Ændringslov nr. 918 af 21. juni 2022

Den fulde tekst

Lov om ændring af udlændingeloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

(Hurtig jobstart for kandidatdimittender, optimering af Startup Denmark og afskaffelse af klippekortet for selvforsørgerkursister)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021, som ændret bl.a. ved lov nr. 2195 af 29. december 2020, § 20 i lov nr. 2055 af 16. november 2021 og § 33 i lov nr. 324 af 16. marts 2022 og senest ved § 3 i lov nr. 696 af 24. maj 2022, og som ændres ved det af Folketinget den 8. juni 2022 vedtagne forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Styrkelse af praktikantordningens uddannelsesmæssige sigte på landbrugs-, jordbrugs-, veterinær-, skovbrugs- og gartneriområdet), foretages følgende ændringer:

1. I § 9 a, stk. 2, nr. 2, ændres »afgørelse om opholdstilladelse« til: »ansøgningens indgivelse«, »jf. §§ 21 b og 21 i« ændres til: »jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k«, og efter »Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag,« indsættes: »eller som på tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde en måluddannelsesratio for 2 ud af de seneste 3 opgjorte bidragsår, og som ikke skulle betale merbidrag for 2 ud af de seneste 3 opgjorte bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag,«.

2. I § 9 a, stk. 13, 2. pkt., ændres »afgørelse« til: »indgivelse af ansøgning«, og »havde en måluddannelsesratio for det senest opgjorte bidragsår og ikke skulle betale merbidrag for et af de seneste to opgjorte bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b og 21 i, i lov om arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag« ændres til: »havde en måluddannelsesratio for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår og ikke skulle betale merbidrag for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k, i lov om arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, eller hvis arbejdsgiveren på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen havde en måluddannelsesratio for 2 ud af de seneste 3 opgjorte bidragsår og ikke skulle betale merbidrag for 2 ud af de seneste 3 opgjorte bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.«

3. I § 9 a indsættes som stk. 31:

»Stk. 31. Erhvervsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler for, hvilke kriterier en forretningsplan skal leve op til, for at udlændingen kan søge om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 11, og regler for hastebehandling af ansøgninger indgivet i henhold til stk. 2, nr. 11. Erhvervsministeren kan fastsætte regler for, hvordan ekspertpanelet skal sammensættes efter stk. 2, nr. 11.«

4. I § 9 i, stk. 11, indsættes som 2. pkt.:

»En udlænding, der har opholdstilladelse efter stk. 1, og som har afsluttet en dansk kandidatuddannelse og har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-4, 7-9 eller 14, må arbejde i tiden, indtil der er taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-4, 7-9 eller 14.«

5. § 44 a, stk. 16, 1. pkt., affattes således:

»Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændingenævnet kan til brug for administrationen af ordningen efter § 9 a, stk. 2, nr. 2, uden arbejdsgiverens samtykke indhente oplysninger fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag om, hvorvidt arbejdsgiveren på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse havde en måluddannelsesratio for det senest opgjorte bidragsår, for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår eller for 2 ud af de seneste 3 bidragsår, jf. § 21 a i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, og hvorvidt arbejdsgiveren på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse skulle betale merbidrag for det senest opgjorte bidragsår, for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår eller for 2 ud af de seneste 3 bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.«

6. § 44 a, stk. 17, 3. pkt., affattes således:

»Der vil i medfør af 1. pkt. blive behandlet oplysninger om arbejdsgiverens navn, navnet på arbejdsgiverens virksomhed og virksomhedens adresse, hvorvidt arbejdsgiveren på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse havde en måluddannelsesratio for det senest opgjorte bidragsår, for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår eller for 2 ud af de seneste 3 bidragsår, jf. § 21 a i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, og hvorvidt arbejdsgiveren på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af opholdstilladelse skulle betale merbidrag for det senest opgjorte bidragsår, for 1 af de seneste 2 opgjorte bidragsår eller for 2 ud af de seneste 3 bidragsår, jf. § 21 a, jf. §§ 21 b, 21 i og 21 k, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.«

7. I § 44 a indsættes som stk. 26:

»Stk. 26. Erhvervsstyrelsen indsamler til brug for verificering af udlændinges ansøgninger om godkendelse af forretningsplaner og til statistiske formål i henhold til § 9 a, stk. 2, nr. 11, og stk. 16, cpr-numre fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration og oplysninger fra Skatteforvaltningens indkomstregister, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, og samkører dem med Erhvervsstyrelsens egne registre.«

8. I § 48 h, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»En anmodning om hastebehandling af en ansøgning afvises af Erhvervsstyrelsen, hvis ikke ansøgningen opfylder kriterierne i henhold til regler fastsat i medfør af § 9 a, stk. 31, 1. pkt.«

9. I § 48 h, stk. 1, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »Afgørelsen om afvisning« til: »En afgørelse om afvisning efter 1. og 2. pkt.«

§ 2

I lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 2018 af 11. december 2020, som ændret ved § 26 i lov nr. 2055 af 16. november 2021, § 4 i lov nr. 2623 af 28. december 2021 og § 36 i lov nr. 324 af 16. marts 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 f, stk. 1, 1. pkt., ændres »3½ år inden for en 5-årig periode« til: »5 år«.

2. § 2 f, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3. I § 2 f, stk. 2, udgår »eller ikke har påbegyndt eller har opbrugt klippekortet, jf. § 6 a,«.

4. § 6 a ophæves.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. § 1, nr. 1, 2, 5 og 6, finder ikke anvendelse for udlændinge, der den 1. juli 2022 har en klagesag under behandling i Udlændingenævnet. For disse udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 4

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 21. juni 2022

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Kaare Dybvad Bek