Ændringsforslag til 2. behandling nr. 2022/2 ÆF2 128 af 27. maj 2023

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Ændringsforslag stillet den 26. maj 2023 uden for betænkningen

Ændringsforslag

til 2. behandling af

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

(Genindførelse af ret til uddannelsesløft med forhøjet dagpengesats på 110 pct. i 2023)

[af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)]:

Til § 1

Af Victoria Velasquez (EL):

10) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 97 a, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »i de seneste 5 år«: », eller hvor personen på grund af varige helbredsmæssige årsager ikke længere er i stand til at anvende sin hidtidige uddannelse på arbejdsmarkedet«.«

[Udvidelse af målgruppen for ordningen]

Bemærkninger

Til nr. 10

I lovforslagets § 1, nr. 1, er det foreslået, at den midlertidige ordning med uddannelsesløft i § 97 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats genindføres i 2023, så dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er ufaglærte eller faglærte med forældet uddannelse, i perioden fra og med den 1. juli 2023 til og med den 31. december 2023 har ret til at påbegynde et uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af positivlisten.

Med ændringsforslaget foreslås det, at målgruppen for ordningen med uddannelsesløft i § 97 a i loven udvides, så ordningen også omfatter personer, som er faglærte, i tilfælde hvor uddannelsen ikke er forældet, men hvor personen på grund af varige helbredsmæssige årsager ikke længere er i stand til at anvende sin hidtidige uddannelse på arbejdsmarkedet.

Dermed vil dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som er faglærte, men som ikke længere er i stand til at benytte deres hidtidige uddannelse på grund af varige helbredsmæssige årsager, også have ret til at påbegynde et uddannelsesløft i form af tilbud om en erhvervsuddannelse, som fremgår af positivlisten. Det kunne f.eks. være en dagpengemodtager, som er uddannet bager, der har udviklet melallergi, eller en dagpengemodtager, som har brug for et sporskifte på grund af nedslidning.

Økonomiske bemærkninger

Forslaget om at udvide målgruppen skønnes at medføre merudgifter (efter skat og tilbageløb) på i alt ca. 10 mio. kr. i perioden 2023-2025 i forhold til det fremsatte lovforslag.