvarlige minister for det pågældende område, og at denne minister skal have drøftet et udkast til bekendtgørelsen med sundheds- og ældreministeren, inden der fastsættes regler efter bemyndigelsen. Det bemærkes, at sundheds- og ældreministeren afhængigt af området også vil kunne udmønte bemyndigelsesbestemmelsen som den ansvarlige minister for området. I et sådant tilfælde forudsættes ingen forhandling.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 32, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om forbud mod eller restriktioner for adgangen til institutioner og faciliteter, kan fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Efter § 22, stk. 1, i den gældende epidemilov kan Sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan sådanne regler udstrækkes til også at omfatte andre end de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdomme, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse de pågældende steder.

Den foreslåede § 33 svarer med en række væsentlige ændringer til den gældende § 22.

Bestemmelsen kan finde anvendelse for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af alment farlige og samfundskritiske sygdomme, jf. de foreslåede § 23, stk. 1 og 2.

Styrelsen for Patientsikkerhed gives med den foreslåede bestemmelse kompetence til at udstede påbud om, at der skal fastsættes restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, frem for at sundheds- og ældreministeren via bekendtgørelse udsteder regler herom. For statslige institutioner er kompetencen dog hos vedkommende minister. Der foreslås dog samtidigt, at vedkommende minister ved samfundskritiske sygdomme kan udstede regler for hele eller dele af landet, jf. den foreslåede § 34.

Det foreslås med § 33, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde kommunalbestyrelsen for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af kommunale dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner og private alternativer dertil beliggende i den pågældende kommune.

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud vil efter bestemmelsen skulle rettes mod kommunalbestyrelsen, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere påbuddet. Det betyder, at det vil være kommunalbestyrelsen, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de uddannelsesinstitutioner m.v., som et påbud omhandler, og som er beliggende i kommunen.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes påbud, hvorefter kommunalbestyrelsen skal fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af ethvert kommunalt dagtilbud og enhver kommunalskole eller anden uddannelsesinstitution. Det gælder bl.a. kommunale daginstitutioner, fritidshjem, skolefritidsordninger, folkeskoler, ungdomsskoler m.v. Det følger også af den foreslåede bestemmelse, at private alternativer til de kommunale uddannelsesinstitutioner vil være omfattet af de kommunalt fastsatte restriktioner. Det vil eksempelvis gælde privatinstitutioner efter dagtilbudsloven, fri- og privatskoler og efterskoler.

Et påbud om at fastsætte restriktioner eller forbud vil kunne omfatte hele institutionen eller dele af institutionen, herunder eksempelvis afdelinger af institutionen m.v., på baggrund af en geografisk eller uddannelsesmæssig afgrænsning. Forbud og restriktioner vil således kunne fastsættes for dele af institutionen, således at visse brugere stadig kan opholde sig på institutionen. Det kan f.eks. være tilfælde med skoler med kostafdelinger eller lignende, hvor der kan være børn og unge, der ikke har mulighed for at tage hjem til deres forældrene, f.eks. fordi forældrene har ophold i udlandet eller på grund af forholdene i hjemmet. Det kan f.eks. også være grupper af elever, der ud fra deres personlige forhold fortsat bør følge undervisning på institutionen af hensyn til f.eks. særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet, eller som skal gennemføre særlige uddannelser ift. samfundskritiske funktioner eller lignende.

Tilsvarende vil det kunne være tilfældet med institutioner, hvor der f.eks. både er en grundskoleafdeling og en gymnasieafdeling, hvis der ikke er behov for, at restriktioner omfatter hele institutionen. Hvis en sådan institution er omfattet af et påbud efter det forslående § 33, stk. 1, men ikke § 33, stk. 4, vil institutionen i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed skulle afklare den konkrete udformning af restriktionerne.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de omfattede uddannelsesinstitutioner m.v.

Et påbud om at fastsætte restriktioner vil bl.a. kunne omhandle restriktioner for adgangen til bestemte uddannelsesinstitutioner, f.eks. folkeskoler og fri- og privatskoler. Der vil også kunne udstedes påbud om, at det skal sikres, at der kun er adgang for et bestemt antal personer, herunder elever og studerende, ad gangen de pågældende steder, og restriktioner, som begrænser antallet af elever eller klasse- og holdstørrelser med henblik på at sikre, at eleverne kan holde passende afstand mellem hinanden. Restriktioner vil også kunne omfatte betingelser for adgangen til eller brugen af institutionerne, herunder ophold og færden på de pågældende institutioner, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag. Det kan særligt være relevant for institutioner med større elever, eller hvor nogle af institutionens elever har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.

Der vil ligeledes kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgang for besøgende til eleverne, de studerende m.v.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte på uddannelsesinstitutionerne. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til uddannelsesinstitutionerne for ansatte eller andre personer, som i øvrigt indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personers adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Restriktioner eller forbud fastsat i medfør at bestemmelsen er således ikke til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne, eleverne m.v. ikke har mulighed for fremmøde.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere konkrete uddannelsesinstitutioner, ligesom et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af uddannelsesinstitutioner. Et påbud vil eksempelvis kunne rettes mod samtlige folkeskoler, privatskoler eller fritidshjem i en kommune, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen fastsætter i forbindelse med fastsættelse af restriktionerne eller ved udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og den pågældende institution. Påbuddet skal være så kortvarigt som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for afspærring af området, jf. herved også det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med den pågældende kommunalbestyrelse, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Med det foreslåede § 33, stk. 2, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde regionsrådet for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af regionale uddannelsesinstitutioner beliggende i den pågældende region.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få mulighed for at påbyde regionsrådet, at der for en bestemt periode fastsættes restriktioner for eller forbud mod brugen af eller adgang til eller restriktioner for regionale uddannelsesinstitutioner i den pågældende region. Et påbud til regionsrådet vil kunne gælde for de skoler og uddannelsesinstitutioner, som regionsrådet efter lov om folkeskolen og lov om specialundervisning for voksne skal drive, jf. herved også regionslovens § 5, stk. 1, nr. 4, litra a og b. Det gælder lands- og landsdelsdækkende specialundervisningstilbud og undervisningstilbud for personer, som har tale-, høre- eller synsvanskeligheder

Styrelsen for Patientsikkerheds påbud, vil efter bestemmelsen skulle rettes mod regionsrådet, der som adressat for påbuddet herefter vil skulle implementere påbuddet. Det betyder, at det vil være regionsrådet, der vil skulle udarbejde restriktioner eller fastsætte et forbud i overensstemmelse med påbuddet for de uddannelsesinstitutioner m.v., som et påbud omhandler, og som er beliggende i regionen.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med et sådant påbud indleder en dialog med regionsrådet, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v.

Et påbud om forbud eller restriktioner vil kunne omfatte både hele uddannelsesinstitutionen eller dele deraf, herunder eksempelvis afdelinger af institutionen m.v., på baggrund af en geografisk eller uddannelsesmæssig afgrænsning. Forbud og restriktioner vil således kunne fastsættes for dele af institutionen, således at visse brugere stadig kan opholde sig på institutionen.

Et påbud efter bestemmelsen vil kunne omfatte restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af de omfattede uddannelsesinstitutioner m.v.

Et påbud om at fastsætte restriktioner vil bl.a. kunne omhandle restriktioner for adgang til bestemte uddannelsesinstitutioner. Der vil også kunne udstedes påbud om, at det skal sikres, at der kun er adgang for et bestemt antal personer, herunder elever og studerende, ad gangen de pågældende steder, og restriktioner, som begrænser antallet af elever eller klasse- og holdstørrelser med henblik på at sikre, at eleverne kan holde passende afstand mellem hinanden. Restriktioner vil også kunne omfatte betingelser for brugen af institutionerne, herunder ophold og færden på de pågældende steder institutioner, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre hygiejnetiltag.

Der vil ligeledes kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgang for besøgende til eleverne, de studerende m.v.

Et påbud efter bestemmelsen vil også kunne omfatte ansatte på uddannelsesinstitutionerne. Det forudsættes imidlertid, at der ikke efter bestemmelsen vil kunne fastsættes forbud mod adgangen til uddannelsesinstitutionerne for ansatte eller andre personer, som i øvrigt indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personers adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Et forbud eller restriktioner fastsat i medfør at bestemmelsen er således ikke til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne, eleverne m.v. ikke har mulighed for fremmøde.

Et påbud vil kunne vedrøre én eller flere konkrete uddannelsesinstitutioner, ligesom et påbud vil kunne vedrøre én eller flere typer af uddannelsesinstitutioner. Et påbud vil eksempelvis kunne rettes mod samtlige specialundervisningstilbud i en region, hvis det på baggrund af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. er nødvendigt.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, som Styrelsen for Patientsikkerhed påbyder, skal fastsættes for en nærmere tidsafgrænset periode, som styrelsen fastsætter i forbindelse med fastsættelse af restriktionerne eller ved udstedelse af påbuddet. Varigheden af påbuddet vil afhænge af en konkret vurdering af de konkrete omstændigheder, der begrunder påbuddet, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og den pågældende institution. Påbuddet skal være så kortvarigt som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for afspærring af området, jf. herved også det foreslåede § 23, stk. 3.

Det forudsættes, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med udstedelse af et påbud så vidt muligt indleder en dialog med det pågældende regionsråd, som har det stedlige og lokale kendskab, og på den baggrund giver anvisninger og anbefalinger om den nærmere implementering af påbuddet, herunder restriktionernes omfang, varighed m.v. En sådan dialog vil kunne undlades, såfremt Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at et påbud har hastende karakter.

Med § 33, stk. 3, foreslås det, at vedkommende minister efter rådgivning fra Epidemikommissionen for en bestemt periode kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af statslige dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, som den pågældende minister har driftsansvaret for.

Til forskel fra de kommunale og regionale uddannelsesinstitutioner, jf. de foreslåede stk. 1 og 2, foreslås det med bestemmelsen, at restriktioner for eller forbud modadgangen til eller brugen af statslige institutioner og faciliteter fastsættes af den minister, som har ansvaret for driften m.v. for den pågældende institution. Der kan efter bestemmelsen alene fastsættes restriktioner for de statslige institutioner, som hører under det pågældende ministerium, f.eks. hvor der er instruktionsbeføjelser, et over- og underordnelsesforhold og en tilsynsforpligtelse. Børne- og undervisningsministeren vil således ikke efter bestemmelsen kunne fastsætte restriktioner for konkrete gymnasier, uagtet at dette område reguleringsmæssigt henhører under børne- og undervisningsministeren, med mindre det pågældende gymnasium er statslig og hører under Børne- og Undervisningsministeriet som f.eks. Sorø Akademi Skole. Som andet eksempel på uddannelsesinstitutioner, som omfattes af bestemmelsen, kan bl.a. på Kulturministeriets område nævnes Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole. Som eksempel kan også nævnes dagtilbud og andre uddannelsesinstitutioner under udlændinge- og integrationsministerens driftsansvar, herunder dagtilbud og andre uddannelsesinstitutioner, hvortil udlændinge er tilknyttet.

Der henvises dog til den foreslåede § 34, hvor vedkommende minister ved samfundskritiske sygdomme kan fastsætte regler for hele eller dele af landet.

Det foreslås, at vedkommende minister alene kan fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af disse konkrete statslige institutioner efter rådgivning fra Epidemikommissionen.

Restriktioner eller forbud vil kunne omfatte hele uddannelsesinstitutionen eller dele af institutionen, herunder eksempelvis afdelinger af institutionen m.v., på baggrund af en geografisk eller uddannelsesmæssig afgrænsning. Forbud og restriktioner vil således kunne fastsættes for dele af uddannelsesinstitutionen, således at visse elever, studerende og brugere stadig kan opholde sig på uddannelsesinstitutionen. Det kan f.eks. være tilfælde med skoler med kostafdelinger eller lignende, hvor der kan være børn og unge, der ikke har mulighed for at tage hjem til deres forældrene, f.eks. fordi forældrene har ophold i udlandet eller på grund af forholdene i hjemmet. Det kan f.eks. også være grupper af elever, der ud fra deres personlige forhold fortsat bør følge undervisning på institutionen af hensyn til f.eks. særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet, eller som skal gennemføre særlige uddannelser ift. samfundskritiske funktioner eller lignende.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af uddannelsesinstitutionerne.

Restriktioner vil bl.a. kunne omhandle restriktioner for antallet af besøgende, herunder at der kun er adgang for et bestemt antal personer ad gangen på de pågældende institutioner. Der vil også kunne udstedes påbud om, at det skal sikres, at der kun er adgang for et bestemt antal personer, herunder børn, elever og studerende, ad gangen de pågældende steder, og restriktioner, som begrænser antallet af elever eller klasser med henblik på at sikre, at eleverne kan holde passende afstand mellem hinanden. Restriktioner vil også kunne omfatte betingelser for adgangen til eller brugen af institutionerne, herunder ophold og færden på, de pågældende institutioner, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag.

Der vil ligeledes kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgang for besøgende til eleverne, de studerende m.v.

Et forbud efter bestemmelsen vil ikke kunne omfatte ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personers adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Restriktioner og forbud vil kunne vedrøre én eller typer af statslige institutioner under det pågældende ministerium afhængigt af eksempelvis smittetal, risiko for udbredelse m.v. Restriktioner og forbud vil kunne omfatte indendørs fællesarealer og udearealer, som ligger på institutionens område.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en betingelse, at der fastsættes restriktioner for en bestemt periode. Det betyder, at de restriktioner, der fastsættes, skal være af en nærmere tidsafgrænset periode. Varigheden heraf vil bero på en konkret vurdering af de omstændigheder, der begrunder fastsættelsen, herunder eksempelvis sygdommens karakter, risiko for smitte og indretningen af den pågældende institution. Restriktioner vil skulle være så kortvarige som muligt og ophæves, når det ikke længere er grundlag for at opretholde disse jf. herved også det foreslåede § 23, stk. 3.

Med § 33, stk. 4, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde en konkret uddannelsesinstitution, som ikke er omfattet af stk. 1-3, for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud adgangen til eller brugen af uddannelsesinstitutionen.

Med bestemmelsen vil Styrelsen for Patientsikkerhed få kompetence til at træffe afgørelse over for konkrete uddannelsesinstitutioner om for en bestemt periode at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af uddannelsesinstitutionen.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter bestemmelsen kunne udstede et sådant påbud til de uddannelsesinstitutioner, som ikke er omfattet af de foreslåede stk. 1-3, og som hverken kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller vedkommende minister kan fastsætte restriktioner for.

Det vil bl.a. gælde ungdomsuddannelsesinstitutioner, herunder bl.a. institutioner for forberedende grunduddannelse, institutioner for erhvervsrettet uddannelse, institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse og private institutioner for gymnasiale uddannelser, men også selvejende videregående uddannelsesinstitutioner, f.eks. universiteter og professionshøjskoler samt enhver anden konkret uddannelsesinstitution. Der vil kunne udstedes påbud uanset ejerforhold og -struktur. Det bemærkes, at private institutioner for gymnasiale uddannelser kan være kombineret med f.eks. en privat grundskole. Er der udstedt et påbud efter den foreslåede § 33, stk. 1, men ikke efter det foreslåede stk. 3, vil institutionen i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed skulle afklare den konkrete udformning af restriktionerne.

Omfanget, indholdet m.v. af de restriktioner og forbud, der kan fastsættes efter bestemmelsen, svarer til de restriktioner og forbud, der kan fastættes efter stk. 1-3.

Med § 33, stk. 5, foreslås det, at restriktioner og forbud, der fastsættes efter stk. 1-4 kan fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen vil betyde, at de restriktioner, som fastsættes på baggrund af Styrelsen for Patientsikkerheds påbud eller af vedkommende minister, vil kunne medføre, at rettigheder og pligter, som er fastsat i anden lovgivning fraviges, og som ellers ville give besøgende ret til at få adgang til eller bruge institutionen.

Det er ikke en betingelse for, at der kan ske fravigelse af rettigheder eller pligter, at de pågældende rettigheder eller pligter adresseres i forbindelse med fastsættelsen af de pågældende restriktioner, herunder i påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Fravigelse af de pågældende rettigheder eller pligter kan således være en umiddelbar følgevirkning og af en fastsat restriktion, f.eks. forbud mod adgang til en folkeskole, der gør at en kommunalbestyrelse ikke kan levere denne ydelser til borgere i den pågældende kommune i en afgrænset periode.

Med § 33, stk. 6, 1. pkt., foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds adgang til at udstede påbud efter stk. 1, 2 og 4, om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet, og om tidspunktet for disses ikrafttræden

Efter bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kunne fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Patientsikkerheds påbud efter stk. 1, 2 og 4.

Bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om indholdet af et forbud, regler om pligter som et påbud medfører kommunalbestyrelsen og regionsrådet, samt efter behov regler som nærmere præciserer, hvortil et påbud for forskellige uddannelsesinstitutioner vil skulle rettes, og hvilke institutioner et påbud vil kunne omfatte.

Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler, som nærmere beskriver, om et påbud, som skal vedrøre bestemte typer af institutioner, vil skulle rettes til kommunalbestyrelsen eller til regionsrådet. Dette vil kunne afhænge af organisationsformen, tilknytning m.v.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om offentliggørelse af disse påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet.

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om pligten til for kommunalbestyrelsen og regionsrådet til at offentliggøre påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og de restriktioner eller forbud, som kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet fastsætter på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, hvorledes et sådant påbud m.v. skal offentliggøres, herunder eksempelvis på kommunens eller regionens hjemmeside.

Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om ikrafttrædelsen af påbud og de restriktioner og forbud, som er fastsat på baggrund af påbuddet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at påbuddet træder i kraft ved eller nogle dage efter kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets modtagelse af forbuddet, ligesom der vil kunne fastsættes regler om, at de restriktioner og forbud, der fastsættes af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet træder i kraft ved offentliggørelse på kommunens hjemmeside.

Regler herom foreslås at blive udstedt af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den relevante ressortminister, f.eks. børne- og undervisningsministeren.

Efter § 32, stk. 6, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Det betyder, at der i de regler, der fastsættes efter forhandling med den relevante ressortminister om forbud mod eller restriktioner for adgangen til institutioner, kan fastsættes regler, der fraviger rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne måtte have efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Med § 32, stk. 7, foreslås det, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om nødpasning for brugere af dagtilbud og skoler m.v. omfattet af påbud efter stk. 1.

Efter bestemmelsen vil børne- og undervisningsministeren kunne fastsætte regler om nødpasning for brugere af dagtilbud og skoler m.v., herunder f.eks. folkeskoler og fri- og privatskaler med skolefritidsordninger, som er omfattet af påbud efter stk. 1.

Reglerne vil kunne omfatte etablering og drift af tilbud om nødpasning, der etableres for afgrænsede grupper af børn og unge, der ellers ville have brugt tilbud efter dagtilbudsloven eller anden lovgivning om pasningsordninger som f.eks. skolefritidsordninger og tilsvarende.

Der vil kunne fastsættes regler om størrelse med hensyn til antal brugere af sådanne tilbud, herunder om særlige foranstaltninger sådanne brugere og deres forældre skal iagttage som forudsætning for brugen af tilbuddet om nødpasning. Det kan være begrænsninger i forhold til rejser, transport eller lignende.

Der vil også kunne fastsættes regler om kriterier for optagelse i sådanne tilbud om nødpasning, f.eks. regler om, at det primært er børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, der kan optages i sådanne tilbud, herunder tilfælde, hvor fortsat adgang til tilbud er begrundet i barnets eller den unges forhold, f.eks. forholdene i hjemmet.

Der vil også kunne være tale om opretholdelse af tilbud for små grupper af børn, der har særlige behov af de nævnte grunde. Der vil desuden kunne være tale om optagelse af børn i tilbud om nødpasning begrundet i forældrenes forhold. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forældrene varetager funktioner i f.eks. sundhedssystemet, transport- og forsyningsvirksomhedere eller andre kritiske og vigtige samfundsfunktioner i den givne situation.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler vedrørende tilrettelæggelse og organisering af aktiviteterne i sådanne tilbud. Det vil eksempelvis gælde fastsættelse af regler med henblik på at sikre, at tilbuddenes brugere har mulighed for at holde afstand til hinanden. Der vil desuden kunne fastsættes regler om, at tilbuddene kan etableres i lokaler, der ikke normalt anvendes til dagtilbud m.v. Det kan f.eks. være lokaler på folkeskoler, kultur- og fritidsinstitutioner, der er lukket som følge af påbud herom, men hvor sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke er problemer i, at lokalerne bruges til formålet.

Efter § 22, stk. 1, i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om private og offentlige dagtilbuds, skolers, uddannelsesinstitutioners og andre institutioners forhold, herunder om midlertidig lukning. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan sådanne regler udstrækkes til også at omfatte andre end de i § 2 nævnte smitsomme og andre overførbare sygdomme, der kan indebære en særlig risiko ved udbredelse de pågældende steder.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige foranstaltninger, herunder nødpasning, i situationer omfattet af stk. 1.

Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 2053 af 18. december 2020 om lukning og genåbning samt andre særlige restriktioner for skoler og uddannelsesinstitutioner m.v. i forbindelse med håndtering af covid-19.

I bekendtgørelsens §§ 1-3 er der fastsat regler om lukning af private og offentlige skoler og uddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område, herunder også regler om undtagelser til lukning.

I bekendtgørelsens §§ 8 og 9 er der fastsat regler om lukning af folkehøjskoler og videregående uddannelsesinstitutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets og Kulturministeriets områder, mens § 10 indeholder regler om lukning af sprogcentre på Udlændinge- og Integrationsministeriets område.

Med § 34, 1. pkt., foreslås det, at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet for eller forbud mod adgangen til eller brugen af offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner og regler om nødpasning.

Det vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for ethvert offentligt og privat dagtilbud og enhver offentlig og privat uddannelsesinstitution, eksempelvis kommunale daginstitutioner, privatinstitutioner efter dagtilbudsloven, folkeskoler, privatskoler, friskoler, efterskoler, gymnasier og andre ungdomsuddannelser samt folkehøjskoler, universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner.

Bestemmelsen svarer til dele af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 22 og skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 33, idet muligheden for at bringe bestemmelserne i anvendelse dog er forskellige. Hvor Styrelsen for Patientsikkerhed efter den foreslåede § 33 efter en konkret vurdering vil kunne udstede påbud om at fastsætte restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af bestemte institutioner, vil der med den foreslåede § 34 ved bekendtgørelse kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet om restriktioner eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende uddannelsesinstitutioner og regler om nødpasning.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister således få bemyndigelse til efter forhandling med sundheds- og ældreministeren at fastsætte regler for hele eller dele af landet for en bestemt periode om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af de pågældende offentlige og private uddannelsesinstitutioner m.v.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1. Den foreslåede § 33 gælder derimod også for alment farlige sygdomme, som ikke samtidigt er samfundskritiske. Med bestemmelsen sikres det, at generelle regler, som kan have betydning for hele eller dele af landet og således for en betydelig del af samfundet, alene kan fastsættes i de tilfælde, hvor en sygdom, som samtidigt er alment farligt, medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Der kan således ikke udstedes generelle regler på området for sygdomme, som alene er alment farlige. Bestemmelsen sikrer ligeledes, at vidtgående regler udstedes på baggrund af en politisk vurdering fra den ansvarlige minister for det pågældende område.

Der kan vil bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet.

Regler vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.

Der vil med den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af uddannelsesinstitutionerne såvel som et forbud herimod.

Regler om at fastsætte restriktioner vil bl.a. kunne omhandle restriktioner for antallet af personer ad gangen på de pågældende institutioner, herunder begrænsninger i antallet af elever og studerende eller klasse- og holdstørrelser med henblik på at sikre, at elever og studerende kan holde passende afstand mellem hinanden. Restriktioner vil også kunne omfatte betingelser for adgangen til eller brugen af institutionerne, herunder ophold og færden på, de pågældende institutioner, f.eks. krav om anvendelse af mundbind eller andre smitteforebyggende og hygiejnetiltag. Der vil også kunne fastsættes regler om, at institutionen skal indrettes på en bestemt måde, så det sikres, at der holdes behørig afstand til andre på institutionen.

Der vil ligeledes kunne fastsættes restriktioner for og forbud mod adgang for besøgende til eleverne, de studerende m.v.

Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes forbud mod adgangen til de pågældende uddannelsesinstitutioner for ansatte eller andre personer, som indfinder sig på de pågældende institutioner, for f.eks. at levere varer eller serviceydelser, eller i øvrigt befinder sig på institutionen af tjenestemæssige årsager. Der vil derimod kunne fastsættes restriktioner for disse personers adgang, ophold og færden, f.eks. krav om anvendelse af mundbind.

Restriktioner eller forbud fastsat i medfør af bestemmelsen er således ikke til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne, eleverne m.v. ikke har mulighed for fremmøde.

Der vil også i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om midlertidig lukning af de pågældende institutioner.

Regler om lukning vil kunne omfatte hele eller dele af institutionen, herunder eksempelvis afdelinger af uddannelsesinstitutionen m.v., på baggrund af en geografisk eller uddannelsesmæssig afgrænsning.

En lukning vil også kunne være delvis, således at visse brugere stadig kan opholde sig på institutionen. Det kan f.eks. være tilfælde med skoler med kostafdelinger eller lignende, hvor der kan være børn og unge, der ikke har mulighed for at tage hjem til deres forældre, f.eks. fordi forældrene har ophold i udlandet eller på grund af forholdene i hjemmet. Der vil således kunne fastsættes regler om, at børn og unge, som ikke har mulighed for at tage hjem til deres forældrene, fortsat vil kunne opretholde sig på kostskoler og lignende. Endvidere kan det være tilfælde med grupper af elever, der ud fra deres personlige forhold fortsat bør følge undervisning på institutionen af hensyn til f.eks. særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forholdene i hjemmet, eller som skal gennemføre særlige uddannelser ift. samfundskritiske funktioner eller lignende

Der vil dog kunne være behov for begrænsninger i forhold til rejser, transport eller lignende, herunder besøg uden for kostskolen, som vilkår for fortsat ophold. Det kan særligt være relevant for institutioner med større elever, eller hvor nogle af institutionens elever har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov. Reglerne vil eksempelvis også kunne omfatte elever på erhvervsuddannelsernes grundforløb, som bor på kostafdeling og ikke har mulighed for at tage hjem til deres forældre.

En lukning af et tilbud eller en institution vil betyde, at brugerne ikke kan modtages på tilbuddet eller institutionen m.v. til gennemførelse af dens normale aktiviteter for brugerne. En lukning vil derimod som udgangspunkt ikke betyde, at institutionens medarbejdere ikke kan møde på institutionen. Et krav om lukning er således ikke til hinder for, at medarbejderne fortsat møder på arbejde, uanset at brugerne eller eleverne ikke har mulighed for fremmøde. Der kan således fortsat fra institutionen foretages eksempelvis fjernundervisning af elever. Endvidere kan opgaver, som er nødvendige at opretholde på institutionen forsat varetages, f.eks. opgaver i forbindelse med opsyn og drift af institutionens bygninger og anlæg og f.eks. pasning af dyr, som institutionen måtte have.

Der vil derudover efter bestemmelsen kunne fastsættes regler nødpasning.

Reglerne vil kunne omfatte etablering og drift af tilbud om nødpasning, der etableres for afgrænsede grupper af børn og unge, der ellers ville have brugt tilbud efter dagtilbudsloven eller efter anden lovgivning om pasningsordninger som f.eks. skolefritidsordninger og tilsvarende.

Der vil kunne fastsættes regler om størrelse med hensyn til antal brugere af sådanne tilbud, herunder om særlige foranstaltninger sådanne brugere og deres forældre skal iagttage som forudsætning for brugen af tilbuddet om nødpasning. Det kan være begrænsninger i forhold til rejser, transport eller lignende.

Der vil også kunne fastsættes regler om kriterier for optagelse i sådanne tilbud om nødpasning, f.eks. regler om, at det primært er børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, der kan optages i sådanne tilbud, herunder tilfælde, hvor fortsat adgang til tilbud er begrundet i barnets eller den unges forhold, f.eks. forholdene i hjemmet.

Der vil også kunne være tale om opretholdelse af tilbud for små grupper af børn, der har særlige behov af de nævnte grunde. Der vil desuden kunne være tale om optagelse af børn i tilbud om nødpasning begrundet i forældrenes forhold. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis forældrene varetager funktioner i f.eks. sundhedssystemet, transport- og forsyningsvirksomhedere eller andre kritiske og vigtige samfundsfunktioner i den givne situation.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler vedrørende tilrettelæggelse og organisering af aktiviteterne i sådanne tilbud. Det vil eksempelvis gælde fastsættelse af regler med henblik på at sikre, at tilbuddenes brugere har mulighed for at holde afstand til hinanden. Der vil desuden kunne fastsættes regler om, at tilbuddene kan etableres i lokaler, der ikke normalt anvendes til dagtilbud. Det kan f.eks. være lokaler på folkeskoler, der er lukket som følge af påbud herom, men hvor sundhedsmyndighederne vurderer, at der ikke er problemer i, at lokalerne bruges til formålet.

Det foreslås, at reglerne kan fastsættes af vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Det betyder, at bemyndigelsen vil kunne udmøntes af den ansvarlige minister for det pågældende område, og at denne minister skal have drøftet et udkast til bekendtgørelsen med sundheds- og ældreministeren, inden der fastsættes regler efter bemyndigelsen. Det bemærkes, at sundheds- og ældreministeren afhængigt af området også vil kunne udmønte bemyndigelsesbestemmelsen som den ansvarlige minister for området. I et sådant tilfælde forudsættes ingen forhandling.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 34, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om restriktioner for de pågældende institutioner og midlertidig lukning og nødpasning, kan fravige rettigheder eller pligter, som borgere og myndighederne har efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Efter § 12 a, 1. pkt., i epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land.

Det foreslås med § 35, 1. pkt., at vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til transportmidler.

Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1894 af 9. december 2020 om krav om mundbind m.v. i kollektiv trafik m.v. i forbindelse med håndtering af covid-19. I bekendtgørelsen er der fastsat krav om anvendelse af mundbind eller visir ved benyttelse af en række former for kollektiv trafik for at forebygge og inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).

Den foreslåede bestemmelse viderefører med en række ændringer § 12 a i den gældende epidemilov.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1.

Med bestemmelsen vil vedkommende minister få bemyndigelse til efter forhandling med sundheds- og ældreministeren at fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning. Vedkommende minister vil være den minister, som er ansvarlig for det pågældende transportmiddel. Det vil eksempelvis betyde, at det vil være transportministeren, der efter forhandling med sundheds- og ældreministeren, kan fastsætte regler om restriktioner for tog og busser, mens det vil være erhvervsministeren, der efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om restriktioner for skibe.

Der vil efter bestemmelsen alene kunne fastsættes regler, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom. Med bestemmelsen sikres det, at regler af betydning for kritisk infrastruktur som transportmidler, som kan have betydning for hele eller dele af landet og således for en betydelig del af samfundet, alene kan fastsættes i de tilfælde, hvor en sygdom, som samtidigt er alment farligt, medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Der kan således ikke udstedes generelle regler med forbud mod adgang eller restriktioner på transportmidler i forbindelse med forebyggelse eller inddæmning af sygdomme, som alene er alment farlige. Bestemmelsen sikrer desuden, at vidtgående regler udstedes på baggrund af en faglig og politisk vurdering fra den ansvarlige minister for det pågældende område, som har det faglige kendskab til, hvilke restriktioner, der vil være nødvendige og effektive i forhold til det pågældende transportmiddel.

Der kan efter bestemmelsen fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil også kunne fastsættes regler, der alene gælder for bestemte transportmidler. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. den foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet, samt om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for nærmere bestemte transportmidler og ikke alle transportmidler.

Regler vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil alene kunne anvendes til at fastsætte regler for transportmidler her i landet. Bemyndigelsesbestemmelsen kan således ikke anvendes til at fastsætte regler, som vedrører restriktioner over for transportmidler, der ankommer fra udlandet. Sådanne regler, herunder regler om at der skal gives tilladelse til frit samvær med personer i land, kan fastsættes i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 39. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af ethvert privat og offentligt transportmiddel, herunder kollektiv trafik. Det gælder således bl.a. togtrafik, herunder privatbaner, letbaner, S-tog og metro, buskørsel, herunder både lokale og regionale busruter, skolebusser, x-busser, fjernbusser, turistbusser og anden kørsel i bus, taxikørsel og anden erhvervsmæssig persontransport, turistbåde, havnebusser, færgetrafik, herunder indenrigsfærger og færger, der sejler mellem Danmark og havne i udlandet, samt indenrigs lufttrafik.

Restriktioner for de pågældende transportmidler vil bl.a. kunne omfatte regler om, at transportmidler skal indrettes på en bestemt måde, så det sikres, at der holdes behørig afstand til andre passagerer i transportmidlet, ligesom det vil kunne omfatte regler om betingelser for adgang til transportmidler, herunder krav om anvendelse af mundbind eller visir eller iagttagelse af andre hygiejnetiltag.

Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om restriktioner eller forbud for transportørerne om at stille transport til rådighed.

Der vil samtidigt kunne fastsættes regler om, at uberettiget undladelse af at overholde restriktioner, f.eks. krav om mundbind eller visir, kan medføre bortvisning fra transportmidlet eller straf i form af bøde. Der vil også kunne fastsættes krav til transportørerne, transportselskaberne m.v. om at sikre, at de fastsatte regler efterleves, samt om, at transportører og transportselskaber vil kunne ifalde straf i form af bøde, hvis de ikke opfylder de fastsatte krav.

Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om maksimalbelægning, således at det f.eks. kan fastsættes, at visse transportmidler ikke må medtage flere passagerer end ¼ af den maksimale kapacitet, eller at der ikke må medtages flere passagerer, end der er sæder til.

Endelig vil der kunne fastsætte krav til transportørerne, transportselskaberne m.v. om at sikre, at de fastsatte regler efterleves. Det er hensigten, at det i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen vil blive fastsat, at undladelse af at efterkomme de regler, der fastsættes om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum straffes med bøde.

Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 65, stk. 3, hvoraf det fremgår, at der i forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes forbud mod adgang til de pågældende transportmidler. Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et forbud mod adgang til transportmidler efter omstændighederne vil kunne udgøre ekspropriation. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 60 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at reglerne kan fastsættes af vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter § 35, 2. pkt., kan regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Bestemmelsen betyder, at de regler, som vedkommende minister fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, kan fravige rettigheder eller pligter, som borgere, myndigheder og virksomheder måtte have efter anden lovgivning eller regler fastsat i medfør af anden lovgivning.

Efter § 12 b, 1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler om restriktioner for eller forbud mod adgangen til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan reglerne fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Bemyndigelsen er udmøntet bl.a. ved bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, med senere ændringer.

Bekendtgørelsen har løbende været anvendt til at fastsætte regler om restriktioner for og forbud mod adgangen til og brugen af fysiske og juridiske personers lokaler og lokaliteter, herunder bl.a. regler om lukning, krav til indretning af lokaler m.v., og for hvilke varer, der må sælges, og hvornår på døgnet disse må sælges.

Det foreslås med § 36, 1. pkt., at erhvervsministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgangen til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang, og som ikke er omfattet af §§ 30, 32, 34 eller 35.

Den foreslåede bestemmelse viderefører med en række ændringer § 12 b i den gældende epidemilov.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1.

Med bestemmelsen vil erhvervsministeren eller vedkommende minister få bemyndigelse til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om restriktioner for eller forbud mod adgang til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang.

Der vil efter bestemmelsen alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet.

Regler vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. det foreslåede § 23, stk. 4.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om restriktioner for eller forbud mod adgang til eller brugen af lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for ethvert lokale eller lokalitet, som fysiske eller juridiske personer råder over, og som offentligheden har adgang til. Det vil ikke udtømmende kunne beskrives, hvilke lokaler og lokaliteter, der vil kunne være omfattet.

Det vil dog gælde enhver fysisk butik og forretningslokale, og lokaler og lokaliteter hvorfra der leveres tjenesteydelser, service, underholdning m.v. Som eksempler kan nævnes bl.a. supermarkeder, apoteker, byggemarkeder, køreskoler, solarier, klinikker med tæt fysisk kontakt til kunder, f.eks. frisørsaloner, tatovørsaloner og skønhedsklinikker, men også klinikker hvorfra der leveres sundhedsydelser, f.eks. tandlægeklinikker. Også restauranter, barer, diskoteker og andre serveringssteder vil være omfattet, ligesom hoteller, konference- og kursuslokaler vil kunne være det. Tilsvarende gælder for steder, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, lege- og badelande, svømmehaller, træningscentre, fitnesscentre, teatre, biografer vil være omfattet. Derudover vil udendørs lokaliteter kunne være omfattet, f.eks. planteskoler, zoologiske haver, forlystelsesparker, dyreparker, campingpladser m.v. Der vil også kunne fastsættes regler for loppemarkeder med fast lokalitet, basarer, markeder m.v. Som eksempler kan også nævnes lokaler og lokaliteter i tilknytning til transportmidler, f.eks. banegårde, stationer, færgeterminaler og lufthavne. Endelig kan også nævnes foreningers og klubbers lokaler samt visse selvejende institutioner, f.eks. selvejende museer, teatre, spillesteder m.v. og private idrætsfaciliteter og biblioteker. Lokaler og lokaliteter tilhørende trossamfund uden for folkekirken vil ligeledes kunne være omfattet.

Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for behandlingssteder, institutioner, faciliteter, undervisningsinstitutioner m.v., herunder lokaler eller lokaliteter som omfattes af §§ 30, 32, 34 eller 35.

Der vil efter bestemmelsen alene kunne fastsættes regler for lokaler og lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang. Det betyder, at der ikke vil kunne fastsættes regler for virksomheders lokaler og lokaliteter, hvortil f.eks. kunder, medlemmer og besøgende ikke har adgang, f.eks. kontorer, lagerbygninger og andre administrationslokaler.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes restriktioner for adgangen til eller brugen af, herunder ophold og færden i, de pågældende lokaler og lokaliteter, herunder også regler om maksimalbelægning. Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om det maksimalt tilladte antal personer pr. m2 gulvareal, herunder regler om udregning heraf, regler for indretning af lokalerne, f.eks. at de skal indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, og regler om opsætning af informationsmateriale vedrørende den pågældende sygdom, der begrunder reglerne. Restriktioner vil også kunne omfatte krav om hygiejne, f.eks. regler om offentlighedens adgang til vand og sæbe eller håndsprit eller andre desinfektionsmidler, herunder krav hertil, krav om anvendelse af personlige smitteforbyggende midler, eksempelvis mundbind, begrænsninger for hvilke varer, der må sælges, og hvornår på døgnet disse må sælger, samt krav om brug af handsker.

Der vil også efter bestemmelsen kunne fastsættes regler om forbud mod adgangen til de pågældende lokaler og lokaliteter.

Som følge at det foreslåede proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skal der fastsattes de mindst indgribende regler, som er tilstrækkelige til at opnå formålet, ligesom foranstaltninger skal ophæves straks, når der ikke er grundlag for foranstaltningen længere.

Det forudsættes således, at regler om et forbud og brug skal være midlertidige, og at det ikke vil kunne udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom, der begrunder reglerne.

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et forbud rettet mod adgang til eller restriktion for et lokale, som en erhvervsdrivende råder over, hvortil offentligheden har adgang, efter omstændighederne vil kunne udgøre ekspropriation. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 60 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at reglerne kan fastsættes af erhvervsministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der er ikke efter gældende ret mulighed for at stille krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler, herunder eksempelvis mundbind eller visir, i det offentlige rum. Regler herom kan derimod fastsættes for en række områder, hvor der i øvrigt efter den gældende epidemilov er mulighed for at fastsætte restriktioner. Det gælder eksempelvis epidemilovens § 12 a, hvorefter sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler.

Med § 37 foreslås det, at sundheds- og ældreministeren, kan fastsætte regler for hele eller dele af landet om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum.

Der vil alene kunne fastsættes regler efter den foreslåede bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom, jf. det foreslåede § 23, stk. 1.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet. Det betyder, at der kan udstedes regler, som gælder for hele landet, eller som geografisk er afgrænset til f.eks. udvalgte regioner eller kommuner. Der vil ud fra et proportionalitets- og mindstemiddelsprincip, jf. det foreslåede § 23, stk. 3, skulle foretages en vurdering af, om det er tilstrækkeligt at fastsætte regler for en geografisk mindre del af landet frem for hele landet.

Med bestemmelsen vil sundheds- og ældreministeren kunne fastsætte regler for hele eller dele af landet for en bestemt periode om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum, herunder regler som fastsætter krav om anvendelse af det pågældende smitteforebyggende midler.

Med personlige smitteforebyggende midler forstås f.eks. mundbind og ansigtsvisir.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for det offentlige rum. Herved forstås områder, som enhver har adgang til, herunder eksempelvis veje, offentlige parker, strande, torve, plader og skove. Der vil ikke efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for private hjem.

Det bemærkes, at der efter en række af de øvrige foreslåede bestemmelser i epidemiloven også vil kunne fastsættes regler om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler, herunder også for områder, som ikke hører til det offentlige rum.

Der vil samtidigt efter bestemmelsens kunne fastsættes regler om krav til, hvilke personlige smitteforebyggende midler, der kan anvendes, og hvordan de skal avendes.

Det forudsættes, at der ved fastsættelse af regler samtidigt tages højde for og efter omstændighederne fastsættes undtagelser for situationer og persongrupper, som kan undtages fra kravet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at kravet ikke skal gælde i situationer, hvor der kortvarigt indtages mad eller drikke eller medicin, under samtale med personer, der mundaflæser, hvis det personlige smitteforebyggende middel giver vejrtrækningsbesvær eller kvælningsfornemmelser eller ved krav om identifikation fra eksempelvis politiet.

Der vil også kunne fastsættes regler om, at kravet ikke skal gælde for personer med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære personligt smitteforebyggende midler, f.eks. mundbind eller visir.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalget, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 13, stk. 2, 1. pkt., at føreren og en eventuel skibslæge skal meddele sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt efter § 13, stk. 2, 2. pkt., luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 13, stk. 3, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.

Bestemmelsen er bl.a. udmøntet i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet. Det fremgår bl.a. heraf, at føreren og en eventuel skibslæge samt luftfartøjets fører eller dennes befuldmægtigede er forpligtet til at underrette epidemikommissionen eller den, som optræder på kommissionens vegne, såfremt der under rejsen eller på ankomsttidspunktet er forekommet sygdomstilfælde, som kan være af smitsom natur, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom, jf. bekendtgørelsens § 3 og § 6.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 29, stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder epidemilovens § 13, stk. 2.

Efter epidemilovens § 15, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren bestemme, at §§ 13 og 14 kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der ankommer fra nærmere angivne lande eller går i regelmæssig rutefart, og for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer.

Det foreslås med § 38, stk. 1, at føreren og en eventuel skibslæge ved et skibs ankomst fra udlandet skal underrette Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er personer om bord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, eller hvis andre forhold om bord indebærer fare for udbredelse af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Det foreslås med § 38, stk. 2, at føreren og dennes befuldmægtigede ved et luftfartøjs ankomst fra udlandet forinden landingen via lufttrafiktjenesten skal underrette Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis der er personer om bord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, eller hvis andre forhold om bord indebærer fare for udbredelse af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Det foreslås med § 38, stk. 3, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om indholdet af underretningspligten efter stk. 1 og 2.

De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 38, stk. 1-3, vil indebære, at den gældende ordning, hvorefter føreren af et skib og en eventuel skibslæge, og føreren af et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede har pligt til at oplyse om sundhedstilstanden om bord, bliver videreført med enkelte ændringer. Det foreslås således fastsat direkte i bestemmelsen, at oplysningerne skal gives til Styrelsen for Patientsikkerhed i stedet for, som reglerne er i dag, at oplysningerne skal gives til sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne.

Forslaget indebærer, at der påhviler både føreren af skibet og en eventuel skibslæge samt føreren af et luftfartøj eller dennes befuldmægtige en underretningspligt. Underretningspligten vil gælde, hvis der er personer om bord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, eller hvis andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom. Pligten vil således efter forslaget ikke gælde alle typer af smitsomme sygdomme omfattet af lovens § 2, men kun de alment farlige og samfundskritiske sygdomme.

Det foreslås, at manglende overholdelse af underretningspligten efter forslaget skal være strafbart og skal kunne medføre straf med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. den foreslåede § 65, stk. 1, nr. 3. Forslaget indebærer, at både forsætlig og groft uagtsom overtrædelse af bestemmelsen vil kunne straffes. Et eksempel på en situation, hvor der vil være underretningspligt vil være, hvis en skibslæge bliver bekendt med, at passagerer eller besætningsmedlemmer har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, f.eks. fordi de pågældende har anmodet om lægehjælp under rejsen, eller fordi flere passagerer eller besætningsmedlemmer er blevet syge med samme symptomer på en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Forslaget vil endvidere indebære, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om indholdet af underretningspligten. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2 for en beskrivelse af, hvem der efter forslaget vil være vedkommende minister.

Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives, herunder at føreren af skibet eller luftfartøjet er forpligtet til at besvare Styrelsen for Patientsikkerheds spørgsmål om sundhedstilstanden om bord.

Baggrunden for de foreslåede bestemmelser i § 38, stk. 1-3, er, at Styrelsen for Patientsikkerhed skal kunne vurdere, om der ved et skibs eller et luftfartøjs ankomst her til landet er fare for indførelse af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, og om det er nødvendigt at træffe foranstaltninger i den forbindelse.

De foreslåede bestemmelser i § 38, stk. 1-3, har dermed sammenhæng med lovforslagets § 39, stk. 1, 1. pkt., hvorefter sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, i hvilket omfang der fra et skib, luftfartøj eller andet transportmiddel, der ankommer fra udlandet, ikke må ske samvær med personer i land eller uden for en lufthavn eller uden for den terminal, hvortil transportmidlet ankommer, før Styrelsen for Patientsikkerhed har meddelt tilladelse til frit samvær eller til at forlade lufthavnen eller terminalen. Forslaget har ligeledes sammenhæng med lovforslagets § 39, stk. 1, 2. pkt., hvoraf det bl.a. fremgår, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan betinge en tilladelse til frit samvær af, at passagerer og besætningsmedlemmer lader sig undersøge af en læge. Der henvises til den foreslåede § 39 og bemærkningerne dertil.

Det foreslås endvidere med lovforslagets § 38, stk. 4, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at underretningspligten efter stk. 1 og 2 kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der ankommer fra nærmere angivne lande eller går i regelmæssig rutefart, og for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer.

Forslaget vil indebære, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at underretningspligten vedrørende sundhedstilstanden om bord af praktiske hensyn kan fraviges for skibe og luftfartøjer, der ankommer fra nærmere angivne lande eller går i regelmæssig rutefart, og for lodsbåde, fiskerbåde og andre mindre fartøjer. Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 1, med den ændring, at reglerne skal fastsættes af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister.

Det foreslås med lovforslagets § 38, stk. 5, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at underretningspligten efter stk. 1 og 2 skal gælde ved andre transportmidlers ankomst fra udlandet, herunder busser og tog.

Bestemmelsen, der er ny, indebærer, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister får mulighed for at fastsætte regler om, at der også skal gælde en underretningspligt for ansvarshavende for bl.a. busser og tog ved ankomst fra udlandet svarende til den oplysningspligt, som gælder for ansvarshavende for skibe og luftfartøjer.

Det er hensigten, at bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om oplysningspligt for andre transportmidler, hvis det vurderes nødvendigt for at forebygge eller hindre udbredelse af alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 a, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske samkvem med personer i land. Bestemmelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1708 af 27. november 2020 om forbud mod landgang for krydstogtskibe m.v. i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), der udløb den 1. december 2020.

Det følger endvidere af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 14, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan bestemme, i hvilket omfang der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land, før sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren har bemyndiget hertil, har meddelt tilladelse til frit samkvem. Politiet yder efter bestemmelsens stk. 2 efter anmodning bistand med henblik på at sikre overholdelsen af bestemmelser om, at der fra et skib eller luftfartøj ikke må ske samkvem med personer i land.

Beføjelsen til at meddele tilladelse til frit samkvem efter epidemilovens § 14, stk. 1, er tillagt epidemikommissionen eller den, som kommissionen har bemyndiget hertil, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., og § 4 i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 16, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan påbyde, at enhver, der ankommer her til landet, skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus.

Kompetencen til at udstede påbud efter § 16, stk. 1, er i medfør af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 366 af 4. april 2020 om bemyndigelse af sundheds- og ældreministerens beføjelser og pligter efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme til andre myndigheder tillagt Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det foreslås med § 39, stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, i hvilket omfang der fra et skib, luftfartøj eller andet transportmiddel, der ankommer fra udlandet, ikke må ske samvær med personer i land eller uden for en lufthavn eller uden for den terminal, hvortil transportmidlet ankommer, før Styrelsen for Patientsikkerhed har meddelt tilladelse til frit samvær eller til at forlade lufthavnen eller terminalen.

Den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 1, 1. pkt. vil indebære, at den gældende ordning, som er fastsat i epidemilovens § 12 a, sidste led, og § 14, stk. 1, videreføres med enkelte ændringer.

Forslaget indebærer, at det er fastsat direkte i loven, at det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan meddele tilladelse til frit samvær med personer i land, hvilket er en ændring i forhold til den gældende ordning, hvor det er sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren har bemyndiget hertil, der meddeler tilladelse til frit samkvem.

Forslaget indebærer endvidere, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at frit samvær med personer i land kræver tilladelse både i forhold til luftfartøjer og skibe, som i dag er omfattet af regler om frit samkvem, og i forhold til andre transportmidler, der ikke i dag er underlagt krav om tilladelse til frit samkvem.

Forslaget indebærer herudover en sproglig modernisering, idet frit samkvem er ændret til frit samvær.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte regler, som gælder for luftfartøjer og skibe, om, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bestemme, at der ikke må ske frit samvær, før styrelsen har givet tilladelse hertil i tilfælde, hvor der er personer om bord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan, eller såfremt andre forhold ombord indebærer fare for udbredelse af sygdom, eller hvis skibet eller luftfartøjet kommer fra et område, som ifølge sundhedsmyndighederne må anses for at være et smitteområde. Det vil også kunne komme på tale at fastsætte tilsvarende regler for andre transportmidler end luftfartøjer og skibe.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte et generelt forbud mod landgang fra nærmere bestemte transportmidler, herunder eksempelvis krydstogtsskibe. Det forudsættes, at et eventuelt generelt forbud alene vil kunne gælde i en tidsbegrænset periode, og at der alene vil kunne fastsættes et sådant forbud, hvis det sker med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det er endvidere hensigten, at der konkret skal kunne gives tilladelse til at gå i land, hvis der foreligger nærmere angivne anerkendelsesværdige formål.

Det foreslås med § 39, stk. 1, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte som betingelse for at meddele tilladelse til frit samvær efter regler fastsat i medfør af 1. pkt. med personer i land eller uden for en lufthavn eller uden for den terminal, hvortil transportmidler ankommer, at passagerer og besætningsmedlemmer lader sig undersøge for, om de lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de pågældende om nødvendigt lader sig indlægge til observation på et sygehus.

Den foreslåede bestemmelse er ny, men bestemmelsen viderefører til dels den gældende bestemmelse i epidemilovens § 16, stk. 1, idet den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at Styrelsen for Patientsikkerhed - i stedet for at påbyde, at enhver, der ankommer her til landet skal lade sig undersøge af en læge, og at vedkommende skal lade sig indlægge til observation på et sygehus - kan stille som betingelse for at meddele tilladelse til frit samvær med personer i land, at passagerer og besætningsmedlemmer lader sig undersøge for, om de lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere indtil resultatet af undersøgelsen foreligger, eller at de pågældende om nødvendigt lader sig indlægge til observation på et sygehus. Adgangen til at stille betingelser herom er således begrænset til at omfatte alment farlige eller samfundskritiske sygdomme. Tilladelse til frit samvær vil dermed ikke kunne gøres betinget af, at passagerer eller besætningsmedlemmer lader sig undersøge for, om de lider af en smitsom sygdom, der ikke samtidig er alment farlig eller samfundskritisk.

Det foreslåede § 39, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis vil kunne betinge en tilladelse til frit samvær med personer i land af, at passagerer og besætningsmedlemmer lader sig undersøge af en læge for, om de lider af en bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom i en situation, hvor et skibs fører har oplyst til Styrelsen for Patientsikkerhed, at der er personer ombord, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller som formodes at kunne være smittet med en sådan. En nærmere lægeundersøgelse af, om passagerer og besætningsmedlemmer rent faktisk lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, vil således kunne være relevant og nødvendig for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe beslutning om at meddele tilladelse til frit samvær med personer i land.

Hvis det pågældende transportmiddel får tilladelse til frit samvær med personer i land, vil de pågældende passagerer og besætningsmedlemmer herefter være underlagt epidemilovens almindelige regler. Det indebærer bl.a., at de pågældende efter forslagets kapitel 5 vil kunne blive underlagt foranstaltninger, herunder påbud om undersøgelse, indlæggelse og observation, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Der henvises til de foreslåede §§ 12-20 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås med § 39, stk. 2, at politiet efter anmodning og under anvendelse af den fornødne magt i overensstemmelse med lov om politiets bistand med henblik på at sikre overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den gældende epidemilovs § 14, stk. 2, bliver videreført.

Der er ikke regler i den gældende epidemilov, der giver mulighed for, at der kan udstedes generelle regler, der fastsætter, at grupper af personer, der ankommer fra udlandet, skal lade sig undersøge, isolere eller lade sig indlægge til observation. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.5.1 for en beskrivelse af gældende ret.

Det foreslås med § 40, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at personer, der ankommer til landet fra eller har bopæl i nærmere angivne lande eller områder, skal fremvise dokumentation for, at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig undersøge for, om de pågældende har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Der kan i den forbindelse fastsættes regler om, at de pågældende selv skal afholde udgifterne til isolation. Sundheds- og ældreministeren kan alene udstede regler efter 1. pkt., hvis det er nødvendigt for at forebygge indførsel af alment farlige eller samfundskritiske sygdomme i landet.

Forslaget indebærer, at regler efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal udstedes af sundheds- og ældreministeren efter forhandling med både justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren. Baggrunden herfor er, at politiet, som hører under justitsministerens ressort, varetager opgaver forbundet med grænsekontrol, og at EU-reglerne om indrejse henhører under udlændinge- og integrationsministerens ressort. Det bemærkes, at regler fastsat efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil gælde i tillæg til udlændingelovens regler, herunder udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3, hvorefter det er muligt at afvise udlændinge, der ikke allerede har lovligt ophold i Danmark, ved indrejse, hvis sundhedsmæssige grunde tilsiger, at personen ikke bør have ophold her i landet.

Forslaget vil endvidere indebære, at der vil kunne fastsættes generelle regler om, at personer, der ankommer fra eller har bopæl i nærmere bestemte lande eller områder, skal fremvise dokumentation for at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det vil f.eks. kunne være dokumentation i form af et analyseresultat, der viser, at den pågældende ikke lider af den pågældende sygdom, eller en vaccinationsattest, der dokumenterer, at den indrejsende er vaccineret mod den pågældende sygdom. Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, at indrejsende skal lade sig undersøge for, om de har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus. Regler om pligt til at lade sig isolere kan omfatte tidsrummet indtil resultatet af undersøgelsen foreligger, men også efter resultatet af undersøgelsen foreligger, hvis undersøgelsen viser, at den indrejsende lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. De foreslåede restriktioner er indbyrdes uafhængige. Der vil således kunne fastsættes generelle regler om krav om, at der skal fremvises dokumentation for, at personer, der ankommer til landet, ikke lider af en nærmere bestemt sygdom, uden at der samtidig fastsættes regler om, at de pågældende skal lade sig undersøge eller indlægge.

For en nærmere beskrivelse af, hvad en undersøgelse kan omfatte, og hvad der forstås ved isolation, henvises til § 28 og bemærkningerne dertil, samt lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.4.4.2, idet det dog bemærkes, at isolation for indrejsende som udgangspunkt vil forudsætte, at myndighederne stiller isolationsfaciliteter til rådighed. Der vil i den forbindelse efter den foreslåede § 40 kunne fastsættes regler om, at den indrejsende skal afholde udgifterne til isolationsopholdet.

Proportionalitetsprincippet og mindstemiddelprincippet vil endvidere ligeledes finde anvendelse ved fastsættelse af regler efter dette forslag.

Det er forudsat, at bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte sådanne generelle regler alene vil blive anvendt, hvis det vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller inddæmme en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere alene blive anvendt, hvis det i forbindelse med håndtering af en bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom vurderes, at de foreslåede regler i lovforslagets § 39 ikke vurderes at være tilstrækkelige, herunder de foreslåede regler om mulighed for at fastsætte regler om, at frit samvær med personer i land kræver tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, samt om at Styrelsen for Patientsikkerhed bl.a. kan stille som betingelse for at tillade frit samvær, at passagerer og besætningsmedlemmer lader sig undersøge for, om de lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det er hensigten, at det i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen vil blive fastsat, at det er strafbart at undlade at efterkomme de generelle regler om pligt til at lade sig undersøge m.v. Der henvises i den forbindelse til bemærkninger til den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 65, stk. 3, hvoraf det fremgår, at der i regler, der udstedes i medfør af loven, kan fastsættes straf i form af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Det forudsættes, at Sundheds- og Ældreministeriet ved fastsættelse af regler efter denne bestemmelse samt offentliggørelse heraf så vidt muligt skal informere de berørte personer ved eksempelvis pressemeddelelse på ministeriets hjemmeside, andre relevante hjemmesider eller via aktuel anden kommunikationsform målrettet den flerhed af personer, som reglerne vedrører.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der vil dog kunne fastsættes regler om ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.2.4.

Det foreslås med § 40, stk. 2, at regler i medfør af stk. 1 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler, der fastsættes i medfør af § 40, stk. 1, som udgangspunkt højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen.

Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter den foreslåede § 40, stk. 1, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelsen ophæves senest efter fire uger. Det foreslås dog også, at reglerne kan fastsættes med en længere gyldighed, hvis særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Der vil eksempelvis kunne være tale om hensynet til forudsigeligheden for erhvervslivet.

Reglerne vil kunne forlænges med op til fire uger ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder at der skal foreligge en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for et udvalg, som Folketingsudvalget har nedsat. Der henvises til de foreslåede § 7-11 og bemærkningerne dertil.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 18, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre indførelse og udbredelse af en sygdom, der er omfattet af denne lov.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 18, stk. 2, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller andre gnavere og vektorer fører smitte fra en sygdom, der er omfattet af denne lov, ind eller ud af landet. Efter § 18, stk. 2, 2. pkt., kan sundheds- og ældreministeren herunder fastsætte, at en statslig myndighed, som sundheds- og ældreministeren i medfør af § 2 a, stk. 1, måtte have pålagt at bistå med opgaven, kan lade nærmere bestemte praktiske foranstaltninger udføre ved en autoriseret rottebekæmper, der tillige kan udføre opgaven, for så vidt angår vektorer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 18.

Det foreslås med § 41, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, hvilke foranstaltninger der kan iværksættes over for gods, bagage og post for at hindre indførelse og udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det foreslås med § 41, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes for at hindre, at rotter eller andre gnavere og vektorer fører smitte fra en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, ind eller ud af landet.

De foreslåede bestemmelser i § 41, stk. 1 og 2, vil indebære, at den gældende ordning, som er fastsat i epidemilovens § 18, videreføres med enkelte ændringer. Det er således hensigten at anvende de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser til at videreføre de regler, der er fastsat i kapitel 4 og 5 i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet om henholdsvis foranstaltninger mod bagage, gods, post og andet løsøre og hygiejnecertifikater til skibe, dog således at det er hensigten at fastsætte, at Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder hygiejnecertifikater, foretager undersøgelser af skibe m.v. i stedet for, som reglerne er i dag, at disse opgaver varetages af epidemikommissionen. Det bemærkes i den forbindelse, at sundheds- og ældreministeren i medfør af den foreslåede bemyndighedsbestemmelse i § 3, stk. 2, ligeledes vil kunne fastsætte regler om, at nærmere bestemte praktiske foranstaltninger forbundet med at hindre bl.a. rotter i at føre smitte ind i landet, skal udføres ved en autoriseret rottebekæmper.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren bestemmer, hvilke lempelser der skal gælde for orlogsfartøjer og militære luftfartøjer.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 3, at sundheds- og ældreministeren med henblik på opfyldelse af traktater kan fravige bestemmelserne i §§ 13-19.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.1 for en nærmere beskrivelse af de gældende bestemmelser i § 15, stk. 2 og 3.

Det foreslås med § 42, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med forsvarsministeren kan fastsætte regler om, hvilke lempelser der skal gælde for orlogsfartøjer og militære luftfartøjer.

Forslaget er en videreførelse af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 2, med den ændring, at anvendelse af bemyndigelsesbestemmelsen sker efter forhandling med forsvarsministeren. Det er hensigten, at de særlige regler, der er fastsat for orlogsfartøjer, samt danske og fremmede militære luftfartøjer i bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts 2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme på transportområdet, vil blive videreført.

Det foreslås med lovforslagets § 42, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne i §§ 38-41 med henblik på at opfylde traktater.

Forslaget indebærer, at den gældende bestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 3, videreføres. Forslaget indebærer dermed, at der fortsat vil være en egentlig lovhjemmel til, at Danmark inden for rammerne af International Health Regulations (IHR) kan indgå aftaler med to eller flere stater om lempelser i karantænebestemmelser i de kontraherende lande. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit 2.5.1 vedrørende den gældende bestemmelse i epidemilovens § 15, stk. 3.

Der findes ikke i den gældende epidemilov en bestemmelse, der giver adgang til at opkræve betaling for udgifter samt ekspeditionsgebyr for de undersøgelser, der udføres i henhold til den gældende epidemilovs § 18, stk. 2.

Der har tidligere været adgang hertil, men denne adgang til at opkræve betaling samt ekspeditionsgebyr blev ophævet ved lov nr. 208 af 17. marts 2020. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.1.

Det foreslås med indsættelse af § 43, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at ejeren af et skib eller luftfartøj skal afholde udgifterne til undersøgelse for og eventuel udryddelse af rotter eller andre gnavere og vektorer i henhold til § 41, stk. 2, herunder et beløb til dækning af Styrelsen for Patientsikkerheds omkostninger.

Det er hensigten at anvende den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse til at genindføre regler svarende til de regler, der fremgik af §§ 20-22 i bekendtgørelse nr. 642 af 19. maj 2017 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme. Det fremgik bl.a. af denne bekendtgørelses § 20, at skibet efter regning afholder de udgifter, der er forbundet med undersøgelse for rotter eller andre gnavere og vektorer.

Det foreslås med indsættelse af § 43, stk. 2, at ejeren af et skib eller luftfartøj, der efter Styrelsen for Patientsikkerheds skøn kun anløber havn eller foretager landing for at landsætte syge eller lig, skal afholde udgifterne til eventuelle foranstaltninger iværksat i medfør af loven, bortset fra udgifter til lægeundersøgelse og til andre supplerende undersøgelser, der er nødvendige for at konstatere en undersøgt persons helbredstilstand.

Det foreslås med indsættelse af § 43, stk. 3, at i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, afholder ejeren af skibet eller luftfartøjet udgifterne til de syges behandling og pleje samt til de dødes begravelse eller ligbrænding.

Det foreslås med indsættelse af § 43, stk. 4, at udgifter til foranstaltninger, der i strandingstilfælde iværksættes i henhold til loven, så vidt muligt skal dækkes af værdien af det strandede gods.

Det foreslås med indsættelse af § 43, stk. 5, at personer, der uberettiget går om bord på et skib eller luftfartøj, før tilladelse til frit samvær er meddelt, afholder udgifter, som opstår herved.

De foreslåede bestemmelser indebærer, at den adgang, der før lovændringen ved lov nr. 208 af 17. marts 2020 var til at pålægge ejeren af et skib eller et luftfartøj at afholde udgifter ved iværksættelse af nærmere angivne foranstaltninger og til at opkræve betaling samt ekspeditionsgebyr, vil blive genindført.

Det følger af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 212 a, at Styrelsen for Patientsikkerhed er en styrelse under sundheds- og ældreministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet, at Styrelsen for Patientsikkerhed opretter som en organisatorisk del af styrelsen to decentrale enheder til varetagelse af tilsynsopgaver m.v., at Styrelsen for Patientsikkerhed vejleder om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver inden for styrelsens område, samt at Styrelsen for Patientsikkerhed rådgiver statslige, regionale og kommunale myndigheder i hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.

Styrelsen for Patientsikkerhed er endvidere i medfør af bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme i forbindelse med håndteringen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) bemyndiget til at varetage beføjelserne i epidemilovens § 5, stk. 1 og 2, til at træffe afgørelse om om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling.

Det foreslås med lovforslagets § 44, at Styrelsen for Patientsikkerhed foretager smitteopsporing, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i forbindelse med håndteringen af covid-19 haft ansvaret for ”Coronaopsporing”. Styrelsen for Patientsikkerhed har i den forbindelse haft ansvaret for at tage kontakt til borgere, der er smittede med covid-19, og tilbudt hjælp, samt ydet rådgivning og vejledning i forbindelse med opsporing af den smittedes nære kontakter.

Styrelsen for Patientsikkerheds varetagelse af smitteopsporingsopgaven i forbindelse med håndteringen af covid-19 skal ses i sammenhæng med styrelsens opgaver i medfør af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 212 a og styrelsens beføjelser i medfør af den gældende bekendtgørelse nr. 368 af 4. april 2020.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det fastsættes direkte i lovteksten, at styrelsen varetager den smitteopsporingsopgave, som styrelsen allerede varetager i dag. Der er dermed alene tale om, at styrelsens smitteopsporingsopgave præciseres i loven. Denne præcisering har til formål at skabe klarhed for borgere og andre myndigheder over, hvilke opgaver myndighederne skal varetage i forbindelse med håndtering af en epidemi.

Denne præcisering har betydning både i forhold til Styrelsen for Patientsikkerheds aktuelle håndtering af covid-19, men også for styrelsens varetagelse af lignende smitteopsporingsopgaver i forbindelse med eventuelle fremtidige epidemier.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan anmode andre myndigheder m.fl. om at yde bistand til styrelsen med varetagelsen af denne opgave, jf. lovforslagets § 3, stk. 1. Regionsråd, kommunalbestyrelse, politi m.fl. vil således kunne blive pålagt at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med at foretage smitteopsporing. Der henvises til lovforslagets § 3 og bemærkningerne dertil.

Efter sundhedslovens § 222, stk. 1, 1. pkt., er Statens Serum Institut et institut under sundheds- og ældreministeren, hvis formål er at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Efter sundhedslovens § 222, stk. 1, 4. pkt., indgår instituttet i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk terrorisme.

Det foreslås med lovforslagets § 45, at Statens Serum Institut kan tilbyde test til befolkningen, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Statens Serum Institut har i medfør af sin myndighedsopgave, som er fastsat i sundhedslovens § 222, allerede mulighed for at tilbyde test til hele eller dele af befolkningen, hvis det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Forslaget indebærer, at det fastsættes i epidemiloven, at Statens Serum Institut kan tilbyde test til hele befolkningen, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Statens Serum Institut vil i medfør af bestemmelsen kunne tilbyde personer, herunder personer der ikke har symptomer, at blive testet for, om de har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Statens Serum Institut kan anmode andre myndigheder m.fl. at yde bistand til instituttet med varetagelse af denne opgave, jf. lovforslagets § 3. Regioner, kommuner, politi m.fl. vil således kunne blive pålagt at bistå Statens Serum Institut med at gennemføre test af befolkningen. Der henvises til § 3 og bemærkningerne dertil.

Det bemærkes i øvrigt, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 53 vil kunne fastsættes regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbud om test. Der henvises til lovforslagets § 53 og bemærkningerne dertil.

Efter epidemilovens § 24 kan sundheds- og ældreministeren til varetagelse af det i § 1 nævnte formål fastsætte nærmere regler om ind- og udførsel af lig samt om disses behandling og transport her i landet.

Epidemilovens formål er, jf. lovens § 1, at hindre indførsel og udbredelse her i landet af smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af loven.

Bestemmelsen er indført med epidemiloven af 1979, jf. lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.

Bestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig. Bekendtgørelsen regulerer både håndteringen af lig generelt, herunder transport og ligpas, og behandling af smittefarlige lig. I forhold til smittefarlige lig regulerer bekendtgørelsen tilkaldelse af læge ved dødsfald, der skyldes en smitsom sygdom, håndteringen af det pågældende lige, ligsyn og obduktion samt krav til emballering og transport af liget.

Overtrædelse af visse bestemmelser i bekendtgørelsen om smittefarlige lig medfører bøde eller fængsel indtil 6 måneder efter epidemilovens § 29, stk. 2, jf. bekendtgørelsens § 17.

Med den foreslåede § 46 foreslås, at sundheds- og ældreministeren til varetagelse af det i § 1 nævnte formål kan fastsætte nærmere regler om ind- og udførsel af lig samt om disses behandling og transport her i landet.

Efter den foreslåede § 1 er formålet med loven at beskytte samfundet og personer mod smitsomme sygdomme omfattet af loven, ved at udrydde eller forebygge, forhindre og begrænse udbredelsen og indførslen her i landet.

Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 1 og bemærkningerne hertil.

Med bestemmelsen i § 46 videreføres den gældende bestemmelse i epidemilovens § 24 af hensyn til at sikre, at der fortsat foreligger hjemmel til at fastsætte nærmere regler om ind- og udførsel af lig og om behandling og transport af lig her i landet.

Bemyndigelsen kan anvendes til at fastlægge regler om ind- og udførsel af lig og om behandling og transport af lig her i landet med henblik på at beskytte samfundet og personer mod smitsomme sygdomme omfattet af epidemiloven.

Der kan f.eks. fastsættes generelle regler om pligt til og udstedelse af ligpas ved ind- og udførsel af lig, emballerings- og transportkrav og fastsættelse af frister for iværksættelse af transport.

Der vil ligeledes kunne fastsættes nærmere regler om håndteringen af smittefarlige lig, der på trods af dødsfaldet fortsat udgør en akut smittefare.

I den forbindelse vil der f.eks. kunne fastsættes regler om afgrænsning af den persongruppe, der må håndtere det pågældende lig, hvilken læge, der må udføre ligsyn, og krav til beskyttelsesudstyr for personer, der håndterer liget. Desuden vil der kunne fastsættes krav til emballering af liget og materiale og egenskaber for den kiste, liget skal nedlægges i, og om tidsfrister for ligbrænding eller begravelse.

Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om straf for overtrædelse af bekendtgørelsen, jf. det foreslåede § 65, stk. 3.

Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på, hvad bemyndigelsen kan anvendes til.

Det forventes, at bemyndigelsen bliver anvendt til at videreføre reglerne i den gældende bekendtgørelse nr. 152 af 14. april 1983 om behandling af lig.

Efter § 9 i den gældende epidemilov kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med Sundhedsstyrelsen påbyde, at obduktion skal ske, når det formodes, at et dødsfald skyldes en alment farlig sygdom.

Bestemmelsen er indført med epidemiloven af 1979, jf. lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme. Kompetencen til at udstede påbud var på daværende tidspunkt tillagt epidemikommissionen. Det følger af lovbemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1978-79, tillæg A, spalte 2130, at bestemmelsen svarer til epidemilovens § 7, stk. 2, hvorefter epidemikommissionen, når omstændigheder gør det antageligt, at et dødsfald skyldes en sygdom, der er omfattet af epidemiloven, kan påbyde, at undersøgelse af enkelte dele af liget, eventuelt obduktion af samme, skal finde sted. Det fremgår videre af bemærkningerne, at en særskilt bestemmelse herom i epidemi- og karantænelovgivningen er påkrævet, idet lov nr. 277 af 21. maj 1976 om ligsyn m.v. ikke indeholder en bestemmelse, hvorefter obduktion kan foretages med henblik på at fastslå af hvilken sygdom, et dødsfald er forårsaget. Det fremgår desuden af bemærkningerne, at påbuddet skal gives efter forhandling med Sundhedsstyrelsen.

Ved lov nr. 208 af 17. marts 2020, blev kompetencen til at udstede påbud flyttet fra epidemikommissionen til sundheds- og ældreministeren, jf. lovens § 1, nr. 8.

Der er ikke efter Sundheds- og Ældreministeriets oplysninger blevet foretaget obduktioner efter den gældende bestemmelse.

Det foreslås med § 47, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan beslutte, at obduktion skal ske, når det formodes eller konstateres, at et dødsfald er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og obduktion vurderes at være nødvendig for med sikkerhed at fastslå, at et dødsfald skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller for at skaffe relevant viden om en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Med bestemmelsen sikres en klar hjemmel til at skabe adgang til at foretage obduktion, når det er nødvendigt i forbindelse med dødsfald, der formodes eller konstateres forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i medfør af det foreslåede § 51, stk. 1, bl.a. kunne fastsætte regler om, hvornår sundhedspersoner har pligt til at indberette et dødsfald og andre relevante oplysninger til styrelsen med henblik på, at styrelsen kan vurdere, om obduktion skal foretages. Der henvises til det foreslåede § 51, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Det vil være en betingelse for foretagelse af obduktion efter § 47, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed formoder eller konstaterer, at dødsfaldet er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og i den forbindelse har vurderet, at det er nødvendigt at foretage obduktion.

Hvornår det vil være nødvendigt at foretage obduktion afhænger af en konkret vurdering af behovet for oplysninger, der kan fremskaffes ved obduktionen, til brug for myndighedernes opgavevaretagelse efter loven vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme.

Det vil f.eks. være nødvendigt at foretage obduktion, når det ikke på anden vis kan fastslås, hvilken sygdom dødsfaldet er forårsaget af. Det kan ikke udelukkes, at der i fremtiden vil ske smitte med en ukendt sygdom, der kan kategoriseres som alment farlig eller samfundskritisk, og som slet ikke eller f.eks. ikke i begyndelsen af et smitteudbrud kan konstateres som dødsårsag, uden at der foretages obduktion. I den forbindelse vil det være af stor samfundsmæssig interesse, at der kan foretages obduktion med henblik på at fastslå dødsårsagen og omstændighederne herfor med henblik på at sikre forebyggelse og bekæmpelse af den pågældende alment farlige eller samfundskritiske sygdom.

Endvidere vil det være nødvendigt at foretage obduktion, hvis det vurderes, at obduktion kan bidrage til at skaffe relevant viden om en sygdoms forløb, udvikling, egenskaber, kendetegn og symptomer m.v., der vil kunne anvendes til at sikre varetagelse af myndighedsopgaver i forbindelse med en epidemi. Det kan bl.a. være af hensyn til smitteovervågning, smitteforebyggelse og smitteopsporing. I den forbindelse vil obduktion kunne foretages, uanset at dødsårsagen er konstateret, så længe dødsfaldet skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom og det uanset dødsårsagens konstatering vurderes at være nødvendigt at foretage obduktion for at skaffe relevant viden om sygdommen med henblik på at sikre forebyggelse og bekæmpelse heraf.

Det bemærkes, at såfremt det konstateres, at dødsfaldet skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, vil der skulle tages højde for regler om håndteringen af smittefarlige lig. Der henvises til foreslåede § 46 og bemærkningerne hertil.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan i forbindelse med vurderingen af, om det er nødvendigt at foretage obduktion med henblik på at skaffe relevante oplysninger om en konstateret alment farlig eller samfundskritisk sygdom, kunne anmode relevante myndigheder, herunder Statens Serum Institut om deres vurdering af, om og i givet fald hvilke undersøgelser det vil være nødvendigt at foretage. En adspurgt myndighed vil i medfør af det foreslåede § 3, stk. 1, være forpligtet til at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med styrelsens varetagelse af opgaver efter loven.

Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 3, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Ved vurdering af, om obduktion skal foretages, vil der ligeledes skulle tages højde for, om der foreligger de nødvendige lokaler med tilstrækkelig sikker indretning til foretagelse af obduktionen, således, at både obducenten og det omkringliggende område for obduktionens fysiske placering vil være tilstrækkeligt sikret imod smitte.

Beslutningskompetencen vil efter bestemmelsen være tillagt Styrelsen for Patientsikkerhed, idet styrelsen vurderes at besidde de relevante sundhedsfaglige kompetencer til at vurdere, hvornår et konkret dødsfald må formodes at skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og hvornår denne formodning medfører, at det vil være nødvendigt at foretage obduktion.

Obduktioner efter bestemmelsen forudsættes at blive foretaget på et af landets tre retsmedicinske institutter af hensyn til at kunne facilitere egnede lokaler og udstyr til at foretage de nødvendige og forsvarlige undersøgelser til at fremskaffe relevante oplysninger om den pågældende sygdom, og af hensyn til sikkerhedsniveauet i forhold til beskyttelse af obducenten og omgivelserne mod eventuel smitteforekomst i forbindelse med obduktionen.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne anmode relevante myndigheder om logistisk bistand til løsning af praktiske opgaver i forbindelse med obduktionen, herunder emballering og transport af lig fra dødsstedet til det retsmedicinske institut, hvor obduktionen foretages.

Myndigheder, som styrelsen anmoder om bistand, vil i medfør af det foreslåede § 3, stk. 1, være forpligtede til at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed i deres opgavevaretagelse efter loven.

Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 3, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil således kunne rette henvendelse til et af landets retsmedicinske institutter for at få foretaget obduktion af en afdød person, hvis det efter en konkret vurdering formodes, at en alment farlig eller samfundskritisk sygdom er årsag til det pågældende dødsfald og obduktionen vurderes at være nødvendig for at fastslå, hvilken sygdom dødsfaldet er forårsaget af, eller for at skaffe relevant viden om en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, som dødsfaldet er konstateret forårsaget af.

De retsmedicinske institutter vil efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed skulle foretage de nødvendige ydre og indre undersøgelser af den afdødes krop, og ved behov foranstalte foretagelse af toksikologiske, mikrobiologiske og billeddiagnostiske undersøgelser, med det formål at fastslå hvilken sygdom dødsfaldet er forårsaget af eller skaffe relevante oplysninger om en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Efter obduktionen og eventuelle tilhørende undersøgelser er foretaget, oversender det pågældende retsmedicinske institut sin retsmedicinske vurdering og konklusion omkring dødsfaldet, herunder relevante resultater fra eventuelle analyser og prøvetagninger, til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i medfør af det foreslåede § 52, stk. 3, af hensyn til smitteovervågning have pligt til at videregive oplysninger fra obduktion efter det foreslåede § 52, stk. 3, til Statens Serum Institut i personhenførbar form, i de tilfælde, hvor det konstateres, at dødsfaldet skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Der henvises til det foreslåede § 52, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Den afdøde eller dennes pårørende kan ikke modsætte sig Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning om obduktion. Dermed afhænger beslutningen om obduktion ikke af afdødes eksplicitte stillingtagen til obduktion inden dødsfaldet eller afdødes livsopfattelse og pårørendes accept eller modstand. Det skyldes, at samfundsinteressen i at få afklaret dødsårsagen med henblik på f.eks. smitteopsporing og smitteforebyggelse i de af § 47, stk. 1, omfattede tilfælde vægter højere end den afdødes eller dennes pårørendes interesse i, at obduktion ikke finder sted.

Det foreslås endvidere med det foreslåede § 47, stk. 2, at Styrelsen for Patientsikkerhed snarest muligt, og inden obduktion foretages, skal oplyse afdødes nærmeste pårørende om, at der vil blive foretaget obduktion.

Med bestemmelsen forpligtes Styrelsen for Patientsikkerhed til at oplyse nærmeste pårørende om, at der vil blive foretaget obduktion.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan om nødvendigt anmode andre relevante myndigheder om bistand til at effektuere oplysningspligten, jf. det foreslåede § 3, stk. 1. En adspurgt myndighed vil f.eks. kunne bistå med at foretage undersøgelse af, hvem der er afdødes pårørende, og i den forbindelse kunne oplyse disse om, at Styrelsen for Patientsikkerhed har besluttet at foretage obduktion og hvor obduktionen bliver foretaget.

Dermed sikres, at de nærmeste pårørende også i tilfælde, hvor deres identitet ikke er kendt på forhånd, vil blive bekendt med obduktionen og vil få oplysninger om hvor obduktionen foretages, med henblik på at kunne få lejlighed til at tage afsked med den afdøde og planlægge afhentning af afdødes legeme, således at der kan ske begravelse m.v. af afdøde i det omfang det vurderes at kunne foretages sikkert af hensyn til eventuel smittefare fra afdødes krop.

Det bemærkes, at såfremt det konstateres, at dødsfaldet skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, vil der skulle tages højde for regler om håndteringen af smittefarlige lig. Der henvises til den foreslåede § 46 og bemærkningerne hertil.

Efter epidemilovens § 11, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk eller lignende art, som er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse.

I henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 366 af 4. april 2020 om bemyndigelse af sundheds- og ældreministerens beføjelser og pligter efter lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme til andre myndigheder, er det imidlertid i dag Fødevarestyrelsen, som er bemyndiget til efter forhandling med Styrelsen for Patientsikkerhed at udøve den beføjelse, der er tillagt sundheds- og ældreministeren efter epidemilovens § 11, stk. 1. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af epidemilovens § 1, stk. 2, hvorefter sundheds- og ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder til bl.a. at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Det foreslås med § 48, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan anmode relevante myndigheder om at iværksætte de undersøgelser af bakteriologisk eller lignende art, som er nødvendige for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse.

Med bestemmelsen flyttes sundheds- og ældreministerens beslutningskompetence til at iværksætte de pågældende undersøgelser til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det med lovforslaget samtidig foreslås, at der på en række områder skal ske en decentralisering af lovens beføjelser ved, at en række af de beføjelser, som sundheds- og ældreministeren i dag efter den gældende epidemilov har til at iværksætte tiltag og foranstaltninger, i en ny lov placeres hos vedkommende minister eller myndighed. Således vil det direkte i loven blive præciseret, hvilken myndighed der skal varetage opgaven.

Med bestemmelsen foreslås beslutningskompetencen konkret flyttet til Styrelsen for Patientsikkerhed, der i praksis allerede i dag samarbejder med Fødevarestyrelsen om opgaver efter bestemmelsen i § 11, stk. 1, og vurderes at besidde de relevante sundhedsfaglige kompetencer til også fremover at kunne vurdere behovet for at iværksætte nødvendige undersøgelser for at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse.

Med bestemmelsen kan Styrelsen for Patientsikkerhed anmode relevante myndigheder om at iværksætte de pågældende relevante undersøgelser, der ligger inden for rammerne af myndighedens ressortlovgivning. Den myndighed Styrelsen for Patientsikkerhed anmoder om hjælp vil i medfør af det foreslåede § 3, stk. 1, være forpligtet til at bistå Styrelsen for Patientsikkerhed med varetagelse af opgaver efter den foreslåede § 48. Dermed vil opgaverne fremadrettet kunne fordeles og løses på samme måde, som det er tilfældet i dag for så vidt angår samarbejdet mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen.

Der henvises til det foreslåede § 3, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Der vil efter bestemmelsen kunne foretages en hvilken som helst bakteriologisk eller lignende undersøgelse af prøvemateriale, som er nødvendig for med sikkerhed at fastslå en smittes art, oprindelse og udbredelse, som ligger inden for rammerne af den pågældende undersøgende myndigheds ressortlovgivning. Der kan være tale om undersøgelse af prøvemateriale fra levende væsener, herunder sunde smittebærere, eller fra materiale, som f.eks. overflader, vand- og jordprøver eller fødevarer.

F.eks. vil Fødevarestyrelsen i den forbindelse udgøre den relevante myndighed ved behov for at foranstalte, at der foretages analyser for f.eks. bakterier og virus i prøver fra dyr, foder og fødevarer.

Statens Serum Institut vil desuden udgøre den relevante myndighed ved behov for at få foretaget f.eks. mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse af mikroorganismer i biologisk materiale fra prøvetagninger fra mennesker, herunder sekret fra øvre luftveje, urin, pus eller blod, eller fra fremmedlegemer så som kateterspidser.

Miljøstyrelsen vil endvidere udgøre den relevante myndighed ved behov for at foranstalte, at der foretages miljørettede prøver, herunder f.eks. prøver fra vilde dyr eller jord og vand, herunder spildevand.

Sundheds- og ældreministeren kan efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 a fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Epidemilovens § 21 a er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020 om oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.1.1.1 for en nærmere beskrivelse af de gældende regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser.

Det foreslås i § 49, stk. 1, at fysiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive oplysninger, herunder oplysninger om deres forudgående opholdssted i ind- eller udland samt navn og kontaktoplysninger på de personer, som vedkommende har været i nær kontakt med. Styrelsen for Patientsikkerhed kan alene i relevant omfang anmode om oplysninger efter 1. pkt., og kun hvis det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at § 1 i bekendtgørelse nr. 1537 af 28. oktober 2020, som udelukkende omfatter Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), videreføres og udvides til at gælde generelt i forhold til alment farlige og samfundskritiske sygdomme. Den foreslåede bestemmelse angiver ikke udtømmende, hvilke personoplysninger Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne anmode om. Styrelsen for Patientsikkerhed vil således efter bestemmelsen kunne anmode fysiske personer om andre oplysninger end oplysninger om deres forudgående opholdssted i ind- eller udland samt navn og kontaktoplysninger på de personer, som de har været i nær kontakt med.

Hvilke andre oplysninger, styrelsen vil kunne anmode om, vil afhænge af karakteren af den konkrete alment farlige eller samfundskritiske sygdom, herunder hvordan den smitter m.v.

Kravet om nødvendighed er en grundlæggende betingelse for at anvende bestemmelsen. Styrelsen for Patientsikkerhed kan således kun anmode fysiske personer om oplysninger, hvis det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, herunder i forbindelse med styrelsens smitteopsporing. Kravet om, at styrelsen alene må anmode om personoplysninger i relevant omfang, indebærer, at styrelsen ikke må anmode om oplysninger i videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Det foreslås i § 49, stk. 2, at myndigheder, institutioner og sundhedspersoner er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at videregive oplysninger fra patientjournaler m.v. og omsorgsjournaler, i det omfang det er nødvendigt for styrelsens beslutning om at træffe foranstaltninger i medfør af lovens kapitel 5.

Med patientjournaler m.v. menes de patientjournaler m.v., der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.

Med omsorgsjournaler menes de kommunale omsorgsjournaler, som kan indeholde oplysninger om visitation, hjemmepleje, sygepleje, træning, sundhedsfremme og forebyggelse, hjælpemidler og forebyggende hjemmebesøg.

De kommunale omsorgsjournaler kan således indeholde oplysninger både vedrørende kommunens opgaver udført efter serviceloven, og oplysninger vedrørende kommunens opgaver udført efter sundhedsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for patientjournalen eller omsorgsjournalen, har pligt til at videregive relevante oplysninger. De helbredsoplysninger, der kan være relevante for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe beslutning om foranstaltninger efter kapitel 5, vil være oplysninger om, at den pågældende er smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, den pågældendes symptomer, samt andre relevante helbredsoplysninger, i det omfang sådanne helbredsoplysninger har betydning for, om den pågældende patient kan overholde retningslinjer fra sundhedsmyndighederne om, hvilke forholdsregler den enkelte skal iagttage for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det kan eksempelvis være helbredsoplysninger om, at den pågældende lider af sindssygdom (psykose) eller en tilstand, der kan sidsestilles hermed, eller har kognitive funktionsnedsættelser.

Andre relevante personoplysninger ud over helbredsoplysninger vil være oplysninger om den pågældendes adfærd, der vurderes at udgøre en særlig risiko, og oplysninger om, hvorvidt den pågældende færdes i miljøer, hvor den pågældende kan udsætte særligt sårbare borgere for smitte samt oplysninger om, hvilke typer af særligt sårbare borgere, der er tale om. Hvilken adfærd der vurderes at udgøre en risiko, vil kunne variere alt efter, hvilken alment farlig eller samfundskritisk sygdom, der er tale om.

En særlig risikoadfærd vil eksempelvis være, hvis en person ikke kan eller vil følge de relevante forholdsregler i forhold til den konkrete sygdom, herunder eksempelvis at en person ikke vil selvisoleres, som sundhedsmyndighederne har anvist over for den pågældende. At færdes i miljøer, hvor pågældende kan udsætte særligt sårbare borgere for smitte, kan f.eks. være tilfældet, hvis pågældende er ansat i sundhedssektoren, på plejehjem eller i øvrigt færdes blandt sårbare grupper, f.eks. hjemløse eller ældre mennesker.

Der vil således kunne videregives oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 og særlige kategorier af oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9.

Styrelsen for Patientsikkerhed må ikke anmode om, og den pågældende myndighed, institution eller sundhedsperson må ikke videregive flere oplysninger, end de oplysninger der er nødvendige for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe afgørelse efter kapitel 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at sundhedspersoner skal videregive de i bestemmelsen nævnte personoplysninger. Forslaget indebærer endvidere, at oplysningerne kan videregives uden patientens samtykke, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, hvoraf det fremgår, at videregivelse af oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndighed. Sundhedspersonen skal dog i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøge at indhente patientens samtykke. Hvornår der foreligger særlige grunde, vil bero på en konkret vurdering. Tilfælde, hvor en smittet person både har en risikofyldt adfærd og færdes blandt sårbare grupper, vil efter omstændighederne kunne være af så hastende karakter, at hensynet til at forhindre smitteudbredelsen indebærer, at sundhedspersonen ikke skal forsøge at indhente patientens samtykke, forinden videregivelsen finder sted. For en beskrivelse af sundhedslovens § 43 henvises til afsnit 2.6.1.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 49, stk. 3, 1. pkt., at juridiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive personoplysninger, herunder oplysninger om personnummer, kontaktoplysninger på ansatte eller medlemmer, samt oplysninger om deres færden.

Det foreslås i § 49, stk. 3, 2. pkt., at hvis en virksomhed drives som en enkeltmandsvirksomhed, påhviler oplysningspligten efter 1. pkt. den enkelte virksomhedsejer.

Det foreslås i § 49, stk. 3, 3. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed alene i relevant omfang kan anmode om oplysninger efter 1. pkt., og kun når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

De foreslåede bestemmelser vil indebære, at der fastsættes en pligt for juridiske personer til at afgive personoplysninger.

Bestemmelsen omfatter enhver juridisk person, herunder aktie-, anparts- og andelsselskaber, interessentskaber, foreninger, selvejende institutioner, kommuner, regioner og statslige myndigheder. Oplysningspligten vil påhvile den enkelte virksomhedsejer hvis en virksomhed drives som en enkeltmandsvirksomhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil i medfør af denne bestemmelse eksempelvis kunne afkræve kontaktoplysninger fra sportsforeninger, fitness-centre m.v. på deres medlemmer, således at styrelsen kan kontakte medlemmer og orientere dem om, at de kan have været i nærheden af en person, der er smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Styrelsen for Patientsikkerhed vil også efter bestemmelsen kunne kræve, at arbejdsgivere videregiver kontaktoplysninger på ansatte og oplysninger om, hvorvidt de ansatte har været på arbejde. Det kan være relevant, hvis der på f.eks. en dyrefarm eller en anden arbejdsplads er konstateret smitte. Styrelsen for Patientsikkerhed vil desuden kunne anmode universiteter om kontaktoplysninger og oplysninger om, hvorvidt deres studerende har været tilstede.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil ligeledes kunne anmode rejseselskaber, eller andre, der som led i deres virksomhed har registreret kontaktoplysninger på passagerer, om kontaktoplysninger på passagerer. Det vil kunne være relevant, hvis en passager om bord på et eksempelvis et charterfly, lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis en person formodes at kunne være smittet med en sådan sygdom, men også hvis en person, der har været ombord, efterfølgende konstateres smittet med en sådan, og styrelsen ikke kan få de relevante kontaktoplysninger på andre passagerer fra luftfartselskabet efter den foreslåede bestemmelse i § 50, fordi luftfartselskabet ikke er i besiddelse af oplysningerne. I den situation vil rejseselskabet kunne afkræves kontaktoplysninger på passagerne, i det omfang rejseselskabet har registreret oplysningerne. Der henvises i øvrigt til § 50 og bemærkningerne dertil for en beskrivelse af oplysningspligten for den ansvarshavende for et transportmiddel.

Det er en grundlæggende betingelse for, at de juridiske personer vil være forpligtet til at afgive oplysningerne, at det er nødvendigt for Styrelsen for Patientsikkerhed at få kontaktoplysningerne med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis styrelsen ikke via den smittede selv hurtigt og nemt kan få kontaktoplysninger på nære kontakter, og styrelsen derfor har behov for, at den juridiske person giver kontaktoplysninger med henblik på, at styrelsen kan rådgive de pågældende nære kontakter i forhold til at varetage relevante forholdsregler i forhold til undersøgelse m.v. Det bemærkes i den forbindelse, at det som udgangspunkt vil være afgørende af hensyn til varetagelse af formålet med smitteopsporingen, at styrelsen hurtigt kommer i kontakt med andre, der kan være smittede.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan kun anmode om oplysninger fra juridiske personer (virksomheder m.v.), i det omfang oplysningerne allerede foreligger hos virksomheden, jf. forslagets § 49, stk. 3, 4. punkt. Det indebærer eksempelvis, at hvis et fitness-center eller en sportsforening ikke er i besiddelse af registrerede oplysninger om, hvorvidt et medlem har været tilstede i foreningen på et givent tidspunkt, vil Styrelsen for Patientsikkerhed ikke kunne pålægge virksomheden eller foreningen at foretage nærmere undersøgelser heraf. Styrelsen kan således ikke pålægge virksomheden at kontakte medlemmer for at finde ud af, om de har været tilstede på et givet tidspunkt. Der vil dog efter det foreslåede § 49, stk. 4, kunne fastsættes regler om pligt til at registrere bestemte oplysninger, jf. herom nedenfor.

Det er desuden en betingelse, at styrelsen kun indhenter oplysninger i relevant omfang. Styrelsen kan således ikke afkræve juridiske personer flere oplysninger, end der er nødvendige og relevante for at kunne opnå formålet. Hvilke personoplysninger der vil være relevante og nødvendige, vil afhængigt af omstændighederne kunne være oplysninger om personnummer, kontaktoplysninger på ansatte, medlemmer eller studerende, samt oplysninger om deres færden. Relevante kontaktoplysninger vil - ud over personnummer - være navn, adresse, telefonnummer og mailadresse.

Juridiske personer vil således efter forslaget fortrinsvis blive forpligtet til at afgive personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Men oplysningspligten vil efter forslaget også efter en konkret vurdering, hvis det er nødvendigt i forbindelse med smitteopsporing, kunne omfatte pligt for arbejdsgivere til at give oplysninger om, at deres ansatte er smittede med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller oplysning om, at nærmere angivne ansatte har en særlig risikoadfærd m.v. Det vil eksempelvis kunne være relevant i forhold til arbejdsgivere, der har ansatte, som bor uden for Danmark, såkaldte vandrende arbejdstagere.

Det foreslås, at fysiske personers undladelse af at efterkomme en anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at afgive oplysninger efter forslagets § 49, stk. 1, og juridiske personers undladelse af at efterkomme en anmodning efter forslagets § 49, stk. 3, vil kunne straffes med bøde, jf. forslagets § 65, stk. 2.

De foreslåede bestemmelser om oplysningspligter vil blive administreret i overensstemmelse med § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (retssikkerhedsloven), hvilket betyder, at de foreslåede bestemmelser ikke vil gælde, hvis der er konkret mistanke om, at den pågældende fysiske eller juridiske person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er forventningen, at der vil foreligge en konkret mistanke om, at den pågældende fysiske eller juridiske person har begået en lovovertrædelse på det tidspunkt, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed anmoder om oplysningerne.

Det foreslås i § 49, stk. 4, at sundheds- og ældreministeren, hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, kan fastsætte regler om, at juridiske personer skal registrere bestemte oplysninger, herunder oplysninger om tilstedeværelse og kontaktoplysninger på ansatte, medlemmer og gæster.

Som nævnt ovenfor er den juridiske person ikke forpligtet til at fremskaffe oplysninger, der ikke allerede foreligger. Sundheds- og ældreministeren vil dog efter den foreslåede bestemmelse i § 49, stk. 4, kunne fastsætte regler om, at juridiske personer skal registrere bestemte oplysninger. Det vil kunne være relevant, hvis det i forbindelse med håndtering af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom vurderes at være nødvendigt at pålægge juridiske personer at registrere bestemte relevante oplysninger om medlemmer eller gæster m.fl. Der vil alene kunne blive tale om at pålægge juridiske personer at registrere personoplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6, herunder oplysninger om tilstedeværelse og kontaktoplysninger på ansatte, medlemmer, gæster m.v.

Det er hensigten, at der i forbindelse med fastsættelse af regler om pligt for juridiske personer til at registrere nærmere bestemte personoplysninger, også vil blive fastsat regler for, hvor lang tid oplysningerne må opbevares.

Det foreslås i § 49, stk. 5, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser, ud over de oplysningspligter, som er fastsat i stk. 1-3, hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler, der præciserer fysiske eller juridiske personers pligt til at afgive nærmere bestemte oplysninger, som i forbindelse med håndtering af en eventuel fremtidig epidemi vil være relevante.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse er afgrænset til smitsomme sygdomme, der er alment farlige eller samfundskritiske. Det er en betingelse, at sundheds- og ældreministeren i forbindelse med udmøntning af bemyndigelsesbestemmelsen konkret skal vurdere, om det er nødvendigt at fastsætte yderligere oplysningsforpligtelser og i den forbindelse, om fastsættelse af oplysningspligt vil være egnet til at fremskaffe oplysningerne. Yderligere oplysningsforpligtelser, som fastsættes ved bekendtgørelse efter den foreslåede bestemmelse, forudsættes desuden som udgangspunkt at være tidsbegrænsede og positivt afgrænsede til at angå nærmere bestemte alment farlige eller samfundskritiske sygdomme, således at det sikres, at fysiske personer og juridiske personer (virksomheder) ikke pålægges pligter i større omfang, end det vurderes at være nødvendigt i forhold til håndtering af en konkret smitsom sygdom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.1.2.

Det foreslås endvidere i § 49, stk. 5, 2. pkt., at regler om oplysningspligter efter 1. pkt. kan omfatte pligt for fysiske og juridiske personer til at afgive oplysninger til offentlige myndigheder og til private.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at sundheds- og ældreministeren vil kunne fastsætte regler om, at fysiske personer er forpligtet til at afgive nærmere bestemte personoplysninger til juridiske personer. Det vil eksempelvis være relevant, hvis der efter den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 4, fastsættes regler om, at eksempelvis en restaurant skal registrere bestemte relevante oplysninger om kunders tilstedeværelse. Det vil i den forbindelse kunne fastsættes, at de pågældende kunder er forpligtet til at afgive oplysningerne som betingelse for at få adgang til restauranten.

De foreslåede bestemmelser skal endvidere anvendes i overensstemmelse med de generelle databeskyttelsesretlige regler. Der henvises til afsnit 6 for en nærmere beskrivelse heraf.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af de foreslåede bestemmelser, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der vil dog kunne fastsættes regler om ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.2.4.

Det foreslås med § 49, stk. 6, at regler i medfør af stk. 4 og 5 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler, der fastsættes i medfør af § 49, stk. 4 og 5, som udgangspunkt højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen. Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter de foreslåede bestemmelser i § 49, stk. 4 og 5, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelserne ophæves senest efter fire uger. Det foreslås dog også, at reglerne kan fastsættes med en længere gyldighed, hvis særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Der vil eksempelvis kunne være tale om hensynet til forudsigeligheden for erhvervs- eller kulturlivet.

Reglerne vil kunne forlænges med op til fire uger ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder indhentelse af en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for et udvalg, som Folketingsudvalget har nedsat.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 13, stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og ældreministeren eller den, som optræder på ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.

Efter epidemilovens § 13, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.

Efter epidemilovens § 21 a kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fysiske og juridiske personers oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.

I bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som er udmøntet i medfør af epidemilovens § 1, stk. 2, § 13, stk. 3, og § 21 a, er det bl.a. fastsat, at Rigspolitiets passagerlisteoplysningsenhed (PNR-enhed), som er oprettet ved lov nr. 1706 af 27. december 2018, bemyndiges til at udøve de beføjelser, der er fastsat i § 13, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, for så vidt angår indsamling af oplysninger fra den ansvarshavende for et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede. Det er desuden fastsat i bekendtgørelsen, at den ansvarshavende for et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede skal udlevere nærmere angivne oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer til Rigspolitiets PNR-enhed, samt at Rigspolitiets PNR-enhed skal videregive oplysningerne til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det følger af § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov nr. 1706 af 27. december 2018 om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer (PNR-loven), at luftfartsselskaber efter anmodning fra Rigspolitiet og herefter løbende forud for flyvninger, der har tilknytning til Danmark skal videregive PNR-oplysninger, jf. lovens bilag 1, i elektronisk form til PNR-enheden. Af PNR-lovens § 3, stk. 1, 2. pkt. fremgår, at 1. pkt. alene gælder PNR-oplysninger, som luftfartsselskaber har indsamlet som led i deres virksomhed. I lovens bilag 1 er opregnet en række PNR-oplysninger, herunder bl.a. oplysninger om navn, fødselsdato, nationalitet, fuldstændig rejseplan, pladsnummer m.v. Det følger endvidere af bekendtgørelse nr. 1235 af 28. november 2019 om optælling og registrering af de ombordværende på passagerskibe, som sejler til og fra havne i Fællesskabets medlemsstater, at passagerskibe, der afsejler fra danske havne med henblik på at tilbagelægge en rejse på mere end 20 sømil fra afsejlingsstedet til næste anløbshavn inden skibets afsejling skal registrere følgende personoplysninger om de ombordværende, jf. bekendtgørelsens § 5, herunder 1) fornavn og efternavn, 2) køn, 3) nationalitet, 4) fødselsdato, og 5) når en passager anmoder herom, alle oplysninger, som kræves af hensyn til særlig behandling eller bistand i en nødsituation.

Det foreslås i § 50, stk. 1, 1. pkt., at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes befuldmægtigede efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed skal udlevere oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer, i det omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, formodes at kunne være smittet med eller efterfølgende konstateres smittet med en sådan.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en videreførelse af epidemilovens § 13, stk. 1, med enkelte ændringer.

Forslaget vil indebære, at ansvarshavende for et transportmiddel vil være forpligtet til at videregive relevante oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer til Styrelsen for Patientsikkerhed, når styrelsen anmoder herom. Forslaget vil således indebære, at kompetencen til at anmode om oplysningerne flyttes fra sundheds- og ældreministeren, eller den, som optræder på ministerens vegne, til Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderes at besidde de relevante sundhedsfaglige kompetencer til at varetage opgaven.

Forslaget vil endvidere indebære, at forpligtelsen til at afgive oplysninger udvides fra kun at omfatte passagerer til også at omfatte besætningsmedlemmer. Det bemærkes i den forbindelse, at der, som nævnt ovenfor, i medfør af bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, er fastsat regler, der forpligter ansvarshavende for luftfartselskaber til at videregive oplysninger om både passagerer og besætningsmedlemmer. Den foreslåede udvidelse af bestemmelse til også at omfatte besætningsmedlemmer vil således alene indebære, at denne forpligtelse fastsættes direkte i loven, i stedet for at være fastsat ved bekendtgørelse.

Forslaget vil desuden indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan kræve oplysningerne udleveret, hvis en person om bord lider af en alment farlig sygdom eller samfundskritisk sygdom, hvis en person formodes at kunne være smittet med en sådan sygdom, men også hvis en person, der har været ombord, efterfølgende konstateres smittet med en sådan.

Det betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne indhente oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer i en kortere periode efter, at en rejse er afsluttet, hvis en passager efterfølgende konstateres smittet, og smitteopsporing af en medpassager er nødvendig. Hvor lang en periode efter, at rejsen er afsluttet, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne kræve oplysningerne udleveret, vil bero på en konkret vurdering af, om det er nødvendigt i forhold til smitteopsporing af den konkrete alment farlige eller samfundskritiske sygdom. I forhold til Coronavirussygdom 2019 (covid-19) vil det kunne være relevant at kræve oplysningerne udleveret i op til 14 dage efter, at en rejse er afsluttet.

Det foreslås i § 50, stk. 1, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed alene i relevant omfang kan indhente oplysninger efter 1. pkt., og kun når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Forslaget indebærer, at det fastslås i selve loven, at kravet om nødvendighed er en grundlæggende betingelse for at anvende reglerne.

De oplysninger vedrørende passagerer, der vil være relevante for Styrelsen for Patientsikkerhed at få udleveret, vil navnlig være navn(e), adresse og kontaktoplysninger (telefonnummer og mailadresse), fuldstændig rejseplan for en konkret passagerliste, rejsestatus for passagerer, pladsnummer og andre pladsoplysninger samt antal medrejsende og disses navne på passagerlisten.

Relevante oplysninger om besætningsmedlemmer vil navnlig være navn(e), fødselsdato, nationalitet, adresse og alle tilgængelige kontaktoplysninger, herunder telefonnummer og mailadresse, opholdssted i Danmark, samt funktion og arbejdssted på flyet.

Forslaget vil indebære, at den ansvarshavende for et transportmiddel som udgangspunkt alene er forpligtet til at videregive oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer i det omfang, de foreligger.

Styrelsen kan således ikke kræve, at transportselskaber fremskaffer oplysningerne, medmindre der foreligger en lovbestemt pligt til at være i besiddelse af de pågældende oplysninger, herunder hvis sundheds- og ældreministeren i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 50, stk. 2, fastsætter regler om, at ansvarshavende for et transportmiddel skal registrere bestemte oplysninger om passagerer.

Det foreslås samtidig, at undladelse af at efterkomme en anmodning om at afgive oplysninger efter § 50, stk. 1, 1. pkt., straffes med bøde, jf. forslagets § 65, stk. 2.

Det foreslås i § 50, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om, at den ansvarshavende for et transportmiddel skal registrere bestemte oplysninger om passagerer. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal udleveres i medfør af stk. 1, samt i hvilken form.

Det er hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte regler om pligt for ansvarshavende luftfartselskaber til at registrere bestemte oplysninger, hvis det er nødvendigt for at kunne implementere Passenger Locator Forms. Der henvises i den forbindelse til, at der i EU-regi er igangsat et pilotprojekt vedrørende ”Passenger Locator Form (PLF) for Aviation”. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal således sikre, at der er hjemmel til at fastsætte de nødvendige regler, såfremt der på et tidspunkt i EU-regi etableres en fælles EU-ordning for anvendelse af Passenger Locator Form i forhold til luftfartselskaber samt eventuelt på sigt i forhold til eksempelvis grænsekrydsende tog, busser og færger.

Det er dermed ikke for nuværende hensigten generelt at fastsætte regler om, at ansvarshavende for transportselskaber skal registrere oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer.

Det bemærkes i den forbindelse, at der vil foreligge enkelte oplysninger om passagerer for visse skibe, jf. bekendtgørelse nr. 1235 af 28. november 2019 om optælling og registrering af de ombordværende på passagerskibe, som er nævnt ovenfor. For øvrige skibe og for tog og busser findes der ikke regler, der fastsætter pligt til at registrere oplysninger om passagerer eller besætningsmedlemmer.

Forslaget vil endvidere indebære, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at oplysningerne skal videregives digitalt i en læs- og søgbar form.

Det foreslås i § 50, stk. 3, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet bistår Styrelsen for Patientsikkerhed med at fremskaffe oplysninger omfattet af stk. 1, fra luftfartselskaber.

Den foreslåede bestemmelse i § 50, stk. 3, indebærer, at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet bistår Styrelsen for Patientsikkerhed med at fremskaffe oplysninger omfattet af stk. 1 til brug for smitteopsporing.

Det bemærkes i den forbindelse, at luftfartselskaber allerede vil være forpligtet til at videregive disse oplysninger til Rigspolitiets PNR-enhed, i det omfang luftfartselskabet har indsamlet oplysningerne som led i deres virksomhed, jf. PNR-loven, som er nævnt ovenfor.

Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler, der viderefører bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1136 af 3. juli 2020 om indsamling af passagerlisteoplysninger og oplysninger om besætningsmedlemmer i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, som i dag bemyndiger Rigspolitiets passagerlisteoplysningsenhed (PNR-enhed) til at indsamle og behandle PNR-oplysninger fra den ansvarshavende for et luftfartøj eller dennes befuldmægtigede samt at genanvende allerede indsamlede PNR-oplysninger.

Det er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt hensigten at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til at videreføre denne bekendtgørelse i sin nuværende form. Det er således hensigten, at Styrelsen for Patientsikkerhed fremover som udgangspunkt selv vil forestå indhentelsen af oplysninger om passagerer fra luftfartsselskaber i forbindelse med håndteringen af covid-19.

Det vil imidlertid kunne komme på tale at anvende bemyndigelsesbestemmelsen til ved bekendtgørelse at fastsætte regler om, at politiet bistår Styrelsen for Patientsikkerhed med at indhente og behandle PNR-oplysninger fra luftfartsselskaber samt ved at genanvende allerede indsamlede PNR-oplysninger indsamlet i medfør af PNR-lovens formål, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed ikke selv kan få udleveret disse oplysninger fra luftfartsselskaber. Det bemærkes, at Rigspolitiets PNR-enhed i udgangspunktet har de samme muligheder som Styrelsen for Patientsikkerhed for at indhente disse oplysninger fra luftfartsselskaber. Det bemærkes dog, at Styrelsen for Patientsikkerhed ofte vil have brug for oplysningerne inden for en bestemt tidsfrist, for at oplysningerne vil kunne anvendes til smitteopsporing. Styrelsen vil derfor kunne få brug for politiets bistand i tilfælde, hvor der ellers vil gå for lang tid, før styrelsen vil kunne få oplysningerne udleveret.

For nærmere om den foreslåede bestemmelses forhold til de databeskyttelsesretlige regler henvises der til punkt 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 26, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om lægers og andre autoriserede sundhedspersoners medvirken i bekæmpelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme.

Med hjemmel i denne bestemmelse er udstedt en række bekendtgørelser, der fastsætter pligt for autoriserede sundhedspersoner til at anmelde smitsomme sygdomme til henholdsvis Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.2.1.

Det foreslås med § 51, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse eller som i andet regi udfører laboratorieanalyser, at videregive personoplysninger vedrørende smitsomme sygdomme omfattet af lovens § 2 til de centrale sundhedsmyndigheder.

Forslaget vil indebære, at bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende epidemilovs § 26 videreføres med enkelte ændringer. Bestemmelsen udvides, således at den – udover at give mulighed for at forpligte autoriserede sundhedspersoner til at foretage anmeldelse – også vil give mulighed for at fastsætte regler, der forpligter regionsråd, kommunalbestyrelser, samt de private personer eller institutioner, der driver sygehuse eller som i andet regi udfører laboratorieanalyser m.v. til at videregive oplysninger om forekomsten af smitsomme sygdomme til de centrale sundhedsmyndigheder.

Forslaget vil indebære, at Sundhedsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om pligt til at videregive oplysninger om, hvem der har haft smitsomme sygdomme. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse omfatter alle smitsomme sygdomme, herunder både de alment farlige og de samfundskritiske, men også de sygdomme, som er smitsomme uden at være enten alment farlige eller samfundskritiske. For en nærmere beskrivelse af hvilke sygdomme, der er omfattet af loven, henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne dertil.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler, der forpligter regionsråd m.fl. til at anmelde laboratoriesvar vedrørende forekomsten af en række nærmere angivne smitsomme sygdomme til Statens Serum Institut, samt regler om pligt for autoriserede sundhedspersoner til at afgive supplerende skriftlige og/eller telefoniske oplysninger vedrørende smitsomme sygdomme til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil desuden kunne anvendes til at fastsætte regler, der forpligter regionsråd m.fl. til at oplyse om negative prøvesvar.

Samtidig præciseres bestemmelsen til alene at vedrøre videregivelse af oplysninger om smitsomme sygdomme til de centrale sundhedsmyndigheder. Sundsstyrelsen vil kunne fastsætte regler om, at offentlige og private behandlingssteder, samt autoriserede sundhedspersoner på anden måde skal medvirke i forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, herunder ved fastsættelse af regler om håndtering af infektioner. Sådanne regler vil skulle fastsættes efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil herudover kunne anvendes til at fastsætte regler om, at det påhviler den læge, der tilkaldes i anledning af et dødsfald, at foretage indberetning til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis det formodes eller konstateres, at dødsfaldet er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Formålet med fastsættelse af en sådan indberetningspligt vil være, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan blive gjort bekendt med dødsfald, der formodes at skyldes en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, så styrelsen efter forslagets § 47, stk. 1, vil kunne tage stilling til, om der skal foretages obduktion. Der vil således med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 51, stk. 1, kunne fastsættes regler om, at lægen skal indberette på samme måde, som lægen ville skulle gøre ved dødsfald omfattet af indberetningspligten til politiet i sundhedslovens § 179, stk. 1.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler om, at autoriserede sundhedspersoner har pligt til at videregive personoplysninger om en afdød patient, herunder helbredsoplysninger, i det omfang det er nødvendigt for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe beslutning om, at obduktion skal ske, jf. lovforslagets § 47, stk. 1. Det følger af denne bestemmelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan beslutte, at obduktion skal ske, når det formodes eller konstateres, at et dødsfald er forårsaget af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, og obduktion vurderes at være nødvendig. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 47 og bemærkningerne hertil.

Der vil således med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 51, stk. 1, kunne fastsættes regler om pligt for autoriserede sundhedspersoner til at videregive oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, som svarer til den pligt, der gælder for autoriserede sundhedspersoner efter sundhedslovens § 45 a, stk. 1, 2. pkt., til at videregive oplysninger om en afdød patients helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger om den afdøde, der er nødvendige for politiets vurdering af, om retslægelig obduktion skal foretages efter sundhedslovens § 184.

Det foreslås i § 51, stk. 2, at Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, autoriserede sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse eller som i andet regi udfører laboratorieanalyser, at videregive prøvemateriale, eller analyseresultatet af helgenomsekventering af virus eller lignende analyser af prøvemateriale, fra prøver der konstaterer, at en person lider af en smitsom sygdom omfattet af lovens § 2, til de centrale sundhedsmyndigheder.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil kunne anvendes til at fastsætte pligt til at videregive selve prøvematerialet til Statens Serum Institut med henblik på, at instituttet kan foretage en helgenomsekventering af prøvematerialet med det formål at sikre en mere kvalificeret sygdomsovervågning, herunder bl.a. overvågning af, om der breder sig nye virusstammer.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte pligt til at videregive analyseresultatet af en helgenomsekventering af virus eller lignende i stedet for at fremsende selve prøvematerialet. Det vil være relevant, hvis et regionsråd allerede har foretaget en sådan analyse.

For en nærmere beskrivelse af baggrunden for den foreslåede 51 henvises til afsnit 2.6.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 a, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om fysiske og juridiske personers samt myndigheders oplysningsforpligtelser for at hindre udbredelse og smitte af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 b, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte med en nærmere bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.

Bemyndigelsesbestemmelserne i epidemilovens § 21 a og § 21 b er bl.a. anvendt til at udstede regler om videregivelse af personoplysninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed til Statens Serum Institut og fra Statens Serum Institut til Styrelsen for Patientsikkerhed. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.3.1.1.

Det foreslås i § 52, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter anmodning fra Statens Serum Institut videregiver personoplysninger, som styrelsen behandler i forbindelse med smitteopsporing af personer, der er smittet med en sygdom omfattet af lovens § 2, herunder: 1) Personnummer, 2) Formodet smittekilde 3) Den smittedes forudgående udlandsophold, 4) Den smittedes flyrejser, samt 5) Antal nære kontakter, som den smittede har oplyst.

Det foreslås i § 52, stk. 2, at Statens Serum Institut alene kan anmode om oplysninger efter stk. 1, når er nødvendigt for instituttets varetagelse af opgaver vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme omfattet af lovens § 2.

Forslaget indebærer, at Statens Serum Institut vil kunne anmode om, at Styrelsen for Patientsikkerhed automatisk videregiver personoplysninger, som Styrelsen for Patientsikkerhed har registreret i forbindelse med styrelsens konkrete smitteopsporingsarbejde.

Forslaget indebærer endvidere, at Statens Serum Institut vil kunne anmode om, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver personoplysninger om passager og besætningsmedlemmer, som styrelsen har indsamlet med hjemmel i den foreslåede § 50, til Statens Serum Institut med henblik på instituttets varetagelse af internationale forpligtelser vedrørende kontakt- og smitteopsporing.

Forslaget indebærer desuden, at Statens Serum Institut alene må anmode om oplysninger, når det er nødvendigt for instituttets varetagelse af opgaver vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme omfattet af lovens § 2, og at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke må videregive oplysninger i videre omfang, end det er påkrævet for at varetage dette formål.

Det foreslås i § 52, stk. 3, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver personoplysninger, som behandles i forbindelse med obduktioner, der er gennemført på baggrund af styrelsens beslutning truffet efter § 47, stk. 1, til Statens Serum Institut, når det er nødvendigt til brug for instituttets varetagelse af opgaver vedrørende smitteovervågning. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 47, stk. 1, for en nærmere beskrivelse af, hvornår Styrelsen for Patientsikkerhed kan træffe beslutning om obduktion.

Det foreslås i § 52, stk. 4, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, til den myndighed, som i medfør af § 3 bistår styrelsen med varetagelse af de pligter og beføjelser som disse efter loven er tillagt, eller med at gennemføre foranstaltninger efter denne lov, idet omfang det er nødvendigt for, at den pågældende myndighed eller private kan yde denne bistand.

Forslaget vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger til en kommunalbestyrelse eller et regionsråd eller en anden myndighed, som styrelsen har anmodet om at bistå med eksempelvis smitteopsporing. Forslaget indebærer endvidere, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger, i det omfang det er nødvendigt for, at en kommunalbestyrelse eller et regionsråd kan bistå styrelsen med at sørge for, at en person, over for hvem en foranstaltning påtænkes iværksat, opfordres til frivilligt at medvirke.

Det foreslås i § 52, stk. 5, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive navn og oplysning om, at en person er smittet med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, til den offentlige eller private institution, som personen bor eller går på, hvis der på institutionen er konstateret smitte, og hvis det er nødvendigt for, at institutionen kan træffe nødvendige forholdsregler for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom.

Forslaget vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan videregive personoplysninger til en konkret privat eller offentlig institution (skole, dagtilbud, uddannelsessted, bosted, plejehjem, sygehus m.v.), som er beliggende i kommunen eller regionen, om, hvem der er smittet med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, hvis det er nødvendigt for, at institutionen kan iværksætte relevante smitteforebyggende tiltag samt vejlede konkrete borgere herom. Videregivelse vil f.eks. være nødvendig i en situation, hvor forældrene til et mindreårigt barn, der er smittet med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, ikke selv orienterer den skole eller institution, som barnet går på, om, at barnet er smittet. I en sådan situation vil det være nødvendigt af hensyn til at kunne hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom på den pågældende skole eller institution, at Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver oplysninger om, hvem der er smittet, med henblik på, at institutionen m.v. kan træffe nødvendige og tilstrækkelige forholdsregler i forhold til andre elever eller beboere m.fl. på institutionen. Hvis den pågældende institution ved, hvem der er smittet, vil institutionen således kunne nøjes med at træffe forholdsregler i forhold til de øvrige beboere, elever m.fl., som har været i nærheden af den smittede, i stedet for at skulle træffe forholdsregler over for hele institutionen. Det forudsættes ved anvendelsen af bestemmelsen, at Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med videregivelsen af oplysninger om den smittede vejleder institutionen om håndteringen af oplysningerne.

De personoplysninger, der vil kunne videregives efter de foreslåede bestemmelser i § 52, stk. 4 og 5, er kontaktoplysninger på den smittede, herunder navn, adresse, personnummer og telefonnummer, samt oplysninger om, at den pågældende er smittet med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, samt eventuelt andre helbredsoplysninger om personen, herunder om personen har symptomer.

Det foreslås i § 52, stk. 6, 1. pkt., at Statens Serum Institut efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver personoplysninger, som instituttet indsamler og registrerer i forbindelse med instituttets overvågning af smitsomme sygdomme, herunder helbredsoplysninger som instituttet modtager i medfør af regler udstedt efter § 51, stk. 1, og personoplysninger fra administrative registre. Det foreslås i § 52, stk. 6, 2. pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed alene kan anmode om oplysninger efter 1. pkt., når det er nødvendigt til brug for styrelsens opgaver vedrørende smitteopsporing eller til brug for styrelsens beslutning om foranstaltninger i medfør af kapitel 5.

Forslaget indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne anmode om, at Statens Serum Institut videregiver personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, som instituttet modtager om anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme efter regler udstedt i medfør af lovforslagets § 51, stk. 1, til Styrelsen for Patientsikkerhed, suppleret med relevante oplysninger, som instituttet har indsamlet og registreret fra administrative registre. Relevante oplysninger fra administrative registre vil eksempelvis kunne være oplysninger fra Det Centrale Personregister om personnummer, navn og adresse på smittede, eller oplysninger om, at en person er indlagt på et hospital fra Landspatientregisteret.

Det bemærkes, at pligten til at videregive personoplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed ikke omfatter personoplysninger, som Statens Serum Institut alene behandler til brug for statistiske eller videnskabelige undersøgelser, jf. databeskyttelseslovens § 10, stk. 1, idet sådanne oplysninger ikke senere må behandles i andet end videnskabeligt eller statistisk øjemed, jf. databeskyttelseslovens § 10, stk. 2.

Det foreslås i § 52, stk. 7, at Statens Serum Institut efter anmodning fra regionsrådet videregiver personoplysninger, herunder helbredsoplysninger og personnummer, om patienter, der har eller har haft infektioner i forbindelse med sygehusbehandling. Regionsrådet kan alene anmode om oplysninger efter 1. pkt., når det er nødvendigt for, at regionsrådet kan overvåge hospitalserhvervede infektioner, og regionsrådet kan forebygge eller inddæmme sygdomsspredning på et sygehus.

Forslaget indebærer, at Statens Serum Institut - efter anmodning fra regionsrådet eller af egen drift - videregiver relevante personoplysninger til regionerne, når dette er nødvendigt for, at de regionale infektionshygiejniske enheder kan overvåge hospitalserhvervede infektioner eller for, at regionerne kan forebygge og inddæmme sygdomsspredning på et sygehus.

Forslaget indebærer således, at Statens Serum Institut kan videregive personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, til de regionale hygiejneenheder for sygehuserhvervede infektioner, som Statens Serum Institut indsamler og registrerer i Healthcare-Associated Infections Database (HAIBA). HAIBA er et nationalt elektronisk system, som Statens Serum Institut er dataansvarlig for, og som understøtter infektionskontrol på de danske sygehuse, og overvåger infektioner (hospitalserhvervede bakteriæmier, urinvejsinfektioner, clostridium difficile, hoftealloplastik og knæalloplastik) på både regionalt og nationalt niveau. I HAIBA behandles data fra Landspatientregistret, den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa) og Det Centrale Personregister.

De personoplysninger, der vil være relevante, at Statens Serum Institut videregiver til regionsrådet, kan eksempelvis være oplysninger om personnummer, infektionstype, prøvedato, indlæggelsesdato, dato for infektion, operationsdato og diagnose-koder. Der henvises til afsnit 2.6.3.1.2 for en beskrivelse af Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger i forbindelse med instituttets overvågning af forekomsten af infektionssygdomme.

Statens Serum Institut kan kun videregive, og regionsrådet kan kun anmode om at modtage, oplysninger vedrørende patienter, som enten på et tidligere tidspunkt har modtaget behandling i den pågældende region eller som aktuelt modtager behandling i den pågældende region, og som samtidig har erhvervet en infektion i forbindelse med et behandlingsforløb i sundhedssektoren. Statens Serum Institut vil dermed eksempelvis kunne videregive oplysninger til den region, hvor patienten aktuelt modtager behandling for en infektion, om et tidligere behandlingsforløb, som patienten har haft i en anden region, hvis det vurderes nødvendigt for at kunne forebygge eller inddæmme sygdomsspredning på et sygehus.

Det er en betingelse, at det er nødvendigt for de regionale infektionshygiejniske enheder at modtage oplysningerne med henblik på at kunne overvåge hospitalserhvervede infektioner og med henblik på at kunne forebygge eller inddæmme sygdomsspredning på et sygehus. Det følger af kravet om proportionalitet, at der ikke må videregives flere oplysninger, end det er påkrævet for at kunne varetage dette formål.

Det foreslås i § 52, stk. 8, at den stedlige kommunalbestyrelse eller det stedlige regionsråd efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed videregiver personoplysninger, herunder helbredsoplysninger. Styrelsen for Patientsikkerhed kan alene anmode om oplysninger efter 1. pkt., når det er nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse af smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, herunder når det er nødvendigt til brug for styrelsens beslutning om foranstaltninger i medfør af kapitel 5. Der henvises til afsnit 2.6.3.2 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af betingelsen om nødvendighed.

Forslaget vil indebære, at den stedlige kommunalbestyrelse og det stedlige regionsråd vil skulle videregive personoplysninger, når Styrelsen for Patientsikkerhed fremsætter anmodning herom. Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter forslaget kun kunne anmode om personoplysninger fra den stedlige kommune eller region, når det er nødvendigt til brug for styrelsens opgaver vedrørende smitteopsporing eller til brug for styrelsens beslutning om foranstaltninger i medfør af lovens kapitel 5. Der vil kunne være tale om oplysninger, som kommunen eller regionen modtager i forbindelse med, at kommunen eller regionen yder rådgivning til borgere om, at de har mulighed for at tage imod tilbuddet om frivillig isolation, men hvor borgere, der bor tæt sammen, alligevel ikke ønsker at tage imod tilbuddet. Hvis der samtidig i et bestemt område i en kommune konstateres et stort antal smittede, vil Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis kunne anmode om, at kommunen videregiver oplysninger om konkrete borgere, der ikke ønsker at tage imod tilbud om frivillig isolation med henblik på, at styrelsen kan overveje, om der er grundlag for at meddele påbud om isolation. Det kan også være i forbindelse med, at kommunen eller regionen i øvrigt yder vejledning til borgere, herunder patienter om smitteforebyggelse i forbindelse med konkret udbrudshåndtering.

De personoplysninger, der vil kunne videregives efter den foreslåede bestemmelse, vil være kontaktoplysninger, herunder personnummer, navn, adresse og telefonnummer på personer, der er smittede med en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Der vil endvidere kunne videregives andre relevante supplerende helbredsoplysninger, herunder om den pågældende har symptomer, lider af sindssygdom (psykose) eller en tilstand, der kan sidestilles hermed, eller har kognitive funktionsnedsættelser. Endvidere kan der være tale om oplysninger om den pågældendes adfærd, der vurderes at udgøre en særlig risiko, og oplysninger om, hvorvidt den pågældende færdes i miljøer, hvor den pågældende kan udsætte særligt sårbare borgere for smitte.

Om baggrunden for de foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 52 henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.2.2.

De databeskyttelsesretlige regler, herunder krav til behandlingssikkerhed og rettigheder for de registrerede, skal endvidere overholdes i forbindelse med behandling af personoplysninger i medfør af de foreslåede bestemmelse i § 52. Der henvises til lovforslagets afsnit 6 for en nærmere beskrivelse heraf.

Det følger af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 b, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse og smitte med en nærmere bestemt sygdom omfattet af lovens § 2.

Der henvises til afsnit 2.6.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 b.

Det foreslås med lovforslagets § 53, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Det foreslås med § 53, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.,

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den gældende bestemmelse i epidemilovens § 21 b videreføres med den ændring, at det direkte i bestemmelsen fastsættes, at regler fastsat i medfør af bestemmelsen vil kunne fravige regler om behandling af personoplysninger fastsat i medfør af anden lovgivning.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fastsætte rammerne for behandling af personoplysninger i en digital løsning ”Smittestop”, som etableres for at kunne forebygge og hindre udbredelse af en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, på samme måde som det er sket ved bekendtgørelse nr. 896 af 17. juni 2020 om behandling af personoplysninger om registrerede kontakter med henblik på at forebygge og inddæmme udbredelsen af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om behandling af personoplysninger i forbindelse med tilbud om test, således som det er sket ved bekendtgørelse nr. 1102 af 29. juni 2020 om behandling af personoplysninger i forbindelse med test for Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) som følge af ansættelsesforhold, indrejse i Danmark eller som tilbud til befolkningen m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte regler, der præciserer i hvilke tilfælde Statens Serum Institut skal videregive oplysninger til Fødevarestyrelsen, således at det mere klart fremgår, hvornår og under hvilke betingelser Statens Serum Institut kan udveksle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger med Fødevarestyrelsen i forbindelse med opklaring af fødevarebårne sygdomsudbrud.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil herudover kunne anvendes til at fastsætte, at Statens Serum Institut i særlige tilfælde skal have adgang til personoplysninger fra statslige registre, hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til at sikre, at Staten Serum Institut kan udføre sin myndighedsopgave.

Reglerne vil kunne fastsættes af sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren. Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges. Skal der eksempelvis fastsættes regler om adgang til et statsligt register, der indebærer, at gældende regler for det pågældende register skal fraviges, vil reglerne skulle udstedes af den minister, der er ressortansvarlig for den lovgivning, der regulerer dette register, efter forhandling med sundheds- og ældreministeren. Såfremt de regler, der fastsættes efter den foreslåede bestemmelse, ikke fraviger anden lovgivning, eller hvis den lovgivning der skal fraviges, hører under sundheds- og ældreministerens ressort, vil reglerne skulle fastsættes af sundheds- og ældreministeren.

For en nærmere beskrivelse af rækkevidden i øvrigt af § 53, 2. pkt., hvorefter der vil kunne fastsættes regler, der fraviger bestemmelser i anden lovgivning, henvises i øvrigt til afsnit 2.6.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Der vil dog kunne fastsættes regler om ophævelse, lempelse eller uvæsentlige ændringer af allerede fastsatte regler. Der henvises i den forbindelse til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.4

Det bemærkes, at Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed allerede i dag med hjemmel i databeskyttelseslovens § 7, stk. 3, efter en konkret vurdering vil kunne videregive oplysninger om personnummer og helbredsoplysninger til regioner og kommuner, hvis det er nødvendigt for, at regioner eller kommuner kan varetage deres opgaver vedrørende forebyggende sygdomsbekæmpelse, herunder eksempelvis med det formål, at en region kan forebygge sygdomsspredning på et sygehus.

Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed vil endvidere med hjemmel i databeskyttelseslovens § 7, stk. 4, 1. pkt., efter en konkret vurdering kunne videregive særlige kategorier af personoplysninger, herunder helbredsoplysninger til regioner og kommuner, hvis videregivelsen er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.6.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, kan Statens Serum Institut desuden bl.a. med hjemmel i sundhedslovens § 222 få videregivet oplysninger fra nationale registre, i det omfang det er nødvendigt for udførelsen af instituttets smitteovervågningsopgave.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil således blive anvendt, hvis det vurderes nødvendigt at præcisere i hvilke konkrete situationer, myndighederne skal videregive nærmere bestemte oplysninger. Bemyndigelsesbestemmelsen ændrer dermed ikke ved, at Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat vil kunne videregive personoplysninger og helbredsoplysninger, når betingelserne i databeskyttelseslovens § 7, stk. 3 og stk. 4, er opfyldt, ligesom Statens Serum Institut fortsat vil kunne få videregivet oplysninger fra nationale registre efter reglerne i sundhedslovens § 222 og databeskyttelsesretlige regler, i det omfang betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Der henvises til afsnit 6 i lovforslagets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af forslagets forhold til databeskyttelseslovgivningen.

Det foreslås med § 53, stk. 2, at regler i medfør af stk. 1 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen vil betyde, at de regler, der fastsættes i medfør af § 53, stk. 1, som udgangspunkt højst vil kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen. Bestemmelsen vil således betyde, at bekendtgørelser, der udmøntes efter den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 1, vil skulle forsynes med en udløbsklausul, der sikrer, at bekendtgørelserne ophæves senest efter fire uger. Det foreslås dog også, at reglerne kan fastsættes med en længere gyldighed, hvis særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Der vil eksempelvis kunne være tale om regler, der fastsætter rammerne for behandling af personoplysninger i den digtale løsning "Smittestop" eller tilsvarende løsninger.

Reglerne vil kunne forlænges med op til fire uger ad gangen efter samme betingelser som ved reglernes oprindelige udstedelse, herunder indhentelse af en indstilling fra Epidemikommissionen og forelæggelse for et udvalg nedsat af Folketinget.

Der er ikke med den gældende epidemilov indført en lovfastsat betingelse om, at bekendtgørelser efter loven skal forsynes med en udløbsklausul. Dog er der i langt de fleste bekendtgørelser taget stilling til en konkret gyldighedsperiode, der i en række tilfælde endvidere løbende er blevet revideret.

Det gælder f.eks. i bekendtgørelse nr. 456 af 20. april 2020 om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndteringen af covid-19, der i medfør af § 5, stk. 2, blev ophævet den 1. september 2020. I medfør af senest bekendtgørelse nr. 1528 af 25. oktober 2020, er bekendtgørelsen blevet forlænget til den 2. januar 2021.

Det foreslås at indføre en særskilt bestemmelse i kapitel 10 om, at regler i medfør af §§ 55-58 kan fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Det vil være en konkret vurdering for hver enkelt bekendtgørelse, om der foreligger en særlig situation, der tilsiger en længere gyldighedsperiode. Situationen vil desuden afhænge af bekendtgørelsens nærmere anvendelsesområde og påvirkning af forskellige dele af samfundet.

Særlige tilfælde kan f.eks. være situationer, hvor det står klart, at sundhedsvæsenets kapacitet vil være presset i en længere periode end fire uger, og der vil være et hensyn til at skabe en passende tidsperiode for bl.a. sundhedsvæsenets institutioner, herunder sygehusene, til at få fleksibilitet med hensyn til at kunne prioritere deres ressourcer, eller løse en bestemt opgave af længerevarende karakter.

Det vil også kunne være tilfælde, hvor der er et hensyn til at skabe sikkerhed for erhvervslivet om, hvor længe en bestemt bekendtgørelse kan forventes at være gældende.

Derudover vil forlængelse af gyldighedspeioden kunne ske i tilfælde af, at det står klart, at det som følge af, at foranstaltninger efter loven, der har en gyldighed af længere vaighed end fire uger, og som vurderes at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opfylde en given forpligtigelse eller rettigehed i anden lovgivning, vil gøre det nødvendigt at fastsætte en længere gyldighedsperiode for regler, der fraviger den pågældende forpligtigelse eller rettighed.

I sådanne tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at lade bekendtgørelsen have samme gyldighedsperiode som de foranstaltninger, der gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opfylde en given rettighed og forpligtelse.

Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på tilfælde, hvor det vil kunne være relevant at fastsætte en længere gyldighedsperiode.

Bestemmelsen medfører, at regler fastsat i medfør af det foreslåede §§ 55-58 som udgangspunkt skal fastsættes med en gyldighedsperiode på højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode.

Der henvises til afsnit 2.7.1.2, 2.7.2.2, 2.7.3.2, 2.7.4.2 og 2.7.5.2 i de almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at regler fastsat i medfør af § 55, stk. 1 og 2, og §§ 56-58 er omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister også ved forlængelse af en bekendtgørelses gyldighed vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil, samt afsnit 2.2.2.1 og 2.2.2.3-2.2.2.5 i de almindelige bemærkninger.

Efter epidemilovens § 12 d, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når det er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig sygdom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov.

Efter epidemilovens § 12 d, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning og disse betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af et ekstraordinært ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne eller tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.

Det er ikke i medfør af epidemilovens bestemmelser muligt at fravige autorisationslovens regler om forbeholdt virksomhedsområder, jf. autorisationslovens § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a.

Der henvises til afsnit 2.7.1.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Efter autorisationslovens § 1, stk. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juni 2019, med senere ændringer, er læger, tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter, osteopater, jordemødre, kliniske tandteknikere, kontaktlinseoptikere, optometrister og tandplejere samt behandlerfarmaceuter forbeholdt retten til at udføre en bestemt sundhedsfaglig virksomhed, jf. autorisationslovens afsnit II.

Autorisationslovens afsnit II vedrører særlige bestemmelser for de enkelte grupper af autoriserede sundhedspersoner, herunder regler om forbeholdt virksomhed for de ovennævnte faggrupper. Det gælder bl.a. § 27, stk. 3, om lægers forbeholdte virksomhed efter § 74.

Det fremgår af autorisationslovens § 74, stk. 1, at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må behandle en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår desuden, at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må foretage operative indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed, medmindre andet er særligt lovhjemlet.

Baggrunden for lægers forbeholdte virksomhedsområde fremgår af forarbejderne til autorisationslovens § 74, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 111 som fremsat, side 3232. Heraf fremgår det bl.a., at bestemmelsen opregner hvilke typer af behandlinger, som det er forbudt ikke-læger at foretage. Herved definerer bestemmelsen, hvilke behandlinger m.v. det er forbeholdt læger at foretage. Det drejer sig typisk om behandling af sygdomme, der er farlige for almenheden på grund af smittefare, så som veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller andre smitsomme sygdomme, jf. stk. 1. Endvidere drejer det sig, jf. stk. 2, om indgreb og behandlinger m.v., det kræver en betydelig faglig kompetence at udføre, så som operative indgreb, bedøvelse, fødselshjælp, anvendelse af receptpligtige lægemidler, røntgen- eller radiumbehandling m.v. Efter bestemmelsen i stk. 2 er det generelt forbeholdt læger at foretage operationer, hvad enten disse foretages med et terapeutisk eller ikke-terapeutisk formål.

Begrebet »operativt indgreb« defineres almindeligvis som et indgreb, der medfører gennembrud af hud, væv eller slimhinder, eller et indgreb med indførelse af apparatur i de naturlige legemsåbninger, uanset om det foretages i diagnostisk eller terapeutisk øjemed, jf. svar på Sundheds- og Ældreudvalgets spørgsmål nr. 96 (Alm. del) af 25. februar 2009.

Høreapparatbehandling udgør i medfør af § 74, stk. 4, ikke lægeforbeholdt virksomhed.

Det fremgår desuden af autorisationslovens § 74 a, stk. 1 og 2, at enhver må foretage nåleakupunkturbehandling, men at nåleakupunkturbehandling på brystkassen kun er tilladt at udføre for læger og kiropraktorer, personer, der udfører akupunktur på brystkassen som led i offentlig sygehusbehandling, eller personer, der har gennemført et kursus i at forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen.

Efter autorisationslovens § 18 kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte nærmere regler om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp, som er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Efter bekendtgørelsen § 1 kan en sundhedsperson, der er autoriseret i henhold til autorisationsloven, delegere alle former for forbeholdt sundhedsfagligt virksomhed.

Der er ikke krav til en medhjælps uddannelse eller faglige baggrund, men der stilles krav til bl.a. lægens instruktion af medhjælpen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Den autoriserede sundhedsperson vil ligeledes i fornødent omfang skulle føre tilsyn med medhjælpens virksomhed, jf. § 3, stk. 2.

På sygehuse, klinikker, institutioner m.v. har ledelsen ansvaret for, at der foreligger instruks for fagligt forsvarlig behandling af patienterne, herunder i forbindelse med delegation af opgaver. Ledelsen har desuden ansvaret for, at personalet er instrueret og oplært i de relevante arbejdsopgaver, samt ansvaret for at føre relevant tilsyn med udførelsen heraf. Derudover har en autoriseret sundhedsperson, der delegerer en opgave inden for sit forbeholdte arbejdsområde, desuden i medfør af autorisationslovens § 17 pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af samt tilsyn med den person, den autoriserede sundhedsperson delegerer opgaven til. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.1 og 3.2 i vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Der er enkelte typer forbeholdt virksomhed, der i medfør af § 2 i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) ikke kan delegeres til en medhjælp. Det gælder bl.a. udfærdigelse af erklæringer til offentligt brug, recepter og dødsattester samt ligsyn til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt, og kosmetisk behandling, medmindre dette er hjemlet i bekendtgørelse nr. 834 af 27. august 2014 om kosmetisk behandling, med senere ændringer.

Efter autorisationslovens § 28 kan sundheds- og ældreministeren meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægevirksomhed, såfremt befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan dækkes.

Bestemmelsen blev indført med bestemmelsen i lægelovens § 3, stk. 2, i lægeloven af 1934, jf. lov nr. 72 af 14. marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning.

Det fremgår af bemærkningerne til dagældende lægelovs § 3, stk. 2, jf. Folketingstidende 1931-32, tillæg A, spalte 4014, at der var behov for at give adgang til at meddele personer uden autorisation som læge, f.eks. medicinstuderende, midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning i tilfælde, hvor praksisberettigede læger ikke kan fyldestgøre befolkningens behov for lægehjælp som følge af store epidemier eller lignende.

Der henvises til afsnit 2.7.1.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 55, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og de pågældende forpligtelser og rettigheder må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det nævnte kapacitetsbehov.

Den foreslåede bestemmelse vil med undtagelse af en række justeringer og præciseringer udgøre en videreførelse af den gældende bestemmelser i epidemilovens § 12 d, stk. 1.

Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune, dele af en kommune, bestemte bydele eller nærmere afgrænsede områder af en by m.v.

Med betingelsen om, at fravigelse af rettigheder og pligter i medfør af bestemmelsen alene kan ske, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, afgrænses anvendelsesområdet til de snævre tilfælde, hvor en samfundskritisk sygdom medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner inden for sundhedsvæsenet.

Efter bestemmelsen vil det være en betingelse, at det regionale og kommunale sundhedsvæsens behandlings-, pleje- og personalekapacitet er under pres på grund af samfundskritisk sygdom, eller at dette er nært forestående.

Bestemmelsen er begrænset til at finde anvendelse for fravigelse af forpligtelser og rettigheder inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov.

Fravigelse vil ikke være begrænset til at kunne ske med henblik på allokering af behandlings- og plejekapaciteten i sundhedsvæsenet til akut og kritisk behandling og pleje af patienter, der har det pågældende behandlings- eller plejebehov som følge af smitte med en samfundskritisk sygdom. Fravigelse vil således også kunne ske med henblik på sikring af ethvert opstået akut eller kritisk behandlings- eller plejebehov, der ikke har relation til en samfundskritisk sygdom.

I forhold til sundhedsvæsenet er det en forudsætning for udmøntning af bestemmelsen, at antallet af smittede medfører eller risikerer at medføre, at sygehusvæsenet eller den primære sundhedssektor har behov for at anvende behandlingskapaciteten og de personalemæssige ressourcer til patienter med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og at det i den forbindelse er nødvendigt at omlægge sundhedsvæsenets ressourcer hertil.

Det forudsættes, at de begrænsninger af rettigheder, der fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil være med til at sikre, at sundhedsvæsenet i en sådan situation af hensyn til patientsikkerheden anvender den behandlingsmæssige og personalemæssige kapacitet til at bekæmpe og inddæmme de omhandlede samfundskritiske sygdomme, og samtidig sikrer, at der fortsat tages hånd om patienter med livstruende og akutte sygdomme.

Det vil derfor være en betingelse, at de forpligtelser og rettigheder, som fraviges, må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det kapacitetsbehov, som der vurderes at være til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov. Det medfører, at ikke alle rettigheder og forpligtelser på sundheds- og ældreministerens ressort i alle tilfælde vil vægte lige højt i vurderingen af, om de pågældende rettigheder og forpligtelser skal vige for prioriteringen af akut og kritisk behandling og pleje. F.eks. vil der skulle mere til før maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme fraviges i forhold til hvornår en planlagt ukompliceret hofteoperation skal udskydes.

Med bestemmelsens afgrænsning til kun at kunne finde anvendelse i situationer, hvor en samfundskritisk sygdom truer sundhedsvæsenets behandlings- og plejekapacitet, og begrænsningen til kun at kunne fravige regler inden for sundheds- og ældreministerens ressort, sørges der for, at bestemmelsen har et forholdsvist snævert anvendelsesområde.

På sundhedsområdet vil bestemmelsen bl.a. kunne anvendes til at fravige sundhedslovens regler om forebyggende helbredsundersøgelser til børn i den undervisningspligtige alder efter § 63, udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med diagnostiske undersøgelser til brug for praktiserende læger og speciallæger efter § 82 a, hurtig udredning efter 82 b, brystundersøgelser for personer mellem 50 og 69 år med kvindeligt brystvæv efter § 85, udvidet frit sygehusvalg efter § 87, maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88, oplysningspligt ved henvisning til sygehus efter § 90 og alkohol- og stofmisbrugsbehandling efter §§ 141 og 142.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til f.eks. at fravige reglerne om tilbud om en dialogsamtale ved klage over sundhedsfaglig virksomhed efter klage- og erstatningslovens § 1, stk. 5, og § 2, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, med senere ændringer.

Det bemærkes, at bemyndigelsen ligeledes vil kunne anvendes med henblik på, at sundhedsvæsenet i en periode efter en epidemi kan foretage de samme prioriteringer, indtil behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret.

Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes i situationer med personalemangel som følge af sygemeldinger, hjemmeisolation m.v. af sundhedspersonalet i både sygehussektoren og primærsektoren, herunder kommunerne, der gør, at det er nødvendigt at omlægge sundhedsvæsenets ressourcer til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov.

I forhold til den del af plejesektoren, der henhører under sundheds- og ældreministerens ressort, vil der f.eks. kunne blive tale om fravigelse af § 79 a i serviceloven om forebyggende hjemmebesøg. Dette skal sikre, at man i en ekstraordinær situation kan prioritere ressourcerne på de borgere med størst behov.

Bemyndigelsen vil ligeledes kunne anvendes med henblik på, at sundhedsvæsenet i en periode efter en epidemi kan foretage de samme prioriteringer, indtil behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret.

Fravigelse vil ikke være begrænset til at kunne ske med henblik på allokering af behandlings- og plejekapaciteten i sundhedsvæsenet til akut og kritisk behandling og pleje af patienter, der har det pågældende behandlings- eller plejebehov som følge af smitte med en samfundskritisk sygdom. Fravigelse vil således også kunne ske med henblik på sikring af ethvert opstået akut eller kritisk behandlings- eller plejebehov, der ikke har relation til en samfundskritisk sygdom.

Det bemærkes at, ovenstående alene er eksempler på, hvad den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til. Bestemmelsen finder således anvendelse på alle situationer inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov, og at de forpligtelser og rettigheder, som fraviges, må anses for at være af mere underordnet betydning i forhold til det kapacitetsbehov, som der vurderes at være til behandling af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov.

Der henvises til afsnit 2.7.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere med § 55, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af betingelser fastsat i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort, når fravigelse er nødvendig for at sikre patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v., når disse betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af regler fastsat i medfør af det foreslåede § 55, stk. 1.

Med bestemmelsen bemyndiges sundheds- og ældreministeren til at fastsætte regler om fravigelse af betingelser fastsat i lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort for at sikre patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i lovgivning m.v. inden for sundheds- og ældreministerens ressort som følge af, at de pågældende betingelser ikke vil kunne opfyldes som konsekvens af regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige efter bestemmelsens stk. 1, jf. ovenfor.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune, dele af en kommune, bestemte bydele eller nærmere afgrænsede områder af en by m.v.

Det er en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at fravigelse af betingelser er nødvendig for at sikre patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i eller i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort, og at de betingelser, der fraviges, i øvrigt ikke vil kunne opfyldes som følge af fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder, der som følge af en samfundskritisk sygdom har været nødvendige at fravige for at sikre kapacitet til behandling og pleje af personer med et akut eller kritisk behandlingsbehov efter stk. 1.

Bestemmelsen er afgrænset til at finde anvendelse i tilfælde hvor betingelser i eller i medfør af lovgivning m.v. inden for sundheds- og ældreministerens ressort ikke kan opfyldes som følge af fravigelse af rettigheder og forpligtelser efter den foreslåede stk. 1.

Som eksempel vil den foreslåede bestemmelse bl.a. kunne anvendes til at fastsætte regler, der midlertidigt suspenderer forbuddet i § 6 i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (reproduktionsloven) mod at yde assisteret reproduktion (fertilitetsbehandling) til kvinder, der er ældre end 45 år. Dette vil bl.a. kunne sikre, at de kvinder, der ikke kan modtage behandling med assisteret reproduktion, bl.a. som følge af regionernes prioritering af den behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes lukning af klinikker grundet risiko for smittespredning, og som fylder 46 år i denne periode, ikke forhindres i at modtage forventet eller planlagt behandling efter normalisering af kapaciteten, selvom kvinden ikke længere opfylder betingelserne for at modtage fertilitetsbehandling.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler, der midlertidigt forlænger den tilladte opbevaringsperiode for menneskelige æg i § 15 i reproduktionsloven, så kvinder, der ikke kan modtage behandling med assisteret reproduktion, bl.a. som følge af regionernes prioritering af den behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes lukning af klinikker grundet smittespredning, ikke får destrueret deres opbevarede æg efter udløbet af den maksimalt tilladte opbevaringstid på 5 år.

Derudover vil bestemmelsen kunne anvendes til at fravige fristen for sundhedspersoner til senest otte uger efter modtagelse af en anmodning fra en offentlig myndighed at afgive en erklæring vedrørende en patient til brug for myndighedens vurdering af den pågældendes ret til pension eller anden offentlig hjælp, jf. § 8 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.

Bestemmelsen vil desuden kunne anvendes til at fravige fristerne for udstedelse af en lægehenvisning til psykologbehandling med tilskud på henholdsvis 6 og 12 måneder efter indtrædelse af den begivenhed, der er årsag til henvisningen, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 989 af 25. september 2019 om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper.

Det bemærkes af, at ovenstående alene er eksempler på, hvad den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til. Regler udstedt i medfør af bestemmelsen vil således kunne omfatte enhver situation, hvor det vurderes, at fravigelse er nødvendig for at sikre patienters og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i eller i medfør af lovgivning inden for sundheds- og ældreministerens ressort, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen medfører et snævrere anvendelsesområde end efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 12 d, stk. 2, idet det ikke vil være muligt f.eks. at fravige betingelsen i autorisationslovens § 11 a.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Med § 55, stk. 3, foreslås det, at sundheds- og ældreministeren efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om fravigelse af § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, når det som følge af en samfundskritisk sygdom er nødvendigt for at sikre sundhedsvæsenets personalemæssige kapacitet til bestemte opgaver.

Bestemmelsen sigtes navnlig anvendt til at kunne fravige reglerne om, at bestemte indgreb, der udgør operative indgreb efter autorisationslovens regler, udgør forbeholdt virksomhed i tilfælde, hvor det ud fra et hensyn til at sikre sundhedsvæsenets kapacitet er nødvendigt at fravige udgangspunktet.

Bestemmelsen forventes således særligt anvendt til fravigelse af lægeforbeholdt virksomhed, men vil ikke være afgrænset hertil. Bestemmelsen kan således også anvendes til at fravige andre faggruppers forbeholdte virksomhed, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen er ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til at sikre kapacitet til udførelse af tiltag inden for sundhedsvæsenet over for den pågældende samfundskritiske sygdom, der gør det nødvendigt at kunne prioritere sundhedsvæsenets ressourcer. Dermed vil bestemmelsen kunne finde anvendelse til at fravige forbeholdt virksomhed med henblik på at sikre kapacitet til behandling og indgreb, der ikke er relateret til den pågældende samfundskritiske sygdom.

Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at tillade andre end den pågældende autoriserede faggruppe selvstændigt at udøve forbeholdt virksomhed, der efter anden lovgivning er underlagt et forbud mod eller restriktioner for videredelegation til en medhjælp. Det gælder f.eks. udstedelse af dødsattester og udførelse af kosmetisk behandling, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), eller genordination og ordination af dosisdispensering med tilskud efter autorisationslovens § 70 e, stk. 7.

Det vil være en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at Sundhedsstyrelsen har vurderet og indstillet til, at der i et konkret tilfælde er behov for at fravige et forbeholdt virksomhedsområde af hensyn til at sikre prioriteringen af sundhedsvæsenets ressourcer, navnlig personale, under håndteringen af en samfundskritisk sygdom.

Sundhedsstyrelsens vurdering bør indeholde en afvejning af på den ene side hensynet til i videst muligt omfang at opretholde kravene til de faglige kompetencer, der ligger til grund for at lade en given behandlingsform eller et givent indgreb være omfattet af et forbeholdt virksomhedsområde, over for hensynet til under håndteringen af en samfundskritisk sygdom at kunne sikre prioriteringen af det mest specialiserede og kompetente personale til de i den givne situation mest kritiske opgaver, der kræver de pågældende kompetencer.

I den forbindelse bør det indgå i Sundhedsstyrelsens vurdering, hvilke andre faggrupper, det vil være forsvarligt at lade en given behandling eller et givent indgreb blive foretaget selvstændigt af. F.eks. kan det overvejes, hvorvidt sygeplejersker, der i forvejen på delegation bl.a. udfører blodprøvetagning, vaccinationer og udskiftning af katetre, vil have de fornødne faglige og praktiske kompetencer og erfaringer med udførelsen af de pågældende indgreb til forsvarligt at kunne blive bemyndiget til i en begrænset periode at kunne udøve den forbeholdte virksomhed selvstændigt.

Det bør samtidig fremgå af vurderingen, hvem der skal pålægges ansvaret for at sikre opdaterede faglige instrukser, de rette kompetencer og muligheden for at overholde lovgivningen for den faggruppe, der indstilles tilladt selvstændig udøvelse af en nærmere specificeret forbeholdt virksomhed. Der kan f.eks. præciseres et driftsherreansvar.

Sundhedsstyrelsen vil i relevant omfang kunne inddrage andre myndigheders vurderinger af delelementer i forhold til indstillingen, herunder kan f.eks. Styrelsen for Patientsikkerhed anmodes om en vurdering af spørgsmål af patientsikkerhedsmæssig karakter.

Det vil endvidere være en betingelse for udmøntning af bestemmelsen, at det fremgår af bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, hvilke behandlinger, indgreb m.v., der konkret kan udføres af andre end den autoriserede faggruppe med det pågældende forbeholdte virksomhedsområde. Det vil således ikke være tilstrækkeligt at fastsætte regler om, at f.eks. operative indgreb generelt eller ordination af receptpligtig medicin generelt kan foretages selvstændigt af andre end læger. Det vil derimod være påkrævet at fastsætte regler om fravigelse af § 1, stk. 3, §§ 74 og 74 a, skal angive en nærmere specificeret behandling, indgreb m.v. med angivelse af den persongruppe, der må foretage behandlingen eller indgrebet m.v. selvstændigt.

F.eks. vil bestemmelsen kunne anvendes til at fastsætte regler om, at sygeplejersker, uanset autorisationslovens § 74, stk. 2, selvstændigt kan foretage vaccination mod en nærmere bestemt sygdom eller selvstændigt kan foretage test, der kræver indførelse af apparatur i de naturlige legemsåbninger, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det vil ikke med bestemmelsen være muligt at lade personer, der ikke er autoriseret efter autorisationsloven, udføre forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed selvstændigt.

Bestemmelsen vil medføre, at der kan fastsættes regler om, at andre personer end autoriserede faggrupper med et forbeholdt virksomhedsområde, selvstændigt kan udføre bestemte behandlinger, indgreb m.v., der er omfattet af et forbeholdt virksomhedsområde efter autorisationslovens § 1, stk. 3, §§ 74 eller 74 a. Dermed vil det ikke være nødvendigt at videredelegere den pågældende forbeholdte virksomhed til andre gennem autorisationslovens regler om delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, jf. autorisationslovens § 18.

Der henvises til afsnit 2.7.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

I medfør af epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 1, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.

Det foreslås med § 56, nr. 1, at vedkommende minister får bemyndigelse til at fastsætte regler for hele eller dele af landet for en bestemt periode om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, der er fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet.

Den foreslåede bestemmelse udgør i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 1, med enkelte justeringer og præciseringer.

Der henvises til afsnit 2.7.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.

Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.

Med bestemmelsen vil der bl.a. kunne fastsættes regler om fravigelse af lovkrav til fysisk mødeafholdelse eller øvrige krav til organisering af møder i de tilfælde, hvor det vurderes at være nødvendigt at fravige kravene for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der efter lovgivningen er pligt til at afholde møder fysisk, men det af hensyn til smittefare vil være uhensigtsmæssigt at bevare denne forpligtelse ved samfundets håndtering af en samfundskritisk sygdom. Det gælder navnlig ved møder, hvor der er mange deltagere, og hvor mødet vil kunne udgøre kilde til større smittespredning.

Med betingelsen om, at regler i medfør af bestemmelsen alene kan fastsættes i forbindelse med samfundskritiske sygdomme, afgrænses anvendelsesområdet til de snævre tilfælde, hvor en samfundskritisk sygdom medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.

Bestemmelsen kan finde anvendelse inden for ethvert ressortområde og er ikke afgrænset til at finde anvendelse på betingelser efter bestemte love m.v.

Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes med henblik på, at de relevante myndigheder i en periode efter en epidemi kan foretage en række prioriteringer af hensyn til at forebygge eller inddæmme smitte med en samfundskritisk sygdom, indtil situationen på det pågældende område er normaliseret.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i forhold til at fravige rettigheder for indsatte eller varetægtsarrestanter i kriminalforsorgens institutioner, dømte, der fuldbyrder straf på bopælen eller er under tilsyn af kriminalforsorgen og børn og unge, der som følge af en afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet er under tilsyn af ungekriminalforsorgen.

I den forbindelse kan bestemmelsen give adgang til at sikre, at der bl.a. på områder og institutioner, som er særligt sårbare over for smitteudbrud, kan fastholdes en sundhedsmæssigt forsvarlig drift i forbindelse med smitteudbrud, således at eksempelvis Kriminalforsorgen hurtigt kan iværksætte de fornødne begrænsninger i de indsattes rettigheder for at hindre spredning af smitte på en institution, i et afgrænset område eller for hele landet.

Der vil bl.a. også kunne fastsættes regler om fravigelse af lovkrav til fysisk mødeafholdelse eller øvrige krav til organisering af møder i de tilfælde, hvor det vurderes at være nødvendigt at fravige kravene for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der efter lovgivningen er pligt til at afholde møder fysisk, men det af hensyn til smittefare vil være uhensigtsmæssigt at bevare denne forpligtelse ved samfundets håndtering af en samfundskritisk sygdom. Det gælder navnlig ved møder, hvor der er mange deltagere, og hvor mødet vil kunne udgøre kilde til større smittespredning i samfundet.

Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på anvendelsesområdet for bestemmelsen. Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse på alle ressortområder og med hensyn til alle forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige, hvis betingelserne for fravigelse i øvrigt er opfyldt, jf. dog nedenfor.

For så vidt angår behandling af personoplysninger vil fravigelse af gældende regler være omfattet af den foreslåede § 53, hvorefter sundheds- og ældreministeren eller vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personoplysninger kan behandles, hvis behandlingen er nødvendig for at hindre udbredelsen af eller smitte med en nærmere bestemt smitsom sygdom omfattet af lovens § 2. Regler fastsat i medfør af bestemmelsen kan fravige regler om behandling af personoplysninger fastsat i eller i medfør af anden lovgivning. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 53, bemærkninger hertil, og til afsnit 2.6.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Vedkommende minister kan også være sundheds- og ældreministeren. Det vil være tilfældet, hvis den lovgivning, der skal fraviges, hører under sundheds- og ældreministerens ressort.

Det bemærkes, at det efter den foreslåede bestemmelse ikke vil være en betingelse, at de iværksatte foranstaltninger mod en samfundskritisk sygdom er ophørt.

Der henvises til afsnit 2.7.2.2 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

I medfør af epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 2, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.

Det foreslås med § 56, nr. 2, at vedkommende minister får bemyndigelse til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er påkrævet som følge af tiltag til at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en samfundskritisk sygdom her i landet, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.

Den foreslåede bestemmelse udgør i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 2, med enkelte justeringer og præciseringer.

Der henvises til afsnit 2.7.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.

Der vil med bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune, dele af en kommune, bestemte bydele eller nærmere afgrænsede områder af en by m.v.

Bestemmelsen vil finde anvendelse til fravigelse af forpligtelser og rettigheder inden for anden lovgivning, når det er en afledt nødvendighed som følge af tiltag indført for at forebygge eller inddæmme en samfundskritisk sygdom. Fravigelsen vil således ikke i sig selv være nødvendig for at forebygge eller inddæmme en given samfundskritisk sygdom, men vil være påkrævet som følge af andre tiltag, der er indført på baggrund af dette hensyn.

Der vil med den foreslåede bemyndigelse ved bekendtgørelse både kunne fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse, det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller pligt, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og nødvendighed.

Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at fravige sagsbehandlingsregler inden for f.eks. forvaltningsloven eller lov om social service, lovkrav til fysisk mødeafholdelse eller øvrige krav til organisering af møder, det offentliges forpligtelse til at yde rådgivning eller helt eller delvist at undlade at levere en ydelse, hvis det er påkrævet som følge af tiltag, der er nødvendige for at forebygge eller inddæmme en given samfundskritisk sygdom, og de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning. Ligeledes kan bestemmelsen anvendes til helt eller delvist at suspendere eller udvide privates ret til ydelser efter anden lovgivning.

Et tiltag kan f.eks. være en foranstaltning efter epidemiloven, der ikke direkte omfatter det givne område, hvorefter fravigelse vurderes at være nødvendigt. Således vil f.eks. et forbud mod at forsamle sig flere end et nærmere angivet antal personer efter omstændighederne kunne gøre det nødvendigt at fravige lovkrav til mødeafholdelse, der ikke direkte er omfattet af forsamlingsforbuddet efter lovforslagets § 24, stk. 1. Der vil også kunne være tale om tiltag, der ikke udgør en direkte foranstaltning efter loven i øvrigt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor offentligt ansatte medarbejdere på baggrund af tiltag af hensyn til smittefare opfordres til hjemmearbejde, således, at forpligtelser og rettigheder i anden lovgivning påvirkes som afledt følge af tiltaget. Det kan f.eks. være, hvis en myndigheds arbejdsopgaver er reguleret ved lov, f.eks. tilsyn, og tilrettelæggelsen af arbejdsopgaver påvirkes af det pågældende tiltag.

Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på, hvordan bestemmelsen kan udmøntes.

Det er en forudsætning for fravigelse af forpligtelser og rettigheder efter bestemmelsen, at vedkommende minister har vurderet, at fravigelsen er påkrævet som følge af et givent tiltag, og at de pågældende forpligtelser og rettigheder i den sammenhæng må anses for at være af mere underordnet betydning.

Det vil ikke med bestemmelsen være muligt at fravige gældende regler om behandling af personoplysninger. Fravigelse heraf vil være omfattet af den foreslåede § 53. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 53, bemærkninger hertil og afsnit 2.6.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

I medfør af epidemilovens § 12 d, stk. 3, nr. 3, kan vedkommende minister efter forhandling med sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.

Det foreslås med § 56, nr. 3, at vedkommende minister får bemyndigelse til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige fastsat i anden lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i medfør af anden lovgivning, når opfyldelse af de pågældende forpligtelser og rettigheder bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig som følge af foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat efter denne lov.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at tage højde for, at offentlige myndigheder som følge af de foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme, der træffes i medfør af loven, kan komme i en situation, hvor det ikke er muligt for en myndighed at overholde sine forpligtelser og sikre borgeres rettigheder i medfør af anden lovgivning m.v.

Den foreslåede bestemmelse udgør i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 12 d, stk. 3, nr. 3, med enkelte justeringer og præciseringer.

Der henvises til afsnit 2.7.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.

Det vil ikke med bestemmelsen være muligt at fravige gældende regler om behandling af personoplysninger. Fravigelse heraf vil være omfattet af den foreslåede § 53. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 53, bemærkningerne hertil og til afsnit 2.6.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter epidemilovens § 12 e, stk. 1, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om, at pligter, der ifølge lovgivningen påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af foranstaltninger iværksat i medfør af denne lov vil være umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for den private at opfylde pligten.

Det foreslås med § 57, at vedkommende minister for hele eller dele af landet kan fastsætte regler om, at forpligtelser, der ifølge lovgivningen påhviler private over for det offentlige, fraviges, i det omfang det som følge af foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat efter denne lov vil være umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for den private at opfylde pligten.

Den foreslåede bestemmelse udgør i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 12 e med enkelte justeringer og præciseringer.

Der henvises til afsnit 2.7.4.2 i de almindelige bemærkninger.

Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der eventuelt skal fraviges.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune, dele af en kommune, bestemte bydele eller nærmere afgrænsede områder af en by m.v.

Bestemmelsen kan finde anvendelse inden for ethvert ressortområde og afgrænses ikke til at finde anvendelse på betingelser efter bestemte love m.v.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at tage højde for, at fysiske og juridiske personer som følge af de foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme, der træffes i medfør af loven, kan komme i en situation, hvor det ikke er muligt for dem at overholde en pligt, de ifølge lovgivningen har over for det offentlige.

Som eksempel kan nævnes, at regler fastsat i medfør af det foreslåede § 24, stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, vil kunne påvirke afholdelse af generalforsamlinger.

Dette kan give udfordringer i forhold til at indsende årsrapporter og udbetale udbytte for virksomheder, hvor dette skal godkendes på generalforsamlinger.

Der kan således opstå situationer, hvor virksomheder ikke kan nå at indsende den godkendte årsrapport inden fristen, der er fastsat i årsregnskabsloven. Manglende indsendelse af årsrapport kan bl.a. føre til manglende udbetaling af udbytte til aktionærer og i værste tilfælde tvangsopløsning af selskaber.

I medfør af den foreslåede bestemmelse, vil der på den baggrund kunne fastsættes regler om fravigelse af fristen for indsendelse af årsrapport.

Den foreslåede bestemmelse vil derimod ikke omfatte forpligtelser, som en fysisk eller juridisk person på privatretligt grundlag har over for det offentlige, f.eks. som følge af en kontrakt.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter epidemilovens § 12 f, 1. pkt., kan sundheds- og ældreministeren i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan reglerne fastsat i medfør af 1. pkt. fravige anden lovgivning.

Det foreslås med § 58, 1. pkt., at vedkommende minister i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet bemyndiges til at fastsætte regler for hele eller dele af landet om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.

Den foreslåede bestemmelse udgør i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 12 f med enkelte justeringer og præciseringer.

Der henvises til afsnit 2.7.5.2 i de almindelige bemærkninger.

Efter bestemmelsen kan vedkommende minister, i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en samfundskritisk sygdom her i landet, fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer.

Med vedkommende minister menes den minister, som er ressortansvarlig for den lovgivning, der skal fraviges.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune, dele af en kommune, bestemte bydele eller nærmere afgrænsede områder af en by m.v.

Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes til at pålægge danske fabrikanter, importører og distributører af f.eks. personlige beskyttelsesmidler (herunder hånddesinfektion, mundbind og visirer) eller myndigheder at opbygge lagre af bestemte typer personlige beskyttelsesmidler eller indberette størrelsen af lagre og faktisk forbrug af bestemte typer beskyttelsesmidler og den forventede lagerbeholdning til sundhedsmyndighederne eller andre relevante myndigheder samt levere personlige beskyttelsesmidler til regioner eller kommuner med henblik på opretholdelsen af forsyningen af personlige beskyttelsesmidler i det offentlige sundhedsvæsen.

Det bemærkes, at der med henblik på at styrke den samlede myndighedsindsats i august 2020 er oprettet en ny styrelse under Justitsministeriet – Styrelsen for Forsyningssikkerhed – der skal bidrage til samt koordinere opbygningen og forvaltningen af nationale lagre af værnemidler og andre kritiske ressourcer. Styrelsen er imidlertid ikke indkøbsansvarlig. Styrelsen skal som koordinerende myndighed tilvejebringe et nationalt overblik over lagre af værnemidler, forbrugsstoffer til test, kritisk medicoudstyr og andre kritiske ressourcer. Styrelsen skal endvidere fastsætte måltal for lagerbeholdning samt løbende vurdere behovet for opbygning af nationale lagre under inddragelse af internationale erfaringer. Styrelsen skal derudover tilrettelægge sit arbejde med henblik på – i forlængelse af covid-19-krisen – at kunne understøtte samfundets beredskab i forhold til andre fremtidige kriser, hvor der kan forudses knaphed på særlige kritiske ressourcer.

Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til at beslutte, at bestemte typer desinfektionsmidler kun må sælges på apoteker, til at forlænge gyldighedstiden på kørekort til køretøjer, der hovedsageligt anvendes til varetransport eller erhvervsmæssig personbefordring, eller til at fravige forbuddet mod udlån af chauffører mellem virksomheder med tilladelse til godskørsel for fremmed regning.

Det bemærkes, at ovenstående alene er eksempler på, hvad den foreslåede bemyndigelse kan anvendes til. Bestemmelsen finder således anvendelse på alle relevante ressortområder og med hensyn til iværksættelse af enhver foranstaltning, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

For så vidt angår lægemidler vil foranstaltninger til forsyning heraf være omfattet af det foreslåede § 69, nr. 1, hvorefter § 76 i lov om lægemidler ændres med henblik på, at bestemmelserne, der skal sikre forsyningen af lægemidler, kan anvendes uanset om forsyningen bliver påvirket af en epidemi, krig, naturkatastrofe, terror eller lignende. Der henvises i den forbindelse til det foreslåede § 69, nr. 1, bemærkninger hertil og til afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at hvis der efter regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse måtte blive truffet foranstaltninger, der vil være at anse for ekspropriative, vil der efter den foreslåede bestemmelse i § 60 i epidemiloven skulle ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte personer.

Reglerne vil som udgangspunkt højst kunne fastsættes med en gyldighed på fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode, jf. den foreslåede § 54.

Det vil endvidere være en betingelse for at fastsætte regler i medfør af bestemmelsen, at der foreligger en indstilling fra Epidemikommissionen, jf. den foreslåede § 8. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere være omfattet af ordningen for parlamentarisk kontrol, jf. de foreslåede §§ 9 og 10. Det indebærer bl.a., at vedkommende minister vil skulle forelægge reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes, og at reglerne ikke vil kunne udstedes, hvis udvalget udtaler sig imod. Efter forelæggelsen vil indstillingen fra kommissionen skulle offentliggøres, jf. den foreslåede § 11. Der henvises i øvrigt til de foreslåede §§ 7-11 og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede § 58, 2. pkt., foreslås det, at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.

Efter § 2 i lov om udgivelsen af en Lovtidende (lovtidendeloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1098 af 10. august 2016, skal alle love og bekendtgørelser indføres i Lovtidende.

I den gældende epidemilov er der ikke udtrykkelig hjemmel til at fravige kravet om kundgørelse i Lovtidende.

Med den foreslåede § 59 indføres der en bestemmelse, der giver adgang til at fravige kravet om kundgørelse i Lovtidende for visse bekendtgørelser.

Med det foreslåede § 59, 1. pkt., kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at regler fastsat i medfør af § 24, stk. 1, og §§ 30, 32, og 34-37, som alene gælder for dele af landet, ikke indføres i Lovtidende.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at regler fastsat i medfør af § 24, stk. 1, og §§ 30, 32, og 34-37 kan være gyldige uden at være kundgjort i Lovtidende, når de fastsatte regler alene gælder for dele af landet, f.eks. en region, en kommune, en bydel eller et nærmere geografisk afgrænset område. Der vil derimod ikke med hjemmel i bestemmelsen kunne ske fravigelse af kravet om kundgørelse i Lovtidende for regler, der finder anvendelse for hele landet.

Den foreslåede bestemmelse omfatter følgende regler: Regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted (§ 24, stk. 1), regler om restriktioner for og forbud mod adgang til behandlings-, pleje- og omsorgsinstitutioner m.v. (§ 30), regler om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige institutioner, faciliteter m.v. (§ 32), regler om restriktioner for og forbud mod brug af eller adgang til offentlige og private dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner (§ 34), regler om restriktioner for eller forbud mod adgang til transportmidler (§ 35), regler om restriktioner for eller forbud mod brug af eller adgang til lokaler og lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang (§ 36) regler om krav om anvendelse af personlige smitteforebyggende midler i det offentlige rum (§ 37).

Det forudsættes, at kravet om kundgørelse i Lovtidende alene fraviges, når der er tungtvejende grunde, der taler for at benytte en anden kundgørelsesordning. Dette kan eksempelvis være hensynet til en hurtig ikrafttræden, hvor det skønnes, at en mere målrettet kundgørelsesordning er mest hensigtsmæssig.

Efter det foreslåede § 59, 2. pkt., fastsætter vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren regler om, hvordan oplysning om regler, der ikke indføres i Lovtidende, kan fås.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der, hvis der fastsættes regler om fravigelse af kravet om kundgørelse i Lovtidende efter det foreslåede 1. pkt., være en pligt for vedkommende minister til at fastsætte regler om, hvordan oplysning om reglerne kan fås.

Bestemmelsen indebærer, at de regler, der med hjemmel i det foreslåede 1. pkt. ikke kundgøres i Lovtidende, skal offentliggøres på anden vis, og at der skal fastsættes regler herom.

Det forudsættes, at denne offentliggørelse vil være målrettet den kreds, som vurderes at måtte blive berørt af reglerne. Derudover forudsættes det, at den valgte offentliggørelsesmåde udgør en autoritativ kilde til sikker viden om retsreglernes nøjagtige ordlyd. Kilden vil skulle være troværdig og pålidelig for borgerne. Der vil eksempelvis kunne ske offentliggørelse på vedkommende ministeriums hjemmeside eller på relevante kommuners eller regioners hjemmesider. Der vil ligeledes kunne ske offentliggørelse på centrale tværgående offentlige hjemmesider som f.eks. coronasmitte.dk eller lignende samt i lokalaviser m.v.

Det bemærkes, at forskrifter, som efter forslaget undtages fra reglerne om kundgørelse i Lovtidende, fortsat skal indlægges i Retsinformation, selv om de ikke offentliggøres i Lov- eller Ministerialtidende, jf. herved § 2, stk. 3, i cirkulære nr. 27 af 28. februar 1996 om ministeriernes pligtaflevering til Retsinformation.

Epidemilovens § 27 indeholder en bestemmelse om adgangen til at iværksætte ekspropriation af privat ejendom til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven eller regler fastsat i medfør af epidemiloven.

Det foreslås med § 60, stk. 1, at sundheds- og ældreministeren til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf kan iværksætte ekspropriation af privat ejendom. Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der gives hjemmel til, at der vil kunne iværksættes ekspropriation af både fysiske og juridiske personers ejendom i forbindelse med de foranstaltninger, der foreslås med lovforslaget

Med § 60, stk. 2, foreslås det, at hvis gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov udgør et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere. Den foreslåede bestemmelse er en uændret videreførelse af gældende ret.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10 og 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 1, stk. 2, kan sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Sundheds- og ældreministeren kan efter bestemmelsen både bemyndige myndigheder under Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til at udøve de beføjelser, der følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at andre myndigheder skal udøve beføjelserne ifølge de pågældende regler.

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 1, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af stk. 2. Efter bestemmelsen kan der fastsættes regler om, at afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed end Sundheds- og Ældreministeriet. Bestemmelsen kan ikke anvendes til helt eller delvis at afskære klageadgang, således at afgørelser hverken kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet eller andre myndigheder.

Med det foreslåede § 61, stk. 1, foreslås det, at afgørelser truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf kan påklages til Ankenævnet for Epidemiloven, der i sin virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Bestemmelsen betyder, at hverken sundheds- og ældreministeren, Sundheds- og Ældreministeriet eller andre har instruktionsbeføjelse over nævnet i forhold til nævnets sagsbehandling eller afgørelse af de konkrete sager.

Efter det foreslåede § 61, stk. 2, påser Ankenævnet for Epidemiloven, om betingelserne for afgørelsen er opfyldt.

Det foreslås endvidere i medfør af bestemmelsen, at ankenævnet kan afvise sagen uden realitetsbehandling, tiltræde eller omgøre afgørelsen eller hjemvise sagen til fornyet behandling. Det foreslås derudover, at ankenævnet i de sager, hvor den påklagede afgørelse er ophævet, kan udtale om betingelserne for afgørelsen var opfyldt, da afgørelsen blev truffet.

Der vil efter bestemmelsen kunne træffes afgørelse om at afvise sagen uden realitetsbehandling, hvis klagen indgives efter den foreslåede frist på fire uger, jf. det foreslåede § 63, stk. 1, eller der klages over afgørelser, der ikke kan påklages.

Det bemærkes hertil, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter det foreslåede § 64, stk. 1, inden 5 søgnedage efter, at der er truffet en afgørelse eller meddelt et påbud efter de foreslåede §§ 14, 15, 21 eller 26, som har karakter af frihedsberøvelse, skal indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Det foreslås således, at der vil være påbud udstedt i medfør af denne lov, der både kan påklages til Ankenævnet for Epidemiloven efter det foreslåede § 61, stk. 1, og som også vil være omfattet af automatisk domstolsprøvelse efter det foreslåede § 64, stk. 1.

Der gives således valgfrihed for klager mellem administrativ rekurs og direkte domstolsprøvelse.

Det bemærkes, endvidere, at der vil være påbud omfattet af det foreslåede Ankenævnet for Epidemilovens kompetence, der også vil være omfattet af det foreslåede § 12, stk. 4. Dette medfører, at der vil være påbud, der både er underlagt de foreslåede regler om obligatorisk efterprøvelse, og som kan påklages til Ankenævnet for Epidemiloven.

Efter det foreslåede § 61, stk. 3, har klager til Ankenævnet for Epidemiloven ikke opsættende virkning.

Efter det foreslåede § 61, stk. 4, kan afgørelser fra Ankenævnet for Epidemiloven ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen betyder, at ankenævnets afgørelser ikke vil kunne påklages til eksempelvis Sundheds- og Ældreministeriet. Det gælder formelle spørgsmål, herunder sagsbehandling, såvel som materielle spørgsmål, herunder nævnets skøn og regelfortolkning.

Efter det foreslåede § 61, stk. 5, stiller Styrelsen for Patientklager sekretariatsbistand til rådighed for Ankenævnet for Epidemiloven. Dette betyder, at Styrelsen for Patientklager vil modtage, oplyse og forberede sagen til nævnets behandling og afgørelse.

Efter det foreslåede § 61, stk. 6, fastsætter sundheds- og ældreministeren efter forhandling med Ankenævnet for afgørelser efter epidemiloven dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at give anledning til tvivl. Nævnet kan træffe beslutninger ved møde, telefonmøde og videomøde og skriftlig procedure.

Efter det foreslåede § 61, stk. 7, kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om at afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af denne lov, i stedet kan påklages til en anden administrativ myndighed end Ankenævnet for Epidemiloven. Baggrunden for forslaget er, at det kan være hensigtsmæssigt at henlægge klagekompetencen til sædvanlige klagemyndigheder på et område.

Efter det foreslåede § 62, stk. 1, består Ankenævnet for Epidemiloven en formand, der skal være dommer, og fire beskikkede medlemmer.

Bestemmelsen indebærer, at ankenævnets formand skal være dommer fra byretterne. Kravet om, at nævnets formandskab skal være dommer, medvirker til at sikre den juridiske kvalitet af nævnets afgørelser.

Efter det foreslåede § 62, stk. 2, udpeger sundhed- og ældreministeren nævnets formand, og beskikker de fire medlemmer efter indstilling fra Advokatrådet, Danske Patienter, Lægeforeningen og Dansk Arbejdsgiverforening. Der beskikkes ét medlem efter indstilling fra hver organisation. Det foreslås endvidere, at sundheds- og ældreministeren udpeger en næstformand og stedfortrædere for medlemmerne efter samme fremgangsmåde.

Efter det foreslåede § 62, stk. 3, beskikkes nævnets medlemmer for en periode af to år. Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden eller et medlem i perioden, sker udpegning af ny formand eller beskikkelse af nyt medlem for den resterende del af perioden. Formanden og medlemmer af nævnet, der ikke udfører hvervet som led deres tjenestelig arbejde, ydes vederlag og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager særskilt vederlag.

Efter det foreslåede § 62, stk. 4, drager ankenævnet selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere oplysninger, herunder sagkyndige erklæringer.

Efter det foreslåede § 63, stk. 1, skal klager indgives inden fire uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankenævnet for Epidemiloven kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis særlige grunde taler herfor.

Efter det foreslåede § 63, stk. 2. skal klager omfattet af § 61, stk. 1, indgives til Styrelsen for Patientklager ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientklager stiller til rådighed (digital selvbetjening). Klager, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Styrelsen for Patientklager, jf. dog stk. 3.

Efter det foreslåede § 63, stk. 3, skal Styrelsen for Patientklager, hvis det finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at klageren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, tilbyde, at klagen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 2. Styrelsen for Patientklager bestemmer, hvordan en klage omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Efter det foreslåede § 63, stk. 4, anses en digital klage for at være kommet frem, når den er tilgængelig for Styrelsen for Patientklager.

Efter § 20 i den gældende epidemilov skal sundheds- og ældreministeren ved pålæg i medfør af §§ 5, 7, 12 og 16, som har karakter af frihedsberøvelse, og ved afslag på anmodning om ophævelse af sådanne pålæg, give den pågældende vejledning om adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Det følger af grundlovens § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den frihedsberøvede eller den, der handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed.

Lovligheden af indgreb, der indebærer frihedsberøvelse, f.eks. tvangsindlæggelse efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 5, vil efter begæring skulle forelægges domstolene. Frihedsberøvelse, der foretages med hjemmel i epidemiloven, vil kunne indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Den gældende epidemilov indeholder ikke regler om automatisk domstolsprøvelse af påbud, der har karakter af frihedsberøvelse.

Efter det foreslåede § 64, stk. 1, skal Styrelsen for Patientsikkerhed inden 5 søgnedage efter, at der er truffet en afgørelse eller meddelt et påbud efter §§ 14, 15, 21 eller 26, som har karakter af frihedsberøvelse, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hvis Styrelsen for Patientsikkerhed træffer en afgørelse eller meddeler et påbud i medfør af den foreslåede § 14 om indlæggelse, § 15 om isolation, § 21 om dørlåsning m.v. eller § 26 om afspærring af områder, der har karakter af frihedsberøvelse, skal styrelsen automatisk indbringe sagen for retten til prøvelse.

Det vil det bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der er tale om frihedsberøvelse. Der henvises til afsnit 7.1.2 om grundlovens § 71 i de almindelige bemærkninger for en nærmere gennemgang af vurderingen af, om en foranstaltning har karakter af frihedsberøvelse.

Indbringelsen af sagen for retten vil skulle efter inden 5 søgnedage. Det svarer bl.a. til den frist, der ifølge retsplejelovens § 469, stk. 2, gælder for at indbringe sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse for retten i tilfælde, hvor indbringelse skal ske efter begæring.

Indbringelsen vil skulle ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Efter det foreslåede § 64, stk. 2, skal sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, efter anmodning fra den person, foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, indbringe foranstaltninger efter §§ 28 og 40, som har karakter af frihedsberøvelse, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Det følger af den foreslåede § 28, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at personer, som har befundet sig et bestemt sted, deltaget i en forsamling, ved et arrangement, en begivenhed eller lignende, hvor der er konstateret smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, skal lade sig undersøge af en sundhedsperson eller isolere i en egnet facilitet.

Ifølge den foreslåede § 40 kan sundheds- og ældreministeren efter forhandling med vedkommende ministre fastsætte regler om, at personer, der ankommer til landet fra eller har bopæl i nærmere angivne lande, skal fremvise dokumentation for, at de ikke har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig undersøge for, om de pågældende har en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, at de skal lade sig isolere, eller at de om nødvendigt skal lade sig indlægge til observation på et sygehus.

Regler, der fastsættes i medfør af §§ 28 og 40, vil afhængig af den konkrete udmøntning kunne indebære foranstaltninger, der efter en konkret vurdering vil kunne have karakter af frihedsberøvelse.

Med den foreslåede bestemmelse kommer det til at fremgå udtrykkeligt af epidemiloven, at sådanne eventuelle foranstaltninger efter begæring fra den person, foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, skal indbringes for retten til prøvelse. Prøvelsen vil skulle finde sted efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Efter epidemilovens § 29, stk. 1, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der overtræder § 13, stk. 1 eller 2, eller § 21 eller overtræder forbud eller undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, § 11, stk. 2 og 3, § 12, stk. 1, og § 16, stk. 1.

Rigsadvokaten har bl.a. fastsat vejledende bødetakster for undladelse af at efterkomme et påbud om undersøgelse, indlæggelse, isolation eller behandling efter epidemilovens § 5, stk. 1 og 2, der foreslås videreført med de foreslåede bestemmelser i § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 1. De gældende vejledende bødetakster for at overtræde et påbud om at lade sig undersøge, indlægge, isolere eller behandle er fastsat til 3.500 kr.

Den vejledende bødetakst for at overtræde et påbud om afspærring af et område i medfør af epidemilovens § 7, stk. 1, der med den foreslåede § 26 foreslås videreført, er fastsat til 2.500 kr.

Det foreslås med § 65, stk. 1, nr. 1, at den, der undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 13, § 14, stk. 1, § 15, stk. 1, § 18, stk. 1, § 19, stk. 1, § 20 og § 26, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det forudsættes, at de gældende bødeniveauer videreføres.

Efter epidemilovens § 6, stk. 3, kan sundheds- og ældreministeren, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende sted. Ifølge § 29, stk. 2, kan der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Epidemilovens § 6, stk. 3, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1815 af 4. december 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19. Det følger af bekendtgørelsen, at overtrædelse af opholdsforbud nedlagt i medfør af bekendtgørelsen straffes med bøde. I Rigsadvokatens vejledende bødetakster er straffen for overtrædelse af opholdsforbud fastsat til 2.500 kr.

Det foreslås med lovforslagets § 65, stk. 1, nr. 2, at den, der overtræder et forbud efter § 25, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det foreslåede § 25 indebærer, at reglerne om opholdsforbud fremover vil fremgå direkte af epidemiloven og ikke af regler fastsat i medfør heraf. Det forudsættes imidlertid, at de gældende bødeniveauer videreføres.

Det foreslås med lovforslagets § 65, stk. 1, nr. 3, at den, der undlader at efterkomme pligt til at underrette Styrelsen for Patientsikkerhed efter den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 37, stk. 1 og 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det foreslås med lovforslagets § 65, stk. 2, at den, der undlader at efterkomme en anmodning fremsat efter § 49, stk. 1 og 3, eller § 50, stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 29, stk. 2, kan der i forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 29, stk. 3, skal der ved udmåling af bøder til erhvervsdrivende efter forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, tages hensyn til antallet af ansatte i virksomheden på gerningstidspunktet.

Rigsadvokaten har bl.a. fastsat vejledende bødetakster for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 1815 af 4. december 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af covid-19.

De gældende vejledende bødetakster for overtrædelse af forbuddet mod større forsamlinger m.v. efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, og manglende efterkommelse af et påbud efter § 2, stk. 1, medfører som udgangspunkt en bøde på 2.500 kr. i førstegangstilfælde. Der vil i gentagelsestilfælde være grundlag for højere bødestraffe.

Hvis erhvervsdrivende ikke overholder krav om at holde visse lokaler og lokaliteter lukket for offentligheden efter bekendtgørelsen, er bøden som udgangspunkt 10.000 kr. i førstegangstilfælde. Bøden afhænger dog af virksomhedens størrelse. For små og mindre virksomheder (1-9 ansatte) er fastsat en vejledende bødetakst på 10.000 kr. i førstegangstilfælde, 20.000 kr. i 2. gangstilfælde og 30.000 kr. i 3. gangstilfælde. For mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) er fastsat en vejledende bødetakst på 20.000 kr. i førstegangstilfælde, 40.000 kr. i 2. gangstilfælde og 60.000 kr. i 3. gangstilfælde. For store virksomheder (50 ansatte eller derover) er fastsat en vejledende bødetakst på 40.000 kr. i førstegangstilfælde, 100.000 kr. i 2. gangstilfælde og 150.000 kr. i 3. gangstilfælde. Bødestraffen vil kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4. gangstilfælde og derover.

Hvis juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, herunder ikke-erhvervsdrivende fonde, foreninger eller trossamfund uden for folkekirken, ikke overholder lukkekravet, er bøden som udgangspunkt 10.000 kr. i førstegangstilfælde. Bødetaksten vil stige i 2. og 3. gentagelsestilfælde til henholdsvis 20.000 kr. og 30.000 kr. Bødestraffen vil endvidere kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4. gangstilfælde eller derover.

Hvis erhvervsdrivende i de tilfælde, hvor det er muligt at holde åbent under visse nærmere betingelser, ikke overholder restriktioner for lokaliteter eller ikke efterkommer påbud herom i henhold til regler fastsat i medfør af § 12 b i den gældende epidemilov, er bøden som udgangspunkt 3.000 kr. i førstegangstilfælde. Bøden afhænger dog af virksomhedens størrelse. For små og mindre virksomheder (1-9 ansatte) er fastsat en vejledende bødetakst på 3.000 kr. i førstegangstilfælde, 6.000 kr. i 2. gangstilfælde og 9.000 kr. i 3. gangstilfælde. For mellemstore virksomheder (10-49 ansatte) er fastsat en vejledende bødetakst på 6.000 kr. i førstegangstilfælde, 12.000 kr. i 2. gangstilfælde og 18.000 kr. i 3. gangstilfælde. For store virksomheder (50 ansatte eller derover) er fastsat en vejledende bødetakst på 12.000 kr. i førstegangstilfælde, 30.000 kr. i 2. gangstilfælde og 45.000 kr. i 3. gangstilfælde. Bødestraffen vil kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4. gangstilfælde og derover.

Hvis juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, herunder ikke-erhvervsdrivende fonde, foreninger eller trossamfund uden for folkekirken, i de tilfælde, hvor det er muligt at holde åbent under visse nærmere betingelser, ikke overholder restriktioner for lokaliteter eller ikke efterkommer påbud herom, er bøden som udgangspunkt 3.000 kr. i førstegangstilfælde. Bødetaksten vil stige i 2. og 3. gentagelsestilfælde til henholdsvis 6.000 kr. og 9.000 kr. Bødestraffen vil endvidere kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4. gangs tilfælde eller derover.

Med den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 65, stk. 3, vil der i regler, der udstedes i medfør af loven, kunne fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Bestemmelsen viderefører i det væsentlige de gældende bestemmelser i epidemilovens § 29, stk. 2 og 3, og der er med lovforslaget således ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, ligesom det nuværende bødeniveau i det væsentlige forudsættes videreført, jf. dog nedenfor.

I forhold til overtrædelser af regler udstedt i medfør af det foreslåede § 24, stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted, vil det generelt kunne være en skærpende omstændighed, at der er tale om en overtrædelse af det til enhver tid gældende forsamlingsforbud, som markant overstiger den tilladte grænse, eller at en arrangør af arrangementet f.eks. har økonomisk interesse i at afvikle et arrangement i strid med reglerne.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse af forbud fastsat med hjemmel i det foreslåede § 24, stk. 1, fremover som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 4.000 kr. i førstegangstilfælde, hvis overtrædelsen er sket ved deltagelse i forsamlinger, arrangementer, begivenheder og lignende, der kan karakteriseres som piratfester og lignende. Det forudsættes endvidere, at straffen for arrangørers afholdelse af sådanne arrangementer som udgangspunkt skal fastsættes til en bøde på 5.000 kr. Det forudsættes endvidere, at der i gentagelsestilfælde sker en betydelig skærpelse af straffen. Det bemærkes, at hvis der i det konkrete tilfælde er tale om en ikke-erhvervsdrivendes omgåelse af forbuddet mod at drive natklub, diskotek eller lignende, vil arrangøren kunne straffes med en bøde svarende til de såkaldte lukkekrav, hvor udgangspunktet som nævnt ovenfor er en bøde på 10.000 kr. Det forudsættes at gælde, uanset om arrangøren er en fysisk eller juridisk person.

Ved vurderingen af, om en forsamling m.v. kan karakteriseres som en piratfest eller lignende, kan det bl.a. indgå, om festen f.eks. er annonceret på de sociale medier eller på anden vis, da der herved kan ske en meget hurtig kommunikation til potentielt set mange mennesker.

Ved vurderingen af, om der er tale om en omgåelse af forbuddet mod at drive natklub, diskotek eller lignende, kan det endvidere indgå i vurderingen, om arrangøren tjener penge på arrangementet i form af f.eks. entre, salg af mad, drikkevarer eller lignende, og om festen finder sted på en måde, som kan sidestilles med arrangementer m.v. på natklubber, barer og diskoteker.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Epidemilovens § 29, stk. 4, vedrører strafansvaret for selskaber m.v. (juridiske personer).

Med den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 65, stk. 4, foreslås det, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Bestemmelsen viderefører den gældende bestemmelse i epidemilovens § 29, stk. 4, og der er med lovforslaget således ikke tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand.

Epidemilovens § 30 indeholder en bestemmelse om adgangen til at foretage ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i epidemiloven.

Med § 66 foreslås det, at ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i epidemiloven eller bestemmelser fastsat i medfør af epidemiloven kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestemmelse i epidemilovens § 30 med den væsentlige ændring, at forslaget også omfatter adgang til at foretage ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af epidemiloven.

Den foreslåede bestemmelse vil give mulighed for at foretage ransagning i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf, når der er tale om sager om overtrædelse af epidemiloven og regler fastsat i medfør af epidemiloven, uanset om den pågældende overtrædelse alene kan medføre bødestraf.

Den gældende epidemilov er omfattet af en ophørsklausul, som indebærer, at loven automatisk ophæves den 1. marts 2021. Det fremgår således af § 2, stk. 2, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.), at epidemiloven ophæves den 1. marts 2021.

Efter det foreslåede § 67, stk. 1, træder loven i kraft den 1. marts 2021.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at loven træder i kraft på det tidspunkt, hvor den gældende epidemilov bliver ophævet ved ophørsklausulen.

Efter det foreslåede § 67, stk. 2, ophæves lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020.

Det skyldes, at lovforslaget i sin helhed afløser den gældende epidemilov.

Det følger som nævnt også af den ophørsklausul, som den gældende epidemilov er omfattet af, at loven ophæves den 1. marts 2021. Af ordensmæssige grunde foreslås der imidlertid også indsat en bestemmelse herom i denne lov.

Efter det foreslåede § 67, stk. 3, 1. pkt., forbliver regler, der er fastsat i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter fastsat i medfør af denne lov, jf. dog stk. 4.

Der er udstedt en lang række bekendtgørelser i medfør af den gældende epidemilov. Det gælder bl.a. bekendtgørelser, der er en væsentlig del af indsatsen for at bekæmpe covid-19-epidemien. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at disse bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

Det gælder også regler, der fremover vil være omfattet af den parlamentariske kontrol efter den foreslåede § 9. Det foreslås dog, at disse ophæves den 15. april 2020. Der henvises nærmere til det foreslåede stk. 4.

Det forudsættes, at regler, som er udstedt i medfør af den gældende epidemilov, hurtigst muligt gennemgås og i fornødent omfang ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

Efter det foreslåede § 67, stk. 3, 2. pkt., forbliver reglerne i kraft, selv om reglerne indeholder bestemmelser om, at de ophæves den 1. marts 2021.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at flere af de bekendtgørelser, der er udstedt i forbindelse med covid-19-epidemien, indeholder ophørsklausuler, hvorefter de ophæves den 1. marts 2021, hvor den gældende epidemilov, som de er udstedt i medfør af, ophæves. Med den foreslåede bestemmelse vil sådanne bekendtgørelser forblive i kraft, selv om de ellers stod til at blive ophævet den 1. marts 2021 ved en ophørsklausul i den pågældende bekendtgørelse.

Med den foreslåede § 9 vil det fremover være en betingelse for at udstede regler efter en række bemyndigelsesbestemmelser, at vedkommende minister først har forelagt reglerne for et udvalg, som Folketinget har nedsat, sammen med en indstilling fra Epidemikommissionen om, hvorvidt reglerne bør udstedes.

Det foreslåede § 67, stk. 3, 1. pkt., vil som nævnt indebære, at også regler, der fremover vil være omfattet af den parlamentariske kontrol efter den foreslåede § 9, forbliver i kraft. Sådanne regler bør imidlertid, hvis de ønskes opretholdt med hjemmel i denne lov, hurtigst muligt forelægges for folketingsudvalget.

Det er imidlertid en forudsætning for, at denne forelæggelse kan finde sted, at sundheds- og ældreministeren har nedsat Epidemikommissionen i medfør af den foreslåede § 7, og at Folketinget har etableret det udvalg, som reglerne skal forelægges for.

Herefter vil der – dog afhængig af udviklingen i covid-19-epidemien – skulle indhentes en indstilling fra kommissionen om et forholdsvis stort antal bekendtgørelser, der herefter vil skulle forelægges for folketingsudvalget.

Der er behov for sikre, at kommissionen og udvalget har tilstrækkelig tid til at behandle disse mange sager, så det sikres, at der ikke opstår en situation, hvor bekendtgørelser, som er en væsentlig del af bekæmpelsen af covid-19-epidemien, bortfalder, alene fordi det af tidsmæssige grunde ikke har været muligt at nå at behandle sagen i kommissionen og udvalget.

Det foreslås derfor med § 67, stk. 4, at regler, der er fastsat i medfør af § 1, stk. 2, § 6, 6 a, 12 a-f og 21 a og 21 b i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1444 af 1. oktober 2020, ophæves den 15. april 2021.

Det vil indebære, at vedkommende minister vil skulle have forelagt de regler, som ønskes opretholdt med hjemmel i en bemyndigelsesbestemmelse i den nye lov, for udvalget og udstedt reglerne inden den 15. april 2021, medmindre udvalget har udtalt sig imod. Er der ikke inden 15. april 2021 udstedt nye regler i medfør af denne lov, vil reglerne udstedt i medfør af den gældende lov automatisk blive ophævet.

Det forudsættes, at vedkommende minister – selv om de pågældende regler vil være i kraft indtil den 15. april 2021 – hurtigst muligt forelægger reglerne for udvalget, så de kan blive ophævet inden dette tidspunkt, hvis udvalget udtaler sig imod reglerne.

Til nr. 1

Det følger af grundlovens § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den frihedsberøvede eller den, der handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, jf. retsplejelovens § 468.

Det følger af § 469, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven, at hvis den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl (hjemting), jf. retsplejelovens § 235.

Efter retsplejelovens § 235, stk. 1, anlægges retssager ved sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov.

Det følger af retsplejelovens § 235, stk. 2, 1. pkt., at hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Hvis sagsøgte har bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem, jf. § 235, stk. 2, 2. pkt.

Det følger endvidere af retsplejelovens § 235, stk. 3, at hvis sagsøgte ingen bopæl har, er hjemtinget i den retskreds, hvor han opholder sig.

Har sagsøgte hverken bopæl eller kendt opholdssted, er hjemtinget i den retskreds, hvor han sidst har haft bopæl eller opholdssted, jf. § 235, stk. 4.

Med det foreslåede § 65, stk. 1, i epidemiloven skal Styrelsen for Patientsikkerhed inden 5 søgnedage efter, at der er truffet en afgørelse eller meddelt et påbud efter de foreslåede §§ 14, 15, 21 eller 26, som har karakter af frihedsberøvelse, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Det foreslås endvidere med det foreslåede § 65, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, efter anmodning fra den person, foranstaltningen vedrører, eller dennes repræsentant, skal indbringe foranstaltninger efter §§ 28 og 40, som har karakter af frihedsberøvelse, for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Sagen vil i de tilfælde, der er nævnt i det foreslåede § 65, stk. 2, skulle indbringes for retten inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker ved fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen foreliggende bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens afgørelse, jf. retsplejelovens § 469, stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 469, stk. 1, indsættes et 3. pkt., hvorefter sager om prøvelse af afgørelser, påbud og foranstaltninger efter epidemiloven, som har karakter af frihedsberøvelse, forelægges for byretten på det sted, hvor frihedsberøvelsen har fundet sted.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udgangspunktet i retsplejelovens § 469, stk. 1, 1. pkt., hvorefter den myndighed, der har truffet beslutning om frihedsberøvelsen, skal forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den frihedsberøvede har bopæl (hjemting), jf. retsplejelovens § 235, fraviges for så vidt angår sager om prøvelse af afgørelser, påbud og foranstaltninger efter epidemiloven, som har karakter af frihedsberøvelse.

Til nr. 1

Adgangen til at indhente nummeroplysningsdata i nummeroplysningsdatabasen (”118-registret”) er reguleret i § 31 i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Nummeroplysninger omfatter abonnentnumre, der er tildelt slutbrugere, indeholdende navn, adresse, eventuelle oplysninger om stilling, abonnentnummeret og den kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til, jf. lovens § 31, stk. 2. En slutbruger kan som udgangspunkt kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata hemmeligholdes, jf. lovens § 31, stk. 4. Oplysningerne skal dog videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 31, stk. 5, nr. 2.

Oplysninger om hemmelige og udeladte telefonnumre kan alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for offentlige alarmtjenester, politiet, statsadvokaterne, de enkelte retter, kriminalforsorgen eller restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lovens § 31, stk. 6.

Det foreslås, at § 31, stk. 6, ændres, så Styrelsen for Patientsikkerhed kommer til at indgå i opregningen af de myndigheder, som kan indhente nummeroplysningsdata i 118-registret.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil få adgang til at indhente nummeroplysningsdata fra 118-registret.

Baggrunden for forslaget er, at det i forbindelse med håndtering af alment farlige og samfundskritiske sygdomme vurderes at være nødvendigt for at kunne varetage en effektiv smitteopsporing, at Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed har mulighed for at få adgang til kontaktoplysninger på personer, der enten har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller er nær kontakt til en person, der har en nærmere bestemt alment farlig eller samfundskritisk sygdom. Disse kontaktoplysninger fremgår ikke af det materiale, sundhedsmyndighederne i øvrigt er i besiddelse af om personer med positive testresultater.

Det vurderes derfor at være nødvendigt, at Styrelsen for Patientsikkerhed har adgang til oplysningerne i nummeroplysningsdatabasen.

Det bemærkes endvidere, at politiet i forbindelse med håndtering af covid-19 bistår Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed, jf. politilovens § 2, nr. 6. Politiet, der i medfør af § 31, stk. 6, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, har adgang til hemmelige og udeladte telefonnumre i 118-registeret, kan videregive nummeroplysningerne til styrelsen, når det er nødvendigt for at styrelsen kan foretage kontaktopsporing.

Forslaget indebærer, at Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed selv vil få en direkte adgang til nummeroplysninger i 118-registeret, således at styrelsen fremadrettet ikke behøver at indhente oplysningerne igennem Rigspolitiet. Forslaget understøtter dermed en fremtidig model, hvor Rigspolitiets medarbejdere ikke nødvendigvis er fysisk placeret sammen med kontaktopsporingsenheden og dermed ikke på samme måde hurtigt vil kunne indhente og videregive oplysningerne, som det er tilfældet i forbindelse med håndtering af covid-9.

Det forudsættes, at det kun er de personer i Styrelsen for Patientsikkerhed, der, enten ved ansættelse i styrelsen eller ved på anden måde at være kontraktmæssigt knyttet til styrelsen, varetager opgaver forbundet med smitteopsporing, der skal have adgang til oplysninger om de hemmelige telefonnumre i 118-registret. Det vil enten kunne være personer, der er ansat i eller tilknyttet Styrelsen for Patientsikkerheds kontaktopsporingsenhed eller en tilsvarende enhed i styrelsen, der varetager smitteopsporingsopgaver. Bestemmelsen er endvidere afgrænset til alene at kunne finde anvendelse i det omfang, der er tale om opsporing af smitte, der er forbundet med alment farlige eller samfundskritiske sygdomme.

Forslaget vil indebære en behandling af personoplysninger. Det forudsættes i den forbindelse, at styrelsens behandling af de pågældende telefonnumre skal ske i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, herunder i overensstemmelse med principperne for databehandling i databeskyttelsesforordningens artikel 5 og reglerne om behandlingssikkerhed i artikel 32.

Til nr. 1

Efter § 44, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., kan boligministeren fravige og supplere reglerne i lovens kapitel 2 om beboerdemokrati, når foranstaltninger iværksat i medfør af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og regioner, som udlejer almene boliger, og beboere at følge reglerne.

Bestemmelsen i § 44, stk. 2, ophæves den 1. marts 2021, jf. § 7, stk. 3, i lov nr. 359 af 4. april 2020 om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme og forskellige andre love.

Det foreslås i almenboliglovens § 44, stk. 2, at indføre en bemyndigelse til, at boligministeren kan fravige og supplere reglerne i almenboliglovens kapitel 2 om beboerdemokrati for en bestemt periode, når foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat i medfør af lov om epidemier m.v. (epidemiloven) gør det umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og regioner, som udlejer almene boliger, og beboere at følge reglerne. Regler udstedt i medfør af 1. pkt. skal ophæves, når der ikke længere er grundlag herfor.

Efter bestemmelsen vil boligministeren kunne fastsætte regler, der fraviger eller supplerer reglerne for beboerdemokratiet i den almene boligsektor, som er fastsat i almenboliglovens kapitel 2, i det omfang foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme iværksat i medfør af epidemiloven gør det umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for udlejere og lejere af almene boliger at følge reglerne. Udlejere af almene boliger kan være almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og regioner.

Ved en samfundskritisk sygdom forstås en alment farlig sygdom, hvis udbredelse medfører eller risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner. Sundheds- og ældreministeren vil i en bekendtgørelse fastsætte den nærmere kategorisering og klassifikationen af samfundskritiske sygdomme, jf. det foreslåede § 2, stk. 4. Som eksempel på sygdomme, som aktuelt vil blive betragtet som en samfundskritisk sygdom, kan nævnes pest, kopper, SARS og Coronavirussygdom 2019 (covid-19).

Med betingelsens om, at regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse i almenboliglovens § 44, stk. 2, alene kan fastsættes i det omfang, det er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at følge gældende regler for beboerdemokratiet i den almene boligsektor som følge foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme efter epidemiloven, afgrænses anvendelsesområdet til de snævre tilfælde, hvor en samfundskritisk sygdom medfører eller risikere at medføre alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner.

Der vil efter bestemmelsen kunne fastsættes regler for hele landet eller dele af landet, f.eks. afgrænset til en bestemt region eller kommune.

Med betingelsen om, at regler i medfør af bestemmelsen alene kan fastsættes for en bestemt periode, stilles der krav om, at bekendtgørelser udstedt i medfør af bestemmelsen skal indeholde en solnedgangsklausul, således, at det sikres, at fravigelse af gældende regler ikke opretholdes længere end nødvendigt. Som udgangspunkt fastsættes der ikke regler for mere end højst fire uger ad gangen, medmindre særlige grunde undtagelsesvis tilsiger en længere gyldighedsperiode. Dette krav vil ikke være til hinder for, at boligministeren på baggrund af en ny vurdering af nødvendigheden beslutter at forlænge en bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen, såfremt også en forlængelse af bekendtgørelsen er afgrænset til en bestemt periode.

I medfør af bestemmelsens 2. pkt. understreges det, at regler udstedt i medfør af 1. pkt. uanset solnedgangsklausul, ikke må opretholdes, når det ikke længere er nødvendigt.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at nødvendige beslutninger i den almene boligsektor kan træffes i perioder, hvor foranstaltninger mod samfundskritiske sygdomme gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at træffe beslutninger, som det er forudset i almenboligloven.

Efter den gældende bemyndigelse i almenboliglovens § 44, stk. 2, er udstedt bekendtgørelse nr. 1847 af 7. december 2020 om fravigelse af regler på boligområdet som følge af covid-19, som afløste bekendtgørelse nr. 361 af 4. april 2020 om fravigelse af regler på boligområdet som følge af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændringer.

For at tage højde for forbud mod større forsamlinger giver bekendtgørelsen boligorganisationen mulighed for at beslutte driftsbudgettet for det kommende budgetår i en boligafdeling på betingelse af, at driftsbudgettet ikke overstiger det foregående års budget med mere end 2 pct. Bekendtgørelsen giver endvidere boligorganisationen mulighed for at sende driftsbudgettet til urafstemning blandt boligafdelingens lejere.

Efter almenboliglovens § 36, stk. 1, skal driftsbudgettet for det kommende år besluttes på et afdelingsmøde. Og huslejen for det kommende år skal fastsættes sådan, at de samlede lejeindtægter giver mulighed for at afholde de udgifter, der er forbundet med driften (balancelejeprincippet), jf. almenboliglovens § 45, stk. 1. Det er derfor afgørende, at der kan besluttes et driftsbudget inden det kommende budgetår. Dette er et eksempel på, hvordan § 36, stk. 1, i almenboligloven er fraveget med bekendtgørelsen.

For at gøre det lettere for boligorganisationen at afholde generalforsamlinger, repræsentantskabsmøder og afdelingsmøder med begrænsninger på størrelsen af forsamlinger giver bekendtgørelsen boligorganisationen mulighed for at forlange forhåndstilmelding. Bestemmelsen gør det muligt at afvise personer med lovlig adgang til det pågældende møde, men som ikke har forhåndstilmeldt sig, uden beslutninger truffet på mødet bliver ugyldige.

Ovenstående er eksempler på, hvordan den gældende hjemmel i almenboliglovens § 44, stk. 2 er anvendt, og hvordan den foreslåede hjemmel kan anvendes.

Efter § 32 i epidemiloven gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Det følger desuden af sundhedslovens § 278, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det følger dog af sundhedslovens § 278, stk. 2, at en række af lovens kapitler og bestemmelser, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne.

Efter lægemiddellovens § 110 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Efter retsplejeloven gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Efter lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Efter lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Det foreslås med lovforslagets § 74, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det foreslås endvidere med forslagets § 74, stk. 2, at lovens §§ 1-66, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det betyder, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovforslagets §§ 1-66 om epidemiloven, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Herved sikres det, at de foreslåede bestemmelser om epidemiloven, kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Bestemmelsen medfører endvidere, at de øvrige bestemmelser i lovens §§ 69 og 71-73 ikke kan sættes i kraft for Færøerne, da disse vedrører sagsområder, der er overtaget af Færøerne.

Endelig indebærer den foreslåede bestemmelse, at § 70 ikke kan sættes i kraft for Færøerne. Det skyldes, at der for Færøerne gælder en særlig retsplejelov.