Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2020/1 SF.L L 237 af 05. juni 2021
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (4. juni 2021)
Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om sygedagpenge (Dagpengeret til selvstændige erhvervsdrivende uden forudgående medlemskab af en arbejdsløshedskasse, midlertidigt ophør af selvstændig virksomhed og forlængelse af den midlertidige periode med ret til sygedagpenge for lønmodtagere, der er i øget risiko ved smitte med covid-19, og for lønmodtagere, der er pårørende til personer, der er i øget risiko ved smitte med covid-19)
(Lovforslag nr. L 237)
Lovforslaget udmønter dele af den samlet rammeaftale om en sommer- og erhvervspakke samt udfasning af hjælpepakker af 19. maj 2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.
Med lovforslaget får ikke-forsikrede selvstændige m.fl., som er eller var på en midlertidig kompensationsordning under Erhvervs- eller Kulturministeriets regi inden for de seneste tre måneder inden disses udløb, mulighed for at indmelde sig i arbejdsløshedskassen uden forudgående medlemskab i juli 2021, og få ret til dagpenge.
Hertil er partierne bl.a. enige om at give selvstændige erhvervsdrivende mulighed for at ophøre midlertidigt i juli, august og september 2021 og få dagpenge, hvis de er eller var på en midlertidig kompensationsordning under Erhvervs- eller Kulturministeriets regi inden for de seneste tre måneder inden disses udløb.
Med lovforslaget forlænges også den midlertidige ordning, som giver lønmodtagere i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved smitte med covid-19, ret til sygedagpenge. Ordningen forlænges frem til den 31. august 2021. Det samme gælder for lønmodtagere, der er pårørende til personer i øget risiko.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2021.
På grund af lovforslagets hastende karakter, har det været sendt i en kort høring med frist for høringssvar den 3. juni 2021.
Lovforslaget skønnes samlet set at medføre merudgifter for det offentlige (før skat og tilbageløb) på 22,2 mio. kr. i 2021, 11,8 mio. kr. i 2022 og 6,2 mio. kr. i 2023, 2,3 mio. kr. i 2024 og 1,1 mio. kr. i 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.