Lovforslag som fremsat nr. 2022/2 LSF 95 af 30. marts 2023

Overskriften til kapitel 3 i retssikkerhedsloven er opholdskommune og mellemkommunal refusion. Kapitel 3 indeholder således bestemmelser i §§ 9-9 b, der fastlægger de såkaldte opholdskommuneregler, dvs. hvilken kommune der har ansvar for at træffe afgørelse over for en borger efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven, samt i de fleste tilfælde også afholde udgifterne hertil. Disse regler omtales også som handlekommunereglerne.

Det foreslås, at begrebet opholdskommune i overskriften til kapitel 3 ændres til handlekommune.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overskriften til kapitel 3 vil være handlekommune og mellemkommunal refusion.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i overskriften til kapitel 3. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 i retssikkerhedsloven fastlægger de såkaldte ”opholdskommuneregler”, dvs. hvilken kommune der har ansvar for at træffe afgørelse over for en borger efter de love, der er omfattede af retssikkerhedsloven, samt i de fleste tilfælde også afholde udgifterne hertil, idet fastlæggelsen for så vidt angår børn dog fremgår af § 9 a. Af § 9, stk. 1, fremgår, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp. Undtagelser hertil findes dog i § 9, stk. 7, 9 og 12, og § 9 a, stk. 4 og 7. Det fremgår videre af § 9, stk. 2, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2. Af § 9, stk. 3, fremgår, at ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er. For personer, som opholder sig eller har fast bopæl i udlandet, er social- og boligministeren med § 9, stk. 4, bemyndiget til at fastsætte regler om opholdskommunen. Videre er beskæftigelsesministeren med § 9, stk. 5, bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter sygedagpengeloven. Endelig er opholdskommunen med § 9, stk. 6, i retssikkerhedsloven givet mulighed for at indgå aftale med en tidligere opholdskommune om, at sidstnævnte fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale kan dog kun indgås, hvis den berørte borger samtykker.

Det foreslås, at § 9, stk. 1-6, ophæves og i stedet indsættes to nye bestemmelser som § 9, stk. 1 og 2. Det foreslås med § 9, stk. 1, at pligten til at yde hjælp til en borger og afholde udgifterne hertil påhviler handlekommunen, jf. dog §§ 9 b og 9 c. Det foreslås videre, at handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9, stk. 2-13, og § 9 a. Med § 9, stk. 2, foreslås, at handlekommunen for en borger, der er gift, og som har fælles bopæl med ægtefællen, er den kommune, hvor den fælles bopæl er.

Den foreslåede ændring vil medføre, at bestemmelserne i § 9, stk. 1-6, ophæves. De gældende bestemmelser i § 9, stk. 1 og 2, foreslås videreført i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, uden materielle ændringer. Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 3, foreslås med ændringer videreført i den foreslåede § 9, stk. 2. For begge bestemmelser gælder, at der foreslås en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, øvrige foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

De gældende bemyndigelsesbestemmelser i § 9, stk. 4 og 5, foreslås med lovforslagets § 1, nr. 10, videreført uden materielle ændringer som § 9, stk. 11 og 12, i retssikkerhedsloven. Endelig foreslås den gældende bestemmelse i § 9, stk. 6, om aftaler vedr. handlekommuneforpligtelsen med lovforslagets § 1, nr. 10, videreført uden materielle ændringer som § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 1. pkt., vil pligten til at yde hjælp til en borger efter den lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, og afholde udgifterne hertil påhvile handlekommunen. Den foreslåede bestemmelse vil således også definere, hvad handlekommuneansvaret indebærer – forpligtelsen til at yde hjælp og afholde udgifterne hertil. § 9 b, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 12-15 og 17, vil dog indeholde undtagelser til dette udgangspunkt, for så vidt angår pligten til at yde hjælp, idet § 9 b indeholder bestemmelser om ret til hjælp efter serviceloven under midlertidige ophold i en anden kommune end handlekommunen. § 9 c i retssikkerhedsloven, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 12 og 18-35 og 37, vil endvidere indeholde undtagelser fra udgangspunktet i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, for så vidt angår betalingsansvaret, idet § 9 c indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion, og dermed hvilken kommune der endeligt skal afholde udgifterne til hjælpen.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i, hvilken kommune der har ansvar for at yde hjælp til hvilke borgere og afholde udgifterne hertil. Ligeledes vil den foreslåede bestemmelse ikke medføre ændringer i indholdet af kommunernes forpligtelser som helhed. I lighed med efter gældende ret vil det altid være en borgers aktuelle handlekommune, der har stedlig kompetence til at behandle en sag om hjælp til en borger, jf. dog reglerne i § 9 b, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 12-15 og 17, om ret til hjælp efter serviceloven ved midlertidige ophold uden for handlekommunen. Denne regel om den aktuelle handlekommunes stedlige kompetence vil i lighed med efter gældende ret også gælde mht. sager, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse om hjemvisning. Den tidligere handlekommune vil derfor med borgerens samtykke skulle overdrage sagens akter til den aktuelle handlekommune, så borgeren ikke bliver stillet ringere på grund af en flytning under klagesagens behandling.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven er alene at danne grundlag for en tydelig og ensrettet brug af begrebet handlekommune.

Med den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 2. pkt., vil handlekommunen være den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog de i lovforslagets § 1, nr. 2-10, foreslåede bestemmelser og ændringer i § 9, stk. 2-13, i retssikkerhedsloven og den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a i retssikkerhedsloven. Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 2. pkt., er med sproglige ændringer og ensretning til brug af begrebet handlekommune en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2.

Ved vurderingen af, hvor en borger har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, og dermed hvilken kommune der er handlekommune, vil der i lighed med efter gældende ret kunne lægges vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der vil kunne lægges vægt på. Det vil i lighed med efter gældende ret ikke kunne kræves, at borgerens ophold er dokumenteret ved bopælsregistrering i CPR. Det vil således være tilstrækkeligt for at fastslå handlekommuneforpligtelsen, at det kan konstateres, at borgeren faktisk har ophold i kommunen. Bopælsregistreringen i CPR vil dog være et vigtigt moment, men de faktiske forhold vil veje tungere. Dette gælder særligt i forhold til hjemløse. Et væsentligt moment vil være borgerens egne oplysninger, ikke mindst om hvor den pågældende har været. Der vil også kunne lægges vægt på, hvor en person senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp eller få udbetalt ydelser. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er handlekommune, vil ofte kræve, at der foretages en vurdering af borgerens tilknytning til flere kommuner for at fastslå, i hvilken kommune borgeren har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, og dermed hvilken kommune der er borgerens handlekommune.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, vil medføre, at handlekommunen for en borger, der er gift, og som har fælles bopæl med ægtefællen, er den kommune, hvor den fælles bopæl er. Dette vil således ikke gælde, hvis ægtefællerne har hver sin bopæl. I sådanne tilfælde vil udgangspunktet i den foreslåede § 9, stk. 1, 1. pkt., finde anvendelse, dvs. at ægtefællens handlekommune afgøres på baggrund af, hvor den enkelte ægtefælle har bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 1. pkt., er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 3. Bestemmelsen vil udgøre en undtagelse til udgangspunktet i den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, 2. pkt., om, at handlekommunen er den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Den foreslåede bestemmelse vil have betydning, når ægtefæller opholder sig hver sit sted, f.eks. på grund af arbejde eller uddannelse. Som eksempel kan nævnes, at hvis ægtefællerne har fælles bopæl i A kommune, og en af ægtefællerne opholder sig periodisk i B kommune på grund af arbejde, vil A kommune forblive handlekommune for familien, dvs. også for ægtefællen i B kommune. Hvis ægtefællen, der opholder sig i B kommune, får behov for øjeblikkelig nødvendig hjælp under opholdet, vil det følge af § 9 b, stk. 3, , at den kommune, hvor ægtefællen aktuelt befinder sig, vil skulle yde hjælpen.

Den foreslåede bestemmelse om handlekommune for ægtefæller, hvor den fælles bopæl er, vil efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, 2. pkt., ikke finde anvendelse, hvis ægtefællerne har hver sin bopæl. Denne undtagelse fremgår efter gældende ret ikke af retssikkerhedsloven, men følger af Ankestyrelsens praksis. Det findes i den forbindelse hensigtsmæssigt, at undtagelsen fremgår direkte af loven. Der vil i vurderingen af, hvorvidt ægtefæller har hver sin bopæl skulle indgå flere momenter afhængigt af den konkrete situation, herunder særligt bopælsregistrering i CPR. Det vil også være et relevant moment, hvorvidt ægtefællerne har ønsket at etablere sig på hver sin bopæl eller har ønsket at bevare en fælles bopæl, samt hvorvidt ægtefællernes ophold i forskellige kommuner er udtryk for en midlertidig ordning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, indeholder regulering af pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når en borger har ophold på et botilbud m.v. Det vil således være den oprindelige opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der bevarer handle- og betalingsforpligtelsen, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når der er tale om et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5, der foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 4. Disse botilbud m.v. omfatter midlertidige og længerevarende botilbud efter §§ 107 og 108 i serviceloven, kvindekrisecentre efter § 109, forsorgshjem efter § 110, plejehjem efter § 192, handicapboliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen samt boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer.

Det foreslås, at i § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, ændres ”Den oprindelige opholdskommune har uanset stk. 1 pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen” ændres til ”En kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter lov om social service og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren. ”

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren i en anden kommune har fået ophold i de i boformer m.v., der er opregnede i § 9, stk. 7, nr. 1-5, i retssikkerhedsloven.

Med den foreslåede ændring vil der for det første ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for oprindelig opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

For det andet vil den foreslåede ændring medføre, at bestemmelsen ikke alene vil finde anvendelse mht. handlekommuneforpligtelsen i sager efter serviceloven, men også for sager efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven. Denne ændring er begrundet i, at det efter gældende ret, jf. § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, er den oprindelige opholdskommune, der fortsat er handlekommune for borgere i botilbud m.v., og derfor kan visitere borgeren til et nyt botilbud efter serviceloven. Samtidigt er det alene beliggenhedskommunen for botilbuddet efter serviceloven, der kan visitere borgeren til botilbud etableret i almene handicapboliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven. Denne splittelse af handlekommuneansvaret og dermed visitationskompetencen på to kommuner findes uhensigtsmæssig, da handlekommunen bør have mulighed for at visitere til det botilbud, der dækker borgerens behov, uanset om botilbuddet er etableret efter serviceloven eller almenboligloven. Den foreslåede ændring vil derfor samle handlekommuneansvaret og dermed visitationskompetencen for hjælp og støtte, herunder botilbud, efter serviceloven og almene handicapboliger hos den samme kommune.

Den foreslåede ændring vil ikke i øvrigt medføre ændringer i bestemmelsen, og det vil således i overensstemmelse med gældende ret være et krav, at handlekommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket til borgerens ophold i botilbuddet m.v. i den anden kommune. Dette krav vil for kvindekrisecentre og forsorgshjem efter §§ 109 og 110 i serviceloven være opfyldt ved boformslederens afgørelse om optagelse i boformen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

§ 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, indeholder regulering af pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når en borger har ophold på et botilbud m.v. Det vil således være den oprindelige opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der bevarer handle- og betalingsforpligtelsen for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når der er tale om et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5. Disse botilbud m.v. omfatter efter § 9, stk. 7, nr. 2, handicapboliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven.

§§ 105 og 115 i almenboligloven vedrører almene handicap- og ældreboliger. Det fremgår af § 105, stk. 1, at kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger. Det fremgår videre af § 105, stk. 2, at regionerne og kommunerne kan overlade til selvejende institutioner og almene boligorganisationer at være byg- og driftsherre af almene ældreboliger, der tilvejebringes med særligt henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Af § 115, stk. 2, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til kommunale almene ældreboliger og til selvejende institutioner til etablering af almene ældreboliger, herunder almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der etableres ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme. Af § 115, stk. 4, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et regionsråd på grundlag af den årlige rammeaftale med regionens kommuner skal etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til disses etablering ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende institutioner, som er etableret efter den tidligere bistandslovs § 112, § 92 i den tidligere servicelov og § 108 i serviceloven.

Det foreslås, at der i § 9, stk. 7, nr. 2, i retssikkerhedsloven indsættes en henvisning til § 115, stk. 2, i almenboligloven.

Den foreslåede ændring vil med de i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede ændringer medføre, at en kommune vil vedblive at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at borgeren får ophold i boliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven. Med den foreslåede ændring vil der således ske en udvidelse, således at bestemmelsen ikke blot finder anvendelse for boliger omfattede af § 115, stk. 4, men også § 115, stk. 2. Herved vil kommunalt oprettede boliger også omfattes.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der ikke ses noget sagligt grundlag for afgrænsningen af bestemmelsen til alene at finde anvendelse for regionalt oprettede boliger, idet der er tale om boliger til samme målgruppe, uanset om oprettelsen er sket regionalt efter § 115, stk. 4, eller kommunalt efter § 115, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven, at pligten efter § 9, stk. 7, består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9, stk. 9. Pligten til at yde hjælp i anledning af en persons ophold på et forsorgshjem m.v. efter § 110 i serviceloven består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Af § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven fremgår, at det vil være den oprindelige opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der bevarer handle- og betalingsforpligtelsen for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når der er tale om et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5. Disse botilbud m.v. omfatter efter § 9, stk. 7, nr. 2, der bliver stk. 3, nr. 2, handicapboliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven.

Det fremgår af § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven, at den oprindelige opholdskommune uanset § 9, stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Det foreslås, at § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven affattes således, at det af bestemmelsen fremgår, at en kommune vedbliver at være handlekommune efter § 9, stk. 3, så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud, et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9, stk. 5, og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter stk. 1.

Den foreslåede affattelse vil medføre, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger, der har fået ophold på et botilbud som nævnt i § 9, stk. 7, nr. 1-5, så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud, et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9, stk. 9, og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. indtil borgeren har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Handlekommuneforholdet, der med bestemmelsen foreslås opretholdt, vil efter § 9, stk. 7, alene omfatte sager efter serviceloven og efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven. For sager efter anden lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, vil fastlæggelsen af handlekommunen fortsat følge af den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Handlekommunen i sådanne sager vil således være den kommune, hvor borgeren har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, hvilket som udgangspunkt vil være beliggenhedskommunen for botilbuddet m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med gældende ret betyde, at handlekommuneforpligtelsen i sager efter serviceloven og §§ 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven vil bestå, hvis en borger, der efter medvirken fra handlekommunen eller en anden offentlig myndighed har haft ophold i et botilbud m.v., efterfølgende med handlekommunens eller en anden offentlig myndigheds medvirken får ophold i et andet tilsvarende botilbud, dvs. et botilbud omfattet af § 9, stk. 7, nr. 1-5, i retssikkerhedsloven, eller uden krav om medvirken fra en offentlig myndighed får ophold i et veterantilbud efter § 9, stk. 9. Handleforpligtelsen vil blive bevaret uanset, at borgeren går fra ophold på én type botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 7, nr. 1-5, til en anden type botilbud m.v., der ligeledes er omfattet af § 9, stk. 7 eller 9. Handlekommuneforpligtelsen vil således til eksempel blive bevaret, såfremt borgeren efter ophold på et forsorgshjem bliver indsat i en af Kriminalforsorgens institutioner i umiddelbar forlængelse af opholdet på forsorgshjemmet eller uden at borgeren i en mellemliggende periode har erhvervet en ny handlekommune.

Med den foreslåede nyaffattelse vil der for det første ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 6, 7, 9-13, 15 og 16, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede nyaffattelse vil i forhold til gældende ret for det andet betyde, at den gældende bestemmelse i § 9, stk. 8, 2. pkt., der alene vedrører forsorgshjem efter § 110 i serviceloven, vil udgå. I stedet vil det med henvisningen til ”herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter stk. 1” i den foreslåede nyaffattelse fremgå, at det for alle botilbud m.v. omfattede af § 9, stk. 7, nr. 1-5, vil gælde, at handlekommuneforpligtelsen for sager efter serviceloven og § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven vil blive bevaret, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. indtil borgeren har fået bopæl eller sædvanligt ophold i en anden kommune. Denne foreslåede ændring vil betyde, at en borger som efter endt ophold på et botilbud m.v., f.eks. et forsorgshjem, et midlertidigt botilbud efter § 107 i serviceloven eller en institution under Kriminalforsorgen, ikke får ophold på et botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 7 eller 9, for så vidt angår sager efter serviceloven og § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven vil bevare sin hidtidige handlekommune, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune ved bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Dette vil gælde, uanset om borgeren selv har afbrudt opholdet på botilbuddet m.v., eller opholdet er afbrudt som følge af en afgørelse eller beslutning fra en offentlig myndighed, herunder en boformsleders afgørelse om udskrivning fra et herberg eller et kvindekrisecenter efter §§ 109 eller 110 i serviceloven eller afsluttet afsoning i en institution under Kriminalforsorgen. Den foreslåede nyaffattelse vil således medføre en udvidelse af den bevarede handlekommuneforpligtelse efter endt ophold på botilbud m.v. fra alene at omfatte forsorgshjem efter § 110 i serviceloven til at omfatte alle botilbud m.v., der er omfattede af § 9, stk. 7. Den foreslåede udvidelse er i øvrigt i overensstemmelse med, hvad der gælder for borgere, der har haft ophold på veterantilbud, jf. § 9, stk. 10.

Den foreslåede udvidelse har til formål at mindske tvivlen om handlekommuneforpligtelsen, når borgerens ophold i et botilbud m.v. er ophørt, og borgeren derfor i nogle tilfælde står i en sårbar situation og har behov for hjælp efter serviceloven efter f.eks. endt afsoning eller udskrivning fra psykiatrisk afdeling, hvor borgeren samtidigt står uden bolig. Endvidere har den foreslåede ændring til formål at undgå, at beliggenhedskommunen for botilbud m.v. belastes uproportionalt ved, at beliggenhedskommunen bliver handlekommune for borgere, der udskrives m.v. fra botilbuddet m.v.

Den bevarede handlepligt vil ophøre, når borgeren opnår en handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. når borgeren har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Dette vil typisk kunne konstateres ved bopælsregistrering i CPR, men vil også kunne opnås, når en borger, der er hjemløs, sædvanligvis opholder sig i den samme kommune. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

Det fremgår af § 9, stk. 9, i retssikkerhedsloven, at den oprindelige opholdskommune uanset § 9, stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Det foreslås, at i § 9, stk. 9, ændres ”Den oprindelige opholdskommune har uanset stk. 1 pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person” til ”En kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven, når borgeren”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger i sager efter serviceloven, når en borger i en anden kommune har fået ophold i et veterantilbud som opregnet i § 9, stk. 9, nr. 1-3, i retssikkerhedsloven.

Med den foreslåede ændring vil der ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for oprindelig opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5, 7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer. Det vil således fortsat være de i bestemmelsens nr. 1-3 opregnede tilbud til veteraner, der vil være omfattede, og der vil i lighed med efter gældende ret og i modsætning til, hvad der gør sig gældende efter § 9, stk. 7, ikke være et krav om medvirken til optagelse fra en offentlig myndighed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven, at pligten efter § 9, stk. 9, består, så længe personen har ophold i det pågældende tilbud, et andet tilbud omfattet af § 9, stk. 9 eller et botilbud omfattet af § 9, stk. 7. Pligten til at yde hjælp består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Det fremgår af § 9, stk. 9, at den oprindelige opholdskommune uanset § 9, stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9, stk. 7, omfatter midlertidige og længerevarende botilbud efter §§ 107 og 108 i serviceloven, kvindekrisecentre efter § 109, forsorgshjem efter § 110, plejehjem efter § 192, handicapboliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen samt boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer. Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det endvidere, at handicapboliger efter § 115, stk. 2, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven skal være omfattede.

Det foreslås, at § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven, affattes således, at det fremgår af bestemmelsen, at en kommune vedbliver at være handlekommune efter § 9, stk. 5, så længe borgeren har ophold i det pågældende tilbud, et andet tilbud omfattet af § 9, stk. 5, eller et botilbud omfattet af § 9, stk. 3, og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter § 9, stk. 1.

Den foreslåede affattelse vil medføre, at en kommune vedbliver at være handlekommune for en borger, der har fået ophold på et veterantilbud som nævnt i § 9, stk. 9, nr. 1-3, så længe borgeren har ophold i det pågældende tilbud, et andet veterantilbud omfattet af § 9, stk. 9, eller et botilbud omfattet af § 9, stk. 7, , og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. indtil borgeren har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Handlekommuneforholdet, der med bestemmelsen foreslås opretholdt, vil efter § 9, stk. 9, alene omfatte sager efter serviceloven. For sager efter anden lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, vil fastlæggelsen af handlekommunen fortsat følge af den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Handlekommunen i disse sager vil således være den kommune, hvor borgeren har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, hvilket som udgangspunkt vil være beliggenhedskommunen for veterantilbuddet.

Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med gældende ret betyde, at handlekommuneforpligtelsen i sager efter serviceloven vil bestå, hvis en borger, der har haft ophold i et veterantilbud, efterfølgende får ophold i et andet veterantilbud efter § 9, stk. 9, eller med handlekommunens eller en anden offentlig myndigheds medvirken får ophold i et botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 7.

I overensstemmelse med gældende ret vil denne handlekommuneforpligtelse blive bevaret, indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. indtil borgere har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Dette vil typisk kunne konstateres ved bopælsregistrering i CPR, men vil også kunne opnås, når en borger, der er hjemløs, sædvanligvis opholder sig i den samme kommune. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2. Den foreslåede bestemmelse vil gælde, uanset om borgeren selv har afbrudt opholdet på veterantilbuddet, eller opholdet er afbrudt som følge af beslutning om udskrivning. Dette vil være i overensstemmelse med retstilstanden for botilbud m.v. omfattede af § 9, stk. 7, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede § 9, stk. 4, i retssikkerhedsloven.

Med den foreslåede nyaffattelse vil der ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5, 6, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 9, stk. 11, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der efter § 9, stk. 7 eller 9, har pligt til at yde hjælp til en person efter serviceloven, efter aftale med opholdskommunen, jf. § 9, stk. 2, kan bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til den pågældende.

Af § 9, stk. 7, fremgår, at det vil være den oprindelige opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der bevarer handle- og betalingsforpligtelsen, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når der er tale om et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5.

Det fremgår af § 9, stk. 9, at den oprindelige opholdskommune uanset § 9, stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

Det fremgår af § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven, at pligten efter § 9, stk. 9, består, så længe personen har ophold i det pågældende tilbud, et andet tilbud omfattet af § 9, stk. 9 eller et botilbud omfattet af § 9, stk. 7. Pligten til at yde hjælp består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Det foreslås, at § 9, stk. 11, ophæves.

Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven, hvorved bestemmelsen i § 9, stk. 11, foreslås videreført uden materielle ændringer og med en ensrettet anvendelse af begrebet handlekommune.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven fastlægger midlertidig opholdskommune i tilfælde, hvor der er uenighed mellem flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers opholdskommune. Det fremgår således af § 9, stk. 13, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at opholdskommunen også yder refusion for udgifter efter serviceloven.

Det foreslås, at § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven, affattes således, at det fremgår af bestemmelsen, at opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune, skal den af de uenige kommuner, hvor borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), fungere som midlertidig handlekommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune. Denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, er blevet bopælsregistreret i en anden kommune.

Med den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil der ske en videreførelse af det bærende princip om midlertidig handlekommune i tilfælde, hvor to eller flere kommuner er uenige om, hvilken kommune der er handlekommune for en borger. Den foreslåede bestemmelse er udtryk for, at det er afgørende, at hvis der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der i en sag er handlekommune, må uenigheden ikke få konsekvenser for borgeren, som har brug for hjælpen. Den foreslåede bestemmelse fastslår derfor, hvilken kommune der skal fungere som midlertidig handlekommune for en borger, når flere kommuner ikke anser sig som rette handlekommune. Det vil dermed kunne undgås, at en borger kan stå i en situation, hvor ingen kommune påtager sig handlekommuneansvaret.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det i lighed med efter gældende ret være den kommune, hvor borgeren er bopælsregistreret i CPR, som vil skulle påtage sig handlekommuneforpligtelsen, indtil der er opnået enighed mellem kommunerne, eller Ankestyrelsen har truffet afgørelse. Det vil i lighed med efter gældende ret ikke være afgørende, om borgeren er bopælsregistreret med en bestemt adresse eller uden fast bopæl i CPR. Ligeledes vil det være uden betydning, om bopælsregistreringen er på f.eks. et tilbud efter §§ 109 eller 110 i serviceloven. Hvis borgeren ikke er bopælsregistreret i nogen af kommunerne, vil en tidligere tilmelding være afgørende. Hensynet bag dette er at sikre objektive kriterier for fastlæggelsen af den midlertidige handlekommune, således at der ikke også opstår uenighed herom til skade for borgeren. Samtidigt skal den foreslåede bestemmelse ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 29, foreslåede § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven, hvorefter den fungerende handlekommune vil have ret til mellemkommunal refusion fra den egentlige handlekommune for udgifter afholdt i perioden, hvor kommunen var fungerende handlekommune.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 1. pkt., vil også finde anvendelse i de tilfælde, hvor borgeren har ophold på et botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 7, eller på et veterantilbud omfattet af § 9, stk. 9. Når den mellemkommunale uenighed om handlekommuneansvaret er afgjort, vil handlekommuneansvaret fremadrettet påhvile den kommune, der er udpeget som handlekommune, uanset at borgeren i den periode, hvor der har været en mellemkommunal uenighed, har fået ophold på et sådant botilbud m.v. eller veterantilbud.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 1. pkt., vil ikke indebære materielle ændringer i forhold til gældende ret, men der vil med den foreslåede nyaffattelse ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 10-13, 15 og 16, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Herudover vil den foreslåede bestemmelse medføre en ensretning med begrebsbrugen i lov om Det Centrale Personregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 23. maj 2022 (CPR-loven), således at begrebet bopælsregistrering anvendes frem for folkeregisteradresse.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 2. pkt., er ny. Bestemmelsen vil medføre, at den kommune, der efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 1. pkt., er udpeget som midlertidig handlekommune vil vedblive at være midlertidig handlekommune i hele den periode, hvor der er uenighed om handlekommuneansvaret. Dette vil gælde uanset, at borgeren i løbet af denne periode er blevet bopælsregistreret i CPR i en anden kommune. Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre tydelighed om handlekommuneansvaret. Dette gælder særligt i en situation, hvor der er opstået uenighed om handlekommuneansvaret i forbindelse med, at en borger har taget ophold på et botilbud m.v. eller et veterantilbud omfattet af § 9, stk. 7 eller 9, hvor handlekommuneforpligtelsen efter § 9, stk. 8 og 10, bevares under opholdet på tilbuddet, efter flytning til et andet tilbud, og indtil borgeren har fået bopæl eller sædvanligt ophold i en anden kommune. Når uenigheden om handlekommuneansvaret er løst, vil borgerens handlekommune fastlægges efter de almindelige regler.

Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, 2. pkt., om den midlertidige handlekommunes ret til mellemkommunal refusion foreslås således ikke videreført som del af § 9, stk. 8. I stedet foreslås bestemmelsen med lovforslagets § 1, nr. 29, videreført uden materielle ændringer som § 9 c, stk. 9. Denne foreslåede flytning af bestemmelsen er begrundet i et ønske om at samle bestemmelserne om mellemkommunal refusion i § 9 c.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 og 29, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

Det fremgår af § 9, stk. 14, i retssikkerhedsloven, at § 9, stk. 13, finder tilsvarende anvendelse, hvis der opstår uenighed mellem to kommuner om, hvilken kommune der har pligt til at yde hjælp, jf. § 9 stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven fastlægger midlertidig opholdskommune i tilfælde, hvor der er uenighed mellem flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers opholdskommune. Det fremgår således af § 9, stk. 13, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at opholdskommunen også yder refusion for udgifter efter serviceloven.

Af § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven fremgår, at det vil være den oprindelige opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren havde bopæl eller sædvanligvis opholdt sig forud for opholdet på botilbuddet m.v., der bevarer handle- og betalingsforpligtelsen for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven, når der er tale om et botilbud m.v., som opregnet i § 9, stk. 7, nr. 1-5, i retssikkerhedsloven.

Det fremgår af § 9, stk. 9, at den oprindelige opholdskommune uanset § 9, stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9 a, stk. 7, vedrører unge, der er anbragt, når de fylder 18 år. Det fremgår således af bestemmelsen, at hvis en ung under 18 år har selvstændig opholdskommune efter § 9 a, stk. 4, 2. eller 3. pkt., får denne kommune uanset § 9, stk. 1, pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når den unge fylder 18 år, hvis kommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at den pågældende i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i en boform omfattet af § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, eller hvis den pågældende ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter § 76 a i serviceloven.

Efter § 9, stk. 4, i retssikkerhedsloven er social- og boligministeren bemyndiget til at fastsætte regler om opholdskommune for personer, som opholder sig eller har fast bopæl i udlandet. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen).

Efter § 9, stk. 5, i retssikkerhedsloven er beskæftigelsesministeren bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter sygedagpengeloven. I overensstemmelse med denne hjemmel er der med hjemmel i § 68, stk. 2, i sygedagpengeloven fastsat regler i § 29 i bekendtgørelse nr. 1091 af 1. juni 2021 om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v. om, hvilken kommune, der skal behandle sager om sygedagpenge til personer, som opholder sig eller har bopæl i udlandet.

Af § 9, stk. 6, i retssikkerhedsloven fremgår, at opholdskommunen, når der er særlige grunde til det, kan indgå aftale med en tidligere opholdskommune om, at denne fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale er betinget af samtykke fra den, som modtager hjælpen.

Af § 9, stk. 11, fremgår, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der efter § 9, stk. 7 eller 9, har pligt til at yde hjælp til en person efter serviceloven, efter aftale med opholdskommunen, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven kan bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til den pågældende.

Det foreslås, at § 9, stk. 14, ophæves, og at der i stedet indsættes fire nye bestemmelser som § 9, stk. 9-12.

Med den foreslåede ophævelse af § 9, stk. 14, vil det ikke længere fremgå af retssikkerhedsloven, at § 9, stk. 13, finder anvendelse i situationer omfattet af § 9, stk. 7 eller 9, eller § 9 a, stk. 7. Den foreslåede ophævelse er begrundet i den med lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede ændring af § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven, hvorved opholdskommunebegrebet erstattes af en ensartet brug af handlekommune. Herved vil de situationer, der er omfattet af § 9, stk. 7 eller 9, blive omfattet direkte af bestemmelsen i § 9, stk. 13. Situationer omfattet af § 9 a, stk. 7, der med lovforslagets § 1, nr. 11, videreføres som § 9 a, stk. 10, vil blive omfattet af § 9, stk. 13, der med lovforslagets § 1, nr. 8, bliver § 9, stk. 8, ved henvisningen til § 9, stk. 8, i den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 12, der indeholder en henvisning til § 9, stk. 8. Den gældende bestemmelse i § 9, stk. 14, bliver dermed overflødig og foreslås derfor ophævet.

Det foreslås med § 9, stk. 9, at den kommune, der efter § 9, stk. 1-7 og 11-13, er handlekommune, kan indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at sidstnævnte fortsat er handlekommune, når der er særlige grunde til det og med samtykke fra borgeren.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, vil medføre, at en handlekommune for en konkret borger vil kunne indgå aftale med borgerens tidligere handlekommune om, at denne fortsat er handlekommune. Aftalen vil være betinget af, at der foreligger særlige grunde, og at borgeren samtykker.

Den foreslåede bestemmelse er med sproglige ændringer en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 6, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2. I forhold til den gældende bestemmelse foreslås for det første en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 11-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. For det andet foreslås en specificering af de bestemmelser i § 9, som bestemmelsen er relevant for, idet ikke alle bestemmelser i § 9 fastlægger handlekommuneansvar.

Aftaler efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, vil ikke kunne indbringes for Ankestyrelsen. Aftalen vil skulle omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne vil således ikke kunne aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

Det vil som nævnt ovenfor være en betingelse for indgåelse af en aftale efter den foreslåede bestemmelse, at der foreligger særlige grunde herfor. Det kan ikke beskrives udtømmende, hvornår der vil foreligge sådanne særlige grunde. De momenter, der bør lægges vægt på, vil blandt andet være, om der er behov for en fortsat social indsats over for borgeren, om aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats, og om flytningen er et led i den tidligere handlekommunes sociale indsats, og der f.eks. er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid skal videre enten tilbage til den tidligere handlekommune eller udsluses til en anden kommune.

Det foreslåede krav om særlige grunde er en videreførelse af gældende ret. Det følger af praksis, at der foreligger særlige grunde, når opholdet i den nye kommune f.eks. skyldes, at pågældende skal opholde sig i en institution under Kriminalforsorgen, i et behandlingscenter for stofmisbrugere, jf. servicelovens § 107, eller at pågældende optages på et forsorgshjem, jf. servicelovens § 110. I så fald vil den oprindelige handlekommune også uden en aftale være handlekommune for ydelser efter serviceloven, jf. § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, og det vil derfor kunne være hensigtsmæssigt, at denne kommune er handlekommune for så vidt angår al lovgivning omfattet af retssikkerhedsloven.

Der vil også kunne foreligge særlige grunde, når der er tale om en familie, der flytter tit, eller som led i en social indsats f.eks. får ophold i familiebehandling. I disse tilfælde vil de berørte kommuner med familiens samtykke kunne aftale, at familiens sag bliver hos den tidligere handlekommune, der har lagt handlingsplanen, så denne kommune fortsat kan være handlekommune.

I lighed med efter gældende ret vil det være en betingelse for aftaler efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, at der opnås samtykke fra borgeren. Der vil ikke være formkrav til samtykket, men borgeren vil skulle informeres om virkningen af, at den tidligere handlekommune bevarer handlekommuneforpligtelsen.

Det anbefales, at kommunerne fastsætter, hvor længe aftalen skal gælde. I forbindelse med handleplaner for udsatte voksne anbefales det, at samtykket gælder, så længe handleplanen løber.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås med § 9, stk. 10, at den kommune, der efter § 9, stk. 3 eller 5, er handlekommune for en borger, kan indgå aftale med den kommune, hvor borgeren har ophold på et tilbud, om at bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til borgeren.

Den foreslåede bestemmelse er med sproglige ændringer en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 11, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 8. I forhold til den gældende bestemmelse foreslås en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 11-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Som følge heraf er det endvidere nødvendigt at henvise til den kommune, hvor borgeren har ophold på et tilbud, fremfor til opholdskommunen.

Det vil i modsætning til efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, ikke være en betingelse, at der foreligger særlige omstændigheder, eller at borgeren samtykker. Dette er begrundet i, at der vil være tale om delegation af udøvelsen af opgaver og altså ikke en aftale om overtagelse af handlekommuneansvaret.

Delegation vil kunne anvendes i alle sager efter § 9, stk. 7 og 9. Delegation vil kunne aftales i alle sager efter serviceloven og almenboliglovens § 115, stk. 2, og 4, jf. § 105, stk. 2, hvor kommunen har handlekommuneansvaret for borgere, der har fået ophold i et botilbud m.v. i en anden kommune efter medvirken fra kommunen eller anden offentlig myndighed eller uden sådan medvirken i et veterantilbud. Kommunen vil ikke have pligt til at delegere, ligesom kommunen vil kunne vælge kun at uddelegere opgaver i visse sager.

Delegation efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven vil kunne omfatte udøvelsen af alle typer af opgaver, herunder myndighedsopgaver som afgørelser og væsentlige sagsforberedelsesskridt af betydning for en afgørelse. Handlekommunen vil også kunne vælge kun at delegere visse opgaver, som f.eks. kun udøvelsen af praktiske opgaver. Muligheden for delegation gælder også det personrettede tilsyn efter serviceloven.

Det er alene varetagelsen af udøvelsen af opgaver efter serviceloven og almenboliglovens § 115, stk. 2, og 4, jf. § 105, stk. 2, der vil kunne delegeres. Handlekommunen vil således bevare såvel det politiske og økonomiske ansvar for de afgørelser, der træffes efter delegation af den kommune, hvor tilbuddet er beliggende, og for de øvrige opgaver, som den sidstnævnte kommune varetager på handlekommunens vegne. Uanset i hvilket omfang handlekommunen delegerer sine opgaver, bevarer handlekommunen således ansvaret i sagen over for borgeren. Der vil således i modsætning til den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9, ikke være tale om en flytning af handlekommuneansvaret. Handlekommunen vil kunne tilbagekalde delegationen helt eller delvis i overensstemmelse med den konkrete delegationsaftale, de to kommuner har indgået, ligesom handlekommunen vil have mulighed for af egen drift at behandle en sag, der ellers som følge af delegationen skulle være behandlet af den bemyndigede kommune (call in).

Som følge af, at handlekommunen forbliver handlekommune og dermed bevarer ansvaret for afgørelserne, vil handlekommunen have mulighed for at fastsætte overordnede retningslinjer for opgavevaretagelsen, som den bemyndigede kommune vil være forpligtet til at følge. Det vil således være handlekommunens retningslinjer, der vil skulle følges, når den bemyndigede kommune varetager opgaver efter serviceloven i forhold til borgeren.

Alle afgørelser vil skulle træffes på handlekommunens vegne og efter dennes anvisning. Borgerens klager over afgørelser efter serviceloven vil skulle rettes til handlekommunen, der vil skulle revurdere sagen og sende klagen videre til behandling i Ankestyrelsen, medmindre borgeren får fuldt medhold ved revurderingen, jf. § 66, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Handlekommunen vil endvidere efter almindelige retsgrundsætninger have en pligt og dermed også en ret til at føre tilsyn med, hvordan opgaverne varetages i den bemyndigede kommune. Tilsynspligten vil omfatte såvel overholdelse af lovgivningen som overholdelse af retningslinjer, som handlekommunen vil kunne have fastsat. Denne tilsynsforpligtelse ligger hos handlekommunen, uanset om den har valgt at delegere det personrettede tilsyn efter serviceloven til den bemyndigede kommune.

En forudsætning for delegation efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven vil være, at den anden kommune er villig til at modtage delegationen, herunder de retningslinjer, handlekommunen ønsker, skal gælde for varetagelsen af opgaven. Det vil kunne aftales, at handlekommunen betaler den bemyndigede kommunes omkostninger ved varetagelsen af de delegerede opgaver. Vederlaget for udførelse af opgaver forudsættes fastsat til kostprisen, det vil sige de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at udføre opgaven for en anden kommune. Den bemyndigede kommunes muligheder for at tilbagekalde sit samtykke til delegationen helt eller delvist vil afhænge af den indgåede delegationsaftale.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås med § 9, stk. 11, at social- og boligministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der er handlekommune for borgere, som opholder sig eller har fast bopæl i udlandet.

Den foreslåede bestemmelse er med sproglige ændringer en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 4, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2. I forhold til den gældende bestemmelse foreslås en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 11-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

Den foreslåede bemyndigelse forventes i lighed med efter gældende ret anvendt til at fastsætte regler om handlekommuneansvar for grænsegængere, dvs. personer, som har bopæl uden for Danmark, men som arbejder i Danmark enten som lønmodtagere eller som selvstændige erhvervsdrivende. Herudover og ligeledes i overensstemmelse med gældende ret forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at fastsætte regler om handlekommuneansvar for personer, som efter EU-retten eller Danmarks øvrige folkeretlige forpligtelser, har ret til sociale sikringsydelser som familiemedlem til en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 11, vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås med § 9, stk. 12, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der er handlekommune i sager efter sygedagpengeloven.

Den foreslåede bestemmelse er med sproglige ændringer en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 5, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2. I forhold til den gældende bestemmelse foreslås en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 11-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

Det er hensigten med den nye bemyndigelsesbestemmelse at bibeholde indholdet i de gældende regler i § 29 i bekendtgørelse nr. 1091 om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v., som i overensstemmelse med den gældende bemyndigelsesbestemmelse er fastsat med hjemmel i § 68, stk. 2, i sygedagpengeloven om, hvilken kommune der skal behandle sager om sygedagpenge til personer, som opholder sig eller har bopæl i udlandet.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 11, vil ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

§ 9 a i retssikkerhedsloven regulerer handlekommuneansvaret for børn og unge under 18 år. Der kan alene udpeges en handlekommune, såfremt de materielle betingelser for at yde hjælp efter den underliggende lovgivning er opfyldt, og det er således for fastlæggelse af handlekommuneansvar i sager efter serviceloven et krav, at barnet opholder sig fysisk i Danmark og har lovligt ophold her, jf. § 2, stk. 1, i serviceloven. Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne videreført i barnets lov. Den ovenfor nævnte om, at det er et krav for at have ret til hjælp, at barnet opholder sig i Danmark, og at opholdet er lovligt, vil også gælde efter barnets lov, jf. § 4, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Efter § 9 a, stk. 1, har opholdskommunen for et barn pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 b. Hovedreglen fremgår af § 9 a, stk. 2, hvorefter et barn har samme opholdskommune som forældrene, jf. dog § 9 a, stk. 3-5. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor barnet er tilmeldt folkeregistret. Efter § 9 a, stk. 3, har et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, selvstændig opholdskommune.

Efter § 9 a, stk. 4, har forældremyndighedsindehaverens opholdskommune pligt til at yde hjælp efter kapitel 11 i serviceloven og til at iagttage de forpligtelser, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Er et barn anbragt uden for hjemmet, får barnet eller den unge dog selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 11 i serviceloven, eller den kommune, som har afgivet indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 33 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Bliver et barn eller en ung, der i overensstemmelse med forannævnte har selvstændig opholdskommune, eller bliver et barn eller en ung, der er anbragt efter § 62 l, stk. 1, eller § 62 x, stk. 1, i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. oktober 2010 som senest ændret ved § 1 i lov nr. 919 af 21. juni 2022, visiteret til en kommune efter § 10 i integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020 som senest ændret ved § 8 i lov nr. 893 af 21. juni 2022, får barnet eller den unge selvstændig opholdskommune i denne kommune fra det tidspunkt, hvor ansvaret for den pågældende overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4. Barnets selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedens indehavers opholdskommune om at løse familiens problemer og hører forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse efter kapitel 11 i serviceloven. Barnets selvstændige opholdskommune træffer afgørelser vedrørende barnets forhold. Afgørelser, der er målrettet forældremyndighedsindehaveren, træffes af forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.

Efter § 9 a, stk. 5, i retssikkerhedsloven har en ung under 18 år, der selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, selvstændig opholdskommune.

Med hjemmel i § 9 a, stk. 6, kan forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, når der er særlige grunde til det, uanset bestemmelsen i § 9 a, stk. 4, 2.-4. pkt., indgå aftale med barnets eller den unges opholdskommune om, at den er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. En sådan aftale er betinget af samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, og hvis barnet er fyldt 15 år, også fra barnet.

Det følger videre af § 9 a, stk. 7, at hvis en ung under 18 år har selvstændig opholdskommune efter § 9 a, stk. 4, 2. eller 3. pkt., bevarer denne kommune uanset bestemmelsen i § 9, stk. 1, pligten til at yde hjælp efter serviceloven, når den unge fylder 18 år, hvis kommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at den pågældende i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i en boform omfattet af § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, eller hvis den pågældende ved det fyldte 18. år får opretholdt sin anbringelse i plejefamilie efter § 76 a i serviceloven. I sådanne tilfælde finder § 9, stk. 8, 11 og 14, i retssikkerhedsloven tilsvarende anvendelse.

Endelig fremgår af § 9 a, stk. 8, i retssikkerhedsloven, at hvis en ung i umiddelbar forlængelse af sin opretholdte anbringelse i plejefamilie efter § 76 a i serviceloven får ophold i en boform omfattet af § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, bevarer den kommune, der efter § 9 a, stk. 7, har pligten til at yde hjælp efter serviceloven, denne pligt. § 9, stk. 8, 11 og 14, i retssikkerhedsloven vil i disse tilfælde finde tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at § 9 a i retssikkerhedsloven om fastlæggelse af handlekommuneansvaret for børn nyaffattes. Den foreslåede nyaffattelse vil ikke ændre ved, at der i lighed med efter gældende ret alene vil kunne udpeges en handlekommune for et barn, såfremt de materielle betingelser for at yde hjælp efter den underliggende lovgivning er opfyldt, og det vil således for fastlæggelse af handlekommuneansvar i sager efter serviceloven være et krav, at barnet opholder sig fysisk i Danmark og har lovligt ophold her, jf. § 2, stk. 1, i serviceloven.

Det foreslås med § 9 a, stk. 1, at handlekommunen for et barn under 18 år er den kommune, der er handlekommune for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven, jf. dog § 9 a, stk. 2-4, 6, 8, 9 og 11.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fastlæggelsen af et barns handlekommune som udgangspunkt følger fastlæggelsen af handlekommunen for forældremyndighedsindehaveren. Herved vil der blive sikret sammenhæng i indsatsen for familien. Indholdet af handlekommuneansvaret vil også for børn følge af den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, dvs. at handlekommunen vil være forpligtet til at yde hjælp og afholde udgifterne hertil, jf. dog bestemmelserne i §§ 9 b og 9 c, der foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 12-35 og 37. Det vil ikke være et krav, at forældremyndighedsindehaveren er retlig eller biologisk forælder til barnet.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 1. pkt. Det foreslås dog for det første, at handlekommuneansvaret ikke følger handlekommunen for barnets forældre, men barnets forældremyndighedsindehaver.

Efter gældende ret er handlekommunen for et barn generelt forældrenes, jf. § 9 a, stk. 2, 1. pkt., mens handlekommunen mht. hjælp og støtte efter kapitel 11 i serviceloven og i sager efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er forældremyndighedsindehaverens, jf. § 9 a, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Dette kan føre til, at barnet har to forskellige handlekommuner – én handlekommune for hjælp efter kapitel 11 i serviceloven og i sager efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og en anden handlekommune for øvrig hjælp efter serviceloven og i sager efter anden lovgivning. Herudover er der tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke er forælder til barnet, og hvor handlekommuneforholdet for barnet derfor ikke omfattes af den gældende bestemmelse. Disse to forhold findes ikke hensigtsmæssige, og der foreslås derfor med den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven en ensretning, således at barnets handlekommune som udgangspunkt i alle sager vil følge forældremyndighedsindehaverens.

Tilfælde, hvor barnets forældre har fælles forældremyndighed, men bor i to forskellige kommuner, foreslås reguleret i § 9 a, stk. 2. Hvis barnet ikke bor hos nogen af forældremyndighedsindehaverne og ikke er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 3 og 4, vil Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 10.

Fastlæggelsen af forældremyndighedsindehaverens handlekommune vil følge af bestemmelserne i § 9, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 2-10. I de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren har en anden handlekommune, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven end efter anden lovgivning, vil det være kommunen, der er handlekommune mht. hjælp efter serviceloven, der vil være handlekommune for barnet.

I tilfælde, hvor den forælder, der har eneforældremyndighed over et barn, eller hvor begge forældre, der har fælles forældremyndighed, dør, vil handlekommunen følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 3, i perioden indtil der udpeges en forældremyndighedsindehaver for barnet, og barnets handlekommune derved vil følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1. I tilfælde, hvor der træffes afgørelse om anbringelse af barnet, inden der udpeges en forældremyndighedsindehaver, vil handlekommuneansvaret følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven også efter udpegningen af forældremyndighedsindehaveren. Dette vil dog ophøre, såfremt barnet hjemgives til den udpegede forældremyndighedsindehaver. I sådanne tilfælde vil handlekommuneansvaret for barnet igen følge af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1.

I forhold til gældende ret foreslås for det andet, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, alene henvises til barn under 18 år fremfor som i den gældende bestemmelse efter § 9 a, stk. 2, 1. pkt., til barn eller ung under 18 år. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

Endelig foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 1. pkt., en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

Det foreslås med § 9 a, stk. 2, at hvis forældrene til et barn har fælles forældremyndighed, men ikke bor sammen, er barnets handlekommune den samme som handlekommunen i sager efter serviceloven for den forældremyndighedsindehaver, som barnet bor mest hos, jf. dog § 9 a, stk. 4, 6 og 8. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældremyndighedsindehavere, er handlekommunen den kommune, hvor barnet er bopælsregistreret i Det Centrale Personregister (CPR), jf. dog § 9 a, stk. 4, 6 og 8.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 1. pkt., vil således regulere handlekommuneansvaret for et barn i de tilfælde, hvor barnets forældre har fælles forældremyndighed, men hvor forældrene bor i forskellige kommuner. I sådanne tilfælde vil barnets handlekommune være den samme som handlekommunen i sager efter serviceloven for den forældremyndighedsindehaver, som barnet bor mest hos. Dette vil dog ikke gælde, såfremt de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4, 6 eller 8, vil finde anvendelse. Det vil være barnets handlekommune, der vil skulle tage stilling til ansøgninger om hjælp og støtte, der er relateret til barnet, uanset at ansøgningen indgives af den af forældremyndighedsindehaverne, som barnet bor mindst hos. Dette vil f.eks. kunne være relevant i sager om dækning af nødvendige merudgifter efter serviceloven.

Såfremt forældrene ikke har fælles forældremyndighed, vil den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ikke finde anvendelse. Handlekommuneansvaret vil derimod følge direkte af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, og barnet vil altså have samme handlekommune, som forældremyndighedsindehaveren. Dette gælder uanset, at barnet bor mest hos den forælder, som ikke har del i forældremyndigheden.

De tilfælde, hvor barnet bor lige meget hos begge forældremyndighedsindehavere, f.eks. i en 7-7-ordning, foreslås reguleret i § 9 a, stk. 2, 2. pkt. Efter den foreslåede bestemmelse vil handlekommuneansvaret herefter følge af barnets bopælsregistrering i CPR. Dette vil dog ikke gælde, såfremt de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4, 6 eller 8, vil finde anvendelse. Såfremt barnet er registreret i CPR som værende uden fast bopæl, vil den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 2. pkt., ikke kunne finde anvendelse, og barnets handlekommune vil skulle fastlægges ved en afgørelse fra Ankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 10.

Såfremt forældrene ikke har fælles forældremyndighed, vil den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 2. pkt., ikke finde anvendelse. Handlekommuneansvaret vil derimod følge direkte af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 1, og barnet vil altså have samme handlekommune som forældremyndighedsindehaveren. Dette gælder uanset, at barnet bor lige meget hos begge forældre.

De foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 2, er en videreførelse af de gældende bestemmelser i § 9 a, stk. 2, 2. og 3. pkt. Det foreslås dog for det første, at handlekommuneansvaret i § 9 a, stk. 2, 1. pkt., ikke følger handlekommunen for barnets forældre, men barnets forældremyndighedsindehavere.

Efter den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 2. pkt., fastlægges handlekommuneansvaret for et barn omfattet af bestemmelsen i forhold til forælderens, mens handlekommunen mht. hjælp og støtte efter kapitel 11 i serviceloven og i sager efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet er forældremyndighedsindehaverens, jf. § 9 a, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Dette kan føre til, at barnet har to forskellige handlekommuner – én handlekommune for hjælp efter kapitel 11 i serviceloven og i sager efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, og en anden handlekommune for øvrig hjælp efter serviceloven og i sager efter anden lovgivning. Dette findes ikke hensigtsmæssigt, og der foreslås derfor med den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven en ensretning, således at barnets handlekommune i de i bestemmelsen omfattede tilfælde vil følge forældremyndighedsindehaverens.

Fastlæggelsen af forældremyndighedsindehaverens handlekommune vil følge af bestemmelserne i § 9, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 2-10. I de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren har en anden handlekommune, for så vidt angår hjælp og støtte efter serviceloven end for hjælp og støtte efter anden lovgivning, vil det være handlekommunen i sager efter serviceloven, der vil være handlekommune for barnet.

I forhold til gældende ret foreslås for det andet, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven alene henvises til barn fremfor som i den gældende bestemmelse efter § 9 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., til barn eller ung under 18 år. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

Endelig foreslås i forhold til de gældende bestemmelser i § 9 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

Det foreslås med § 9 a, stk. 3, at hvis et barn ikke bor sammen med nogen af forældremyndighedsindehaverne, er barnets handlekommune den kommune, hvor barnet har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog stk. 4 og 6. Det foreslås videre, at tilsvarende gælder, hvis barnet har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fastlæggelsen af handlekommune for børn, der ikke bor sammen med en forældremyndighedsindehaver, og for børn, der har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, vil følge samme regler som for voksne, jf. den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 3, er en delvis videreførelse af de gældende bestemmelser i § 9 a, stk. 3 og 5, således at § 9 a, stk. 3, foreslås delvist videreført som § 9 a, stk. 3, 1. pkt., og § 9 a, stk. 5, foreslås videreført som § 9 a, stk. 3, 2. pkt.

Ved vurderingen af, hvor et barn har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, og dermed hvilken kommune der er handlekommune, vil der i lighed med efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, og i overensstemmelse med gældende ret efter § 9 a, stk. 3 og 5, kunne lægges vægt på flere momenter. Det kan ikke angives udtømmende, hvad der vil kunne lægges vægt på. Det vil i lighed med efter gældende ret ikke kunne kræves, at barnets ophold er dokumenteret ved bopælsregistrering i CPR. Det vil således være tilstrækkeligt for at fastslå handlekommuneforpligtelsen, at det kan konstateres, at barnet faktisk har ophold i kommunen. Bopælsregistreringen i CPR vil dog være et vigtigt moment, men de faktiske forhold vil veje tungere. Dette gælder særligt i forhold til hjemløse børn. Et væsentligt moment vil være barnets egne oplysninger, ikke mindst om hvor barnet har opholdt sig. Der vil også kunne lægges vægt på, hvor barnet senest har været i kontakt med offentlige myndigheder for at få hjælp. Fastlæggelsen af, hvilken kommune der er handlekommune, vil ofte kræve, at der foretages en vurdering af barnets tilknytning til flere kommuner for at fastslå, i hvilken kommune barnet har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, og dermed hvilken kommune der er barnets handlekommune.

For at være omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 3, 2. pkt., vil det være et krav, at barnet forsørger en ægtefælle eller et barn. Det bemærkes i denne forbindelse, at et barn under 18 år ikke kan indgå ægteskab efter dansk ret, men at et ægteskab indgået i udlandet af en mindreårig vil kunne anerkendes efter § 22 b i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 771 af 7. august 2019. Det vil ikke være et krav, at barnet er det forsørgende barns eget, eller at barnet har forældremyndigheden over barnet. Den foreslåede bestemmelse vil således også kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor forsørgelsen er af en mindreårig søskende.

I modsætning til efter gældende ret i § 9 a, stk. 3, vil det efter § 9 a, stk. 3, 1. pkt., ikke være et krav, at barnet klarer sig selv. Den foreslåede bestemmelse vil dog ikke finde anvendelse for børn, der er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4 og 6, og altså er anbragt uden for hjemmet.

I forhold til gældende ret foreslås for det andet, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 3, alene henvises til barn under 18 år fremfor som i de gældende bestemmelser efter § 9 a, stk. 3 og 5, til barn eller ung under 18 år. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

For det tredje foreslås i forhold til de gældende bestemmelser i § 9 a, stk. 3 og 5, en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 4, at hvis et barn er anbragt uden for hjemmet, er barnets handlekommune den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen efter kapitel 5 i barnets lov, eller den kommune, som har afgivet indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 33 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. dog de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 6 og 8, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil gælde særlige regler for handlekommunen for børn, hvor kommunen har truffet afgørelse om anbringelse efter kapitel 5 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, eller kommunen har afgivet indstilling til Ungdomskriminalitetsnævnet efter § 33 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det anbragte barn vil således efter den foreslåede bestemmelse få handlekommune selvstændigt fra forældremyndighedsindehaveren. Denne handlekommune vil blive bevaret, uanset at forældremyndighedsindehaveren flytter til en anden kommune. Ligeledes vil handlekommunen blive bevaret, så længe barnet er anbragt, uanset at barnet anbringes på et anbringelsessted uden for handlekommunen, og uanset at barnet under anbringelsen skifter anbringelsessted. Formålet hermed er at sikre kontinuitet i indsatsen for sårbare børn.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 2. pkt., i retssikkerhedsloven. I forhold til gældende ret foreslås dog for det første, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, alene henvises til et barn fremfor som i den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 2. pkt., til barn eller ung under 18 år. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

For det andet foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 2. pkt., en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

For det tredje foreslås, at henvisningen til kapitel 11 i serviceloven ændres til kapitel 5 i barnets lov. Denne ændring er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også bestemmelserne om anbringelse i kapitel 11 i serviceloven, der foreslås videreført som kapitel 5 i barnets lov.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 5, at hvis et barn har fået sædvanligt ophold i udlandet, er den kommune, der senest var handlekommune for barnet forud for barnets ophold i udlandet, handlekommune for barnet i sager om overførsel af kompetence vedrørende beskyttelse af børn efter artikel 8 og 9 i Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (Haagerbørnebeskyttelseskonventionen). Det foreslås videre, at for børn, der er født i udlandet, gælder dog, at handlekommunen efter 1. pkt. er den kommune, der, jf. § 9, er eller senest var handlekommune for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 5, i retssikkerhedsloven vil indeholde en særregel om, hvilken kommune der er handlekommune i sager, hvor et barn med dansk statsborgerskab eller væsentlig tilknytning til Danmark efter artikel 8, stk. 2, i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, befinder sig i udlandet, og hvor en dansk kommune ønsker at overtage handlekompetencen til at træffe afgørelse om nødvendige beskyttelsesforanstaltninger over for barnet efter reglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionens artikel 8 og 9.

Efter disse artikler i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen kan der undtagelsesvis anmodes om en overførsel af kompetence til eller fra en kontraherende stat, bl.a. i de tilfælde, hvor barnet eller den unge er statsborger eller barnet eller den unge har en væsentlig tilknytning til en anden kontraherende stat.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 5, i retssikkerhedsloven er en tydeliggørelse af den gældende retstilstand og er begrundet i ønsket om at tydeliggøre, hvilken kommune der er barnets handlekommune i de særlige internationale sager om anbringelse af et barn uden for hjemmet, der er omfattet af Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, og hvor en kommune anmoder om at overtage handlekompetencen i forhold til et barn, og en udenlandsk myndighed herefter træffer en sådan afgørelse om overførsel af kompetence.

I helt særlige tilfælde kan den udenlandske myndighed i en kontraherende stat stille krav om, at danske myndigheder træffer afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet, inden barnet eller den unge er bragt tilbage til Danmark som et led i effektueringen af en beslutning om overførsel af handlekompetencen til en dansk kommune. Bestemmelsen skal således medvirke til at sikre, at afgørelsen kan effektures hurtigst muligt, så barnet eller den unge kan bringes til Danmark, og den nødvendige støtte kan iværksættes.

Det foreslås med § 9 a, stk. 6, at hvis et barn, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, eller som er anbragt efter udlændingelovens § 62 l, stk. 1, eller § 62 x, stk. 1, visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, er denne kommune handlekommune for barnet fra det tidspunkt, hvor ansvaret for barnet overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 6, i retssikkerhedsloven vil indeholde en undtagelse til den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4, om at børn, der er anbragt, bevarer deres handlekommune under hele anbringelsen. Efter den foreslåede bestemmelse vil handlekommunen for børn, der visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, dvs. børn der er meddelt opholdstilladelse, ændres til den kommune, som de visiteres til efter integrationsloven. Herefter vil handlekommuneforholdet bevares hos denne kommune under den resterende del af barnets anbringelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 6, i retssikkerhedsloven er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt. I forhold til gældende ret foreslås dog for det første, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 6, alene henvises til et barn fremfor som i den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., til barn eller ung. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

For det andet foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 7, at hvis handlekommunen for et barn efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4 eller 5, er en anden end den kommune, der er handlekommune for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven, skal de to kommuner samarbejde om at løse familiens problemer.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en samarbejdspligt for kommunerne i de tilfælde, hvor handlekommunen for et anbragt barn efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4 og 6, og handlekommunen i sager efter serviceloven for barnets forældremyndighedsindehaver efter § 9 i retssikkerhedsloven, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 2-10, ikke er den samme. Formålet med samarbejdet vil være, at hjælp til familien skal tage afsæt i at løse familiens samlede problemer. En sådan samlet indsats vil forudsætte samarbejde handlekommunerne imellem i de tilfælde, hvor handlekommuneansvaret for hjælp og støtte efter serviceloven til henholdsvis forældremyndighedsindehaveren og barnet ligger hos forskellige kommuner. Der vil ikke være formkrav til samarbejdet, der må aftales konkret mellem de involverede kommuner.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven er en delvis videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 4. pkt. Det foreslås dog, at andet led i § 9 a, stk. 4, 4. pkt., om, at kommunen skal høre forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse efter kapitel 11 i serviceloven ikke videreføres. Dette er begrundet i, at reguleringen af pligten til at høre parterne i en sag, inden der træffes afgørelse, følger af forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 som ændret ved § 2 i lov nr. 503 af 23. maj 2018. Det findes derfor, at den i § 9 a, stk. 4, 4. pkt., anførte høringspligt skaber unødig tvivl om, hvorvidt bestemmelsen har et selvstændigt indhold ud over reglerne i forvaltningsloven, hvilket efter forarbejderne til bestemmelsen ikke ses at have været lovgivers intention, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 3370 og Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 514.

I forhold til gældende ret foreslås herudover, at det er handlekommunen for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven, der vil være pålagt samarbejdspligten i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven. Dette er begrundet i, at en voksen efter bestemmelserne i § 9 i retssikkerhedsloven, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 2-10, vil kunne have én handlekommune i sager efter serviceloven og en anden handlekommune i sager efter anden lovgivning omfattet af retssikkerhedsloven, og at det vil være mht. hjælp og støtte efter serviceloven til forældremyndighedsindehaveren, at der vil kunne foreligge koordinationsbehov. Det findes derfor, at det bør fremgå udtrykkeligt, at det er denne kommune, der er pålagt en forpligtelse til at samarbejde.

Derudover foreslås det i forhold til gældende ret, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven alene henvises til et barn fremfor som i den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 4. pkt., til barn eller ung. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

Endelig foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 4. pkt., en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

De to sidstnævnte foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 8, at den kommune, der er handlekommune for et barn efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 4 eller 6, når der er særlige grunde til det og med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet, hvis barnet er fyldt 15 år, kan aftale med den kommune, der er handlekommune for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven, at sidstnævnte kommune også er handlekommune for barnet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de i § 9 a, stk. 4 og 6, i retssikkerhedsloven foreslåede bestemmelser om selvstændig handlekommune for børn, der er anbragt, vil kunne fraviges, således at handlekommunen for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven efter de foreslåede bestemmelser i § 9 også vil være handlekommune for det anbragte barn. Dette vil efter den foreslåede bestemmelse for det første kræve, at der indgås en aftale herom mellem de to kommuner, for det andet at der foreligger særlige grunde, og for det tredje at der foreligger samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til det anbragte barn, samt hvis barnet er fyldt 15 år også fra samtykke fra barnet. Det vil afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag, hvorvidt der foreligger sådanne særlige grunde, at der vil kunne indgås en aftale efter den foreslåede bestemmelse. Kravet bør dog ikke fortolkes indskrænkende, idet forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er fyldt 15 år, vil skulle samtykke, og kravet vil f.eks. kunne anses som opfyldt, hvis der er behov for videre koordination af indsatsen for barnet og forældremyndighedsindehaveren for at sikre en samlet indsats for familien som helhed.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 8, er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 6. I forhold til gældende ret foreslås dog for det første, at det er handlekommunen for forældremyndighedsindehaveren i sager efter serviceloven, der vil kunne indgå en aftale efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 8, i retssikkerhedsloven. Dette er begrundet i, at en voksen efter bestemmelserne i § 9, som foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 2-10, vil kunne have én handlekommune i sager efter serviceloven og en anden handlekommune i sager efter anden lovgivning omfattet af retssikkerhedsloven, og at det vil være mht. hjælp og støtte efter serviceloven til forældremyndighedsindehaveren, at der vil kunne foreligge koordinationsbehov, der vil kunne opfylde kravet om særlige grunde i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 8, i retssikkerhedsloven.

Derudover foreslås i forhold til gældende ret, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 8, alene henvises til et barn fremfor som i den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 6, til barn eller ung. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der ikke igennem hele § 9 a skal henvises til både børn og unge.

For det andet foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 6, en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

De to sidstnævnte foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 9, at hvis et barn er omfattet af § 9 a, stk. 4, 6 eller 8, er handlekommunen efter disse bestemmelser uanset den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, handlekommune i sager efter serviceloven og barnets lov, når barnet fylder 18 år, hvis kommunen eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at den unge i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i et botilbud m.v. omfattet af § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven eller den unge får opretholdt sin anbringelse i en plejefamilie efter § 120 i barnets lov. Det foreslås videre, at § 9, stk. 4 og 10, i retssikkerhedsloven finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, 1. pkt., vil medføre, at der gælder særlige regler om handlekommunen for voksne, der ved deres 18 års fødselsdag var anbragt uden for hjemmet og dermed omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 4, 6 eller 8, og som enten får ophold i et botilbud omfattet af § 9, stk. 7, som med lovforslagets § 1, nr. 2, bliver § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven og som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, eller som får opretholdt sin anbringelse efter § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Botilbud m.v. omfattede af § 9, stk. 7, nr. 1-5, i retssikkerhedsloven vil være midlertidige og længerevarende botilbud efter §§ 107 og 108 i serviceloven, kvindekrisecentre efter § 109, forsorgshjem efter § 110, plejehjem efter § 192, handicapboliger efter § 115, stk. 2 og 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen samt boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer. Det vil således efter den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, i retssikkerhedsloven være den kommune, der har været handlekommune for barnet under anbringelsen, inden barnet fylder 18 år, der efter, at barnet bliver voksent, bevarer handlekommuneforpligtelsen, såfremt barnet enten i umiddelbar forlængelse af anbringelsen får ophold i et botilbud m.v. eller får opretholdt sin anbringelse efter § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Dette vil gælde uanset, at barnet, når det fylder 18 år, har bopæl i en anden kommune end handlekommunen og/eller får ophold på et botilbud m.v. i en anden kommune end handlekommunen.

Det vil være et krav for, at den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, i retssikkerhedsloven finder anvendelse, at opholdet på et botilbud m.v. sker i umiddelbar forlængelse af anbringelsen. Såfremt dette ikke er tilfældet, vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse, og handlekommuneansvaret vil skulle fastlægges efter bestemmelserne i § 9, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 2-10. Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, finder endvidere ikke anvendelse i sager, hvor der alene iværksættes ungestøtte efter bestemmelserne i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Der vil således skulle være tale om enten ophold på et botilbud m.v. eller opretholdt anbringelse efter § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vil medføre, at i tilfælde omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, 1. pkt., vil § 9, stk. 8, og den i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede § 9, stk. 10, finde tilsvarende anvendelse.

Det fremgår af § 9, stk. 8, at en kommune vedbliver at være handlekommune efter § 9, stk. 3, så længe borgeren har ophold i det pågældende botilbud, et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9, stk. 5, og herefter indtil borgeren har erhvervet en ny handlekommune efter § 9, stk. 1. Dette vil medføre, at den kommune, der har været handlekommune under anbringelsen, vil bevare handlekommuneforpligtelsen så længe den nu voksne borger, der er tidligere anbragt, har ophold på det botilbud, hvor borgeren fik ophold efter sin 18 års fødselsdag, har ophold på et tilsvarende botilbud eller på et veterantilbud. Såfremt borgerens ophold på et af de nævnte tilbud ophører, vil handlekommuneansvaret endvidere blive bevaret, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune ved opnåelse af bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Dette vil også gælde, såfremt den nu voksne borger, der er tidligere anbragt, ved sin 18 års fødselsdag får opretholdt anbringelsen efter § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, og først herefter får ophold i et botilbud. Den foreslåede tilsvarende anvendelse vil betyde, at den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, også vil finde anvendelse, hvis den unge efter opretholdt anbringelse får ophold i et botilbud m.v., som er beliggende i samme kommune, som den hvor den unge har haft ophold under den opretholdte anbringelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Af den i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede § 9, stk. 10, i retssikkerhedsloven fremgår, at den kommune, der efter § 9, stk. 3 eller 5, er handlekommune for en borger, kan indgå aftale med den kommune, hvor borgeren har ophold på et tilbud, om at bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til borgeren. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 7, med de nødvendige konsekvensændringer af henvisninger til § 9 som følge af de i lovforslagets § 1, nr. 2-10, foreslåede omnummeringer.

I forhold til gældende ret foreslås dog for det første, at der i den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 9, alene henvises til et barn fremfor som i den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 4, 3. pkt., til en ung under 18 år. Der er alene tale om en sproglig forenkling, således at der konsekvent henvises til barn i § 9 a.

For det andet foreslås i forhold til den gældende bestemmelse i § 9 a, stk. 7, en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9, 10, 12, 13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

For det tredje foreslås, at henvisningen til § 76 a i serviceloven ændres til § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Denne ændring er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn, herunder bestemmelsen i § 76 a i serviceloven om opretholdt anbringelse, med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet. Med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås bestemmelserne om hjælp og støtte til børn videreført i barnets lov, herunder også bestemmelsen om opretholdt anbringelse, der foreslås videreført som § 120 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Det foreslås med § 9 a, stk. 10, at Ankestyrelsen i tilfælde, hvor handlekommunen for et barn ikke følger af § 9 a, stk. 1-4, 6 og 8, på baggrund af barnets tilknytning, herunder i kraft af barnets forældre og øvrige familie, kan træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for barnet. Det foreslås videre, at Ankestyrelsen kan afvise åbenbart ubegrundede anmodninger herom.

Den foreslåede bestemmelse, der er ny, vil medføre, at Ankestyrelsen gives kompetence til at træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune eller midlertidig handlekommune for et barn, når handlekommunen ikke kan fastlægges efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-5 og 7. Samtidigt vil Ankestyrelsen have mulighed for at afvise ubegrundede anmodninger.

Det findes hensigtsmæssigt, at Ankestyrelsen tildeles kompetence til at udpege en handlekommune i tilfælde, hvor handlekommunen for et barn ikke kan identificeres på baggrund af de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-4,6 og 8. Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor barnets forældremyndighedsindehaver ikke opholder sig i Danmark, eller hvor forældremyndighedsindehaveren er død, og der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvem der skal have forældremyndigheden over barnet.

Såfremt barnets handlekommune kan identificeres efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-4, 6 og 8, vil anmodningen om fastlæggelse være åbenbart ubegrundet, og Ankestyrelsen vil således med den foreslåede § 9 a, stk. 10, 2. pkt., umiddelbart kunne afvise anmodningen.

Da fastlæggelse af handlekommuneforholdet vil kunne være afgørende for, at der iværksættes den nødvendige hjælp og støtte til barnet, stilles der ikke krav til personkredsen, der vil kunne anmode Ankestyrelsen om at træffe en afgørelse efter bestemmelsen. Der stilles dermed ikke krav om, at den, der anmoder, har retlig interesse i sagen. Ankestyrelsen vil således kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse f.eks. efter henvendelse fra en kommune eventuelt i en situation, hvor der er uenighed mellem flere kommuner om handlekommuneforholdet, eller fra barnet, barnets værge eller den, der varetager barnets interesser. Det vil ikke være et krav, at der foreligger en mellemkommunal uenighed for, at Ankestyrelsen vil kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse.

Ankestyrelsen vil i afgørelsen skulle lægge vægt på barnets samlede tilknytning til en kommune. Der vil i denne vurdering kunne indgå forskellige momenter, herunder særligt hvor barnet har sædvanligt ophold, men også eventuel handlekommune for en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, barnets tidligere ophold i en kommune og barnets familiemæssige tilknytning til en kommune.

Der vil i visse situationer kunne opstå behov for, at Ankestyrelsen træffer afgørelse om handlekommuneforholdet hurtigst muligt f.eks. i tilfælde, hvor barnet er hjemløs, eller hvor der på anden måde er akut behov for iværksættelse af en socialfaglig indsats.

I tilfælde, hvor der er uenighed mellem to kommuner om, hvilken kommune der er handlekommune for et barn, følger det af den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 12, at den i lovforslagets § 1, nr. 10, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, om midlertidig handlekommune finder anvendelse. Den midlertidige handlekommune vil efter denne bestemmelse blive fastlagt på baggrund af bopælsregistreringen i CPR. Dette vil efterlade børn, der aldrig har været bopælsregistreret i CPR, uden mulighed for, at der kan udpeges en midlertidig handlekommune. I sådanne tilfælde vil Ankestyrelsen med den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 10, kunne udpege en midlertidig handlekommune under uenigheden.

Ankestyrelsen vil, når der er truffet afgørelse, skulle give besked til parterne i sagen, til den kommune, der udpeges som handlekommune, samt hvis anmodningen er indgivet af en anden myndighed også til denne.

Ankestyrelsens afgørelse vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Det foreslås med § 9 a, stk. 11, at Ankestyrelsen i helt særlige tilfælde kan træffe afgørelse om, hvilken kommune der er handlekommune for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, men som med danske myndigheders medvirken forventes at komme til Danmark. Det foreslås videre, at meddelelse om afgørelsen udover til sagens parter også gives til de danske myndigheder, der medvirker, samt den udpegede handlekommune.

Den foreslåede bestemmelse, der er ny, vil medføre, at Ankestyrelsen gives kompetence til i helt særlige tilfælde at træffe afgørelse om handlekommuneforholdet for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, og hvor serviceloven derfor ikke finder anvendelse. Det vil være et krav, at barnet med danske myndigheders medvirken forventes at komme til Danmark.

Den foreslåede bestemmelse vil således være begrænset til helt særlige tilfælde. Her sigtes til, at der i den konkrete sag vil skulle foreligge helt særlige omstændigheder, der nødvendiggør, at en kommune forbereder den socialfaglige indsats for barnet inden barnets ankomst til Danmark. Dette vil f.eks. kunne være, at der er tale om et barn, som ankommer uden forældre til Danmark, at barnet på baggrund af de faktiske oplysninger må vurderes formentlig at have behov for, at der træffes afgørelse om anbringelse umiddelbart efter ankomsten til Danmark, at der er tale om et barn, som må formodes at have været udsat for radikalisering under opholdet i udlandet, eller at der er risiko for, at barnet vil blive udsat for radikalisering fra f.eks. familiemedlemmer, såfremt den socialfaglige indsats ikke er forberedt og kan iværksættes ved barnets ankomst til Danmark. Det vil være Ankestyrelsen, der som led i sagsbehandlingen vil skulle tage stilling til, hvorvidt der i den konkrete sag er tale om forhold, der medfører, at sagen vil kunne betegnes som et helt særligt tilfælde.

Det vil efter den foreslåede bestemmelse være et krav, at danske myndigheder medvirker til, at barnet kommer til Danmark. Der stilles i denne forbindelse ikke store krav, da formålet er at sikre, at den socialfaglige indsats for barnet er forberedt, når barnet kommer til Danmark. Det vil f.eks. være tilstrækkeligt, at en dansk ambassade eller konsulat har udstedt de nødvendige rejsedokumenter. Det vil således f.eks. ikke være et krav, at danske myndigheder ledsager barnet på rejsen til Danmark. Omvendt vil det være et krav, at myndigheden har medvirket i højere grad end blot at yde rådgivning om f.eks. indrejseregler, visumpligt eller familiesammenføring.

Det vil ikke være et krav, at barnet har opholdt sig i Danmark før. Ligeledes vil det ikke være et krav, at barnet indrejser i Danmark alene, dvs. uden forældre, familiemedlemmer eller andre pårørende.

Sager efter den foreslåede bestemmelse vil kunne startes ved henvendelse til Ankestyrelsen fra barnet selv, barnets forældre eller andre pårørende, danske myndigheder, der medvirker til, at barnet kommer til Danmark, samt kommuner, der er involverede i barnets sag.

Ankestyrelsen vil i afgørelsen skulle lægge vægt på barnets samlede tilknytning til en kommune. Der vil i denne vurdering kunne indgå forskellige momenter, herunder eventuel handlekommune for en forælder, der opholder sig i Danmark, barnets eventuelle tidligere ophold i en kommune, herunder ved udrejsen fra Danmark, barnets familiemæssige tilknytning til en kommune, og hvor barnet forventes at tage ophold efter ankomsten til Danmark. Hvis barnet ikke tidligere har haft ophold i Danmark, vil det i vurderingen endvidere kunne indgå, i hvilken kommune barnets forældre havde ophold i ved udrejsen fra Danmark. Afgørelsen vil således afhænge af en samlet vurdering af, hvilken kommune barnet har stærkest tilknytning til.

Såfremt der træffes afgørelse om anbringelse af barnet efter barnets ankomst til Danmark, vil den kommune, der er udpeget som barnets handlekommune, efter den foreslåede bestemmelse, vedblive at være opholdskommune for barnet, indtil anbringelsen ophører. Såfremt barnet får ophold hos familiemedlemmer i privat døgnpleje efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, vil barnets handlekommune ændre sig, hvis den familie, hvor barnet er i privat døgnpleje, efter barnets ankomst til Danmark flytter til en anden kommune. Barnets handlekommune vil herefter blive fastlagt efter de almindelige regler om opholdskommunen for et barn efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-4, 6 og 8, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil alene regulere udpegningen af en handlekommune for barnet. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for fastlæggelsen af handlekommunen for en eventuel forældremyndighedsindehaver, der indrejser i Danmark sammen med barnet. Her vil det være de almindelige bestemmelser i § 9, der foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 2-10, der vil finde anvendelse. Der vil således kunne opstå situationer, hvor barnets og forældremyndighedsindehaverens handlekommune vil være forskellig.

Ankestyrelsen vil, når der er truffet afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, efter den foreslåede bestemmelses 2. pkt. ud over til parterne også skulle give besked om afgørelsen til de danske myndigheder, der medvirker til, at barnet kommer til Danmark, samt til den kommune, der er udpeget som handlekommune for barnet.

Af hensyn til forberedelsen af den socialfaglige indsats for barnet lægges det til grund, at Ankestyrelsen vil træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse hurtigst muligt. Ankestyrelsens afgørelse vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på kommunens materielle forpligtelser efter serviceloven, og det vil således i overensstemmelse med gældende ret ikke være muligt for kommunen at træffe afgørelse om hjælp og støtte til barnet efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, førend barnet opholder sig fysisk i Danmark, jf. § 4, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Den foreslåede bestemmelse vil derimod gøre det muligt for kommunen at forberede den socialfaglige indsats, idet der dog ikke vil være en forpligtelse hertil.

Endelig foreslås med § 9 a, stk. 12, at § 9, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er handlekommune for et barn efter § 9 a, stk. 1-5.

Den foreslåede bestemmelse, der er ny, vil medføre, at § 9, stk. 13, også vil finde anvendelse, når den kommunale uenighed vedrører handlekommuneansvaret for et barn efter de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-4 og 6.

Det fremgår af § 9, stk. 13, og som foreslås affattet ved lovforslagets § 1, nr. 9, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en borgers handlekommune, skal den af de uenige kommuner, som borgeren er eller senest har været bopælsregistreret i CPR i, fungere som midlertidig handlekommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette handlekommune. Det fremgår videre, at denne kommune vedbliver at være midlertidig handlekommune i den periode, hvor der er uenighed, uanset at borgeren, inden handlekommunen er fastlagt, er blevet bopælsregisteret i en anden kommune.

Det vil i sager vedrørende børn være barnets bopælsregistrering i CPR, der er afgørende for, hvilken kommune der er midlertidig handlekommune. Dette er begrundet i, at udgangspunktet i dansk ret er, at forældre har fælles forældremyndighed, og at det ikke er usædvanligt, at forældre efter en skilsmisse bosætter sig i forskellige kommuner.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 12, er en lovfæstelse af Ankestyrelsens praksis, hvorefter § 9, stk. 13, har været anset for at finde tilsvarende anvendelse for børn. Det findes dog af ordensmæssige hensyn, at dette bør fremgå direkte af loven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, 4, 5, 9 og 10, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.2.2., 2.2.3., 2.3.2., 2.3.3., 2.5.2. og 2.5.3.

Overskriften til § 9 b i retssikkerhedsloven er ophold uden for opholdskommunen.

§ 9 c vedrører mellemkommunal refusion. Af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., fremgår, at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter. Det fremgår videre af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i overskriften til § 9 b og i § 9 c, stk. 1, 1. og 3. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommunen”.

De foreslåede ændringer vil for det første medføre, at overskriften til § 9 b vil være ophold uden for handlekommunen.

For det andet vil de foreslåede ændringer medføre, at det af § 9 c vil fremgå, at de udgifter, som handlekommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter, og at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav, vil handlekommunen have ret til refusion svarende til taksten eller priskravet. Det bemærkes, at henvisningen til opholdskommunens faktiske udgifter i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., i retssikkerhedsloven foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 30.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-11, 13, 15 og 17 foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i overskriften til § 9 b og i bestemmelserne om mellemkommunal refusion i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 b i retssikkerhedsloven vedrører ret til hjælp, når en borger opholder sig uden for opholdskommunen. Det fremgår således af § 9 b, stk. 1, 1. pkt., at en person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Det foreslås, at i § 9 b, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ændres ”uden for opholdskommunen” til ”uden for handlekommunen”, og ”i opholdskommunen” ændres til ”af handlekommunen”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at en person, som opholder sig midlertidigt uden for handlekommunen, vil have ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp af handlekommunen.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-12, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 b, stk. 1, 1. pkt. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 b i retssikkerhedsloven vedrører ret til hjælp, når en borger opholder sig uden for opholdskommunen. Det fremgår således af § 9 b, stk. 1, 1. pkt., at en person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvilken kommune der træffer afgørelse efter bestemmelsen. Retssikkerhedsloven indeholder endvidere ikke regulering af retten til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven, som er nødvendige af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen under det midlertidige ophold i kommunen.

Det fremgår af § 9 b, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at døende, for hvem der efter § 119 i serviceloven udbetales plejevederlag i en anden kommune end opholdskommunen, efter § 83 i serviceloven har ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af opholdskommunen.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven ophæves og i stedet indsættes som § 9 b, stk. 1, 2. pkt., en bestemmelse om, at personen endvidere har ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter § 9 b, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven under det midlertidige ophold i kommunen. Det foreslås videre med § 9 b, stk. 1, 3. pkt., at afgørelse om hjælp efter § 9 b, stk. 1, 1. og 2. pkt., træffes af den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at en person, som opholder sig midlertidigt uden for handlekommunen, og som efter § 9 b, stk. 1, 1. pkt., der foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 13, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i barnets lov, også vil have ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af den personlige og praktiske hjælp under det midlertidige ophold i kommunen. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Det vil fortsat som alt overvejende hovedregel være handlekommunen, som vil skulle stille hjælpemidler til rådighed for borgeren også under midlertidige ophold i en anden kommune. Den foreslåede bestemmelse vil således alene have betydning for hjælpemidler, der stilles til rådighed af hensyn til tilrettelæggelsen af den personlige og praktiske hjælp. Dette vil f.eks. kunne være en sengelift. I tilfælde, hvor et hjælpemiddel bevilges af hensyn til borgerens daglige pleje, og hvor hjælpen udføres af hjælpere ansat af borgeren med økonomisk støtte fra borgerens handlekommune, vil det være borgerens handlekommune, som vil have forpligtelsen til at behandle ansøgningen om hjælp.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 3. pkt., i retssikkerhedsloven vil medføre, at det vil fremgå eksplicit af bestemmelsen i § 9 b, stk. 1, at afgørelse om personlig og praktisk hjælp, jf. § 9 b, stk. 1, 1. pkt., og hjælpemidler af hensyn hertil, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., vil skulle træffes af den kommune, hvor borgeren har midlertidigt ophold. Det vil således være denne kommune, der vil skulle træffe afgørelse om, hvilken konkret hjælp der er nødvendig for borgeren under hensyntagen til det lokalt fastsatte serviceniveau. I det omfang lovgivningen giver borgerne valgmuligheder, vil dette også gælde for borgere, som opholder sig midlertidigt i kommunen. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med praksis.

Det bemærkes, at den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås videreført med sproglige ændringer som § 9 b, stk. 2, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

§ 9 b i retssikkerhedsloven vedrører ret til hjælp, når en borger opholder sig uden for opholdskommunen.

Det fremgår af § 9 b, stk. 1, 2. pkt., at døende, for hvem der efter § 119 i serviceloven udbetales plejevederlag i en anden kommune end opholdskommunen, efter § 83 i serviceloven har ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af opholdskommunen.

Det foreslås, at der som § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven indsættes en bestemmelse om, at døende, for hvem der efter § 119 i serviceloven eller § 90, nr. 11, i barnets lov udbetales plejevederlag i en anden kommune end handlekommunen, efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i barnets lov har ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af handlekommunen. Det foreslås, at den døende endvidere har ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter 1. pkt. Afgørelse om hjælp efter 1. og 2. pkt. træffes af den kommune, hvor plejeforholdet finder sted.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at døende, for hvem der efter § 119 i serviceloven eller § 90, nr. 11, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov udbetales plejevederlag i en anden kommune end den døendes handlekommune, vil have ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted. Denne ret vil gælde, uanset om handlekommunen forud herfor har truffet afgørelse om bevilling af personlig og praktisk hjælp.

Den foreslåede bestemmelse er, for så vidt angår § 9 b, stk. 2, 1. pkt., i retssikkerhedsloven en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., der med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet.

Dog foreslås i forhold til den gældende bestemmelse for det første en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13 og 16 foreslåede ændringer af §§ 9-9 b, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent.

For det andet foreslås, at der i tillæg til henvisningen til § 119 i serviceloven indsættes en henvisning til § 90, nr. 11, i barnets lov. Denne ændring er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også plejevederlag for pasning af et døende nærtstående barn, der efter gældende ret bevilges efter § 119 i serviceloven, men som med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil følge af § 90, nr. 11, i barnets lov.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at den døende også vil have ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af den personlige og praktiske hjælp. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. Det vil fortsat som alt overvejende hovedregel være handlekommunen, som vil skulle stille hjælpemidler til rådighed for den døende også under opholdet i en anden kommune. Den foreslåede bestemmelse vil således alene have betydning for hjælpemidler, der stilles til rådighed af hensyn til tilrettelæggelsen af den personlige og praktiske hjælp. Dette vil f.eks. kunne være en sengelift. I tilfælde, hvor et hjælpemiddel bevilges af hensyn til borgerens daglige pleje, og hvor hjælpen udføres af hjælpere ansat af borgeren med økonomisk støtte fra borgerens handlekommune, vil det være borgerens handlekommune, som vil have forpligtelsen til at behandle ansøgningen om hjælp.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 2, 3. pkt., er ny og vil medføre, at det vil fremgå eksplicit af lovgivningen, at afgørelse om personlig og praktisk hjælp og nødvendige hjælpemidler, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9 b, stk. 2, 1. og 2. pkt., vil skulle træffes af den kommune, hvor plejeforholdet finder sted. Det vil således være denne kommune, der vil skulle træffe afgørelse om, hvilken konkret hjælp der er nødvendig for borgeren under hensyntagen til det lokalt fastsatte serviceniveau. I det omfang lovgivningen giver borgerne valgmuligheder, vil dette også gælde for borgere omfattede af § 9 b, stk. 2. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med praksis.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 9 b, stk. 2, at plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende, jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted. Ved plejeforhold sigtes pasning af døende nærtstående efter § 119 i serviceloven.

§ 120 i serviceloven vedrører plejevederlaget ved pasning af døende nærtstående efter § 119 i serviceloven. § 122 i serviceloven vedrører sygeplejeartikler og lignende bl.a. ved pasning af døende nærtstående efter § 119 i serviceloven.

Det foreslås, at der i § 9 b, stk. 2, efter henvisningen til §§ 120 og 122 i serviceloven indsættes en henvisning til § 90, nr. 11, i barnets lov.

Den foreslåede ændring vil medføre, at plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lignende efter såvel §§ 120 og 122 i serviceloven som efter § 90, nr. 11, i det samtidigt fremsatte forhold til barnets lov vil skulle udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted.

Den foreslåede tilføjelse er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også plejevederlag til pasning af et døende nærtstående barn, der efter gældende ret ydes efter § 120 i serviceloven, men som med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil følge af § 90, nr. 11, i barnets lov, og sygeplejeartikler og lignende ved pasning af døende nærtstående barn, der efter gældende ret ydes efter § 122 i serviceloven, men som med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov ligeledes vil skulle ydes efter § 90, nr. 11, i barnets lov.

§ 9 b i retssikkerhedsloven vedrører ret til hjælp, når en borger opholder sig uden for opholdskommunen.

Det fremgår af § 9 b, stk. 3, at en ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 9 b, stk. 3, ændres til ”handlekommunen", og at henvisningerne til ”§ 9, stk. 3, og § 9 a, stk. 2”, ændres til ”§ 9, stk. 2, og § 9 a”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at en ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for handlekommunen, jf. § 9, stk. 2, og § 9 a, vil have ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen vil skulle gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Den foreslåede ændring af opholdskommunen til handlekommunen er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13 og 15 foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 b, stk. 3.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 9, stk. 3, til § 9, stk. 2, er en konsekvens af de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved den gældende bestemmelse i § 9, stk. 3, foreslås videreført som § 9, stk. 3. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 9 a, stk. 2, til § 9 a, er en konsekvens af den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede nyaffattelse af § 9 a, hvorved et barns handlekommune vil kunne følge af de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 1-11.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, og til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion ved en borgers ophold i et veterantilbud. Det følger således af § 9 c, stk. 3, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9 c, stk. 4, vedrører mellemkommunal refusion, når der er iværksat ungestøtte. Det følger således af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, efter serviceloven fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Når den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, selv har ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven ydes refusionen dog af den kommune, der var refusionspligtig efter denne bestemmelse. Bliver en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter 76 i serviceloven, visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion dog af denne kommune.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 9 c, stk. 1, 2 og 3, stk. 4, 1. pkt., stk. 5, og stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommunen”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelserne i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Efter § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven kan kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven.

Det foreslås, at ”opholdskommune” i § 9 c, stk. 1, stk. 6, 1. pkt., og stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 1 og 6. For så vidt angår § 9 c, stk. 12, 1. pkt., vil de foreslåede ændringer medføre, at kommuner vil kunne aftale, at en tidligere handlekommune fortsat afholder udgifterne.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelserne i § 9 c. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3, 2.4.2. og 2.4.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

Det foreslås, at ”kommune” i § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være et krav for ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, at den tidligere handlekommune for hjælp efter anden lovgivning end serviceloven eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i de i bestemmelsen nævnte boformer m.v.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 2. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

§§ 105 og 115 i almenboligloven vedrører almene handicap- og ældreboliger. Det fremgår af § 105, stk. 1, at kommunalbestyrelsen drager omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og personer med handicap, som har særligt behov for sådanne boliger. Det fremgår videre af § 105, stk. 2, at regionerne og kommunerne kan overlade til selvejende institutioner og almene boligorganisationer at være byg- og driftsherre af almene ældreboliger, der tilvejebringes med særligt henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Af § 115, stk. 2, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligerne agtes etableret, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til kommunale almene ældreboliger og til selvejende institutioner til etablering af almene ældreboliger, herunder almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der etableres ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende ejendomme. Af § 115, stk. 4, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et regionsråd på grundlag af den årlige rammeaftale med regionens kommuner skal etablere almene ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, på statens vegne kan give tilsagn om ydelsesstøtte til disses etablering ved nybyggeri eller ombygning eller erhvervelse med efterfølgende ombygning af eksisterende institutioner, som er etableret efter den tidligere bistandslovs § 112, § 92 i den tidligere servicelov og § 108 i serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven til § 115, stk. 4, i almenboligloven ændres til § 115, stk. 2 og 4.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udgifter til borgere med ophold i plejeboliger efter § 115, stk. 2 og 4, i almenboligloven vil være omfattet af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Både kommunalt og regionalt oprettede plejeboliger vil således være omfattede af bestemmelsen i § 9 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der ikke ses noget sagligt grundlag for afgrænsningen af bestemmelsen i § 9 c, stk. 2, til alene at finde anvendelse for regionalt oprettede boliger, idet der er tale om boliger til samme målgruppe uanset om oprettelsen er sket regionalt efter § 115, stk. 4, i almenboligloven eller kommunalt efter § 115, stk. 2.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 95 i serviceloven vedrører kontant tilskud til hjælp, som borgeren selv antager. § 96 vedrører borgerstyret personlig assistance (BPA).

Det fremgår af § 96 b, stk. 1, at hvis en person flytter fra en kommune, der udbetaler tilskud efter §§ 95 eller 96, skal den hidtidige opholdskommune, uanset reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven, fortsætte udbetalingen af tilskud, indtil den nye opholdskommune har truffet afgørelse om tilskud efter §§ 95 eller 96 i serviceloven. Det fremgår videre af § 96 b, stk. 2, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96 b, stk. 1, har kommunen krav på refusion herfor fra den nye opholdskommune. Refusionskravet omfatter tilskud, som den hidtidige opholdskommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere opholdskommune og frem til datoen for den nye opholdskommunes afgørelse.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven efter henvisningen til serviceloven indsættes ”, dog undtaget udgifter omfattet af § 96 b, stk. 2, i serviceloven”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at handlekommunen ikke vil have ret til refusion for udgifter til kontant tilskud efter § 95 i serviceloven og til BPA efter § 96, når en person har brugt sit frie valg og er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven, og udgifterne er omfattede af refusionsordningen i § 96 b, stk. 2, i serviceloven.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven i tilfælde, hvor borgeren har anvendt sit frie valg og samtidig modtager enten kontant tilskud efter § 95 i serviceloven eller BPA efter § 96 kan skabe et refusionskrav, der er modsatrettet refusionskravet efter § 96 b, der foreslås ændret med lovforslagets § 2, nr. 1 og 2. Da § 96 b er en særregel for afholdelsen af udgifter til kontant tilskud og BPA bør det derfor fremgå klart af § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven, at udgifter til kontante tilskud og BPA efter §§ 95 og 96 i serviceloven, der er omfattede af refusionsordningen i § 96 b, stk. 2, i serviceloven, ikke er omfattede af muligheden for refusion efter § 9 c, stk. 5, men i stedet reguleres af § 96 b.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., til ”§ 9 c, stk. 2, 4 og 5”, ændres til ”§ 9 c, stk. 2 og 5, eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 4”.

Den foreslåede ændring vil i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 19, foreslåede ændring af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., medføre, at handlekommunen vil have ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2 og 5, i retssikkerhedsloven eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i § 9 c, stk. 4, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at § 9 c, stk. 4, ikke omfatter ophold i tilbud, men iværksættelse af foranstaltninger. Dette bør af ordensmæssige hensyn afspejles i ordlyden af § 9 c, stk. 6, 1. pkt. Der er således tale om en sproglig ændring, der ikke vil medføre materielle ændringer.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune efter bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., at en opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås, at der efter § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vil være ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 43 i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven ændres ”en opholdskommune” til ”handlekommunen”, og ”opholdskommunens” ændres til ”handlekommunens”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil have ret til mellemkommunal refusion efter bestemmelsen i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted som følge af en tidligere handlekommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 6, 2. pkt. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3, 2.4.2. og 2.4.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås for det første, at i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov”. For det andet foreslås, at der i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven indsættes en henvisning til ”og § 90, nr. 1, i barnets lov og til udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i barnets lov”. Endelig foreslås, at der i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven i tillæg til § 9 b, stk. 1, også henvises til § 9 b, stk. 2.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil skulle refundere udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af opholdskommunen til handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 1. pkt. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede indsættelse af henvisningen til udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også personlig og praktisk hjælp til børn, der efter gældende ret bevilges efter § 83 i serviceloven, men som med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov vil følge af § 90, nr. 4, i barnets lov.

Den foreslåede indsættelse af henvisningen til udgifter til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er begrundet i, at det med den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede § 9 b, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at en person under midlertidigt ophold i en anden kommune også har ret til hjælpemidler efter § 112 i serviceloven og § 90, nr. 4, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter § 83 i serviceloven eller § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov under det midlertidige ophold i kommunen. Udgifterne til hjælpemidler omfattede af den i lovforslagets § 1, nr. 14, foreslåede bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven bør i lighed med udgifterne til hjælpen efter § 83 i serviceloven og § 90, nr. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov være omfattet af muligheden for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 14.

Endelig er den foreslåede indsættelse af henvisningen til § 9 b, stk. 2, i § 9 c, stk. 7, 1. pkt., i retssikkerhedsloven begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 1, 2. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås ophævet og med lovforslagets § 1, nr. 15, foreslås videreført med sproglige ændringer. Muligheden for mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., bør videreføres, hvilket sikres med den foreslåede ændring. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2., 2.1.3., 2.5.2. og 2.5.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 2. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 7, 2. pkt., ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov”, og henvisningen til § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven ændres til § 9 b, stk. 3.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunen i sager efter serviceloven og barnets lov refunderer udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af opholdskommunen til handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 2. pkt.

Den foreslåede ændring af henvisningen fra § 9 b, stk. 2, til § 9 b, stk. 3, er en konsekvens af, at den gældende bestemmelse i § 9 b, stk. 2, med lovforslagets § 1, nr. 15, bliver § 9 b, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 7, 1. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i serviceloven under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Efter § 9 c, stk. 7, 2. pkt., refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i serviceloven, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 9 c, stk. 7, 3. pkt., at i tilfælde omfattet af § 9, stk. 7 og 9, og § 9 a, stk. 7, ydes refusion efter § 9 c, stk. 7, 1. og 2. pkt., dog af den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 7, 3. pkt., i retssikkerhedsloven udgår.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 25 og 26, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 7, 1. og 2. pkt., i retssikkerhedsloven, hvorefter det vil fremgå af disse to bestemmelser, at det vil være handlekommunen i sager efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, der refunderer udgifter efter de to bestemmelser. Med disse foreslåede ændringer vil bestemmelsen i § 9 c, stk. 7, 3. pkt., blive overflødig, hvorfor den foreslås at udgå.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25 og 26.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 8, 1. pkt., at opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet tilkendelseskommunen.

Det foreslås, at henvisningerne i § 9 c, stk. 8, 1. pkt., i retssikkerhedsloven til ”Opholdskommunens” ændres til ”Handlekommunens”, ”opholdskommune” til ”handlekommune i sager efter disse love” og ”tilkendelseskommunen” til ”sidstnævnte kommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at handlekommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, refunderes af den kommune, der var pensionistens handlekommune i sager efter lov om social pension og lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet sidstnævnte kommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne ensretning bør således også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 8, 2. pkt., at opholdskommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var opholdskommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 8, 2. pkt., ændres”Opholdskommunens” til ”Handlekommunens”, ”pensionistens opholdskommune” til ”pensionistens handlekommune i sager efter disse love” og ”var opholdskommune” til ”var handlekommune”.

De foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 8, 2. pkt., at handlekommunens udgifter til seniorpension efter kapitel 3 a i lov om social pension og § 5 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne refunderes af den kommune, der var pensionistens handlekommune i sager efter lov om social pension og lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne på tilkendelsestidspunktet, i op til seks år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for tilkendelsen af seniorpension.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. I denne forbindelse bemærkes, at begrebet tilkendelseskommune ikke i øvrigt anvendes i retssikkerhedsloven. Ensretningen bør også afspejles i bestemmelsen i § 9 c, stk. 8, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven regulerer midlertidig handlekommune for en borger i tilfælde, hvor to eller flere kommuner er uenige om, hvilken kommune der er handlekommune. Det fremgår således af bestemmelsens 1. pkt., at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Det fremgår videre af § 9, stk. 13, 2. pkt., at når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Endelig fremgår af § 9, stk. 13, 3. pkt., at refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at opholdskommunen også yder refusion for udgifter efter serviceloven.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven, hvoraf fremgår, at når det fastlægges, at handlekommunen for en borger ikke er den midlertidige handlekommune efter § 9, stk. 8, eller § 9 a, stk. 12, yder handlekommunen refusion for den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven og barnets lov, i den periode, hvor uenigheden har bestået.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at i tilfælde, hvor det fastlægges, at den kommune, der er midlertidig handlekommune for en borger efter § 9, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 9, eller den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 12, i retssikkerhedsloven, ikke er handlekommunen, vil handlekommunen skulle refundere den midlertidige handlekommunes udgifter efter de love, der er opregnet i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven er således en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede nyaffattelse ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Baggrunden herfor er, at det findes hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om mellemkommunal refusion samles i § 9 c.

Dog foreslås der i forhold til gældende ret en ændring fra opholdskommune til handlekommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør således også afspejles i den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9.

I forhold til gældende ret foreslås endvidere, at der er ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov. Denne ændring er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Den foreslåede tilføjelse vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den mellemkommunale refusion, der vil kunne kræves af den midlertidige handlekommune, vil være den midlertidige handlekommunes udgifter i den periode, hvor kommunen har påtaget sig handlepligten efter § 9, stk. 8, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 9, eller den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 12. Det vil således i lighed med efter gældende ret være en betingelse, at der har bestået en uenighed om handlekommuneforpligtelsen. Den mellemkommunale refusion vil skulle beregnes som anden mellemkommunal refusion efter § 9 c.

Såfremt borgeren er blevet bopælsregisteret i en anden kommune, mens uenigheden om handlekommuneansvaret har pågået, følger det af den i lovforslagets § 1, nr. 9, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, 2. pkt., at den midlertidige handlekommune fortsat er handlekommune, uanset flytningen. Såfremt det afklares i forbindelse med afklaringen af uenigheden om handlekommuneansvaret, at denne kommune fra tidspunktet for bopælsregistreringen ville have været handlekommune for borgeren, hvis der ikke var udpeget en midlertidig handlekommune, vil den midlertidige handlekommune efter den foreslåede bestemmelse i § 9 c, stk. 9, have ret til mellemkommunal refusion for sine udgifter. Den midlertidige handlekommune vil have ret til refusion for sine udgifter fra kommune, der var handlekommune for borgeren i den relevante periode, dvs. på det tidspunkt hvor den konkrete udgift blev afholdt. Der vil således kunne opstå tilfælde, hvor den midlertidige handlekommune vil have ret til refusion fra flere kommuner, fordi handlekommunen for borgeren f.eks. som følge af en flytning har ændret sig under uenighedsperioden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter.

Det foreslås, at der i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., indsættes en henvisning til § 9 c, stk. 9, og at ”opholdskommunens” ændres til ”handlekommunens”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., og som også foreslås ændret med lovforslagets § 1, nr. 12, at de udgifter, som handlekommunen vil kunne få dækket efter § 9 c, stk. 2-7 og 9, vil være handlekommunens faktiske udgifter.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 9, er begrundet i, at der med lovforslagets § 1, nr. 30, foreslås indsat en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven. Denne bestemmelse er en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den foreslåede nyaffattelse af § 9, stk. 13, med lovforslagets § 1, nr. 9, ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, fremgår, at den mellemkommunale refusion for den midlertidige opholdskommunes udgifter beregnes efter § 9 c, stk. 1, og bestemmelsen i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., finder således også anvendelse ved beregningen af krav på mellemkommunal refusion efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13. En videreførelse af denne retstilstand nødvendiggør derfor en henvisning til § 9 c, stk. 9, i § 9 c, stk. 9, 1. pkt., der bliver § 9 c, stk. 10, 1. pkt. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede ændring af opholdskommunens til handlekommunens er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 16, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør således også afspejles i § 9 c, stk. 9.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 og 30, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 9, 1. pkt., at de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter § 9 c, stk. 2-7, er opholdskommunens faktiske udgifter. Det følger videre af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Det foreslås, at der i § 9 c, stk. 9, 3. pkt., efter henvisningen til serviceloven indsættes en henvisning til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil følge af § 9 c, stk. 9, 3. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven eller barnets lov, vil opholdskommunen have ret til refusion svarende til taksten eller priskravet.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov i § 9 c, stk. 3, 3. pkt., i retssikkerhedsloven er begrundet i, at bestemmelserne i serviceloven om hjælp og støtte til børn med det samtidigt fremsatte følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet, og med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov foreslås videreført i barnets lov. Dette gælder også underliggende strukturbestemmelser om bl.a. takster. Den foreslåede tilføjelse vil således ikke medføre materielle ændringer.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det fremgår af § 9 c, stk. 11, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 3, består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud, et andet botilbud omfattet af § 9 c, stk. 3, eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2. Retten til refusion efter § 9 c, stk. 3 består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

§ 9 c, stk. 2, vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har ophold i et botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, har opholdskommunen således ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen, boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v., anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven eller døgnophold efter § 76 i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion ved en borgers ophold i et veterantilbud. Det følger således af § 9 c, stk. 3, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM's soldaterrekreationer drevet af KFUMs Soldatermission, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUMs Soldatermission.

§ 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion, når borgeren har anvendt en frit-valgsordning. Efter bestemmelsen har opholdskommunen ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller friplejeboligloven.

§ 9 c, stk. 6, i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion i passivitetstilfælde. Det fremgår af bestemmelsen, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 og 5, i retssikkerhedsloven, og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og serviceloven, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i serviceloven, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 10, 1. pkt., til § 9 c, stk. 2, 5 og 6, ændres til § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, og at henvisningen til ”stk. 3” ændres til ”stk. 2 eller 3 og herefter indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, vil bestå, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2 eller 3, og herefter indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune.

Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 3, skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 35, foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 11. Idet § 9 c, stk. 11, har samme indhold som § 9 c, stk. 10, 1. pkt., blot for så vidt angår refusion efter § 9 c, stk. 3, findes det hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne i én. Den foreslåede tilføjelse af henvisningen til § 9 c, stk. 3, vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede indsættelse af, at retten til refusion bibeholdes, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune, vil betyde, at retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, 3, 5 og 6, for udgifterne til en borger efter endt ophold på et botilbud m.v., vil blive bibeholdt, indtil borgeren har opnået en ny handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Dette gælder allerede efter § 9 c, stk. 10, 2. pkt., der har haft ophold på et forsorgshjem efter § 110 i serviceloven, og efter § 9 c, stk. 11, for borgere, der har haft ophold på et veterantilbud. Set i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 5, foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4, i retssikkerhedsloven, hvorefter handlekommuneansvaret, for så vidt angår sager efter serviceloven, bevares, indtil en borger, der har haft ophold på et botilbud m.v., har erhvervet ny handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at dette også gælder mht. retten til mellemkommunal refusion. Bevarelsen af retten til mellemkommunal refusion foreslås at gælde, uanset om borgeren selv har afbrudt opholdet på botilbuddet m.v., eller opholdet er afbrudt som følge af en afgørelse eller beslutning fra en offentlig myndighed, herunder en boformsleders afgørelse om udskrivning fra et herberg eller et kvindekrisecenter efter §§ 109 eller 110 i serviceloven eller afsluttet afsoning i en institution under Kriminalforsorgen.

Den foreslåede ændring og dermed udvidelse af retten til mellemkommunal refusion har til formål at ensrette reglerne, således at der vil gælde samme regler for alle botilbud m.v., samt medvirke til at mindske tvivlen om refusionsretten, herunder set i relation til handlekommuneforpligtelsen, når borgerens ophold i et botilbud m.v. er ophørt, men borgeren ikke har fået bopæl eller sædvanligt ophold et andet sted og f.eks. lever som hjemløs. Endvidere har den foreslåede ændring til formål at undgå, at beliggenhedskommunen for botilbud m.v. belastes uproportionalt ved, at beliggenhedskommunen skal afholde udgifterne for borgere, der udskrives m.v. fra botilbuddet m.v., uden mulighed for mellemkommunal refusion heraf fra den kommune, der har visiteret borgeren til botilbuddet m.v., og som har handleforpligtelsen for hjælp og støtte til borgeren efter serviceloven. Den bevarede ret til mellemkommunal refusion vil ophøre, når borgeren opnår en handlekommune efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven, dvs. når borgeren har opnået bopæl eller sædvanligt ophold i en kommune. Dette vil typisk kunne konstateres ved vedkommendes bopælsregistrering i CPR, men vil også kunne opnås, når en borger, der f.eks. er hjemløs, sædvanligvis opholder sig i den samme kommune. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Med den foreslåede ændring vil der herudover ske en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet handlekommune anvendes frem for opholdskommune. Denne foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Denne foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, 5 og 35, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. Videre fremgår af bestemmelsens 2. pkt., at en tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven dog består, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 10, 2. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der ikke vil være en særskilt regulering af varigheden af pligten til at yde refusion i anledning af en borgers ophold på et forsorgshjem efter § 110 i serviceloven.

Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., hvormed foreslås, at det for alle botilbud m.v. vil gælde, at refusionspligten består, indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 10, 2. pkt., er en konsekvens heraf og vil derfor ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 33.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 10, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 2, 5 og 6, består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 3. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i serviceloven består dog, indtil borgeren har erhvervet ny opholdskommune.

Det fremgår af § 9 c, stk. 11, i retssikkerhedsloven, at retten til refusion efter § 9 c, stk. 3, består, så længe personen har ophold i det pågældende botilbud, et andet botilbud omfattet af § 9 c, stk. 3, eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2. Retten til refusion efter § 9 c, stk. 3 består dog, indtil den pågældende har erhvervet ny opholdskommune.

Det foreslås, at § 9 c, stk. 11, ophæves.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at der ikke i retssikkerhedsloven vil være en særskilt regulering af varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3.

Den foreslåede ophævelse skal ses i sammenhæng med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer af § 9 c, stk. 10, 1. pkt., hvormed foreslås indsat henvisninger til § 9 c, stk. 3, i denne bestemmelse. De foreslåede henvisninger vil betyde, at varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3, vil være reguleret i § 9 c, stk. 10. Varigheden af retten til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 3, vil med de i lovforslagets § 1, nr. 33, foreslåede ændringer være den samme som efter den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 11. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 11, vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 33.

§ 9 c i retssikkerhedsloven indeholder bestemmelser om mellemkommunal refusion. Efter § 9 c, stk. 12, kan kommuner uden for de tilfælde, der er nævnt i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven suppleres af en henvisning til barnets lov.

Den foreslåede ændring vil medføre bestemmelsen om mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 12, også vil finde anvendelse for udgifter efter barnets lov.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at bestemmelserne om hjælp og støtte til børn og unge i serviceloven med det samtidigt fremsatte forslag til følgelovforslag til barnets lov foreslås ophævet. Samtidigt foreslås bestemmelserne med det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov videreført i en selvstændig lov – barnets lov. Der vil være behov for, at reglerne i retssikkerhedsloven finder anvendelse for sager efter barnets lov i samme omfang, som det er tilfældet efter gældende ret, hvor hjælpen ydes efter serviceloven. Dette gælder også bestemmelsen i § 9 c, stk. 12, i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion.

§ 9 c i retssikkerhedsloven vedrører mellemkommunal refusion. Det fremgår af § 9 c, stk. 13, 1. pkt., at krav mod en tidligere opholdskommune efter § 9 c, stk. 2-8, skal rejses senest tre år efter, at hjælpen er ydet. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår, at krav efter serviceloven dog skal rejses senest 12 måneder efter, at hjælpen er ydet.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 13, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår ”mod en tidligere opholdskommune”, og at henvisningen til stk. 2-8 ændres til stk. 2-9.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 9 c, stk. 13, 1. pkt., at krav efter § 9 c, stk. 2-9, vil skulle rejses senest tre år efter, at hjælpen er ydet.

Den foreslåede ophævelse af henvisningen til mod en tidligere opholdskommune er begrundet i, at formuleringen er overflødig, idet det fremgår af bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-9, hvem kravet på mellemkommunal refusion kan rejses over for.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 c, stk. 2-8, til § 9 c, stk. 2-9, er begrundet i, at der med lovforslagets § 1, nr. 30, foreslås indsat en ny bestemmelse som § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven. Denne bestemmelse er en videreførelse af bestemmelserne i § 9, stk. 13, 2. og 3. pkt., der med den foreslåede nyaffattelse af § 9, stk. 13, med lovforslagets § 1, nr. 9, ikke foreslås videreført i denne bestemmelse. Af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13, fremgår, at den mellemkommunale refusion for den midlertidige opholdskommunes udgifter beregnes efter § 9 c, stk. 1, og bestemmelsen i § 9 c, stk. 13, finder således også anvendelse ved beregningen af krav på mellemkommunal refusion efter den gældende bestemmelse i § 9, stk. 13. En videreførelse af denne retstilstand nødvendiggør derfor en henvisning til § 9 c, stk. 9, i § 9 c, stk. 13. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9 og 30.

§ 11 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven regulerer de sagsområder, hvor en myndighed har adgang at fravige kravet om samtykke efter retssikkerhedslovens § 11 a, stk. 1 og 6, i forbindelse med nærmere bestemte sagstyper, herunder sager om særlig støtte til børn og unge til at påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke. Efter § 11 c, stk. 2, kan myndigheden, hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter om særlig støtte til børn og unge efter serviceloven, desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.

Det fremgår af § 11 a, stk. 1, at myndigheden efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, kan forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

Det foreslås, at der i § 11 c i retssikkerhedsloven indsættes et nyt stykke 4, hvor det foreslås fastsat, at kravet om forudgående samtykke i § 11 a, stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis oplysningerne er nødvendige for forberedelse af særlig støtte efter barnets lov til et barn, der ikke opholder sig i Danmark, i sager, hvor der er truffet afgørelse efter § 9 a, stk. 11, i retssikkerhedsloven. Det foreslås videre, at stk. 2 finder tilsvarende anvendelse for sager omfattet af 1. pkt.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen i sager, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse om handlekommune for et barn, der befinder sig i udlandet, og som med bistand fra danske myndigheder forventes at komme til Danmark, vil kunne indhente nødvendige og relevante oplysninger om barnets forhold til brug for forberedelsen af den særlige støtte, barnet må forventes at have behov for efter ankomsten til Danmark.

Bestemmelsen vil eksempelvis indebære, at kommunen uden samtykke kan indhente oplysninger f.eks. om barnets familieforhold, skolegang, trivsel og udvikling til brug for forberedelsen af en børnefaglig undersøgelse og nødvendige afgørelser om særlig støtte, der forventes at skulle træffes ved ankomsten til Danmark. Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke ændrer ved, at kommunalbestyrelsen først vil kunne træffe afgørelser om støtte til barnet efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, når barnet opholder sig i Danmark.

Den foreslåede ændring er begrundet i ønsket om at sikre, at kommunalbestyrelsen i de særlige sager efter den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 11, i retssikkerhedsloven, har mulighed for at indhente de nødvendige og relevante oplysninger til brug for forberedelsen af modtagelsen af barnet og dermed sikre at der hurtigt efter ankomsten kan træffes de fornødne afgørelser efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov på baggrund af barnets konkrete behov for hjælp og støtte.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 11, i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.

Efter retssikkerhedslovens § 11 c, stk. 4, skal myndigheden, uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke efter § 11 c, stk. 1-3, dog forsøge at få samtykke til at indhente de nødvendige oplysninger for sagens behandling.

Det foreslås, at i § 11 c, stk. 4, ændres ”jf. stk. 1-3” til ”jf. stk. 1-4”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen også i sager, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse efter § 9 a, stk. 11, om handlekommune for et barn eller en ung, der befinder sig i udlandet, og som med bistand fra danske myndigheder forventes at komme til Danmark, skal forsøge at få samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til at indhente nødvendige oplysninger til brug for kommunens forberedelse af særlig støtte efter det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov inden barnets eller den unges ankomst til landet. Kan et sådant samtykke ikke opnås, vil kommunen kunne indhente nødvendige og relevante oplysninger efter den i lovforslagets § 1, nr. 38, foreslåede bestemmelse i § 11 c, stk. 4.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede § 9 a, stk. 11, og den i lovforslagets § 1, nr. 38, foreslåede § 11 c, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 38.

Det fremgår af § 16 a, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen fører et kriminalpræventivt tilsyn med personer, som i henhold til dom eller kendelse eller som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder. Det fremgår videre af bestemmelsens 2. pkt., at dette tilsyn føres af den kommune, der har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a.

Det foreslås, at i § 16 a, stk. 1, 2. pkt., ændres ”den kommune, der har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a” til ”handlekommunen i sager efter serviceloven eller barnets lov”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det kriminalpræventive tilsyn vil skulle føres af handlekommunen i sager efter serviceloven hhv. det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i bestemmelsen i § 16 a, stk. 1, 2. pkt. Da en borger efter § 9 vil kunne have én handlekommune i sager efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov og en anden handlekommune i sager efter øvrig lovgivning findes det hensigtsmæssigt, at det fremgår direkte af bestemmelsen, at det er handlekommunen i sager efter serviceloven eller barnets lov, der vil skulle føre det kriminalpræventive tilsyn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 52 a i retssikkerhedsloven vedrører Ankestyrelsens behandling af sager. Det fremgår af § 52 a, stk. 3, at Ankestyrelsen træffer afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattet af § 61 om uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, jf. dog § 52 c. Efter § 52 c, stk. 1, træffes afgørelse i en sag på et møde efter reglerne om udvidet votering i § 55, stk. 2, nr. 1, når Ankestyrelsen skønner, at en sag, der er omfattet af bl.a. § 52 a, stk. 3, har principiel eller generel betydning. Det følger videre af § 52 c, stk. 2, at i sådanne sager kan Ankestyrelsen beslutte, at afgørelse skal træffes på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne.

Det foreslås, at det i § 52 a, stk. 3, efter forpligtelser indsættes ”og i sager efter § 9 a, stk. 10 og 11”.

Med den foreslåede ændring vil Ankestyrelsen træffe afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer i sager omfattede af de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10 og 11. Såfremt Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning, vil afgørelse dog efter § 52 c kunne træffes efter reglerne om udvidet votering på et møde eller ved skriftlig indstilling til medlemmerne.

Med de i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10 og 11, foreslås Ankestyrelsen at kunne træffe afgørelse om handlekommuneforholdet for en borger i situationer, hvor handlekommuneforholdet ikke følger af de almindelige regler, jf. de foreslåede bestemmelser i § 9 a, stk. 10, eller i helt særlige tilfælde for et barn, der ikke opholder sig i Danmark, men som med danske myndigheders medvirken forventes at komme til Danmark, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 11. I disse situationer vil der ikke nødvendigvis være tale om en situation, hvor to kommuner er uenige om handlekommuneforpligtelsen, hvorfor sagen ikke altid vil være omfattet af § 61. Det findes derfor, at der i § 52 a, stk. 3, bør indsættes en henvisning til § 9 a, stk. 10 og 11, således at reglerne heri vedrørende Ankestyrelsens behandling også finder anvendelse for disse sager i lighed med, hvad der er tilfældet for sager, hvor der er en mellemkommunal uenighed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10 og 11.

§ 66 i retssikkerhedsloven vedrører remonstration. Det fremgår af § 66, stk. 1, 1. pkt., at inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Det fremgår videre af § 66, stk. 1, 3. pkt., at hvis en afgørelse er truffet efter bemyndigelse, jf. § 9, stk. 11, skal klagen sendes til og vurderes af den kommune, der efter § 9, stk. 7 eller 9, eller § 9 a, stk. 7, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Efter § 9, stk. 11, i retssikkerhedsloven, kan kommunalbestyrelsen i en kommune, der efter § 9, stk. 7 eller 9, har pligt til at yde hjælp til en person efter serviceloven, efter aftale med opholdskommunen bemyndige denne til helt eller delvis at varetage udøvelsen af sine opgaver i forhold til den pågældende. § 9, stk. 7 og 9, i retssikkerhedsloven omhandler personer, der har ophold på botilbud m.v. og veterantilbud m.v. § 9 a, stk. 7, omhandler unge, der i umiddelbar forlængelse af en anbringelse efter serviceloven får ophold i et botilbud m.v. eller får opretholdt sin anbringelse i en plejefamilie efter § 76 a i serviceloven. Det følger af § 9 a, stk. 7, 2. pkt., at § 9, stk. 11, finder tilsvarende anvendelse for denne gruppe.

Det foreslås, at i § 66, stk. 1, 3. pkt., i retssikkerhedsloven ændres henvisningen til § 9, stk. 11, til § 9, stk. 10, og at ”den kommune, der efter § 9, stk. 7 eller 9, eller § 9 a, stk. 7, har pligt til at yde hjælp efter serviceloven” ændres til ”handlekommunen efter § 9, stk. 3 eller 5, eller § 9 a, stk. 9”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at i de tilfælde, hvor en afgørelse er truffet efter bemyndigelse efter § 9, stk. 10, vil en klage over afgørelsen skulle sendes til og vurderes af handlekommunen efter § 9, stk. 3 eller 5, eller § 9 a, stk. 9.

De foreslåede ændringer er for det første begrundet i, at § 9, stk. 11, med lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås videreført uden materielle ændringer som § 9, stk. 10, at § 9, stk. 7 og 9, med lovforslagets § 1, nr. 2, bliver § 9, stk. 3 og 5, samt at § 9 a, stk. 7, med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført uden materielle ændringer som § 9 a, stk. 9.

De foreslåede ændringer er for det andet et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i bestemmelsen i § 66, stk. 1, 3. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 89 a i retssikkerhedsloven er en overgangsbestemmelse. Det fremgår af bestemmelsen, at for personer, for hvem kommunalbestyrelsen i en tidligere opholdskommune efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) har truffet afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven, påhviler denne pligt personens aktuelle opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 blev der gennemført en samling af visitations- og betalingsansvaret for så vidt angik hjælp og støtte efter serviceloven. Den kommune, der skulle overtage visitationsansvaret og forpligtelsen til at yde hjælp, og dermed det fulde handlekommuneansvar, havde dog mulighed for at vælge ikke at hjemtage dette ansvar for en eller flere borgere. I sådanne tilfælde ville en kommune alene bevare betalingsansvaret. Det fremgår således af § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i lovens § 3, stk. 3. Videre fremgår af § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i lovens § 4, stk. 4. Afgørelsen om ikke at overtage pligten til at yde hjælp kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholdskommune” to steder i § 89 a i retssikkerhedsloven ændres til ”handlekommune”, og at henvisningen til § 9, stk. 2, ændres til § 9, stk. 1.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 89 a, at for personer, for hvem kommunalbestyrelsen i en tidligere handlekommune efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 traf afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven, påhviler denne pligt personens aktuelle handlekommune, jf. § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

De foreslåede ændringer af opholdskommune til handlekommune er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i bestemmelsen i § 89 a.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9, stk. 1, er begrundet i, at den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås videreført som § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Der er således tale om en nødvendig konsekvensændring.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 89 a i retssikkerhedsloven er en overgangsbestemmelse. Det fremgår af bestemmelsen, at for personer, for hvem kommunalbestyrelsen i en tidligere opholdskommune efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 har truffet afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven, påhviler denne pligt personens aktuelle opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 blev der gennemført en samling af visitations- og betalingsansvaret for så vidt angik hjælp og støtte efter serviceloven. Den kommune, der skulle overtage visitationsansvaret og forpligtelsen til at yde hjælp, og dermed det fulde handlekommuneansvar, havde dog mulighed for at vælge ikke at hjemtage dette ansvar for en eller flere borgere. I sådanne tilfælde ville en kommune alene bevare betalingsansvaret. Det fremgår således af § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i lovens § 3, stk. 3. Afgørelsen om ikke at overtage pligten til at yde hjælp kan af den person, afgørelsen vedrører, indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Videre fremgår af § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i lovens § 4, stk. 4. Afgørelsen om ikke at overtage pligten til at yde hjælp kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 89 a, stk. 2, hvorefter den aktuelle handlekommune efter § 89 a, stk. 1, har ret til refusion for udgifter efter serviceloven og barnets lov fra den kommune, der traf afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven. § 9 c, stk. 10 og 13, finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. vil medføre, at det vil fremgå udtrykkeligt af retssikkerhedsloven, at i de tilfælde, hvor en kommune efter lov nr. 550 af 26. maj 2010 har valgt ikke at hjemtage visitationsansvaret for en borger, har borgerens aktuelle handlekommune ret til mellemkommunal refusion for udgifterne efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov fra den kommune, der har valgt ikke at hjemtage visitationsansvaret. Med den foreslåede bestemmelse vil det blive udtrykkeligt fastslået, at betalingsansvaret således blev bevaret hos den kommune, der efter lov nr. 550 af 26. maj 2010 valgte ikke at hjemtage visitationsansvaret og dermed hele handlekommuneansvaret. Af forarbejderne til § 3, stk. 4, og § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 fremgår, at den refusion, som den kommune, der vælger ikke at hjemtage visitationsansvaret, vil skulle yde, vil ske efter den dagældende § 9 c, stk. 9, i retssikkerhedsloven, dvs. efter de regler, der var gældende inden ikrafttrædelsen af lov nr. 550 af 26. maj 2010, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, L 169, side 15. Af ordensmæssige hensyn og da der har været rejst tvivl om betalingsforpligtelsen, findes det dog hensigtsmæssigt, at refusionspligten fremgår direkte af retssikkerhedsloven. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse i § 89 a, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at § 9 c, stk. 9 og 13, vil finde tilsvarende anvendelse for refusionskrav efter § 89 a, stk. 1. Dette vil, for så vidt angår § 9 c, stk. 9, for det første betyde, at de udgifter, som handlekommunen vil kunne få dækket vil være handlekommunens faktiske udgifter. De faktiske udgifter vil omfatte en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter serviceloven eller det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, vil handlekommunen have ret til refusion svarende til taksten eller priskravet. For det andet vil det betyde, at retten til refusion vil bestå, så længe borgeren har bopæl i det pågældende botilbud, et tilsvarende botilbud eller et tilbud omfattet af § 9 c, stk. 2 eller 3, og herefter indtil borgeren har erhvervet ny handlekommune. For så vidt angår henvisningen til § 9 c, stk. 13, vil den betyde, at refusionskravet, da der vil være tale om krav for udgifter efter serviceloven og det samtidigt fremsatte forslag til barnets lov, vil skulle rejses senest 12 måneder efter hjælpen er ydet.

Der ses ikke efter gældende ret at være regulering af beregning og tidsfrist for fremsættelse af refusionskrav i tilfælde, hvor en kommune efter § 3, stk. 4, eller § 4, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 har valgt ikke at hjemtage visitationsansvaret. Det findes dog hensigtsmæssigt, at beregning og tidsfrist for fremsættelsen af refusionskrav følger reglerne i retssikkerhedsloven for øvrige krav på mellemkommunal refusion, og at dette fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen i § 89 a.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 31 og 37.

§ 95 i serviceloven omhandler kontant tilskud til hjælp, som borgeren selv antager, og § 96 vedrører borgerstyret personlig assistance (BPA). Det fremgår af § 96 b, stk. 1, at hvis en person flytter fra en kommune, der udbetaler tilskud efter §§ 95 eller 96, skal den hidtidige opholdskommune, uanset reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven, fortsætte udbetalingen af tilskud, indtil den nye opholdskommune har truffet afgørelse om tilskud efter §§ 95 eller 96 i serviceloven. Det fremgår videre af § 96 b, stk. 2, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96 b, stk. 1, har kommunen krav på refusion herfor fra den nye opholdskommune. Refusionskravet omfatter tilskud, som den hidtidige opholdskommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere opholdskommune og frem til datoen for den nye opholdskommunes afgørelse.

Det foreslås, at ”opholdskommune” ændres til ”handlekommune” to steder i § 96 b, stk. 1, og tre steder i § 96 b, stk. 2.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 96 b, stk. 1, at hvis en person flytter fra en kommune, der udbetaler tilskud efter §§ 95 eller 96, skal den hidtidige handlekommune, uanset reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven, fortsætte udbetalingen af tilskud, indtil den nye handlekommune har truffet afgørelse om tilskud efter §§ 95 eller 96 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil sammen med den i lovforslagets § 2, nr. 2, foreslåede ændring videre medføre, at det vil fremgå af § 96 b, stk. 2, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96, stk. 1, vil kommunen have krav på refusion herfor fra den nye handlekommune. Refusionskravet vil omfatte tilskud, som den hidtidige handlekommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere handlekommune og frem til datoen for den nye handlekommunes afgørelse.

De foreslåede ændringer af opholdskommune til handlekommune er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i bestemmelserne i § 96 b i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 2, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 95 i serviceloven omhandler kontant tilskud, til hjælp, som borgeren selv antager, og § 96 vedrører borgerstyret personlig assistance (BPA). Det fremgår af § 96 b, stk. 1, at hvis en person flytter fra en kommune, der udbetaler tilskud efter §§ 95 eller 96, skal den hidtidige opholdskommune, uanset reglerne i § 9 i retssikkerhedsloven, fortsætte udbetalingen af tilskud, indtil den nye opholdskommune har truffet afgørelse om tilskud efter §§ 95 eller 96 i serviceloven. Det fremgår videre af § 96 b, stk. 1, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96, stk. 1, har kommunen krav på refusion herfor fra den nye opholdskommune. Refusionskravet omfatter tilskud, som den hidtidige opholdskommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere opholdskommune og frem til datoen for den nye opholdskommunes afgørelse.

Det foreslås, at ”opholdskommunes” ændres til ”handlekommunes” i § 96 b, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil sammen med de i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede ændringer medføre, at det vil fremgå af § 96 b, stk. 2, at hvis en kommune har udbetalt tilskud efter § 96 b, stk. 1, vil kommunen have krav på refusion herfor fra den nye handlekommune. Refusionskravet vil omfatte tilskud, som den hidtidige handlekommune har betalt efter borgerens flytning fra den tidligere handlekommune og frem til datoen for den nye handlekommunes afgørelse.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 96 b, stk. 2, i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 1, og de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 109 i serviceloven vedrører kvindekrisecentre. Det fremgår af § 109, stk. 4, at kvindekrisecentre senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven. Det fremgår videre af § 109, stk. 5, i serviceloven, at kvindekrisecentre så vidt muligt inden udskrivning, dog senest tre hverdage herefter, skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 109, stk. 4 og 5, i serviceloven ændres ”den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov” til ”kvindens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at kvindekrisecentret vil være forpligtet til at give orientering om ind- og udskrivning efter § 109, stk. 4 og 5, til kvindens handlekommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 109 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 110 i serviceloven vedrører forsorgshjem m.v. Det fremgår af § 110, stk. 4, at forsorgshjem m.v. senest tre hverdage efter afgørelse om optagelse i boformen skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven. Det fremgår videre § 110, stk. 5, i serviceloven, at forsorgshjem m.v. så vidt muligt inden udskrivning fra boformen, dog senest tre hverdage herefter, skal give en orientering herom til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

§ 148 vedrører det personrettede tilsyn. Det fremgår af § 148, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om. Af § 148, stk. 2, 1. pkt., i serviceloven fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål.

Det foreslås, at i § 110, stk. 4 og 5, og § 148, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt., i serviceloven ændres ”den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter denne lov” til ”borgerens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at forsorgshjem vil være forpligtede til at give orientering om ind- og udskrivning efter § 110, stk. 6 og 7, til kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune. Det vil endvidere være kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, som vil skulle føre det personrettede tilsyn efter § 148, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. pkt.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i §§ 110, og 148 i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Afsnit VII i serviceloven vedrører magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne. Afsnittet indeholder bl.a. bestemmelser om indgreb i §§ 124 c-129 a, 136 a, 136 c, 136 d og 136 f. Det fremgår af § 135 a, stk. 1, 1. pkt., at indgreb efter §§ 124 c-129 a, 136 a, 136 c, 136 d og 136 f skal registreres af det personale, som har foretaget indgrebet, og indberettes til personalelederen. Videre fremgår af § 135 a, stk. 1, 2. pkt., at personalelederen skal sørge for, at alle indberetninger bliver sendt videre til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for tilbuddet til den pågældende person, jf. §§ 9 og 9 b i retssikkerhedsloven, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 148 a i serviceloven eller § 2 i socialtilsynsloven.

Det foreslås, at i § 135 a, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven ændres ”en kommunalbestyrelse, der har ansvaret for tilbuddet til den pågældende person” til ”kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at personalelederen vil skulle sende indberetninger om indgreb efter §§ 124 c-129 a, 136 a, 136 c, 136 d og 136 f videre til bl.a. kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 135 a, stk. 1, i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Kapitel 24 d i serviceloven vedrører fuldbyrdelse af strafferetlige foranstaltninger m.v. I dette kapitel er bl.a. i §§ 137 g – 137 j reguleret forskellige indskrænkninger og indgreb i rettighederne for personer, som i henhold til en strafferetlig afgørelse er anbragt på en boform. Af § 137 f, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, træffer afgørelse om de i § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2, i serviceloven nævnte indgreb.

Det foreslås, at i § 137 f, stk. 1, i serviceloven ændres ”den kommune, der har pligt til at yde hjælp” til ”borgerens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, der, jf. § 137 f, stk. 1, vil træffe afgørelse om indgreb efter § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 137 f i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Afsnit VII i serviceloven vedrører magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne. Afsnittet indeholder bl.a. bestemmelser om indgreb i § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2.

Det fremgår af § 137 m, stk. 1, 1. pkt., at ethvert indgreb, jf. § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2, der er eller har været iværksat, skal registreres inden for 24 timer. Det fremgår videre af § 137 m, stk. 1, 2. pkt., at registreringen herefter indberettes uden ugrundet ophold af lederen af forsorgshjemmet eller lederens stedfortræder til den kommunalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven. Af § 137 m, stk. 4, 1. pkt., i serviceloven fremgår, at lederen af forsorgshjemmet eller lederens stedfortræder ved månedens udgang skal indsende kopi af registreringerne sammen med sine kommentarer til den kommunalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, og til det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med boformen, jf. § 2 i socialtilsynsloven.

Det foreslås, at i § 137 m, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., i serviceloven ændres ”den kommunalbestyrelse, der har pligt til at yde hjælp” til ”kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at lederen af forsorgshjemmet eller dennes stedfortræder uden ugrundet ophold vil skulle indberette registrering af indgreb efter § 137 g, stk. 1 og 2, § 137 h, stk. 1, 3-5 og 7, § 137 i, stk. 1, og § 137 j, stk. 1 og 2, til kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, og at lederen af forsorgshjemmet eller dennes stedfortræder ved månedens udgang vil skulle indsende kopi af registreringerne sammen med sine kommentarer til samme kommunalbestyrelse.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 137 m i serviceloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 148 i serviceloven vedrører det personrettede tilsyn. Det fremgår af § 148, stk. 3, at hvis den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i retssikkerhedsloven, i forbindelse med tilsynet efter § 148, stk. 1, i serviceloven bliver opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud, der er omfattet af socialtilsynsloven, skal kommunalbestyrelsen underrette den kommunalbestyrelse, som efter § 2 i socialtilsynsloven har ansvar for det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet.

Det foreslås, at i § 148, stk. 3, i serviceloven ændres ”den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet” til ”kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, der efter § 148, stk. 3, vil have en forpligtelse til at underrette socialtilsynet, hvis den i forbindelse med det personrettede tilsyn bliver opmærksom på bekymrende forhold i et tilbud omfattet af socialtilsynsloven.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 148, stk. 3, i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 150 i serviceloven vedrører tilsynet med hjælp efter §§ 83-87 på tilbud omfattede af § 150 c. Det fremgår af § 150, stk. 4, at hvis den stedlige kommunalbestyrelse for et sådant tilbud bliver orienteret om overtrædelser, mangler eller bekymrende forhold efter en orientering fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter § 150, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen orientere de kommunalbestyrelser, som har ansvar for hjælpen til den enkelte borger, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, når disse borgere kan blive berørt.

Det foreslås, at i § 150, stk. 4, i serviceloven ændres ”de kommunalbestyrelser, som har ansvar for hjælpen til den enkelte borger” til ”kommunalbestyrelserne i borgernes handlekommuner”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at den stedlige kommune i tilfælde omfattet af § 150, stk. 4, i serviceloven vil skulle orientere kommunalbestyrelserne i borgernes handlekommuner.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 150, stk. 4, i serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af retssikkerhedsloven og serviceloven (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) blev der gennemført en samling af visitationskompetence og betalingsansvar på det sociale område som helhed, dvs. at handlekommuneansvaret for en borger blev samlet hos én kommune.

Loven indeholder i § 3 en række overgangsbestemmelser. Af § 3, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn kan træffe afgørelse om ikke at overtage pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de personer, der er nævnt i § 3, stk. 3. Personer omfattet af § 3, stk. 3, var personer, der ved lovens ikrafttræden den 1. august 2010 havde ophold i en boform m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010, og den 1. januar 2011 stadig opholder sig i en sådan boform. Boformer m.v. omfattet af § 9, stk. 7-9, og § 9 a, stk. 7, i retssikkerhedsloven som affattet ved § 1, nr. 2 og 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 var boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i almenboligloven, institutioner under sygehusvæsenet, institutioner under Kriminalforsorgen og boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med de forannævnte boformer m.v. Det følger videre af § 3, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 550 af 26. maj 2010, at en afgørelse efter lovens § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp af den person, afgørelsen vedrører, kan indbringes for det sociale nævn efter kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

§ 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 gav således mulighed for, at en kommunalbestyrelse inden den 1. oktober 2010 kunne beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke ønskede at overtage visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp til en borger. Såfremt kommunalbestyrelsen traf en sådan afgørelse, ville handlekommuneansvaret ikke blive samlet hos én kommune, og den pågældende kommune ville fortsat alene have betalingsansvaret for hjælp efter serviceloven til borgeren.

Det foreslås, at der som 3. pkt. i § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 indsættes, at såfremt kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse efter § 3, stk. 4, 1. pkt., om ikke at overtage pligten til at yde hjælp til personer, der er nævnt i § 3, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen under hensyntagen til den pågældendes forhold og af administrative hensyn og med den pågældendes samtykke på et senere tidspunkt med tre måneders varsling og med virkning fra 1. januar i en valgperiodes tredje år træffe afgørelse om at overtage pligten til at yde hjælp.

De foreslåede bestemmelser vil medføre, at en kommunalbestyrelse, som i 2010 valgte at benytte muligheden efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 og altså ikke hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven for en borger, vil have mulighed for at genoverveje denne beslutning, og såfremt der under hensyntagen til den pågældendes borgers forhold og de administrative hensyn er baggrund herfor, træffe afgørelse om at hjemtage hele handlekommuneansvaret efter serviceloven. En sådan afgørelse vil skulle træffes med mindst tre måneders varsling og med virkning fra den 1. januar i en valgperiodes tredje år. Det vil endvidere være et krav, at der er indhentet samtykke til ændringen fra den pågældende borger eller eventuelt dennes værge. Afgørelsen vil skulle bygge på en samlet afvejning af hensynet til borgeren, administrative hensyn og de budgetstyringsmæssige hensyn, som lå til grund for samlingen af handlekommuneansvaret hos én kommune med lov nr. 550 af 26. maj 2010. De hensyn til borgeren, der vil kunne lægges vægt på, vil f.eks. kunne være borgerens alder, afstanden fra borgerens bopæl til kommunen eller til pårørendes handlekommune, den forventede varighed af opholdet på botilbuddet m.v. og det tidsrum, der er gået, siden borgeren fik ophold uden for kommunen.

Afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil så vidt muligt skulle ske i samarbejde med den kommune, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven, herunder med henblik på at gøre skiftet i handlekommune så skånsomt for borgeren som muligt. Efter § 3, stk. 5, i lov nr. 550 af 26. maj 2010 vil kommunen til brug for behandlingen af sagen uden samtykke fra borgeren af opholdskommunen kunne forlange de oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for sagens behandling.

Den foreslåede varslingspligt og begrænsning af, hvornår afgørelsen vil kunne have virkning fra, er begrundet i hensynet til forudsigelighed for både borgeren og for de kommuner, der siden 2010 har haft visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp efter serviceloven til de borgere, som en anden kommune skulle have overtaget det samlede handlekommuneansvar for, men hvor sidstnævnte kommune traf afgørelse efter § 3, stk. 4, i lov nr. 550 af 26. maj 2010. Varslingspligten vil endvidere skulle sikre den nødvendige tid til forberedelse af overdragelsen af visitationskompetencen og pligten til at yde hjælp.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., er begrundet i, at den absolutte frist fastsat med § 3, stk. 4, 1. pkt., har vist sig uhensigtsmæssig henset til, at den afskærer kommunernes mulighed for på baggrund af den efterfølgende udvikling, herunder både i kommunernes tilrettelæggelse og styring af socialområdet og i den enkelte borgers forhold, at omgøre den beslutning, der blev truffet i 2010, og kommunen derved ikke har mulighed for at bringe retstilstanden i overensstemmelse med det normale udgangspunkt efter retssikkerhedsloven om samlet handlekommuneansvar i sager efter serviceloven. Det findes derfor, at der bør åbnes op over for, at kommunerne i en struktureret proces kan træffe afgørelse i de enkelte sager om, hvorvidt handlekommuneansvaret bør samles eller fortsat være delt.

Da kommunen alene vil kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse med borgerens samtykke, findes det ikke nødvendigt at indføre mulighed for at klage over afgørelsen. En kommunes undladelse af at træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 4, 3. pkt., vil heller ikke kunne påklages.

§ 7 i socialtilsynsloven vedrører socialtilsynets driftsorienterede tilsyn. Det fremgår af § 7, stk. 3, nr. 3, at socialtilsynet ved varetagelsen af tilsynsopgaven skal indhente relevant information, herunder oplysninger om tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-3, fra de kommuner, som har ansvar for de enkelte borgeres ophold i tilbuddet i henhold til serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Efter § 10, stk. 1, i socialtilsynsloven skal socialtilsynet, hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på bekymrende forhold i et tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-3, underrette de kommuner, som har ansvar for de enkelte borgeres ophold i tilbuddet i henhold til serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, når disse borgere kan blive berørt.

Det foreslås, at i § 7, stk. 3, nr. 3, og § 10, stk. 1, i socialtilsynsloven ændres ”de kommuner, som har ansvar for de enkelte borgeres ophold i tilbuddet i henhold til serviceloven” til ”handlekommunerne for de enkelte borgere”.

De foreslåede ændringer vil mht. § 7, stk. 3, nr. 3, i socialtilsynsloven betyde, at det vil være fra handlekommunerne for de enkelte borger, at socialtilsynet som led i varetagelsen af tilsynsopgaven vil skulle indhente oplysninger.

For så vidt angår § 10, stk. 1, vil de foreslåede ændringer medføre, at det vil være handlekommunerne for de enkelte borgere, som socialtilsynet vil skulle underrette, hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på bekymrende forhold i et tilbud, når disse borgere bliver berørt.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i §§ 7 og 10 i socialtilsynsloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 10, stk. 4, i socialtilsynsloven kan socialtilsynet, hvis tilsynet bliver opmærksom på uhensigtsmæssige forhold i forhold til den enkelte borger, der relaterer sig til den enkelte kommunes ansvar efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, orientere den pågældende kommune herom.

Det foreslås, at i § 10, stk. 4, i socialtilsynsloven udgår ”der relaterer sig til den enkelte kommunes ansvar efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven”, og ”den pågældende kommune” ændres til ”borgerens handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at hvis socialtilsynet bliver opmærksom på uhensigtsmæssige forhold i forhold til den enkelte borger, vil det være borgerens handlekommune, socialtilsynet vil kunne orientere.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 10 i socialtilsynsloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 12 i socialtilsynsloven vedrører tilbuddenes oplysningspligt. Det fremgår af § 12, stk. 2, nr. 2, at tilbud og plejefamilier, der er godkendt efter § 5, efter anmodning skal give socialtilsynet oplysninger om, hvilke kommuner der har ansvar for at yde hjælp til borgere, der har ophold i tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-3, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 12, stk. 2, nr. 2, i socialtilsynsloven ændres ”hvilke kommuner der har ansvar for at yde hjælp til” til ”handlekommunerne for”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at tilbud og plejefamilier, der er godkendt efter § 5 i socialtilsynsloven, efter anmodning vil skulle give socialtilsynet oplysninger om handlekommunerne for borgere, der har ophold i tilbuddet.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 12 i socialtilsynsloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 12 i socialtilsynsloven vedrører tilbuddenes oplysningspligt. Det fremgår af § 12, stk. 2, nr. 6, at tilbud og plejefamilier, der er godkendt efter § 5, af egen drift og uden unødigt ophold skal give den kommune med ansvar for den enkelte borger efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, oplysninger om bekymrende forhold og hændelser i tilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsmyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for tilbuddet.

Det foreslås, at i § 12, stk. 2, nr. 6, i socialtilsynsloven ændres ”den kommune med ansvar for den enkelte borger efter serviceloven” til ”borgerens handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at tilbuddets eller plejefamiliens videregivelse af oplysninger om bekymrende forhold og hændelser i tilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsmyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for tilbuddet, vil skulle gives til borgerens handlekommune.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 12 i socialtilsynsloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Kapitel 3 a i socialtilsynsloven vedrører socialtilsynets godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter §§ 95 og 96 i serviceloven. § 18 c i socialtilsynsloven vedrører det driftsorienterede tilsyn. Det fremgår af § 18 c, stk. 2, nr. 4, at socialtilsynet skal varetage tilsynsopgaven på baggrund af relevant information, herunder oplysninger indhentet fra de kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter §§ 95 eller 96 i serviceloven til borgerne nævnt i § 18 c, stk. 2, nr. 3, i socialtilsynsloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det fremgår af § 18 d i socialtilsynsloven, at hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på bekymrende forhold i relation til en forening eller en privat virksomhed, eller socialtilsynet træffer afgørelse om ophør af godkendelsen, orienterer socialtilsynet de borgere, der har indgået aftaler med foreningen eller den private virksomhed, og de kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter §§ 95 eller 96 i serviceloven til de nævnte borgere, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 18 c, stk. 2, nr. 4, og § 18 d i socialtilsynsloven ændres ”de kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter §§ 95 eller 96 i serviceloven” til ”handlekommunerne for”.

De foreslåede ændringer vil, for så vidt angår § 18 c, stk. 2, nr. 4, i socialtilsynsloven medføre, at socialtilsynet vil skulle varetage tilsynsopgaven bl.a. ved oplysninger indhentet fra handlekommunerne for borgerne nævnt i § 18 c, stk. 2, nr. 3.

For så vidt angår § 18 d vil de foreslåede ændringer medføre, at det vil være handlekommunerne for borgerne, som socialtilsynet vil skulle orientere, hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på bekymrende forhold i relation til en forening eller en privat virksomhed, eller socialtilsynet træffer afgørelse om ophør af godkendelsen.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 10 i socialtilsynsloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Kapitel 3 a i socialtilsynsloven vedrører socialtilsynets godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter §§ 95 og 96 i serviceloven. Det fremgår af § 18 h, stk. 2, nr. 2, i socialtilsynsloven, at foreninger og private virksomheder, der er godkendt efter § 18 b efter anmodning skal give socialtilsynet oplysninger om, hvilke kommuner der har truffet afgørelse om hjælp efter §§ 95 eller 96 i serviceloven til de borgere, foreningen eller den private virksomhed har indgået aftale med, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 18 h, stk. 2, nr. 2, i socialtilsynsloven ændres ”hvilke kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter §§ 95 eller 96 i serviceloven til” til ”handlekommunerne for”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at foreningerne og de private virksomheder efter anmodning vil skulle give socialtilsynet oplysninger om handlekommunerne for de borgere, foreningen eller den private virksomhed har indgået aftale med.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 18 h i socialtilsynsloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§§ 7-9 i lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie regulerer magtanvendelse udført af personale, som yder socialpædagogisk ledsagelse under en ferie. Det fremgår af § 11, 1. pkt., at magtanvendelse efter §§ 7-9 skal registreres og indberettes af personalet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet, jf. §§ 9 og 9 b i retssikkerhedsloven, og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet, jf. § 2 i socialtilsynsloven.

Det foreslås, at i § 11, 1. pkt., i lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie ændres ”den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i tilbuddet” til ”borgerens handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at magtanvendelse vil skulle indberettes til bl.a. borgerens handlekommune.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 11 i lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 24 i Familieretshusloven vedrører kommunens initiativret. Det fremgår af § 24, stk. 1, at den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn efter kapitel 11 i serviceloven, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, kan anmode Familieretshuset om at indlede en sag efter forældreansvarsloven, hvis det må antages, at en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan forhindre en umiddelbart forestående anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke efter § 58 i serviceloven ved at fjerne risikoen for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Det foreslås, at i § 24, stk. 1, i Familieretshusloven ændres ”den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn” til ”kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune i sager”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i barnets handlekommune, der vil være tillagt initiativretten efter § 24 i Familieretshusloven.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 24 i Familieretshusloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 24 i Familieretshusloven vedrører kommunens initiativret. Det fremgår af § 24, stk. 4, 1. pkt., at Familieretshuset holder kommunalbestyrelsen orienteret om behandlingen af sagen, herunder hvis Familieretshuset afslutter sagen, uden at der træffes en afgørelse. Det fremgår videre af § 24, stk. 4, 2. pkt., at hvis den kommunalbestyrelse, der har rettet henvendelse efter § 24, stk. 1, på tidspunktet for sagens afslutning ikke har forpligtelsen til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i serviceloven, gives orienteringen i stedet til den kommunalbestyrelse, der har denne forpligtelse.

Det foreslås, at § 24, stk. 4, 2. pkt., i Familieretshusloven affattes således, at det fremgår, at er handlekommunen på tidspunktet for sagens afslutning ikke den kommune, der rettede henvendelse efter stk. 1, gives orienteringen i stedet til kommunalbestyrelsen i barnets nye handlekommune.

Den foreslåede nyaffattelse af § 24, stk. 4, 2. pkt., vil medføre, at orientering vil skulle gives til kommunalbestyrelsen i barnets nye handlekommune, såfremt barnet under behandlingen af sagen i Familieretshuset har skiftet handlekommune efter reglerne i § 9 a i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede nyaffattelse er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 24 i Familieretshusloven. Den foreslåede nyaffattelse vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 21, stk. 1, i voksenansvarsloven vedrører registrering og indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Det fremgår af § 21, stk. 1, at magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, 16 og 19 og magtanvendelse i øvrigt skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold på anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, og til det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet, jf. § 2 i socialtilsynsloven.

Det foreslås, at i § 21, stk. 1, i voksenansvarsloven ændres ”en kommunalbestyrelse, der har ansvaret for barnets eller den unges ophold på anbringelsesstedet” til ”kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at anbringelsesstedet vil skulle indberette magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten bl.a. til kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges handlekommune.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 21 i voksenansvarsloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Af § 68, stk. 1, i sygedagpengeloven fremgår, at kommunen træffer afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om opholds- og handlekommune i kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholds- og handlekommune” i § 68, stk. 1, i sygedagpengeloven ændres til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunen vil træffe afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om handlekommune i kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af de i lovforslagets § 1, nr. 1-3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af bestemmelserne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune frem for opholdskommune anvendes. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vedrører tilskud til arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med voksne (voksenlærlingeordningen). Det fremgår af § 158, stk. 1, 1. pkt., at afgørelse om tilskud træffes af elevens eller lærlingens opholdskommune jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholdskommune” i § 158, stk. 1, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ændres til ”handlekommune”, og at ”, stk. 2,” udgår.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil følge af § 158, stk. 1, 1. pkt., at afgørelse om tilskud vil skulle træffes af elevens eller lærlingens handlekommune, jf. § 9 i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af opholdskommune til handlekommune er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 158 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Den foreslåede ophævelse af henvisningen til § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, således at der alene henvises til § 9, er for det første begrundet i, at § 9, stk. 2, med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås ophævet, men videreført som § 9, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven. For det andet er ændringen begrundet i, at handlekommuneforholdet kan følge af andre bestemmelser i § 9 end § 9, stk. 2. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at der henvises generelt til bestemmelserne i § 9.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 203, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at staten yder forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigende udgifter efter loven. Det fremgår videre af § 203, stk. 2, at det er den kommune, som borgeren har som opholdskommune efter reglerne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven, der skal hjemtage refusion efter § 203, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, medmindre andet er aftalt med en anden kommune.

Det foreslås, at i § 203, stk. 2, ændres ”opholdskommune” til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være en borgers handlekommune, der vil kunne hjemtage refusion efter § 203, stk. 1.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 203 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 51 i førtids- og seniorpensionsloven, at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter reglerne i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 51 i førtids- og seniorpensionsloven ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen” og ”opholdskommune” til ”handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil fremgå af § 51, at handlekommunen har adgang til refusion fra en tidligere handlekommune efter reglerne i retssikkerhedsloven.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 51 i førtids- og seniorpensionsloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 53 i førtids- og seniorpensionsloven, at kommunalbestyrelsen i opholdskommunen varetager administrationen af de kommunale opgaver efter førtids- og seniorpensionsloven, jf. kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 53 i førtids- og seniorpensionsloven ændres til ”handlekommunen”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i handlekommunen, der vil varetage administrationen af de kommunale opgaver efter førtids- og seniorpensionsloven.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 53 i førtids- og seniorpensionsloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 53 i lov om social pension, at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 53 i lov om social pension ændres ”opholdskommunen” til ”handlekommunen” og ”opholdskommune” til ”handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være handlekommunen, der har adgang til refusion fra en tidligere handlekommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 53 i lov om social pension. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 57 i lov om social pension, at kommunalbestyrelsen i opholdskommunen varetager administrationen af de kommunale opgaver efter førtids- og seniorpensionsloven, jf. kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 57 i lov om social pension ændres til ”handlekommunen”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i handlekommunen, der vil varetage administrationen af de kommunale opgaver efter lov om social pension.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 57 i lov om social pension. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Overskriften til § 4 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne er opholdskommune.

Af § 4 fremgår, at kommunens ret til refusion og pligt til medfinansiering af ydelserne i § 3, stk. 1, omfatter udgifter til personer, som har kommunen som opholdskommune, jf. kapitel 3 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås med lovforslagets § 12, nr. 1, at ”opholdskommune” i overskriften til § 4 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne ændres til ”handlekommune”.

Med lovforslagets § 12, nr. 2, foreslås, at ”opholdskommune” i § 4 ændres til ”handlekommune”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at overskriften til § 4 vil være handlekommune, og at det vil fremgå af § 4, at kommunens ret til refusion og pligt til medfinansiering af ydelserne i § 3, stk. 1, vil omfatte udgifter til personer, som har kommunen som handlekommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i overskriften til § 4 og i § 4 i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 10 e, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik kan opholdskommunen uden forudgående samtykke fra ansøgeren forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser efter §§ 10 b og 10 c samt §§ 127 og 128 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når en person søger om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, eller hvis en person anmoder om ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 a eller 6 b, revalideringsydelse efter kapitel 6 c eller ledighedsydelse efter kapitel 7.

Efter § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., og § 69 r, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik kan en opholdskommune uden forudgående samtykke fra den, der søger om eller får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser om sanktioner efter §§ 36-40 a, 42, 43, 69 b-69 f og 69 m-69 q, hvis oplysningerne herom er nødvendige for opholdskommunens behandling af sagen.

Det fremgår af § 108 a i lov om aktiv socialpolitik, at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

Det forslås, at i § 10 e, 1. pkt., § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., § 69 r, 1. pkt., og § 108 a ændres opholdskommune til handlekommune.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i henholdsvis § 10 e, 1. pkt., § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., § 69 r, 1. pkt., og § 108 a i lov om aktiv socialpolitik. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 10 e, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik kan opholdskommunen uden forudgående samtykke fra ansøgeren forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser efter §§ 10 b og 10 c samt §§ 127 og 128 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når en person søger om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, eller hvis en person anmoder om ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 a eller 6 b, revalideringsydelse efter kapitel 6 c eller ledighedsydelse efter kapitel 7.

Efter § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., og § 69 r, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik kan en opholdskommune uden forudgående samtykke fra den, der søger om eller får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser om sanktioner efter §§ 36-40 a, 42, 43, 69 b-69 f og 69 m-69 q, hvis oplysningerne herom er nødvendige for opholdskommunens behandling af sagen.

Efter § 10 e, 3. pkt., § 44 a, 2. pkt., § 69 h, 2. pkt. og § 69 r, 2. pkt. i lov om aktiv socialpolitik skal opholdskommunen, uanset muligheden for at indhente oplysninger uden samtykke efter henholdsvis § 10 e, 1. og 2. pkt., § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., og § 69 r, 1. pkt., forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Det fremgår af § 108 a i lov om aktiv socialpolitik, at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 10 e, 1. og 3. pkt., § 44 a, 1. og 2. pkt., § 69 h, 1. og 2. pkt., § 69 r, 1. og 2. pkt., og § 108 a ændres Opholdskommunen til Handlekommunen.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 10 e, 1. og 3. pkt., § 44 a, 1. og 2. pkt., § 69 h, 1. og 2. pkt., § 69 r, 1. og 2. pkt., og § 108 a i lov om aktiv socialpolitik. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt. og § 69 r, 1. pkt. i lov om aktiv socialpolitik kan en opholdskommune uden forudgående samtykke fra den, der søger om eller får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, forlange, at en tidligere opholdskommune giver oplysninger om afgørelser om sanktioner efter §§ 36-40 a, 42, 43, 69 b-69 f, og 69 m-69 q, hvis oplysningerne herom er nødvendige for opholdskommunens behandling af sagen.

Det foreslås, at opholdskommunens i § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., og § 69 r, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik ændres til handlekommunens.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 44 a, 1. pkt., § 69 h, 1. pkt., og § 69 r, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 85 i lov om aktiv socialpolitik vedrører hjælp til flytning. Det fremgår af § 85, stk. 4, 1. pkt., at hjælpen efter § 85, stk. 1 og 2, ydes af den kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger, jf. § 9, stk. 12, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at henvisningen i § 85, stk. 4, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik til § 9, stk. 12, i retssikkerhedsloven ændres til § 9, stk. 8.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at § 9, stk. 12, med lovforslagets § 1, nr. 8, bliver § 9, stk. 7. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

§ 85 i lov om aktiv socialpolitik vedrører hjælp til flytning. Det fremgår af § 85, stk. 4, 2. pkt., at hjælpen efter § 85, stk. 1 og 2, ydes af den kommune, hvori boligen, der flyttes til, ligger, jf. § 9, stk. 12, i retssikkerhedsloven. Hvis boligen, der flyttes til, ligger i udlandet, fremgår det dog af § 85, stk. 4, 2. pkt., at hjælpen ydes af opholdskommunen, jf. § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at ”opholdskommunen” i § 85, stk. 4, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik ændres til ”handlekommunen”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være handlekommunen, der vil yde hjælp efter § 85, stk. 1 og 2, når den bolig, der flyttes til, ligger i udlandet.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 16, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 85 i lov om aktiv socialpolitik. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 17 d, stk. 2, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven. Det fremgår af § 17 d, stk. 1, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at det er den kommune, som borgeren har som opholdskommune efter reglerne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven, der skal hjemtage refusion efter § 17 d, stk. 2, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., medmindre andet er aftalt med en anden kommune.

Det foreslås for det første, at i § 17 d, stk. 1, ændres ”den kommune, som borgeren har som opholdskommune” ændres til ”borgerens handlekommune”.

Det foreslås for det andet, at i § 17 d, stk. 2, ændres ”opholdskommunen” og ”opholdskommune” til ”handlekommunen” og ”handlekommune”.

De i lovforslagets § 14, nr. 1, foreslåede ændringer i § 17 d, stk. 1, vil medføre, at det vil være borgerens handlekommune efter kapitel 3 i retssikkerhedsloven, der vil skulle hjemtage refusion efter § 17 d, stk. 2, i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., medmindre andet er aftalt med en anden kommune.

De i lovforslagets § 14, nr. 2, foreslåede ændringer i § 17 d, stk. 2, vil medføre, at handlekommunen vil have adgang til refusion fra en tidligere handlekommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

De foreslåede ændringer er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 17 d i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 44 i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse, at elevens hjemstedskommune kan kræve refusion af bidrag i henhold til § 42, stk. 1, fra en anden kommune, der i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven har den generelle betalingsforpligtelse for eleven den 5. september i kalenderåret forud for det finansår, hvor aktiviteten afholdes, jf. § 42, stk. 2, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse.

Det foreslås, at henvisningen i § 44 til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedssikkerhedsloven ændres til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og at ”har den generelle betalingsforpligtelse” ændres til ”er handlekommune eller refusionspligtig”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at elevens hjemstedskommune vil kunne kræve refusion af bidrag i henhold til § 42, stk. 1, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse fra en anden kommune, der i henhold til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven er handlekommune eller refusionspligtig for eleven den 5. september i kalenderåret forud for det finansår, hvor aktiviteten afholdes, jf. § 42, stk. 2, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, er begrundet i, at § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført som § 9 a, stk. 1, 4 og 6. Det findes herudover, at der bør henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der regulerer de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverne til et barn ikke bor sammen.

Den foreslåede ændring af generel betalingsforpligtelse til handlekommune eller refusionspligtig er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Begrebet generel betalingsforpligtelse anvendes således ikke i retssikkerhedsloven. I stedet foreslås med lovforslagets § 1 konsekvent henvist til handlekommuneansvar, som bl.a. rummer betalingsforpligtelsen. En undtagelse herfra er bestemmelserne i § 9 c i retssikkerhedsloven om refusionspligt. Ensretningen af begrebsbrugen til handlekommune og refusionspligtig bør også afspejles i § 44 i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Kapitel 9 i lov om efterskoler og frie fagskoler vedrører kommunale bidrag. Det fremgår af § 44, at kommunalbestyrelsen i bopælskommunen kan kræve refusion af bidrag efter § 41 fra en anden kommune for elever, for hvilke den anden kommune i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven har den generelle betalingsforpligtelse.

Det foreslås, at i § 44 i lov om efterskoler og frie fagskoler ændres ”en anden kommune for elever for hvilke den anden kommune i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven” til” handlekommunen eller den refusionspligtige kommune for elever, jf. § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6”, samt at ”har den generelle betalingsforpligtelse” udgår.

De foreslåede ændringer vil medføre, at kommunalbestyrelsen i bopælskommunen vil kunne kræve refusion af bidrag efter § 41 i lov om efterskoler og frie fagskoler fra handlekommunen eller den refusionspligtige kommune, jf. § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, er begrundet i, at § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført som § 9 a, stk. 1, 4 og 6. Det findes herudover, at der bør henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der regulerer de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverne til et barn ikke bor sammen.

Den foreslåede ændring af en anden kommune og sletning af generel betalingsforpligtelse, således at der i stedet henvises til handlekommunen eller den refusionspligtige kommune er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Begrebet generel betalingsforpligtelse anvendes således ikke i retssikkerhedsloven. I stedet foreslås med lovforslagets § 1 konsekvent henvist til handlekommuneansvar, som bl.a. rummer betalingsforpligtelsen. En undtagelse herfra er bestemmelserne i § 9 c i retssikkerhedsloven om refusionspligt. Ensretningen af begrebsbrugen til handlekommune og refusionspligtig bør også afspejles i § 44 i lov om efterskoler og frie fagskoler. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 4, stk. 4, i lov om specialundervisning for voksne, at kommunalbestyrelsen kan kræve betaling fra en anden kommunalbestyrelse for udgifter til undervisning af personer, der bor i kommunen, for hvilke den anden kommune i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven har den generelle betalingsforpligtelse.

Det foreslås, at henvisningen i § 4, stk. 4, i lov om specialundervisning for voksne til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedssikkerhedsloven ændres til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og at ”har den generelle betalingsforpligtelse” ændres til ”er handlekommune eller refusionspligtig”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne kræve betaling fra en anden kommunalbestyrelse for udgifter til undervisning af personer, der bor i kommunen, for hvilke den anden kommune i henhold til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven er handlekommune eller refusionspligtig.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, er begrundet i, at § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført som § 9 a, stk. 1, 4 og 6. Det findes herudover, at der bør henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der regulerer de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverne til et barn ikke bor sammen.

Den foreslåede ændring af generel betalingsforpligtelse til handlekommune eller refusionspligtig er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Begrebet generel betalingsforpligtelse anvendes således ikke i retssikkerhedsloven. I stedet foreslås med lovforslagets § 1 konsekvent henvist til handlekommuneansvar, som bl.a. rummer betalingsforpligtelsen. En undtagelse herfra er bestemmelserne i § 9 c i retssikkerhedsloven om refusionspligt. Ensretningen af begrebsbrugen til handlekommune og refusionspligtig bør også afspejles i § 4 i lov om specialundervisning for voksne. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 5 a, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, at visiteres en ung til et botilbud efter § 9, stk. 7, i retssikkerhedsloven, eller anbringes den unge uden for hjemmet, og visiteres den unge til en treårig ungdomsuddannelse, finder reglerne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven anvendelse.

Hensigten med bestemmelsen i § 5 a, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse til unge med særlige behov er, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6930-31, at fastslå, at den oprindelige kommune fortsat har både handle- og betalingsforpligtelsen for en ung, der i forvejen er henvist til en af de boformer, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, samtidig med at den unge deltager i et forløb efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Det foreslås, at i § 5 a, stk. 3, i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ændres ”efter § 9, stk. 7” til ”der er nævnt i § 9, stk. 3”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at hvis en ung visiteres til et botilbud, der er omfattet af § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven, eller anbringes den unge uden for hjemmet, og visiteres den unge til en treårig ungdomsuddannelse, vil reglerne i kapitel 3 i retssikkerhedsloven finde anvendelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at § 9, stk. 7, med lovforslagets § 1, nr. 2, bliver § 9, stk. 3, i retssikkerhedsloven. Den foreslåede ændring indebærer endvidere en sproglig ændring, da der ikke kan ske visitation efter § 9, stk. 7, og at det i stedet foreslås, at der henvises til botilbud, der er omfattede af § 9, stk. 3. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Kapitel 6 i lov om friskoler og private grundskoler m.v. omhandler kommunale bidrag. Det fremgår af § 30, at elevens bopælskommune kan kræve refusion af bidraget i henhold til §§ 26 og 28 fra en anden kommune for elever, for hvilke den anden kommune i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven har den generelle betalingsforpligtelse.

Det foreslås, at henvisningen i § 30 i lov om friskoler og private grundskoler m.v. til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedssikkerhedsloven ændres til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og at ”har den generelle betalingsforpligtelse” ændres til ”er handlekommune eller refusionspligtig”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at elevens bopælskommune vil kunne kræve refusion af bidrag i henhold til §§ 26 og 28 i lov om friskoler og private grundskoler m.v. fra en anden kommune, der i henhold til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven er handlekommune eller refusionspligtig for eleven.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven til § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, er begrundet i, at § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført som § 9 a, stk. 1, 4 og 6. Det findes herudover, at der bør henvises til den i lovforslagets § 1, nr. 11, foreslåede bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der regulerer de tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverne til et barn ikke bor sammen.

Den foreslåede ændring af generel betalingsforpligtelse til handlekommune eller refusionspligtig er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Begrebet generel betalingsforpligtelse anvendes således ikke i retssikkerhedsloven. I stedet foreslås med lovforslagets § 1 konsekvent henvist til handlekommuneansvar, som bl.a. rummer betalingsforpligtelsen. En undtagelse herfra er bestemmelserne i § 9 c i retssikkerhedsloven om refusionspligt. Ensretningen af begrebsbrugen til handlekommune og refusionspligtig bør også afspejles i § 30 i lov om friskoler og private grundskoler m.v. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 14, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

§ 14 b, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende særlige døråbnere ved yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete afdelinger og boenheder, for en eller flere personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 b, stk. 4, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 b, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14 b, stk. 4, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 b, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det fremgår af § 14 e, stk. 1, i lov om frikommunenetværk, at kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 e, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 e, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14 e, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 e, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

§ 14 f, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende sensorbaseret søvnmonitoreringsteknologi som alarmredskab og situationsbestemt videobaseret kigind for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 f, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 f, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder. Videre fremgår af § 14 f, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 f, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 14, stk. 3, 2. pkt., § 14 b, stk. 4, 2. pkt., § 14 e, stk. 3, 2. pkt., og § 14 f, stk. 3, 2. pkt., i lov om frikommunenetværk ændres ”personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven” til ”den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at det vil være kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, der vil kunne træffe afgørelse efter § 14, stk. 1, § 14 b, stk. 1, § 14 e, stk. 1, og § 14 f, stk. 1, i lov om frikommunenetværk.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås med de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet opholdskommune ikke længere anvendes. Dette skyldes, at begrebet opholdskommune kan skabe tvivl om, hvorvidt det skal forstås i bred forstand som i § 9 i retssikkerhedsloven, som den kommune, der har handlekommuneansvaret, uanset om borgeren opholder sig i kommunen eller ej, eller i snæver og bogstavelig forstand, som den kommune, hvor borgeren har ophold, hvilket er betydningen i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2, og i §§ 14, 14 b, 14 e og 14 f i lov om frikommunenetværk. Da begrebet opholdskommune i §§ 14, 14 b, 14 e og 14 f ikke skal forstås i betydningen handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at begrebet opholdskommune i bestemmelserne erstattes af den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, hvilket er i overensstemmelse med ordlyden af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2. De foreslåede ændringer vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

§ 14, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 14, stk. 3, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk, at hvis opholdskommunen ikke er den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter serviceloven, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 14 b, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende særlige døråbnere ved yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete afdelinger og boenheder, for en eller flere personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 b, stk. 4, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 b, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14 b, stk. 4, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 b, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 14 b, stk. 4, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk, at hvis opholdskommunen ikke er den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter serviceloven, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

Det fremgår af § 14 e, stk. 1, i lov om frikommunenetværk, at kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 e, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 e, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Videre fremgår af § 14 e, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 e, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 14 e, stk. 3, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk, at hvis opholdskommunen ikke er den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter serviceloven, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 14 f, stk. 1, i lov om frikommunenetværk bemyndiger social- og boligministeren til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende sensorbaseret søvnmonitoreringsteknologi som alarmredskab og situationsbestemt videobaseret kigind for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 f, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 f, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder. Videre fremgår af § 14 f, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 f, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 14 f, stk. 3, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk, at hvis opholdskommunen ikke er den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter serviceloven, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

Det foreslås for det første, at i § 14, stk. 3, 2. pkt., § 14 b, stk. 4, 2. pkt., § 14 e, stk. 3, 2. pkt., og § 14 f, stk. 3, 2. pkt., i lov om frikommunenetværk ændres ”opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter serviceloven” til ”denne kommune ikke handlekommune for personen”. For det andet foreslås, at i § 14, stk. 3, 2. pkt., § 14 b, stk. 4, 2. pkt., § 14 e, stk. 3, 2. pkt., og § 14 f, stk. 3, 2. pkt., i lov om frikommunenetværk ændres ”opholdskommunen” til ”den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig”.

De foreslåede ændringer vil medføre, at i de tilfælde, hvor den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, ikke er handlekommune for personen, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, vil afgørelse efter § 14, stk. 1, § 14 b, stk. 1, § 14 e, stk. 1, og § 14 f, stk. 1, i lov om frikommunenetværk skulle træffes af handlekommunen efter indstilling fra den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

De foreslåede ændringer af opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt til at yde personen hjælp efter lov om social service til denne kommune ikke handlekommune for personen er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § lov om frikommunenetværk.

De foreslåede ændringer af opholdskommunen til den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig er begrundede i, at § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven om opholdskommune med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås med de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet opholdskommune ikke længere anvendes. Dette skyldes, at begrebet opholdskommune kan skabe tvivl om, hvorvidt det skal forstås i bred forstand som i § 9 i retssikkerhedsloven, som den kommune, der har handlekommuneansvaret, uanset om borgeren opholder sig i kommunen eller ej, eller i snæver og bogstavelig forstand, som den kommune, hvor borgeren har ophold, hvilket er betydningen i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2, og i §§ 14, 14 b, 14 e og 14 f i lov om frikommunenetværk. Da begrebet opholdskommune i §§ 14, 14 b, 14 e og 14 f ikke skal forstås i betydningen handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at begrebet opholdskommune i bestemmelserne erstattes af den kommune, hvor personen har bopæl eller sædvanligvis opholder sig, hvilket er i overensstemmelse med ordlyden af den gældende bestemmelse i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2.

De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 14 c i lov om frikommunenetværk er social- og boligministeren bemyndiget til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 c, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 c, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til børn og unge, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Det fremgår videre af § 14 c, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 c, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at i § 14 c, stk. 3, 2. pkt., i lov om frikommunenetværk ændres ”barnets eller den unges opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven” til ”den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at afgørelse efter § 14 c, stk. 1, i lov om frikommunenetværk vil skulle træffes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig.

Den foreslåede ændring er for det første begrundet i, at der ved en fejl er henvist til, at børns og unges opholdskommune følger af § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, hvilket ikke er tilfældet. Børns og unges opholdskommune reguleres derimod efter § 9 a i retssikkerhedsloven, og opholdskommunen er ikke nødvendigvis den kommune, hvor barnet opholder sig. Den foreslåede ændring er endvidere begrundet i, at § 9, stk. 2, om opholdskommune med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås med de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet opholdskommune ikke længere anvendes. Dette skyldes, at begrebet opholdskommune kan skabe tvivl om, hvorvidt det skal forstås i bred forstand som i §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, som den kommune, der har handlekommuneansvaret, uanset om borgeren, herunder et barn eller en ung, opholder sig i kommunen eller ej, eller i snæver og bogstavelig forstand, som den kommune, hvor borgeren har ophold, hvilket er betydningen i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2, og i § 14 c i lov om frikommunenetværk. Da begrebet opholdskommune i § 14 c ikke skal forstås i betydningen handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at begrebet opholdskommune i § 14 c, stk. 3, 2. pkt., erstattes af den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Efter § 14 c i lov om frikommunenetværk er social- og boligministeren bemyndiget til at godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne under de i bestemmelsen anførte betingelser. Det fremgår af § 14 c, stk. 3, 1. pkt., at tilladelser efter § 14 c, stk. 1, alene kan bringes i anvendelse i forhold til børn og unge, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Det fremgår videre af § 14 c, stk. 3, 2. pkt., at afgørelse efter § 14 c, stk. 1, træffes af kommunalbestyrelsen i barnets eller den unges opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Endelig fremgår af § 14 c, stk. 3, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk, at hvis opholdskommunen ikke er den kommune, der har pligt til at yde barnet eller den unge hjælp efter serviceloven, jf. § 9 i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

Det foreslås, at § 14 c, stk. 3, 3. pkt., i lov om frikommunenetværk affattes således, at det fremgår, at er denne kommune ikke barnets eller den unges handlekommune, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig.

I forhold til gældende ret vil den foreslåede nyaffattelse for det første betyde, at der henvises til § 9 a i retssikkerhedsloven fremfor til § 9. For det andet vil det betyde, at der ikke henvises til barnets eller den unges opholdskommune, men til den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig.

Den første ændring er begrundet i, at pligten til at yde hjælp til børn og unge efter serviceloven ikke er reguleret i § 9, men i § 9 a i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring fra opholdskommune til den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig er begrundet i, at § 9, stk. 2, om opholdskommune med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås ophævet. Samtidigt foreslås med de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven en ensretning af begrebsbrugen, således at begrebet opholdskommune ikke længere anvendes. Dette skyldes, at begrebet opholdskommune kan skabe tvivl om, hvorvidt det skal forstås i bred forstand som i §§ 9 og 9 a i retssikkerhedsloven, som den kommune, der har handlekommuneansvaret, uanset om borgeren, herunder et barn eller en ung, opholder sig i kommunen eller ej, eller i snæver og bogstavelig forstand, som den kommune, hvor borgeren har ophold, hvilket er betydningen i § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven, der foreslås ophævet med lovforslagets § 1, nr. 2, og i § 14 c i lov om frikommunenetværk. Da begrebet opholdskommune i § 14 c ikke skal forstås i betydningen handlekommune, findes det hensigtsmæssigt, at begrebet opholdskommune i § 14 c, stk. 3, 2. pkt., erstattes af den kommune, hvor barnet eller den unge opholder sig. Den foreslåede ændring vil således ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 238, stk. 1, i sundhedsloven, at bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen. Efter § 238, stk. 7, har bopælskommunen ret til refusion for betaling efter § 238, stk. 1-6, fra den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven har den generelle betalingsforpligtelse for borgeren.

Det foreslås, at i § 238, stk. 7, i sundhedsloven ændres ”den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt.” til ”handlekommunen eller den refusionspligtige kommune, jf. § 9 a, stk. 1, 4 og 6”, samt at ”har den generelle betalingsforpligtelse for borgeren” udgår.

De foreslåede ændringer vil medføre, at bopælskommunen vil kunne kræve refusion for betaling efter § 238, stk. 1-6, i sundhedsloven fra handlekommunen eller den refusionspligtige kommune, jf. § 9 a, stk. 1, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i retssikkerhedsloven.

Den foreslåede ændring af henvisningen til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., i retssikkerhedsloven til § 9 a, stk. 1, 4 og 6, er begrundet i, at § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., med lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås videreført som § 9 a, stk. 1, 4 og 6.

Den foreslåede ændring af den kommune og ophævelse af henvisningen til generel betalingsforpligtelse, således at der i stedet henvises til handlekommunen eller den refusionspligtige kommune er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Begrebet generel betalingsforpligtelse anvendes således ikke i retssikkerhedsloven. I stedet foreslås med lovforslagets § 1 konsekvent henvist til handlekommuneansvar, som bl.a. rummer betalingsforpligtelsen. En undtagelse herfra er bestemmelserne i § 9 c i retssikkerhedsloven om refusionspligt. Ensretningen af begrebsbrugen til handlekommune og refusionspligtig bør også afspejles i § 238 i sundhedsloven. De foreslåede ændringer vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.

Det fremgår af § 50, stk. 1, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at hvis barnet eller den unge unddrager sig tilsynet efter § 47, eller barnet eller den unge ikke efterlever Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, jf. §§ 12-14 og § 18, stk. 2, skal ungekriminalforsorgen træffe foranstaltninger med henblik på at genetablere tilsynet og sikre, at barnet eller den unge efterlever Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. Det fremgår videre af § 50, stk. 2, 1. pkt., at hvis foranstaltningerne ikke fører til, at tilsynet genetableres, eller barnet eller den unge fortsat undlader at efterleve Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, skal ungekriminalforsorgen indberette sagen til nævnet og underrette barnets eller den unges opholdskommune.

Det foreslås, at ”opholdskommune” i § 50, stk. 2, 1. pkt., ændres til ”handlekommune”.

Den foreslåede ændring vil medføre, at indberetning efter § 50, stk. 2, 1. pkt., vil skulle ske til barnets eller den unges handlekommune.

Den foreslåede ændring er et led i den ensretning af begrebsbrugen vedrørende handlekommuneforholdet, som kommer til udtryk i de i lovforslagets § 1, nr. 2, 3, 5-7, 9-13, 15 og 17, foreslåede ændringer af §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven, hvorved begrebet handlekommune anvendes konsekvent. Ensretningen bør derfor også afspejles i § 50 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Den foreslåede ændring vil ikke medføre materielle ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.1.3.