Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2021/1 SF.L L 67 af 11. november 2021
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (10. november 2021)
Beskæftigelsesministeren (Mattias Tesfaye, fg.):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge, og forskellige andre love (En styrket og forenklet ungeindsats og samtaler over video eller telefon m.v.)
(Lovforslag nr. L 67)
Lovforslaget indeholder en lempelse af proceskrav til indsatsen for uddannelses- og aktivitetsparate unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, således at der må der være fire måneder mellem hvert tilbud, hvor der i dag højest må være fire uger.
Lovforslaget indeholder også en ændring, der giver målgruppen ret til selvfunden virksomhedspraktik og løntilskud. Dermed får denne målgruppe bedre muligheder for at tage et større ansvar for deres eget forløb.
Lovforslaget giver endvidere målgruppen ret til mentorstøtte i overgangen fra uddannelseshjælp til uddannelse for at understøtte, at den unge fastholdes i uddannelsen. I forlængelse heraf forpligtes jobcentrene med lovforslaget til at reagere på beskeder om risiko for frafald, der kommer fra uddannelsesinstitutionerne inden for de første seks måneder efter studiestart.
Med lovforslaget får ledige desuden efter seks måneders ledighed mulighed for at vælge, om samtaler med jobcenter eller arbejdsløshedskasse skal afholdes ved personligt fremmøde, over video eller telefonisk. Jobcenter og arbejdsløshedskasse kan ændre samtaleformen fra video eller telefonisk til personligt fremmøde, såfremt de vurderer, at der er behov for det.
Lovforslaget udmønter Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, der blev indgået mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten den 19. juni 2021.
Lovforslaget indeholder endvidere en række mindre ændringer, der ikke er en del af Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen.
Lovforslaget indeholder ændringer i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., således at der overføres en række statslige opgaver fra Workindenmark til kommuner, der er udpeget som International Citizen Service kommuner, i forlængelse af Aftale om kommunernes økonomi for 2022 mellem regeringen og KL.
Lovforslaget indeholder endvidere en mindre ændring af en overgangsregel vedrørende indsatsgarantien i lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Bedre ressourceforløb m.v.). Ændringen betyder, at der kommer til at gælde samme regler for en person, der er omfattet af overgangsreglen, som for en person, der påbegynder et ressourceforløb efter lovens ikrafttræden 1. januar 2022 for så vidt angår opgørelse af indsatser i ressourceforløbet m.v.
Lovforslaget indeholder ligeledes en ændring til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der medfører en målretning af de oplysninger om den unge, som kommunerne sender til uddannelsesinstitutionerne, når en ung starter på en uddannelse. Det medfører desuden en forpligtelse til udveksling af relevante kontaktoplysninger mellem jobcenteret og uddannelsesinstitutionen. Denne del af lovforsalget udmønter anbefalingerne fra Eftersyn af understøttelsen af den digitale ungeindsats.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2022.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.