Betænkning over lovforslag nr. 2020/1 BTL 235 af 11. juni 2021

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 9. juni 2021

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere test for covid-19 m.v., lov om forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte, lov om pligt til at sikre covid-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark og lov om udstationering af lønmodtagere m.v.

(Udskydelse af solnedgangsklausuler)

[af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)]:

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget vil stemme for det stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.

Et flertal i udvalget (S, V, DF, SF, RV, KF og ALT) indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) vil stemme hverken for eller imod det under A nævnte lovforslag ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (NB og LA) indstiller de under A og B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre og Det Konservative Folkeparti

Venstre og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget noterer, at et bredt flertal i Folketinget vedtog lovgivning om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere test for covid-19 m.v. og om forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte, lovgivning om pligt til at sikre covid-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark og lov om udstationering af lønmodtagere m.v. med en solnedgangsklausul pr. 1. juli 2021.

Partierne ønsker at holde mest mulig gang i samfundet under coronapandemien, og derfor er arbejdskraftens frie bevægelighed også central for danske virksomheder. Partierne værner om arbejdskraftens frie bevægelighed, og derfor hæfter partierne sig ved, at beskæftigelsesministeren har bekræftet, at et coronapas, hvor det fremgår, at man er vaccineret, kan anvendes i stedet for covid-19-test.

Partierne havde ønsket en midlertidig forlængelse af den midlertidige lovgivning på maksimalt 3 måneder, men kompromisset er blevet 4 måneder med en klar solnedgangsklausul, idet regeringen ønskede 6 måneder. Det er ikke hensigtsmæssigt at have disse restriktioner længere end højst nødvendigt.

Partierne anerkender, at dele af verden stadig står i en svær situation på trods af en positiv udvikling i coronasituationen i Danmark, og der bør derfor forsat ydes en indsats for at forebygge smittespredning.

Partierne kan derfor støtte L 235 A og L 235 B.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19 m.v. og lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Udskydelse af solnedgangsklausul)« omfattende §§ 1, 4 og 5.

B. »Forslag til lov om forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte og lov om pligt til at sikre covid-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark (Udskydelse af solnedgangsklausuler)« omfattende §§ 2 og 3 og § 5, stk. 1.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 5

2) I stk. 1 ændres datoen »1. juli 2021« til: »30. juni 2021«.

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 5

3) Ordene »den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2« ændres til: »den 30. juni 2021«.

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt og konsekvensændring som følge af deling af lovforslaget]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at lovforslaget deles i to separate lovforslag. Det ene lovforslag vedrører arbejdsgiveres adgang til at pålægge lønmodtagere at blive testet for covid-19 og lov om udstationering af lønmodtagere. Det andet lovforslag vedrører forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte og pligt for arbejdsgivere til at sikre covid-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget ændres lovforslagets ikrafttrædelsesdato fra den 1. juli 2021 til den 30. juni 2021, da loven står til at udløbe den 1. juli 2021. Hvis ikrafttrædelsesdatoen for dette lovforslag ikke ændres, ville der skulle ændres i loven på samme dag, som den egentlig står til at udløbe.

Til nr. 3

Lovforslagets ikrafttrædelsesdato ændres fra den 1. juli 2021 til den 30. juni 2021, da loven står til at udløbe den 1. juli 2021. Hvis ikrafttrædelsesdatoen for dette lovforslag ikke ændres, ville der skulle ændres i de to love på samme dag, som de egentlig står til at udløbe.

Derudover foreslås det med ændringsforslaget som konsekvens af deling af lovforslaget at fjerne henvisningen »jf. dog stk. 2«, da dette udelukkende er relevant for det under A nævnte lovforslag.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. maj 2021 og var til 1. behandling den 3. juni 2021. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 21. maj 2021 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del – bilag 309. Den 28. maj 2021 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) Henrik Møller (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) Stén Knuth (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Mads Andersen (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S) 49
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 39
Dansk Folkeparti (DF) 16
Socialistisk Folkeparti (SF) 15
Radikale Venstre (RV) 14
Enhedslisten (EL) 13
Det Konservative Folkeparti (KF) 13
Nye Borgerlige (NB) 4
Liberal Alliance (LA) 3
Alternativet (ALT) 1
Kristendemokraterne (KD) 1
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 7