Ændringslov nr. 546 af 03. maj 2022
Lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, lov om individuel boligstøtte, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og integrationsloven
(Kommunal indkvartering og forplejning og tilpasning af regler på integrationsområdet, børne- og undervisningsområdet, social- og ældreområdet, indenrigs- og boligområdet og sundhedsområdet som følge af modtagelse af personer, der er fordrevet fra Ukraine)VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, foretages følgende ændringer:
1. Efter kapitel 4 indsættes:
»Kapitel 4 a
Kommunal indkvartering og forplejning m.v.
§ 20 a. Kommunalbestyrelsen kan efter reglerne i dette kapitel tilbyde indkvartering og forplejning, jf. dog stk. 3 og 4, til en udlænding, der har indgivet eller inden for 5 hverdage fra indkvarteringen eller forplejningen indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov, og som ikke er undergivet Udlændingestyrelsens forsørgelse efter kapitel 4 eller udlændingelovens § 42 a, indtil der er truffet endelig afgørelse om ansøgningen. Adgangen til at modtage kommunal indkvartering og forplejning gælder dog ikke, hvis udlændingen åbenbart ikke er omfattet af §§ 1 eller 2.
Stk. 2. En udlænding som nævnt i stk. 1, der er blevet meddelt opholdstilladelse efter denne lov, kan efter reglerne i dette kapitel tilbydes indkvartering og forplejning af kommunalbestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. § 30, stk. 2.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for udlændinge, der har indgået ægteskab med en herboende person eller som mindreårig er indkvarteret privat hos herboende forældre, medmindre særlige grunde foreligger.
Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke i det omfang, udlændingen har ret til hjælp til forsørgelse i kommunen efter anden lovgivning.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en udlænding omfattet af stk. 1 og 2 skal henvises til Udlændingestyrelsens forsørgelse, jf. § 14. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en udlænding omfattet af stk. 2 skal henvises til forsørgelse af den kommune, hvortil udlændingen er visiteret efter § 30, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med eller efter en henvisning bestemme, at den kommunale indkvartering og forplejning ophører.
§ 20 b. Kommunalbestyrelsen kan medvirke til indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter denne lov.
§ 20 c. Kommunalbestyrelsens indkvartering og forplejning efter § 20 a kan tilvejebringes i samarbejde med private aktører eller andre myndigheder, herunder ved oprettelse og drift af indkvarteringssteder. Kommunalbestyrelsens indkvartering og forplejning efter § 20 a kan ske ved udbetaling af kontante ydelser. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte retningslinjer for kommunalbestyrelsens indkvartering og forplejning og samarbejde med private aktører eller andre myndigheder efter dette kapitel.
§ 20 d. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunalbestyrelsernes indkvartering og forplejning og samarbejde med private aktører eller andre myndigheder efter dette kapitel.«
2. I § 30, stk. 2, 1. pkt., ændres »4 dage fra« til: »4 hverdage efter«.
3. I § 30, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Ansvaret efter integrationslovens § 4, stk. 1, for personer, der meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, på baggrund af en ansøgning indgivet uden for landet, påhviler uanset 1. pkt. kommunalbestyrelsen fra tidspunktet for den pågældendes registrering i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet kommunen.«
4. Efter § 30 indsættes i kapitel 8:
»§ 30 a. Kommunalbestyrelsen kan uanset integrationslovens § 12, stk. 2, anvise personer, der meddeles opholdstilladelse efter denne lov, et midlertidigt opholdssted eller en bolig, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der ikke i øvrigt er mulighed for at anvise midlertidige opholdssteder eller boliger, der ikke er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.«
5. I overskriften til kapitel 9 indsættes efter »indkvartering«: »m.v.«
6. I § 31 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Byggeloven finder ikke anvendelse på eksisterende bygninger og transportable konstruktioner, som tages midlertidigt i brug til dagtilbud, skoler, institutioner og lign. for fordrevne fra Ukraine.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
7. I § 31, stk. 2, 1. pkt., som bliver stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1«: »eller 2«.
8. I § 31 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal orientere redningsberedskabet, når der gives udtalelser efter stk. 3 til mere end 50 personer eller 10 sovepladser. Kommunalbestyrelsen skal anmode redningsberedskaberne om at gennemføre vejledende og informerende besøg, i det omfang det findes nødvendigt.«
9. Efter kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Særlige bestemmelser på social- og ældreområdet
§ 31 a. Kommunalbestyrelsen i den kommune, der træffer afgørelse om anbringelsessted for et barn eller en ung på baggrund af en afgørelse efter §§ 52 eller 58 i lov om social service, kan godkende en netværksplejefamilie efter § 66 b, stk. 1, i lov om social service som konkret egnet til et bestemt barn eller en bestemt ung, der er meddelt opholdstilladelse efter denne lov, hvis netværksplejefamilien deler et kulturelt og sprogligt fællesskab med barnet eller den unge.
Kapitel 9 b
Særlige bestemmelser på børne- og undervisningsområdet
§ 31 b. Pasning af børn i skolealderen og undervisning af børn, unge og voksne med ophold efter denne lov kan uanset bestemmelser på Børne- og Undervisningsministeriets område foregå på engelsk eller ukrainsk med undtagelse af undervisningen i faget dansk. Endvidere kan undervisningen tilrettelægges som fjernundervisning, herunder med brug af fjernundervisning, der stilles til rådighed af det ukrainske undervisningsministerium eller andre ukrainske aktører.
Kapitel 9 c
Særlige bestemmelser på sundhedsområdet
§ 31 c. Sundhedsministeren kan for fordrevne fra Ukraine, der har ansøgt om eller er meddelt opholdstilladelse efter denne lov, eller som er blevet folkeregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), når dette er nødvendigt for at fastholde eller sikre effektive rammer, kapacitet eller fleksibilitet i de samlede sundhedstilbud, fastsætte regler, som supplerer eller fraviger sundhedslovens bestemmelser, om følgende:
1) Regionsråds, kommunalbestyrelsers, private virksomheders, herunder sådanne virksomheders varetagelse af opgaver m.v. for offentlige myndigheder, sundhedspersoners og sundhedstjenesteyderes gennemførelse, organisering, tilrettelæggelse og planlægning af virksomhed og indsatser på sundhedsområdet.
2) Retten til ydelser efter sundhedsloven for personer, som benytter sundhedstilbud efter nr. 1. 1. pkt. omfatter ikke sygehusbehandling efter sundhedslovens § 80 og behandling af livstruende sygdomme efter sundhedslovens § 88. Sundhedslovens bestemmelser om informeret samtykke, selvbestemmelsesret, aktindsigt, tavshedspligt og videregivelse og indhentelse af oplysninger og om sundhedspersoners ansvar kan ikke suppleres eller fraviges.
Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler, som sætter regionsråd og kommunalbestyrelser i stand til at gennemføre de foranstaltninger, der er omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan fravige lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og bestemmelser fastsat i medfør heraf.«
§ 2
I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021, foretages følgende ændringer:
1. I overskriften til kapitel 11 ændres »flygtninge« til: »flygtninge m.v.«
2. I § 65, nr. 4, ændres »til en sådan person, eller« til: »til en sådan person,«.
3. I § 65, nr. 8, ændres »efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, eller« til: »efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c,«.
4. I § 65, nr. 9, ændres »efter udlændingelovens § 7.« til: »efter udlændingelovens § 7,«.
5. I § 65 indsættes som nr. 10 og 11:
»10) §§ 1 og 2 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, eller
11) §§ 1 og 3 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.«
§ 3
I lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 21. januar 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 1, nr. 1, 3. pkt., indsættes efter »udlændingeloven«: », efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v«.
2. I § 10 a, stk. 4, indsættes efter »udlændingeloven«: », efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, eller efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.«
§ 4
I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, som ændret senest ved § 35 i lov nr. 324 af 16. marts 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 b, stk. 1, ændres »jf. dog stk. 3« til: »jf. dog stk. 2 og 3«.
2. § 4 b, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om forlængelse af suspensionsperioden som anført i stk. 1 for en bestemt periode, når dette som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre kommunalbestyrelsernes arbejde med modtagelsen af nyankomne udlændinge. Regler udstedt i medfør af 1. pkt. skal ophæves, når der ikke længere er grundlag for at forlænge suspensionsperioden efter 1. pkt.«
3. I § 12, stk. 2, indsættes efter »i lov om almene boliger m.v.«: », jf. dog § 30 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.«
4. I overskriften til kapitel 12 indsættes efter »Definitioner«: »m.v.«
5. I § 57 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. En udlænding, som meddeles opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, skal ikke anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12. Udlændingestyrelsen kan dog, hvis der foreligger ganske særlige personlige forhold, træffe afgørelse om, at en udlænding omfattet af 1. pkt. skal anvises et midlertidigt opholdssted eller en bolig efter § 12.«
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 20 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder også anvendelse for udlændinge, som på tidspunktet for lovens ikrafttræden modtager indkvartering og forplejning efter aktstykke nr. 232 tiltrådt af Finansudvalget den 4. april 2022. For disse udlændinge gælder fristen i § 20 a, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, om inden for 5 hverdage at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fra tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 31, stk. 4, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, finder også anvendelse for kommunalbestyrelsens udtalelser efter § 31, stk. 2, i lov nr. 324 af 16. marts 2022, der er afgivet før lovens ikrafttræden. For udtalelser afgivet før lovens ikrafttræden orienteres redningsberedskabet senest 14 dage efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. § 31 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, ophæves den 17. marts 2024.
Stk. 5. § 31 c i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, ophæves den 17. marts 2024, jf. dog 2. pkt. Sundhedsministeren kan forlænge bemyndigelsen til den 17. marts 2025, hvis udlændinge- og integrationsministeren efter § 3 i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, fastsætter regler om, at opholdstilladelse meddelt efter loven forlænges til den 17. marts 2025.
§ 6
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1-3 og 5-8, og kapitel 9 c i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Amalienborg, den 3. maj 2022
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Kaare Dybvad Bek