Lovforslag som fremsat nr. 2023/1 LSF 23 af 05. oktober 2023

Det fremgår af den gældende § 1, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader.

Formålsbestemmelsen i § 1, stk. 1, blev indsat i loven ved lov nr. 422 af 10. juni 2003. I bemærkningerne blev det anført, at det er vigtigt, at arbejdsskadesikringsloven i videst muligt omfang understøtter den øvrige indsats på beskæftigelsesområdet, således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det foreslås i § 1, stk. 1, 1. pkt., at indsætte efter ”arbejdsskade”: »samt at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade«.

Det foreslåede vil medføre en udvidelse af formålsbestemmelsen, som vil kunne medvirke til at sikre, at arbejdsskadesystemet, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, ved administrationen af arbejdsskadesikringsloven har fokus på at understøtte, at tilskadekomne så vidt muligt vender tilbage til selvforsørgelse i ordinær beskæftigelse eller bevarer så stor tilknytning til arbejdsmarkedet som muligt, hvis selvforsørgelse på ordinære vilkår ikke er muligt. Dette er også i overensstemmelse med arbejdsmarkedets parters anbefaling i afrapporteringen fra de tekniske drøftelser om arbejdsskadeområdet fra maj 2022.

Forslaget vil kunne medføre et større fokus på arbejdsmarkedstilknytning ved behandlingen af arbejdsskadesager. Det gælder bl.a. i forhold til de strategiske beslutninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse træffer i forhold til den overordnede styring, men vil også forventes at skulle afspejle sig i de beslutninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen i øvrigt træffer om den administrative indretning af sagsbehandlingen.

Derudover skal formålsbestemmelsen særligt ses i sammenhæng med andre elementer i arbejdsskadeaftalen, som skal understøtte tilskadekomnes muligheder for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i størst mulig udstrækning efter en arbejdsskade. Det drejer sig bl.a. om den foreslåede nye § 18 a, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 16, om at indføre en uddannelsesgodtgørelse, som vil være en nyskabelse på arbejdsskadeområdet, idet ydelsen er betinget af aktiv deltagelse i erhvervsrettede uddannelser med henblik på at bevare eller styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet, og om den foreslåede nye § 16, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 5, som vil give offentlige arbejdsgivere mulighed for at give offentligt ansatte med en arbejdsskade bedre mulighed for at modtage en særlig behandling eller indsats, der vurderes at ville understøtte pågældendes tilknytning til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt.

For så vidt angår den nye ordning med uddannelsesgodtgørelse forventes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at ville prioritere en hurtig sagsbehandling, der vil understøtte, at de tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Bestyrelsen forventes at sætte mål herfor.

Det fremgår af den gældende § 11 i arbejdsskadesikringsloven, at ydelserne efter loven er

1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15,

2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 og § 17 a,

3) godtgørelse for varigt mén, jf. § 18,

4) overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19,

5) erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22, og

6) godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Det foreslås, at der i § 11 efter nr. 3 indsættes som nyt nummer: »4) uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b,«.

Forslaget medfører, at uddannelsesgodtgørelse fremover vil være en ydelse efter loven.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til de nye bestemmelser i §§ 18 a-18 h, om en ny ordning, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Uddannelsesgodtgørelsen vil blive udbetalt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til tilskadekomne, som tager en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Uddannelsesgodtgørelsen vil blive fastsat af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og vil svare til 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. det foreslåede § 18 b, stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til § 18 b, stk. 3.

Ifølge den gældende § 15, stk. 3, kan erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør beløbet den forventede, gennemsnitlige årlige udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne.

Ifølge lovens § 27, stk. 4, fastsættes faktorerne for omsætning af løbende erstatning for tab af erhvervsevne til engangsbeløb på baggrund af aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til engangsbeløb, der tilkendes og beregnes i det følgende år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.14.

Det foreslås at i § 15, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne« til »stk. 7«.

Med den foreslåede ændring vil bestemmelsens henvisning til § 27, stk. 4, blive ændret, så der i stedet henvises til det foreslåede § 15, stk. 7, som affattes ved dette lovforslags § 1, nr. 4. Ændringen medfører, at permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke længere skal beregnes på samme måde som en kapitalerstatning af erstatning for erhvervsevnetab. Fremover skal erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb efter de regler, der forventes at blive fastsat med hjemmel i den nye bemyndigelsesbestemmelse i det foreslåede stk. 7 i lovforslagets § 1, nr 4. Der henvises for nærmere herom til bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Ifølge den gældende § 15, stk. 3, kan erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge af arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør beløbet den forventede, gennemsnitlige årlige udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for tab af erhvervsevne.

Ifølge lovens § 27, stk. 4, fastsættes faktorerne for omsætning af løbende erstatning til engangsbeløb på baggrund af aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til engangsbeløb, der tilkendes og beregnes i det følgende år.

Den gældende kapitaliseringsfaktor, der anvendes ved beregning af erstatning for tab af erhvervsevne, består af følgende elementer, jf. bemærkningerne til forslag til lov nr. 2200 af 29. december 2020, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 22 som fremsat den 7. oktober 2020, der trådte i kraft den 1. januar 2021 med virkning for afgørelser om kapitalisering, der træffes fra denne dato:

- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger

- Renteniveau

- Prisregulering af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten

Beregningen af kapitalerstatningen beregnes efter de gældende regler til, modtageren når folkepensionsalderen, uanset at behovet for betaling af permanente behandlingsudgifter er livsvarig. De nuværende kapitaliseringsfaktorer indebærer dermed, at erstatningen for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ved omsætningen til en engangsbeløb ikke bliver fastsat til et beløb, der svarer til den faktiske udgift.

Såfremt erstatningen viser sig at være utilstrækkelig, kan den tilskadekomne ansøge om en supplerende bevilling hos kommunen, der konkret kan bevilge støtte til hjælpemidlet i medfør af bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.14.

Det foreslås, at i § 15 indsættes som stk. 7, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned fastsætter de nærmere regler for omsætning af erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, jf. stk. 3, 2. pkt., til et engangsbeløb, der tilkendes og beregnes det følgende år.

Med den foreslåede bestemmelse får beskæftigelsesministeren hjemmel til at fastsætte særskilte/selvstændige kapitaliseringsfaktorer for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler, der vil have til formål i højere grad at sikre kompensation for den faktiske udgift til permanente behandlinger og hjælpemidler. Sammen med forslaget i lovforslagets § 1, nr. 3, vil det medføre, at permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler ikke længere skal beregnes på samme måde som kapitalerstatning for erhvervsevnetab.

Bemyndigelsen forventes at blive brugt til at fastsætte regler om, hvordan kapitaliseringsfaktorerne fastsættes. Det forudsættes, at reglerne for fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne for erstatning for permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler vil bestå af følgende elementer:

- Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger

- Renteniveau

- Prisregulering af den løbende erstatning

- Fradrag svarende til beskatning af kapitalindkomsten

Det forudsættes at det blive fastsat, at beløbet beregnes livsvarigt og ikke kun til pensionsalderen, som det er tilfældet for erhvervsevnetab.

Til forskel fra de nuværende regler, forudsættes det, at kapitaliseringsfaktorerne ikke længere vil skulle indeholde elementer om fradrag svarende til beskatning af den løbende erstatning. Kapitaliseringen af erstatningen forudsættes dermed ikke længere at blive fastsat som om, der er tale om erstatning for en indkomst, men i stedet som erstatning for en udgift til behandling eller hjælpemidler.

Såfremt erstatningen viser sig at være utilstrækkelig, f.eks. fordi tilskadekomne lever længere, end Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger tilsiger, vil den tilskadekomne, som hidtil, kunne ansøge om en supplerende bevilling hos kommunen, der konkret kan bevilge støtte til hjælpemidlet i medfør af bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

Efter gældende regler i § 16, stk. 1, arbejdsskadesikringsloven er fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om en anmeldt skade er omfattet af loven, følgende:

1) 3 måneder for afgørelse af, om en anmeldt ulykke er omfattet af loven.

2) 6 måneder for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 1, er omfattet af loven.

3) 2 år for afgørelse af, om en anmeldt sygdom, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 2, og § 7, stk. 2, er omfattet af loven.

Efter § 16, stk. 2, er fristen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter loven, 1 år. Fristen er dog 2 år for visse erhvervssygdomssager, som ikke er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.

Efter § 16, stk. 3, regnes fristerne i stk. 1 og 2 fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen.

Efter § 16, stk. 4, gælder fristerne i stk. 1 og 2 tilsvarende for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om efterladte har ret til ydelser efter loven, jf. § 11, nr. 4-6, når arbejdsskaden har medført døden. Fristerne regnes fra den dag, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelse af dødsfaldet.

Efter § 16, stk. 5, underretter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring sagens parter, når afgørelserne ikke kan træffes inden for de frister, der er nævnt i stk. 1, 2 og 4. Underretningen skal indeholde en begrundelse om, hvorfor fristerne ikke kan overholdes og oplysning om, hvornår afgørelsen forventes truffet.

Efter § 16, stk. 6, kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.

Det følger af lovens § 15, stk. 1, at under sagens behandling kan udgifter til sygebehandling eller optræning betales, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når udgifterne ikke kan afholdes efter sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til sygebehandlingen.

Private forsikringsselskaber har under arbejdsskadesagens behandling mulighed for ud over § 15 at afholde udgifter til andre indsatser, som forsikringsselskaberne vurderer kan medvirke til at styrke tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet. Selvforsikrede offentlige arbejdsgivere, jf. nedenfor, har ikke denne mulighed, idet de ikke har hjemmel til at betale for andre udgifter til tilskadekomne i anledning af arbejdsulykken end det, som følger af arbejdsskadesikringsloven, medmindre der er bevillingsmæssig hjemmel hertil i anden lov eller det følger af kommunalfuldmagten.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, at staten, folkekirken, regionerne og kommunerne ikke har pligt til at tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 50. Det samme gælder civillisten, som omfatter medarbejdere, som er beskæftiget i den kongelige husholdning. Statslige organer og institutioner skal være selvforsikrede, jf. Socialministeriets cirkulæreskrivelse af 20. november 1996. I det omfang de i § 48, stk. 5, nævnte institutioner har udnyttet muligheden for ikke at tegne arbejdsulykkesforsikring eller er afskåret fra dette, indtræder de i alle forsikringsselskabets rettigheder og pligter efter arbejdsskadesikringsloven. Det betyder bl.a., at de skal betale de erstatninger m.v. til tilskadekomne og efterladte, som følger af lovens § 11. De vil derimod ikke kunne afholde andre udgifter til tilskadekomne som følge af arbejdsskaden end udgifter hjemlet i loven, medmindre der er hjemmel hertil i anden lovgivning eller kommunalfuldmagten, jf. også ovenfor.

Det foreslås, at § 16 ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at de lovbestemte frister i § 16, stk. 1-4, for behandling af anmeldte arbejdsskader og afgørelse af, om tilskadekomne har ret til ydelser efter loven, ophæves.

Forslaget vil give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring større fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge sagsbehandlingen under hensyn til de relativt store udsving, der er mellem de forskellige sags- og afgørelsestyper i arbejdsskadesikringsloven, med henblik på at reducere sagsbehandlingstiden. Forslaget vil dog ikke ændre på, at det fortsat vil være intentionen, at tilskadekomne hurtigt skal have en afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet.

Det forudsættes samtidig, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer, som fremgår af bl.a. Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, vil opstille mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, som bør være offentligt tilgængelige, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil orientere sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid.

Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil underrette sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret sag ikke kan overholdes.

Forslaget vil ikke ændre på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter forvaltningsretlige principper og gældende praksis fortsat skal træffe selvstændig afgørelse om anerkendelse af en anmeldt arbejdsskade inden for rimelig tid.

Endelig foreslås det i forslaget til § 1, nr. 33, at reglen om forskud i § 16, stk. 6, flyttes til § 26 som et nyt stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 33.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 16, hvorefter selvforsikrede arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 5, ved arbejdsulykker, jf. § 6, kan beslutte at afholde udgifter til konkrete indsatser, der understøtter tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet, når udgifterne ikke kan afholdes efter § 15, sundhedsloven eller som led i behandlingen på offentligt sygehus.

Forslaget vil skabe hjemmel til, at selvforsikrede arbejdsgivere vil få mulighed for i særlige situationer at finansiere udgifterne til en indsats eller behandling, som ikke er omfattet af lovens § 15 eller er dækket af den offentlige sundhedslovgivning, når den selvforsikrede arbejdsgiver vurderer, at indsatsen eller behandlingen vil kunne understøtte tilskadekomnes mulighed for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsulykke. De konkrete indsatser vil f.eks. kunne være at dække udgifter til stressbehandlinger hos psykolog, lindrende smertebehandling eller betaling for redskaber, som ikke dækkes af kommunen, men som den selvforsikrede arbejdsgiver skønner er nødvendige for at skadelidte kan varetage et konkret job, f.eks. betaling for kørekort til bestemt maskine, betaling for et personligt tilpasset sæde til maskine og lignende. Forslagets sigte er således at give de enkelte selvforsikrede arbejdsgivere mulighed for at vælge at tilbyde tilskadekomne efter en arbejdsulykke indsatser eller behandlinger, som strækker ud over arbejdsskadesikringsloven. Formålet er at skabe mulighed for, at tilskadekomne på det offentlige arbejdsmarked efter en arbejdsulykke også vil kunne få adgang til at modtage en særlig behandling eller indsats, der efter den selvforsikrede arbejdsgivers konkrete og individuelle vurdering vurderes at ville understøtte pågældendes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Forslaget er inspireret af de muligheder, som nogle forsikringsselskaber tilbyder privatansatte efter en arbejdsulykke i dag, og vil medvirke til at skabe større ligestilling mellem private og offentlige arbejdsgivere, som har ansatte, som er kommet ud for en arbejdsulykke, med hensyn til at tilbyde finansiering af indsatser, som kan medvirke til at bevare tilskadekomnes tilknytning til arbejdsmarkedet

Det er hensigten, at mulighederne i den foreslåede bestemmelse vil kunne benyttes i tilfælde, hvor de selvforsikrede arbejdsgivere vurderer, at tilskadekomnes muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt er udfordret, og der er klare indikationer på, at indsatsen vil forbedre tilskadekomnes muligheder for at bevare eller genskabe tilknytningen til arbejdspladsen eller arbejdsmarkedet generelt, samt at det derfor samlet må forventes, at indsatsen i den konkrete sag vil medvirke til at reducere udgifterne til erstatning eller godtgørelse m.v. efter arbejdsskadesikringsloven. Det er således de enkelte selvforsikrede arbejdsgivere, som beslutter, om de vil benytte sig af den adgang, som forslaget giver, til at afholde udgifter ud over det, som de er forpligtede til efter loven. I det omfang de selvforsikrede arbejdsgivere er offentlige myndigheder, finder de almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger anvendelse ved myndighedernes stillingtagen til anvendelse af bestemmelsen i de enkelte tilfælde.

Det er således den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver, som har besluttet sig for at benytte ordningen, som konkret skal vurdere, om der er et potentiale for, at tilskadekomne med en særlig indsats kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det betyder, at tilskadekomne ikke har retskrav på at få en behandling eller indsats efter den foreslåede bestemmelse, og at lovens klagebestemmelser ikke finder anvendelse.

Adgangen for selvforsikrede arbejdsgivere til at benytte ordningen er uafhængig af, hvordan den enkelte selvforsikrede arbejdsgiver har valgt at administrere ordningen, f.eks. ved at benytte en forsikringsmægler.

Efter gældende lovs § 17, stk. 1, har tilskadekomne ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når en arbejdsskade har nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.

Den nedre grænse er som udgangspunkt 15 pct., men der kan efter forarbejderne til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring og praksis tilkendes erstatning, hvis tabet er mindre end 15 pct., jf. retspraksis og principmeddelelse U-19-04, 15-14 og 14-20. Retspraksis og principmeddelelserne vil fortsat gælde efter forslaget.

Tabet af erhvervsevne over 15 pct. fastsættes derefter med 5 pcts. intervaller og op til 100 pct.

Daværende Arbejdsskadestyrelse har udarbejdet vejledning nr. 9946 af 24. november 2014 om erstatning for tab af erhvervsevne.

Det foreslås, at der i § 17, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»Tabet af erhvervsevne fastsættes på grundlag af forskellen mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden, jf. stk. 2, og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden, jf. stk. 3. Tabet af erhvervsevne fastsættes til: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 eller 100 pct.«

Det foreslås i første nye punktum, at erhvervsevnetabet, dvs. den procentvise nedsættelse af erhvervsevnen, vil skulle fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningsevnen før arbejdsskaden og indtjeningsevnen efter arbejdsskaden.

De foreslåede ændringer af § 17 og § 17 a, hvorefter den årsløn, der er fastsat efter § 24, vil skulle anvendes som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket, ved vurderingen af tabet af erhvervsevne, vil ikke ændre på, at det fortsat er en forudsætning, at den anerkendte arbejdsskade skal have medført et aktuelt tab af erhvervsevne. Tjener tilskadekomne således det samme med arbejdsskaden som på skadestidspunktet, har arbejdsskaden ikke medført et tab af erhvervsevne, og der vil ikke skulle fastsættes en årsløn.

Det vil være en vurdering af indtjeningsevnen før arbejdsskaden, jf. stk. 2, sammenlignet med, hvad indtjeningsevnen efter arbejdsskaden må forventes vedblivende at være i det faktiske, fremtidige forløb, jf. stk. 3. Det afgørende er således – som efter gældende praksis – ikke den øjeblikkelige indtægtsnedgang. I vurderingen vil ligeledes indgå, om tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, og såfremt pågældende ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, konsekvensen for erhvervsevnetabets størrelse, jf. forslaget til stk. 4.

Ved forslagene til § 17, stk. 2, 1. pkt., og § 17 a, stk. 2, 1. pkt., foreslås indtjeningsevnen før arbejdsskaden fastsat direkte svarende til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet, som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Ved forslagene til § 17, stk. 2, 2. pkt., og § 17 a, stk. 2, 2. pkt., foreslås en særlig regel om vurdering af indtjeningsevnen før arbejdsskaden for tilskadekomne med en indtægt over den maksimale årsløn efter § 24, stk. 10.

Forslagene i § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 17 a, stk. 2, 2. pkt., vil være ændringer i forhold til gældende praksis, jf. nærmere nedenfor under bemærkninger til § 1, nr. 7.

Ved forslaget til § 17, stk. 3, foreslås indtjeningsevnen efter arbejdsskaden fastsat til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4. Det svarer til gældende praksis, jf. nærmere nedenfor under bemærkningerne til § 1, nr. 7.

Erhvervsevnetabet, det vil sige den procentvise nedsættelse af erhvervsevnen, vil også fremadrettet skulle fastsættes som forskellen mellem tilskadekomnes indtjeningsevne før og uden arbejdsskaden og tilskadekomnes indtjeningsevne med arbejdsskaden på afgørelsestidspunktet. Det vil sige, at der vil skulle foretages en sammenligning mellem årslønnen fastsat efter § 24 opreguleret til afgørelsestidspunktet, og den indtægt, som tilskadekomne efter skaden er eller bør være i stand til at skaffe sig ved udnyttelse af den (eventuelle) resterende erhvervsevne.

Retten til erstatning vil være betinget af, at nedsættelsen er forårsaget af skaden. Der vil således skulle være årsagsforbindelse mellem skaden og tabet af erhvervsevne. Vurderingen vil ske ved anvendelse af almindelige erstatningsretlige principper om kausalitet (årsagssammenhæng). Med hensyn til beviset for betydningen af årsagssammenhængen indeholder arbejdsskadesikringsloven i § 12, stk. 2, en særregel, der indebærer, at et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod, eller andet er fastsat i loven. Skyldes erhvervsevnetabet delvist andre forhold, kompenseres kun den del af nedsættelsen, som er forårsaget af skaden, såfremt nedsættelsen fortsat udgør mindst 15 procent.

Efter nogle af undtagelserne i den foreslåede bestemmelse til § 24, stk. 2, vil der i visse situationer skulle fastsættes to årslønninger for to forskellige perioder. Det drejer sig om tilskadekomne, der på skadestidspunktet er i et ansættelsesforhold med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen, for eksempel professionelle sportsudøvere, hvor arbejdsskademyndighederne vil skulle fastsætte årslønnen som den faktiske samlede lønindkomst efter hovedreglen i § 24, stk. 1, indtil det normale erhvervsophør i pågældende ansættelsesforhold og derefter som normalårslønnen efter § 24, stk. 10, for den resterende periode frem til folkepensionsalderen. I den ene afgørelse vil årslønnen fastsat efter hovedreglen skulle lægges til grund som tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden for perioden frem til forventet erhvervsophør. I den anden afgørelse vil normalårslønnen skulle lægges til grund som tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden for perioden fra forventet erhvervsophør til folkepensionsalder. I begge situationer vil tilskadekomnes indtjeningsevne på afgørelsestidspunktet efter forslaget til 17, stk. 3, skulle anvendes. Afgørelserne træffes samtidig.

Hvis tilskadekomnes indtjeningsevne ændrer sig efter skaden, og efter afgørelserne er truffet, vil sagen kunne genoptages efter de almindelige betingelser herfor, jf. forslaget til § 41, stk. 1.

Forskellen udtrykkes i erhvervsevnetabsprocenten, jf. forslaget til § 17, stk. 1, 3. punktum.

Det foreslås i andet nye punktum, at tabet af erhvervsevne fastsættes til: 15, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 og 100 procent.

Det foreslås således, at tabet vil skulle fastsættes med 10 procentpoints intervaller i stedet for 5 procentpoints intervaller. Forslaget vil således betyde, at der bliver større intervaller og dermed, at tabet ikke vil blive fastsat så nøjagtigt som i dag.

Som efter gældende praksis, vil der kun kunne tilkendes erstatning, hvis indtægten efter arbejdsskaden er mindre end indtægten før skaden. Den nuværende lovfastsatte grænse for tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne på 15 pct. og gældende praksis i den forbindelse vil blive opretholdt. Det gælder uanset, om indtægten opnås i tilskadekomnes hidtidige arbejde eller ved overgang til andet arbejde.

Det foreslås, at tabet af erhvervsevnen og dermed erstatningen som udgangspunkt fortsat vil skulle fastsættes for hver skade. Såfremt tilskadekomne har pådraget sig flere skader hos samme arbejdsgiver, og har arbejdsgiver det samme forsikringsselskab efter arbejdsskadesikringsloven, der skal betale erstatningen til tilskadekomne, vil der kunne fastsættes et samlet tab af erhvervsevne for alle skaderne. Det vil være en forudsætning, at begge ulykker/erhvervssygdomme er indtrådt, efter at forslaget er trådt i kraft.

Forslaget vil indebære, at det beregnede tab af erhvervsevne vil skulle afrundes til den nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Det foreslås, at afrundingen som i dag vil skulle ske efter almindelige afrundingsregler. Tabet vil således for eksempel blive fastsat til 30 pct., når det vurderes, at tabet ligger på mindst 25 og under 35, det vil sige i niveauet 25-34 pct. Det forudsættes derfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i situationer, hvor indtjeningsevnen efter arbejdsskaden og dermed erhvervsevnetabsprocenten vil blive fastsat skønsmæssigt, ikke behøver at foretage nærmere sagsbehandling om tabets nøjagtige størrelse.

I sager, hvor der bliver tale om fradrag på grund af konkurrerende skadeårsag vil arbejdsskademyndighederne først skulle foretage fradraget og derefter afrunde tabet til nærmeste erhvervsevnetabsprocent. Dette er en ændring i forhold til gældende praksis, hvor fradraget først fortages i erhvervsevnetabsprocenten efter afrundingen. Ændringen er begrundet i hensynet til, at der kun sker én afrunding af erhvervsevnetabsprocenten. Nærværende forslag til nye punktummer i § 17, stk. 1, sammenholdt med forslaget til § 17, stk. 2, vil indebære, at erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven ikke længere vurderes på samme måde som efter erstatningsansvarsloven. Fremover vil erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven således blive fastsat på baggrund af tabsprocenter med 10 procentpoints intervaller, og indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil blive fastsat direkte svarende til den omregulerede årsløn. Det præciseres i forslaget til § 29 i arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17 og § 17 a i arbejdsskadesikringsloven er erstatning af samme art som erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 5-9 i erstatningsansvarsloven.

Efter gældende lovs § 17, stk. 2, tages der ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Bestemmelserne svarer til § 5, stk. 1 og 2, i erstatningsansvarsloven.

Det foreslås, at der i § 17 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 10, 1. pkt., udgør indtjeningsevnen før arbejdsskaden den faktiske samlede indkomst ved arbejde efter § 24, stk. 1 eller stk. 2, opreguleret til afgørelsestidspunktet, jf. § 24, stk. 7, efter princippet i § 25, stk. 1.

Stk. 3. Indtjeningsevnen efter arbejdsskaden fastsættes til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.«

Forslaget har til formål at forenkle udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne, idet arbejdsskademyndighederne ikke længere vil skulle foretage selvstændige vurderinger af både tilskadekomnes hidtidige årsløn og tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden skaden, men alene vil skulle foretage én vurdering af tilskadekomnes årsløn efter forslaget herom.

Forslaget til § 17, stk. 2, vil indebære, at indtjeningsevnen før arbejdsskaden vil skulle fastsættes direkte svarende til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet, som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne, hvis skaden ikke var sket. Det indebærer videre, at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne i højere grad vil blive baseret på tilskadekomnes faktiske lønindtægt før skaden og mindre grad af skønsprægede vurderinger. Efter gældende praksis anvender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring allerede i dag årslønnen før arbejdsskaden i mange sager som udtryk for tilskadekomnes potentielle erhvervsevne uden skaden, hvis skaden ikke var indtrådt. Årslønnen, der er fastsat efter § 24, stk. 1 eller 2, vil blive opreguleret til værdien i skadeåret, jf. § 24, stk. 7. Denne årsløn vil herefter skulle opreguleres til værdien på afgørelsestidspunktet efter princippet i § 25, stk. 4, til brug for vurderingen efter § 17, stk. 7.

For situationer, hvor fastsættelsen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, er baseret på en skønsmæssig vurdering i dag, vil forslaget til § 17, stk. 2, indebære ændringer. Det er den direkte konsekvens af, at årslønnen fastsat efter § 24 vil skulle anvendes direkte ved fastsættelsen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne efter § 17, stk. 2. De særlige hensyn, der indgår i vurderingen af tilskadekomnes potentielle erhvervsevne, hvis skaden ikke var sket, vil ikke længere indgå i vurderingen af tabet af erhvervsevne efter forslaget.

For tilskadekomne, der ikke har arbejdet fuld tid på skadestidspunktet, f.eks. på grund af deltidsansættelse eller ansættelse med sæsonledighed, vil det som udgangspunkt være tilskadekomnes faktiske lønindtægt, der vil skulle anvendes ved fastsættelsen af årslønnen efter § 24 – og dermed også som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne før arbejdsskaden. Dette betyder, at tilskadekomne, der arbejder på deltid, ikke vil være berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne efter forslaget, hvis tilskadekomne genoptager arbejdet med samme timetal og til samme løn som inden arbejdsskaden. I de særlige situationer, hvor den faktiske samlede lønindkomst skal omregnes, vil det ske ved fastsættelsen af årslønnen efter forslaget til § 24, stk. 2.

Forslaget vil generelt indebære, at princippet i Højesterets dom af 17. juni 2014 om, ”at erhvervsevnetabsprocenten efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven fastsættes på grundlag af identiske kriterier, men erhvervsevnetabsprocenten kan blive fastsat forskelligt efter de to love, hvis der anlægges en forskellig vurdering af årsagssammenhængen mellem følgerne af skaden og det samlede erhvervsevnetab”, ikke videregøres. Dommen er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2802 H.

Endvidere vil samspillet mellem de foreslåede bestemmelser til §§ 17 og 24, indebære, at der i visse af undtagelserne i den foreslåede bestemmelse til § 24, stk. 2, vil skulle fastsættes to årslønninger for to forskellige perioder. I sådanne situationer vil de to årslønninger blive anset som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden, jf. § 17, stk. 2, for hver sin periode frem til folkepensionsalderen. De to fastsatte årslønninger vil herefter direkte skulle anvendes som udtryk for tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden for to delperioder frem til folkepensionsalder.

For tilskadekomne, der vil få årslønnen fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 10, 1. pkt., foreslås det i § 17, stk. 2, 2. pkt., at indtjeningsevnen før arbejdsskaden udgør den faktiske samlede indkomst ved arbejde efter § 24, stk. 1, eller stk. 2, opreguleret til afgørelsestidspunktet, jf. § 24, stk. 7, efter princippet i § 25, stk. 1.

Forslaget indebærer, at den faktiske samlede indkomst efter hovedreglen i § 24, stk. 1, eller efter en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk. 2, vil skulle anvendes som grundlag for vurderingen af tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden, når årslønnen er fastsat til den maksimale årsløn efter § 24, stk. 10. Dette vil indebære, at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne også i disse situationer vil blive baseret på tilskadekomnes faktiske samlede indkomst før skaden og mindre grad af skønsprægede vurderinger.

Med forslaget til § 17, stk. 2, 2. pkt. sikres, at indtjeningsevnen før skaden vil blive fastsat efter samme principper som årslønnen efter forslaget til § 24, herunder efter hovedreglen til den samlede faktisk indkomst ved arbejde, i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, eller efter en undtagelse. Selve erstatningen for tab af erhvervsevne til tilskadekomne vil som efter gældende regler fortsat blive beregnet på baggrund af den maksimale årsløn.

Det foreslås som nyt § 17, stk. 3, at indtjeningsevnen efter arbejdsskaden fastsættes til tilskadekomnes indtjening på afgørelsestidspunktet, jf. dog stk. 4.

Forslaget til § 17, stk. 3, vil indebære, at indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vil skulle fastsættes til tilskadekomnes faktiske indtjening på afgørelsestidspunktet. Indtjeningen vil skulle vurderes at være udtryk for tilskadekomnes forventede blivende indtjeningsevne i det faktiske, fremtidige forløb, og ikke blot den øjeblikkelige indtjeningsnedgang. Det vil svare til gældende praksis.

For tilskadekomne, der er tilbage på det ordinære arbejdsmarked efter arbejdsskaden, vil tilskadekomnes faktiske indtægt på afgørelsestidspunktet skulle anvendes som udtryk for indtjeningsevnen efter skaden. Har tilskadekomne en lavere løn på afgørelsestidspunktet, vil tilskadekomnes faktiske indtjening efter arbejdsskaden skulle lægges til grund for vurderingen. Det vil svare til gældende praksis.

Det gælder også for tilskadekomne, der efter arbejdsskaden får tildelt personlig assistance. I sådanne situationer vil tilskadekomnes faktiske indtægt efter arbejdsskaden med den personlige assistance skulle anvendes som udtryk for indtjeningsevnen efter skaden. Forslaget vil medføre en ændring af praksis efter Ankestyrelsens principmeddelelse 128-09 for disse tilskadekomne. Fremover vil der således ikke skulle foretages en konkret bedømmelse af, hvad tilskadekomne ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for tildeling af personlig hjælper ikke forelå. Det vil gælde uanset, om tilskadekomne havde personlig assistance på skadestidspunktet eller arbejdede på normale vilkår på skadestidspunktet. I fastsættelsen af indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vil der ligeledes skulle indgå en vurdering af tilskadekomnes overholdelse af tabsbegrænsningspligten. Tabsbegrænsningspligten udskilles til en særskilt bestemmelse i forslaget til § 17, stk. 4, og der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 8.

Har tilskadekomne ikke en lønindtægt fra en ansættelse på det ordinære arbejdsmarked efter arbejdsskaden eller ikke en indtjening på dette tidspunkt, vil arbejdsskademyndighederne skulle foretage en vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked og skønsmæssigt fastsætte tilskadekomnes indtjeningsevne svarende hertil. Dette vil svare til gældende praksis. Herunder vil også indgå en vurdering efter principperne i forslaget til § 17, stk. 4.

Såfremt tilskadekomne har forladt det ordinære arbejdsmarked på grund af arbejdsskaden, vil den indtægt, som det med rimelighed kan forlanges, at tilskadekomne kan opnå efter arbejdsskaden, skulle fastsættes på baggrund af en vurdering af, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked, med sin resterhvervsevne. Hvis tilskadekomne efter arbejdsskaden modtager en social ydelse, vil arten og størrelsen af denne ikke skulle indgå i vurderingen af tabet af tilskadekomnes erhvervsevne.

I vurderingen af tilskadekomnes indtægt på afgørelsestidspunktet vil der ud over oplysninger fra indkomstregisteret og skatteforvaltningen kunne indgå oplysninger fra tilskadekomne om for eksempel arten af arbejdet, lønforhold og tilskadekomnes egen vurdering af de fremtidige muligheder. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil videre kunne indhente lønsedler fra tilskadekomne, herunder når tilskadekomne har fået nyt arbejde efter skaden og det derfor er nødvendigt at indhente de seneste lønsedler. Der vil i det omfang, det er nødvendigt, endvidere kunne indhentes oplysninger om arbejdsforhold og løn fra arbejdsgiveren, herunder om varigheden af ansættelsen.

I vurderingen vil der kunne indgå lægefaglige oplysninger, hvoraf fremgår, hvordan arbejdsskaden har eller forventes at ville påvirke erhvervsevnen. De lægefaglige oplysninger vil blandt andet kunne belyse, hvilke funktionsbegrænsninger skaden har medført og dermed, hvilke skånehensyn der skal tages. Disse oplysninger vil dermed kunne bidrage til at belyse, hvad tilskadekomne kunne eller burde kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked.

Når tilskadekomne ikke kan vende tilbage til arbejdet, vil oplysninger fra kommunen kunne inddrages i vurderingen. Det vil for eksempel kunne være oplysninger om sygedagpenge, aktivering, revalidering, fleksjob og førtidspension m.v., og det vil kunne være oplysninger fra kommunens sygedagpengesamtaler med tilskadekomne.

Endelig har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hjemmel i § 37 i arbejdsskadesikringsloven til at indhente enhver oplysning, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner er af betydning fra andre vedkommende. Indhentningen af oplysninger sker i overensstemmelse med god forvaltningsskik og reglerne i databeskyttelsesloven.

Det fremgår af den gældende § 17, stk. 2, i lov om arbejdsskadesikring, at ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. De seneste lovbemærkninger, der er skrevet til bestemmelsen, er fra forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978, jf. Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, spalte 887, som fremsat den 14. oktober 1977.

Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til den dagældende bestemmelse, som var enslydende med den nuværende § 17, stk. 2, at bestemmelsen anfører en række forhold, som skal indgå i sikringsstyrelsens vurdering, når afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne træffes. Det fremgår videre, at der i erstatningsudmålingen bl.a. skal tages hensyn til skadelidtes muligheder for på længere sigt at skaffe sig arbejde. Herom fremgår bl.a.: ”Først når skadelidte igennem en længere periode har forsøgt at tilpasse sig de problemer, som arbejdsskaden har medført, navnlig i arbejdet, kan en sikrere bedømmelse foretages. En endelig udmålt erstatning bør derfor i mange tilfælde ikke tilkendes, før en passende og realistisk revalidering er gennemført eller forsøgt. ”

I bemærkningerne til den dagældende bestemmelse, forudsættes det således, at tilskadekomne skal forsøge at tilpasse sig de problemer, som arbejdsskaden har medført og evt. gennemføre eller forsøge at gennemføre en passende revalidering. Herudover omtaler bemærkningerne til § 27, stk. 2, ikke tabsbegrænsningspligten.

Ifølge erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, skal der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Bestemmelsen er stort set enslydende med arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 2. I stedet for ”omskoling og optræning” står der ”omskoling og genoptræning eller lignende”.

Følgende fremgår bl.a. om tabsbegrænsningspligten i lovbemærkninger til erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, jf. lovforslag L 143 som fremsat den 10. januar 2001, jf. Folketingstidende 2000-01, Tillæg A, side 3503, lov nr. 463 af 7. juni 2001:

”Det vil således kunne komme den tilskadekomne til skade, hvis han uden rimelig grund undlader at begrænse erhvervsevnetabet gennem deltagelse i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, som tilbydes efter den til enhver tid gældende social- og arbejdsmarkedspolitiske lovgivning. Det forudsættes, at denne ændring vil få afsmittende virkning på fastlæggelsen af den tabsbegrænsningspligt, der efter almindelige regler også gælder vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2.

Hvis den skadelidte således uden rimelig grund nægter at deltage i de aktiveringstilbud, som findes, eller hvis sagen på grund af forhold på den skadelidtes side trækker ud, således at f.eks. en aktivering forsinkes, vil dette efter omstændighederne kunne medføre, at retten til tabt arbejdsfortjeneste fortabes, uanset at der endnu ikke er mulighed for heller ikke midlertidigt at vurdere erhvervsevnetabet. Den skadelidte har således pligt til aktivt at medvirke til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne. Dette er i overensstemmelse med det almindelige princip i de senere års social- og arbejdsmarkedslovgivning, hvorefter aktivering er en betingelse for at opnå ret til fuld kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller dagpenge efter arbejdsløshedsforsikringsloven.

Den skadelidte har dog kun pligt til at begrænse sit tab, i det omfang dette kan ske, uden at han selv skal afholde omkostningerne. Dette vil i praksis betyde, at det er de helt eller delvist offentligt finansierede aktiviteter, der kommer på tale. Som en konsekvens heraf kan skadevolderen ikke pålægges at afholde udgifterne som »helbredelsesudgifter og andet tab« efter lovens § 1, stk. 1. Det offentlige har heller ikke regres mod skadevolder for afholdte udgifter til revalidering m.v., jf. lovens § 17. ”

Princippet om tabsbegrænsningspligt har efter gældende praksis alene betydning for vurderingen af tabet af erhvervsevne, ikke vurderingen af det varige men.

Det foreslås, at i § 17, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »tabet af erhvervsevne« til »erhvervsevnetabet«, og »optræning« ændres til »genoptræning eller lignende«.

Forslaget medfører, at ordlyden i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 4, kommer til at være den samme som i erstatningsansvarslovens § 5, stk. 2, som vedrører den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt.

Der er ikke tale om en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen, men alene en justering med det formål at kunne tydeliggøre i lovforslagets bemærkninger, at det som hidtil er de samme almindelige erstatningsretlige principper for tabsbegrænsningspligt, der gælder for sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven som efter erstatningsansvarsloven. Tilskadekomne vil med justeringen fortsat på samme måde som i dag have pligt til at begrænse sit tab efter de almindelige erstatningsretlige principper for tabsbegrænsningspligt.

Det vil også fortsat være arbejdsskademyndighederne, der har pligt til at oplyse sagen og vurderer, om tilskadekomne har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt.

Arbejdsskademyndighedernes vurdering af, hvorvidt tilskadekomne har overholdt tabsbegrænsningspligten, vil som hidtil skulle ske ud fra oplysninger om skadernes art og omfang samt tilskadekomnes mulighed for at begrænse tabet som følge af skaden, herunder i forhold til pågældendes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende. Vurderingen vil skulle bygge på en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, hvor det vil være afgørende, om der kan fastslås en manglende vilje fra tilskadekomne til at begrænse tabet, mens manglende evne til at begrænse tabet ikke vil påvirke udmålingen af erstatningen.

Følgende forhold vil bl.a. kunne tale for, at tabsbegrænsningspligten kan få betydning for vurderingen af tabet af erhvervsevne og dermed for erstatningen, idet det bemærkes, at listen ikke er udtømmende:

– Oplysninger fra kommunen om tilskadekomnes medvirken eller manglende medvirken i aktiviteter, som understøtter opretholdelse af tilknytningen eller tilbagevenden til arbejdsmarkedet, herunder manglende fremmøde til kommunale møder eller aktiviteter, og at den manglende medvirken synes uforenelig med tilskadekomnes helbredsmæssige situation.

– Manglende sammenhæng mellem mindre skader og fravær af nogen former for beskæftigelse efter en vis periode (eksempelvis 12 måneder).

– En meget lav beskæftigelsesgrad/få antal timer, som ikke kan begrundes med den aktuelle beskæftigelsessituation, skadens størrelse og tilskadekomnes kompetencer i øvrigt.

– Oplysninger om tilskadekomnes aktiviteter i øvrigt – set i sammenhæng med nogle af ovenstående kriterier.

Arbejdsskademyndighedernes vurdering af tabsbegrænsningspligten vil fortsat kun skulle ske i de sager, hvor det er relevant, og på baggrund af de oplysninger, der er indgået i sagen som led i den almindelige sagsbehandling. Såfremt arbejdsskademyndighederne på baggrund af de indhentede oplysninger til vurdering af tilskadekomnes erhvervsevnetab vurderer, at der i en konkret sag skal foretages en vurdering af tilskadekomnes overholdelse af tabsbegrænsningspligten, vil der konkret kunne blive behov for at indhente yderligere oplysninger, herunder helbredsmæssige oplysninger om tilskadekomnes funktionsniveau eller oplysninger fra kommunen om forløbet af eventuelle aktiveringstilbud, herunder tilskadekomnes medvirken eller manglende medvirken i tilbud. Det forudsættes således, at arbejdsskademyndighederne - i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om sagsoplysning - indhenter de fornødne oplysninger i relevante sager, som kan danne grundlag for en vurdering af, om tabsbegrænsningspligten er overholdt i den konkrete sag.

Hvis arbejdsskademyndighederne vurderer, at tilskadekomne ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, vil det afspejle sig i udmålingen af erstatningen for tab af erhvervsevne. I afgørelser, hvor tabsbegrænsningspligten påvirker udmålingen i erstatning, skal arbejdsskademyndighedernes vurdering således altid være konkret og afvejes i forhold til, at der ikke stilles krav til den tilskadekomne, som den tilskadekomne i en sårbar situation efter arbejdsskaden ikke kan leve op til. I sager, hvor arbejdsskademyndighederne har taget stilling til, om tabsbegrænsningspligten har haft indvirkning på fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocentens størrelse, vil det fremgå af afgørelsens begrundelse i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om begrundelse.

I de foreslåede regler om uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget i § 1, nr. 16, foreslås det, at deltagelse i ordningen skal være frivillig og vil kunne ske efter tilskadekomnes eget ønske. Som konsekvens heraf vil manglende deltagelse i uddannelsesgodtgørelsesordningen således ikke i sig selv komme til at påvirke vurderingen af tabsbegrænsningspligten, idet det vil afhænge af, hvad tilskadekomne i stedet for gør for at udnytte sin erhvervsevne efter arbejdsskaden, f.eks. i form af beskæftigelse, som tilskadekomne kan varetage med arbejdsskaden. Det vil således bero på en samlet konkret vurdering af, hvordan tilskadekomne samlet overholder tabsbegrænsningspligten i forhold til tabet af erhvervsevne. Såfremt tilskadekomne undervejs afbryder sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil arbejdsskademyndighederne ligeledes skulle foretage en konkret vurdering af det fremtidige erhvervsevnetab, hvorunder vurderingen af, om tilskadekomne har overholdt sin tabsbegrænsningsforpligtelse, vil indgå. Denne vurdering vil skulle foretages på baggrund af den aktuelle erhvervsmæssige situation, der opstår efter ophøret af uddannelsesforløbet. Det vil kunne indgå i vurderingen, såfremt tilskadekomnes helbredsmæssige situation eventuelt har ændret sig siden pågældendes visitation til uddannelsesgodtgørelsen.

Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne tilrettelægger administrationen af sagerne således, at tilskadekomne vil få generel information om, hvem der kan vejlede tilskadekomne om, hvordan tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, samt om tabsbegrænsningspligten og hvilke konsekvenser det kan eller vil have ikke at opfylde forpligtelsen (helt eller delvis bortfald af erstatning). Dette vil sikre, at tilskadekomne bliver gjort bekendt med pligten, og hvilke konsekvenser det kan eller vil have ikke at opfylde den. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil f.eks. kunne fremsende informationen i forbindelse med sagens oprettelse eller ved afgørelsen om anerkendelse eller mén.

Bestemmelsen om tabsbegrænsningspligt vil fortsat kun gælde i forhold til vurderingen af tabet af erhvervsevne og ikke i forhold til vurderingen af varigt mén.

Det fremgår af den gældende § 17, stk. 3, at hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab. Bestemmelsen giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, selvom den tilskadekomne ikke har en varig nedsættelse af erhvervsevnen. Ved en midlertidig afgørelse fastsættes tabet af erhvervsevne på baggrund af et skøn over, hvad tabet aktuelt er på afgørelsestidspunktet uden hensyntagen til tilskadekomnes forventede erhvervsevne efter endt omskoling.

Det foreslås i § 17, stk. 3, der bliver stk. 5, at indsætte efter »erhvervsevnetab«: », jf. dog § 18 c«. Ændringen vil være en konsekvensændring som følge af forslaget om indførelse af en ny ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§ 18 a-18 h i § 1, nr. 16. Med den foreslåede ændring af § 17, stk. 3, henvises der til den nye bestemmelse i § 18 c. Det fremgår af forslaget til den nye bestemmelse i § 18 c, at der ikke tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne for en skade, hvor der i samme periode udbetales uddannelsesgodtgørelse. Den foreslåede ændring i § 17, stk. 3, medfører, at uddannelsesgodtgørelsen træder i stedet for midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne for samme skade. Det betyder, at der ikke tilkendes midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17, stk. 3, for perioden, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse for samme skade. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 18 c.

Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 17, stk. 5 og 6, der bliver stk. 7 og 8, § 20, stk. 2, 1, pkt., § 21, stk. 1, to steder i stk. 2, 1. pkt og et sted i stk. 2, 2. pkt i stk. 2, § 24, stk. 8, 1. pkt., § 27, stk. 5, 2. pkt., § 29, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk. 2, og § 43, 2. pkt., ændres »ydelse« til: »erstatning«.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelse” anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Det fremgår af den gældende § 17, stk. 6, at ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.

Det foreslås, at der i § 17, stk. 6, der bliver stk. 8, indsættes som 2. pkt.:

»For tilskadekomne, der har gennemført en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, udgør den løbende erstatning for skader, der har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, ved fuldstændigt tab af erhvervsevne 100 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf.«

Bestemmelsen vil kun få virkning for tilskadekomne, der får tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, når uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse er afsluttet.

Forslaget er en del af forslaget om indførelse af en ny ordning, hvorefter tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. forslaget til §§ 18 a-18 h i lovforslagets § 1, nr. 16.

Hvis tilskadekomne har gennemført en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne, hvis der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og tilskadekomne dokumenterer dette, jf. forslaget til § 18 g. Vurderingen vil skulle ske efter de almindelige regler herom i § 17. Tilskadekomne vil med uddannelsen som udgangspunkt have opnået nye kompetencer – og antages fremadrettet som udgangspunkt at kunne opnå beskæftigelse med uddannelsen. Tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt vil derfor som udgangspunkt være forbedret. Det forventes derfor, at tabet af erhvervsevne efter endt uddannelse vil være lavere end uden den nye uddannelse, og erstatningen vil dermed blive lavere.

Det foreslås, at tilskadekomnes eventuelle fortsatte tab af erhvervsevne efter uddannelsen skal kompenseres med 100 pct. i stedet for 83 pct. Det er 17 procentpoint højere end normalt. Hermed vil den erstatning, som tilskadekomne eventuelt vil få udbetalt efter uddannelsen, være med en højere dækningsgrad end uden uddannelse. Forslaget vil gælde for den skade, som har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitation til uddannelsesgodtgørelsen, jf. forslaget til § 18 a, stk. 1, og hvor der tilkendes erhvervsevnetabserstatning efter en gennemført uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Såfremt det er flere skader, der tilsammen har givet anledning til at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, vil et fortsat tab af erhvervsevne for disse skader efter endt uddannelse blive kompenseret med 100 pct. For øvrige skader gælder lovens almindelige regler. Det vil bl.a. betyde, at en gammel skade, som ikke har givet anledning til at Arbejdsmarkedets Arhvervssikring har igangsat visitation til ordningen, jf. § 18 a, stk. 1, men som indgår i de forventede 10 pct. mén, som danner grundlag for, at tilskadekomne er visiteret ind i ordningen, jf. § 18 a, stk. 2, fortsat vil skulle kompenseres med 83 pct., jf. § 17, stk. 6, der bliver stk. 8, 1. pkt. Det vil derudover betyde, at hvis tilskadekomne får en ny skade under uddannelsen eller efter uddannelsens afslutning, vil disse skader også fortsat skulle kompenseret med 83 pct., jf. § 17, stk. 6, der bliver stk. 8, 1. pkt.

Det følger af den gældende lovs § 24, stk. 3, som bliver stk. 9, at ved beregning af erstatning trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen. Denne bestemmelse gælder allerede i forhold til beregning af erstatning, jf. § 17, stk. 6, 1. pkt., og vil fremover også gælde for beregning af erstatning efter det foreslåede 2. pkt.

Efter gældende lovs § 17 a, stk. 1, fastsættes tabet af erhvervsevne til personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.

Det foreslås, at § 17 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Indtjeningsevnen før arbejdsskaden svarer til den årsløn, der er fastsat efter § 24, opreguleret til afgørelsestidspunktet. Er tilskadekomnes årsløn fastsat til den maksimale årsløn i § 24, stk. 10, 1. pkt., udgør indtjeningsevnen før arbejdsskaden den faktiske samlede indkomst ved arbejde efter § 24, stk. 1 eller stk. 2, og opreguleret til afgørelsestidspunktet, jf. § 24, stk. 7, efter princippet i § 25, stk. 1.«

Forslaget til § 17 a, stk. 2, 1. pkt., indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle fastsætte indtjeningsevnen før arbejdsskaden til den årsløn, der er fastsat efter § 24, og herefter opreguleret til afgørelsestidspunktet. Bestemmelsen vil svare til den foreslåede bestemmelse til § 17, stk. 2, og praksis i den forbindelse forudsættes at være tilsvarende praksis efter § 17, stk. 2.

Forslaget vil indebære, at den faktiske samlede indkomst efter hovedreglen i § 24, stk. 1, eller efter en undtagelsesbestemmelse i § 24, stk. 2, vil skulle anvendes som grundlag for vurderingen af tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden, når årslønnen vil blive fastsat til den maksimale årsløn efter § 24, stk. 10. Dette vil indebære, at udmålingen af erstatning for tab af erhvervsevne også i disse situationer bliver baseret på tilskadekomnes faktiske samlede indkomst før skaden og mindre grad af skønsprægede vurderinger.

Med forslaget til § 17 a, stk. 2, 2. pkt. vil det blive sikre, at indtjeningsevnen før skaden fastsættes efter samme principper som årslønnen efter forslaget til § 24, herunder som den faktiske samlede indkomst ved arbejde, i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, eller efter en undtagelse. Selve erstatningen for tab af erhvervsevne til tilskadekomne vil som efter gældende regler fortsat blive beregnet på baggrund af den maksimale årsløn.

Det fremgår af gældende § 17 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.

Det fremgår af gældende § 17 a, stk. 2, at indtjeningen før arbejdsskaden udgør det beløb, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Ifølge § 17 a, stk. 3 udgør indtjeningen i fleksjobbet summen af lønindtægten fra arbejdsgiveren og tilskuddet fra kommunen. For personer ansat i fleksjob før den 1. januar 2013 udgør indtjeningen lønindtægten fra arbejdsgiveren med tillæg af ATP og pension. Ifølge § 17 a, stk. 4, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent fleksjob. For personer, der er i fleksjob, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog efter anmodning fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse om erhvervsevnetab, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er tilstrækkeligt afklarede.

Når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob, tages der ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet efter de gældende regler ikke hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved et arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende på baggrund af dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling eller optræning, jf. det gældende § 17, stk. 2. Der skal som følge heraf heller ikke tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt. Dette fremgår endvidere af administrativ praksis, jf. Ankestyrelsens principmeddelelse 87-15 og af retspraksis, jf. U. 2022.541Ø. Ifølge dommen må hensynet hertil anses for forudsat varetaget ved, at visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.

Det foreslås, at der i § 17 a indsættes efter stk. 3, som nyt stk. 4, at for personer, der er visiteret til fleksjob, vil en kommunes afgørelse om en sanktion om manglende ret til ledighedsydelse i en periode, jf. § 76, § 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, medføre fradrag i en fremtidig udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, jf. stk. 1.

Forslaget indebærer, at det alene vil være de sanktioner, som fremgår af § 76, § 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, der skal medføre fradrag i erstatningen.

Det fremgår af § 76 i lov om aktiv socialpolitik, at hvis kommunen vurderer, at personen ikke har været aktivt jobsøgende, skal kommunen træffe afgørelse om, at den pågældende mister retten til ledighedsydelse, medmindre der er en rimelig grund til, at den pågældende ikke har været aktivt jobsøgende.

Det fremgår af § 77 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at en person, som uden rimelig grund, afviser eller ophører i et rimelige tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke kan få ledighedsydelse i 3 uger. Det fremgår af § 77 a, stk. 4, at hvis en person uden rimelig grund, inden for en periode på 12 måneder igen afviser at tage imod et rimeligt tilbud om fleksjob efter § 75, stk. 1, nr. 4, afviser et rimeligt tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 5, ophører i et fleksjob eller ophører i et tilbud efter § 75, stk. 1, nr. 4, mister personen retten til ledighedsydelse.

Det fremgår af § 77 b, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at hvis kommunen træffer afgørelse om, at en person, der modtager ledighedsydelse, ikke står til rådighed, jf. § lovens 75, stk. 2, mister den pågældende retten til ledighedsydelse. Det fremgår af § 77 b, stk. 2, at hvis kommunen har truffet afgørelse efter stk. 1, kan ledighedsydelsen dog fortsat udbetales, hvis kommunen har påbegyndt behandling af en sag om førtidspension eller seniorpension. Ledighedsydelsen kan udbetales, så længe sagen behandles. Ledighedsydelsen skal tilbagebetales, hvis der senere udbetales pension for samme periode. Personer, som er omfattet af § 77 b, stk. 2, vil ikke skulle have fradrag i deres erstatning, jf. forslaget til § 17 a, stk. 4.

Der er tale om sanktioner, som medfører, at tilskadekomne enten ikke modtager ledighedsydelse i 3 uger eller helt mister retten til ledighedsydelse. Der er således tale om sanktioner, der tildeles som følge af, at kommunen vurderer, at personen ikke udnytter sin erhvervsevne bedst muligt ved f.eks. at afslå et relevant tilbud uden rimelig grund. Forslaget medfører, at erstatningen for tab af erhvervsevne til tilskadekomne, der på denne måde ikke begrænser sit tab mest muligt, nedsættes tilsvarende i en periode på grund af en sanktion fra kommunen.

Forslaget indebærer, at de øvrige muligheder for sanktioner efter lov om en aktiv socialpolitik, som ikke umiddelbart udgør et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at kunne antage, at tilskadekomne ikke begrænser sit tab af erhvervsevne, ikke skal medføre fradrag i erstatningen.

Det foreslås, at fradraget skal ske i fremtidige udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne. Det betyder, at i det omfang, der ikke er fremtidige udbetalinger af erstatning, vil fradraget ikke kunne ske. Et "fradragskrav" vil bestå, så det kan effektueres, hvis der senere tilkendes erstatning for erhvervsevnetab, f.eks. i forbindelse med genoptagelse af sagen.

Da der er tale om en ny bestemmelse, vil der alene kunne ske fradrag i erstatningen i sager, hvor de forhold, der har har ført til manglende overholdelse af rådighedsforpligtelsen, ligger efter lovens ikrafttræden. Et fradrag i erstatningen kan endvidere alene foretages for forhold, der er opstået i en periode efter, at tilskadekomne er blevet vejledt om den foreslåede bestemmelse i § 17 a, stk. 4.

Forslaget til § 17 a, stk. 4, har ikke til hensigt, at ændre på den gældende praksis for fastsættelse af midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17 a, hvis tilskadekomne efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse, som bl.a. fremgår af følgende to principmeddelelser fra Ankestyrelsen: PM 5-19 og PM 74-19. Det følger af principmeddelelserne, at tilskadekomne efter ophør i fleksjob i visse tilfælde, kan få forhøjet sin erstatning, jf. § 17 a, som følge af de ændrede indtægtsforhold. Denne praksis fortsætter. Forslaget til § 17 a, stk. 4, indebærer samtidig, at fradraget på de 10 pct. i erstatningen vil skulle ske både i de tilfælde, hvor tilskadekomnes erstatning evt. forhøjes, jf. § 17 a, stk. 1, efter ophøret i fleksjob og i de tilfælde, hvor erstatningen forbliver på samme niveau efter ophøret i fleksjob, når betingelsen om sanktion fra kommunen er opfyldt.

Forslaget ændrer ikke på, at der ikke tages stilling til, hvorvidt tilskadekomne har opfyldt den almindelige tabsbegrænsningspligt ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet, jf. § 17 a, stk. 1. Hensynet hertil må fortsat anses for varetaget ved, at visitering til fleksjob efter reglerne herom indebærer en langvarig og grundig vurdering af tilskadekomne, hvor myndighederne har pligt til at påse bl.a., at tilskadekomne udnytter sin erhvervsevne bedst muligt.

Det fremgår af lovens § 42, stk. 2, at modtageren af løbende erstatning efter §§ 17 og 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

Som følge af denne bestemmelse vil tilskadekomne have pligt til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet besked, hvis vedkommende får en sanktion i kommunen, som gør, at der skal ske fradrag i erstatningsudbetalingen efter forslaget til § 17 a, stk. 4. Hvis tilskadekomne ikke giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet besked herom, vil der evt. kunne træffes afgørelse om tilbagebetaling, jf. arbejdsskadesikringslovens § 40 a.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 40 a kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om tilbagebetaling i 3 situationer:

1) når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger efter denne lov, og den manglende oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis oplysningen havde foreligget,

2) når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har afgivet urigtige oplysninger, og den urigtige oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis den korrekte oplysning havde foreligget, eller

3) når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

Det er en konkret vurdering, om tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give oplysninger til arbejdsskademyndigheden, og om en for høj erstatning for tab af erhvervsevne er modtaget mod bedre vidende. Ankestyrelsen har i principmeddelelse 7-22 og 13-20 udtalt, hvilke hensyn der kan lægges vægt på i vurderingen af, om der foreligger ”mod bedre vidende”.

Det følger bl.a. af Ankestyrelsens principmeddelelse 7-22, at det kan tale for, at tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give oplysninger, hvis der eksempelvis er tale om en betydelig ændring i de erhvervsmæssige forhold, f.eks. overgang fra ledighed til arbejde, og hvis tilskadekomne er vejledt om sin oplysningspligt. Omvendt taler det imod, at tilskadekomne mod bedre vidende har undladt at give oplysninger, hvis der er tale om mindre ændringer i den erhvervsmæssige situation, f.eks. overgang fra én offentlig ydelse til en anden, eller hvis tilskadekomne ikke er vejledt om sin oplysningspligt.

Det er en forudsætning for at kunne rejse krav om tilbagebetaling, at tilskadekomne er behørigt vejledt om oplysningspligten i forhold til at give besked, hvis vedkommende har modtaget en sanktion om manglende ret til ledighedsydelse.

Hvis tilskadekomne har undladt at give besked til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet om en sanktion i kommunen, som gør, at der skal ske fradrag i erstatningsudbetalingen efter forslaget til § 17 a, stk. 4, vil der skulle foretages en konkret vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 40 a. En sanktion i kommunen om manglende ret til ledighedsydelse, jf. § 76, § 77 a, stk. 3 og 4, og § 77 b, stk. 1, jf. dog § 77 b, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik vil som udgangspunkt kunne betragtes, som en så betydelig ændring i de erhvervsmæssige forhold, at betingelsen om ”imod bedre vidende”, jf. § 40 a, stk. 1, vil være opfyldt, hvis tilskadekomne ikke giver besked herom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller forsikringsselskabet.

Tilbagebetalingen vil evt. kunne ske via modregning i fremtidige udbetalinger af erstatning.

Det foreslås , at der i § 17 a, indsættes et nyt stk. 5, 1. pkt., hvorefter størrelsen på fradraget, jf. stk. 4, vil svare til 10 pct. af det fastsatte erstatningsbeløb for tab af erhvervsevne på tidspunktet for sanktionen.

Forslaget indebærer, at når størrelsen på fradraget i erstatningen skal fastsættes, vil det skulle ske med udgangspunkt i størrelsen på erstatningen på det tidspunkt, som kommunens afgørelse om en sanktion er gældende for. Som eksempel kan nævnes den situation, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i november 2024 får kendskab til, at tilskadekomne som følge af en sanktion i kommunen ikke fik udbetalt ledighedsydelse i 3 uger i juli 2024. I så fald vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle beregne, hvor meget 10 pct. af den erstatning, som tilskadekomne fik i juli 2024, udgør. Dette beløb vil skulle fradrages i en fremtidig udbetaling af erstatning i det omfang, der er fremtidige udbetalinger at fradrage i. Hvis den fremtidige erstatning, der skal fradrages i, er en kapitalerstatning, som beskattes anderledes end den løbende erstatning, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle tage højde for dette ved fradraget af de 10 pct., så fradraget i kapitalerstatningen forholdsmæssigt kommer til at svare til et fradrag i en løbende erstatning.

Det foreslås, at der i § 17 a, indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt., hvorefter perioden for fradraget i erstatningen for tab af erhvervsevne vil svare til den periode, som sanktionen i ledighedsydelsen varer.

Forslaget indebærer, at fradraget i erstatningen efter § 17 a, stk. 4, vil skulle svare til den periode, som kommunen har foretaget fradrag i ledighedsydelsen for som følge af sanktionen. Det vil sige, at hvis kommunen som følge af en sanktion f.eks. ikke har udbetalt ledighedsydelse i 3 uger, vil der tilsvarende skulle fradrages 10 pct. i erstatningen i 3 uger.

Det foreslås, at der i § 17 a, indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., hvorefter at mister tilskadekomne retten til ledighedsydelse, sker der alene fradrag i erstatningen for den periode, der går fra, at tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse og indtil tilskadekomne er ansat i et fleksjob.

Forslaget indebærer, at fradraget i disse situationer vil skulle ske fra og med første dag uden ledighedsydelse til og med sidste dag uden ansættelse i et fleksjob. Det fremgår af § 77 a, stk. 6, og § 77 b, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at hvis tilskadekomne mister retten til ledighedsydelse, kan vedkommende først få ledighedsydelse igen, når vedkommende har været ansat i fleksjob i 9 måneder de sidste 18 måneder. Det foreslås, at tilskadekomne ikke skal have foretaget fradrag i erstatningen i hele denne periode, men kun i den periode, hvor tilskadekomne ikke er ansat i et fleksjob. Hvis tilskadekomne f.eks. bliver ansat i et fleksjob fire måneder efter, at vedkommende har mistet retten til ledighedsydelse, vil fradraget i erstatningen kun skulle ske for en periode på fire måneder. Det er ikke hensigten, at den nuværende praksis for beregningen af erstatningen for tab af erhvervsevne, jf. § 17 a, stk. 1, skal berøres af den foreslåede ændring.

Efter § 18, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven har tilskadekomne ret til godtgørelse for varigt mén, når en arbejdsskade har påført tilskadekomne varigt men. Der ydes ikke godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden fastsættes til mindre end 5 pct. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de ulemper i tilskadekomnes personlige livsførelse, som arbejdsskaden har forvoldt.

Godtgørelsen for det varige mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100 pct. 1.013.500 kr. i 2024. I ganske særlige tilfælde kan godtgørelsen for varigt mén fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct. af 1.013.500 kr. Beløbet på 611.500 kr. er fastsat i 2003-niveau.

Dette foreslås, at i § 18, stk. 3, 1. og 2. pkt., og i stk. 4, at ændre »611.500 kr.« til: »1.013.500 kr. (2024-niveau)«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget til § 24, stk. 10, hvorefter der indføres et nyt grundniveau for lovens satser. Forslaget vil indebære, at der indføres et nyt grundniveau i 2024-niveau. Ændringen af beløbet for godtgørelsen af et varigt mén på 100 pct. vil ikke have betydning for vurderingen af det varige mén, tilskadekomnes ret til godtgørelse for varigt mén eller for størrelsen af godtgørelsen. Der er tale om en teknisk ændring.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 18, stk. 5, i lov om arbejdsskadesikring, at var tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 18, stk. 5, svarer til erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2.

Det foreslås, at der i § 18 indsættes som stk. 6, 1. pkt., at uanset stk. 5, 1. pkt., sker nedsættelse af godtgørelsen for tilskadekomne pr. 1. juli 2035 og frem med 1 pct. for hvert år den pågældende var ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden og, med yderligere 1 pct. for hvert år den pågældende var ældre end 60 år ved arbejdsskadens indtræden.

Bestemmelsen vil medføre, at ved afgørelser, som træffes om fastsættelse af og godtgørelse for mén fra den 1. juli 2035 og frem, vil aldersnedsættelsen skulle ske med 1 pct. for hvert år tilskadekomne var ældre end 40 år ved arbejdsskadens indtræden.

Det vil sige, at hvis der fra den 1. juli 2035 træffes afgørelse om fastsættelse af og godtgørelse for mén for en tilskadekommen, der var 53 år på skadestidspunktet, vil godtgørelsen skulle nedsættes med 13 pct. 1 pct. for hvert år tilskadekomne er over 40 år, dvs. 13 år gange 1 pct. = 13 pct. Hvis der fra den 1. juli 2035 og frem træffes afgørelse om fastsættelse af og godtgørelse for mén for en tilskadekommen, der var 62 år på skadestidspunktet vil godtgørelsen skulle nedsættes med 24 pct. 1 pct. for hvert år tilskadekomne er over 40 år, dvs. 22 år gange 1 pct. = 22 pct. Og herudover yderligere 1 pct. for hvert år tilskadekomne er over 60 år, dvs. 2 år gange 1 pct. = 2 pct. I alt 24 pct.

Det foreslås, at der i § 18 indsættes som stk. 6, 2. pkt., at godtgørelsen dog ikke nedsættes yderligere efter det fyldte 70. år.

Som følge af forslagene om at hæve aldersnedsættelsen af méngodtgørelsen med et år, indebærer forslaget ligeledes, at grænsen for, hvornår godtgørelsen ikke nedsættes yderligere, tilsvarende hæves et år fra det 69. år til det 70. år.

Med forslaget til den nye stk. 6, vil det gældende stk. 5 fortsat gælde for de afgørelser om fastsættelse af og godtgørelse for mén, der træffes frem til og med den 30. juni 2035.

De afgørelser, der træffes om mén fra 1. juli 2035 og frem, vil skulle følge de nye regler om aldersnedsættelse af godtgørelsen i det nye stk. 6. Det gælder som udgangspunkt også ved genoptagelse af en afgørelse om mén, der er truffet før 1. juli 2035. I så fald vil aldersnedsættelsen af det mén, der træffes afgørelse om fra 1. juli 2035 og frem skulle ske efter det nye stk. 6. Aldersnedsættelsen af det mén, der er truffet afgørelse om før 1. juli 2035 vil fortsat ske efter det gældende stk. 5. Det vil sige, at hvis der før 1. juli 2035 er truffet afgørelse om 20 pct. mén, sker aldersnedsættelsen for denne godtgørelse som hidtil efter den gældende bestemmelse i stk. 5. Hvis afgørelsen om mén genoptages, og der efter 1. juli 2035 træffes afgørelse om godtgørelse for yderligere 5 pct. mén, vil denne godtgørelse skulle nedsættes efter det nye stk. 6. Aldersnedsættelsen af den godtgørelse, der er truffet afgørelse om før 1. juli 2035 berøres ikke af den nye afgørelse.

Hvis en afgørelse om mén, som er truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring før 1. juli 2035, påklages til Ankestyrelsen, som herefter træffer afgørelse 1. juli 2035 eller senere, vil aldersnedsættelsen skulle ske efter reglerne i det nye stk. 6. Det gælder både i sager, hvor Ankestyrelsen tiltræder eller ændrer afgørelsen.

Det følger af forslaget til § 10, stk. 5, at det foreslåede § 18, stk. 6, ikke vil finde anvendelse i afgørelser, om:

1) Ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt før den 1. juli 2002, og

2) Pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. juli 2002.

Det betyder, at det nye stk. 6 alene finder anvendelse på afgørelser om mén, der vedrører ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der er indtrådt den 1. juli 2002 eller senere, og pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. juli 2002 eller senere. De hidtil gældende regler vil fortsat gælde for de omtalte sager fra før 1. juli 2002.

Efter arbejdsskadesikringsloven er der i dag ikke mulighed for at tilkende en særlig erstatning eller godtgørelse, når tilskadekomne efter en arbejdsskade vælger at gennemføre en revalidering eller omskoling, uanset om det sker for egen regning eller om pågældende modtager en offentlig ydelse, herunder eventuelt SU under revalidering eller omskolingen.

Da der i dag ikke er en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, er der heller ikke regler i lov om arbejdsskadesikring om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgaver i forbindelse med ordningen, herunder vurdering af om tilskadekomne er omfattet af ordningen og fastsættelsen af størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.

Det foreslås, at der efter § 18 før overskriften før § 19 indsættesfølgende overskrift: Uddannelsesgodtgørelse og nye §§ 18 a-18 h, som regulerer en ny ordning med uddannelsesgodtgørelse.

(Til § 18 a)

Det foreslås i § 18 a, stk. 1, at i sager, der er omfattet af loven og hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at tilskadekomne kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse i overensstemmelse med stk. 2, nr. 1 og 2, med uddannelsesgodtgørelse, når tilskadekomne

1) er uden for beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen,

2) skønnes fremover ikke at kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid som følge af arbejdsskaden, og

3) skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.

Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene vil skulle foretage vurderingen efter stk. 1, nr. 1-3, i sager, hvor der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne. Det betyder, at hvis tilskadekomne allerede har fået en endelig afgørelse om tab af erhvervsevne for den pågældende skade, vil tilskadekomne ikke kunne visiteres til ordningen som følge af skaden. Det gælder også i de tilfælde, hvor tilskadekomne har fået en afgørelse om tab af erhvervsevne på mindre end 15 pct. og dermed ikke vil være berettiget til erhvervsevnetabserstatning.

Så længe der ikke er truffet endelige afgørelse om tab af erhvervsevne for den pågældende skade, vil skaden kunne danne grundlag for visitation til uddannelsesgodtgørelse. Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der som led i vurderingen af, om tilskadekomne forventes at få et mén på mindst 10 pct. efter stk. 2, inddrages mén fra tidligere skader, hvor der er truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab.

Det foreslås ligeledes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene vil skulle foretage vurderingen for tilskadekomne, som er omfattet af loven. Det vil sige, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet, at der er tale om en skade, som kan anerkendes som en arbejdsskade efter §§ 5-7 i arbejdsskadesikringsloven. En arbejdsskade kan anerkendes enten som en arbejdsulykke, jf. lovens § 6, eller som en erhvervssygdom, jf. lovens § 7. Hvis afgørelsen om anerkendelse påklages til Ankestyrelsen, vil det have opsættende virkning for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings visitation af tilskadekomne til ordningen, jf. § 18 a. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dermed ikke kunne gå videre med at vurdere, om tilskadekomne opfylder betingelserne for at komme ind i ordningen eller træffe afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse. Tilskadekomne må derfor afvente den endelige afgørelse om anerkendelse, før vedkommende kan visiteres til ordningen. Det vil gælde, uanset hvem der klager og uanset, om der kun klages over en del af anerkendelsesspørgsmålet.

For at tilskadekomne kan komme i gang med uddannelse hurtigst muligt, forventes Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at vurdere, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen for ordningen tidligst muligt i forløbet. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligst muligt vil skulle sørge for at få indhentet de oplysninger og afdækket de forhold, som er nødvendige for at vurdere, om tilskadekomne opfylder kriterierne i nr. 1-3 og forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader, hvoraf den seneste skade, forventes at medføre tilkendelse af mén på mindst 5 pct., jf. forslaget til § 18 a, stk. 2.

Vurderingen vil tidligst kunne ske samtidig med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om den anmeldte skade kan anerkendes som en arbejdsskade og dermed er omfattet af loven.

Forsikringsselskaber, som fremover bliver omfattet af forsøg med at træffe afgørelser om anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslaget til arbejdsskadesikringslovens § 84 a i lovforslagets § 1, nr. 60, vil skulle videresende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis de vurderer, at der skal udmåles erstatning m.v. i sagen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herefter kunne foretage vurderingen af om tilskadekomne kan visiteres ind i ordningen, jf. § 18 a.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at tilskadekomne på tidspunktet for afgørelsen skal opfylde betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 1-3 og uddannelsen skal opfylde betingelserne i stk. 2, nr. 1 og 2. Hvis forholdene har ændret sig, siden den indledende vurdering af betingelserne i stk. 1, nr. 1-3 forud for indhentelse af oplysninger fra bopælskommunen, efter stk. 2, således, at tilskadekomne f.eks. ikke længere er uden beskæftigelse, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om afslag på, at tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Derimod er det ikke et krav, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen efter § 18 a, stk. 1, fortsat forventer at tilskadekomne vil få et mén på mindst 10 pct., jf. stk. 2. Denne vurdering foretages alene som led i afklaringen af, om det er relevant, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter yderligere oplysninger fra kommunen efter stk. 2. Forventningen om de mindst 10 pct. mén vil således ikke være en del af afgørelsen om, hvorvidt tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a.

Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, træffer afgørelse, jf. stk. 1, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne lægge kommunens oplysninger om uddannelsesvalg, jf. stk. 2, uprøvet til grund for afgørelsen med mindre det er åbenbart, at der ikke er tale om en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det vil sige, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke vil skulle foretage egen vurdering af, om den pågældende uddannelse er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dog ikke kunne træffe afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse, hvis det er åbenbart, at der ikke er tale om en erhvervskompetencegivende uddannelse. Dette vil være åbenbart, hvis kommunen f.eks. oplyser, at tilskadekomne ønsker at deltage i undervisning på folkeskoleniveau eller en gymnasial uddannelse. I så fald vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om afslag på uddannelsesgodtgørelse.

Hvis tilskadekomne allerede på eget initiativ er startet på en uddannelse inden visitationsprocessen, jf. § 18 a, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne træffe afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse til denne uddannelse, hvis betingelserne i § 18 a, er opfyldt. Uddannelsesgodtgørelsen vil i så fald kunne tilkendes med tilbagevirkende kraft fra den 1. i den måned, hvor uddannelsen starter, og indtil udgangen af den måned, hvor uddannelsen forventes at slutte. Der kan dog alene tilkendes uddannelsesgodtgørelse for perioder efter 1. juli 2024, jf. nærmere herom i den foreslåede § 10, stk. 4, og bemærkningerne hertil.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne efter indhentelse af oplysninger fra kommunen kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som tilskadekomne og forsikringsselskabet vil kunne klage over til Ankestyrelsen efter de almindelige regler i lovens § 44. Tilskadekomne vil ligeledes kunne anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at tage stilling til § 18 a, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil være forpligtet til at træffe afgørelse om, hvorvidt tilskadekomne har ret til at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Som følge af forslaget i § 1, nr. 51, vil en klage over afgørelser, jf. § 18 a dog ikke have opsættende virkning. Det betyder, at tilskadekomne vil kunne starte på uddannelsen og modtage uddannelsesgodtgørelse, mens klagen behandles. Ved vurderingen af klagen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kunne tage stilling til, om betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, nr. 1 og 2, er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dog fortsat som udgangspunkt kunne lægge kommunens oplysninger uprøvet til grund, med mindre det er åbenbart, at der ikke er tale om en erhvervskompetencegivende uddannelse. Ankestyrelsen vil kunne tage stilling til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af, om kriterierne i § 18 a, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt. Ankestyrelsen vil ligeledes kunne tage stilling til kommunens vurdering af, om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og om tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. Derimod vil Ankestyrelsen ikke skulle tage stilling til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings indledende vurdering af om tilskadekomne forventes at få fastsat et mén på mindst 10 pct.

Hvis Ankestyrelsen kommer frem til, at betingelserne i § 18 a, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, nr. 1 og 2, ikke er opfyldt, vil Ankestyrelsen kunne træffe afgørelse om, at tilskadekomne ikke kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Hvis tilskadekomne allerede er gået i gang med uddannelsen, vil udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse ophøre. Tilskadekomne vil i så fald kunne fortsætte uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse. Vedr. mulighederne for at klage over afgørelser efter § 18 a henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 51.

Tilskadekomne, som undervejs i uddannelsen ønsker at foretage et skift i uddannelse, vil kunne gøre dette efter en ny konkret vurdering og afgørelse, jf. § 18 a. Tilskadekomne vil fortsat skulle opfylde alle krav til at komme ind i ordningen i forhold til den nye uddannelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil således igen forud for indhentelse af oplysninger hos kommunen om et nyt uddannelsesvalg, skulle have en forventning om mén på mindst 10 pct. Den nye uddannelse vil ligeledes skulle være en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og tilskadekomne vil skulle forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. Tilskadekomne vil uanset et evt. skift af uddannelse maksimalt kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i 48 måneder, jf. forslaget til § 18 b, stk. 2.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at tilskadekomne skal være uden for beskæftigelse eller i en opsigelsesperiode, der udløber inden start på uddannelsen.

Tilskadekomne, som er uden for beskæftigelse, vil primært være modtagere af sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp. Det kan også være andre, som f.eks. selvforsørgende, som ikke i forvejen er kendt i kommunen. Det kan også være personer, som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, som er omfattet af integrationslovens programmer. Det betyder, at tilskadekomne som udgangspunkt ikke vil kunne være i et ansættelsesforhold på det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, om vedkommende er omfattet af målgruppen. Dog vil betingelsen være opfyldt, hvis tilskadekomne er i et ansættelsesforhold, men er i en opsagt stilling, og opsigelsesperioden udløber senest ved uddannelsens start. Betingelsen vil derimod ikke være opfyldt, hvis tilskadekomne er sygemeldt, men fortsat er i et ikke opsagt ansættelsesforhold.

Bestemmelsen medfører også, at tilskadekomne, som er selvstændige erhvervsdrivende, ikke vil kunne være omfattet af målgruppen. Som selvstændig erhvervsdrivende anses personer, der for egen regning og risiko driver virksomheden som personligt ejet virksomhed (f.eks. enkeltmandsvirksomhed) eller som interessentskaber. Det betyder, at ansatte i for eksempel aktieselskaber, anpartsselskaber, m.v. ikke er selvstændig erhvervsdrivende, uanset de er aktionærer og ejer hele aktiekapitalen eller anpartskapitalen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at tilskadekomne skal skønnes fremover ikke at kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid som følge af arbejdsskaden.

Fuld tid vil som udgangspunkt skulle forstås som 37 timer. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i denne vurdering kunne lægge vægt på de samme kriterier, som allerede indgår i vurderingen ved afgørelse om tab af erhvervsevne. Det vil sige, at der vil skulle tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt i fuldt omfang ved at anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder.

Der vil ikke skulle foretages en vurdering af erhvervsevnetab eller årslønsfastsættelse, men alene en skønsmæssig vurdering af, om tilskadekomne med arbejdsskaden vil kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid.

I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne tale for, at tilskadekomne vil kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid:

– Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes lægeerklæringer vil tilskadekomne kunne genvinde sit tidligere funktionsniveau.

– Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes læge- og mulighedserklæringer forventes tilskadekomne at kunne varetage et arbejde på fuld tid.

– Den pågældende arbejdsskade medfører erfaringsmæssigt ikke begrænsninger i muligheden for, at tilskadekomne kan varetage et arbejde inden for sit tidligere arbejdsområde på fuld tid.

– De skadede legemsdele belastes kun i ubetydelig grad inden for det tidligere arbejdsområde.

– Tilskadekomne har anden uddannelse eller erhvervserfaring, som tilskadekomne vil kunne anvende til at arbejde på fuld tid trods arbejdsskaden.

I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne tale imod, at tilskadekomne kan anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder på fuld tid:

– Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes læge- og mulighedserklæringer forventes tilskadekomne ikke at kunne varetage et arbejde på fuld tid.

– Den pågældende arbejdsskade medfører erfaringsmæssigt, at tilskadekomne ikke kan varetage et arbejde inden for sit tidligere arbejdsområde på fuld tid.

– Ifølge oplysningerne i tilskadekomnes lægeerklæringer vil tilskadekomne ikke kunne genvinde sit tidligere funktionsniveau.

– De skadede legemsdele belastes i betydelig grad inden for det tidligere arbejdsområde.

– Arbejdsgiver oplyser, at tilskadekomne ikke vil kunne arbejde fuld tid i virksomheden med arbejdsskaden.

– Tilskadekomne har efter arbejdsskaden i en periode prøvet at overgå til andre og mere skånsomme arbejdsopgaver på grund af arbejdsskadens følger, men har alligevel måttet opgive at passe et fuldtidsarbejde.

– Tilskadekomne har ikke anden uddannelse eller erhvervserfaring, som tilskadekomne vil kunne anvende til at arbejde på fuld tid trods arbejdsskaden.

I vurderingen vil der skulle ses bredt på tilskadekomnes uddannelses- og erhvervskompetencer. Vurderingen vil ikke nødvendigvis skulle ske i forhold til den uddannelse eller det arbejdsområde, som tilskadekomne arbejdede inden for på skadestidspunktet. Hvis tilskadekomne har arbejdet inden for flere forskellige arbejdsområder og evt. har flere forskellige uddannelser, der fortsat kan anvendes, vil der i vurderingen kunne lægges vægt på, om tilskadekomne vil kunne arbejde inden for ét af disse arbejdsområder eller én af disse uddannelser på fuld tid. Hvis tilskadekomne på skadestidspunktet f.eks. arbejdede som gartner, men også har en kontoruddannelse, vil der kunne lægges vægt på, om tilskadekomne enten kan varetage et job på fuld tid inden for gartnerområdet eller inden for kontorområdet. Den arbejdsskade, som forhindrer tilskadekomne i at varetage et arbejde inden for gartnerområdet på fuld tid, vil ikke nødvendigvis være til hinder for, at tilskadekomne kan varetage et arbejde inden for kontorområdet på fuld tid. I vurderingen vil det ligeledes være relevant at tage hensyn til, om tilskadekomne alene har en specialiseret uddannelse og specialist erfaringer, som kun kan anvendes på et snævert arbejdsmarked, eller om tilskadekomne har mere brede uddannelses- og erhvervskompetencer, som kan anvendes bredt inden for tilskadekomnes nuværende arbejdsområde eller inden for flere forskellige arbejdsområder. F.eks. vil en tømrer, som i væsentligt omfang bl.a. har arbejdet med ledelse, opsyn og forskelligt kontorarbejde som udarbejdelse af tilbud, fakturering og lignende inden for tømrerområdet, kunne have en tilstrækkelig bred erhvervserfaring til, at vedkommende fortsat kan varetage et job inden for tømreområdet på fuld tid på trods af en arbejdsskade, som medfører, at vedkommende ikke kan udføre tømrerhåndværk på fuld tid.

I vurderingen af, om tilskadekomne fremover kan anvende sin uddannelse, vil det også kunne være relevant at tage hensyn til, om det er så længe siden, at tilskadekomne har brugt uddannelsen eller været beskæftiget i det pågældende fag, at vedkommende med arbejdsskaden ikke må forventes at kunne kunne varetage et job i faget længere.

Hvis tilskadekomne vurderes kun delvist at være i stand til at kunne anvende sin uddannelse eller varetage et arbejde inden for tidligere arbejdsområder, f.eks. 80 pct. vil vedkommende kunne være omfattet af målgruppen for ordningen.

Tilskadekomne, der før skaden var ansat på deltid, vil ligeledes kunne være omfattet af målgruppen, hvis de ikke kan varetage et arbejde inden for deres hidtidige arbejdsområde på fuldt tid (som udgangspunkt 37 timer). Dette vil også være tilfældet, selvom de fortsat vil kunne varetage et arbejde på samme timetal, som de gjorde før arbejdsskaden. Hvis tilskadekomne f.eks. varetog et arbejde på 25 timer før arbejdsskaden og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at vedkommende fortsat vil kunne varetage et arbejde inden for sit hidtidige arbejdsområde på 25 timer, men ikke på som udgangspunkt 37 timer, vil vedkommende kunne være omfattet af målgruppen. Antallet af arbejdstimer forud for arbejdsskaden og årsagen til den nedsatte arbejdstid vil ikke have betydning for vurderingen.

Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at tilskadekomne skal skønnes med en erhvervskompetencegivende uddannelse at få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen.

Vurderingen vil skulle tage udgangspunkt i en umiddelbar vurdering af, hvad tilskadekomne må forventes at kunne tjene efter arbejdsskaden henholdsvis med og uden en ny uddannelse. Ved vurderingen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle skønne, hvilken løn tilskadekomne kan forventes at få efter skaden, f.eks. i en deltidsstilling inden for sit hidtidige arbejdsområde eller i en stilling inden for et andet arbejdsområde, herunder f.eks. i en ufaglært stilling. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herefter skulle vurdere, om tilskadekomne kan forventes af få bedre indtjeningsmuligheder med en ny uddannelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ved vurderingen kunne lægge vægt på relevante lønstatistikker. Det vil ikke være en forudsætning, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter årslønnen i henhold til § 24 i forbindelse med vurderingen.

I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne tale for, at tilskadekomne med en ny erhvervskompetencegivende uddannelse vil få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen:

– Tilskadekomne er ufaglært med erfaring inden for et arbejdsområde med lav indtjening.

– Tilskadekomne har en uddannelse inden for et arbejdsområde med lav indtjening og vil fremover alene kunne klare et arbejde på deltid inden for dette arbejdsområde.

– Det vurderes, at arbejdsskaden forhindrer tilskadekomne i at varetage et arbejde inden for sit arbejdsområde, hvor der evt. har været en høj indtjening, så alternativet til en uddannelse vil være ufaglært arbejde med lav indtjening.

I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne tale imod, at tilskadekomne med en ny erhvervskompetencegivende uddannelse vil få bedre indtjeningsmuligheder end uden uddannelsen:

– Tilskadekomne har brede uddannelses- og erhvervskompetencer inden for et arbejdsområde med høj indtjening og gode muligheder for deltidsbeskæftigelse, som tilskadekomne vil kunne klare med arbejdsskaden. Det vurderes derfor, at tilskadekomne ikke vil kunne få højere indtjening med en ny uddannelse.

– Tilskadekomne vurderes kun at kunne få en nogenlunde tilsvarende løn med en ny uddannelse, som den løn tilskadekomne kan få efter arbejdsskaden inden for sit hidtidige arbejdsområde.

Det foreslås i § 18 a, stk. 2, at for tilskadekomne, som opfylder vilkårene i stk. 1, og forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader, hvoraf den seneste skade, forventes at medføre tilkendelse af mén på mindst 5 pct., og som ønsker at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forud for afgørelsen, jf. stk. 1, oplysninger fra bopælskommunen om tilskadekomnes ønske til uddannelse, og kommunens vurdering af, om:

1) uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft, og

2) tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen, og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene vil skulle indhente oplysningerne fra kommunen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet, at tilskadekomne ud over betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader, hvoraf den seneste skade, forventes at medføre tilkendelse af mén på mindst 5 pct.

Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle skønne, at der er en vis sandsynlighed for, at tilskadekomne vil have en méngrad på i alt mindst 10 pct. som følge af én eller flere arbejdsskader. Ved vurderingen af dette vil det ikke være en forudsætning, at tilskadekomne er helbredsmæssigt afklaret, eller at skaderne er stationære. Hvis der er tale om flere arbejdsskader, herunder arbejdsskader, hvor der tidligere er blevet fastsat et mén, vil det være en forudsætning, at den seneste skade forventes at medføre tilkendelse af mén på mindst 5 pct.

I vurderingen vil følgende hensyn, som ikke er udtømmende, bl.a. kunne tale for, at der må forventes et mén på mindst 10 pct.:

– Skaden eller skaderne er anført i méntabellen med tilsammen mindst 10 pct.

– Den eller de pågældende typer skader kan ifølge praksis medføre mén på mindst 10 pct.

– Skaden eller skaderne er ifølge de lægelige oplysninger tilstrækkelig alvorlige til, at der kan forventes 10 pct. mén.

– Forsikringsselskabet har inden oversendelse af sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderet, at tilskadekomnes mén må forventes at blive mindst 10 pct.

– Skaden eller skaderne må forventes, at være stationær, henset til den tid, der er gået fra skadestidspunktet.

– Der er tale om en eller flere skader, hvor der lægefagligt ikke kan forventes bedring indenfor 1-2 år – og hvor der derefter kun muligvis kan ske bedring.

– Tilskadekomne har 5 pct. mén fra en tidligere arbejdsskade og en eller flere nye arbejdsskader forventes at give tilskadekomne et mén på mindst 5 pct.

Følgende hensyn, som ikke er udtømmende, vil bl.a. kunne tale for, at der ved vurderingen ikke kan forventes et mén på mindst 10 pct.:

– Skaden eller skaderne er ikke anført i méntabellen med tilsammen mindst 10 pct.

– Den pågældende type skader kan ifølge praksis ikke medføre mén på mindst 10 pct.

– Skaden eller skaderne er ifølge de lægelige oplysninger ikke tilstrækkelig alvorlige til, at der kan forventes 10 pct. mén.

– Det er ikke tilstrækkeligt sandsynligt, at skaden eller skaderne må forventes, at være stationære, henset til den tid, der er gået fra skadestidspunktet.

– Ménet er på grundlag af de aktuelle oplysninger maksimalt på omkring 10-12 pct., og det skønnes sandsynligt, at der kan ske en vis bedring af den helbredsmæssige tilstand.

– Tilskadekomne skal opereres for følgerne efter arbejdsskaden eller skaderne, hvorfor det er meget usikkert, om - og i hvilket omfang - der vil være varige gener.

– Tilskadekomne er startet i behandling for arbejdsskaden eller skaderne, og effekten af denne er uafklaret, og derfor er omfanget af den eventuelle varige skade også usikkert.

– Tilskadekomne har en forudbestående privat skade i samme område (f.eks. tidligere rygskade), og den forudbestående skade har gennem årene før arbejdsskaden påvirket helbredssituationen i varierende grad.

– Der er tilkommet konkurrerende private skade(r) efter arbejdsskaden eller skaderne, og det er vanskeligt at skønne, om der vil være varige følger på i alt mindst 10 pct. af arbejdsskaden eller skaderne, og hvordan fordelingen af ménet på de enkelte skader er.

Ménet vil kunne skyldes alle typer af skader, herunder skader der som hovedregel ikke giver funktionsbegrænsninger som f.eks. vansir. Ved skader, som ikke fremgår af méntabellen, vil det ligeledes være relevant at lægge vægt på de lægelige oplysninger i sagen og de erfaringer, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har med den pågældende type af skader.

Det er det samlede varige mén som følge af en eller flere arbejdsskader, der vil indgå i vurderingen. Det betyder, at der vil kunne være tale om både gamle og nye arbejdsskader, som tilsammen giver et mén på mindst 10 pct. uanset hvor lang tid, der har været imellem skaderne. Et samlet mén på mindst 10 pct. vil f.eks. også kunne bestå af mén fra både en erhvervssygdom og en arbejdsulykke, mén på flere forskellige legemsdele og mén fra både afsluttede arbejdsskadesager, hvori der er truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, og igangværende arbejdsskadesager. Der vil også kunne være tale om én arbejdsskade, hvor det varige mén på mindst 10 pct. vedrører forskellige typer af skader. Består et varigt mén på 10 pct. for eksempel af et kirurgisk og et neurologisk mén på hver 5 pct., vil betingelsen være opfyldt.

Et eventuelt mén, som ikke skyldes en arbejdsskade, vil ikke kunne indgå i de 10 pct.

Sagen vil senest i forbindelse med afgørelsen om mén, være tilstrækkeligt belyst til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne foretage vurderingen. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på et tidligere tidspunkt, f.eks. i forbindelse med afgørelsen om anerkendelse, skønner, at méngraden med en vis sandsynlighed vil være mindst 10 pct., vil vurderingen skulle foretages på dette tidspunkt, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder sagen tilstrækkeligt belyst til, at det vil kunne vurderes.

Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forud for indhentelse af oplysninger fra kommunen har vurderet, at tilskadekomne forventes at få fastsat et mén på mindst 10 pct., vil denne vurdering være gældende i relation til visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, uanset hvordan méngraden senere måtte blive vurderet. Det vil således ikke være et krav, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på tidspunktet for afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, igen vurderer, om tilskadekomne fortsat forventes, at få fastsat et mén på mindst 10 pct. Hvis der i mellemtiden er truffet afgørelse i henhold til § 18 om, at ménet er lavere end 10 pct., vil dette således ikke have betydning for, om tilskadekomne kan visiteres ind i ordningen med uddannelsesgodtgørelse. Det samme vil gøre sig gældende, hvis der senere efter, at der er truffet afgørelse om, at tilskadekomne kan tage en uddannelses med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, træffes afgørelse om, at ménet er lavere end 10 pct. I så fald, vil det heller ikke have betydning for afgørelsen om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse. Tilskadekomne vil have ret til at indgå i ordningen alligevel på baggrund af den oprindelige vurdering, der er blevet foretaget inden indhentelse af oplysninger fra kommunen, jf. § 18 a, stk. 2.

Hvis afgørelsen om fastsættelsen af mén, jf. § 18 bliver påklaget af forsikringsselskabet eller tilskadekomne, vil det heller ikke have nogen betydning i forhold til tilskadekomnes deltagelse i ordningen. Klagen over fastsættelsen af mén, jf. § 18 vil i øvrigt heller ikke have opsættende virkning i forhold til afgørelsen om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings indledende vurdering af, om tilskadekomne er omfattet af målgruppen, og beslutning om, at det derfor er relevant at indhente nærmere oplysninger hos kommunen om uddannelsesvalg m.v., jf. § 18 a, stk. 2, vil ikke være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det vil være en processuel beslutning som led i den samlede arbejdsskadesag, om hvorvidt mulighederne for omskoling via en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse skal afsøges yderligere hos kommunen, inden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om enten tildeling af uddannelsesgodtgørelse eller udmåling af erstatning for erhvervsevnetab. Tilskadekomne eller forsikringsselskabet vil derfor ikke kunne klage til Ankestyrelsen, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke finder, at der er grundlag for at indhente kommunens vurdering, fordi tilskadekomne ikke er omfattet af målgruppen, ligesom forsikringsselskabet ikke kan klage over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter kommunens vurdering.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle afklare, om tilskadekomne ønsker at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, inden der indhentes de pågældende oplysninger fra bopælskommunen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forventes i den forbindelse at vejlede tilskadekomne om ordningen, herunder om:

– mulighederne for at tilskadekomne frivilligt kan tage en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft med uddannelsesgodtgørelse,

– de generelle økonomiske konsekvenser ved at indgå i ordningen, herunder i forhold til udmåling af endelig erstatning m.v., og

– den dialog om uddannelsesmuligheder m.v., jf. § 38 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som tilskadekomne, som ønsker at tage en erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, bliver inviteret til af bopælskommunen.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle ses i sammenhæng med forslaget til § 38 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, hvorefter kommunen vil skulle tilbyde tilskadekomne en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. På baggrund af samtalen vil kommunen sende ovenstående vurdering og baggrunden herfor, herunder forslag til en eller flere uddannelser til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Vurderingen vil ske på baggrund af kommunens samtale med tilskadekomne og en konstatering af om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft. Der henvises for nærmere herom til bemærkningerne til den foreslåede § 38 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i lovforslagets § 3, nr. 2.

Kommunerne vil skulle videregive de pågældende oplysninger om tilskadekomne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, og forvaltningslovens § 31. Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af kommuner forlange enhver oplysning, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle indhente oplysninger fra bopælskommunen om, kommunens vurdering af, om uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for et område med behov for arbejdskraft. Ved erhvervskompetencegivende uddannelser forstås en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en erhvervsakademiuddannelse, en professionsbacheloruddannelse eller andre videregående uddannelser.

Når jobcenteret skal vurdere, om der inden for et område er behov for arbejdskraft, herunder om der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft inden for et område, vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen) blive benyttet. Der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten. Reglerne herom fremgår af § 143 i bekendtgørelse nr. 2636 af 28. december 2021 om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det foreslås videre i stk. 2, nr. 2, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal indhente oplysninger fra bopælskommunen om kommunens vurdering af, om tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

I forhold til at kunne varetage et ordinært job på almindelige vilkår vil det forudsætte, at tilskadekomne vil skulle forventes at kunne varetage et ordinært job på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, hvor der ikke gives økonomisk støtte til lønnen eller til personen som led i en ansættelse efter de sociale kapitler. I den forbindelse vil der ikke være noget til hinder for, at jobcenteret bevilger hjælpemidler efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. til tilskadekomne for at fremme, at tilskadekomne opnår eller fastholder ordinær ansættelse.

Jobcenterets vurdering vil skulle ske på baggrund af samtalen med tilskadekomne og eventuelle kendskab til tilskadekomnes ledighedsforløb i øvrigt, f.eks. deltagelse i tidligere uddannelsesforløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen. Der henvises til lovforslagets bemærkninger til § 3.

Med forslaget til stk. 2, nr. 1 og 2, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra tilskadekomnes bopælskommune, som kan indgå i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om tilskadekomne kan få uddannelsesgodtgørelse ved deltagelse i en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse.

Hvis tilskadekomne opfylder betingelserne i § 18 a, stk. 1, og kravene til uddannelsen i § 18 a, stk. 2, nr. 1 og 2, er opfyldt, har tilskadekomne ret til at deltage i ordningen med uddannelsesgodtgørelse, når vedkommende optages på uddannelsen. Med forslaget ændres der ikke på reglerne på Børne- og Undervisningsministeriets område om optagelse på en erhvervsuddannelse eller en egu for personer, der får tildelt uddannelsesgodtgørelse til en bestemt uddannelse. Den uddannelsessøgende skal fortsat opfylde de almindelige betingelser for at blive optaget på dels en erhvervsuddannelse og på egu.

De to kriterier i § 18 a, stk. 2, nr. 1 og 2, vil skulle være opfyldt uanset, om der er tale om en dansk eller tilsvarende uddannelse i et andet EU/EØS land. Det vil sige, at hvis tilskadekomne ønsker at tage en uddannelse i et andet EU/EØS land med uddannelsesgodtgørelse, vil det alene kunne ske, hvis det er muligt for kommunen at kontrollere, at der er tale om en uddannelse, som svarer til en dansk erhvervskompetencegivende uddannelse, inden for et område med behov for arbejdskraft i Danmark, og at tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår i Danmark efter uddannelsen. Det vil være kommunen, der skal vurderer dette, jf. § 18 a, stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i øvrigt alene kunne træffe afgørelse om tildeling af uddannelsesgodtgørelse til en uddannelse i et andet EU/EØS land, hvis det er muligt for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at leve op til kravene om kontrol med tilskadekomnes deltagelse i uddannelsen, jf. § 18 d på samme måde som en tilsvarende dansk uddannelse.

(Til § 18 b)

Det foreslås i § 18 b, stk. 1, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens størrelse.

Afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens størrelse vil kunne træffes samtidig med eller særskilt efter afgørelsen, jf. § 18 a, stk. 1, under hensyntagen til, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt for tilskadekomne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i den forbindelse skulle tilstræbe, at tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil f.eks. skulle træffe en hurtig afgørelse om, at tilskadekomne kan starte på uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, hvis det er nødvendigt af hensyn til ansøgningsfristen på uddannelsen. Herefter kan der træffes særskilt afgørelse om størrelsen på godtgørelsen, jf. § 18 b, stk. 1.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke tidligere har truffet en afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab frem til uddannelsens start, vil afgørelse herom i øvrigt kunne træffes efter de almindelige regler herom i § 17 enten samtidig med afgørelsen om tilkendelsesperioden og uddannelsesgodtgørelsens størrelse eller senere. Afgørelsen vil som hidtil efter de gældende regler kunne træffes med tilbagevirkende kraft, således at tilskadekomne tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning frem til uddannelsens start.

Tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse til en uddannelse med løn under oplæring og praktik ændrer ikke på tilskadekomnes ret til løn under oplæring og praktik og arbejdsgiverens eventuelle ret til uddannelsesbidrag. Lønnen vil i givet fald blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen, jf. forslaget til § 18 b, stk. 4 og 5.

Det foreslås i § 18 b, stk. 2, 1. pkt., at uddannelsesgodtgørelse tilkendes fra den 1. i den måned, hvor uddannelsen starter, og indtil udgangen af den måned, hvor uddannelsen forventes at slutte.

Afgørelse om uddannelsesgodtgørelsens tilkendelsesperiode vil kunne træffes samtidig med eller særskilt efter afgørelsen, jf. § 18 a, stk. 1, under hensyntagen til, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt for tilskadekomne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i den forbindelse skulle tilstræbe, at tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil f.eks. skulle træffe en hurtig afgørelse om, at tilskadekomne kan starte på uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, hvis det er nødvendigt af hensyn til ansøgningsfristen på uddannelsen. Herefter kan der træffes særskilt afgørelse om godtgørelsens tilkendelsespriode.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke tidligere har truffet en afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab frem til uddannelsens start, vil afgørelse herom i øvrigt kunne træffes efter de almindelige regler herom i § 17 enten samtidig med afgørelsen om tilkendelsesperioden og uddannelsesgodtgørelsens størrelse eller senere. Afgørelsen vil som hidtil efter de gældende regler kunne træffes med tilbagevirkende kraft, således at tilskadekomne tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning frem til uddannelsens start.

Forslaget indebærer, at udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse vil ophøre uden en ny afgørelse herom, når perioden for tilkendelsen udløber. En eventuel forlængelse eller afkortning af tilkendelsesperioden vil kræve en ny afgørelse.

Det foreslås i § 18 b, stk. 2, 2. pkt., at uddannelsesgodtgørelse kan tilkendes i højst 48 måneder og højest frem til folkepensionsalderen.

Forslaget indebærer, at tilskadekomne uanset et evt. skift af uddannelse eller en forlængelse af uddannelsen maksimalt vil kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i 48 måneder. Hvis tilskadekomnes uddannelse forlænges f.eks. som følge af, at vedkommende bliver syg (dog højst i 6 måneder eller 30 dage 3 gange), går på barsel eller ikke består en eksamen og derfor må tage et fag om, vil tilskadekomnes periode med uddannelsesgodtgørelse ligeledes efter en ny afgørelse om ændret tilkendelsesperiode kunne forlænges inden for de 48 måneder. Det forventes, at der fastsættes nærmere regler om proceduren herfor i medfør af bemyndigelserne i de foreslåede § 18 b, stk. 5 og § 18 d, stk. 7.

Hvis tilskadekomne ønsker at forlænge sin uddannelse ud over 48 måneder eller tage en uddannelse, som varer længere end 48 måneder, må tilskadekomne selv sørge for et andet forsørgelsesgrundlag i den resterende periode. Det vil f.eks. kunne være SU, hvis vedkommende er berettiget til det. Tilskadekomne vil i øvrigt have mulighed for at anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at tage stilling til erhvervsevnetabet, jf. § 17. Hvis tilskadekomne under uddannelsen når folkepensionsalderen, stopper udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 b, stk. 2, 3. pkt., at for tilskadekomne, som ikke har afsluttet sin uddannelse inden for 48 måneder på grund af orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven, kan uddannelsesgodtgørelsen forlænges i den resterende del af uddannelsens normerede tid, dog højest i en periode svarende til den afholdte orlov.

Forslaget giver muglighed for forlængelse af uddannelsesgodtgørelsen for tilskadekomne, som på grund af barselsorlov i løbet af uddannelsen ikke kan nå at færdiggøre uddannelsen i løbet af 48 måneder. Med forslaget vil tilskadekomne få mulighed for at fortsætte sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse ud over de 48 måneder, dog højest i den resterende del af uddannelsens normerede tid og højest i en periode svarende til den afholdte barselsorlov. I den forlængede periode vil uddannelsesgodtgørelsen udgøre et beløb svarende til den maksimale barselsdagpengesats, jf. forslaget til § 18 b, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås i § 18 b, stk. 3, 1. pkt., at uddannelsesgodtgørelsen udgør 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Bestemmelsen vil medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal fastsætte tilskadekomnes årsløn, inden størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen kan fastsættes. Årslønnen fastsættes efter reglerne herom i § 24, som ændres ved dette lovforslags § 1, nr. 28. Der henvises for nærmere herom til § 1, nr. 28 og bemærkningerne hertil.

Hvis tilskadekomnes årsløn fastsættes til et beløb, der er lavere end 110 pct. af den maksimale dagpengesats, vil beløbet for uddannelsesgodtgørelse blive forhøjet til et beløb, der svarer til 110 pct. af den maksimale dagpengesats.

Arbejdsskadesikringslovens § 12 finder ikke anvendelse i sager om uddannelsesgodtgørelse.

Fastsættelsen af størrelsen på uddannelsesgodtgørelsen vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som vil kunne påklages til Ankestyrelsen efter de almindelige regler herom. Som følge af forslaget til en ændring af § 44, stk. 5, i lovforslagets § 1, nr. 51, vil en sådan klage dog ikke have opsættende virkning. Det betyder, at uddannelsesgodtgørelsen vil kunne udbetales, mens klagen behandles. For nærmere om mulighederne for at klage over afgørelser om uddannelsesgodtgørelse henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 51.

Det foreslås i § 18 b, stk. 3, 2. pkt., at i en forlænget periode med uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 2, 3. pkt., udgør uddannelsesgodtgørelsen et beløb svarende til den maksimale barselsdagpengesats.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 b, stk. 2, 3. pkt., hvorefter tilskadekomne, som ikke har afsluttet sin uddannelse inden for 48 måneder på grund af orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven, vil kunne få forlænget uddannelsesgodtgørelsen i den resterende del af uddannelsens normerede tid dog højest i en periode svarende til den afholdte orlov. I denne forlængede periode vil tilskadekomne kunne fortsætte med at få uddannelsesgodtgørelse. Beløbet vil svare til den maksimale barselsdagpengesats. Det vil være de almindelig regler om bl.a. udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, fradrag af øvrig indkomst, refusion fra staten og øvrig finansiering fra de finansieringspligtige, jf. § 18 e, der gælder i perioden.

Det foreslås i § 18 b, stk. 4, at øvrig A- og B-indkomst i perioden, hvor der er tilkendt uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt fradrages i uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5.

Forslaget vil indebære, at øvrig A- og B-indkomst ud over uddannelsesgodtgørelsen, som vil være A-indkomst, som udgangspunkt vil skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales. A-indkomst er alle former for vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det er f.eks. løn, sygedagpenge, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. B-indkomst er indkomst, hvor der ikke er trukket skat og arbejdsmarkedsbidrag, inden udbetaling af beløbet. Det kan f.eks. være indtægt fra selvstændig virksomhed eller honorar. Størrelsen på den månedlige udbetaling af uddannelsesgodtgørelse vil dermed kunne variere, afhængig af, hvilken anden A- og B-indkomst tilskadekomne har haft. Det forventes dog ikke, at tilskadekomne i væsentligt omfang vil have anden indkomst end uddannelsesgodtgørelse.

Som følge af forslaget til § 18 b, stk. 5, forventes beskæftigelsesministeren at fastsætte nærmere regler om, hvilke A- og B-indkomster der skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes, at der vil blive fastsat regler, der som udgangspunkt vil medføre, at A- og B-indkomst, der ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af, ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes dog, at der også vil være visse indkomster, der ikke betales arbejdsmarkmarkedsbidrag af, som vil skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen, herunder evt. sygedagpenge og barselsdagpenge i det omfang, disse kan modtages samtidig med uddannelsesgodtgørelse. Der henvises for nærmere herom til bemærkningerne til § 18 b, stk. 5.

Det foreslås i § 18 b, stk. 5, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om behandlingen af sager om uddannelsesgodtgørelse, herunder om beregning, tidsfrister, fradrag og efterregulering på baggrund af øvrig A- og B-indkomst og udveksling af oplysninger mellem kommuner, Udbetaling Danmark, arbejdsløshedskasser og forsikringsselskaber.

Efter drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil der blive fastsat de nødvendige regler herom i en ny bekendtgørelse om uddannelsesgodtgørelse. Reglerne forventes at komme til at indeholde de mere præcise rammer for administration af ordningen.

For så vidt angår fradrag og efterregulering af øvrig A- og B-indkomst forventes det, at der vil blive fastsat nærmere regler for, hvordan og hvornår øvrig A- og B-indkomst kan fradrages og efterreguleres i uddannelsesgodtgørelsen, herunder bl.a. regler om, hvordan der kan ske fradrag af indkomst ved selvstændig virksomhed og frister for afsluttende efterregulering i forlængelse af uddannelsens afslutning. Det forventes, at fradraget af øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen som udgangspunkt vil være forskudt med to-tre måneder.

Det forventes, at det vil komme til at fremgå, at tilskadekomne skal oplyse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om indkomster, der ikke fremgår af indkomstregisteret. Det forventes at blive relevant i forhold til tilskadekomne med bopæl uden for Danmark, hvis eventuelle øvrige indkomster fra udlandet ikke fremgår af indkomstregistret.

For så vidt angår udvekslingen af oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kommuner, arbejdsløshedskasser og forsikringsselskaber vil der efter drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blive fastsat de nødvendige regler om, hvordan udvekslingen skal ske, herunder om kommunerne skal indberette oplysninger elektronisk til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og i givet fald hvordan. Der forventes bl.a. at blive fastsat regler, som sikrer, at kommunen, Udbetaling Danmark og a-kassen får besked fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når tilskadekomne går i gang med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, da der i så fald ikke skal udbetales dagpenge, sygedagpenge m.v. og ikke skal følges op på, om tilskadekomne opfylder sin pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det forventes også, at der vil blive fastsat regler, som kan understøtte, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde med kommunen sikrer, at kommunen hurtigst muligt afgiver oplysningerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det forventes, at der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og KL evt. vil blive fastsat regler om, at kommunens afgivelse af oplysningerne skal ske inden en nærmere angivet frist, som efter behov forventes af blive fastsat til omkring 30-40 dage fra kommunens modtagelse af anmodningen, dog vil fristen kunne være længere i visse tilfælde, hvor der er behov herfor, f.eks. hvis kommunen har behov for at indhente yderligere oplysninger til brug for kommunens vurdering.

For så vidt angår regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af sager om uddannelsesgodtgørelse, forventes det, at der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil blive fastsat de nødvendige regler om processen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af sagerne og om indholdet i afgørelserne. Det forventes, at der bl.a., vil kunne blive fastsat regler, som kan understøtte, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejleder tilskadekomne grundigt om vedkommendes forpligtelser i forbindelse med afgørelser om uddannelsesgodtgørelse, samt hvilken betydning det kan få for vurderingen af vedkommendes tabsbegrænsningspligt, jf. 17, stk. 2, hvis uddannelsen ikke gennemføres. Der henvises til bemærkningerne til § 18 g og § 1, nr. 8. Det forventes, at der bl.a. også vil blive fastsat regler, som kan understøtte, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring løbende holder tilskadekomne orienteret om sagens forløb og hurtigst muligt og under hensyntagen til ansøgningsfristen for den pågældende uddannelse oplyser tilskadekomne om afgørelsen af, hvorvidt tilskadekomne kan starte på en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

I overensstemmelse med lovens nye formål om at arbejde for, at tilskadekomne bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle opstille mål for sagsbehandlingstider, forventes det, at bestyrelsen fastsætter mål for sagsbehandlingstiden i sagerne om uddannelsesgodtgørelse, der vil understøtte, at de tilskadekomne hurtigst muligt kan komme i gang med en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

(Til § 18 c)

Det foreslås i § 18 c, 1. pkt., at der ikke kan tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov for en skade, der har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, i samme periode som der udbetales uddannelsesgodtgørelse.

Forslaget vil indebære, at tilskadekomne ikke vil kunne få tilkendt flere forskellige typer af erstatning og kompensation i samme periode for den eller de skader, som har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitationen til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1.

Bestemmelsen vil medføre, at der efter tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse for sådan en skade ikke vil kunne træffes afgørelse om tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven i en periode, hvor der udbetales uddannelsesgodtgørelse for den pågældende skade. Forslaget vil gælde for den skade, som har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitationen til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1. Såfremt det er flere skader, der tilsammen har givet anledning til, at Arbejdsdmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitationen til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, vil der ligeledes ikke kunne tilkendes erhvervsevnetabserstatning for de skader, hvor der før uddannelsesgodtgørelsen ikke har været tilkendt erstatning for erhvervsevnetab.

Det foreslås i § 18 c, 2. pkt., at udbetaling af allerede tilkendt midlertidig erstatning for erhvervsevnetab for skader efter 1. pkt., ophører, når tilskadekomne modtager uddannelsesgodtgørelse.

Bestemmelsen vil indebære, at hvis der allerede er tilkendt en midlertidig erstatning for en skade, som har givet anledning til visitation til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a, stk. 1, vil udbetalingen af den midlertidige løbende erstatning skulle stoppe i den periode, hvor tilskadekomne modtager uddannelsesgodtgørelse. Den løbende udbetaling af erstatning ophører i samme måned, som udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse starter, således at der ikke bliver udbetalt erhvervsevnetabserstatning og uddannelsesgodtgørelse for den samme måned. Udbetalingen af den midlertidige erhvervsevnetabserstatning skal dermed ophøre for den skade, som har givet anledning til, at Arbejdmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitationen til ordningen, jf. § 18 a, stk. 1. Såfremt det er flere skader, der tilsammen har givet anledning til, at Arbejdmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitationen til ordningen, jf. § 18 a, stk. 1, vil udbetalingen skulle ophøre for de skader, hvor der før uddannelsesgodtgørelsen har været tilkendt midlertidig erstatning for erhvervsevnetab.

Forslaget vil modsætningsvist indebære, at udbetaling af allerede tilkendt midlertidig løbende erhvervsevnetabserstatning for en af de gamle skader, som ikke har givet anledning til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har igangsat visitation til ordningen, jf. § 18 a, stk. 1, men som indgår i de forventede 10 pct. mén, som danner grundlag for, at tilskadekomne er visiteret ind i ordningen, jf. § 18 a, stk. 2, ikke vil skulle stoppes i den periode, hvor tilskadekomne modtager uddannelsesgodtgørelse. Det skyldes, at det forudsætningsvis lægges til grund,at uddannelsesgodtgørelsen udmåles i forhold til årslønnen, jf. § 24, som er indkomst fra arbejde og dermed ikke inkluderer en tidligere tilkendt erstatning for erhvervsevnetab.

Hvis tilskadekomne allerede har fået udbetalt en kapitaliseret erstatning for en tidligere arbejdsskade, som indgår i de mindst 10 pct. mén, jf. § 18 a, stk. 2, vil denne erstatning ikke kunne kræves tilbagebetalt, jf. forslaget til § 18 c, 3. pkt.

Det vil fortsat være muligt for tilskadekomne at modtage den tabte arbejdsfortjeneste, som vedkommende evt. vil være berettiget til efter erstatningsansvarsloven, i det omfang denne måtte overstige uddannelsesgodtgørelsen. Der henvises for nærmere herom til forslaget til § 7, nr. 1.

Hvis tilskadekomne i perioden med uddannelsesgodtgørelse får en ny arbejdsskade, som indebærer et økonomisk tab, der udløser erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven eller en anden type skade, som udløser erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven, vil tilskadekomne efter reglerne ikke være afskåret fra at få erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven og tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven for denne skade i perioden med uddannelsesgodtgørelse. Det forventes dog, at der ikke vil kunne tilkendes erhvervsevnetabserstatning, så længe tilskadekomne er i gang med uddannelsen, da tilskadekomne i så fald vil fortsætte med samme indtægt, når tilskadekomne får udbetalt uddannelsesgodtgørelse, eller da tilskadekomnes erhvervsmæssige situation vil være uafklaret.

Med forslaget til § 18 b, stk. 5, får beskæftigelsesministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvilke A- og B-indkomster der ikke skal fradrages i uddannelsesgodtgørelsen. Det forventes, at der vil blive fastsat regler om, at tabt arbejdsfortjeneste som udbetales efter erstatningsansvarsloven ikke vil skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen, samt at erstatning for tab af erhvervsevne for gamle skader, som ikke har givet anledning til visitation til uddannelsesgodtgørelse og nye skader, som sker under uddannelsen, heller ikke vil skulle fradrages i uddannelsesgodtgørelsen.

Det foreslås i § 18 c, 3. pkt., at den finansieringspligtige efter § 18 e, stk. 3, kan modregne for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov i perioder, hvor tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelse for samme skader, i fremtidige udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelsen, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, til tilskadekomne.

Med bestemmelsen vil den finansieringspligte kunne modregne for meget udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven i fremtidige udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne og uddannelsesgodtgørelse. Hvis der ikke er sådanne fremtidige udbetalinger, vil den finansieringspligtige kunne kræve beløbet tilbagebetalt fra tilskadekomne.

(Til § 18 d)

Det foreslås i § 18 d, stk. 1, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indhenter løbende oplysninger om, hvorvidt tilskadekomne er indskrevet på uddannelsen, jf. § 18 a, er studieaktiv, holder orlov eller er syg.

Formålet med bestemmelsen vil være, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring løbende vil skulle følge op på, om tilskadekomne fortsat er indskrevet på uddannelsen, er studieaktiv, holder orlov eller er syg for at sikre, at tilskadekomne fortsat er berettiget til at modtage uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle sørge for, at udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse ophører, når tilskadekomne ikke længere opfylder betingelserne for uddannelsesgodtgørelse.

Det forventes, at der med hjemmel i bemyndigelsen i den foreslåede § 18 d, stk. 7, efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og evt. andre relevante parter vil blive fastsat nærmere regler om indhentelse af disse oplysninger. Afhængig af, hvordan oplysningerne kan indhentes mest hensigtsmæssigt, vil der f.eks. kunne blive fastsat regler om, at oplysningerne kan indhentes elektronisk direkte fra uddannelsesinstitutionen eller via en elektronisk erklæring, som tilskadekomne kan underskrive med Nem-id/Mit-id, og at erklæringen skal attesteres af den pågældende uddannelsesinstitution. Det forventes også, at der vil blive fastsat regler om, at oplysningerne skal indhentes efter en nærmere fastsat kadence, som forventes at blive hver 6. måned. Det vil være uddannelsesstedet, der afgør, om tilskadekomne er studieaktiv på baggrund af de regler om studieaktivitet, der gælder for den pågældende uddannelse.

Det foreslås i § 18 d, stk. 2, 1. pkt., at arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører for tilskadekomne, som holder anden orlov fra uddannelsen end orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven.

Bestemmelsen vil medføre, at hvis tilskadekomne holder orlov fra uddannelsen af andre årsager end orlov, hvor der er ret til fravær efter barselsloven, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen stopper. Tilskadekomne vil dermed ikke længere være en del af uddannelsesgodtgørelsesordningen. Hvis tilskadekomne ønsker at få uddannelsesgodtgørelse igen efter endt orlov, vil det kunne ske efter en ny visitationsproces, jf. § 18 a, og en ny afgørelse om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b.

Hvis tilskadekomne holder orlov på grund af sygdom, omfattes det af forslaget til § 18 d, stk. 3, der regulerer de tilfælde, hvor tilskadekomne ikke deltager i uddannelsen på grund af sygdom.

Det foreslås i § 18 d, stk. 2, 2. pkt., at tilskadekomne straks skal give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis denne vil holde orlov fra uddannelsen.

De nærmere krav til, hvordan tilskadekomne skal give besked og dokumentere orloven, forventes at blive fastsat i en bekendtgørelse med hjemmel i det foreslåede § 18 d, stk. 7. Straks skal forstås som uden ugrundet ophold.

Det foreslås i § 18 d, stk. 2, 3. pkt., at en tilskadekommen, der har ret til fravær efter barselsloven, inden for de 48 måneder, jf. § 18 b, stk. 2, 2. pkt., kan modtage uddannelsesgodtgørelse under orlov fra uddannelsen i op til 9 måneder, dog op til 12 måneder, hvis tilskadekomne er enlig forsørger.

Forslaget tager sigte på midlertidig orlov fra uddannelsen for at holde fravær efter barselsloven, hvor tilskadekomne har til hensigt at genoptage uddannelsen.

Bestemmelsen vil svare til de muligheder, der er for at få SU i forbindelse med orlov fra en uddannelse, på grund af fravær efter barselsloven i forbindelse med fødsel eller adoption. Det vil dog også være muligt at holde sorgorlov, selvom dette ikke er muligt med SU. Muligheden for at få uddannelsesgodtgørelse under orlov på grund af fravær efter barselsloven vil gælde i forhold til alle de typer af orlov, der giver ret til fravær efter barselsloven. Det vil sige både den ret til fravær, der ligger før og efter fødslen, adoptionsorlov og sorgorlov. Derimod vil der ikke være mulighed for at holde orlov til pasning af alvorligt sygt barn, da denne type orlov ikke giver forældrene ret til fravær, men kun kan holdes efter aftale med en arbejdsgiver. Der vil heller ikke være mulighed for at holde pleje- eller pasningsorlov til pasning af en alvorligt syg eller døende nærtstående, da der heller ikke er ret til fravær hertil efter barselsloven.

Tilskadekomne vil ikke være afskåret fra at udnytte sin ret til fravær efter barselsloven ud over 9 henholdsvis 12 måneder, men det vil i så fald blive uden uddannelsesgodtgørelse. Efter endt orlov genoptages udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.

Det skal bemærkes, at tilskadekomne evt. vil kunne have ret til barselsdagpenge, hvis barselslovens beskæftigelseskrav er opfyldt – f.eks. ved at tilskadekomne er elev i lønnet praktik. Elevens løn eller barselsdagpenge vil blive fradraget i uddannelsesgodtgørelsen, jf. forslaget til § 18 b, stk. 4, og en arbejdsgiver, der udbetaler løn, vil kunne få refusion for barselsdagpenge.

Det foreslås i § 18 d, stk. 2, 4. pkt., at afgørelsen efter 1. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder.

Forslaget medfører, at uddannelsesgodtgørelsen vil stoppe med udgangen af den måned, hvor orloven begynder, uanset om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først træffer afgørelsen senere. Den uddannelsesgodtgørelse, der måtte være blevet udbetalt i perioden fra udgangen af den måned, hvor orloven begynder og indtil afgørelsen om stop for uddannelsesgodtgørelse træffes, vil kunne kræves tilbagebetalt, jf. forslaget til § 18 f, stk. 1.

Det foreslås i § 18 d, stk. 3, 1. pkt., at tilskadekomne straks skal give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked med lægelig dokumentation, hvis tilskadekomne på grund af længerevarende sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 30 dage.

Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 7, forventes der at blive fastsat nærmere regler om krav til den lægelige dokumentation. Det forventes, at der bl.a. vil blive stillet krav om, at dokumentationen skal indeholde lægens vurdering af, hvornår tilskadekomne kan deltage i uddannelsen igen.

Det forventes, også, at der vil blive fastsat regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledningsforpligtelse i sådanne sager, herunder om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved modtagelse af lægeerklæringen skal vejlede om risikoen for at miste uddannelsesgodtgørelsen ved sygdom i mere end 6-måneder eller i mere end 30 dage for 4. gang.

Straks skal forstås som uden ugrundet ophold.

Det foreslås i § 18 d, stk. 3, 2. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne på grund af sygdom ikke har deltaget i uddannelsen i mere end 6 måneder i sammenhæng eller i mere end 30 dage for 4. gang.

Bestemmelsen medfører, at tilskadekomne i løbet af uddannelsen vil kunne få uddannelsesgodtgørelse under sygdom i op til 6 måneder i en sammenhængende periode. Tilskadekomne vil ligeledes kunne få uddannelsesgodtgørelse under sygdom i mere end 30 dage op til 3 gange uden at miste uddannelsesgodtgørelsen. 4. gang tilskadekomne er syg i mere end 30 dage mister vedkommende uddannelsesgodtgørelsen. Bestemmelsen indebærer ikke, at de angivne 4 sygdomsperioder af 30 dage vil skulle ligge inden for et år. Hvis tilskadekomne er syg i mere end 6 måneder i sammenhæng eller i mere end 30 dage for 4. gang, vil uddannelsesgodtgørelsen stoppe, og tilskadekomne vil ikke længere være en del af ordningen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle vejlede den tilskadekomne om muligheden for at søge sygedagpenge, herunder om, at den pågældende selv skal henvende sig til kommunen for at søge om sygedagpenge og fristen herfor.

Der vil være ret til sygedagpenge for en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, hvis betingelserne for sygedagpenge i øvrigt er opfyldt. Tilskadekomne vil evt. senere kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse igen, jf. § 18 d, stk. 6. Tilskadekomne vil også kunne fortsætte på uddannelsen uden uddannelsesgodtgørelse, i det omfang dette er muligt efter de almindelige regler for uddannelsen.

Hvis der efter tilskadekomnes raskmelding er en periode, hvor tilskadekomne på grund af forhold, som ikke skyldes tilskadekomnes sygdom, ikke kan deltage i uddannelsen, vil der ikke skulle træffes afgørelse om ophør af uddannelsesgodtgørelse. Det vil være tilfældet, hvis tilskadekomne på grund af uddannelsens tilrettelæggelse må afvente at genoptage uddannelsen til næste semesterstart. I så fald skyldes tilskadekomnes manglende deltagelse i uddannelsen ikke sygdom, og tilskadekomne vil derfor kunne få uddannelsesgodtgørelse i perioden fra raskmeldingen og indtil uddannelsen kan genoptages.

Det foreslås i § 18 d, stk. 3, 3. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ligeledes træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne orienterer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om sygdom, der forventes at indebære fravær fra uddannelsen i mere end 6 måneder.

Forslaget medfører, at hvis tilskadekomne giver besked til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med lægelig dokumentation om, at vedkommende forventes at være syg i mere end 6 måneder, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører. Afgørelsen vil i så fald kunne træffes inden tilskadekomne har været syg i seks måneder.

Det foreslås i § 18 d, stk. 3, 4. pkt., at afgørelsen efter 2. og 3. pkt. har virkning fra udgangen af den måned, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelsen.

Bestemmelsen medfører, at tilskadekomne vil kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i den periode, der går fra, at vedkommende har givet besked om forventet sygdom i mere end 6 måneder eller har været syg i mere end 6 måneder eller mere end 30 dage for fjerde gange, og indtil afgørelsen om stop for uddannelsesgodtgørelse træffes.

Det foreslås i § 18 d, stk. 4, 1. pkt., at tilskadekomne straks skal give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne ikke er studieaktiv eller hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen.

Straks skal forstås som uden ugrundet ophold.

Det forventes, at der med hjemmel i den foreslåede § 18 d, stk. 7, efter drøftelse med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil blive fastsat nærmere regler om, hvordan tilskadekomne skal give besked om sin manglende studieaktivitet og om udskrivelse fra uddannelsen. Afhængig af, hvordan oplysningerne kan gives mest hensigtsmæssigt, vil der f.eks. kunne blive fastsat regler om, at oplysningerne skal gives elektronisk og skal attesteres af den pågældende uddannelsesinstitution. Der henvises til forslaget til § 18 d, stk. 7, og bemærkningerne hertil.

Det vil være uddannelsesstedet, der skal afgøre, om tilskadekomne er studieaktiv på baggrund af de regler om studieaktivitet, der gælder for den pågældende uddannelse. Kravene til studieaktivitet er forskellige på forskellige uddannelser. Tilskadekomne vil derfor skulle give besked om manglende studieaktivitet, når uddannelsesinstitutionen har afgjort, at vedkommende ikke længere er studieaktiv. Tilskadekomne vil dog også skulle give besked, når vedkommende selv godt ved, at vedkommende ikke opfylder kravene til studieaktivitet, uanset om uddannelsesinstitutionen har truffet en afgørelse om det. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde af, at tilskadekomne har besluttet sig for ikke at følge uddannelsen mere, men ikke har givet besked herom til uddannelsesinstitutionen.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte de tilfælde, hvor tilskadekomne udskrives af uddannelsen på eget initiativ og de tilfælde, hvor det er uddannelsesinstitutionen, der beslutter at udskrive tilskadekomne.

Det foreslås i § 18 d, stk. 4, 2. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at uddannelsesgodtgørelsen ophører, når tilskadekomne ikke er studieaktiv eller er udskrevet af uddannelsen.

Forslaget medfører, at hvis tilskadekomne ikke opfylder betingelserne for at være studieaktiv ifølge reglerne om studieaktivitet for den pågældende uddannelse, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om at stoppe udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse. Det vil være den enkelte uddannelsesinstitution, der afgør, hvorvidt tilskadekomne er studieaktiv, og fra hvornår tilskadekomne ikke længere er studieaktiv.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ligeledes skulle stoppe udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse, hvis tilskadekomne udskrives af uddannelsen inden udløbet af den periode, som uddannelsesgodtgørelsen er tilkendt for, jf. § 18 b, stk. 2. Det vil både gælde i de tilfælde, hvor tilskadekomne udskrives af uddannelsen på eget initiativ og de tilfælde, hvor det er uddannelsesinstitutionen, der beslutter at udskrive tilskadekomne.

En afgørelse om stop for udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 4, vil betyde, at tilskadekomne ikke længere er en del af ordningen med uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 d, stk. 4, 3. pkt., at afgørelsen har virkning fra udgangen af den måned, hvor tilskadekomne ifølge uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller den måned, hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen, når tilskadekomne forinden dette tidspunkt var studieaktiv.

Forslaget indebærer, at uddannelsesgodtgørelsen vil stoppe med udgangen af den måned, hvor tilskadekomne ifølge uddannelsesinstitutionen ikke længere var studieaktiv, eller hvis tilskadekomne har været studieaktiv helt frem til udskrivelsen, den måned, hvor tilskadekomne er udskrevet af uddannelsesinstitutionen, uanset, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først træffer afgørelsen senere. Den uddannelsesgodtgørelse, der måtte være blevet udbetalt i perioden indtil afgørelsen om stop for uddannelsesgodtgørelse træffes, vil kunne kræves tilbagebetalt, jf. forslaget til § 18 f, stk. 1.

Hvis tilskadekomne ikke gennemfører uddannelsen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træffe afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter de almindelige regler herom. Der vil i så fald skulle foretages en konkret vurdering af, om, og i givet fald, hvordan de opnåede kompetencer fra den delvist gennemførte uddannelse påvirker tilskadekomnes erhvervsevnetab. De kompetencer tilskadekomne har nået at få på uddannelsen, vil evt. kunne have forbedret tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt.

Hvis tilskadekomne ikke på anden måde udnytter sin resterhvervsevne, vil det efter reglerne om tabsbegrænsningspligt kunne få betydning for udmålingen af erstatningen. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at tilskadekomne ikke i tilstrækkelig grad har medvirket til at afklare eller forbedre erhvervsevnen ved at gennemføre uddannelsen, kan dette medføre, at erstatningen for tab af erhvervsevne nedsættes, eller at tilskadekomne slet ikke vil have ret til erstatning. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring må i den forbindelse se på, hvorfor tilskadekomne ikke har gennemført uddannelsen, og i hvilket omfang tilskadekomne vurderes at kunne have gennemført uddannelsen. Hvis det under uddannelsen f.eks. viser sig, at tilskadekomne som følge af arbejdsskaden alligevel ikke har helbredet til at kunne gennemføre hele uddannelsen, vil det tale for, at tilskadekomne ikke af den grund kan antages at have undladt at forbedre sin erhvervsevne. Skyldes den manglende gennemførelse i stedet, at tilskadekomne f.eks. ikke finder uddannelsen tilstrækkeligt udfordrende eller interessant, vil det kunne tale for, at tilskadekomne ikke har gjort tilstrækkeligt for at forbedre sin erhvervsevne. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i vurderingen af tabsbegrænsningspligten i øvrigt skulle inddrage, i hvilket omfang tilskadekomne i øvrigt udnytter sin resterhvervsevne. Det vil således fortsat være muligt for tilskadekomne, som fortsat har arbejdsevne, at vælge at tage f.eks. ufaglært job i stedet for at færdiggøre uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse. For nærmere oplysninger om tabsbegrænsningspligten henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 17, stk. 4, i lovforslagets § 1, nr 8.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i afgørelsen om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse vejlede tilskadekomne om, hvilken betydning det kan få for vurderingen af vedkommendes tabsbegrænsningspligt, hvis uddannelsen ikke gennemføres.

Det foreslås i § 18 d, stk. 5, at tilskadekomne straks skal give besked til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om overgang til social pension, jf. lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring stopper udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne overgår til at modtage pension, jf. 1. pkt.

Forslaget medfører, at hvis tilskadekomne undervejs i uddannelsen vælger at overgå til pension, jf. lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., vil vedkommende ikke længere kunne modtage uddannelsesgodtgørelse. Det vil være tilskadekomne, der skal give besked herom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med overgangen. Da det ikke længere er muligt at få tilkendt førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., vil bestemmelsen for tilskadekomne omfattet af denne lov alene være relevant i den situation, hvor en person har fået invaliditetsydelse og herefter vælger at overgå til at modtage førtidspension. Baggrunden for forslaget er, at det ikke anses for sandsynligt, at tilskadekomne vil komme i beskæftigelse efter endt uddannelse, hvis vedkommende vil overgå til førtidspension, seniorpension eller tidlig pension. Formålet med at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse vil derfor som udgangspunkt ikke længere være opfyldt, hvis tilskadekomne overgår til pension, og det foreslås derfor, at udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse stoppes.

Forslaget medfører videre, at en tilskadekommen f.eks. vil kunne ansøge om ret til tidlig pension og få truffet afgørelse herom uden, at dette har betydning for, om personen modtager uddannelsesgodtgørelse, men pågældende vil ikke kunne modtage tidlig pension samtidig med uddannelsesgodtgørelse. Uddannelsesgodtgørelsen vil således skulle stoppe ved overgang til pension.

Med overgang til at modtage pension menes det tidspunkt, som pensionen udbetales med virkning fra. Det vil i forhold til f.eks. førtidspension og seniorpension som udgangspunkt være den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om tilkendelse af førtidspension eller seniorpension. Men det vil kunne være et tidligere tidspunkt i de tilfælde, hvor pensionen tilkendes med tilbagevirkende kraft.

Tilskadekomne vil være forpligtet til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis vedkommende overgår til pension, jf. forslaget til ændringen af § 42, stk. 2, der bliver stk. 1, i § 1, nr. 49. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne kræve uddannelsesgodtgørelse tilbagebetalt for en periode, hvor tilskadekomne er tilkendt pension, jf. forslaget til § 18 f, stk. 1.

En tilskadekommen, der f.eks. får efterbetalt førtids- eller seniorpension på baggrund af tilkendelse med tilbagevirkende kraft, vil skulle oplyse Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om tilkendelsen, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herefter skulle kræve tilbagebetaling af uddannelsesgodtgørelse for perioden, hvor der udbetales pension.

Det foreslås i § 18 d, stk. 6, at i tilfælde, hvor uddannelsesgodtgørelsen er ophørt, jf. stk. 2-4, vil tilskadekomne én gang på ny kunne anmode om at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 a.

Forslaget medfører, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle foretage en ny vurdering af, om tilskadekomne opfylder betingelserne for at få tilkendt uddannelsesgodtgørelse, og træffe en ny afggørelse herom, jf. § 18 a. Den nye vurdering forudsætter, at der ikke er truffet endelig afgørelse om tab af erhvervsevne for den eller de pågældende arbejdsskader efter et tidligere ophør af uddannelsesgodtgørelse. Der vil ligeledes skulle indhentes en ny vurdering fra kommunen i forhold til uddannelsesvalg,jf. § 18 a, stk. 2, herunder bl.a. om, hvorvidt tilskadekomne forventes at kunne gennemføre uddannelsen. Hvis tilskadekomne på ny tilkendes uddannelsesgodtgørelse og senere mister retten til uddannelsesgodtgørelse igen, vil det ikke være muligt at blive visiteret ind i ordningen en 3. gang.

Tilskadekomne vil uanset en ny visitation til uddannelsesgodtgørelse maksimalt kunne modtage uddannelsesgodtgørelse i 48 måneder, jf. § 18 b, stk. 2.

Det foreslås i § 18 d, stk. 7, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opfølgning på tilskadekomnes deltagelse i uddannelsen, herunder krav til dokumentationen for tilskadekomnes deltagelse, orlov eller sygdom, opgørelsen af de 6 måneders sygdom, jf. stk. 3, og tilskadekomnes forpligtelser i sager om uddannelsesgodtgørelse og konsekvenserne ved manglende overholdelse heraf.

Det forventes, at der efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil blive fastsat de nødvendige nærmere regler herom i en ny bekendtgørelse om uddannelsesgodtgørelse. Formålet med reglerne vil være at sikre, at tilskadekomne ikke får uddannelsesgodtgørelse i lang tid uden at være indskrevet på uddannelsen og studieaktiv. Reglerne forventes at ville indeholde de nødvendige nærmere regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings løbende indhentelse af oplysninger om, hvorvidt tilskadekomne er indskrevet på uddannelsen, studieaktiv, syg eller på orlov.

Afhængig af, hvordan oplysningerne kan indhentes mest hensigtsmæssigt, vil der f.eks. kunne blive fastsat regler om, at oplysningerne kan indhentes elektronisk direkte fra uddannelsesinstitutionen eller via en elektronisk erklæring, som tilskadekomne kan underskrive med Nem-id/Mit-id, og at erklæringen skal attesteres af den pågældende uddannelsesinstitution elektronisk. Det forventes også, at der vil blive fastsat regler om, at oplysningerne skal indhentes efter en nærmere fastsat kadence på f.eks. hver 6. måned. Herudover forventes det, at der vil blive fastsat regler om, hvordan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal følge op, hvis tilskadekomne er syg. Opfølgningen vil f.eks. kunne bestå af et vejledningsbrev til tilskadekomne, hvor vedkommende gøres opmærksom på, at der er risiko for at miste retten til uddannelsesgodtgørelse ved sygdom i mere end 6 måneder eller mere end 30 dage for 4. gang og mulighederne for at søge sygedagpenge.

Der vil, i det omfang der måtte være behov for det, ligeledes blive fastsat regler om opgørelsen af de 6 måneders sygdom herunder om, at de første 30 dages sygdom skal indgå i opgørelsen, og at der skal være tale om én sygdomsperiode af 6 måneders varighed.

For så vidt angår de nærmere regler om tilskadekomnes forpligtelser i sager om uddannelsesgodtgørelse, forventes der at blive fastsat regler, som kan understøtte, at tilskadekomne hurtigst muligt søger optagelse på en uddannelse og giver Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de nødvendige oplysninger i sagen. Det kan f.eks. være regler om, at tilskadekomne skal søge optagelse på uddannelsen snarest muligt efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse, jf. § 18 a og sende dokumentation for sin optagelse og dato for studiestart til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det forventes også, at der vil blive fastsat nærmere regler om krav til tilskadekomnes meddelelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om studieaktivitet, udskrivning af uddannelsen, sygdom og orlov. Det forventes også, at der vil blive fastsat de nødvendige regler om, hvordan tilskadekomne kan anmode om forlængelse af perioden med uddannelsesgodtgørelse inden for de 48 måneder i tilfælde af bl.a. orlov på grund af fravær efter barselsloven.

(Til § 18 e)

I sager om arbejdsulykker, hvor arbejdsgiveren har tegnet forsikring hos et arbejdsulykkesforsikringsselskab vil det normalt være forsikringsselskabet, der udbetaler erstatning og godtgørelse, og i sager om erhvervssygdomme vil det være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det foreslås i § 18 e, stk. 1, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udbetaler uddannelsesgodtgørelse.

Bestemmelsen medfører, at det vil være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der udbetaler uddannelsesgodtgørelsen i alle sager om uddannelsesgodtgørelse. Det vil også gælde i sager om arbejdsulykker, hvor arbejdsgiveren har tegnet forsikring hos et arbejdsulykkesforsikringsselskab. Det foreslås i § 18 e, stk. 3, at forsikringsselskaberne i stedet vil skulle refundere den andel af uddannelsesgodtgørelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som de ellers skulle have udbetalt. Der henvises for nærmere herom til forslaget til § 18 e, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Uddannelsesgodtgørelsen vil være skattepligtig.

Det forventes, at det vil blive indarbejdet i Beskæftigelsesministeriets samarbejdsaftale med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får dækket den statslige del af uddannelsesgodtgørelsen, jf. § 18 e, stk. 2, ved at søge om refusion for udbetalingen af denne del af godtgørelsen fra finanslovskonto 17.23.41. Uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 e, stk. 2, 1. pkt., at statens andel af uddannelsesgodtgørelsen svarer til en månedlig takst på 17.655 kr. pr. deltager i ordningen (2024-niveau).

Det fremgår af forslaget til § 18 b, stk. 4, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt vil skulle fradrage øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales. I det omfang sådanne fradrag måtte medføre, at den udbetalte uddannelsesgodtgørelse er mindre end den andel, staten skal finansiere, vil staten højst skulle refundere den udbetalte uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 e, stk. 2, 2.-5. pkt., at beløbet reguleres en gang om året pr. 1. januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb. Det afrundende beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmoder om refusion for den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer.

Den årlige sats vil blive offentliggjort på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside.

Det forventes, at det vil blive indarbejdet i Beskæftigelsesministeriets samarbejdsaftale med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings får dækket den statslige del af uddannelsesgodtgørelsen ved at søge om refusion for udbetalingen af denne del af godtgørelsen fra finanslovskonto 17.23.41. Uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 e, stk. 3, at differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer, jf. stk. 2, finansieres af

1) forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikring, folkekirken, regioner og kommuner, der ikke har tegnet forsikring, jf. § 48, stk. 5, og institutioner, der er omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, for så vidt angår sager om arbejdsulykker, der vedrører de pågældende,

2) Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en del af bidraget til finansiering af udgifter ved erhvervssygdomme, jf. § 55, for så vidt angår sager om anmeldte erhvervssygdomme, og

3) staten i sager om arbejdsulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, jf. § 49, stk. 9.

Forslaget indebærer, at i sager om arbejdsulykker vil den selvforsikrede arbejdsgiver, den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab eller staten i sager om arbejdsulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, skulle finansiere differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 1, og den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer, jf. stk. 2. I sådanne sager vil det normalt være den selvforsikrede arbejdsgiver eller forsikringsselskabet, der udbetaler erstatning og godtgørelse for arbejdsgiveren efter arbejdsskadesikringsloven.

Det fremgår af forslaget til § 18 b, stk. 4, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt vil skulle fradrage øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen, inden den udbetales. Det betyder, at den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse, der omtales i stk. 3, vil være den godtgørelse, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsætter, jf. § 18 b, fratrukket den øvrige A- og B-indkomst, der vil skulle fratrækkes efter de regler, der fastsættes herom, jf. § 18 b, stk. 5. Fra den udbetalte uddannelsesgodtgørelse trækkes herefter den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten vil skulle finansiere i henhold til taksten. Det tilbageværende beløb, vil være det, som den finansieringspligtige, jf. nr. 1-3 vil skulle refundere til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I de tilfælde, hvor fradraget af øvrig A- og B-indkomst er så stort, at den statslige takst vil dække den fulde udgift til uddannelsesgodtgørelse, vil den finansieringspligtige, jf. nr. 1-3 fortsat kunne betragtes som part i sagen, selvom de ikke har udgifter til ordningen. Det skyldes, at afgørelser om uddannelsesgodtgørelse vil være en del af den samlede arbejdsskadesag og kan have betydning for den endelige udmåling af erstatning. Den selvforsikrede arbejdsgiver og forsikringsselskabet vil derfor fortsat have en interesse i sagen, selvom de ikke har en udgift til uddannelsesgodtgørelsen.

Med hjemmel i det foreslåede § 18 e, stk. 5, forventes der at blive fastsat nærmere regler om fordeling, acontobetaling og efterregulering af finansieringen fra de finansieringspligtige. Reglerne forventes at komme til at svare til den gældende model for opkrævning af betaling for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens administration af forhold, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring m.v., jf. lovens § 59, stk. 1 og 5. Det vil sige, at der forventes at blive fastsat regler om, at finansieringen af uddannelsesgodtgørelse i sager om arbejdsulykker opkræves aconto primo det år, hvor udgifterne afholdes, hos den finansieringspligtige, med efterregulering i det efterfølgende år.

Arbejdsskadesikringslovens bestemmelser om håndtering af de tilfælde, hvor en sikringspligtig arbejdsgiver ikke har tegnet forsikring, vil også gælde i forhold til uddannelsesgodtgørelse. I forhold til lovens § 52 betyder det, at hvis der foreligger en arbejdsulykke, og arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin sikringspligt ved at tegne forsikring, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i henhold til § 52, stk. 1, betale forskudsvis de udgifter, arbejdsulykkesforsikringsselskabet skulle have afholdt til uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 e, stk. 3. Det vil sige differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse og den andel af uddannelsesgodtgørelsen, som staten finansierer. Den sikringspligtige arbejdsgiver, som ikke har tegnet forsikring, vil skulle refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikring de udbetalte beløb, medmindre Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, at der har foreligget sådanne undskyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør fritages for betaling.

Det foreslås i § 18 e, stk. 4, 1. pkt., at ved tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse på baggrund af flere arbejdsskader, er det den finansieringspligtige for den sidst anmeldte arbejdsskade, som finansierer udgifterne til uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 a, stk. 2, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som en del af visitationen til uddannelsesgodtgørelse vil skulle vurdere, om tilskadekomne forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader. I de tilfælde, hvor tilskadekomne visiteres til ordningen og får tilkendt uddannelsesgodtgørelse på baggrund af flere arbejdsskader, vil udgangspunktet med forslaget være, at den finansieringspligtige for den sidst anmeldte arbejdsskade vil skulle finansiere udgifterne til uddannelsesgodtgørelsen.

Det foreslås i § 18 e, stk. 4, 2. pkt., at er arbejdsskaderne anmeldt samtidig, er det den finansieringspligtige for den arbejdsskade, der medfører det største mén, som finansierer udgifterne til uddannelsesgodtgørelse, jf. stk. 3.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 a, stk. 2, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som en del af visitationen til uddannelsesgodtgørelse vil skulle vurdere, om tilskadekomne forventes at få fastsat en méngrad på mindst 10 pct. som følge af en eller flere arbejdsskader. I de tilfælde, hvor tilskadekomne visiteres til ordningen og får tilkendt uddannelsesgodtgørelse på baggrund af flere arbejdsskader, vil udgangspunktet være, at den finansieringspligtige for den sidst anmeldte arbejdsskade vil skulle finansiere udgifterne til uddannelsesgodtgørelsen, jf. 2. pkt. Hvis arbejdsskaderne er anmeldt samtidig, foreslås det, at den finansieringspligtige for den arbejdsskade, der medfører det største mén, vil skulle finansierer udgifterne til uddannelsesgodtgørelsen. Hvis det forventede mén f.eks. vurderes at bestå af 10 pct. mén fra en erhvervssygdom og 5 pct. mén fra en arbejdsulykke, som er anmeldt samtidigt, vil uddannelsesgodtgørelsen skulle finansieres af erhvervssygdomssagen.

Det foreslås i § 18 e, stk. 4, 3. pkt., at i andre tilfælde, hvor der er tvivl om, hvilken sikringspligtig arbejdsgiver, der skal afholde udgiften, jf. stk. 3, fordeles udgiften efter de regler, der er fastsat i medfør af stk. 5.

Bestemmelsen vil tage sigte på tilfælde, hvor det hverken er muligt at fastslå, hvilken arbejdsskade der er anmeldt først, eller hvilken arbejdsskade der medfører det største mén. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde af, at flere ulykker med samme méngrad anmeldes samtidig. I disse tilfælde vil udgiften skulle fordeles efter de nærmere regler, der forventes fastsat herom med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 5. Det forventes, at der vil blive fastsat regler, som giver mulighed for at fordele udgiften blandt de finansieringspligtige i den konkrete sag.

Det foreslås i § 18 d, stk. 5, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om administration og udbetaling af uddannelsesgodtgørelse, herunder om refusion fra staten, jf. stk. 2, og fordeling, acontobetaling og efterregulering af finansieringen fra de finansieringspligtige, jf. stk. 3 samt refusion af tilbagebetalt uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 f, stk. 2.

Det forventes, at der vil blive fastsat nærmere regler herom i en ny bekendtgørelse om uddannelsesgodtgørelse. Reglerne vil blive fastsat efter drøftelser med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forventes at komme til at indeholde de mere præcise rammer for administration af ordningen.

Det forventes, at reglerne om fordeling, acontobetaling og efterregulering af finansieringen fra de finansieringspligtige vil komme til at svare til den gældende model for opkrævning af betaling for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens administration af forhold, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring m.v., jf. lovens § 59, stk. 1 og 5. Det vil sige, at der forventes at blive fastsat regler om, at finansieringen af uddannelsesgodtgørelse i sager om arbejdsulykker opkræves aconto primo det år, hvor udgifterne afholdes, hos den finansieringspligtige efter stk. 3 med efterregulering i det efterfølgende år. Det forventes, at der ved behov vil blive fastsat overgangsregler for den første acontoopkrævning, herunder om hvornår opkrævningen skal ske og på hvilket grundlag.

Det forventes også, at der i bekendtgørelsen bliver fastsat regler om, hvilken finansieringspligtig, der vil skulle finansiere udgiften til uddannelsesgodtgørelse, hvis der er tvivl herom. Det vil være i tilfælde, hvor det hverken er muligt at fastslå, hvilken arbejdsskade, der er anmeldt først, eller hvilken arbejdsskade, der medfører det største mén, jf. stk. 4. Det vil f.eks. kunne være i tilfælde af, at flere ulykker med samme méngrad anmeldes samtidig. Det forventes, at der vil blive fastsat regler som giver mulighed for at fordele finansieringen blandt de finansieringspligtige i den konkrete sag.

(Til § 18 f)

Det foreslås i § 18 f, stk. 1, 1. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om, at tilskadekomne skal tilbagebetale uddannelsesgodtgørelsen, for perioder, hvor tilskadekomne har fået for meget udbetalt, jf. dog § 44, stk. 5, 1. pkt.

Med bestemmelsen vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne kræve uddannelsesgodtgørelse tilbagebetalt, hvis tilskadekomne har fået udbetalt uddannelsesgodtgørelse i en periode, hvor tilskadekomne slet ikke skulle have haft godtgørelsen eller i en periode, hvor tilskadekomne har fået udbetalt for meget, uanset om tilskadekomne har modtaget uddannelsesgodtgørelsen i god tro. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne kræve uddannelsesgodtgørelsen tilbagebetalt for hele den periode, hvor tilskadekomne ikke skulle have haft godtgørelsen eller har fået for meget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil f.eks. kunne kræve uddannelsesgodtgørelsen tilbagebetalt for den periode, der går, fra udgangen af den måned, hvor tilskadekomne er blevet udskrevet af uddannelsen og indtil, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får stoppet udbetalingen af uddannelsesgodtgørelse.

Henvisningen til § 44, stk. 5, 1. pkt. medfører, at i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter en klage ændrer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om uddannelsesgodtgørelse til et afslag efter, at tilskadekomne er startet på uddannelsen og modtager uddannelsesgodtgørelse, vil tilskadekomne som udgangspunkt ikke skulle tilbagebetale godtgørelsen, medmindre der vil kunne træffes afgørelse om tilbagebetaling, jf. § 40 a.

Det foreslås i § 18 f, stk. 1, 2. pkt., at tilbagebetalingsbeløbet kan opkræves af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller modregnes i fremtidige udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelse, jf.§ 11, stk.1, nr. 2 og 4, fra den finansieringspligtige, jf. § 18 e, stk. 3, til tilskadekomne.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 e, stk. 1, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle udbetale uddannelsesgodtgørelse til tilskadekomne, som tager en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle udbetale godtgørelsen i både erhvervssygdomssager og arbejdsulykkessager. Som en konsekvens af dette foreslås det, at det i tilfælde af tilbagebetaling af uddannelsesgodtgørelse ligeledes vil skulle være Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der opkræver tilbagebetalingsbeløbet. Tilbagebetalingsbeløbet vil dog også kunne modregnes i fremtidige udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelse, jf. § 11, stk. 1, nr. 2 og 4, fra den finansieringspligtige, jf. § 18 e, stk. 3, til tilskadekomne.

Det foreslås i § 18 f, stk. 2, 1. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring refunderer den del af det tilbagebetalte beløb, som den finansieringspligtige har afholdt, jf. § 18 e, stk. 3, og herefter den del af det tilbagebetalte beløb, som staten har afholdt, jf. § 18 e, stk. 2. Ifølge forslaget til § 18 e, stk. 3, vil den selvforsikrede arbejdegiver, arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab eller staten i sager om arbejdsulykker, der er en følge af arbejdsrelaterede vaccinationer mod covid-19 foretaget i perioden fra og med den 27. december 2020 til og med den 31. december 2022, skulle finansiere differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse og statens takst i sager om arbejdsulykker. For så vidt angår sager om anmeldte erhvervssygdomme vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finansiere differencen mellem den udbetalte månedlige uddannelsesgodtgørelse og statens takst som en del af bidraget til finansiering af udgifter ved erhvervssygdomme, jf. § 55, Forslaget til § 18 f, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at i de tilfælde, hvor tilskadekomne har tilbagebetalt uddannelsesgodtgørelse, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først skulle refundere den del af beløbet, som den finansieringspligtige har afholdt, jf. § 18 e, stk. 3. Tab som følge af manglende tilbagebetaling fra tilskadekomne afholdes således først af den statslige takst, jf. § 18 e, stk. 2, og dernæst af den finansieringspligtige, jf. § 18 e, stk. 3.

Det foreslås i § 18 f, stk. 2, 2. pkt., at foretager de finansieringspligtige, jf. § 18 e, stk. 3, modregningen efter stk. 1, refunderer de den del af det tilbagebetalte beløb, som ikke vedrører deres udgifter, jf. § 18 e, stk. 3, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter refunderer staten.

Bestemmelsen har til formål at tage højde for de situationer, hvor tilskadekomne tilbagebetaler for meget udbetalt uddannelsesgodtgørelse ved, at den finansieringspligtige modregner i fremtidige udbetalinger af erstatning og uddannelsesgodtgørelse. I så fald vil den finansieringspligtige skulle videresende den del af det modregnede beløb, som ikke vedrører den finansieringspligtiges udgifter til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herefter sørge for at refundere staten for den del af beløbet, som staten har afholdt. Den del af den for meget udbetalte uddannelsesgodtgørelse, som den finansieringspligtige selv har afholdt, vil de beholde.

(Til § 18 g)

Det foreslås i § 18 g, at for tilskadekomne, som har gennemført en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffe afgørelse om tab af erhvervsevne efter anmodning fra tilskadekomne, hvis der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at tilskadekomne fortsat har nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, og tilskadekomne dokumenterer dette.

Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring alene vil skulle træffe afgørelse om erhvervsevnetab, hvis tilskadekomne fremlægger nye oplysninger, som giver en vis sandsynlighed for at tilskadekomne på trods af den nye uddannelse fortsat vil have nedsat erhvervsevne, og at dette vil skyldes arbejdsskaden.

Dokumentationen vil f.eks. kunne bestå af relevante lægefaglige oplysninger om de aktuelle helbredsmæssige forhold eller personskaden. Dokumentationen vil f.eks. kunne bestå i ny lægeerklæring, udskrift af lægejournal eller behandlerjournal, som indeholder oplysninger om den relevante skade og relaterer skaden til de helbredsmæssige eller erhvervsmæssige følger af arbejdsskaden.

Dokumentationen vil ligeledes kunne bestå i f.eks. udskrift fra kommunale akter, udtalelse fra arbejdsgiver, afgørelse fra forsikringsselskab eller myndigheder, som beskriver de aktuelle erhvervsmæssige forhold relateret til følger af arbejdsskaden. Det vil f.eks. kunne være nye oplysninger fra kommunen om, at tilskadekomne er tilkendt førtidspension helt eller delvist på grund af følgerne af arbejdsskaden.

Det vil være en forudsætning, at de nye oplysninger giver en vis sandsynlighed for, at tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold vil kunne føre til en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. I sådanne situationer vil tilskadekomne have krav på, at få truffet afgørelse om tab af erhvervsevne.

Reglerne om erstatningfor tab af erhvervsevne i lovens § 17 foreslås ændret i lovforslagets § 1, nr. 6-11, og der henvises til bemærkningerne hertil vedr. erstatning for tab af erhvervsevne.

Tabet af erhvervsevne vil blive vurderet ud fra tilskadekomnes samlede kompetencer. Tilskadekomne vil med uddannelsen som udgangspunkt have opnået nye kompetencer og må antages fremadrettet som udgangspunkt at kunne opnå fuldtidsbeskæftigelse på ordinære vilkår med uddannelsen. Dette vil der skulle lægges vægt på i vurderingen af erhvervsevnetabet. Det forventes, at tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde vil blive højere end uden uddannelsen. Det forvetes derfor også, at tabet af erhvervsevne efter endt uddannelse vil være lavere end uden den nye uddannelse, hvorefter erstatningen ligeledes vil blive lavere. Indtjeningsevnen og dermed erhvervsevnetabets størrelse vil skulle fastsættes uden hensyn til, om tilskadekomne umiddelbart kommer i beskæftigelse efter uddannelsen. Hvis skaden er blevet forværret i løbet af uddannelsesforløbet, vil det ligeledes indgå i vurderingen af erhvervsevnetabet.

(Til § 18 h)

Det er i dansk ret et grundlæggende princip, at man som udgangspunkt ikke kan modtage en offentlig ydelse for en periode, der er dækket af en anden offentlig ydelse eller anden indtægt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 18 h, stk. 1, at tilskadekomne, der modtager uddannelsesgodtgørelse, ikke har ret til anden offentlig forsørgelse for samme periode, jf. dog stk. 2.

Det betyder, at når en person modtager uddannelsesgodtgørelse, vil personen f.eks. ikke kunne få udbetalt kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller ledighedsydelse, fordi ydelsen vil dække samme formål i form af at udgøre et forsørgelsesgrundlag.

En person, der i forvejen modtager seniorpension eller førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., der vurderes at være i målgruppen for uddannelsesgodtgørelse, vil skulle gøre sin seniorpension eller førtidspension hvilende, inden pågældende begynder at modtage uddannelsesgodtgørelse.

Hvis personen modtager førtidspension efter de gamle førtidspensionsregler i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., tilkendes der invaliditetsydelse, jf. § 21 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., når pensionen gøres hvilende. Invaliditetsydelse ydes som et tilskud til personer, der har erhvervsmæssigt arbejde i så stort et omfang, at de ikke kan modtage førtidspension, selvom de helbredsmæssige betingelser herfor er opfyldt. En person, der modtager invaliditetsydelse, vil derfor samtidig godt kunne modtage uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i § 18 h, stk. 2, at uanset stk. 1, kan der udbetales sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barselsdagpenge efter barselsloven eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik til tilskadekomne, som efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelse opfylder betingelserne for de pågældende ydelser.

Det betyder, at der vil kunne udbetales sygedagpenge, barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under barsel eller sygdom, selvom der udbetales uddannelsesgodtgørelse under uddannelsen. Det vil f.eks. være relevant, hvis en person undervejs i sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har en periode som elev i lønnet praktik, hvor personen bliver syg eller går på barsel, og dermed får ret til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb fra kommunen eller barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark, idet en elev i lønnet praktik opfylder sygedagpengelovens henholdsvis barselslovens beskæftigelseskrav.

Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som sygedagpenge, barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesgodtgørelsen nedsættes i forhold til de udbetalte sygedagpenge/barselsdagpenge/ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb/løn under sygdom eller barsel, jf. forslag til § 18 b, stk. 4, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden udbetalingen af den månedlige uddannelsesgodtgørelse fradrager øvrig A- og B-indkomst fra den foregående måned i henhold til indkomstregistret.

Efter § 19 i arbejdsskadesikringsloven har en efterladt ægtefælle eller samlever under visse betingelser ret til et overgangsbeløb på 115.000 kr., hvis en arbejdsskade har medført døden. Efterlader afdøde sig ikke en ægtefælle eller samlever, der er berettiget til overgangsbeløb, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler for det. Beløbet reguleres årligt og udgør 191.000 kr. i 2024. Størrelsen af overgangsbeløbet i arbejdsskadesikringsloven er det samme som i erstatningsansvarsloven.

Det foreslås, at i § 19, stk. 1, 1. pkt., at ændre »115.000 kr.« til: »191.000 kr. (2024-niveau).«

Forslaget er en konsekvens af forslaget til § 24, stk. 10, hvorefter der indføres et nyt grundniveau for lovens satser, herunder satsen for maksimal årsløn m.v. Forslaget til nyt grundniveau i § 24, stk. 10, vil indebære, at der indføres et nyt grundniveau i 2024 niveau og medfører behov for justering af lovens øvrige satser, herunder satsen for overgangsbeløbet. Ændringen af størrelsen af overgangsbeløbet vil ikke have betydning for vurderingen af efterladtes ret til overgangsbeløbet. Der vil væretale om en teknisk ændring.

Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 20, stk. 2, 4. pkt., og stk. 3, § 21, stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, 2. pkt., § 26, stk. 4, og § 42, stk. 2, at ændre ”ydelsen” til ”erstatningen”.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelsen” anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 43, at er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse.

Ved lovforslagets nr. 50 foreslås det, at § 43 ophæves som følge af, at alle spørgsmål om genoptagelse inden for loven samles i § 41, herunder også spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20. Der henvises til lovforslagets nr. 47 og 48. § 43, 2. pkt. vurderes imidlertid ikke at være et genoptagelsesspørgsmål, men et spørgsmål om stillingtagen til erstatning for en ny periode. § 43, 2. pkt. foreslås derfor ikke overført til lovens § 41.

Det foreslås derfor, at der i § 20, stk. 2, indsættes som nyt 6. pkt., at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter stk. 1, inden for en frist på 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning.

Ordlyden i forslaget til nyt 6. pkt. i § 20, stk. 2, vil svare til ordlyden i 2. pkt. i nuværende § 43, som foreslås ophævet. Ændringen er redaktionel og medfører ikke ændringer i den retsstilling, som efterladte i dag har efter 2. pkt. i § 43. Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, i op til 5 år efter erstatningens ophør kan få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige afgørelse.

Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 20, stk. 3, at ændre ”Ydelse” til ”Erstatning”.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelse” anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Forslaget svarer til forslaget til § 1 nr. 11 og 19. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 21, stk. 1, at såfremt afdøde efterlader sig børn, over for hvilke den pågældende havde forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn, som har den anden af sine forældre i live, ret til en løbende årlig ydelse på 10 pct. af afdødes årsløn, jf. samme lovs § 24, indtil barnets fyldte 18. år.

Retten til forsørgertabserstatning er betinget af, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet efter lov om aktiv socialpolitik. Forsørgelsespligten gælder for egne børn, uanset om de er født i eller uden for ægteskab og adoptivbørn. Forsørgelsespligten har man derimod ikke over for stedbørn. Efter praksis er det den privatretlige forsørgelsespligt, der er afgørende for, om afdøde havde forsørgelsespligt for barnet eller den unge.

Det foreslås at ændre »barnets fyldte 18. år« til »det fyldte 21. år«.

Forslaget vil medføre, at alle efterladte børn, der har ret til erstatning efter bestemmelsen, automatisk tildeles erstatning for tab af forsørger indtil det fyldte 21. år. Børn og unge i alderen fra 18 til 21 år, der har ret til erstatning efter bestemmelsen, skal således ikke længere søge om forlængelse af erstatningen for tab af forsørger, ligesom kravet om at forholdene skal tale for en forlængelse, ikke længere skal opfyldes. Med forslaget vil børn med ret til forsørgertabserstatning automatisk få ret til erstatning frem til det fyldte 21. år. Der vil således ikke længere være krav om, at de efterladte børn er under uddannelse, ligesom børnenes eventuelle egen indkomst ikke vil få betydning for retten til forsørgertabserstatning.

Forslaget indebærer ligeledes, at erstatningen også vil kunne tilkendes unge, som er fyldt 19 eller 20 år ved dødsfaldet, og tilkendes indtil deres fyldte 21. år, såfremt de opfylder betingelserne herfor, jf. § 21, stk. 1. Med forslaget vil retten til forsørgertabserstatning for unge ikke være betinget af, om de er under uddannelse eller forholdene i øvrigt.

Det foreslås endvidere i § 21, stk. 1, at ændre », over for hvilke den pågældende havde forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn« til: »eller unge op til 21 år, over for hvilke den pågældende har haft forsørgelsespligt efter lov om børns forsørgelse, har hvert barn eller ung«.

Med forslaget ændres henvisningen om forsørgelsespligten fra lov om aktiv socialpolitik til lov om børns forsørgelse. Ændringen medfører, at det er den privatretlige forsørgelsespligt, der er afgørende for, om barnet eller den unge har ret til erstatning efter § 21, stk. 1. Med den gældende henvisning er det efter praksis også den privatretlige forsørgelsespligt, der er afgørende for, om afdøde i relation til det offentlige havde forsørgelsespligt over for barnet, jf. lovbemærkninger til aktivlovens § 2, lovforslag nr. L 230 af 16. april 1997, s. 5035, sp. 1. Det er således fortsat børn, over for hvem afdøde havde forsørgelsespligt for, der har ret til erstatning efter § 21.

Dog medfører forslaget, at unge, der er fyldt 19 år, men under 21 år, når forælderen afgår ved døden, også vil kunne få tildelt erstatning frem til det 21. år, hvis afdøde havde forsørgelsespligt for barnet frem til barnet fyldte 18. år, selvom de ikke er under uddannelse. Det vil være en betingelse, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet frem til barnet fyldte 18. år.

Med forslaget ændres der ikke på, hvordan den løbende erstatning fastsættes eller beregnes. Med forslaget ændres der heller ikke på, hvordan erstatningen udbetales.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 21, stk. 2, at mister et barn, som modtager løbende ydelse efter stk. 1, den anden af sine forældre, tilkommer der for den resterende tid barnet en årlig ydelse på 20 pct. af afdødes årsløn. Samme årlige ydelse tilkommer indtil barnets fyldte 18. år hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger efter lov om aktiv socialpolitik.

Efter de gældende regler har et barn, der efter at have mistet sin ene forælder og efterfølgende mister sin anden forælder, således ret til en årlig erstatning på 20 pct. af afdødes årsløn indtil sit 18. år. Det samme gør sig gældende for et barn, der har mistet en forælder, der stod som eneforsørger af barnet. Hvis begge forældre afgår ved døden samtidig, f.eks. som følge af trafikuheld, vil barnet have ret til 20 pct. af begges forældres årsløn, inden for maksimumårslønnen.

Det foreslås i § 21, stk. 2, 1. pkt., at indsætte efter »barn«: »eller en ung«, og efter »barnet« indsættes: »eller den unge«. Det foreslås også i § 21, stk. 2, 2. pkt., at ændre »barnets fyldte 18. år hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger efter lov om aktiv socialpolitik « til: »det fyldte 21. år hvert barn eller ung, for hvilket tilskadekomne havde været eneforsørger efter lov om børns forsørgelse.«

Formålet med den foreslåede ændring er således at sikre, at alle efterladte børn får erstatning i en længere periode end efter de gældende regler. Dette opnås ved at udvide perioden, hvori efterladte børn har ret til erstatning for tab af forsørger frem til deres fyldte 21. år. Med forslaget vil børn med ret til forsørgertabserstatning automatisk få ret til erstatning frem til det fyldte 21. år.

Forslaget indebærer, at børn, der mister deres anden forældre som følge af en arbejdsskade, vil have ret til løbende forsørgertabserstatning frem til deres fyldte 21. år, uanset deres økonomiske eller sociale situation. Hermed ensrettes perioden for den løbende erstatning med § 21, stk. 1, så alle børn, der mister forældre som følge af en arbejdsskade, automatisk har ret til erstatning for tab af forsørger frem til deres fyldte 21. år. Der vil således ikke længere være krav om, at de efterladte børn er under uddannelse, ligesom børnenes eventuelle egen indkomst ikke har betydning for retten til forsørgertabserstatning.

Det er fortsat en betingelse, at afdøde havde forsørgelsespligt for barnet.

Med forslaget ændres der ikke på, hvordan den løbende erstatning fastsættes. Efterladte børn, der har mistet begge deres forældre, har således fortsat ret til 20 pct. af de afdødes årsløn som løbende erstatning. Hvis erstatningen til børnene samlet set overstiger 50 pct. af afdødes årsløn, nedsættes erstatningen til 50 pct., som fordeles ligeligt mellem børnene, jf. § 21, stk. 3, 1. pkt. Hvis der samtidig udbetales forsørgertabserstatning efter § 20, kan den samlede erstatning ikke overstige 40 pct. af afdødes årsløn, jf. § 21, stk. 3, 2. pkt. Børn og unge, der mister begge deres forældres samtidig som følge af en arbejdsskade, vil have ret til den forhøjede erstatning.

Erstatningen til afdødes børn og stedbørn udbetales som løbende erstatning, og kan lige som i dag ikke omsættes til kapitalbeløb.

Der henvises desuden til bemærkningerne til nr. 22.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 21, stk. 3, at såfremt et barn, der modtager en årlig ydelse for tab af forsøger efter loven, ved sit fyldte 18. år er under uddannelse, og når forholdene i øvrigt taler derfor, kan ydelsen forlænges til tidspunktet for uddannelsens afslutning, dog længst til barnets fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som på tidspunktet for dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.

Det foreslås, at § 21, stk. 3, ophæves.

Forslaget om at ophæve § 21, stk. 3, er en følge af de foreslåede ændringer til henholdsvis § 21, stk. 1, og § 21, stk. 2, 2. pkt. Med disse ændringer vil bestemmelsen i stk. 3 om forlængelse af forsørgertabserstatningen fra barnets 18. til 21. år ikke længere være relevant, idet alle efterladte børn og unge med forslaget berettiges til erstatning indtil det fyldte 21. år.

Det forudsættes med den foreslåede ændring, at efterladte stedbørn, der har ret til erstatning efter § 22, fremadrettet automatisk vil få tilkendt erstatning efter § 22 frem til deres 21. år. Den nuværende administrative praksis, hvorefter stedbørn kan få forlænget erstatningen efter § 22 frem til deres fyldte 21. år, forudsættes derfor ændret. Hermed ensrettes perioden, hvori efterladte børn og stedbørn har ret til løbende erstatning, således at de automatisk vil have ret til erstatningen frem til det fyldte 21. år.

Der er i øvrigt ikke tiltænkt yderligere ændringer af tildelingskriterierne for erstatning til stedbørn efter § 22. Erstatningen kan således fortsat tilkendes til stedbørn efter en konkret vurdering, som afdøde helt eller delvist forsørgede, da arbejdsskaden indtraf.

Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 21, stk. 4, 1. pkt. der bliver stk. 3, 1. pkt., § 22, 1. pkt., § 25, stk. 2 og 5, og § 63 a, stk. 3, nr. 2, litra a, at ændre »ydelser« til: »erstatninger«.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelser” anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19 og 21. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det følger af den gældende § 11 i lov om arbejdsskadesikring, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte, kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 21, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt. og 2. pkt., at ændre »ydelserne« til: »erstatningerne«, og i § 21, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændre »Ydelserne« til: »Erstatningerne«.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelserne” anvendes til at beskrive løbende erstatningsudbetalinger. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19, 21 og 26. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det fremgår af den gældende § 21, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring, at hvis ydelserne efter stk. 1-3 udregnes til mere end 50 pct. af afdødes årsløn, nedsættes de enkelte ydelser til samlet 50 pct. af afdødes årsløn. Ydes der samtidig erstatning efter § 20, nedsættes ydelserne tilsvarende til 40 pct. af afdødes årsløn.

Det fremgår af den gældende § 21, stk. 5, at ydelserne efter stk. 1-3 udbetales med virkning fra dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden.

Som følge af den foreslåede ophævelse af den gældende § 21, stk. 3, foreslås det, at »stk. 1-3« ændres til »stk. 1 og 2« i § 21, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt, og stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af gældende § 21, stk. 3.

Med de foreslåede ændringer er der ikke tiltænkt ændring af forsørgertabserstatningens udregning eller størrelse. Det er alene formålet med ændringerne, at forsørgertabserstatningen tilfalder efterladtes børn frem til barnets fyldte 21. år. Børn skal således ikke længere søge om forlængelse af forsørgertabserstatning, når de fylder 18 år.

Efter gældende lov beregnes erstatningen for tab af erhvervsevne på baggrund af størrelsen af tabet af erhvervsevne, fastsat efter lovens § 17 eller § 17 a og den årsløn, som tilskadekomne havde på skadestidspunktet, fastsat efter lovens § 24.

Den fastsatte årsløn anvendes derudover til at beregne erstatningen til efterladte, jf. lovens §§ 20-22.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i lovens § 24, stk. 1, at årslønnen udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året forud for arbejdsskadens indtræden.

Det foreslås, at § 24 nyaffattes.

Det foreslås som nyt § 24, stk. 1, at årslønnen fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde, i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, jf. dog stk. 2.

Forslaget i stk. 1, indfører en ny regel for fastsættelse af årslønnen. Den nye hovedregel vil betyde, at årslønnen fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, jf. dog stk. 2. Det foreslåede indebærer, at det år, hvor tilskadekomne har haft den højeste faktiske samlede indkomst ved arbejde vil skulle lægges til grund ved fastsættelsen af årslønnen.

Det foreslås, at et indtægtsår vil være tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på 12 måneder.

Det foreslåede vil som udgangspunkt indebære, at de 5 indtægtsår regnes bagud fra den første hele måned forud for skaden og vil herefter skulle udgøres af 5 x 12 sammenhængende måneder forud for arbejdsskaden. Er en arbejdsulykke for eksempel indtrådt eller en erhvervssygdom for eksempel anmeldt i juni måned 2024 vil det første indtægtsår bagud fra arbejdsskaden være juni 2023 forud for skadeåret til maj 2024, og de foregående indtægtsår vil være månederne juni til og med maj tilbage derfra.

Når det i visse situationer, jf. forslaget til § 24, stk. 6, vil blive nødvendigt at fastsætte årslønnen på baggrund af oplysninger fra skatteforvaltningen eller på anden måde end på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret, indebærer det foreslåede, at der anvendes kalenderår som indtægtsår. I så fald vil det kalenderår inden for de seneste 5 afsluttede kalenderår forud for skaden, hvor indkomsten var højest, skulle anvendes som indtægtsåret.

Det foreslåede indebærer, at der ved arbejdsskadens indtræden for ulykker forstås datoen for en ulykke eller ophøret af en skadelig påvirkning, jf. § 6, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven. For så vidt angår erhvervssygdomme indebærer det foreslåede datoen for anmeldelsen af en erhvervssygdom, jf. § 8, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslåede indebærer, at årslønnen fortsat fastsættes som summen af alle indkomster ved arbejde (totalindkomstprincippet). Den faktiske samlede indkomst vil omfatte alle arbejdsrelaterede poster, som fremgår af indkomstregisteret. Det vil dreje sig om både A- og B-indkomst. Det vil være uden betydning, om indkomsten stammer fra en eller flere arbejdsgivere, fra bierhverv uden for den normale arbejdstid eller fra overskud fra selvstændig virksomhed. Det vil dreje sig om bl.a. lønindkomster ved arbejde fra alle arbejdsgivere inkl. arbejdsmarkedsbidrag, herunder blandt andet indkomst fra gratialer, enkeltstående bonusser og anden lignende skattepligtig indkomst ved arbejde, feriepenge fra optjeningsåret, pensionsbidrag fra både arbejdsgiver og arbejdstager, atp-bidrag, værdien af kost og logi hos arbejdsgiveren og værdien af andre naturalydelser, som fremgår af indkomstregistret. Den faktiske samlede indkomst vil desuden omfatte overskud fra selvstændig virksomhed, som fremgår af Dataudvekslingsplatformen. Oplysninger om udenlandsk indkomst ved personligt arbejde vil også indgår i årslønnen, uanset oplysningerne ikke fremgår af indkomstregisteret.

Det foreslåede betyder, at arbejdsfri indtægter som private pensioner, renter, aktieudbytte, indkomster ved udlejning af ejendomme og lignende ikke vil indgå i årslønnen. Derudover vil fremtidig mistet efterlønspræmie fremover ikke indgå i årslønnen, idet det ikke vil indgå i den faktiske samlede indkomst ved arbejde de foregående 5 år forud for arbejdsskaden. Sociale ydelser, herunder dagpenge ved sygdom eller arbejdsløshed, vil heller ikke indgå i årslønnen. Det betyder, at størrelsen af sociale ydelser vil skulle trækkes fra i årslønnen i det omfang de fremgår af indkomstregisteret. Det vil svare til gældende praksis.

Forslaget indebærer videre, at indkomster ved arbejde ved ikke-beskattet (sort) arbejde fremover ikke vil indgå i årslønnen.

Forslaget vil få den konsekvens, at tilskadekomne, der efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, får fastsat årslønnen efter den gældende hovedregel, fortsat vil få fastsat årslønnen efter den nye hovedregel. Det vil blandt andet dreje sig om tilskadekomne med en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet over de sidste 5 år, tilskadekomne med særlige løntillæg som kompensation for, at der ikke arbejdes fuld tid i nogle perioder, tilskadekomne med akkordarbejde, der lønmæssigt opvejer en lavere indkomst ved arbejde i andre perioder, tilskadekomne, der har været syg og modtaget fuld løn under sygdom, samt tilskadekomne med lavere indkomst ved arbejde på grund af kortere eller tilbagevendende sygdom. Listen er ikke udtømmende.

Følgende grupper af tilskadekomne, der efter gældende praksis får fastsat årslønnen efter et skøn, vil efter forslaget få fastsat årslønnen efter den foreslåede nye regel i § 24, stk. 1:

– Tilskadekomne med en anerkendt erhvervssygdom vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktisk samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for erhvervssygdommens anmeldelse, hvor indkomsten var højest. Dog skal årslønnen fastsættes efter bestemmelsen i § 24, stk. 2, nr. 1, når indkomsten ved arbejde er påvirket af den anerkendte erhvervssygdom i alle 5 år, før erhvervssygdommen anmeldes.

– Tilskadekomne, der arbejder på deltid, vil få fastsat årslønnen på baggrund den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, uanset om det helt eller delvist består af indkomst ved arbejde fra midlertidig eller permanent deltidsansættelse. Med forslaget vil praksis som følge af Højesterets dom af 16. august 2010, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 2843 H, ikke blive videreført. Det vil efter forslaget være uden betydning, om deltidsansættelsen var midlertidig, og om tilskadekomne ville have til hensigt at vende tilbage til en fuldtidsstilling efter den midlertidige deltidsansættelse. Tilsvarende vil tilskadekomnes begrundelse for at vælge deltidsansættelsen være uden betydning, bortset fra situationer omfattet af § 24, stk. 2, nr. 3.

– Tilskadekomne, der er tjenestemandsansatte, vil få fastsat årslønnen som den faktiske samlede indkomst ved arbejde, i det år, hvor indkomsten var højest i 1 af de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Efter forslaget skal årslønnen fastsættes på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret. Indkomstregisteret indeholder ikke oplysninger om det pensionsdækningsbidrag, som statslige arbejdsgivere indbetaler til statskassen til finansiering af tjenestemandspensionen. Årslønnen for tjenestemænd vil således som udgangspunkt ikke fremover blive forhøjet med dette pensionsdækningsbidrag. Pensionsdækningsbidraget har ikke betydning for tjenestemandens ret til tjenestemandspension efter tjenestemandspensionsloven. For tjenestemænd, der som følge af arbejdsskaden ikke opnår ret tilskadekomstpension og som følge deraf heller ikke ret til den fulde tjenestemandspension efter 37 års tjenestetid foreslås det, at årslønnen forhøjes med 15 pct. af tjenestemandens pensionsgivende skalatrinsløn, med mindre der på andet grundlag måtte være fastsat en anden procentsats. Det bemærkes, at nogle tjenestemænd i deres overenskomst har ret til en ekstra pensionsordning (arbejdsmarkedspension). Disse ekstra pensionsordninger fremgår af indkomstregisteret og indgår derfor i fastsættelse af årslønnen efter § 24, stk. 1.

– Tilskadekomne, der er ansat familiemedlem i perioden før arbejdsskadens indtræden, vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. . Undtaget herfra er en medarbejdende ægtefælle, som vil få årslønnen fastsat efter reglen i § 24, stk. 2, nr. 5.

– Tilskadekomne med tidsbegrænset erhverv eller ekstraordinær høj eller lav indkomst ved arbejde i en kort periode inden arbejdsskade vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

– Tilskadekomne, der som led i ansættelsen som soldat eller anden statsansættelse, har været udsendt mindst en gang eller i øvrigt i tjenstligt medfør har opholdt sig i udlandet i områder, hvor danske statsansatte deltager i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver (veteraner), vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

– Værnepligtige vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

– Tilskadekomne med enkeltstående sygeperioder, der har påvirket lønnen 12 måneder forud for skaden, vil få fastsat årslønnen efter den nye regel i § 24, stk. 1, til den samlede faktiske årsløn i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Når det er indkomsten ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, der skal lægges til grund, vil tilskadekomne med enkeltstående sygeperioder ikke længere få omregnet indkomsten ved arbejde til en fuldtidsstilling uden sygeperioderne, således som det sker efter gældende regler. Det samme vil gælde, hvis tilskadekomne har haft enkeltstående sygeperioder i alle 5 år forud for arbejdsskaden.

– Tilskadekomne, der har haft forbigående eller enkeltstående arbejdsløshedsperioder, tilbagevendende ledighed (sæsonledighed) før arbejdsskadens indtræden, vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Med forslaget vil praksis som følge af Ankestyrelsens principmeddelelse 76-13 og Højesterets dom af 15. august 2001, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 2298 H, ikke blive videreført.

– Tilskadekomne, der har fået arbejdsskaden under arbejde i løntilskud, vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. . Det forhold, at tilskadekomne arbejder i løntilskud, vil således ikke i sig begrunde, at hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke skal anvendes.

– Tilskadekomne med personlig assistance vil få fastsat årslønnen på baggrund af den samlede faktiske indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Den faktiske samlede indkomst ved arbejde vil således skulle indgå direkte i årslønnen, det vil sige uden et skønnet fradrag på grund af den personlige assistance. Bestemmelsen vil omfatte tilskadekomne, der har personlig assistance på skadestidspunktet, uanset om de har personlig assistance på afgørelsestidspunktet. Det bemærkes, at tilskadekomne med forslaget vil få indtjeningsevnen efter arbejdsskaden vurderet på baggrund af den faktiske indkomst ved arbejde eller resterhvervsevne – også her uden et skønnet fradrag på grund af en eventuel fortsat personlig assistance, jf. forslaget til § 17, stk. 3.

Det foreslås i § 24, stk. 2, at årslønnen i en række situationer ikke fastsættes efter stk. 1.

Forslaget indebærer, at tilskadekomne med særlige forhold vil få fastsat en årsløn, som afspejler deres faktiske indtjeningsevne, når den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, ikke kan anvendes.

§ 24, stk. 2, indeholder på denne baggrund 13 undtagelser til reglen om fastsættelse af årsløn i § 24, stk. 1.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at hovedreglen i § 24, stk. 1, ikke vil være anvendelig i disse 13 situationer, da en årsløn fastsat efter § 24, stk. 1, ud fra en samlet vurdering ikke vil afspejle tilskadekomnes reelle erhvervsmæssige situation og indtjeningsevne.

Formålet med undtagelserne er tillige at etablere en forenklet og ensartet praksis i de situationer, der fremgår af § 24, stk. 2, nr. 1-13. Er tilskadekomne ikke omfattet af en bestemmelse i stk. 2, vil tilskadekomne være omfattet af reglen i § 24, stk. 1.

Årslønnen vil også i de situationer, der er omfattet af § 24, stk. 2, tage udgangspunkt i objektive digitale oplysninger om pågældendes faktiske samlede indkomst ved arbejde og på den baggrund herefter blive fastsat skønsmæssigt. Principperne for fastsættelse af årslønnen i de enkelte bestemmelser er fastsat i loven. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af årsløn efter § 24, herunder om afgrænsningen af persongrupperne i stk. 2, nr. 1-13, efter bemyndigelsen i forslaget til § 24, stk. 12.

Skal en årsløn efter forslaget til § 24 ”opreguleres” betyder det, at årslønnen, der er baseret på et indtægtsår eller kalenderår før skadeåret eller afgørelsesåret, vil skulle reguleres til værdien i henholdsvis skadeåret eller afgørelsesåret. Fastsættes en årsløn således på baggrund af indtægtsåret 3 år før arbejdsskaden, hvor indtjeningen udgjorde 400.000 kr., vil dette beløb skulle opreguleres til værdien i skadeåret. Det sker efter bestemmelsen i § 25 i arbejdsskadesikringsloven med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår for hvert år beløbet skal opreguleres. Den opregulerede værdi for årslønnen i skadeåret vil herefter udgøre tilskadekomnes årsløn.

Skal en årsløn efter § 24 ”omregnes” betyder det, at en årsløn vil skulle fastsættes til et helt indtægtsår eller kalenderår på baggrund af en indkomst i en del af indkomståret eller kalenderåret. Skal en årsløn fastsættes til et helt indtægtsår eller kalenderår på baggrund af indtjeningen i for eksempel 4 måneder i skadeåret, vil denne indtjening skulle omregnes til et helt indtægtsår eller kalenderår ved at dividere indtjeningen i de 4 måneder med 4 og gange med 12, hvorved beløbet vil afspejle indtægten i et helt indtægtsår eller kalenderår. Det samme vil gælde, når indtjeningen i en deltidsstilling vil skulle omregnes til en fuldtidsstilling. Her vil den samlede gennemsnitlige timeløn (inkl. evt. tillæg, pension m.v.) kunne anvendes til at omregne til ugelønnen i fuldtidsstilling ved at gange med 37, som herefter vil kunne omregnes til et helt indtægtsår ved at gange med antallet af uger på et år.

Et forskudt år indebærer, at indtægtsåret vil udgøre en periode på 12 sammenhængende måneder inden for de seneste 5 år forud for skaden, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket. Det vil ikke være 12 måneders perioder fastsat bagud fra første hele måned forud for skaden. Anvendes et forskudt år vil det være det forskudte indtægtsår inden for de seneste 5 år forud for skaden, hvor indkomsten var højest.

Et forskudt år på 12 sammenhængende måneder, når arbejdsskaden er indtrådt i juni måned 2024, vil for eksempel kunne være fra marts i året 2023 til og med februar 2024. Er der et forskudt år på f.eks. 16 sammenhængende måneder, vil de seneste 12 måneder skulle anvendes. Det vil f.eks. kunne opstå i en situation, hvor arbejdsskaden er indtrådt i januar 2024 og indkomsten ved arbejde i perioden fra marts 2021 til juni 2022 ikke var påvirket. I denne situation vil perioden, der vil skulle anvendes være juli 2021 til og med juni 2022.

Er der inden for de seneste 5 år forud for skaden flere uafhængige forskudte perioder på mindst 12 sammenhængende måneder, vil arbejdsskademyndighederne skulle anvende det forskudte år, hvor indkomsten var højest, som indtægtsår. Det vil f.eks. kunne opstå i en situation, hvor arbejdsskaden er indtrådt i januar 2025, og der er sammenhængende perioder fra oktober 2021 til september 2022 og fra december 2023 til november 2024. I denne situation vil perioden med den højeste indkomst ved arbejde, fra henholdsvis oktober 2021 til september 2022 og december 2023 til november 2024 skulle anvendes.

For tilskadekomne, der har pådraget sig en erhvervssygdom efter § 7 fastsættes årslønnen skønsmæssigt efter gældende lovs § 24, stk. 2, nr. 2.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 1, at er tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde nedsat på grund af erhvervssygdommen, jf. § 7, i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af erhvervssygdommen inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. pkt., omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, som ikke er påvirket af sygdommen, til et helt indtægtsår. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. og 2. pkt., fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår mellem 5 og 10 år forud for arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen.

Forslaget i § 24, stk. 2, nr. 1, vil omfatte tilskadekomne med en anerkendt erhvervssygdom, hvor tilskadekomnes indkomst ved arbejde har været påvirket i alle 5 indtægtsår forud for erhvervssygdommen blev anmeldt, således at der ikke er mindst et helt indtægtsår, der kan lægges til grund for fastsættelsen af årslønnen.

Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde været påvirket af erhvervssygdommen i alle indtægtsår inden for de sidste 5 år forud for, at erhvervssygdommen blev anmeldt, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudte år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af erhvervssygdommen inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden.

Foreligger der ikke digitale oplysninger hos skatteforvaltningen, vil arbejdsskademyndighederne skulle omregne den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår. Omregningen vil som udgangspunkt bestå i enten, at indkomst ved arbejde i måneder, som ikke er påvirket, omregnes til et helt indtægtsår, eller at indkomst ved arbejde i måneder, som er påvirket, omregnes til en lønindtægt uden påvirkning et fuldt indtægtsår.

Er der ikke et forskudt år uden påvirkning af erhvervssygdommen inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden og er det ikke muligt at omregne den faktiske samlede indkomst, skal arbejdsskademyndighederne fastsætte årslønnen på grundlag af indtægten i et indtægtsår, der ligger mellem 5 år og 10 år før erhvervssygdommen blev anmeldt, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen. Undtagelsen for så vidt angår fastsættelse af årsløn i sager om erhvervssygdomme afløser således den nugældende § 24, stk. 2, nr. 2. Undtagelsen har samme formål som den gældende bestemmelse.

Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke været påvirket af erhvervssygdommen i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår, inden erhvervssygdommen blev anmeldt, fastsættes årslønnen efter reglen i § 24, stk. 1, som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for erhvervssygdommen blev anmeldt, hvor indkomsten var højest.

Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til normalårslønnen efter § 24, stk. 10, jf. § 24, stk. 3.

Efter gældende praksis beregner arbejdsskademyndighederne årslønnen på baggrund af den periode, hvor tilskadekomne har været i arbejde, når tilskadekomne har haft fravær efter barselsloven inden for de sidste 12 måneder.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 2, at er tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde nedsat på grund af fravær efter barselsloven i alle 5 ind-tægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær efter barselsloven inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. pkt., omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår. Har tilskadekomne gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen uanset 1. eller 2. pkt., efter stk. 2, nr. 9 eller 10, medmindre årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt. er højere.

Bestemmelsen omfatter tilskadekomne, hvor den faktiske samlede indkomst har været nedsat på grund af barsel i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, således at årslønnen ikke kan fastsættes på grundlag af et helt indtægtsår.

Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke været nedsat på grund af fravær efter barselsloven i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskaden, fastsættes årslønnen efter reglen i § 24, stk. 1, på baggrund af det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Bestemmelsen betyder, at at arbejdsskademyndighederne vil skulle fastsætte årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af fravær efter barselsloven inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden.

Er der ikke et forskudt år uden påvirkning af barslen inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden, foreslås det, at arbejdsskademyndighederne vil skulle omregne den faktiske samlede indkomst i den seneste sammenhængende periode med arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår. Omregningen vil som udgangspunkt bestå i, at indkomst ved arbejde i måneder, som ikke er påvirket, omregnes til et helt indtægtsår.

Hvis tilskadekomne har gennemført en uddannelse eller er påbegyndt og fortsat er indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede, med mindre årslønnen fastsat efter indtægten i et forskudt år, jf. 1. pkt., eller arbejdsindtægten i seneste sammenhængende periode forud for arbejdsskaden, jf. 2. pkt., er højere.

Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. § 24, stk. 10, jf. § 24, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse svarer således i princippet til gældende praksis, bortset fra, at årslønnen vil blive fastsat som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Har tilskadekomne en fuld erhvervsevne, og tilskadekomne er ansat på deltid af midlertidig karakter ved arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling. Gældende praksis er fastlagt på baggrund af Højesterets domme af 16. august 2010, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 2836 H og 2843 H, hvorefter årslønnen fastsættes svarende til indkomsten ved arbejde uden påvirkning af pasningen af det syge eller handicappede familiemedlem.

Når tilskadekomne er deltidsansat på skadestidspunktet, og ansættelsen ikke er af midlertidig karakter, er udgangspunktet efter gældende praksis, at årslønnen fastsættes ud fra den faktiske indkomst ved arbejde de seneste 12 måneder før skaden.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 3, at er tilskadekomnes indkomst ved arbejde nedsat på grund af pasning af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle 5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, fastsættes årslønnen på baggrund af et forskudt år på 12 sammenhængende måneder uden påvirkning af pasningen af det syge eller handicappede familiemedlem inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. pkt., omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, som ikke er påvirket af pasningsbehovet, til et helt indtægtsår. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. og 2. pkt., fastsættes årslønnen på baggrund af et indtægtsår mellem 5 og 10 år forud for arbejdsskadens indtræden, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen.

Bestemmelsen omfatter tilskadekomne, der har arbejdet på deltid på grund af pasning af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, og hvor årslønnen derfor ikke vil kunne fastsættes på baggrund af et fuldt indtægtår.

Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde ikke været nedsat på grund af pasningen i mindst ét af de 5 seneste indtægtsår forud for arbejdsskaden, vil årslønnen kunne fastsættes efter reglen i § 24, stk. 1, på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Har tilskadekomnes indkomst ved arbejde været påvirket af pasningen af et sygt eller handicappet familiemedlem i alle indtægtsår inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden, vil årslønnen blive fastsat på baggrund af den faktiske samlede indkomst i det forskudte indtægtsår på 12 sammenhængende måneder inden for de foregående 5 år, hvor indkomsten ved arbejde var højst og var påvirket af pasningen af det syge eller handicappende familiemedlem.

Hvis der ikke er et forskudt år uden påvirkning af pasningen inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden, vil den faktiske samlede indkomst ved arbejde i den seneste sammenhængende periode forud for skadestidspunktet blive omregnet til et helt indtægtsår. Omregningen vil som udgangspunkt bestå i enten, at indkomst ved arbejde i måneder, som ikke er påvirket, omregnes til et helt indtægtsår, eller at indkomst ved arbejde i måneder, som er påvirket, omregnes til en lønindtægt uden påvirkning et fuldt indtægtsår.

Er dette heller ikke muligt, vil arbejdsskademyndighederne skulle fastsætte årslønnen på grundlag af indtægten i et indtægtsår, der ligger mellem 5 år og 10 år før erhvervssygdommen blev anmeldt, hvor der foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen.

Bestemmelsen vil finde anvendelse, når tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde har været påvirket af pasningen af et sygt eller handicappet familiemedlem. Den nuværende praksis, der er etableret ved Højesterets domme af 16. august 2010, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 2836 H og 2843 H, hvorefter der sondres mellem midlertidig eller permanent deltidsansættelse, vil dermed blive ændret ved forslaget.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at tilskadekomne har et sygt eller handicappet familiemedlem, og at det pågældende familiemedlem har et pasningsbehov. Tilskadekomne vil være omfattet af undtagelsen, hvis tilskadekomne opfylder betingelserne for at modtage økonomisk støtte efter kapitel 22 i lov om social service til pasningen af det syge eller handicappede familiemedlem. Det vil være et krav, at man får denne støtte. Med forslaget vil den nuværende praksis i forhold til arbejdsskademyndighedernes skønsmæssige vurdering af pasningsbehovet blive ændret.

Tilskadekomne vil som hidtil blive anset for at være deltidsansat, hvis tilskadekomne arbejder mindre end 37 timer om ugen, medmindre det af en overenskomst fremgår, at fuld tid er mindre end 37 timer. Personer, der arbejder i fast aften-/nattevagt mindre end 37 timer om ugen i gennemsnit, vil blive anset for at arbejde på deltid, hvis overenskomsten ikke fastslår andet. Denne definition af ”deltid” fremgår af Ankestyrelsens principmeddelelse 111-12. Denne definition opretholdes efter forslaget til § 24, stk. 2, nr. 3.

Er ingen af ovenstående metoder anvendelige, fastsættes årslønnen til normalårslønnen efter § 24, stk. 10, jf. § 24, stk. 3.

I nogle tilfælde er indkomsten ved arbejde i året før skaden ikke udtryk for den reelle indtjeningsevne hele arbejdslivet, men kun i en afgrænset periode. Det gælder særligt personer, der oppebærer en ekstraordinært høj indkomst ved arbejde i et begrænset antal år, herunder personer med normalt erhvervsophør før den almindelige folkepensionsalder. Det drejer sig om for eksempel professionelle sportsfolk, sportsdommere og balletdansere m.v.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 4, at er tilskadekomne på skadestidspunktet i et ansættelsesforhold i en profession med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen, fastsættes årslønnen efter stk. 1, for perioden indtil det normale erhvervsophør i pågældende profession. I perioden fra det normale erhvervsophør til folkepensionsalderen fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 10, medmindre årslønnen efter 1. pkt. er mindre end normalårslønnen. Har tilskadekomne gennemført eller har tilskadekomne påbegyndt og er tilskadekomne fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen efter stk. 2, nr. 9 eller 10, medmindre årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt. er højere.

Forslaget til § 24, stk. 2, nr. 4, indebærer, at årslønnen vil blive fastsat efter reglen i § 24, stk. 1, indtil det normale erhvervsophør i pågældende ansættelsesforhold, når tilskadekomne på skadestidspunktet er i et ansættelsesforhold i en profession med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen.

For perioden fra det normale erhvervsophør til folkepensionsalderen vil årslønnen blive fastsat til normalårslønnen, jf. § 24, stk. 10, medmindre tilskadekomnes årsløn efter 1. pkt., er mindre end normalårslønnen. Er årslønnen efter 1. pkt. mindre end normalårslønnen, vil årslønnen efter 1. pkt. blive anvendt som årsløn for perioden frem til folkepensionsalderen.

Det foreslås, at undtagelsen som efter gældende lov vil blive anvendt, når der er tale om medarbejdere i professioner med erhvervsophør væsentligt før folkepensionsalderen. Der vil blive fastsat nærmere regler herom i den bekendtgørelse, der vil blive udstedt efter forslaget til § 24, stk. 12. Der vil i bekendtgørelsen tillige blive fastsat kriterier for, hvilke professioner, der er omfattet.

Har tilskadekomne gennemført eller er tilskadekomne påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, vil årslønnen for perioden fra erhvervsophør til folkepensionsalderen dog blive fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede.

Arbejdsskademyndighederne vil skulle anvende offentligt udarbejdet statistisk materiale over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede fordelt på forskellige typer uddannelser. Der henvises til bemærkningerne til § 24, stk. 2, nr. 9 og 10.

Det forudsættes, at begge afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne vil blive truffet samtidig. Forslaget om, at årslønnen frem til normalt erhvervsophør fastsættes efter reglen i § 24, stk. 1, vil videreføre gældende praksis, idet årslønnen dog fastsættes som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest. Forslaget om, at der samtidigt vil blive truffet afgørelse om årslønnen og eventuel erstatning for erhvervsevnetab i perioden fra erhvervsophør til folkepensionsalderen, vil ændre praksis. Efter gældende praksis sætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring revision i sagen, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om eventuel erstatning for tab af erhvervsevne igen, når tilskadekomne har en alder, der svarer til normalt erhvervsophør.

Det bemærkes, at de to årslønninger fastsat efter henholdsvis 1. pkt., og 2. eller 3. pkt., skal sammenholdes med tilskadekomnes indtjeningsevne efter skaden efter den foreslåede bestemmelse til § 17, stk. 3.

Er situationen den, at tilskadekomne tjente 500.000 kr. i sit job med erhvervsophør ved det fyldte 38. år, vil årslønnen blive fastsat svarende hertil for perioden til tilskadekomne fylder 38 år. For perioden derefter vil årslønnen blive fastsat til normalårslønnen, der udgør 434.000 kr. i 2024-niveau. Kan tilskadekomne på afgørelsestidspunktet tjene 250.000 kr. efter skaden, vil tabet udgøre 50 pct. frem til det normale erhvervsophør, og erstatningen vil blive beregnet på baggrund af en årsløn på 500.000 kr. frem til tilskadekomnes fyldte 38. år. For perioden herefter vil tabet udgøre 40 pct. og erstatningen vil blive beregnet på baggrund af en årsløn på 434.000 kr.

Ved vurderingen af, om tilskadekomne er i et ansættelsesforhold i en profession med normalt erhvervsophør før folkepensionsalderen, vil arbejdsskademyndighederne blandt andet kunne tage udgangspunkt i, hvorvidt der findes en generel kutyme eller generel standard for erhvervsophør i pågældende profession, herunder om professionen i forhold til andre retsområder er tillagt særlige rettigheder, jf. for eksempel neden for om dispensation efter reglerne i lov om beskatning af pensionsordninger m.v. til medarbejdergrupper, der har et væsentligt lavere arbejdsophør end den almindelige pensionsalder.

Bestemmelsen vil særligt finde anvendelsen ved professionelle sportsfolk. For eksempel vil professionelle fodboldspillere m.v., der er kommet til skade og har et tab af erhvervsevne, efter en konkret vurdering modtage erstatning beregnet på årslønnen som sportsudøver frem til det tidspunkt, hvor de fylder 35 år. Fodboldmålmænd vil som udgangspunkt modtage erstatning, frem til de fylder 38 år. Dette vil svare til gældende praksis og er baseret på oplysninger fra Dansk Boldspil Union. Det har været afgørende, at tilskadekomnes sportsaktive karriere typisk ophører, når den pågældende fylder henholdsvis 35 og 38 år. For balletdansere er aldersgrænsen efter praksis 40 år, da det er almindeligt, at den erhvervsaktive periode inden for denne branche ophører ved denne alder.

Der findes dog også andre medarbejdergrupper i professioner, hvor der gælder et tidligt erhvervsophør. Således har Ligningsrådet og Skatterådet efter reglerne i skattelovgivningen givet dispensation efter reglerne i lov om beskatning af pensionsordninger m.v. til medarbejdergrupper, der har en lavere arbejdsophør end den almindelige pensionsalder.

Af Skatterådets afgørelse af 26. april 2022 (sag nummer 21-1173818) fremgår for eksempel, at der er givet dispensation til nedsat pensionsudbetalingsalder (62 år) for kabinepersonale og piloter efter reglerne i lov om beskatning af pensionsordninger m.v. Af begrundelsen fremgår blandt andet: ”Dispensationen blev givet med den begrundelse, at de nævnte medarbejdere udsættes for arbejdsbetingede lidelser, som kan begrunde en nedsat pensionsudbetalingsalder. ”

Efter gældende lovs § 24, stk. 7, fastsætter beskæftigelsesministeren nærmere regler for opgørelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende. Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 812 af 29. september 2003 om fastsættelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikret efter § 2, stk. 3.

Af bekendtgørelsen fremgår, at årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende fastsættes på grundlag af virksomhedens resultat før finansielle poster og efter afskrivninger.

Som selvstændig erhvervsdrivende anses personer, der for egen regning og risiko driver virksomheden som personligt ejet virksomhed f.eks. enkeltmandsvirksomhed eller som interessentskaber. Det betyder, at ansatte i for eksempel aktieselskaber, anpartsselskaber, m.v. ikke er selvstændig erhvervsdrivende, uanset de er aktionærer og ejer hele aktiekapitalen eller anpartskapitalen.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 5, 1.pkt., at har tilskadekomne i alle 5 år forud for arbejdsskaden været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, fastsættes årslønnen som tilskadekomnes andel af virksomhedens overskud før skat i de afsluttede regnskabsår inden for perioden sammenlagt med et årligt gennemsnit af tilskadekomnes eventuelle lønindkomst i samme periode.

Forslaget i 1. pkt. er hovedreglen om selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller. 1. pkt. vil blive anvendt, når tilskadekomne har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle i mindst 5 år umiddelbart forud for skaden. 1. pkt. betyder, at årslønnen vil blive fastsat på baggrund af summen af et gennemsnit af tilskadekomnes andel af virksomhedens overskud før skat i de afsluttede regnskabsår inden for perioden og gennemsnittet af eventuel lønindkomst ved arbejde i samme periode.

Indkomsten fra den selvstændige virksomhed vil indgå, hvis summen er positiv. Et samlet underskud i tilskadekomnes virksomheder vil ikke skulle fratrækkes i A- og B-indkomsten. Der kan dog godt være underskud i en virksomhed, som opvejes af et overskud i en anden virksomhed. Indkomsten fra den selvstændige virksomhed vil således kunne indgå, hvis der i perioden er et samlet positivt nettooverskud for virksomhederne.

Årslønnen vil blive fastsat på baggrund af et simpelt gennemsnit af den faktiske samlede indkomst i de afsluttede regnskabsår. Et regnskabsår er som udgangspunkt kalenderåret, men en regnskabsår kan være forskudt. Efter årsregnskabslovens § 15 udgør et regnskabsår 12 måneder. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder. Udgør en afsluttet regnskabsperiode mindre eller mere end 12 måneder vil det faktiske antal måneder indgå i gennemsnittet. De afsluttede regnskabsår opreguleres til skadeåret, før gennemsnittet beregnes.

Årslønnen vil blive beregnet som summen af gennemsnittet af tilskadekomnes andel af overskud i selvstændig virksomhed for perioden fastsat i 1. pkt. og af al A-indkomst og B-indkomst for samme periode.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne hente oplysningerne om overskud fra selvstændig virksomhed via registeradgang til Dataudvekslingsplatformen (DUPLA). Dataudvekslingsplatformen er en sikker måde at udveksle Skatteforvaltningens data om borgere og virksomheders økonomiske forhold til offentlige myndigheder eller private aktører.

Årslønnen vil således dække over:

1. Indkomst fra selvstændig virksomhed fra selvangivelsen/årsopgørelsens rubrik 111 samt eventuel ejerandel af selskabsskattegrundlaget. Den del af overskuddet, der er overført til medarbejdende ægtefæller i rubrik 113, medregnes ikke og indgår dermed ikke i fastsættelsen af årslønnen.

2. Lønmodtagerindkomst ved arbejde fra selvangivelsens/årsopgørelsens rubrik 11 (inkl. A-indkomst udbetalt fra selskab, når indtægten hidrører fra tilskadekomnes arbejde i virksomheden) samt rubrik 12 (Honorarer, indkomst ved arbejde ved hushjælp og værdien af nogle personalegoder), rubrik 14 (Jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse m.v. før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag) samt rubrik15 (Anden personlig indkomst ved arbejde før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag).

Indkomstgrundlaget vil vedrøre bruttoindberetningen i rubrikkerne. Overskud i rubrik 111 udgør det samlede overskud i virksomheden i året.

I A-indkomst vil indgå eget og arbejdsgivers ATP-bidrag og bidrag til arbejdsmarkedspensionsordninger med bortseelsesret, jf. pensionsbeskatningslovens § 19.

Den årsløn, der herefter er fastsat vil blive reguleret efter forslaget til § 24, stk. 7.

Forslaget vil i det væsentligste svare til den beregning af årslønnen, der lægges til grund ved beregning af arbejdsløshedsdagpenge for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.

Det bemærkes, at tilskadekomne, der fortsat er selvstændig erhvervsdrivende efter skaden, vil få vurderet indtjeningsevnen efter skaden med inddragelse af de samme oplysningstyper som ved fastsættelsen af årslønnen. Derved er der etableret et sammenligneligt grundlag mellem indtjeningsevne før skaden (årsløn) og indtjeningsevne efter skaden for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 5, 2. pkt., at har tilskadekomne i en eller flere perioder inden for de seneste 5 år forud for arbejdsskaden været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, udgør årslønnen den højeste indkomst fastsat efter 3. eller 4. pkt. inden for den 5-årige periode.

Forslaget i 2. pkt. vil vedrøre selvstændigt erhvervsdrivende, der har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle i en eller flere perioder inden for de seneste 5 år forud for arbejdsskaden. 2. pkt. vil også omfatte situationer, hvor tilskadekomne har afviklet eller overdraget virksomheden (afmeldt i det centrale virksomhedsregister, jf. www.cvr.dk) på skadestidspunktet. Det foreslås, at årslønnen i disse situationer udgør den højeste indkomst fastsat efter 3. eller 4. pkt. inden for den 5-årige periode. .

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 5, 3. og 4. pkt., at for perioder som selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle beregnes indkomsten efter metoden i 1. pkt. For perioder, hvor tilskadekomne ikke har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle, fastsættes indkomsten efter metoden i stk. 1.

Forslaget til 3. pkt. vil sammenholdt med forslaget til 2. pkt. indebære, at årslønnen udgør den højeste indkomst inden for den 5-årige periode på baggrund af indkomsten som henholdsvis selvstændig erhvervsdrivenden eller medarbejdende ægtefælle (3. pkt.) eller som lønmodtager (4. pkt.). Arbejdsskademyndighederne vil efter 2. pkt. skulle vælge den metode, der er udtryk for den højeste indkomst i de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden.

Det foreslås, at 2.-4. pkt. også anvendes, når virksomheden er afviklet eller overdraget på skadestidspunktet og tilskadekomne efter ophøret som selvstændig ikke har et helt indtægtsår efter ophøret af den selvstændige virksomhed.

Bestemmelse i § 24, stk. 2, nr. 5, vil skulle anvendes, hvis tilskadekomne inden for de seneste 5 år forud for arbejdsskaden har været beskæftiget som selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle i hele eller en del af perioden. Selvstændig virksomhed vil dække over både personligt ejede virksomheder og virksomheder udøvet i selskabsform.

Overskuddet i selvstændig virksomhed, som tilskadekomne personligt har ejet eller fortsat ejer (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber), vil dække over det skattemæssige resultat for den selvstændige virksomhed. Oplysningerne fremgår af tilskadekomnes årsopgørelse.

Overskuddet i selvstændig virksomhed udøvet i selskabsform (for eksempel anparts- og aktieselskaber) vil dække over tilskadekomnes ejerandel af det skattemæssige overskud i selskabet. Oplysningerne om det skattemæssige overskud fra den selvstændige virksomhed samt om tilskadekomnes ejerandel vil kunne hentes henholdsvis fra virksomhedens årsopgørelse og fra det centrale virksomhedsregister.

Indtægt ved selvstændig virksomhed vil alene skulle medregnes, når indtægten hidrører fra tilskadekomnes arbejde i virksomheden. I forhold til selvstændig virksomhed udøvet i selskabsform vil det desuden være en forudsætning, at tilskadekomne via sin ejerandel har eller har haft en sådan indflydelse på virksomhedens driftsmæssige dispositioner, at tilskadekomne med rette kan anses for selvstændig erhvervsdrivende. Det vil sige, at der ikke må være andre fysiske eller juridiske personer, som gennem stemmeandel eller kapital har større indflydelse på virksomhedens drift end tilskadekomne.

Indtægt og overskud fra formueforvaltning, som ikke er et led i virksomhedens hovedaktiviteter, vil ikke kunne medregnes i årslønnen. Som eksempler på formueforvaltning kan blandt andet nævnes lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom, hvis tilskadekomne personligt ikke har haft arbejde med udlejningen. Endvidere kan nævnes passivt ejerskab af en virksomhed, hvor tilskadekomne ikke har personligt arbejde i virksomheden. Indtægter ved bortforpagtning og indtægter ved forvaltning af egen formue, herunder køb og salg af aktier, anparter, obligationer eller lignende værdipapirer, vil heller ikke kunne medtages.

Der vil blive fastsat nærmere regler om fastsættelse af årsløn til selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse, der udstedes efter bemyndigelsen i forslaget til § 24, stk. 12.

Endelig foreslås det i § 24, stk. 2, nr. 5, 5. pkt., at årslønnen fastsættes efter stk. 1, når årslønnen fastsat efter stk. 1 overstiger årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt.

Bestemmelsen sikrer, at tilskadekomne, der har været selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle kan få fastsat årslønnen på baggrund af det indtægtsår inden for de sidste 5 år forud for arbejdsskaden, hvor indkomsten var højest, når årslønnen fastsat efter stk. 1 overstiger årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt. Bestemmelsen er dermed i overensstemmelse med de nye principper for fastsættelse af årsløn.

Efter gældende praksis fastsættes årslønnen ud fra tilskadekomnes faktiske indtægt på skadestidspunktet, når tilskadekomnes indtægt inden arbejdsskaden var påvirket af varig forudbestående sygdom, følgerne af en ulykke eller lignende. Det skyldes, at tilskadekomnes arbejdsevne allerede var nedsat inden arbejdsskadens indtrædelse.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 6, at er tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde varigt nedsat på grund af en ulykke eller sygdom inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskaden, fastsættes årslønnen til det indtægtsår, hvor tilskadekomne har den højeste indtægt i perioden efter den ulykke eller sygdom, som har påvirket indtjeningen. Kan årslønnen ikke fastsættes efter 1. pkt., omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde efter den ulykke eller sygdom, der har påvirket indtjeningen, til et helt indtægtsår.

Forslaget i § 24, stk. 2, nr. 6, vil betyde, at årslønnen vil blive fastsat til det indtægtsår, hvor tilskadekomne har den højeste indtægt i perioden efter den ulykke eller sygdom, som har påvirket indtjeningen. Er der ikke et helt indtægtsår, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for perioden efter ulykken eller sygdommen til et helt indtægtsår.

Hvis tilskadekomne eksempelvis har en periode på 4 måneder inden arbejdsskaden, hvor indkomsten ved arbejde ikke var påvirket af ulykken eller sygdommen, omregnes indkomsten ved arbejde i de 4 måneder til et helt indtægtsår.

Bestemmelsen i nr. 6 vil blive anvendt for tilskadekomne, der inden arbejdsskaden har fået deres indkomst nedsat på grund af en ulykke eller sygdom.

Efter gældende regler i § 5 i bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v. fastsættes tilskadekomnes årsløn efter § 24 i lov om arbejdsskadesikring af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter et skøn. Ved skønnet over en indsats årsløn tager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hensyn til tilskadekomnes erhvervsindtægt før anbringelsen i institutionen og til den erhvervsindtægt, som skadelidte kunne forvente at opnå efter løsladelsen, hvis skaden ikke var indtruffet.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 7, at afsoner tilskadekomne på skadestidspunktet eller har tilskadekomne inden for det seneste år før arbejdsskaden afsonet fængselsstraf eller forvaring i Kriminalforsorgens institutioner m.v., jf. lov om fuldbyrdelse af straf m.v., fastsættes årslønnen efter principperne i stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-6 eller 8-13. Ved opgørelsen af 5-års-perioden efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1-6 eller 8-13, ses der bort fra perioder, hvor tilskadekomne på grund af indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner har været afskåret fra at kunne arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Perioden kan dog ikke ligge tidligere end 10 år før arbejdsskadens indtræden, og der skal foreligge digitale indkomstoplysninger for indkomståret hos skatteforvaltningen. Har tilskadekomne under afsoningen gennemført eller er påbegyndt og fortsat indskrevet på en uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen efter stk. 2, nr. 9 eller 10, medmindre en årsløn fastsat efter 1. pkt. er højere. Hvis ingen af de angivne metoder til fastsættelse af årslønnen kan anvendes, fastsættes årslønnen til minimumsårslønnen eller normalårslønnen, jf. stk. 10.

Den forslåede bestemmelse vil skulle gælde for tilskadekomne, der på skadestidspunktet aktuelt afsoner fængselsstraf eller forvaring i Kriminalforsorgens institutioner m.v., jf. lov om fuldbyrdelse af straf m.v., samt at gælde for tilskadekomne, der inden for det seneste år før arbejdsskaden har afsonet fængselsstraf eller forvaring i Kriminalforsorgens institutioner m.v., jf. lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Det er den personkreds, der er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om erstatning og godtgørelse til indsatte i Kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udførelse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v., og derudover vil det også være tilskadekomne, der under afsoningen var omfattet af bekendtgørelsen, og som pådrager sig en arbejdsskade i det første år efter, at afsoningen er afsluttet.

Det foreslås videre, at den foreslåede bestemmelse tillige vil skulle omfatte tilskadekomne, der under afsoningen arbejder for en arbejdsgiver, som er uafhængig af institutionen. Den foreslåede bestemmelse vil kun skulle vedrøre fastsættelsen af årslønnen. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke indebære en ændring af bestemmelsen om sikringspligtig arbejdsgiver efter § 49 i arbejdsskadesikringsloven.

Bestemmelsen omfatter for tilskadekomne, der er omfattet af Justitsministeriet bekendtgørelse, personskader, der indtræffer under opholdet i institutionen, arbejde uden for institutionen under afsoningen, uddannelse uden for institutionen, anden godkendt aktivitet uden for institutionen, færden i forbindelse med beskæftigelse hermed, og når skaden indtræffer under udførelse af samfundstjeneste. For tilskadekomne, der ikke er omfattet af Justitsministeriets bekendtgørelse, vil bestemmelsen omfatte arbejdsskader efter §§ 5-7 i arbejdsskadesikringsloven. Det drejer sig om tilskadekomne, der kommer til skade under arbejde uden for Kriminalforsorgens institutioner hos en arbejdsgiver, der er uafhængig af indstitutionen, og for tilskadekomne, der kommer til skade i det først år efter afsoningen eller forvaringen.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke omfatter indsatte under udgang m.v., jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 441 af 21. april 2022 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen), herunder personer under udstationering til egen bopæl med fodlænke m.v.

Bestemmelsen indebærer, at tilskadekomne vil få fastsat årslønnen på baggrund af tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde efter principperne i stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-6 eller 8-13. Bestemmelserne i stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-6 eller 8-13 vil således skulle anvendes i forhold til fastsættelsen af årslønnen, med den eneste forskel, at der ved opgørelse af perioderne vil skulle ses bort fra perioder, hvor tilskadekomne på grund af indsættelse i Kriminalforsorgens institutioner har været faktisk afskåret fra at kunne arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Det er dog en forudsætning, at perioden ikke ligger tidligere end 10 år før arbejdsskadens indtræden, og at det er muligt at indhente indkomstoplysningerne digitalt hos skatteforvaltningen. Ligger alene dele af de seneste 5 år inden indsættelsen inden for den 10 årige periode inden arbejdsskadens indtræden, anvendes denne del af den 5-årige periode til fastsættelsen af årslønnen.

Ved faktisk afskåret fra at kunne arbejde på det ordinære arbejdsmarked forstås, at en indsat ikke har haft mulighed for at arbejde på det ordinære arbejdsmarked uden for Kriminalforsorgens institutioner under afsoningen. Omvendt har en indsat ikke været faktisk afskåret fra at arbejde på det ordinære arbejdsmarked, når pågældende har arbejdet på det ordinære arbejdsmarked uden for Kriminalforsorgens institutioner under afsoningen for en arbejdsgiver, der er uafhængig af institutionen.

For tilskadekomne, der har gennemført eller påbegyndt en uddannelse under afsoningen, foreslås det, at årslønnen fastsættes efter stk. 2, nr. 9, om erhvervsrettet uddannelse, eller stk. 2, nr. 10, om nyuddannede m.fl. Det indebærer, at årslønnen skal fastsættes på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede efter stk. 2, nr. 9 eller 10, medmindre en årsløn fastsat efter stk. 2, nr. 7, 1. pkt. er højere.

Der henvises til bemærkningerne til § 24, stk. 2, nr. 9-10.

Kan ingen af de angivne metoder i 1., 2. og 4 pkt., anvendes, fordi tilskadekomne på grund af afsoningen har været afskåret fra at kunne opnå en indkomst på det almindelige arbejdsmarkedet indenfor de seneste 10 år før skadestidspunktet, eller fordi der ikke foreligger digitale indkomstoplysninger hos skatteforvaltningen for perioden, eller fordi tilskadekomne ikke har gennemført en uddannelsen under indsættelsen, fastsættes årslønnen til enten minimumsårslønnen eller normalårslønnen, jf. stk. 10, alt efter hvad der efter en konkret vurdering bedst afspejler tilskadekomne erhvervsmæssige forhold.

Som efter gældende ret forudsættes det, at der er indtruffet et konstaterbart erhvervsevnetab, jf. lovens § 17, stk. 1, for at der kan udmåles en erstatning for erhvervsevnetab - og dermed for, at forslaget i § 24, stk. 2, nr. 7, finder anvendelse. Det vil sige, at der som udgangspunkt først indtræffer et konstaterbart tab af erhvervsevne på det tidspunkt, hvor tilskadekomne, der afsoner i en af Kriminalforsorgens institutioner, forventes løsladt og dermed potentielt kan genindtræde på arbejdsmarkedet igen. Dog vil der fortsat kunne tilkendes og udbetales en erstatning for tab af erhvervsevne i situationer, hvor tilskadekomne har et dokumenterbart tab allerede under afsoningen. Det er for eksempel tilfældet ved tilskadekomst i en af Kriminalforsorgens institutioner eller under arbejde for en arbejdsgiver, som er uafhængig af institutionen, der medfører, at tilskadekomne på grund af arbejdsskaden eller personskaden mister indtjening, når pågældende ikke længere kan varetage et hidtidigt arbejde for en arbejdsgiver, som er uafhængig af institutionen på samme niveau som før personskaden under den resterende del af afsoningen. Tilsvarende gælder i forhold til forsørgetabserstatning.

Forslaget kræver ændring af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 741 af 15. juni 2016 om erstatning og godtgørelse til indsatte i kriminalforsorgens institutioner og til dømte og prøveløsladte under udfø-relse af samfundstjeneste for følger af ulykkestilfælde m.v.

Efter gældende praksis fastsætter arbejdsskademyndighederne som udgangspunkt årslønnen på baggrund af indtægten i året forud for arbejdsskadens indtræden, når tilskadekomne er under 18 år på skadestidspunktet, men fyldt 18 år, når der træffes afgørelse om tab af erhvervsevne. Årslønnen skal afspejle tilskadekomnes erhvervsindtægt, der kunne forventes efter det fyldte 18. år, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 8, at er tilskadekomne under 23 år på skadestidspunktet og ikke omfattet af stk. 2, nr. 9 eller 10, fastsættes årslønnen til minimumsårslønnen, jf. stk. 10, frem til tilskadekomne fylder 30 år, hvorefter normalårslønnen, jf. stk. 10, anvendes for perioden frem til pensionsalderen. Overstiger tilskadekomnes årsløn fastsat efter stk. 1 minimumsårslønnen, anvendes årslønnen efter stk. 1 frem til, at tilskadekomne fylder 30 år. Årslønnen fastsættes efter stk. 1, når årslønnen fastsat efter stk. 1 overstiger årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt.

Forslaget til § 24, stk. 2, nr. 8, vil indebære, at årslønnen for unge tilskadekomne som udgangspunkt vil skulle fastsættes til minimumsårslønnen, indtil de fylder 30 år. Når de er fyldt 30 år, vil det være normalårslønnen, der skal anvendes til at beregne erstatningen for tab af erhvervsevne.

Det foreslås, at forslaget i § 24, stk. 2, nr. 8, skal anvendes for tilskadekomne der på skadestidspunktet er under 23 år. Den foreslåede aldersgrænse skyldes, at unge tilskadekomne dermed kan have været på arbejdsmarkedet i 5 år efter det fyldte 18. år.

Er en årsløn fastsat efter stk. 1 højere end minimumsårslønnen og lavere end normalårslønnen, vil årslønnen skulle fastsættes efter stk. 1, indtil tilskadekomne fylder 30 år. Er den fastsatte årsløn efter stk. 1 højere end normalårslønnen vil årslønnen skulle fastsættes efter stk. 1. Det forudsættes, at begge afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne baseret på henholdsvis stk. 1, minimumsårsløn og normalårsløn vil blive truffet samtidig.

Efter § 24, stk. 6, i gældende lov kan der, når tilskadekomne er under uddannelse, ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne forventes efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog fastsættes til mindst minimumsårslønnen, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 9, at deltager tilskadekomne i en erhvervsrettet uddannelse på skadestidspunktet, fastsættes årslønnen til minimumsårslønnen, jf. stk. 10, frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne ville kunne have været færdiguddannet, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Fra dette tidspunkt fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, jf. dog stk. 10, 5. pkt. Årslønnen fastsættes efter stk. 1, når årslønnen fastsat efter stk. 1 overstiger årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt.

Forslaget til § 24, stk. 2, nr. 9, vil indebære, at tilskadekomne vil få fastsat årslønnen til minimumsårslønnen frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne ville kunne have været færdiguddannet. Forslaget indebærer videre, at tilskadekomne fra dette tidspunkt vil få fastsat årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse.

Det foreslåede forudsætter, at arbejdsskademyndighederne skal anvende offentligt udarbejdet statistisk materiale over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede fordelt på forskellige typer uddannelser. Grundlaget vil kunne være UddannelsesGuiden, jf. www.ug.dk, eller et andet tilsvarende statistisk redskab udarbejdet af en offentlig myndighed. Det er vurderingen, at UddannelsesGuiden på nuværende tidspunkt er det bedste redskab. Det udelukker ikke, at der på sigt kan udvikles andet statistisk redskab. Når der i de statistiske data er forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af, om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat, vil det være gennemsnittet af de to indkomstniveauer, der skal anvendes.

I det omfang tilskadekomnes erhvervsevne er varigt nedsat i dokumenteret omfang forud for arbejdsskaden, vil det foreslåede indebære, at den årsløn, der fastsættes på baggrund af statistiske data, reduceres forholdsmæssigt tilsvarende, jf. herved bemærkningerne til § 24, stk. 10, 5. pkt.

Er en årsløn fastsat efter stk. 1 højere end minimumsårslønnen, vil det være årslønnen fastsat efter stk. 1, der vil skulle anvendes frem til det tidspunkt, hvor tilskadekomne ville kunne have været færdiguddannet. Er den fastsatte årsløn efter stk. 1 højere end en årsløn fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, vil det være årslønnen fastsat efter stk. 1, der skal anvendes. Det forudsættes, at begge afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne baseret på henholdsvis stk. 1, minimumsårsløn eller en årsløn fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse vil blive truffet samtidig.

Forslaget vil omfatte tilskadekomne, der deltager i en erhvervsrettet uddannelse på skadestidspunktet, uanset hvor langt i uddannelsesforløbet tilskadekomne var på skadestidspunktet. Det er uden betydning, om tilskadekomne modtager løn under uddannelsen eller modtager SU.

Minimumsårslønnen skal anvendes som grundlag for tilskadekomnes indtjeningsevne indtil det tidspunkt, hvor uddannelsen kunne forventes afsluttet, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet. Det gælder uanset, om uddannelsen vil blive forlænget som følge af arbejdsskaden eller om arbejdsskaden indebærer, at tilskadekomne må afbryde uddannelsen

Ved ”erhvervsrettet uddannelse” forstås uddannelse, der har til formål at udstyre unge og voksne med den viden og de færdigheder og kompetencer, der kræves i særlige erhverv eller mere bredt på arbejdsmarkedet. Denne definition er i overensstemmelse med Det Europæiske Unions Råds henstilling af 24. november 2020 om erhvervsrettet uddannelse med henblik på bæredygtig konkurrenceevne, social retfærdighed og modstandsdygtighed 2020/C 417/01.

Efter gældende praksis fastsættes årslønnen for nyuddannede og tilskadekomne, der lige er trådt ind på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse, som udgangspunkt ud fra den faktiske indtægt i det job, tilskadekomne har, når skaden indtræder.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 10, er tilskadekomne nyuddannet på skadestidspunktet og endnu ikke har været beskæftiget i 1 indtægtsår, fastsættes årslønnen på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, jf. dog stk. 10, 5. pkt. Overstiger tilskadekomnes årsløn fastsat efter stk. 1 årslønnen fastsat efter 1. pkt., anvendes årslønnen fastsat efter stk. 1. Overstiger tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde på skadestidspunktet årslønnen fastsat efter 1. eller 2. pkt., omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår.

Forslaget til § 24, stk. 2, nr. 10, vil indebære, at årslønnen for nyuddannede, der ikke har været mindst ét år på arbejdsmarkedet efter uddannelsen vil skulle fastsættes på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede.

Arbejdsskademyndighederne vil skulle anvende offentligt udarbejdet statistisk materiale over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede fordelt på forskellige typer uddannelser. Grundlaget vil kunne være UddannelsesGuiden, jf. www.ug.dk eller et andet tilsvarende statistisk redskab udarbejdet af en offentlig myndighed. Det er vurderingen, at UddannelsesGuiden på nuværende tidspunkt er det bedste redskab. Det udelukker ikke, at der på sigt vil kunne udvikles andet statistisk redskab. Når der i de statistiske data er forskel på indkomsten for nyuddannede afhængig af, om pågældende bliver privatansat eller offentligt ansat, vil det være gennemsnittet af de to indkomstniveauer, der skal anvendes.

I det omfang tilskadekomnes erhvervsevne er varigt nedsat i dokumenteret omfang forud for arbejdsskaden, vil den årsløn, der fastsættes på baggrund af statistiske data, skulle reduceres forholdsmæssigt tilsvarende, jf. herved bemærkningerne til § 24, stk. 10, 5 pkt.

Er en årsløn fastsat efter stk. 1 højere end årsløn fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, vil årslønnen fastsat efter stk. 1 skulle anvendes.

Forslaget vil samtidig indebære, at hvis tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde på skadestidspunktet overstiger en årsløn fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse jf. 1. pkt. eller en årsløn fastsat efter stk. 1, vil den faktiske indkomst ved arbejde i den seneste sammenhængende periode forud for arbejdsskaden skulle omregnes til et helt indtægtsår, og årslønnen fastsættes svarende hertil.

Har tilskadekomne eksempelvis arbejdet i en periode på 4 måneder inden arbejdsskaden, vil indkomsten ved arbejde i de 4 måneder skulle omregnes til et helt år. Alle lønandele, der indgår i indkomstregisteret, herunder blandt andet pensionsbidrag, atp-bidrag m.v. skal medregnes, når indkomsten ved arbejde omregnes til et helt indtægtsår. Omregning sker således i overensstemmelse med gældende praksis for omregning.

Det er uden betydning, om indkomsten ved arbejde er opnået inden for faget eller ved beskæftigelse i andet fag.

Efter gældende praksis fastsættes årslønnen for folkepensionister m.fl. på baggrund af en særlig årsløn for tilskadekomne uden for erhverv pensionistårslønnen. Denne årsløn fremgår ikke af loven, men findes i den årlige tekniske vejledning om årsløn. For 2023 er årslønnen fastsat i vejledning nr. 9010 af 12. januar 2023.

Efter gældende praksis anvendes denne årsløn også for andre tilskadekomne end pensionister, når tilskadekomne har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet i mange år, og hvor tilskadekomsten er sket uden sammenhæng med et lønnet arbejde, samt hvor der ikke er realistiske udsigter til, at tilskadekomne vil indtræde på arbejdsmarkedet igen, selv om arbejdsskaden ikke var sket. Undtagelsen kan også anvendes, når en person uden egentlig erhverv kommer ud for en personskade.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 11, at har tilskadekomne på skadestidspunktet nået folkepensionsalderen eller er førtidspensionist, fastsættes årslønnen til satsen for personer uden for erhverv, jf. stk. 10. Har tilskadekomne en ansættelseskontrakt uden tidsbegrænsning på skadestidspunktet, og overstiger den faktiske samlede indkomst ved arbejde i ansættelsen i et indtægtsår satsen for personer uden for erhverv, jf. stk. 10, omregnes den faktiske samlede indkomst ved arbejde for den seneste sammenhængende periode med arbejde forud for arbejdsskaden til et helt indtægtsår. 1. og 2. pkt. i denne bestemmelse gælder tillige for andre tilskaddekomne uden for erhverv på skadestidspunktet.

Forslaget i § 24, stk. 2, nr. 11, vil have til formål at videreføre gældende praksis for så vidt angår principperne for fastsættelse af årsløn til personer uden for erhverv, herunder folkepensionister m.fl.

Det betyder, at folkepensionister, førtidspensionister og andre uden for erhverv vil få fastsat årslønnen til satsen for tilskadekomne uden for erhverv.

Forslaget vil således direkte omfatte tilskadekomne, der har nået folkepensionsalderen og førtidspensionister. Forslaget vil tillige omfatte andre tilskadekomne, der har været uden tilknytning til arbejdsmarkedet i mange år, og hvor skaden er sket uden sammenhæng med et lønnet arbejde, samt hvor der ikke er realistisk udsigt til, at tilskadekomne vil indtræde på arbejdsmarkedet igen, selv om arbejdsskaden ikke var sket.

Tilskadekomne med løs eller meget løs tilknytning, men dog nogen tilknytning til arbejdsmarkedet vil ikke blive omfattet af bestemmelsen. De vil være omfattet af reglen i stk. 1.

Undtagelsen i § 24, stk. 2, nr. 11, vil ikke skulle anvendes for tilskadekomne, der fortsat er på arbejdsmarkedet i en varig beskæftigelse, efter at de har nået folkepensionsalderen, eller for førtidspensionister, der udnytter deres resterhvervsevne i en varig beskæftigelse. Disse tilskadekomne vil få fastsat årslønnen efter den faktiske indkomst ved arbejde efter reglen i forslaget til § 24, stk. 1.

Har tilskadekomne for eksempel i de sidste 5 år forud for arbejdsskadens indtræden fast tilknytning til arbejdsmarkedet, vil reglen i § 24, stk. 1, skulle anvendes. Det betyder, at de vil få fastsat årslønnen på baggrund af den faktiske indkomst ved arbejde og ikke på baggrund af den særlige sats for tilskadekomne uden for erhverv.

Har tilskadekomne nået folkepensionsalderen eller er tilskadekomne førtidspensionist, vil det ikke være tilstrækkeligt til at få fastsat årslønnen efter reglen i § 24, stk. 1, at tilskadekomne har udført et midlertidigt lønnet arbejde inden for de seneste 5 år. Det vil være et krav, at der har været tale om en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i alle 5 år forud for arbejdsskaden.

Efter gældende praksis er udgangspunktet, at er skaden sket under ansættelse i et fleksjob etableret efter den 1. januar 2013, fastsættes årslønnen med udgangspunkt i den løn, tilskadekomne modtager fra arbejdsgiver. Arbejdsskademyndighederne vurderer dog, om den faktiske løn er retvisende for, hvad tilskadekomne på skadestidspunktet kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke havde været til stede.

Er skaden indtrådt i et fleksjob etableret før den 1. januar 2013, er udgangspunktet efter gældende praksis, at årslønnen fastsættes skønsmæssigt ud fra en vurdering af, hvad tilskadekomne på skadestidspunktet kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke havde været til stede.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 12, at arbejdede tilskadekomne i fleksjob på skadestidspunktet, og var tilskadekomne bevilget eller visiteret til fleksjobbet den 1. januar 2013 eller senere, fastsættes årslønnen på baggrund af den faktiske samlede indkomst ved arbejde idet konkrete fleksjob uden det kommunale tilskud. For tilskadekomne, der var bevilget eller visiteret til fleksjob før 1. januar 2013, fastsættes årslønnen på baggrund af antallet af timer og timelønnen i fleksjobbet.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil efter forslaget i § 24, stk. 2, nr. 12, skulle fastsætte årslønnen på baggrund af lønnen i fleksjobbet. Det kommunale tilskud vil som efter gældende praksis ikke skulle indgå ved fastsættelsen af årslønnen. Det er alene lønnen i fleksjobbet, der vil indgå i årslønnen. Forslaget vil dermed indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere skal vurdere, om lønnen i fleksjobbet er retvisende for, hvad tilskadekomne på skadestidspunktet kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke havde været til stede.

Er fleksjobbet etableret før den 1. januar 2013, vil årslønnen efter forslaget blive fastsat skønsmæssigt ud fra en vurdering af, hvad tilskadekomne på skadestidspunktet ville kunne have tjent på det ordinære arbejdsmarked, hvis muligheden for fleksjob ikke havde været til stede. Dette fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse U-03-07. De skånebehov, som tilskadekomne havde allerede inden arbejdsskaden, hvor mange timer tilskadekomne ville være i stand til at arbejde på det ordinære arbejdsmarked, tilskadekomnes evner og uddannelse og indtjeningsevnen i det job, tilskadekomne stod til rådighed for, vil indgå i vurderinge. Lønniveauet i fleksjobbet vil ligeledes indgå som et moment i denne vurdering.

Det svarer til gældende regler og praksis.

Efter gældende praksis er årslønnen for tilskadekomne tjenestemænd blevet fastsat med tillæg af et pensionsbidrag, der svarer til det pensionsdækningsbidrag, som statslige arbejdsgivere indbetaler til statskassen til finansiering af tjenestemandspensionen. Dette har været gældende for alle tilskadekomne tjenestemænd, uanset om de er blevet tilkendt en forhøjet tjenestemandspension, svarende til alderspensionen, jf. § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 18. maj 2017.

Det foreslås i § 24, stk. 2, nr. 13, at er eller har tilskadekomne været ansat som tjenestemand, og den pågældendes pensionsoptjening til opnåelse af alderspensionen efter tjenestemandspensionsloven er sat i stå helt eller delvis som følge af arbejdsskaden, forhøjes årslønnen fastsat efter stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-12. Forhøjelsen udgør 15 pct. af tjenestemandens pensionsgivende skalatrinsløn, med mindre der på andet grundlag måtte være fastsat en anden procentsats.

Tilskadekomne, der er eller har været tjenestemandsansatte, vil efter forslaget til § 24, stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-12, få fastsat årslønnen efter stk. 1 som den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, eller efter en af bestemmelserne i stk. 2, nr. 1-12. Efter forslaget til § 24, stk. 6, vil årslønnen skulle fastsættes udelukkende på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret. Indkomstregisteret indeholder ikke oplysninger om det pensionsdækningsbidrag, som statslige arbejdsgivere indbetaler til statskassen til finansiering af tjenestemandspensionen. Dette pensionsdækningsbidrag indgår således ikke i årslønnen for tjenestemænd efter forslaget til § 24, stk. 1 eller stk. 2, nr. 1-12.

Pensionsdækningsbidraget har ikke betydning for tjenestemandens ret til tjenestemandspension efter tjenestemandspensionsloven.

Tjenestemænd, der allerede ved ophør af ansættelsen, henholdsvis tilkendelse af arbejdsskadeerstatningen, får udbetalt en forhøjet tjenestemandspension svarende til alderspensionen, jf. § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 510 af 18. maj 2017, mister ikke nogen pensionsoptjening i anledning af arbejdsskaden og vil ikke få forhøjet årslønnen.

Tjenestemænd, der ikke får tilkendt en forhøjet tjenestemandspension svarende til alderspensionen, vil derimod kunne opleve, at deres pensionsoptjening til alderspension i tjenestemandspensionsordningen helt eller delvis er blevet sat i stå på grund af arbejdsskaden, og for sådanne tjeneste-mænd/pensionerede tjenestemænd foreslås det, at årslønnen forhøjes.

Det foreslås, at forhøjelsen skal udgøre 15 pct. af den pensionsgivende skalatrinsløn, med mindre der på andet grundlag måtte være fastsat en anden procentsats. Denne forhøjelse svarer til det bidrag, som tjenestemandens ansættelsesmyndighed betaler til finansiering af statens udgifter til tjenestemandspension i form af løbende månedlige bidrag til finanslovens § 36, jf. Finansministeriets cirkulære af 4. juli 2022 om betaling til finanslovens § 36. Pensionsvæsenet.

Det vil for eksempel kunne dreje sig om tjenestemænd, der efter arbejdsskaden fortsætter i en tjenestemandsstilling, men på nedsat tid, for eksempel i et fleksjob. Det vil endvidere dreje sig om tjenestemænd, der vil opnå en mindre alderspension, fordi tilskadekomne kommer til skade i et bijob (ikke i tjenestemandsansættelsen) og dermed på grund af arbejdsskaden afskæres fra at optjene alderspension efter tjenestemandspensionsloven.

Oplysning om, hvorvidt der på andet grundlag måtte være fastsat en anden procentsats og størrelsen heraf, vil arbejdsskademyndighederne kunne indhente hos tjenestemandens ansættelsesmyndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil for så vidt angår de tjenestemænd, der er omfattet af bestemmelsen, svare til gældende praksis.

Det foreslås i § 24, stk. 3, at er et forhold omfattet af stk. 2, nr. 1-5, og kan de angivne metoder til fastsættelse af årsløn ikke anvendes, fastsættes årslønnen til normalårslønnen, jf. stk. 10.

I stk. 2, nr. 1-5, er der angivet en række metoder til at fastsætte årslønnen. Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne opstå konkrete situationer, hvor de pågældende metoder ikke kan anvendes.

Det foreslåede indebærer, at årslønnen i disse konkrete situationer vil skulle fastsættes til normalårslønnen som foreslås i § 24, stk. 10.

Normalårslønnen vil alene skulle anvendes, når ingen af de angivne metoder i stk. 2, nr. 1-5, til at fastsætte årslønnen, vil kunne anvendes.

Det foreslås i § 24, stk. 4, at er tilskadekomne i løbet af perioden forud for arbejdsskaden omfattet af to eller flere bestemmelser efter stk. 2, anvendes den bestemmelse, der vedrører tilskadekomnes erhvervsmæssige situation tættest på skadestidspunktet.

Forslaget vil indebære, at arbejdsskademyndighederne skal anvende den undtagelse, der ligger tættest på skadestidspunktet, når tilskadekomne er omfattet af to eller flere undtagelser i stk. 2. Dette er nødvendiggjort af, at de 13 undtagelser, jf. forslaget til § 24, stk. 2, nr. 1-13, kan kombineres på forskellige måder, således at tilskadekomne kan være omfattet af flere af undtagelserne i stk. 2.

Det vil for eksempel kunne dreje sig om en person, der i begyndelsen af den foregående 5-årige periode har været selvstændigt erhvervsdrivende og efterfølgende er overgået til deltidsansættelse, fordi vedkommende skulle passe et sygt eller handicappet barn. I forslaget lægges der op til, at der i denne situation vil skulle vælges den undtagelse tilskadekomne var omfattet af på skadestidspunktet eller senest i tid på skadestidspunktet. Det vurderes således, at dette bedst vil afspejler tilskadekomnes aktuelle indtjeningsevne.

Har tilskadekomne for eksempel været på barsel indtil 3 år før arbejdsskaden, jf. stk. 2, nr. 2, og har tilskadekomne efterfølgende pådraget sig en privat skade, jf. stk. 2, nr. 6, der har påvirket indkomsten, vil det være bestemmelsen i stk. 2, nr. 6, der vil skulle anvendes.

Det foreslås i § 24, stk. 5, at er tilskadekomne på skadestidspunktet samtidig omfattet af to eller flere bestemmelser efter stk. 2, skal årslønnen fastsættes efter den bestemmelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes erhvervsmæssige situation på skadestidspunktet. Er tilskadekomne omfattet af to eller flere bestemmelser efter stk. 2, og foreligger der helt særlige situationer, kan årslønnen fastsættes på baggrund af en kombination af to eller flere bestemmelser efter stk. 2.

Er tilskadekomne på skadestidspunktet omfattet af 2 eller flere undtagelser, vil arbejdsskademyndighederne skulle anvende den undtagelse, der ud fra en samlet vurdering bedst afspejler tilskadekomnes erhvervsmæssige situation under hensyntagen til tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold og indkomster ved arbejde på skadestidspunktet og i de sidste 5 år forud for arbejdsskaden og udsigt til fremtidig beskæftigelse efter arbejdsskaden, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Forslaget om, at årslønnen i helt særlige situationer, hvor tilskadekomne er omfattet af to eller flere bestemmelser, vil kunne fastsættes på baggrund af en kombination af to eller flere bestemmelser efter stk. 2, er tiltænkt anvendt i et meget afgrænset omfang, hvor det ikke er muligt at definere, at en bestemmelse bedst afspejler tilskadekomnes situation fremfor en anden bestemmelse, og hvor tilskadekomnes situation på skadestidspunktet ikke klart kan afgrænses til én bestemmelse efter stk. 4, men omfatter flere bestemmelser. Der vil i bekendtgørelsen efter § 24, stk. 12, blive fastsat nærmere regler om fastsættelse af årslønnen i helt særlige situationer, hvor denne bestemmelse skal finde anvendelse.

Bemyndigelsesbestemmelsen forventes at blive anvendt til at fastsætte regler om, at stk. 5 omfatter situationer, hvor en privat skade inden for en 5-årige periode før skadestidspunktet i dokumenteret omfang har nedsat erhvervsevnen, jf. stk. 3, nr. 6, samtidig med at tilskadekomne også er omfattet af en eller flere af de øvrige undtagelsesbestemmelser, jf. stk. 3, nr. 1-5 og nr. 7-13. Det kan for eksempel være en situation, hvor tilskadekomne på skadestidspunktet enten deltager i en erhvervsrettet uddannelse eller netop har færdiggjort en erhvervsrettet uddannelse, men jf. stk. 2, nr. 9, 2. pkt. eller stk. 2, nr. 10, 2. eller 3. pkt., ikke skal have årslønnen fastsat på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, men i stedet efter stk. 1, fordi der er et indtægtsår forud for den private skade, som overstiger en årsløn fastsat efter stk. 2, nr. 9, 2. pkt., eller stk. 3, nr. 10, 1. pkt. I denne særlige situation skal indtægtsår forud for den private skade ikke indgå i fastsættelsen af årslønnen. Dette gælder også i andre lignende særlige situationer, som er omfattet af stk. 2, nr. 6, og en anden undtagelsesbestemmelse, jf. stk. 2, nr. 1-5 og nr. 7-13. Bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om lignende situationer.

Det foreslås i § 24, stk. 6, 1. pkt., årslønnen, jf. stk. 1 eller 2, fastsættes på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde.

Forslaget vil have til formål at bidrage til en forenkling af administrationen af sager om erstatning for tab af erhvervsevne og dermed en hurtigere sagsbehandling af disse sager.

Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt udelukkende skulle indhente oplysninger fra indkomstregistret til brug for fastsættelsen af selve årslønnen. Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring lægger oplysningerne i indkomstregistret uprøvet til grund og alene vil indhente supplerende oplysninger, hvis tilskadekomne har oplyst om indkomstforhold, for eksempel overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, som ikke fremgår af indkomstregistret. Det forventes på den baggrund, at det i hovedparten af sagerne ikke vil være nødvendigt at indhente supplerende oplysninger.

Indkomstregisteret indeholder oplysninger om alle relevante løndele, der indgår i fastsættelsen af årslønnen, bortset fra oplysninger om eventuel udenlandsk indkomst ved arbejde, samt overskud fra selvstændig virksomhed.

Bliver tilskadekomne opmærksomme på, at oplysningerne i indkomstregisteret ikke er korrekte, må tilskadekomne tage initiativ til at få oplysningerne i indkomstregisteret korrigeret. Ændres oplysningerne i indkomstregisteret, vil tilskadekomne eller efterladte kunne anmode om at få sagen genoptaget.

Det foreslås i § 24, stk. 6, 2. pkt., at er oplysningerne ikke tilgængelige i indkomstregisteret, fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger fra skatteforvaltningen.

Forslaget indebærer, at oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde vil skulle indhentes fra skatteforvaltningen, når de ikke fremgår af indkomstregistret. Tilskadekomnes årsopgørelser vil vise den faktiske samlede indkomst ved arbejde, men årsopgørelserne indeholder ingen oplysninger om pensionsbidrag. Når oplysningerne om indkomsten vil blive indhentet fra skatteforvaltningen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle indhente oplysninger om pensionsbidrag og forhøje årslønnen med værdien heraf.

Det vil som udgangspunkt være relevant i to situationer. For det første, når der vil skulle indhentes indkomstoplysninger, der er mere end 10 år gamle. Det skyldes, at oplysningerne i indkomstregisteret slettes efter 10 år. I nogle sager vil det være nødvendigt at kunne indhente oplysninger om indkomsten ved arbejde, der er mere end 10 år gamle. For det andet vil det kunne opstå i sager, hvor tilskadekomne har været selvstændigt erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle. Her vil oplysningerne i stedet kunne hentes fra Dataudvekslingsplatformen.

Årsopgørelser følger kalenderåret, og forslaget indebærer derfor, at det er kalenderåret, der vil blive anvendt ved fastsættelsen af årslønnen. I praksis vil der således kunne opstå situationer, hvor arbejdsskademyndighederne vil skulle anvende oplysninger inden for perioden på 5 år, hvor der for en del af perioden vil skulle anvendes oplysninger om indtægtsår hentet fra indkomstregistret, og hvor der for en anden del af perioden vil skulle anvendes oplysninger om kalenderår fra skatteforvaltningen. Disse perioder (indtægtsår og kalenderår) vil kunne overlappe hinanden. Er der inden for de seneste 5 år forud for skaden kun oplysninger i indkomstregistret fra eksempelvis 3 indtægtsår, f.eks. fra juli 2019-juni 2022, vil disse oplysninger skulle suppleres med oplysninger fra skatteforvaltningen i form af 3 kalenderår, for eksempel 2017-2019, hvorefter arbejdsskademyndighederne i disse situationer vil skulle vælge perioden med den højeste indkomst ved arbejde.

Det foreslås i § 24, stk. 6, 3. pkt., at er der hverken tilgængelige oplysninger i indkomstregisteret eller fra skatteforvaltningen, fastsættes årslønnen på baggrund af oplysninger om den faktiske samlede indkomst ved arbejde indhentet fra tilskadekomne eller andre relevante kilder eller standardsatser, som fastsat i stk. 10.

Forslaget indebærer, at i situationer, hvor oplysningerne om tilskadekomnes faktiske indkomst ved arbejde ikke fremgår af hverken indkomstregisteret eller af oplysninger fra skatteforvaltningen, vil årslønnen kunne fastsættes på baggrund af oplysninger fra tilskadekomne selv eller andre relevante kilder, herunder oplysninger fra arbejdsgiver eller fagforbund. Det er udelukkende oplysninger om indkomst ved arbejde, der kan indgå i fastsættelsen af årslønnen. Det vil sige oplysninger af en karakter, der er omfattet af indberetningspligten efter § 3 i lov om et indkomstregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 2. marts 2022.

Skal årslønnen fastsættes efter 3. pkt., vil det som udgangspunkt kunne baseres på lønoplysninger fra lønsedler, ansættelseskontrakter eller overenskomster. Herunder vil der kunne anvendes oplysninger om bidrag til pensionsordninger (både arbejdstagers og arbejdsgivers bidrag) eller oplysninger om bidrag til atp, herunder om værdien af fuldt bidrag.

Anvendelsen af 3. pkt. vil som udgangspunkt kunne opstå i situationer, hvor tilskadekomne har modtaget udenlandsk indkomst ved arbejde, eller hvor tilskadekomnes indkomst ved arbejde ligger mange år tilbage i tid.

Fremgår oplysningerne om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde i indkomstregisteret eller af oplysninger fra skatteforvaltningen for den relevante periode, vil arbejdsskademyndighederne kun skulle indhente oplysninger efter 3. pkt., når der på baggrund af oplysninger i sagen, herunder fra tilskadekomne selv, arbejdsgiveren m.v., er grundlag for at antage eller formode, at pågældende har indkomst ved arbejde, der skal indgå i årslønnen, f.eks. udenlandsk indkomst ved arbejde.

Har tilskadekomne udenlandsk indkomst ved arbejde, vil denne indkomst i dokumenteret omfang kunne indgå i fastsættelse af årslønnen. Det forudsættes, at arbejdsskademyndighederne i forbindelse med sagsbehandlingen vejleder tilskadekomne om muligheden for at udenlandsk indkomst ved arbejde kan indgå i årslønnen, og at tilskadekomne i så fald vil have pligt til at sende dokumentation for den udenlandske indkomst ved arbejde til arbejdsskademyndighederne.

Det forventes, at arbejdsskademyndighederne i hovedparten af sagerne ikke vil skulle indhente supplerende oplysninger efter denne bestemmelse.

Det foreslås i § 24, stk. 7, 1. pkt., at den faktiske samlede indkomst, jf. stk. 1 og stk. 2, opreguleres til værdien i skadeåret, inden den højeste indkomst fra de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden udpeges.

Forslaget om at opregulere den faktiske samlede indkomst fra indtægtsårene til skadeåret er begrundet i, at årslønnen efter forslaget i stk. 1 og 2 vil skulle fastsættes med udgangspunkt i et indtægtsår, der kan ligge op til 5 år, eller i særlige situationer mere end 5 år, forud for arbejdsskaden. Som følge af den naturlige lønudvikling vil den nominelle indkomst i et indtægtsår, der ligger flere år forud arbejdsskaden, ikke kunne eanvendes direkte ved udpegningen af indtægtsår, hvor indkomsten ved arbejde var højest. Det vil derfor være nødvendigt at opregulere den faktiske samlede indkomst ved arbejde fra de forskellige indtægtsår til skadeåret for at kunne identificere det indtægtsår, hvor tilskadekomne har den højeste faktiske samlede indkomst. De 5 indtægtsår vil således skulle opreguleres til skadeåret, hvorefter arbejdskademyndighederne skal vælge det indtægtsår, hvor indkomsten var højest.

Forslaget indebærer, at størrelsen af årslønnen vil skulle fastsættes til niveauet i skadeåret. Ved beregningen af erstatningen vil dette niveau altid skulle anvendes. Det vil gælde både første gang, der skal beregnes en erstatning, og ved en eventuel forhøjelse af erstatningen i forbindelse med en genoptagelse m.v.

Når det valgte indtægtsår udgør en periode på 12 sammenhængende måneder, der strækker sig over to kalenderår, forslås det, at opreguleringen vil skulle foretages fra det år, som indtægtsåret i det væsentligste omfatter. Det vil sige, at hvis det valgte indtægtsår for eksempel er en periode fra 1. august 2021 til 31. juli 2022, vil årslønnen skulle reguleres fra år 2022 til værdien i skadeåret. Opregulering til værdien i skadeåret vil også skulle foretages, når kun en mindre del af indkomsten ved arbejde er optjent i skadeåret. Opreguleringen foretages dermed på baggrund af hidtidig praksis.

Det bemærkes, at den gældende regel i § 25, stk. 4, om opregulering fra skadeåret til afgørelsesåret i forbindelse med beregningen af erstatningen, vil blive videreført. Bestemmelsen vil sikre, at værdien af en erstatning eller en godtgørelse opretholdes for tilskadekomne eller efterladte i situationer, hvor afgørelsen om erstatning eller godtgørelse først vil blive beregnet i et senere år end skadeåret.

Det foreslås i § 24, stk. 7, 2. pkt., at årslønnen derefter afrundes til nærmeste 1.000 kr.

Forslaget kodificerer gældende praksis med hensyn til afrunding af årslønnen. Der vil blive anvendt almindelige afrundingsregler ved afrundingen. Afrundingen vil først blive foretaget, når det indtægtsår, hvor indkomsten var højest er udpeget.

Det foreslås i § 24, stk. 8, at er tilskadekomne ansat med DIS-indkomst, omregnes DIS-indkomsten til en tilsvarende indkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, som ikke er omfattet af DIS-ordningen.

Bestemmelsen kodificerer gældende praksis for omregning af DIS-indkomst med hensyn til fremgangsmåde og personkreds, dog således at grundlaget for årslønnen i overensstemmelse med den nye regel i § 24, stk. 1, vil skulle fastsættes til den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest.

Forslaget vil indebære, at søfolk og andre ansatte på DIS-løn får deres DIS-løn omregnet til almindelig indkomst ved arbejde svarende til indkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, som ikke er omfattet af DIS-ordningen.

Forslaget vil sikre, at omregningen fortsat vil skulle ske under hensyntagen til fradrag i sømandsskattelovgivningen.

Arbejdsskademyndighederne vil kunne indhente oplysninger om årslønnen fra forskellige kilder for eksempel fra Skatteforvaltningen eller de månedlige hyresedler.

Ansatte på rederier og søfolk, der er ansat på almindelige lønvilkår vil være omfattet af den foreslåede regel i § 24, stk. 1.

Det foreslås i § 24, stk. 9, at ved beregning af erstatning trækkes arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, fra årslønnen.

Forslaget svarer til gældende bestemmelse i § 24, stk. 3.

Årslønnen vil som hidtil skulle opgøres og fastsættes inklusive arbejdsmarkedsbidrag. Definitionen af årslønsbegrebet vil således ikke blive ændret. Arbejdsmarkedsbidraget vil ved beregningen af erstatningen skulle trækkes fra årslønnen. På denne måde vil fratrækket af arbejdsmarkedsbidraget i årslønnen være en beregningsregel.

Efter gældende lovs § 24, stk. 5, kan årslønnen ikke sættes højere end 367.000 kr. inklusive arbejdsmarkedsbidrag. Beløbet reguleres efter § 25 og udgør 608.000 kr. i 2024. Af gældende lovs § 24, stk. 6, fremgår blandt andet, at årslønnen skal ansættes til mindst 137.000 kr. inklusive arbejdsmarkedsbidrag reguleret efter § 25, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede forud for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad. Beløbet ville med et uændret niveau udgøre 227.000 kr. i 2024.

Det foreslås i § 24, stk. 10, at årslønnen uanset stk. 1 og 2 højst kan fastsættes til 608.000 kr. (2024-niveau). Minimumsårslønnen fastsættes til 257.000 kr. (2024-niveau). Normalårslønnen fastsættes til 434.000 kr. (2024-niveau). For personer uden for erhverv fastsættes årslønnen til 54.000 kr. (2024-niveau). Var erhvervsevnen inden skaden var nedsat i dokumenteret omfang, kan årslønnen fastsat efter 1-4. pkt., stk. 2, nr. 9, 2. pkt. eller stk. 2, nr. 10, 1. pkt. nedsættes forholdsmæssigt. Alle beløb er inklusiv arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25, stk. 1.

Forslaget afløser § 24, stk. 5 og 6 i gældende lov for så vidt angår fastsættelsen af maksimums- og minimumsårsløn.

Reglen om, at der gælder et maksimum for fastsættelsen af årslønnen, indebærer, at tilskadekomne, som har en løn, der overstiger den maksimale årsløn, vil få fastsat årslønnen til den maksimale årsløn.

Erstatningen for tab af erhvervsevne vil herefter blive beregnet på grundlag af denne maksimale årsløn. Det betyder, at tilskadekomne med en højere indkomst ved arbejde end den maksimale årsløn ikke vil få kompensation for den del af indkomsten, der overstiger den maksimale årsløn.

Det foreslås i § 24, stk. 10, 1. pkt., at årslønnen uanset stk. 1 og 2 højst kan fastsættes til 608.000 kr. i 2024-niveau. Det foreslås dermed, at der fortsat vil skulle gælde et maksimum for fastsættelsen af årslønnen. Det betyder, at tilskadekomne med indkomst ved arbejde over det maksimale beløb for årsløn fortsat vil få fastsat lønnen til den maksimale årsløn og beregnet erstatningen på det grundlag. Det betyder også, at de pågældende ikke vil få beregnet erstatningen på baggrund af den indkomst ved arbejde, der ligger over den maksimale årsløn. Det foreslås, at det nuværende beløb for den maksimale årsløn, der i 2024 udgør 608.000 kr., opretholdes. Henvisningen til, at det vil gælde, uanset om årslønnen er fastsat efter hovedreglen i stk. 1 eller efter stk. 2, indebærer, at årslønnen aldrig kan fastsættes højere end den maksimale årsløn. Beløbet vil blive reguleret årligt. Forslaget vil dermed opretholde gældende praksis for så vidt angår den maksimale årsløn.

Det foreslås i § 24, stk. 10, 2. pkt., at minimumsårslønnen fastsættes til 257.000 kr. Forslaget indebærer, at der ligeledes vil blive opretholdt en minimumsårsløn. Det foreslås, at minimumsårslønnen hæves fra 219.000 kr. til 257.000 kr. i 2024-niveau.

Minimumsårslønnen foreslås at skulle anvendes ved fastsættelsen af årslønnen efter en række af undtagelserne i § 24, stk. 2.

Forslaget til § 24, stk. 10, 3. pkt., indebærer, at der lovfastsættes en normalårsløn. Normalårslønnen findes ikke i arbejdsskadesikringsloven i dag, men fremgår af en teknisk vejledning om fastsættelse af årsløn. Normalårslønnen udgør efter den tekniske vejledning 419.000 kr. i 2023. Det foreslås, at normalårslønnen lovfæstes til 434.000 kr. i 2024-niveau. Det bemærkes, at der efter erstatningsansvarsloven anvendes en normalårsløn, der udgør 471.000 kr. i 2023-niveau.

Det foreslås i § 24, stk. 10, 4. pkt., at lovfæste en særlig årsløn, der anvendes for tilskadekomne uden egentligt erhverv. Det vil typisk dreje sig om pensionister. Denne årsløn udgør 45.000 kr. i 2023 efter den tekniske vejledning om årsløn (vejledning nr. 9010 af 12. januar 2023). Det foreslås at fastætte årslønnen for tilskadekomne uden egentlig erhverv til 54.000 kr. i 2024-niveau.

Det foreslås i § 24, stk. 10, 5. pkt., at årsløn fastsat på baggrund af § 24, stk. 10, 1.-4. pkt., i situationer, hvor erhvervsevnen i dokumenteret omfang i forvejen er nedsat af anden årsag end arbejdsskade, kan nedsættes forholdsmæssigt. Det vil for eksempel kunne være en situation, hvor årslønnen i en af undtagelsesbestemmelserne, jf. § 24, stk. 2, nr. 1-13, på grund af fraværet af indkomstoplysninger før skaden vil skulle fastsættes til normalårslønnen, og hvor det samtidig er utvivlsomt, at tilskadekomne ikke havde en fuld erhvervsevne før skaden. Det samme gælder i situationer, hvor årslønnen vil skulle fastsættes på baggrund af statistiske data over den gennemsnitlige indkomst for nyuddannede med den pågældende uddannelse, jf. § 24, stk. 2, nr. 9, 2. pkt., eller stk. 23, nr. 10, 1. pkt.

Endelig foreslås det i § 24, stk. 10, 6. pkt., at alle beløb er inklusive arbejdsmarkedsbidrag og reguleres efter § 25.

De beløb, der er fastsat i loven, er fastsat i et grundniveau fra 2003. Beløbene er reguleret årligt, jf. oven for.

I forslaget til § 24, stk. 10, 2. pkt., foreslås det at forhøje satsen for minimumsårslønnen, og det foreslås i stk. 3 at lovfæste en normalårsløn og i stk. 4 at lovfæste satsen for årsløn for tilskadekomne uden for erhverv.

Det foreslås samtidig at indføre et nyt grundniveau i 2024-niveau. Det nye grundniveau vil ikke have betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller for størrelsen af erstatningen. Det nye grundniveau vil alene have betydning for beregning af erstatningen i afgørelsesåret og ved eventuelle senere genoptagelser eller reguleringer af erstatningen for tab af erhvervsevne eller tab af forsørger.

Der foretages tillige konsekvensændringer af arbejdsskadesikringsloven som følge af det nye grundniveau i § 18 (godtgørelse for varigt mén), jf. forslaget i § 1, nr. 14, § 19 (overgangsbeløb til efterladte), jf. forslaget i § 1, nr. 17, § 86 (regulering af erstatninger efter tidligere love), jf. forslagene til § 1, nr. 61 til 67. Der foretages tillige konsekvensændringer af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (regulering af erstatninger efter tidligere love), jf. forslagene i § 2, nr. 3-8.

Det foreslås i § 24, stk. 11, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe selvstændig afgørelse om årslønnen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder det hensigtsmæssigt.

Efter gældende praksis indgår afgørelsen om årsløn som en delafgørelse, jf. lovens § 40, i forbindelse med afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne, der også omfatter en afgørelse om selve tabet af erhvervsevne.

Afgørelsen om årsløn kan efter § 44 indbringes for Ankestyrelsen af sagens parter. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsen, uanset om den samlede afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne indbringes for Ankestyrelsen.

Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne træffe en selvstændig afgørelse om årslønnen forud for afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse og tab af erhvervsevne og dermed forud for, at afgørelsen om uddannelsesgodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne træffes. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil med forslaget få en øget mulighed for at etablere en fleksibel sagsafvikling.

Forslaget skyldes blandt andet hensynet til at kunne vurdere, hvorvidt årslønnen er fastsat korrekt efter § 24, stk. 1 eller 2. Ved at træffe en selvstændig afgørelse om årslønnen vil tilskadekomne få mulighed for at komme med indsigelser til fastsættelsen af årslønnen, før der vil blive truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne.

Forslaget om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne træffe selvstændig afgørelse om årslønnen ændrer ikke på, at afgørelsen som hidtil vil være en selvstændig afgørelse efter lovens § 40, uanset om afgørelsen vil blive truffet samtidig med afgørelsen om tabet af erhvervsevne, eller afgørelsen vil blive truffet særskilt.

Tilskadekomne vil dermed forud for selve afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne kunne oplyse om yderligere retmæssig indkomst ved arbejde, der ikke fremgår af indkomstregistret som for eksempel udenlandsk indkomst ved arbejde.

Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil kunne træffe selvstændig afgørelse om årslønnen, vil det tillige indebære, at sagens parter som hidtil vil kunne indbringe afgørelsen for Ankestyrelsen efter lovens § 44. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herunder for eksempel kunne genvurdere den trufne afgørelse efter § 44, stk. 7-9 i arbejdsskadesikringsloven og bekendtgørelse nr. 1271 af 28. november 2019 i situationer, hvor tilskadekomne for eksempel indsender oplysninger om indkomst ved arbejde, der ikke fremgår af indkomstregisteret.

Det foreslå i § 24, stk. 12, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af årsløn, herunder om afgrænsningen af persongrupperne.

Forslaget i § 24, stk. 12, indebærer, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af § 24.

Den nye opbygning af § 24, indebærer, at årslønnen enten vil skulle fastsættes efter reglen i § 24, stk. 1 eller efter en af undtagelserne i § 24, stk. 2. Er situationen i den konkrete sag ikke omfattet af en af undtagelserne efter § 24, stk. 2, vil årslønnen skulle fastsættes efter hovedreglen i § 24, stk. 1, og anvendes som værdi for tilskadekomne indtjeningsevne før arbejdsskaden, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet. Det forudsættes, at bekendtgørelsen vil komme til at indeholde yderligere detaljerede bestemmelser og fortolkningsbidrag til anvendelsen af hovedreglen og undtagelserne.

Bemyndigelsen betyder, at beskæftigelsesministeren blandt andet vil kunne fastsætte nærmere regler om anvendelsen af hovedreglen i § 24, stk. 1, hvilket indebærer regler om, hvordan den faktiske samlede indkomst ved arbejde i det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest, vil skulle opgøres.

Bemyndigelsen indebærer videre, at der vil kunne fastsættes regler om, hvordan årslønnen, jf. stk. 1 og 2, vil kunne fastsættes på baggrund af oplysninger om tilskadekomnes faktiske samlede indkomst ved arbejde (indtjening) fra indkomstregisteret, fra skatteforvaltningen eller fra tilskadekomne, eller andre relevante kilder eller standardsatser, jf. stk. 10. Der vil kunne fastsættes nærmere regler om metoder til omregning af indkomst ved arbejde til et fuldt indtægtsår i forskellige situationer, om afrunding til nærmeste 1.000 kr. og om omregning af DIS indkomst til en tilsvarende lønindkomst for personer, der gør tjeneste på skibe, der ikke er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.

Bemyndigelsen vil videre kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om de enkelte undtagelser i § 24, stk. 2. Der vil herunder kunne fastsættes nærmere regler om fastsættelse af årslønnen for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf. undtagelsen i § 24, stk. 2, nr. 5, til afløsning for den gældende bekendtgørelse nr. 812 af 29. september 2003 om fastsættelse af årsløn for selvstændig erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikret efter § 2, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven.

Beskæftigelsesministeren vil tillige kunne fastsætte nærmere regler om, hvilken af flere mulige undtagelser der skal vælges i forskellige situationer, jf. § 24, stk. 4 og 5.

De foreslåede undtagelser i § 24, stk. 2, nr. 1-13, kan kombineres på en række måder. Det betyder, at der kan opstå situationer, hvor tilskadekomne er omfattet af flere undtagelser.

Endelige kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om selvstændige afgørelser om årslønnen, jf. § 24, stk. 11, og anvendelse af de faste takster i § 24, stk. 10.

Det foreslås i § 24 a, at til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning samt uddannelsesgodtgørelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i § 24 med forholdet mellem 608.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da arbejdsskaden indtraf.

Forslaget til § 24 a afløser gældende lovs § 24, stk. 8. Forslaget indeholder en konsekvensændring af, at der indføres et nyt grundniveau i 2024-niveau til afløsning for det eksisterende grundniveau i 2003-niveau. Det fremgår af den gældende bestemmelse, at der til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning fastsættes en grundløn.

Bestemmelsen vil indebære, at der vil blive fastsat en grundløn, der vil skulle anvendes til beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende erstatning. Der vil være tale om en teknisk ændring, der ikke vil have betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelse heraf. Bestemmelsen vil sikre, at tilskadekomne eller efterladte også fremover vil få reguleret deres løbende erstatninger.

Som noget nyt foreslås det, at der på tilsvarende måde vil blive fastsat en grundløn til brug for beregning af uddannelsesgodtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 18 b, stk. 3, jf. § 1, nr. 16, hvoraf det bl.a. fremgår, at uddannelsesgodtgørelsen vil udgøre 83 pct. af tilskadekomnes årsløn, jf. § 24.

Det fremgår af § 25, stk. 2, i gældende lov, at de løbende ydelser, der er fastsat med udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 24, stk. 8, i gældende lov reguleres med samme procent som beløb, der er nævnt i § 25, stk. 1, i gældende lov . Med forslaget om at tilføje uddannelsesgodtgørelse til § 24 a vil uddannelsesgodtgørelse fremover også skulle reguleres i overensstemmelse med § 25, stk. 1, i gældende lov. Det vil sige at uddannelsesgodtgørelse skal reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Efter gældende lovs § 25, stk. 1, reguleres en række af lovens beløb, herunder beløb efter gældende lovs § 24, stk. 5 og 6, hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Beløbene efter § 24, stk. 5 og 6 omhandler lovens satser for henholdsvis maksimums- og minimumssatsen for årsløn.

Disse beløb er nu omfattet af forslaget til § 24, stk. 10.

Det foreslås i § 1, nr. 30, at ændre ”§ 24, stk. 5 og 6” til: ”§ 24, stk. 10” i § 25, stk. 1.

Ændringen er en konsekvensændring til forslaget i § 1, nr. 28, og har ingen betydning for tilskadekomnes eller efterladtes erstatning.

Efter gældende lovs § 25, stk. 2, reguleres de løbende ydelser, der er fastsat med udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 24, stk. 8, med samme procent som de beløb, der er nævnt i § 25, stk. 1. Det drejer sig om beløbene for godtgørelsen for varigt mén, overgangsbeløbet til efterladte og beløbene for maksimums- og minimumsårsløn. Disse beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås i § 1, nr. 31, at ændre »§ 24, stk. 8« til: »§ 24 a« i § 25, stk. 2.

Ændringen er en konsekvensændring til forslagene i § 1, nr. 28 og 29, og har ingen betydning for tilskadekomnes eller efterladtes erstatning.

Efter gældende regler i § 16, stk. 6, i arbejdsskadesikringsloven kan forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.

Efter gældende regler i lovens § 26, stk. 1, udbetales erstatninger og godtgørelsesbeløb efter denne lov til tilskadekomne og efterladte, jf. dog stk. 5.

Det foreslås i § 26, stk. 1, at ændre »stk. 5« til »stk. 6«.

Forslaget er en konsekvens af forslaget til det nye stk. 2 i § 26, hvorefter § 26, stk. 5 vil blive til stk. 6.

Det foreslås som et nyt stk. 2 i § 26, at forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.

Forslaget vil svare til den gældende regel i § 16, stk. 6, som foreslås flyttet til § 26 som konsekvens af, at resten af § 16 vil blive ophævet. Bestemmelsen om forskud på erstatning vil høre bedre hjemme i kapitel 6 om erstatningsudbetaling, men der er ikke tilsigtet ændringer i anvendelsen af bestemmelsen.

Efter gældende regler i § 26, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i særlige tilfælde udbetale erstatnings og godtgørelsesbeløb til tilskadekomne og efterladte og derefter kræve det udlagte beløb med tillæg af rente, jf. § 60 ind hos forsikringsselskabet eller af bidrag, jf. § 55.

Det foreslås, at ”erstatnings og godtgørelsesbeløb” i § 26, stk. 2, som bliver stk. 3, ændres til ”erstatnings- og godtgørelsesbeløb”.

Der er alene tale om en sproglig præcisering, og der er således ikke tilsigtet ændringer i bestemmelsens anvendelse.

Det fremgår af den gældende § 27, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven, at omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb finder sted på grundlag af erstatningens størrelse på omsætningstidspunktet. Omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet kan udbetales. Omsætning af erstatning har alene virkning for fremtiden. Faktorerne for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fastsættes på baggrund af aktuarmæssige principper i spring af hele år og måneder. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb, der tilkendes og beregnes i det følgende år.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at værdien af en erstatning for erhvervsevnetab er den samme, uanset om erstatningen udbetales løbende eller omsættes til et kapitalbeløb.

Omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor den kapitaliserede erstatning er udmålt og udbetales fra, og den omsatte erstatning kan efter loven kun have virkning fremadrettet fra omsætningstidspunktet. Omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet endelig afgørelse om beregning af kapitalerstatningen, og hvor erstatningen kan udbetales efter loven. Det er i denne sammenhæng uden betydning for fastsættelsen af omsætningstidspunktet, hvornår forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efterfølgende faktisk udbetaler det kapitaliserede beløb til tilskadekomne.

Det foreslås i forslagets § 1, nr. 35, at der i § 27, stk. 4, 3. pkt. indsættes »jf. stk. 5« efter »fremtiden«.

Med forslaget vil vil der blive skabt en tydelig henvisning fra ordlyden i § 27, stk. 4, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at omsætning af erstatning til kapitalebeløb alene har virkning for fremtiden, til forslaget til nyt stk. 5, hvor det nærmere vil blive beskrevet, hvordan omsætningen og udbetaling af erstatning skal finde sted i tilfælde, hvor en afgørelse, hvor der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, ændres med tilbagevirkende kraft.

Det foreslås i forslagets § 1, nr. 36, at der i § 27 indsættes et nyt stk. 5, om, at ændres en afgørelse, hvor der er tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, med tilbagevirkende kraft, og skal erstatningen efter den senere afgørelse omsættes til kapitalbeløb, jf. stk. 1, fastsættes omsætningstidspunktet til datoen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings senere afgørelse. Har tilskadekomne ret til erstatning for en periode før omsætningstidspunktet, udbetales erstatningen som en løbende erstatning for denne periode.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

Forslaget vil indebære, at kapitalerstatninger efter en ny afgørelse af en sag vil skulle beregnes, så den altid alene dækker den fremadrettede periode fra tidspunktet, hvor kapitalerstatningen endeligt fastsættes og udbetales (omsætningstidspunktet). Det betyder, hvis tilskadekomne i henhold til en afgørelse om tab af erhvervsevne har fået udbetalt løbende erstatning, og afgørelsen senere ændres med tilbagevirkende kraft, således at erstatningen skal omsættes til kapitalbeløb, fastsættes omsætningstidspunktet til datoen for den seneste afgørelse. Det betyder endvidere, at der i et sagsforløb kan være mere end et omsætningstidspunkt, hvis der i forløbet træffes flere afgørelser om kapitalisering af erstatningen.

Efter § 44, stk. 5, har klage fra arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension opsættende virkning. Det betyder, at forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i disse tilfælde ikke er forpligtet til at udbetale kapitalerstatningen, før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har genbehandlet sagen, eller Ankestyrelsen har truffet afgørelse på grundlag af klagen.

Det betyder f.eks., at hvis en afgørelse om kapitalerstatning påklages til Ankestyrelsen af forsikringsselskabet og dermed har opsættende virkning, jf. § 44, stk. 5, således at kapitalerstatningen ikke er udbetalt, skal der foretages en ny beregning af kapitalerstatningen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genvurderer afgørelsen, eller efter Ankestyrelsen har truffet afgørelse. Omsætningstidspunktet – og det vil sige det afgørende tidspunkt i forhold til beregningen af kapitalerstatningen – vil altid være tidspunktet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings nye afgørelse, hvor erstatningen beregnes og udmåles, idet det først er efter dette tidspunkt, erstatningen er endeligt fastsat og udbetales. Det gælder også, hvis Ankestyrelsen har tiltrådt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om tab af erhvervsevne, hvor erstatningen skal udbetales som et kapitalbeløb, eller hvis domstolene tiltræder Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne, hvor erstatningen skal udbetales som et kapitalbeløb, i en anlagt sag, hvor kapitalerstatningen ikke er udbetalt under sagens behandling i retten. I disse tilfælde skal forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring først udbetale kapitalerstatningen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet ny afgørelse med ny beregning af kapitalerstatningen. Erstatningen før datoen for denne nye beregningsafgørelse udbetales som en sum af den løbende erstatning, baseret på erstatningsværdien af den nyeste afgørelse. Er erstatningen således blevet forhøjet ved den nyeste afgørelse, skal denne forhøjelse indgå i udmålingen af den sum, som skal betales for perioden før omsætningstidspunktet. Udmåling af eventuelt tillæg af renter efter arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, ændres ikke ved dette forslag og sker derfor fortsat efter gældende praksis.

Det samme gælder, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring genoptager en tidligere afgørelse om tab af erhvervsevne på forvaltningsretlig grundlag eller efter en ændring af afgørelsen ved domstolene og ændrer erstatningen fra f.eks. ingen erstatning til en kapitalerstatning. Også i disse tilfælde skal kapitalerstatningen beregnes med fremadrettet virkning på tidspunktet for den nye afgørelse, og ikke fra tidspunktet for den afgørelse, som genoptages. Det gælder, uanset om der er gået en årrække siden den tidligere afgørelse, og uanset om tilskadekomnes varige tab af erhvervsevne således kunne være fastsat mange år tidligere. Erstatning for perioden før den nye afgørelse udbetales som en løbende erstatning. Det betyder, at hidtidig praksis, som blandt andet udtrykt i Ankestyrelsens principafgørelse 71-11, ændres.

Ændringerne betyder endvidere, at kapitalerstatningen ikke vil dække en eventuel forudgående periode, hvor tilskadekomne allerede har fået udbetalt en løbende erstatning i anledning af samme skade. Har tilskadekomne som følge af en ny afgørelse ret til erstatning for tab af erhvervsevne for perioden før afgørelsen, udgør denne erstatning derfor summen af de løbende erstatninger for den forudgående periode efter fradrag af eventuel udbetalt løbende erstatning for samme periode. Forslaget sikrer således, at tilskadekomne fortsat vil blive fuldt ud kompenseret for deres erhvervsevnetab, men vil forhindre, at tilskadekomne i strid med lovens intention vil kunne blive kompenseret to gange for samme tab.

Det følger af den gældende § 11 i arbejdsskadesikringsloven, at ydelserne efter loven er betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15, erstatning for tab af erhvervsevne, jf. §§ 17 og 17 a, godtgørelse for varigt mén, jf. § 18, overgangsbeløb ved dødsfald, jf. § 19, erstatning for tab af forsørger, jf. §§ 20-22 og godtgørelse til efterladte, jf. § 23.

Begrebet ydelser er således defineret i loven som værende en samlet betegnelse for alle de erstatninger, godtgørelser, m.v., som tilskadekomne og dennes efterladte kan have ret til i medfør i af loven.

Flere steder i gældende arbejdsskadesikringslov anvendes begrebet ydelse dog også til at beskrive en erstatning, der udbetales løbende, f.eks. månedsvis. Der er således ikke en ensartet brug af begreberne erstatning og ydelse i loven.

Det foreslås i § 27, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., og § 43, 2. pkt., at ændre ”ydelsens” til ”erstatningens”.

Efter forslaget ændres ordlyden de steder i loven, hvor begrebet ”ydelsen” anvendes til at beskrive en løbende erstatningsudbetaling. Der er tale om en redaktionel ændring, idet det foreslås at ensarte begrebernes betydning i arbejdsskadesikringsloven. Der er således med forslaget ikke tilsigtet materielle ændringer i reglerne i forhold til det gældende lovgrundlag.

Forslaget svarer til forslaget til § 1, nr. 11, 19, 21, 26 og 27. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Efter den gældende § 29, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven har den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden til tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

Bestemmelsen regulerer samspillet mellem kompensation efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når en skade er omfattet af begge love.

En skade er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når der er en skadevolder, der er ansvarlig for skaden, herunder eventuelt på objektivt grundlag, og tilskadekomne samtidig er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og har været ude for en arbejdsskade efter §§ 5-7 i arbejdsskadesikringsloven.

Det er fastslået i retspraksis, herunder blandt andet Højesterets dom af 23. august 2021 (offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4752 H), at midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, i arbejdsskadesikringsloven ikke er erstatningsbeløb af samme art som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i erstatningsansvarsloven. Dette gælder, uanset de to erstatningsarter dækker tilskadekomnes tab af indtægt og ofte samme periode.

Det foreslås, at § 29, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes nye stk. 2-4.

Det foreslås som nyt § 29, stk. 2, at den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab, staten i offererstatningssager eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af bidrag, jf. § 55, når den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab, staten i offererstatningssager eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har dækket godtgørelse, erstatning m.v. efter lov om erstatningsansvar, som tilskadekomne eller dennes efterladte har ret til efter § 11 i lov om arbejdsskadesikring som følge af arbejdsskaden.

Med forslaget vil det blive sikret, at enhver form for erstatning, godtgørelse m.v., som en erstatningsansvarlig skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab, staten i offererstatningssager eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, har udbetalt til tilskadekomne eller efterladte efter erstatningsansvarsloven, i anledning af en arbejdsskade, vil kunne kræves refunderet af arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i det omfang, der er tale om erstatning og godtgørelse m.v. af en art, som tilskadekomne har ret til efter arbejdsskadesikringsloven i anledning af arbejdsskaden for samme tidsrum, og som ikke er udbetalt på det tidspunkt, hvor arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bliver gjort bekendt med kravets eksistens.

Forslaget vil indebære, at det bliver muligt for ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste hurtigere, end det er tilfældet med de gældende regler og praksis. Det skyldes, at det vil blive muligt for ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. at udbetale erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og efterfølgende rejse et refusionskrav mod arbejdsulykkesforsikringsselskabet for så vidt angår ulykker og mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme, jf. den eksisterende bestemmelse i § 29, stk. 2, 1. pkt. Forslaget vil danne grundlag for, at en tilskadekomne kan få udbetalt erstatningen efter erstatningsansvarsloven hurtigere og ikke skal afvente den endelige afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.

Det vil dermed blive muligt for ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. også at udbetale erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 5 og 8 i erstatningsansvarsloven, uanset der verserer en arbejdsskadesag. Når afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne i arbejdsskadesagen foreligger, kan ansvarsforsikringsselskabet m.fl. rejse et refusionskrav mod arbejdsulykkesforsikringsselskabet for så vidt angår ulykker og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme. Når afgørelsen om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse foreligger, kan ansvarsforsikringsselskabet ligeledes rejse et refusionskrav mod Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. kan derfor som efter gældende praksis underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller arbejdsskadesikringsselskabet om, at der verserer en ansvarssag. Dette indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller arbejdsulykkesforsikringsselskabet får kendskab til ansvarsforsikringsselskabets m.fl. krav.

Forslaget vil videre indebærer, at uddannelsesgodtgørelse efter § 18 b i arbejdsskadesikringsloven også anses for erstatning af samme art som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter §§ 2, 5 og 8 i erstatningsansvarsloven.

Forslaget vil desuden betyde, at et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, ligeledes vil have mulighed for at søge at få godtgjort dets udgifter hos arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i det omfang, tilskadekomne tilkendes en tilsvarende erstatning som følge af den anmeldte arbejdsskade.

Det foreslås som nyt § 29, stk. 3, 1. pkt., at krav efter stk. 2 omfatter erstatnings- og godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har pligt til at betale på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes, og kan ikke overstige det beløb, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som følge af arbejdsskaden har tilkendt den tilskadekomne eller dennes efterladte efter §§ 15 og 17-23 for samme tidsrum.

Forslaget vil indebære, at refusionskravet fra den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab højst kan udgøre det beløb, som er tilkendt tilskadekomne efter arbejdsskadessikringsloven, og at refusionskravet kun kan vedrøre den samme periode, hvor der er udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne eller erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven. Dette vil gælde, uanset om der er tale om en midlertidig eller endeligt fastsat erstatning.

Forslaget vil medføre, at den ansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab, staten i offererstatningssager eller et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, kan udbetale den erstatning, som de er forpligtet til at betale i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven til tilskadekomne, og at de efterfølgende kan få refusion for den del af erstatningen, som arbejdsulykkesforsikringsselskabet skal dække i sager om ulykker, og som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal dække i sager om erhvervssygdomme. Samtidig indebærer forslaget, at tilskadekomne kan få udbetalt den erstatning efter erstatningsansvarsloven, som den pågældende er berettiget til uden at vente unødigt længe på udbetalingen.

Med forslaget vil ansvarsforsikringsselskaberne m.fl. kunne få dækket hele eller dele af den udbetalte erstatning, godtgørelse m.v., som tilskadekomne har ret til efter arbejdsskadesikringsloven.

Derudover vil forslaget medføre, at arbejdsulykkesforsikringsselskabet for så vidt angår ulykker eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme skal udbetale et eventuelt overskydende beløb til tilskadekomne eller efterladte, når erstatningen efter arbejdsskadesikringsloven overstiger det beløb, der er udbetalt efter erstatningsansvarsloven.

Det foreslås som nyt § 29, stk. 3, 2. pkt., at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i lov om erstatningsansvar sidestilles med erstatning for tab af erhvervsevne, jf. § 17, stk. 5, og § 17 a, stk. 5, 1. pkt.

Formålet med forslaget er, at den tilskadekomne alene kan opnå kompensation for et indtægtstab én gang som følge af en arbejdsskade. Forslaget vil samtidig ændre den nuværende uhensigtsmæssige retstilstand, hvorefter erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 2 i erstatningsansvarsloven og midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3, der bliver stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven ikke anses for erstatning af samme art, hvilket vil indebære, at tilskadekomne efter gældende praksis både kan opnå erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven for samme indtægtstab. Det samme vil gælde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven og midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 5, 1. pkt., for samme indtægtstab, når tilskadekomne efter en arbejdsskade visiteres til et fleksjob.

Det foreslås som nyt § 29, stk. 4, at en erstatningsansvarlig skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab og staten i offererstatningssager har krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra et forsikringsselskab, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, når den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller staten i offererstatningssager har udbetalt erstatning, godtgørelse m.v. efter lov om erstatningsansvar i anledning af en arbejdsulykke, som er omfattet af § 49 a. Kravet kan ikke overstige det beløb, som voldsskadeforsikringsselskabet har tilkendt den tilskadekomne eller dennes efterladte for samme tidsrum, jf. § 49 b.«

Forslaget vil skabe adgang til, at den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes forsikringsselskab og staten i offererstatningssager kan rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet, hvori der er tegnet voldsskadeforsikring, for de erstatninger m.v., som forsikringsselskabet skulle have udbetalt, men som den erstatningsansvarlige skadevolder, dennes ansvarsforsikringsselskab eller staten i offererstatningssager har udbetalt.

Situationen vil f.eks. kunne opstå, hvis forsikringsselskabet har afvist voldsskadesagen som følge af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har anerkendt skaden som en arbejdsulykke, hvorefter den tilskadekomne har anmeldt sagen til Erstatningsnævnet, som behandler sagen og udbetaler erstatningen. Efterfølgende genoptages anerkendelsesspørgsmålet i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som i en ny afgørelse anerkender skaden som en arbejdsulykke, hvorefter hændelsen alligevel vil være omfattet af voldsskadeforsikringen, hvorfor forsikringsselskabet skulle have haft udbetalt erstatningen frem for staten i offererstatningssager. I disse tilfælde vil staten i offererstatningssager kunne rejse et regreskrav over for forsikringsselskabet for hele eller den del af erstatningen, som forsikringsselskabet skulle have haft udbetalt.

Det fremgår af den gældende § 34 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at Arbejdsmarkeds Erhvervssikring giver Arbejdstilsynet terminaladgang til oplysninger registreret om arbejdsulykker og erhvervssygdomme i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles system til anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, jf. § 72, stk. 3, i arbejdsmiljøloven.

Det foreslås i forslaget til § 34 a, stk. 1, at ”Arbejdsmarkeds” i indledningen til bestemmelsen ændres til ”Arbejdsmarkedets”.

Der er tale om en ren redaktionel og sproglig ændring, idet ”Arbejdsmarkedets Erhvervssikring” det pågældende sted i bestemmelsen fejlagtigt er beskrevet som ”Arbejdsmarkeds Erhvervssikring”. Ændringen har ingen materielle konsekvenser.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan videregive nødvendige oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til Udbetaling Danmark, pågældende skatteforvaltning og pågældende kommune, når det er nødvendigt for at kontrollere, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst.

Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 35 a fremgår, at videregivelse af oplysninger efter bestemmelsen f.eks. kan være relevant i tilfælde, hvor der skal fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne og dermed også beregnes årsløn for tilskadekomne. I sådanne tilfælde indhentes der oplysninger om tilskadekomnes indtjening, og undertiden kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring konstatere, at det pågældende arbejde ikke er legalt arbejde, og at tilskadekomne samtidig med arbejdet har modtaget sociale ydelser.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til bestemmelsen, at videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold kræver, at oplysningerne er baseret på konstaterbare fejl eller misbrug eller på en sikker antagelse herom. Den blotte mistanke om fejl eller misbrug vil således ikke være et tilstrækkeligt forhold, der kan lovliggøre videregivelse af sådanne oplysninger efter bestemmelsen.

Det foreslås at skærpe den gældende adgang for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til at videregive oplysninger af den pågældende art, således at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med forslaget ikke alene kan, men derimod skal videregive oplysninger om fejl eller misbrug i forbindelse med en borgers udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommer i besiddelse af under arbejdsskadesagsbehandlingen.

Det foreslås i forslaget til § 35 a, at »kan« ændres til »skal«.

Forslaget vil medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får pligt til at videregive alle oplysninger om fejl eller misbrug i forbindelse med en borgers udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får kendskab til i forbindelse med sagsbehandlingen, til rette myndighed.

Formålet med forslaget er at muliggøre, at fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst opdages og standses i endnu højere grad end i dag. Dette skal ses i lyset af, at videregivelse af oplysningerne kun vil kunne ske til relevante myndigheder, hvis der er et gyldigt formål, f.eks. varetagelse af offentlig interesse, hvilket forudsættes at kunne indebære skatteunddragelse og socialt bedrageri.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings forpligtelse til at videregive oplysninger vil alene omfatte oplysninger af så valid karakter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring selv ville lægge disse oplysninger til grund ved egne afgørelser. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil således fortsat skulle sikre, at de oplysninger om enkeltpersoner, der gives videre, er valide, og at der foreligger en sikker antagelse om, at oplysningerne er korrekte. Den blotte mistanke om fejl eller misbrug vil ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at forpligtigelsen til at videregive oplysningerne gælder. Dette er for at sikre tilskadekomne og andre mod vilkårlig videregivelse.

Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 5, 1. pkt., at bestemmelsens stk. 3 og forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på krav på erstatning eller godtgørelse i sager omfattet af § 41, stk. 2.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er den korte forældelsesfrist 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Efter arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, er den korte forældelsesfrist forlænget til 5 år for krav efter arbejdsskadesikringsloven

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Det følger endvidere af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, at når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven, og optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1, kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Bestemmelsen i § 41, stk. 2, fraviger den gældende 5 års frist i § 41, stk. 1, for genoptagelse af spørgsmålet om, hvorvidt en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom. Bestemmelsen i stk. 2 er en nødvendig udvidelse af stk. 1, idet ændring af lovgivningen ikke giver adgang til genoptagelse efter stk. 1. Når en sygdom optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. § 7, kan der ofte være afvist et antal sager, inden den fornødne medicinske dokumentation har klarlagt sammenhængen mellem påvirkningerne på arbejdet og sygdommen. Dette kan være sket over en længere periode. Stk. 2 giver mulighed for at genoptage sådanne sager også ud over 5 år.

Det foreslås, at i § 36, stk. 5, 1. pkt., ændres »§ 41, stk. 2« til: »§ 41, stk. 3«.

Forslaget er en konsekvens af, at der ved lovforslagets § 1, nr. 47, foreslås, at der indsættes et nyt. § 41, stk. 2, hvorefter en afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, eller hvorvidt en efterladt er anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, ikke kan genoptages senere end 5 år fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.

Forslaget i § 36, stk. 5, 1. pkt., om at ændre § 41, stk. 2 til § 41, stk. 3, er således alene redaktionelt. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med den foreslåede ændring.

Der henvises til bemærkningerne til nr. 47.

Det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 37, stk. 2, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan forlange meddelt enhver oplysning af arbejdsgivere, ansatte, regioner, kommuner, jobcentre og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, er af betydning. Dette omfatter bl.a. eventuelle politirapporter, sygehusjournaler med, hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af sådanne rapporter, journaler og formler. Det fremgår videre af bestemmelsen, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan forlange retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, få udskrift heraf samt forlange, at der foretages obduktion efter reglerne om lovmæssige obduktioner. Og endelig fremgår det, at oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

Efter gældende praksis fastsætter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen ved indhentelse af oplysninger efter § 37, stk. 2, en frist, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer som rimelig under hensyntagen til, hvem der anmodes om oplysninger, og hvilke oplysninger der anmodes om. Svarfristerne kan derfor variere.

Det foreslås, at der som nyt stk. 3 indsættes en bestemmelse med en lovfastsat frist for professionelle aktørers medvirken til oplysning af sager hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at Sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger, skal senest 14 dage efter, at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, afgive oplysninger, jf. stk. 2, som de er i besiddelse af.

Det foreslås, at bestemmelsen alene skal gælde for professionelle aktører, såsom sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger m.v. Opregningen i bestemmelsen er ikke udtømmende. En sag vil derfor også kunne anmeldes til politiet, hvis andre professionelle aktører end dem, der er nævnt i bestemmelsen, ikke overholder fristen. Privatpersoner, der ikke er sikringspligtige efter arbejdsskadeloven, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, kan derimod ikke pålægges bødestraf efter den foreslåede bestemmelse. Bestemmelsen vil derfor ikke gælde ved indhentelse af oplysninger fra tilskadekomne eller deres repræsentant.

Fristen på de 14 dage beregnes fra dagen, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings eller Ankestyrelsens anmodning om oplysninger er kommet frem. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sender anmodningen om oplysninger i overensstemmelse med sædvanlig praksis og så vidt muligt som digital post i overensstemmelse med reglerne om anvendelse af digital post. Er meddelelsen sendt digitalt, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for modtageren i dennes digitale postkasse. Hvis meddelelsen sendes med fysisk post, skal fristen beregnes i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister. Det fremgår af vejledningen, at myndigheden må søge at afklare den almindelige leveringstid til pågældende destination og foretage et konkret skøn over, hvornår en afgørelse kan anses for at være kommet frem til en modtager, hvis det fysiske brev sendes til udlandet, Færøerne eller Grønland. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen må lægge sig op ad disse retningslinjer ved vurderingen af, hvornår deres anmodning om oplysninger kan anses for kommet frem. Dette er i overensstemmelse med nuværende praksis.

Vurderingen af, hvornår en anmodning om oplysninger kan anses for kommet frem, når anmodningen er sendt med fysisk post, vil således bero på et konkret skøn over, hvornår anmodningen kan anses for at være kommet modtageren i hænde. Er meddelelsen afsendt til en modtager i Danmark, fremgår det af Justitsministeriets vejledning af 26. juni 2018 om beregning af klagefrister, at det som udgangspunkt kan lægges til grund, at et standardbrev er kommet frem til modtageren seks omdelingsdage efter, at meddelelsen er sendt med posten. Hvis der i et konkret tilfælde må lægges til grund, at en meddelelse først er modtaget på et senere tidspunkt, begynder fristen først at løbe fra, at meddelelsen reelt må anses at være kommet frem.

Bestemmelsen gælder alene for afgivelse af oplysninger, som arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger m.v. allerede er i besiddelse af. Det vil sige oplysninger, som allerede fremgår af aktørens register eller journaler, eller på anden vis, f.eks. ansættelsesaftaler eller individuelle aftaler om skånehensyn i arbejdet. For arbejdsgivere kan det f.eks. være oplysninger om ansættelsesperiode, lønforhold eller tilskadekomnes arbejdssted. For så vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne være akter fra tilskadekomnes kommunale sygedagpenge- eller beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre sundhedsinstanser, vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler. Fristen gælder ikke for oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af anmodningen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil f.eks. kunne være speciallægeerklæringer og funktionsattester.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt. at er aktøren ikke i besiddelse af de ønskede oplysninger, skal aktøren give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen orientering herom inden for fristen.

Bestemmelsen vil medføre, at den professionelle aktør får pligt til at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen besked inden for fristen på 14 dage om, at vedkommende ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger. Således vil en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. der svarer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for fristen på 14 dage ved at fremsende de efterspurgte oplysninger, eller ved at oplyse, at de ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger, anses for at have overholdt fristen i bestemmelsen. Det gælder både i forhold til den første anmodning om oplysninger, jf. 1. pkt., og i forbindelse med rykkerskrivelsen, jf. 3. pkt.

Professionelle aktører m.v., der ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger, vil i henhold til forslaget til § 82, stk. 4, kunne straffes med bøde, hvis de efter rykkerskrivelsen ikke oplyser Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen om, at de ikke er i besiddelse af oplysningerne inden for fristen. Dette er for at sikre hensynet til en hurtig og korrekt sagsoplysning, så hverken tilskadekomne eller forsikringsselskabet skal vente unødigt længe på, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at deres retsstilling kan blive afklaret.

Det foreslås i stk. 3, 3. pkt., og 4. pkt., at overholdes fristen ikke, sender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen en rykkerskrivelse for oplysningerne og oplyser om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4. Oplysningerne efter 1. pkt. eller orienteringen efter 2. pkt., skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem.

Bestemmelsen indebærer, at hvis en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. ikke svarer på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings eller Ankestyrelsens anmodning om at afgive oplysninger inden for 14 dage, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen skulle sende en rykker med en ny frist på 14 dage. Fristen på de 14 dage løber fra og med dagen, hvor rykkerskrivelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, og beregnes som andre frister. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen skal i rykkerskrivelsen oplyse om risikoen for bødestraf, jf. § 82, stk. 4, hvis fristen ikke overholdes. Hvis en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. svarer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for 14 dage ved at fremsende de ønskede oplysninger eller ved at oplyse, at de ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, anses pågældende for at have overholdt fristen i henhold til bestemmelsen.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen ikke har modtaget oplysningerne eller orienteringen om, at pågældene ikke er i besiddelse af oplysningerne, inden for 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem, kan den sikringspligtige arbejdsgiver, offentlige myndighed eller læge m.v. straffes med bøde, jf. den foreslåede § 82, stk. 4. Det sker ved, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sender sagen til politiet med henblik på indledning af en straffesag. Det vil være den aktør, som arbejdsskademyndighederne har sendt anmodningen om oplysninger til, der anmeldes til politiet. Politiets behandling af sagen vil ske efter de almindelige regler herom i retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3.9. og bemærkningerne til § 1, nr. 57-58.

Det fremgår af den gældende § 37, stk. 3, som bliver stk. 4, at til brug for behandling af sager efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager efter § 8 i lov om sygedagpenge kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommuner udveksle oplysninger om oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob, ressourceforløb, førtidspension og seniorpension. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne kan i arbejdsskadesager og i sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob, ressourceforløb, førtidspension og seniorpension tillige udveksle oplysninger om indhentelse af sagsoplysninger, som dokumenterer arbejdsevnen, og udveksle oplysninger om, at der er truffet afgørelse om arbejdsevnen. Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.

Det foreslås, at der i § 37, stk. 3, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 4, 1. og 2. pkt., efter »arbejdsskadesager« indsættes », sager om uddannelsesgodtgørelse«.

Forslaget medfører, at den gældende mulighed for at udveksle oplysninger mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og kommunerne udvides til også at gælde i sager om uddannelsesgodtgørelse. I disse sager vil der bl.a. blive behov for at udveksle oplysninger, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anmoder tilskadekomnes bopælskommune om de nødvendige oplysninger om uddannelsesvalg m.v., jf. § 18 a, stk. 2. Med den foreslåede ændring i § 37, stk. 3, sikres den nødvendige hjemmel til at udvekslingen af oplysninger kan ske.

Det fremgår af gældende lovs § 38, at tilskadekomne kan få betalt visse udgifter i forbindelse med lægeundersøgelser m.v., som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har anmodet om. Tilskadekomne og en eventuel nødvendig ledsager har ret til at få betaling for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed. Grundlaget for beregningen kan højst være den timefortjeneste, der svarer til den i § 24, stk. 5, nævnte årsløn.

Det foreslås, at i § 38, stk. 2, 3. pkt., ændres »§ 24, stk. 5« til: »§ 24, stk. 10«.

Der er tale om en redaktionel ændring som følge af den nye opbygning af § 24, jf. forslaget til § 1, nr. 28.

Forslaget vil ikke have betydning for tilskadekomnes eller ledsagerens ret til at få betalt udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste.

Efter gældende regler i arbejdsskadesikringslovens § 40, stk. 1, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, medmindre andet er fastsat, afgørelse om alle spørgsmål efter denne lov.

Det foreslås i § 40, stk. 1, at tilføje ”herunder om en anmeldt skade er omfattet af loven, samt om tilskadekomne eller efterladte har ret til ydelser efter loven”.

Forslaget skal præcisere, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med en anmeldelse skal tages stilling til, om der er tale om en arbejdsskade, som er omfattet af loven. Herefter skal der tages stilling til om den tilskadekomne eller de efterladte har ret til en eller flere af de ydelser, som er oplistet i lovens § 11. Disse afgørelser er de bærende elementer i behandlingen af en arbejdsskadesag.

Forslaget er en konsekvens af, at de lovbestemte frister for behandlingen af de nævnte afgørelser i § 16, stk. 1-4, ophæves.

Herudover skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i øvrigt træffe de nødvendige afgørelser efter loven, f.eks. om genoptagelse af sagen eller i tilfælde af, at Ankestyrelsen hjemviser en afgørelse til fornyet behandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det følger af § 40 a, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om tilbagebetaling, når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger, og dette har ført til en anden afgørelse end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ellers ville have truffet, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 1 og 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ligeledes afgørelse om tilbagebetaling, hvis tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven, jf. § 40 a, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås, at der i § 40 a, stk. 1, efter »afgørelse om tilbagebetaling,« indsættes »jf. dog § 18 f«.

Forslaget indebærer, at § 40 a fortsat vil gælde i relation til uddannelsesgodtgørelse i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen efter en klagesagsbehandling kommer frem til at tilskadekomne ikke er berettiget til uddannelsesgodtgørelse. I de tilfælde, hvor tilskadekomne allerede er startet på en uddannelse og har fået udbetalt uddannelsesgodtgørelse, vil tilskadekomne ikke som følge af Ankestyrelsens ændrede afgørelse skulle betale uddannelsesgodtgørelsen tilbage efter § 18 f. I sådanne tilfælde vil tilskadekomne alene skulle betale uddannelsesgodtgørelsen tilbage, hvis betingelserne i § 40 a er opfyldt. Det vil sige, hvis det under Ankestyrelsens sagsbehandling viser sig, at tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger eller har afgivet urigtige oplysninger, og dette har ført til en anden afgørelse end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ellers ville have truffet, eller hvis tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter loven.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan enhver afgørelse om, at en skade ikke er omfattet af loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen. Det gælder tillige for sager, som er afvist på grund af for sen anmeldelse.

Det følger endvidere af lovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.

Det følger af lovens § 42, stk. 1, 2. og 3. pkt., at fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne. Forlængelse af fristen kan ved erstatning for tab af erhvervsevne for eksempel ske, hvis tilskadekomne er i fleksjob eller deltager i en langvarig omskoling, hvor uddannelsen ikke ventes at blive afsluttet inden udløbet af 5-årsfristen, og hvor der skal træffes endelig afgørelse om det varige tab af erhvervsevne efter endt uddannelse. De lempeligere betingelser for genoptagelse inden for 5-årsfristen gælder også inden for den periode, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har forlænget fristen ud over de 5 år.

Ved genoptagelse efter udløbet af 5-års-fristen er det ifølge praksis et krav, at det dokumenteres, at der er sket en væsentlig forværring, og at der er årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen i tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold. Det er tilskadekomne, som har bevisbyrden for, at dette er tilfældet. Det betyder, at der skal være sket en væsentlig ændring af de forhold, som blev lagt til grund ved den tidligere afgørelse, og at ændringen har betydning for vurderingen af det varige mén eller tabet af erhvervsevne. Den gældende praksis for så vidt angår genoptagelse efter 5 år er baseret på Højesterets dom af 19. maj 2005, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 2451H, og administrativ praksis.

Det foreslås, at § 41, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes som nyt stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller efterladte eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan en afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven eller en afgørelse vedrørende erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål, jf. § 11, genoptages, jf. dog stk. 2 og 3. Det er en betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette.

Med forslaget til § 41, stk. 1, 1. pkt., vil alle spørgsmål om genoptagelse, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og vedrørende erstatning og godtgørelse, blive samlet i én bestemmelse. Det gælder således genoptagelse af afgørelser om anerkendelse af en arbejdsskade, som i dag er reguleret i lovens § 41, og afgørelser om erstatnings- og godtgørelsesspøgsmål til tilskadekomne og efterladte, som i dag er reguleret i lovens §§ 42 og 43. Erstatnings- og godtgørelsesspøgsmål til tilskadekomne og efterladte omfatter alle afgørelser, som har betydning for retten til og udmåling af erstatning m.v. efter loven, herunder afgørelser om fastsættelse af årsløn, og vurderingen af det varige mén.

Med forslaget til § 41, stk. 1, 2. pkt., vil det som noget nyt blive en betingelse for genoptagelse på foranledning af tilskadekomne eller efterladte, at tilskadekomne eller efterladte dokumenterer, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette. Tilskadekomne eller efterladte vil således for at kunne opfylde betingelsen i 2. pkt., skulle sandsynliggøre ved fremlæggelse af nye oplysninger, at de faktiske omstændigheder vedrørende tilskadekomnes forhold enten adskiller sig væsentligt fra det, som blev lagt til grund ved afgørelsen, eller at tilskadekomnes forhold har ændret sig væsentligt, og at der er en vis sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og ændringen.

Dokumentationen vil i forhold til genoptagelse af en afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet og dermed i forhold til spørgsmål om, hvorvidt tilskadekomne eller skaden er omfattet af loven, f.eks. kunne bestå i ansættelseskontrakt, der dokumenterer ansættelse i Danmark, vidneudsagn om hændelsen eller dokumentation for vægten på håndteret byrde. Forslaget vil således betyde, at genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet vil blive betinget af, at tilskadekomne eller efterladte fremkommer med oplysninger, som giver en vis sandsynlighed for, at skaden er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Det kan for eksempel være nye vidneudsagn om de faktiske omstændigheder på skadestidspunktet, som ikke forelå eller kunne indhentes af arbejdsskademyndighederne på tidspunktet for den seneste afgørelse, eller nye oplysninger om de skadelige påvirkninger, der har ført til arbejdsskaden.

Dokumentationen vil i forhold til genoptagelse af erstatnings- eller godtgørelsesspørgsmålene f.eks. kunne ske ved sammen med anmodningen om genoptagelse at indsende relevante lægefaglige oplysninger om de aktuelle helbredsmæssige forhold eller den personskade, der er forvoldt ved ulykken. Dokumentationen vil f.eks. kunne bestå i ny lægeerklæring, udskrift af lægejournal eller behandlerjournal, som indeholder oplysninger om den relevante skade og relaterer skaden til ændringer i de helbredsmæssige eller erhvervsmæssige følger af arbejdsskaden.

Dokumentationen vil ligeledes kunne bestå i f.eks. udskrift fra kommunale akter, udtalelse fra arbejdsgiver, afgørelse fra forsikringsselskab eller myndigheder, som beskriver ændringer i de aktuelle erhvervsmæssige forhold relateret til følger af arbejdsskaden. Det vil f.eks. kunne være nye oplysninger fra kommunen om, at tilskadekomne er tilkendt førtidspension helt eller delvist på grund af følgerne af arbejdsskaden.

Det vil være en forudsætning, at de nye oplysninger giver en vis sandsynlighed for, at tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold vil kunne føre til en ændret afgørelse med et ændret materielt indhold. I sådanne situationer vil tilskadekomne eller efterladte have krav på, at sagen bliver genoptaget.

Der vil ikke med forslaget blive ændret ved praksis vedrørende formodningsreglen i § 12, stk. 2, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død i en sag, som er anerkendt som en arbejdsskade, anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Bestemmelsen vil som efter gældende regler først skulle anvendes, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at der er grundlag for materielt at behandle anmodningen om genoptagelse. Det vil sige, at bestemmelsen ikke vil skulle anvendes, hvis tilskadekomne eller efterladte ved anmodningen om genoptagelse ikke opfylder betingelsen i forslaget til ny § 41, stk. 1, 2. pkt. om at dokumentere, at der er en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse.

Hvis dokumentationen viser, at der er sket helbredsmæssige ændringer i samme legemsdel, som arbejdsskademyndigheden tidligere har vurderet i forhold til varigt mén, vil dette som udgangspunkt indebære en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse. Som eksempel kan anføres en tilskadekommen, som har fået anerkendt en knæskade med varigt mén på mindre end 5 pct. To år senere beder tilskadekomne om genoptagelse, da tilskadekomne har oplevet en forværring af sine gener i knæet. Tilskadekomne vedlægger intet materiale. Tilskadekomne beskriver heller ikke, hvordan skaden har udviklet sig, om tilskadekomne de sidste to år har gennemgået behandlinger hos f.eks. fysioterapeut, om der er sket behandlinger eller undersøgelser på sygehus, eller om skaden har medført, at tilskadekomne har opgivet konkrete daglige gøremål og opgaver. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i denne situation kunne afvise at genoptage uden yderligere undersøgelser, da der hverken er vedlagt relevant dokumentation fra f.eks. læge eller er oplysninger fra tilskadekomne om skadens udvikling. Hvis tilskadekomne i samme situation ved anmodningen om genoptagelse vedlægger f.eks. journal fra forundersøgelse hos læge, som viser, at tilskadekomne er henvist til kikkertundersøgelse for skader i samme knæ, uden at der er beskrevet konkurrerende skadesårsager, vil dette være relevant dokumentation, som betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i denne situation som udgangspunkt vil skulle genoptage sagen.

Ved væsentlige ændringer i tilskadekomnes forhold forstås ved afgørelser, hvor der er udmålt erstatning eller godtgørelse, at det varige mén eller erhvervsevnetabet er blevet højere end det, der blev lagt til grund ved den tidligere afgørelse. Det vil betyde, at der skal være en vis sandsynlighed for, at det varige mén kan ændres med mindst ét niveau – for eksempel fra 20 pct. til 25 pct. For tabet af erhvervsevne skal der ligeledes være en vis sandsynlighed for, at tabet af erhvervsevne kan hæves med mindst et niveau, for eksempel fra 15 pct. til 20 pct. Hvis det for eksempel er blevet lagt til grund ved afgørelsen, at tilskadekomne kunne bestride et arbejde, men det senere viser sig, at tilskadekomne ikke magter dette på grund af skadens følger, kan sagen genoptages, selv om der ikke i mellemtiden er indtrådt forværringer i helbredstilstanden. Det er således ikke et krav, at der er indtrådt forværringer i helbredstilstanden for, at sagen kan genoptages vedrørende tab af erhvervsevne.

Betingelsen om, at de ændrede omstændigheder skal vedrøre tilskadekomnes forhold betyder bl.a., at udefrakommende forhold, som for eksempel ændret retspraksis eller ændringer i de samfundsmæssige konjunkturer, ikke i sig selv kan medføre genoptagelse efter § 41.

Forslaget vil således indebære, at den lempelige adgang, som er udviklet i praksis for tilskadekomne til at få genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse inden for de første 5 år, vil blive afskaffet. Forslaget vil således i højere grad end i dag sikre, at det som udgangspunkt kun er tilskadekomne, som har udsigt til at få en ændret afgørelse, der i disse sager vil få deres sag genoptaget til ny materiel prøvelse. Med forslaget vil genoptagelse forudsætte, at tilskadekomne eller efterladte fremkommer med nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse vil føre til en ændret materiel afgørelse. Det vurderes derfor ikke hensigtsmæssigt fortsat at opretholde en distinktion mellem genoptagelsesbetingelserne før og efter 5 år. Det foreslås derfor samtidig, at der i sager om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse ikke længere vil være en 5-års-frist for genoptagelse. Det vil sige, at genoptagelse af afgørelser med forslaget skal vurderes efter den nye praksis om en vis sandsynlighed, uanset hvornår genoptagelsesanmodningen fremsættes. Den tidsmæssige ramme for at kunne få genoptaget en afgørelse om erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse vil herefter alene være begrænset af de almindelige forældelsesregler i forhold til arbejdsskadesikringsloven.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil fortsat være underlagt det forvaltningsretlige officialprincip og den almindelige praksis i forhold hertil, der gælder i genoptagelsessituationer. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal derfor fortsat sikre, at afgørelser i genoptagelsessager træffes på et fuldt oplyst grundlag. Inden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan træffe afgørelse om, hvorvidt sagen kan genoptages efter § 41, skal der tilvejebringes de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at træffe en rigtig afgørelse. Ansvaret for at indsende de grundlæggende oplysninger om forværringen påhviler tilskadekomne, hvorefter pligten til at oplyse sagen overgår til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal, når de har modtaget en tilstrækkelig begrundet anmodning om genoptagelse, indhente de eventuelt manglende oplysninger således, at de kan vurdere om der er en vis sandsynlighed for, at en genoptagelse med de nye oplysninger vil føre til en ændret materiel afgørelse.

Med forslaget vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne afvise en anmodning om genoptagelse uden videre behandling, hvis anmodningen er ubegrundet, for eksempel fordi tilskadekomne uden dokumentation alene oplyser at have det helbredsmæssigt dårligere eller være i en ny beskæftigelsesmæssig situation, uden at sandsynliggøre, at ændringerne i helbreds- eller beskæftigelsessituationen er en følge af arbejdsskaden. Udgangspunktet med ændringen er således, at det er tilskadekomne, som skal tilvejebringe dokumentationen for, at en genoptagelse vil kunne føre til en ændret afgørelse.

Er anmodningen begrundet i forværringer i de helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold, som ud fra en umiddelbar medicinsk og juridisk vurdering kan tilskrives arbejdsskaden, men uden vedlagt dokumentation for, at de ændrede helbredsmæssige eller beskæftigelsesmæssige vilkår kan skyldes skaden, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt skulle bede tilskadekomne om at fremskaffe de yderligere oplysninger, som er nødvendige for at afgøre, om sagen skal genoptages efter § 41. Det vil f.eks. være oplysninger om egne forhold, oplysninger om skadens udvikling, hvor behandlinger og undersøgelser er udført, stillede diagnoser m.v., som tilskadekomne allerede er i besiddelse af, eller som uden større besvær eller omkostninger kan tilvejebringes af tilskadekomne.

En anmodning om genoptagelse af en arbejdsskadesag, som ikke sker på forvaltningsretligt grundlag, må således betragtes som ansøgningssag, der rejses på tilskadekomnes initiativ. I en ansøgningssag vil myndigheden kunne kræve, at borgeren i vidt omfang bidrager til sagsoplysningen. Det er en forudsætning herfor, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har præciseret, hvilke oplysninger der er behov for, og at tilskadekomne i nødvendigt omfang er vejledt om, hvordan oplysningerne skaffes. Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal gøre tilskadekomne opmærksom på, at manglende medvirken vil kunne medføre, at sagen må afgøres på det foreliggende grundlag, og at det vil kunne betyde, at sagen ikke kan genoptages. Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal vejlede tydeligt om kriterierne for at kunne få genoptaget en sag, så tilskadekomne og partsrepræsentanter ved, hvilke oplysninger man skal fremsende ved anmodning om genoptagelse. Vejledningen vil kunne ske på et generelt niveau, f.eks. på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside, og behøver som udgangspunkt ikke specifikt at skulle ske i forhold til den enkelte sag.

I visse tilfælde vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog i henhold til officialmaksimen selv skulle foranstalte indhentelse af de nødvendige oplysninger, inden der tages stilling til, om sagen skal genoptages. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ansvaret for, at den nødvendige fagkundskab inddrages, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af, om sagen skal genoptages efter § 41, forudsætter særlig fagkundskab. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal derudover forestå indhentelse af oplysninger, som kræver en særlig indsats eller er forbundet med omkostninger, f.eks. sagkyndige erklæringer, udarbejdelse af speciallægeerklæring eller fuld journal fra læge eller sygehus.

Det vil f.eks. gælde i helt særlige tilfælde, hvor det må antages, at tilskadekomne af særlige årsager ikke kan indhente materialet, f.eks. som følge af sin alvorlige helbredssituation eller sprogvanskeligheder. I disse tilfælde vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fortsat være forpligtet til selv at indhente det relevante materiale. Det gælder uanset, om der er tale om oplysninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan formode, at tilskadekomne er i besiddelse af.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter at have anmodet tilskadekomne om yderligere dokumentation ved modtagelse af dokumentationen vurderer, at denne ikke underbygger tilskadekomnes eller efterladtes forklaring ved anmodningen om genoptagelse, eller at den i øvrigt ikke sandsynliggør, at der er grundlag for at genoptage sagen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring på dette tidspunkt kunne afvise at genoptage sagen. Tilsvarende gælder, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring selv har indhentet oplysningerne.

Som eksempel kan anføres, at tilskadekomne i en sag, som tidligere er blevet afvist som en arbejdsskade, fordi det ikke var godtgjort, at skaden var sket på arbejdet, beder om genoptagelse 6 måneder efter afgørelsen. Ved genoptagelsesanmodning oplyser tilskadekomne om to kollegaer, som var vidner til hændelsen på arbejdet, og vedlægger vidneudsagn fra vidnerne. Der er dermed vedlagt relevant dokumentation. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer herefter på baggrund af vidneudsagnene, om sagen skal genoptages eller afvises.

Forslaget vil ikke medføre ændringer i den adgang, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har efter gældende lovs § 42, stk. 1, til at genoptage afgørelser om erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene på egen foranledning, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring får kendskab til ændringer i tilskadekomnes forhold. Forslaget vil heller ikke medføre ændringer i den nuværende praksis, hvorefter genoptagelse af spørgsmål vedrørende varigt mén alene kan ske i forhold til forhøjelse af størrelsen af det varige mén. Forslaget har desuden ingen betydning for muligheden for at få genoptaget en sag på ulovbestemt grundlag. Ved siden af de lovbestemte regler om genoptagelse er der således også en ulovbestemt pligt for myndigheder til at genoptage behandlingen af en sag, hvis der i forbindelse med en genoptagelsesanmodning fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen. Pligten til at genoptage en sag på ulovbestemt grundlag kan endvidere komme på tale, hvis der fremkommer nye retlige forhold, dvs. en væsentlig ændring af retsgrundlaget med tilbagevirkende kraft, eller hvis der foreligger ikke uvæsentlige sagsbehandlingsfejl i forhold til myndighedens oprindelige afgørelse.

Det følger endvidere af § 41, stk. 2, at når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven, og optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1, kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Det følger endvidere af lovens § 43, 1. pkt., at er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget.

Fristerne på 5 år til at få genoptaget spørgsmålet om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, jf. § 41, stk. 1, eller erstatningsspørgsmålet i forhold til efterladte, jf. § 43, 1. pkt. er absolutte og kan ikke suspenderes eller afbrydes.

Ved dette lovforslag foreslås det, at alle spørgsmål om genoptagelse inden for loven samles i § 41 ved en nyaffattelse af bestemmelsens stk. 1, herunder spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade og spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20. Samtidig foreslås det med lovforslagets §1, nr. 50, at § 43 ophæves.

Der er ikke med forslaget tilsigtet materielle ændringer i forhold til fristerne for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade efter nugældende § 41, stk. 1, eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20, jf. § 43, 1. pkt. Det betyder, at der fortsat vil gælde en absolut frist på 5 år for genoptagelse af disse spørgsmål. Som følge af forslaget, vil der dog blive stillet som en betingelse for at genoptage disse spørgsmål, at tilskadekomne eller efterladte indsender oplysninger, der er relevante for stillingtagen til anerkendelsesspørgsmålet eller retten til erstatninger til efterladte.

Det foreslås derfor, at der i § 41 indsættes som nyt stk. 2, at en afgørelse om, hvorvidt en skade er omfattet af loven, eller hvorvidt en efterladt er anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan ikke genoptages senere end 5 år fra afgørelsen, jf. dog stk. 3.

Med forslaget vil den gældende retstilstand blive opretholdt for så vidt angår fristerne for genoptagelse af spørgsmålet om anerkendelse af en arbejdsskade eller spørgsmålet om genoptagelse af afgørelser om erstatninger til efterladte efter lovens § 20. Det vil samtidig betyde, at der fortsat vil gælde en absolut og ufravigelig frist på 5 år for genoptagelse af afgørelser om disse spørgsmål. En afvist erhvervssygdom vil dog kunne blive behandlet på ny, uanset der er gået mere end 5 år fra afgørelsen, hvis tilskadekomne efter afgørelsen fortsat har været udsat for de skadelige påvirkninger, der har medført sygdommen. En anmodning om genoptagelse, der kommer mere end 5 år senere, vil i denne situation blive anset som en ny anmeldelse.

Det foreslås samtidig, at § 41, stk. 2 herefter bliver stk. 3. Ændringen er redaktionel og vil ikke medføre ændringer i tilskadekomnes retsstilling efter loven på dette område.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, at efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15 og 17-18, genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.

Det følger endvidere af samme bestemmelses stk. 2, at modtageren af løbende ydelse efter §§ 17 og 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

Det foreslås, at § 42, stk. 1, ophæves. Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

Forslaget om at ophæve § 42, stk. 1, er en konsekvens af, at reglerne om genoptagelse inden for loven foreslås samlet ved en nyaffattelse af § 41, stk. 1, at fristen på 5 år ophæves, og at der stilles som betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at den oprindelige afgørelse vil blive ændret, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette ved anmodningen om genoptagelse. Der henvises til bemærkningerne til nr. 47.

Det fremgår af den gældende § 42, stk. 2, at modtageren af løbende ydelse efter §§ 17 og 17 a om erstatning for tab af erhvervsevne skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i tilskadekomnes forhold.

Det foreslås i § 42, stk. 2, der bliver stk. 1, at §§ 17 og 17 a ændres til §§ 17, 17 a og 18 b.

Forslaget medfører, at modtagere af uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, også vil skulle underrette Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af uddannelsesgodtgørelsen. Forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ligeledes skulle være opmærksomme på, om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil i alle afgørelser om tilkendelse af uddannelsesgodtgørelse skulle vejlede tilskadekomne om oplysningspligten efter § 42, stk. 1. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 18 d, stk. 2-5, hvorefter tilskadekomne straks skal give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besked, hvis tilskadekomne vil holde orlov, ikke deltager i uddannelsen på grund af længerevarende sygdom, ikke længere er studieaktiv, overgår til social pension eller hvis uddannelsen afbrydes.

Hvis forandringen i tilskadekomnes forhold betyder, at tilskadekomne vil være berettiget til en lavere uddannelsesgodtgørelse end den, der er blevet udbetalt eller ikke vil være berettiget til uddannelsesgodtgørelse, kan der opstå et spørgsmål om tilbagebetaling, jf. forslaget til § 18 f, stk. 1, i lovforslagets § 1, nr. 16.

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 20, at den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet på anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det, at erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør 30 pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning fra datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.

Det følger endvidere af lovens § 43, at er en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20, stk. 1, kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af afgørelsen herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere, tidsbestemt løbende ydelse. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme kriterier, som ligger til grund for den oprindelige afgørelse.

Det betyder, at en efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, i op til 5 år efter erstatningens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere tidsbestemt løbende erstatning. Fristen på 5 år er absolut og kan ikke fraviges. Ved vurderingen af, om en erstatning skal forlænges, anvendes de samme kriterier, som blev lagt til grund for den oprindelige afgørelse.

Det foreslås, at § 43 ophæves.

Forslaget om at ophæve § 43, er en konsekvens af, at reglerne om genoptagelse inden for loven foreslås samlet ved en nyaffattelse af § 41, stk. 1, og at der stilles som betingelse for genoptagelse, at der foreligger nye oplysninger, som indebærer en vis sandsynlighed for, at den oprindelige afgørelse vil blive ændret, og at den, der beder om genoptagelse, dokumenterer dette ved anmodningen om genoptagelse. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 47.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den nuværende retstilstand med hensyn til genoptagelsesfristerne, hvorefter det er en betingelse, at efterladte anmoder om genoptagelse senest 5 år fra afgørelsen. Ligeledes er det ikke tilsigtet ændringer i, at efterladte, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf. stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør kan anmode om at få tilkendt en yderligere, tidsbestemt løbende ydelse. Det foreslås derfor samtidig, at sidstnævnte præciseres i lovens § 20, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til nr. 19.

Det fremgår af den gældende § 44, stk. 5, 1. pkt., at i det omfang arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension indbringer Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse for Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning.

Det foreslås, i § 44, stk. 5, 1. pkt., efter »opsættende virkning« at indsætte », medmindre afgørelsen er truffet efter §§ 18 a og b«.

Forslaget medfører, at afgørelser om ret til at tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse og om uddannelsesgodtgørelsens størrelse og tilkendelsesperiode bliver undtaget fra bestemmelsen om, at afgørelser, der indbringes for Ankestyrelsen har opsættende virkning.

For så vidt angår afgørelser om, hvorvidt tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, stk. 1, vil det betyde, at sagen ikke stopper, hvis der indbringes en klage over afgørelsen. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse om, at tilskadekomne kan tage en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, vil tilskadekomne kunne søge optagelse og starte på uddannelse, imens klagen behandles. Hvis Ankestyrelsen kommer frem til, at tilskadekomne ikke opfylder betingelserne for at deltage i ordningen, vil tilskadekomne skulle stoppe uddannelsen, med mindre tilskadekomne ønsker at fortsætte uden uddannelsesgodtgørelse.

For så vidt angår afgørelser om uddannelsesgodtgørelsens tilkendelsesperiode og størrelse, jf. § 18 b, vil en klage ikke medføre, at udbetalingen skal stoppe. Det gælder ligeledes, hvis der klages over fastsættelse af årslønnen, som de 83 pct. uddannelsesgodtgørelse, skal beregnes af. Udbetalingen vil dermed kunne fortsætte, mens klagen behandles. Hvis Ankestyrelsen kommer frem til, at tilskadekomne skulle have haft udbetalt en højere uddannelsesgodtgørelse, vil vedkommende få det manglende beløb udbetalt ved fremtidig efterregulering. Hvis Ankestyrelsen kommer frem til at tilskadekomne har fået for meget udbetalt, nedsættes uddannelsesgodtgørelsen fra Ankestyrelsens afgørelsestidspunkt og fremadrettet. Der efterreguleres ikke for meget udbetalt uddannelsesgodtgørelse med tilbagevirkende kraft i de tilfælde, hvor klagen vedrører godtgørelsens størrelse.

Det følger af gældende § 40, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer, medmindre andet er fastsat, afgørelse om alle spørgsmål efter denne lov, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter § 40 kan indbringes for Ankestyrelsen.

Efter gældende regler kan sagens parter indbringe Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser for domstolene, uden at afgørelserne har været prøvet af Ankestyrelsen. Det er således ikke et krav, at den administrative rekurs skal være udnyttet inden sagsanlæg. Der er endvidere ingen lovfæstede tidsmæssig begrænsning for, hvornår sagens parter kan vælge at indbringe en afgørelse for domstolene. Krav som følge af loven kan dog være forældede som følge af forældelsesreglerne, med de undtagelser, der fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2-5, og forsikringsselskabet kan fortabe retten til at gøre indsigelse mod en afgørelse som følge af retsfortabende passivitet.

Det foreslås som ny § 47, stk. 1, at det fastsættes, at for afgørelser efter loven, der kan påklages til Ankestyrelsen, skal den administrative rekurs være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene.

Det foreslåede vil medføre, at en part skal udnytte den administrative rekurs ved at klage til Ankestyrelsen, når en afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, samt at det i så fald kun er Ankestyrelsens afgørelse, der kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelser kan således ikke længere indbringes for domstolene.

Ankestyrelsen vil således med forslaget alene være rette sagsøgte i sager vedrørende arbejdsskader. Fremover vil Ankestyrelsen derfor være den eneste procespart, der kan indstævnes, hvis en af arbejdsskadesagens parter ønsker sagens afgørelse prøvet af domstolene.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven indeholder ofte afgørelser vedrørende flere spørgsmål i sagen. Eksempelvis kan en afgørelse indeholde afgørelser i spørgsmål om anerkendelse, mén, tab af erhvervsevne, tilkendelsestidspunkt for erstatningen m.v. Sagens parter har gennem den administrative rekurs mulighed for at klage over afgørelserne vedrørende alle spørgsmål, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse vedrører. Forslaget indebærer derfor, at en sagspart kun kan anlægge sag ved domstolene vedrørende afgørelser om spørgsmål i sagen, som Ankestyrelsen har truffet afgørelse om. Det bemærkes, at Ankestyrelsen ikke er bundet af sagens parter i forhold til klagetemaet, og kan vælge at udvide prøvelsen til andre spørgsmål end dem, der konkret er klaget over. Hvis Ankestyrelsen af egen drift udvider prøvelsen, kan alle spørgsmål, som Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, indbringes for domstolene.

Søgsmålet for domstolene skal angå afgørelsen fra Ankestyrelsen. Det kan f.eks. være en afgørelse om, hvorvidt den anmeldte arbejdsskade kan anerkendes, udmåling af mén eller erstatning m.v., samt retlige problemstillinger, som Ankestyrelsen har haft kompetence til at behandle. Ankestyrelsens afgørelser kan f.eks. gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse og ændring af den påklagede afgørelse. Har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring f.eks. truffet afgørelse om anerkendelse, mén og behandlingsudgifter i en samlet afgørelse, og har Ankestyrelsen alene truffet afgørelse om mén, kan der kun anlægges sag ved domstolene for så vidt angår spørgsmålet om mén. Dette er en ændring i forhold til i dag, hvor alle spørgsmål i en arbejdsskadesag kan indbringes for domstolene. Hvis Ankestyrelsen af egen drift har udvidet prøvelsen til at omfatte andre spørgsmål, end dem der er klaget over, kan en sagspart indbringe alle spørgsmål, som Ankestyrelsens afgørelse vedrører, for domstolene. Det bemærkes dertil, at i tilfælde af, at Ankestyrelsen ikke har udvidet prøvelsen, kan det tilsvarende heller ikke forudsættes, at Ankestyrelsen stiltiende har stadfæstet afgørelsen, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring tidligere har truffet. Det er således kun spørgsmål, som Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, der kan indbringes for domstolene.

De lovfastsatte klagefrister skal overholdes. Hermed kan der ikke ske domstolsprøvelse af en sag, f.eks. i tilfælde af, at Ankestyrelsen afviser at behandle klagen, fordi klagen er indgivet for sent eller fordi klager ikke var klageberettiget. Dette sikrer, at arbejdsskadesikringslovens klagefristregler ikke kan omgås ved at rejse sagen ved domstolene. Dog bemærkes det, at sagens parter vil kunne indbringe Ankestyrelsens afgørelse om, at klagen er indgivet for sent, eller afslag på genoptagelse, for domstolene.

I forhold til forslaget om, at der skabes hjemmel til at igangsætte forsøg med at delegere afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber til at træffe afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet, jf. forslagets § 1, nr. 67, foreslås det, at den administrative rekurs også skal være udnyttet i disse sager, før sagen kan indbringes for domstolene. Dette betyder, at et forsikringsselskab ikke vil kunne sagsøges i relation til en afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Tilskadekomne, der er uenig i forsikringsselskabets afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet, vil således skulle anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Sagen behandles herefter på sædvanlig vis i arbejdsskadesystemet, hvorefter forslaget om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før en sag kan indbringes for domstolene, ligeledes vil omfatte disse sager, som er afgjort af forsikringsselskabet som første instans.

Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser fremover skal indeholde vejledning om, at den administrative rekurs skal være udnyttet, før en afgørelse kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal vejlede om, at søgsmålet alene kan anlægges mod Ankestyrelsen. Ligeledes skal forsikringsselskaber, som er omfattet af forsøgsordningen med afgørelseskompetence, vejlede om, at sagen ikke kan indbringes for domstolene, før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har været anmodet om at træffe afgørelse, og sagen har været behandlet i det administrative rekurs system.

Det foreslås som § 47, stk. 2, at søgsmål til prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser efter loven eller de regler, der udstedes efter loven, skal være anlagt af tilskadekomne og efterladte inden 12 måneder fra afgørelsen. Forsikringsselskaber, bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension, arbejdsgivere, Forsikring & Pension samt Garantifonden for skadesforsikringsselskaber skal anlægge sagen inden 6 måneder fra afgørelsen.

Med den foreslåede søgsmålsfrist sikres det i størst muligt omfang, at der efter en vis periode ikke ved domstolene kan rejses tvivl om rigtigheden af en afgørelse eller beslutning efter loven.

Søgsmålsfristen gælder i forhold til den afgørelse fra Ankestyrelsen, som ønskes indbragt for domstolene. Hvis Ankestyrelsen har truffet flere afgørelser om samme spørgsmål i sagen, løber fristen fra den seneste afgørelse. Søgsmålsfristen regnes fra afgørelsestidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse.

Af lovens § 48, stk. 5 følger, at staten, folkekirken, regioner og kommuner ikke har pligt til at tegne forsikring efter loven. Det betyder, at de er eller kan være selvforsikret i forhold til arbejdsulykker. For kommuner og regioner er der tale om, at det er en ret at kunne være selvforsikret. Statens adgang til selvforsikring er reguleret i Skatteministeriets cirkulære af 9. december 2005 om selvforsikring i staten, hvorefter statens institutioner som udgangspunkt ikke må tegne forsikring. Staten, folkekirken, regionen og kommunen skal som selvforsikret agere som et forsikringsselskab. Som selvforsikret arbejdsgiver er man således både arbejdsgiver og forsikringsselskab i arbejdsskadesager. Det samme gælder for private selvforsikrede arbejdsgivere, jf. lovens § 88. Søgsmålsfristen på 12 måneder gælder også for selvforsikrede arbejdsgivere, jf. §§ 48, stk. 5 og 88. Det bemærkes, at tilskadekomne eller efterladte, som søger fri proces ved Civilstyrelsen til indbringelse af en afgørelse fra Ankestyrelsen for domstolene, vil kunne anmode om hastebehandling af ansøgningen om fri proces ved Civilstyrelsen, hvis der er en frist, der skal overholdes, som f.eks. en søgsmålsfrist. Dette medfører bl.a., at der kan opnås fri proces i sager om patienterstatning, hvor søgsmålsfristen er 6 måneder for tilskadekomne.

I tilfælde af at arbejdsgiver er blevet part i arbejdsskadesagen som følge af, at vedkommende har indgivet klage over anerkendelsen af arbejdsskaden, jf. arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 1, nr. 4, skal en eventuel retssag også være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt arbejdsgiveren. Det skyldes, at en uforsikret arbejdsgiver selv finansierer alle udgifter til erstatning m.v. og administration i sagen, og dermed har samme rettigheder og forpligtelser som et forsikringsselskab, og må anses som en professionel part. I tilfælde, hvor en arbejdsgiver har tegnet lovpligtig forsikring, er fristen også 6 måneder, og derfor findes det hensigtsmæssigt, at fristen er den samme for alle arbejdsgivere, uanset om de har tegnet lovpligtig forsikring eller ej. Det samme foreslås at gælde for bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension, der kan blive part i sagen, hvis bestyrelsen har udnyttet klageadgangen i arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 1, nr. 3. Arbejdsmarkedets Tillægspension er en professionel part, og derfor findes det hensigtsmæssigt, at den har samme frist som arbejdsgivere og forsikringsselskaber.

Søgsmålsfristen er kun gældende for sagens parter, hvis de er blevet vejledt om fristen af Ankestyrelsen. Det forudsættes i den anledning, at Ankestyrelsens afgørelser fremover vil indeholde vejledning om søgsmål, som vil blive meddelt sagens parter samtidig med afgørelsen.

Søgsmålsfristen kan ikke fraviges af Ankestyrelsen. Hermed sikres det, at der efter søgsmålsfristen er udløbet, ikke kan rejses tvivl om afgørelsens gyldighed.

Da indførelse af en søgmålsfrist og kravet om udnyttelse af den administrative rekurs vil være en nyskabelse på arbejdsskadeområdet, vil det i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper være en forudsætning for, at bestemmelsen kan anvendes, at sagens parter er vejledt om søgsmålsfristen og kravet om udnyttelse af den administrative rekurs. Vejledningen vil kunne ske på et generelt niveau, f.eks. på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens hjemmeside, og behøver som udgangspunkt ikke specifikt at skulle ske i forhold til den enkelte sag.

Der findes i dag ikke nogen voldsskadeforsikringsordning, hvorfor en ansat, som udsættes for en voldshandling på arbejdet af den borger, som den ansatte drager omsorg for, vil være nødsaget til at indgive en sag til Erstatningsnævnet eller anlægge civilt søgsmål, hvis den ansatte vil opnå fuld erstatning, dvs. efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, når visse krav ikke dækkes eller ikke dækkes fuldt ud efter arbejdsskadesikingsloven. Det gælder f.eks. godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven, der ikke ydes efter arbejdsskadesikringsloven, samt eventuelle differencekrav i tilfælde, hvor erstatningen efter erstatningsansvarsloven er højere end arbejdsskadesikringsloven.

Da der i dag ikke er en voldsskadeforsikringsordning, er der heller ikke regler i arbejdsskadesikringsloven omkring voldsskadeforsikring og følgerne heraf.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 3.13.

Det foreslås som en ny § 49 a, stk. 1, 1. pkt., at en voldsskadeforsikring dækker erstatning og godtgørelse efter lov om erstatningsansvar som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, der drages omsorg for, mod ansatte, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt, jf. § 48, stk. 1.

Det foreslåede vil medføre, at der indføres en ny forsikringsordning, hvor arbejdsgiveren kan tegne en voldsskadeforsikring, som giver de ansatte ret til erstatning efter erstatningsansvarsloven. Forsikringen vil omfatte de poster, som dækkes efter erstatningsansvarsloven, og som ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven. Det vil bl.a. gælde godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven. Det vil også gælde differencekrav for erstatning for tab af erhvervsevne, som både dækkes efter erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven, når erstatningsudmålingen efter erstatningsansvarsloven er højere. De eksisterende satser for maksimumsgrænser for erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven vil fortsat være gældende. Erstatningen tilkendes uden at den ansatte skal anmelde episoden til politiet efter reglerne i offererstatningsloven, og uden at erstatningen i øvrigt er afhængig af, at det er konstateret, at der er tale om en straffelovsovertrædelse m.v.

Efter forslaget vil målgruppen for forsikringen være ansatte, som i forvejen er omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovens §§ 2-4. Det vil bl.a. betyde, at forsikringen skal dække personer, som er ansat til at udføre arbejde på arbejdspladsen, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Det gælder således både for fastansatte, vikarer, frivillige og personale, der er ansat til at varetage andre opgaver end de primære arbejdsfunktioner på arbejdspladsen, f.eks. en pedel, køkkenpersonale eller administrativt personale på en institution.

Forslaget vil også betyde, at andre personer, som midlertidigt har deres gang på arbejdspladsen, f.eks. en håndværker, som er hyret til at udføre et stykke arbejde, men som er selvstændig eller ansat af en anden sikringspligtig arbejdsgiver, eller en besøgende på en institution, ikke vil være omfattet af ordningen. Personer, som har en anden arbejdsgiver, vil dog kunne sikres af deres egen arbejdsgiver.

Forsikringen vil efter forslaget dække personskade, som følge af vold eller voldsomme hændelser, der forvoldes af en skadevolder, som institutionen drager omsorg for. Dette vil for det første gælde skader, der efter de gældende regler vil være omfattet af offererstatningsloven, hvor der er sket en straffelovsovertrædelse. Forsikringen forventes således at dække situationer, som skaber et ansvarsgrundlag ud fra almindelige culpabetragtninger. Det gælder, uanset om skadevolder vil blive anset for straffri f.eks. fordi pågældende er utilregnelig. Forslaget vil ligeledes omfatte personskade, som forvoldes ved andre voldsomme hændelser i forbindelse med arbejdet, der ikke vil være omfattet af straffeloven.

På den baggrund vil f.eks. forsætlige eller uagtsomme slag og spark mod en medarbejder fra en beboer på et bosted eller et plejehjem, mens medarbejderen er ved at hjælpe beboeren med et praktisk gøremål kunne være omfattet af forsikringen. Det kan bl.a. være situationen, hvor en ansat på et plejecenter får et knytnæveslag i ansigtet af en dement og psykotisk beboer i forbindelse med et bleskift og i den forbindelse pådrager sig en skade. Ligeledes kan eksempelvis situationen, hvor en ansat på en institution kommer til skade i forbindelse med en magtanvendelsessituation med henblik på at beskytte skadevolderen selv, andre beboere eller de ansatte være omfattet af forsikringen. I sådanne situationer kan det ske, at den ansatte kommer til skade, når skadevolderen i et forsøg på at komme fri uforvarende rammer den ansatte.

Forsikringen vil omvendt ikke skulle dække hændelser, som må anses for hændelige. Det gælder f.eks., hvis en medarbejder deltager i boldspil med beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra en beboer. Det gælder også uanset, at hændelsen efter omstændighederne vil kunne blive betragtet som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven.

Det afgørende for, om en skade er omfattet af ordningen, vil således være, om der er tale om en uagtsom eller forsætlig handling, der efter dansk rets almindelige regler vil medføre, at skadevolder bliver erstatningsansvarlig. Tilskadekomne vil efter forslaget ikke have pligt til at angive, hvem der udførte den skadevoldende handling, for at være omfattet af den foreslåede nye voldsskadeforsikringsordning. Der skal blot være tilstrækkelig dokumentation til, at arbejdsgiver kan anmelde hændelsen som en arbejdsskade, jf. § 6 i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at det ikke er nødvendigt i anmeldelsen af arbejdsskaden at angive den person, som har forvoldt skaden.

Det foreslås som § 49 a, stk. 1, 2. pkt., at forsikringen omfatter hændelser, som anerkendes som en ulykke, jf. § 6.

Det foreslåede vil medføre, at tilskadekomne vil være dækket af den tegnede voldsskadeforsikring, hvis den anmeldte hændelse er blevet anerkendt som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven, og omvendt, at hændelser, der ikke kan anerkendes som en arbejdsulykke, ikke vil være dækket.

Det vil indebære, at hændelsen skal være sket på arbejdspladsen eller i tilknytning til arbejdet, jf. § 5, og at den tilskadekomne er en ansat, som er omfattet af arbejdsgiverens sikringspligt efter loven.

Det foreslås som § 49 a, stk. 2, at arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, har pligt til at sikre sig som nævnt i stk. 1.

Det foreslåede skal sikre, at visse arbejdsgivere forpligtes til at tegne en forsikring, som dækker erstatning efter erstatningsansvarsloven for visse ansatte, der er i en særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser for de ansatte på arbejdspladsen, som er omfattet af arbejdsgivers sikringspligt efter § 48 i arbejdsskadesikringsloven. Det vil også gælde visse selvforsikrede arbejdsgivere.

Forslaget vil omfatte både offentlige og private arbejdsgivere, hvor det ansatte personale er i særlig risiko for at blive udsat for vold på arbejdspladsen fra de personer, som de er ansat til at drage omsorg for. Det vil særligt gælde for arbejdsgivere inden for psykiatrien og visse arbejdsgivere på det sociale område, ældreområdet og undervisningsområdet.

Det foreslås samtidig, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til efter forhandling med børne- og undervisningsministeren, social- og boligministeren, ældreministeren og indenrigs- og sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere, der forpligtes til at tegne en forsikring. Der henvises til bemærkningerne til stk. 5.

Forslaget vil ikke omfatte personer, der er ansat af en anden arbejdsgiver, og som har deres gang på institutionen/boformen eller dens område, f.eks. et privat rengøringspersonale. Disse personer vil kunne sikres af deres egen arbejdsgiver.

Det foreslås som § 49 a, stk. 3, at arbejdsgivere, som er selvforsikrede, jf. § 48, stk. 5, kan tilsvarende være selvforsikrede for så vidt angår voldsskadeforsikringen, jf. stk. 1 og 2. Selvforsikrede regionale og kommunale arbejdsgivere kan dog tegne en voldsskadeforsikring ved et forsikringsselskab.

Det foreslåede vil medføre, at selvforsikrede arbejdsgivere kan være selvforsikrede efter voldsskadeforsikringen på samme måde som efter den lovpligtige arbejdsulykkesforsikring. Det vil sige, at statslige, kommunale og regionale arbejdsgivere også vil kunne være selvforsikrede i forhold til voldsskadeforsikringen. Statslige arbejdsgivere kan dog ikke fravælge at være selvforsikrede.

Det foreslåede vil videre medføre, at regionale og kommunale arbejdsgivere kan vælge at tegne voldsskadeforsikring hos et forsikringsselskab frem for at være selvforsikrede, såfremt de måtte ønske det. Statslige arbejdsgivere vil imidlertid fortsat være forpligtede til at være selvforsikrede.

Selvforsikrede arbejdsgivere efter reglerne i § 48, stk. 5, som undlader at tegne en forsikring efter § 49 a, stk. 3, 2. pkt., selvom de er omfattet af sikringspligten i § 49 a, stk. 2, vil være selvforsikrede i forhold til den foreslåede ordning.

Det betyder, at selvforsikrede arbejdsgivere, som er omfattet af den foreslåede forsikringspligt, vil skulle udbetale erstatning efter erstatningsansvarsloven i tilfælde, som er omfattet af ordningen. Da arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til erstatningsansvarsloven, vil det kun være krav efter erstatningsansvarsloven, der ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven, herunder eventuelle differencekrav, som den selvforsikrede arbejdsgiver skal udbetale efter ordningen. Den selvforsikrede arbejdsgiver udbetaler i så fald både eventuel erstatning og godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven på baggrund af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, og eventuel yderligere erstatning eller godtgørelse efter erstatningsansvarsloven i forbindelse med den anmeldte voldsomme hændelse i henhold til § 49 a.

Det skal bemærkes, at selvstændige erhvervsdrivende, som vælger at sikre egen person og medarbejdende ægtefæller, samt offentlige arbejdsgivere, som er selvforsikrede efter reglerne i § 48, stk. 5, uden at være omfattet af forslaget til § 49 a, stk. 2, kan frivilligt sikre sig efter voldsskadeforsikringsordningen.

Det foreslås som § 49 a, stk. 4, at arbejdsgivere, jf. § 48, stk. 1 og 2, der har tegnet arbejdsulykkesforsikring, tegner voldsskadeforsikringen som en udvidet del af arbejdsulykkeforsikringen i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.

Det foreslåede vil betyde, at arbejdsgivere, som har pligt til at tegne eller vælger at tegne en forsikring for ansatte, der er i særlig risiko for at blive udsat for voldelige hændelser i forbindelse med arbejdet, skal tegne en udvidet arbejdsulykkesforsikring, som også dækker skader, som skyldes vold, i samme forsikringsselskab, som arbejdsgiveren i forvejen har tegnet forsikring mod ulykker, jf. § 50.

Forslaget vil medføre for private arbejdsgivere, som har pligt til at tegne en voldsskadeforsikring efter forslaget til § 49 a, stk. 2, eller som vælger at tegne voldsskadeforsikring, kun kan forsikre sig efter loven i selskaber, som både udbyder ulykkesforsikring efter arbejdsskadesikringsloven og voldsskadeforsikring som en udvidet del af arbejdsulykkesforsikringen.

Forslaget vil videre betyde, at hvis en kommunal eller regional arbejdsgiver har valgt at tegne arbejdsulykkesforsikringen i et privat forsikringsselskab og også ønsker at tegne voldsskadeforsikring hos et forsikringsselskab frem for at være selvforsikrede, skal kommunen eller regionen tegne en udvidet arbejdsulykkesforsikring, som også omfatter voldsskadeforsikringen, i samme forsikringsselskab, som kommunen eller regionen i forvejen har tegnet forsikring mod ulykker, jf. § 50.

Det foreslås som § 49 a, stk. 5, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med børne- og undervisningsministeren, social- og boligministeren, ældreministeren og indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om, hvilke offentlige og private arbejdsgivere, der er forpligtet til at tegne en forsikring, jf. stk. 2.

Der lægges således op til, at der i samarbejde med relevante ministerier vil blive fastsat nærmere regler om, hvordan gruppen af arbejdsgivere, der er forpligtet til at tegne en forsikring som nævnt i stk. 2, skal fastlægges. Der lægges endvidere op til, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med relevante ministre kan anvende bemyndigelsen til at fastsætte regler om, at visse personalegrupper, som ikke har klient- eller borgerkontakt, kan undtages fra forsikringen.

Forslaget vil medføre, at beskæftigelsesministeren vil fastsætte nærmere regler om, hvilke arbejdsgivere der har pligt til at tegne forsikring efter § 49 a, stk. 2, efter forhandling med de ministre, som har det overordnede ansvar for reguleringen af de områder, som omfattes af den pligtmæssige tegning af voldsskadeforsikring. Det vil sige børne- og undervisningsministeren, social- og boligministeren, ældreministeren samt indenrigs- og sundhedsministeren. Forhandlingen kan ske ved en inddragelse af de nævnte ministre, hvor de har mulighed for at bidrage med viden m.v. fra de enkelte ressortområder, hvorefter beskæftigelsesministeren vil lade de nævnte ministres bidrag indgå i overvejelserne om udformningen af reglerne.

Forpligtelsen til at tegne voldsskadeforsikring forventes at vil gælde for arbejdsgivere, der har ansatte, som er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for, og som på P-nummer-niveau er registreret i CVR-registeret under følgende 6-cifret branchenomenklatur, jf. Dansk Branchekode DB07:

– 879010 (Døgninstitutioner for børn og unge)

– 873010 (Døgninstitutioner for personer med fysisk handicap)

– 872010 (Døgninstitutioner for personer med psykiske handicap)

– 852020 (Specialskoler for handicappede)

– 879090 (Andre former for institutionsophold)

– 881030 (Revalideringsinstitutioner)

– 871010 (Plejehjem)

– 873020 (Almene ældre- og handicapboliger o.l.)

– 881020 (Dagcentre m.v.)

– 889990 (Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold)

– 861000 (Hospitaler)

De forsikringspligtige arbejdsgivere inden for ovennævnte hovedbranchegrupper forventes yderligere afgrænset ud fra, hvilke omsorgsopgaver den enkelte arbejdsplads beskæftiger sig med. Pligten vil således gælde for arbejdsgivere inden for ovennævnte hovedbranchegrupper, som har ansatte, der er beskæftigede med varetagelse af omsorgs- og undervisningsopgaver knyttet til følgende:

1. tilbud efter §§ 32 og 36, § 66, stk. 1, nr. 6 og 7, §§ 103, 104 og 107-110 i lov om social service,

2. botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn,

3. leverance af ydelser efter §§ 83-86 og 102 i lov om social service til beboere på plejehjem og i beskyttede boliger efter § 192 i lov om social service, i en almen plejebolig, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, i en friplejebolig, der er omfattet af lov om friplejeboliger, eller tilsvarende boligenheder,

4. den regionale psykiatri,

5. specialskoler, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 20, stk. 3, i lov om folkeskolen, og tilsvarende undervisningstilbud efter lov om kommunale internationale grundskoler og lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine

6. specialundervisning i dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder, jf. § 20, stk. 5, i lov om folkeskolen,

7. friskoler og private grundskoler med en særlig specialundervisningsprofil, jf. § 11 b, stk. 3, i lov om friskoler og private grundskoler m.v.,

8. institutioner m.v., hvor der foregår undervisning efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov,

9. institutioner, hvor der foregår undervisning efter lov om specialundervisning for voksne.

Der lægges med bemyndigelsesbestemmelsen ikke op til, at beskæftigelsesministeren kan udvide hovedbranchegruppen af forsikringspligtige arbejdsgivere. Beskæftigelsesministeren kan dog efter forhandling med de i bestemmelsen anførte ministre fastsætte nærmere regler om, at arbejdsgivere med ansatte, der i fremtiden bliver beskæftigede med opgaver, som måtte træde i stedet for eller afløse en eller flere af ovennævnte omsorgs- og undervisningsopgaver, omfattes af forsikringspligten, jf. § 49 a, stk. 2. Dette vil ligeledes gælde ved fremtidige ændringer i branchenomenklaturet, som medfører, at arbejdsgivere, som er omfattet af forsikringspligten, overføres til en anden branchegruppe, der afløser en branchegruppe, som nu er omfattet af ovennævnte branchegruppeoversigt.

Det foreslås som § 49 a, stk. 5, 2. pkt., at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet og sagens behandling.

Det forventes, at der vil blive fastsat nærmere regler om, at det er tilskadekomne, som skal anmode om, at en hændelse bliver behandlet efter forsikringsordningen i § 49 a. Anmodningen vil kunne fremsættes til arbejdsgiveren, som videregiver anmodningen til arbejdsulykkesforsikringsselskabet. Tilskadekomne vil også selv kunne anmelde sagen direkte til forsikringsselskabet, hvis tilskadekomne har fået anerkendt en voldsom hændelse som en arbejdsulykke og mener at kunne have krav på erstatning efter § 49 a. Det forventes desuden, at der vil blive fastsat nærmere regler om frister for anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver.

Der lægges ikke op til at fastsætte regler om, at arbejdsgivere har pligt til at anmelde skaden til forsikringsselskabet, hvis ikke tilskadekomne har fremsat ønske herom. Arbejdsgivere, som har pligt til at anmelde skaden som en arbejdsskade i overensstemmelse med anmeldelsespligten i arbejdsskadesikringslovens § 31, vil kunne anmelde den voldsomme hændelse til forsikringsselskabet samtidig med anmeldelsen af arbejdsskaden, hvis tilskadekomne ønsker det.

Selvforsikrede arbejdsgivere skal overgive tilskadekomnes anmeldelse til den enhed, som varetager forsikringsopgaverne i virksomheden eller institutionen. Forsikringsenheden behandler herefter erstatningsspørgsmålet efter stk. 1, hvis tilskadekomne ønsker det.

Det forudsættes videre, at der vil blive fastsat regler om sagens oplysning, herunder om tilskadekomnes medvirken hertil, som forventes at svare til reglerne i offererstatningsloven. Det forventes endvidere, at det vil blive muligt for forsikringsselskabet og den selvforsikrede enhed til brug for sagens behandling at indhente nødvendige oplysninger hos andre, der har kendskab til forholdene i sagen, herunder sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Det kan f.eks. være nødvendigt i tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet, at følgerne efter skaden er begrænsede, og derfor ikke har indhentet lægelige eller andre oplysninger, som kan være nødvendige for forsikringsselskabet til at vurdere en eventuel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarsloven. Det forventes desuden, at der vil blive fastsat regler om, at hvis tilskadekomne ikke medvirker til sagens behandling i det omfang, det er nødvendigt, kan forsikringsselskabet eller den selvforsikrede træffe afgørelse på det foreliggende grundlag på samme måde som efter offererstatningsloven.

Reglerne om sagens oplysning, ansøgerens medvirken og muligheden for at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag i offererstatningsloven svarer til reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det forventes desuden, at der vil blive fastsat nærmere regler om forløbet og virkningerne af klageadgangen efter § 49 b, stk. 5, herunder bl.a. hvornår der kan klages til Arbejdstilsynet over forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse om arbejdsgiverens forsikringspligt, og i hvilket omfang en klage eller andre retslige skridt vil have opsættende virkning. Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat nærmere regler om Arbejdstilsynets adgang til at indhente oplysninger, som er nødvendige for at vurdere klager over forsikringspligten.

Endelig forventes det, at der vil blive fastsat regler om, hvem der har pligt til at vejlede tilskadekomne, som er forsikret efter § 49 a, om mulighederne for at anmode om erstatning og godtgørelse efter denne forsikringsordning, og hvordan denne vejledning skal foregå. Dette gælder ligeledes en vejledningsforpligtelse af den tilskadekomne i forhold til, at ved forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afvisning af sagen, har den tilskadekomne mulighed for at indbringe sin sag for Erstatningsnævnet efter reglerne i offererstatningsloven.

Det foreslås som § 49 b, stk. 1, at forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver træffer afgørelse om, hvorvidt en personskade er dækket af voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, og en eventuel udmåling af erstatning eller godtgørelse efter erstatningsansvarsloven.

Det foreslåede vil medføre, at det vil være forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed, som både skal vurdere, om der er tale om en hændelse, som er omfattet af voldsskadeforsikringen efter § 49 a, og herefter træffe afgørelse om en eventuel erstatning eller godtgørelse efter erstatningsansvarsloven.

Da arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til erstatningsansvarsloven, vil det kun være krav efter erstatningsansvarsloven, der ikke dækkes efter arbejdsskadesikringsloven, herunder eventuelle differencekrav, som forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver skal træffe afgørelse om. Kommuner og regioner, som har tegnet en særskilt forsikring, som dækker området efter § 49 a, skal ikke træffe afgørelse i disse sager.

Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver vil ligeledes varetage udbetalingen af erstatning eller godtgørelse efter § 49 a. Vurderingerne og udbetalingerne efter voldsskadeforsikringen forudsættes at følge reglerne i erstatningsansvarsloven, hvorfor samspillet mellem arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven vil være det samme som i andre tilfælde, hvor tilskadekomne som følge af arbejdsskaden samtidigt opnår ret til erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven. Det skal desuden bemærkes, at voldsskadeforsikringen udgør en virkelig skadeserstatning som nævnt i offererstatningslovens § 7, stk. 1.

Hvis en part er uenig i afgørelsen om, hvorvidt hændelsen er omfattet af voldsskadeforsikringen efter § 49 a, eller udmålingen af en erstatning eller godtgørelse, kan afgørelsen om erstatning eller godtgørelse efter erstatningsansvarsloven truffet af forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed genoptages efter de gældende regler i § 11 i erstatningsansvarsloven.

Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om erstatningsspørgsmålet vil i øvrigt følge rammerne for øvrige forsikringsordninger, hvorfor der ikke er administrativ klageadgang for afgørelser om erstatningsspørgsmålet efter voldsskadeforsikringen. Hvis en part er uenig i afgørelsen om, hvorvidt hændelsen er omfattet af voldsskadeforsikringen efter § 49 a og/eller udmålingen af en erstatning eller godtgørelse, må sagen rejses over for forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, eventuelt som civilt søgsmål. Derudover vil ansatte, som har været udsat for vold i henhold til straffeloven fortsat have mulighed for at søge erstatning via Erstatningsnævnet, hvis sagen afvises efter voldsskadeforsikringsordningen. Det forudsættes, at den tilskadekomne starter med at gå til arbejdsulykkesforsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed med sin sag og først går til Erstatningsnævnet, hvis sagen afvises af voldsskadeforsikringen.

Det foreslås som § 49 b, stk. 2, at forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver kan indhente oplysninger om den anerkendte arbejdsulykke og udmålingen af erstatning i forbindelse hermed, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed vil således kunne indhente nødvendige oplysninger til brug for behandling af en anmeldelse efter voldsskadeforsikringen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings behandling af den anmeldte arbejdsskadesag. Forslaget vil dels sikre, at forsikringsselskabet kan indhente den nødvendige dokumentation for, at der er tale om en hændelse på arbejdet, som er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og dels at forsikringsselskabet ikke unødvendigt skal indhente oplysninger vedrørende den tilskadekomne hos andre myndigheder m.v., hvis oplysningerne allerede findes i tilskadekomnes arbejdsskadesag.

Det foreslås som § 49 b, stk. 3, at erstatning og godtgørelse efter voldsskadeforsikringen, jf. § 49 a, stk. 1, udbetales senest 14 dage fra datoen for underretningen om beløbets tilkendelse. Udbetales beløbet efter dette tidspunkt, finder rentebestemmelsen i § 26, stk. 3, 1. pkt., tilsvarende anvendelse fra udløbet af fristen efter 1. pkt.

Det foreslåede vil betyde, at der sikres en hurtig udbetaling af erstatning og godtgørelse til tilskadekomne. I overensstemmelse med den almindelige regel om forrentning ved forsinket betaling efter arbejdsskadesikringslovens § 26, stk. 3, vil beløbet blive forrentet fra udløbet af 14-dages-fristen, til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Det foreslås som § 49 b, stk. 4, at erstatning og godtgørelse efter § 49 a ikke kan danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller dennes efterladte.

Det foreslåede vil betyde, at et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, som har udbetalt erstatning til tilskadekomne efter voldsskadeforsikringen, ikke kan rejses et regreskrav mod skadevolderen.

Det foreslås som § 49 b, stk. 5, at forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver træffer afgørelse om arbejdsgiverens sikringspligt efter § 49 a, stk. 2, når der er uenighed herom mellem arbejdsgiveren og den tilskadekomne, og arbejdsgiveren ikke har tegnet en voldsskadeforsikring. Afgørelse efter 1. pkt. kan påklages til Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller den tilskadekomne senest 4 uger efter, at de har modtaget afgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en tilskadekommen vil kunne rette henvendelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, såfremt vedkommende har været udsat for en hændelse, som kan være omfattet af den foreslåede ordning, hvis arbejdsgiveren ikke har forsikret sig mod sådanne hændelser, og tilskadekomne ikke er enig i arbejdsgiverens forsikringsselskabs vurdering af forsikringspligten, eller hvis en selvforsikret arbejdsgiver ikke mener at være omfattet af forsikringspligten. Forsikringsselskabet eller den selvforsikrede enhed skal herefter vurdere, om arbejdsgiveren er omfattet af den foreslåede forsikringspligt i forslaget til § 49 a, stk. 2.

Med forslaget vil sagens parter endvidere få anledning til administrativt at få prøvet, om forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om arbejdsgiverens forsikringspligt er korrekt. Klageadgangen vil alene omfatte omfanget af arbejdsgiverens pligt til at tegne forsikring efter § 49 a, stk. 2. Det forventes ikke, at selvforsikrede arbejdsgivere vil klage over forsikringsenheds afgørelse om forsikringspligt.

Det foreslås som § 49 b, stk. 6, at har en arbejdsgiver, som har pligt til at tegne voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, ikke tegnet denne forsikring, udbetaler arbejdsgiverens arbejdsulykkesforsikringsselskab erstatning og godtgørelse efter § 49 a, stk. 1, til den tilskadekomne eller dennes efterladte.

Det foreslåede vil betyde, at det sikres, at tilskadekomne ikke stilles erstatningsmæssigt ringere som følge af, at arbejdsgiveren ikke har tegnet voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2. Forsikringsselskabet vil have ansvaret for at sikre finansiering af erstatningsudgifterne ved voldsskadeforsikringsordningen, da voldsskadeforsikringen tegnes som en udvidet del af arbejdsulykkesforsikringsselskabet i samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod arbejdsulykker. Forslaget har ikke i øvrigt til hensigt at regulere kundeforholdet mellem forsikringsselskab og arbejdsgiver. Forslaget vil f.eks. ikke være til hinder for, at forsikringsselskabet rejser et erstatningskrav over for arbejdsgiveren efter de almindelige aftaleretlige- og formueretlige regler, hvis den manglende forsikring f.eks. skyldes, at arbejdsgiveren har givet forsikringsselskabet urigtige oplysninger.

Det foreslås som § 49 b, stk. 7, at har en arbejdsgiver undladt at opfylde sin sikringspligt efter § 48, stk. 1, og § 49 a, stk. 2, varetager Forsikring & Pension opgaverne efter stk. 1, 2, og 5, mens Arbejdsmarkedets Erhvervssikring varetager opgaven efter stk. 6. § 52 finder tilsvarende anvendelse i forhold til de samlede udgifter som følge af Forsikring & Pensions opgaver efter stk. 1, 2, og 5, samt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings opgave efter stk. 6

Det foreslåede vil betyde, at det sikres, at tilskadekomne ikke stilles erstatningsmæssigt ringere som følge af, at arbejdsgiveren ikke har tegnet hverken sædvanlig arbejdsulykkesforsikring eller voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2. Hvis Forsikring & Pension konstaterer, at en uforsikret arbejdsgiver er omfattet af forsikringspligten i § 49 a, stk. 2, skal Forsikring & Pension træffe afgørelse herom og udmåle en eventuel erstatning og godtgørelse. Forsikring & Pension kan til brug herfor indhente relevante oplysninger om den anerkendte arbejdsulykke og eventuelt tilkendt erstatning og godtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, herunder lægelige og økonomiske oplysninger om tilskadekomne, fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikring & Pension sender sin afgørelse med erstatningsudmålingen efter § 49 b, stk. 1, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter vil udbetale den udmålte erstatning til den tilskadekomne. Arbejdsgiveren skal, i lighed med det, som gælder for arbejdsgiveren uden en arbejdsulykkesforsikring, refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Forsikring & Pensions udgifter hertil, medmindre Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, at der har foreligget sådanne undskyldelige omstændigheder, at arbejdsgiveren helt eller delvist bør fritages for betaling. I det omfang, at det skønnes rimeligt, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eftergive arbejdsgiveren beløbet. Udgifterne til de beløb, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke har kunnet få refunderet hos arbejdsgiveren, fordeles på alle arbejdsulykkesforsikringsselskaberne efter reglerne i arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, 2-4. pkt.

Efter de gældende regler i arbejdsskadesikringslovens § 53 hæfter forsikringsselskabet, selvom det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger om forsikringsansvarets art og omfang, når forsikringsselskabet har overtaget en sikringspligtig arbejdsgivers eller selvstændige erhvervsdrivendes risiko, jf. § 50 i arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås, at der i § 53 efter »risiko, jf.«: indsættes »§ 49 a, stk. 2, og«.

Forslaget vil betyde, at forsikringsselskabet i overensstemmelse med gældende praksis på arbejdsskadeområdet også hæfter for alle de ansatte, som er i målgruppen for den foreslåede ordning efter § 49 a, stk. 2, dvs. i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har pligt til at tegne voldsskadeforsikring for ansatte, som er i særlig risiko for at blive udsat for voldelige hændelser på arbejdspladsen fra personer, der drages omsorg for. Det vil således være op til forsikringsselskabet at sikre, at forsikringen omfatter den relevante målgruppe.

Det fremgår af den gældende § 70 a, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven, at bestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.

Det foreslås i forslaget, at § 70 a, stk. 5, nyaffattes, så det vil fremgå af bestemmelsen, at bestyrelsen beslutter rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.

Med forslaget vil sprogbrugen blive moderniseret, så sprogbrugen mere er i overensstemmelse med sprogbrugen på pensions- og forsikringsområdet. Den moderniserede sprogbrug vil gøre det mere klart, hvad kravene er til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelse i forhold til fastsættelse af rammer for valuta- og renterisiko. Finanstilsynet fører tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bestyrelses overholdelse af de i loven fastsatte investeringsregler. Bestyrelsens rammer vedrørende valuta- og renterisiko er således uændret underlagt dette tilsyn. Med moderniseringen af sprogbrugen vil der således ikke blive ændret på gældende praksis.

Efter den foreslåede § 49 b, stk. 5, i lovforslagets § 1, nr. 53, skal forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver træffe afgørelse om, hvorvidt en arbejdsgiver er omfattet af den foreslåede sikringspligt for visse arbejdsgivere mod voldsomme hændelser på arbejdspladsen efter § 49 a, stk. 2, hvis en arbejdsgiver, som ikke er selvforsikret, jf. § 49 a, stk. 3, har undladt at tegne forsikring. Forsikringsselskabets eller den selvforsikrede enheds afgørelse om arbejdsgivers forsikringspligt kan påklages til Arbejdstilsynet af arbejdsgiveren eller den tilskadekomne senest 4 uger efter, at de har modtaget meddelelse om afgørelsen.

Efter § 82, stk. 1 og 2, i arbejdsskadesikringsloven kan en sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring, eller som undlader at holde forsikringen i kraft, straffes med bøde.

Det foreslås, at det i § 82, stk. 1 og stk. 2, som 2. pkt. indsættes, at det gælder dog ikke ved sikringspligt efter § 49 a, stk. 2.

Forslaget vil betyde, at hvis forsikringsselskabet, den selvforsikrede enhed eller Arbejdstilsynet efter klagen konstaterer, at en forsikringspligtig arbejdsgiver, som ikke er selvforsikret, ikke har tegnet forsikring efter § 49 a, stk. 2, eller har undladt at vedligeholde en sådan forsikring, vil arbejdsgiveren ikke kunne politianmeldes eller idømmes bøde for den manglende overholdelse af forsikringspligten.

Arbejdsgiveren er forpligtet til at tegne voldsskadeforsikringen som en udvidet del af arbejdsulykkesforsikringen i samme forsikringsselskab, hvor arbejdsgiveren har sin lovpligtige arbejdsulykkesforsikring, jf. den foreslåede § 49 a, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 53. Arbejdsgiverens arbejdsulykkesforsikringsselskab vil derfor kunne sikre sig, at forsikringspligtige arbejdsgivere, som har tegnet en arbejdsulykkesforsikring hos selskabet, også har tegnet en supplerende voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2. På den baggrund vurderes det ikke nødvendigt at bødepålægge arbejdsgiveren for manglende overholdelse af forsikringspligten efter § 49 a, stk. 2. Hvis den forsikringspligtige arbejdsgiver hverken har tegnet en arbejdsulykkesforsikring, jf. § 48, stk. 1, eller voldsskadeforsikring efter § 49 a, stk. 2, kan arbejdsgiveren pålægges bøde for forsømmelse af pligten til at tegne en arbejdsulykkesforsikring efter arbejdsskadesikringslovens § 82, stk. 1.

Det fremgår af den gældende § 82, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. kapitel 7, straffes med bøde. Fristerne for rettidig anmeldelse af arbejdsskader fremgår af lovens § 31.

Arbejdsgivere, der ikke medvirker ved sagsoplysningen, straffes efter de gældende regler med bødestørrelse på 5.000 kr for førstegangsforseelser og det dobbelte ved andengangsforseelser. Ved yderligere gentagelser kan bødestørrelsen yderligere forhøjes. Bødestørrelsen for manglende anmeldelse af en indtruffen arbejdsskade er efter gældende regler 2.500 kr.

Det foreslås, at § 82, stk. 3, nyaffattes, således at en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsulykke, straffes med bøde.

Den foreslåede bestemmelse har ikke til hensigt at ændre på den gældende regel om, at en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en arbejdsulykke, straffes med bøde. Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af forslaget til et nyt § 37, stk. 4, i § 1, nr. 41, hvorefter den del af § 82, stk. 3, der vedrører medvirken til sagsoplysning, udskilles i et nyt stk. 4.

Forslaget indebærer ingen indholdsmæssige ændringer for så vidt angår arbejdsgivere, der ikke anmelder en arbejdsulykke rettidigt, og det nuværende bødeniveau foreslås opretholdt.

Reglen om straf for manglende medvirken til sagsoplysning foreslås flyttet til et nyt stk. 4, og foreslås udvidet til også at gælde for offentlige myndigheder og andre professionelle aktører, herunder læger, sygehuse og institutter jf. forslagets § 1, nr. 58.

Det fremgår af den gældende § 82, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, at en sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. kapitel 7, straffes med bøde. Fristerne for rettidig anmeldelse af arbejdsskader fremgår af lovens § 31.

Det foreslås, at der i § 82 indsættes et nyt stk. 4, hvorefter sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke senest 14 dage efter, at en rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3, 4. pkt., straffes med bøde.

Dermed udskilles bestemmelsen om bødestraf for manglende medvirken til sagsoplysning fra stk. 3 til et nyt selvstændigt stk. 4, og udvides til også at gælde for offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade. Samtidig afgrænses muligheden for bødestraf til de situationer, hvor der ikke medvirkes med eksisterende oplysninger.

Det foreslås, at bødestraf alene vil være muligt i de tilfælde, hvor en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. ikke medvirker til sagsoplysningen i henhold til den nye bestemmelse i § 37, stk. 3, 4. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 41. Med forslaget til § 37, stk. 3, 1. og 2. pkt., vil sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder læger, sygehuse og institutter, senest 14 dage efter at en anmodning om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen er kommet frem, enten skulle afgive oplysninger, som de er i besiddelse af, eller – hvis aktøren ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger – give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen orientering herom. Hvis fristen ikke overholdes, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen sende en rykkerskrivelse for oplysningerne og oplyse om risikoen for bødestraf, jf. den foreslåede § 82, stk. 4. Oplysningerne efter 1. pkt. eller orienteringen efter 2. pkt., skal herefter afgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen senest 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem, jf. forslaget til den nye bestemmelse i § 37, stk. 3, 4. pkt.

Det betyder, at hvis aktøren inden for fristen for rykkerskrivelsen fremsender de oplysninger, som vedkommende er i besiddelse af, eller orienterer om, at de ikke er i besiddelse af oplysningerne, anses aktøren for at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til medvirken til sagsoplysningen, og kan således ikke pålægges bødestraf, jf. forslaget til § 84, stk. 4. Modsætningsvist vil vedkommende kunne idømmes bødestraf, hvis vedkommende helt undlader at svare Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for fristen efter rykkerskrivelsen. Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen vil oplyse om muligheden for at ifalde bødestraf, hvis aktøren ikke medvirker til sagens oplysninger, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen anmoder om oplysninger. I rykkerskrivelsen skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen oplyse, at manglende medvirken til sagsoplysning inden for fristen straffes med bøde.

Med forslaget til § 82, stk. 4, oversendes sagen først til politiet med henblik på indledning af straffesag, hvis aktøren, til trods for rykkerskrivelsen, fortsat ikke medvirker til sagens oplysning inden for fristen. Hvis aktøren oplyser, at det ikke er muligt at besvare anmodningen om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for fristen, fordi vedkommende f.eks. har behov for mere tid for at rekvirere de efterspurgte oplysninger, forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen konkret kan disponere over fristen, og forlænge fristen med rimelig tid efter de konkrete omstændigheder. Fristen kan også udsættes, hvis f.eks. ferie eller it-problemer er årsag til, at anmodningen ikke kan imødekommes inden for fristen. En anmodning om fristudsættelse skal således begrundes, før den kan imødekommes. Fristen kan således kun udsættes, hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen finder konkret anledning til det, og hvis den yderligere frist ikke overholdes, kan der pålægges bødestraf. Strafansvaret efter den foreslåede bestemmelse forudsætter således, at aktøren ikke medvirker til sagens oplysning.

Som følge af forslaget vil alene professionelle aktører som en sikringspligtig arbejdsgiver, offentlig myndighed eller læge m.v. kunne pålægges bødestraf for overtrædelse af sagsoplysningspligten. Derimod vil bestemmelsen ikke medføre, at tilskadekomne og deres eventuelle repræsentant kan ifalde strafansvar. Vidner kan heller ikke straffes efter bestemmelsen.

Bestemmelsen om bødestraf gælder derudover alene i forhold til afgivelse af oplysninger, som arbejdsgivere, offentlige myndigheder og læger m.v. allerede er i besiddelse af. For så vidt angår kommunerne vil det f.eks. kunne være akter om tilskadekomnes kommunale sygedagpenge- eller beskæftigelsessag. For så vidt angår sygehuse, læger eller andre sundhedsinstanser vil det f.eks. kunne være helbredsoplysninger i journaler. forslaget om bødestraf gælder ikke i forhold til oplysninger, som først skal indhentes eller udarbejdes på foranledning af en anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen. Det vil f.eks. kunne være speciallægeerklæringer og funktionsattester.

Ofte indhenter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen oplysninger fra arbejdsgivere ved hjælp af spørgeskemabesvarelser, og det forudsættes, at det kun er arbejdsgivere, der slet ikke besvarer anmodningen om oplysninger, der kan straffes efter den foreslåede bestemmelse. Hvis arbejdsgiverens svar på spørgeskemaet er ufuldstændigt, f.eks. hvis ikke alle spørgsmål er besvaret, må det antages, at vedkommende har afgivet de oplysninger, som de er i besiddelse af. Hvis spørgsmålet, der ikke er blevet besvaret, efter en konkret vurdering findes at være af afgørende betydning for sagen, må Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen fremsende en ny anmodning om at afgive oplysninger, hvor der kun efterspørges svar på det udestående spørgsmål, der ikke tidligere er besvaret.

Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse forudsætter derfor, at den professionelle aktør, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., ikke medvirker til at oplyse sagen ved ikke at svare på anmodningen om at afgive oplysninger. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen skal ikke foretage anmeldelse til politiet, hvis der er bevismæssig tvivl om, hvorvidt alle oplysninger er fremsendt, eller hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen modtager supplerende oplysninger efter fristen er udløbet. Straf vil dog ikke kunne idømmes, før aktøren har modtaget en rykkerskrivelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen med en frist på 14 dage, og aktøren fortsat ikke besvarer anmodningen, jf. den foreslåede stk. 3, 2. pkt.

Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen fortsat ikke har modtaget oplysningerne inden 14 dage efter, at rykkerskrivelsen er kommet frem, vil de som udgangspunkt skulle sende sagen til politiet med henblik på indledning af en straffesag. .

Politiets behandling af sagen vil ske efter de almindelige regler herom i retsplejeloven. Hvis politiet kommer frem til, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen har sendt anmodningen til en aktør, som ikke er i besiddelse af de ønskede oplysninger, vil aktøren ikke kunne straffes med bøde.

Bøden bør som udgangspunkt udmåles til 5.000 kr. i førstegangstilfælde og til det dobbelte i andengangstilfælde. Ved yderligere overtrædelse kan bøden forhøjes med som udgangspunkt yderligere 5.000 kr pr. overtrædelse. Det foreslåede bødeniveau vil svare til det nuværende bødeniveau efter arbejdsskadesikringsloven.

Udmåling af bødestraf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bødeniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen, kan undlade at anmelde sagen til politiet, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Dette vil f.eks. være i tilfælde, hvor aktøren oplyser, at det ikke er muligt at besvare anmodningen om oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen inden for fristen, fordi vedkommende f.eks. har behov for mere tid for at rekvirere de efterspurgte oplysninger. I så fald vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen efter en konkret vurdering kunne forlænge fristen med rimelig tid efter de konkrete omstændigheder. Fristen vil f.eks. også kunne udsættes, hvis f.eks. ferie eller it-problemer er årsag til, at anmodningen ikke kan imødekommes inden for fristen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen vil ligeledes kunne undlade at sende sagen til politiet, hvis de vurderer, at sagen ikke kan oplyses tilstrækkeligt, eller hvis pligtsubjektet i den foreslåede § 82, stk. 4, er under konkurs. Endvidere vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen i særlige tilfælde kunne undlade at videregive sagen, hvis der er tale om en udenlandsk aktør, hvor kontakt med vedkommende ikke er muligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til afsnit 3.9. og § 1, nr. 42 og 57.

Det følger af den gældende § 82 a, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at ved overtrædelse af § 82 kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fik beføjelse til at udstede bødeforelæg over for arbejdsgivere ved manglende medvirken til sagsoplysning er i 2016 blevet overført fra Arbejdsskadestyrelsen sammen med den øvrige sagsbehandling af arbejdsskadesager. Arbejdsskadestyrelsen fik beføjelse tilat udstede bødeforelæggene ved lov nr. 443 af 23. maj 2012. Inden da fulgte det allerede af den daværende bestemmelse i § 82, at arbejdsgivere, som ikke medvirkede til sagsoplysningen, kunne straffes med bøde. Når Arbejdsskadestyrelsen fik kendskab til en mulig overtrædelse af § 82, foretog Arbejdsskadestyrelsen en indledende sagsbehandling for at klarlægge sagens faktiske oplysninger på baggrund af de oplysninger, der var modtaget. Når denne indledende sagsbehandling var afsluttet, og det fremgik, at der var tale om et strafbart forhold efter § 82, foretog Arbejdsskadestyrelsen politianmeldelse. Politiet efterforskede herefter sagen og vurderede, om der var grundlag for at rejse straffesag eller om sagen skulle afsluttes med et udenretligt bødeforelæg. Det var kun ganske få sager, der endte ved domstolene. Derfor fandt Beskæftigelsesministeriet, at det i langt de fleste situationer var unødvendigt at gennemføre en politisag, når de faktiske forhold var klarlagt ved Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling. Da bødesagerne efter arbejdsskadesikringsloven i langt de fleste situationer var ukomplicerede sager, som Arbejdsskadestyrelsen allerede foretog en sagsbehandling af for at afklare de faktiske forhold, fandt Beskæftigelsesministeriet, at de fleste sager uden retssikkerhedsmæssige betænkeligheder kunne afsluttes med, at Arbejdsskadestyrelsen udfærdigede et administrativt bødeforelæg mod den pågældende.

Det foreslås, at § 82 a, stk. 1, ændres således, at bestemmelsens henvisning til § 82 ændres, så der i stedet henvises til § 82, stk. 1-3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at udstede et administrativt bødeforelæg vil dermed fortsat gælde i forhold til arbejdsgivere, der undlader at tegne forsikring eller tilslutte sig Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og arbejdsgivere, der undlader at holde forsikringen i kraft eller betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og arbejdsgivere, der ikke rettidigt anmelder en arbejdsskade.

Derimod vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at udstede administrative bødeforelæg ikke blive udvidet til også at gælde i forhold til den foreslåede nye bestemmelse i § 82, stk. 4. Ifølge forslaget til § 82, stk. 4, straffes sikringspligtige arbejdsgivere, offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., der ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt arbejdsskade, jf. § 37, stk. 3, 4. pkt., med bøde. Endvidere kan Ankestyrelsen fortsat ikke udstede administrative bødeforlæg.

Baggrunden for forslaget om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke gives mulighed for at udstede et bødeforelæg efter den foreslåede § 82, stk. 4, er, at det vurderes at være en uhensigtsmæssig udvidelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings nuværende kompetence til at udstede administrative bødeforlæg. Efter den gældende § 82, stk. 3, er det alene en sikringspligtig arbejdsgiver, der kan straffes med bøde ved manglende medvirken til sagsoplysningen. Med forslaget til den nye § 82, stk. 4, vil offentlige myndigheder, og andre professionelle aktører, herunder sygehuse, institutter og behandlende læger m.v., som noget nyt også kunne straffes med bøde ved manglende medvirken til sagsoplysningen. Det vurderes derfor mest hensigtsmæssigt, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 82, stk. 4, i stedet vil skulle anmelde sagerne til politiet med henblik på, at politiet indleder en straffesag mod den pågældende. Politiets behandling af sagen vil ske efter de almindelige regler herom i retsplejeloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 41, 57 og 58.

Det fremgår af gældende lovs § 40, stk. 1, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse i alle spørgsmål efter arbejdsskadesikringsloven, medmindre andet er fastsat. Det drejer sig f.eks. om spørgsmålet om, hvorvidt en anmeldt arbejdsskade kan anerkendes eller skal afvises, og for de anerkendte arbejdsskadesager tillige om erstatning og godtgørelse m.v. til tilskadekomne eller efterladte, jf. lovens § 11.

Det foreslås i § 84 a, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der gennemføres forsøg, hvorefter der delegeres afgørelseskompetence til udvalgte forsikringsselskaber for så vidt angår afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykker, jf. § 40, stk. 1.

Forsøgsordningen vil have til formål at afdække effekterne af, at forsikringsselskaberne tildeles øget kompetence i sager om arbejdsulykker. Forsøget skal bl.a. afdække, om sagsbehandlingstiderne kan forkortes samtidig med, at kvaliteten af sagsbehandlingen og tilskadekomnes retssikkerhed bevares.

Når et forsikringsselskab, der indgår i forsøget, har truffet en afgørelse om, at en arbejdsulykke er anerkendt, vil forsikringsselskabet kun skulle sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når de vurderer, at tilskadekomne eller efterladte vil kunne have ret til erstatning eller godtgørelse, eller når tilskadekomne eller efterladte anmoder om det. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil herefter viderebehandle sagen med henblik på afgørelse om tilskadekomnes eller efterladtes ret til erstatning eller godtgørelse. Der vil blive fastsat nærmere regler om forsikringsselskabernes pligt til at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget.

Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil få tillagt kompetence til at foretage de retlige og lægefaglige vurderinger, der skal foretages med henblik på en afgørelse af, om en ulykke kan anerkendes som arbejdsulykke, og træffe afgørelse herom. Det drejer sig om den juridiske vurdering af, om tilskadekomne vil være berettiget efter arbejdsskadesikringsloven på skadestidspunktet, jf. lovens §§ 2-4. Det vil videre drejer sig om den juridiske og lægefaglige vurdering af, om pågældende har været udsat for en hændelse eller påvirkning på arbejdet, der har medført en personskade efter lovens §§ 5 og 6.

Forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, vil fortsat kunne behandle krav om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler m.v. efter § 15, uden at træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet og uden at sende sagerne til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Viser det sig efterfølgende, at tilskadekomne har pådraget sig et varigt mén eller et tab af erhvervsevne som følge af ulykken, vil forsikringsselskabet skulle træffe afgørelse om anerkendelse eller afvisning af sagen i den forbindelse. Anerkender forsikringsselskabet sagen, vil forsikringsselskabet skulle sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på vurdering af erstatning eller godtgørelse. Afviser forsikringsselskabet sagen, vil selskabet kun skulle sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis tilskadekomne anmoder om det.

I de sager, der sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på erstatning m.v., forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke vil skulle indlede en behandling for at vurdere, hvorvidt forsikringsselskabets afgørelse er korrekt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil dog have mulighed for på baggrund af den modtagne afgørelse og grundlaget for afgørelsen af egen drift at beslutte, at der vil være grundlag for at træffe en fornyet afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. Vurderer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at forsikringsselskabets afgørelse ikke er korrekt, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog være forpligtet til at træffe en fornyet afgørelse med et korrekt udfald. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne om klageadgang i arbejdsskadesikringslovens kapitel 8.

Modtager et forsikringsselskab, der indgår i forsøget, anmeldelser af erhvervssygdomme eller af ulykker, hvor forsikringsselskabet ikke er rette arbejdsulykkesselskab, vil forsikringsselskabet ikke skulle træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet, men vil skulle sende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller rette forsikringsselskab efter sædvanlig praksis for sådanne situationer. Er der tale om en anmeldelse, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en erhvervssygdom, vil forsikringsselskabet skulle sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det skyldes, at forsikringsselskaberne ikke vil få kompetence til at vurdere erhvervssygdomme.

Private arbejdsgivere vil efter forslaget til § 49 a, stk. 3, skulle overføre risikoen efter § 49 a, stk. 1, for erstatning og godtgørelse som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, der drages omsorg for, mod ansatte, til samme forsikringsselskab, som forsikrer arbejdsgiveren mod ulykker, jf. § 50.

Det foreslåede forsøg omfatter ikke administrationen af sager efter den foreslåede voldsskadeforsikring.

Der vil kunne fastsættes nærmere regler om samspillet mellem arbejdsulykkesforsikringsselskabet og voldsskadeforsikringsselskabet, herunder sagsgangen mellem selskaberne og udveksling af oplysninger, i den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget.

Forsikringsselskaberne vil tillige skulle vurdere, hvorvidt en ulykke er korrekt anmeldt inden for anmeldefristen, og om kravet efter arbejdsskadesikringsloven er forældet, jf. lovens kapitel 7.

I den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget, forudsættes det, at der vil blive fastsat regler om, hvilke oplysninger forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, kan indhente som led i behandlingen af de anmeldte sager og hvilke oplysninger, forsikringsselskabet skal sende til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når forsikringsselskabet sender sagen.

Forslaget forudsætter, at forsikringsselskaberne kan indhente oplysninger uden samtykke i medfør af § 7, stk. 1, i databeskyttelsesloven, jf. artikel 9, stk. 2, litra f, i databeskyttelsesforordningen.

Forslaget forudsætter videre, at reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven vil gælde for forsikringsselskabernes behandling af sager i forsøget, herunder at forsikringsselskaberne vil skulle overholde de forvaltningsretlige krav, der i dag gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det vil især dreje sig om pligten til at foretage partshøring m.v. af tilskadekomne eller efterladte forud for afgørelsen om anerkendelse eller afvisning efter reglerne i kapitel 5 i forvaltningsloven, pligten til at begrunde afgørelsen efter reglerne i kapitel 6 i forvaltningsloven. Forsikringsselskaberne vil som led i deres behandling af sagerne skulle underrette tilskadekomne om, at forsikringsselskabets afgørelse kan sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse efter § 40, stk. 1. Denne underretning vil i forsøget træde i stedet for forpligtelsen til at meddele klagevejledning efter forvaltningslovens kapitel 7.

Videre forudsættes, at reglerne om inhabilitet, jf. kapitel 2 i forvaltningsloven, og tavshedspligt, jf. kapitel 8 i forvaltningsloven og § 152 a i straffeloven også vil skulle gælde for medarbejderne i de forsikringsselskaber, der indgår i forsøget.

Forsikringsselskaberne vil være forpligtet til at administrere sagerne efter de samme retlige rammer som gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvilket bl.a. vil indebære, at forsikringsselskaberne også vil være forpligtet til at orientere kommunerne om afgørelserne, da afgørelserne har betydning for muligheden for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge på grund af en verserende arbejdsskadesag.

Det nærmere indhold og rammerne for et konkret forsøg vil skulle tilrettelægges med inddragelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsbranchen og arbejdsmarkedets parter og udmøntes i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen forudsættes således at indeholde nærmere definerede udvælgelseskriterier for de forsikringsselskaber, der udvælges til at indgå i forsøget. Bekendtgørelsen vil tillige præcisere afgrænsningen af, hvilke sager der skal indgå i forsøget, herunder i forhold til de sager, som forsikringsselskaberne allerede med de gældende regler ikke oversender til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, samt i forhold til den tidsmæssige afgrænsning i forhold til sager, der verserer når forsøget starter og slutter. Bekendtgørelsen vil ligeledes skulle fastsætte de nærmere regler for sagsbehandlingen i de forsikringsselskaber, der indgår i forsøget, og i den forbindelse, at forsikringsselskaberne vil kunne tage stilling til både juridiske og lægefaglige spørgsmål, der har betydning for afgørelsen af, om en anmeldt ulykke vil kunne anerkendes som arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringsloven, forsikringsselskabernes ret til at indhente nødvendige oplysninger, forvaltningsretlige krav m.v. Endvidere vil bekendtgørelsen skulle indeholde en evalueringsforpligtelse. Evalueringen vil skulle anvendes til at overveje, om der skal sættes nye forsøg i gang, eller om der skal etableres en permanent ordning med inspiration fra forsøget, og herunder vil de kvalitets- og retssikkerhedsmæssige konsekvenser af forsøget skulle afdækkes.

Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 941 af 21. juni 2022 om anmeldelse af arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven, der bl.a. indeholder nærmere regler om forsikringsselskabernes pligter i forhold til anmeldte sager om arbejdsulykker, vil blive opdateret i overensstemmelse med nærværende forslag og om nødvendigt de nærmere regler om det konkrete forsøget.

Det forudsættes, at Beskæftigelsesministeriet vil føre tilsyn med forsikringsselskabernes administration af sagerne om anerkendelse af ulykker under forsøget. Det forudsættes, at tilsynet varetages af Arbejdstilsynet på baggrund af bistand og oplysninger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Rammerne for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings bistand m.v. forudsættes at blive fastsat i den bekendtgørelse, der skal udmønte forsøget. Det finansielle tilsyn med forsikringsselskaberne vil påhvile Finanstilsynet. Det vil også gælde for de forsikringsselskaber, der indgår i forsøget.

Forsikringsselskaberne, der indgår i forsøget, vil ikke få kompetence til at træffe afgørelse om dispensation fra anmeldelsesfristen, da der vil indgå en vurdering og afgørelse af tilskadekomnes ret til erstatning eller godtgørelse i denne vurdering. Forsikringsselskaberne vil derfor skulle sende anmeldelser af ulykker, der er anmeldt for sent, til behandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som herefter vil behandle sagerne på sædvanlig vis.

Forslaget indebærer, at de retsvirkninger, som vil følge af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, hvorvidt en anmeldt ulykke er anerkendt som en arbejdsulykke, tilsvarende vil gælde for en afgørelse herom truffet af et forsikringsselskab, der indgår i forsøget forudsat, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke på tilskadekomnes anmodning eller af egen drift vil træffer afgørelse af anerkendelsesspørgsmålet. Det vil gælde både for en række retsvirkninger for tilskadekomne og for forsikringsselskabet selv.

Afgørelsen om, at en arbejdsulykke er anerkendt, vil således berettige tilskadekomne eller efterladte til erstatning og godtgørelse, hvis den anerkendte arbejdsulykke vil kunne medføre ret til erstatning eller godtgørelse. Det betyder, at forsikringsselskabet i en sag, hvor det vurderer, at der vil være erstatningsberettigende følger i form af et varigt mén eller tab af erhvervsevne samt erstatning m.v. til efterladte, vil skulle sende deres afgørelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Herefter vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandle sagen og træffe afgørelserne om erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller efterladte. Når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet disse afgørelser, vil forsikringsselskabet udbetale erstatning eller godtgørelse.

Det foreslåede vil forudsætte, at regler i arbejdsskadesikringsloven om frister for genoptagelse og forældelse i forhold til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser om anerkendelsesspørgsmål tilsvarende vil skulle regnes fra forsikringsselskabets afgørelse. Det vil dog ikke gælde i de tilfælde, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil træffe en ny afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet. I de tilfælde vil fristen skulle regnes fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

Forslaget forudsætter, at forsikringsselskabet vil skulle behandle anmodninger om genoptagelse i de tilfælde, hvor selskabet har afvist en sag, og hvor en sag ikke er oversendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle vurdere genoptagelsesanmodningen i alle tilfælde, hvor sagen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, uanset om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil skulle se på anerkendelsesspørgsmålet eller alene vil skulle forholde sig til tilskadekomnes ret til godtgørelse eller erstatning. Dette vil sikre, at sagen ikke vil versere i selskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring samtidig med risiko for modstridende afgørelser.

I forhold til afgørelsernes betydning for muligheden for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge på grund af en verserende arbejdsskadesag, vil forsikringsselskabets afgørelse tilsvarende have retsvirkning som en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det foreslåede forudsætter, at der ikke vil være hjemmel til at forlænge sygedagpengeudbetalingen efter § 27, stk. 1, nr. 6, i sygedagpengeloven, såfremt forsikringsselskabet har truffet afgørelse om afvisning af ulykken som en arbejdsskade. Det vil også gælde, selvom tilskadekomne anmoder om, at sagen oversendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet.

Træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykken som en arbejdsskade, eller ophæver Ankestyrelsen Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afvisning af ulykken som en arbejdsskade og hjemviser sagen til fornyet behandling hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (anerkendelsesafgørelsen), vil kommunen skulle genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet. Er tilskadekomne omfattet af en af de øvrige forlængelsesbestemmelser i § 27, stk. 1, i sygedagpengeloven, vil sygedagpengeudbetalingen dog kunne forlænges efter den relevante bestemmelse.

Det foreslåede forudsætter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelseskompetence efter § 40, stk. 1, opretholdes, og at tilskadekomne ved forsøget vil bevare muligheden for at få sagen forelagt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til afgørelse. Herved vil retssikkerheden for tilskadekomne eller efterladte blive opretholdt ved forsøget. Dette vil gælde for de sager, som forsikringsselskabet ikke i øvrigt er forpligtet til at sende til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på afgørelse om erstatning m.v. Det forudsættes, at der i bekendtgørelsen, der skal udmønte forsøget fastsættes en frist for tilskadekomne eller efterladte til at anmode om, at sagen sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Denne frist vil kunne være 4 uger. Det svarer til den gældende frist for at klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser til Ankestyrelsen.

Det foreslåede indebærer, at overholder tilskadekomne eller efterladte ikke den foreslåede frist for at anmode forsikringsselskabet om at sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, vil forsikringsselskabets afgørelse være endelig. Sagen vil dermed kun kunne genoptages, hvis betingelserne for genoptagelse er opfyldte, herunder genoptagelsesfristen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse vil efter lovens § 44 som hidtil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Forslaget vil således ikke ændre på tilskadekomnes og arbejdsgiverens adgang til at klage til Ankestyrelsen.

Hvis tilskadekomne anmoder om at få sagen sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forudsættes det, at forsikringsselskabet vil få mulighed for at revurdere sin trufne afgørelse indenfor 4 uger efter udløbet af klagefristen. Indebærer revurderingen, at forsikringsselskabet vil kunne anerkende den anmeldte arbejdsulykke, skal forsikringsselskabet sende en ny afgørelse herom. Tilskadekomne vil herefter inden for en frist på 4 uger kunne anmode om, at denne afgørelse sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forsikringsselskabet vil skulle sende sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis forsikringsselskabet vil fastholde den oprindeligt trufne afgørelse, hvis forsikringsselskabet ikke vil kunne revurdere sagen inden 4 uger, eller når tilskadekomne fortsat ønsker efter den nye afgørelse at få sagen sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Det forudsættes, at forsikringsselskabet vil skulle sende afgørelsen og sagens akter til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden for en frist på 4 uger. Dette vil svare til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings frist for at sende afgørelsen til Ankestyrelsen i § 9 i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse nr. 1271 af 28. november 2019 om klage over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelser.

Sendes sagen til afgørelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings indebærer det foreslåede, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse vil træde i stedet for forsikringsselskabets afgørelse. Det vil gælde alle retsvirkninger og både retsvirkninger for tilskadekomne og for forsikringsselskabet selv, jf. dog nedenstående om sygedagpenge.

Det er således Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, der vil kunne genoptages eller kunne indbringes for Ankestyrelsen. Genoptagelsesfristen vil således blive regnet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet afgørelse i sager, hvor forsikringsselskabet også har truffet afgørelse.

Forældelsesfristen vil også blive regnet også fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

I forhold til afgørelsernes betydning for muligheden for at få forlænget udbetalingen af sygedagpenge på grund af en verserende arbejdsskadesag, vil en afgørelse om anerkendelse af arbejdsulykken som en arbejdsskade fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, indebære, at kommunen vil skulle genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet. Såfremt Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om afvisning af ulykken som en arbejdsskade, vil forsikringsselskabets afgørelse fortsat være afgørende for vurderingen af ophør af udbetaling af sygedagpenge, og kommunen vil således i sådanne situationer ikke skulle genoptage afgørelsen om ophør af udbetalingen af sygedagpenge. I forhold til reglerne om sygedagpenge henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 3.8.2.

På arbejdsskadeområdet findes en række hovedlove, der er ophævet med bemærkning om, at de fortsat anvendes for så vidt angår de arbejdsskader, der er indtruffet, inden de pågældende love blev ophævet.

De løbende erstatninger, der er eller bliver fastsat efter disse love, reguleres efter § 86 i arbejdsskadesikringsloven. Bestemmelsen sikrer en regulering af erstatning til personer, der er eller bliver berettigede efter tidligere lovgivning, på samme måde som løbende erstatninger, der fastsættes efter gældende lov.

Der er i § 86 fastsat en regulering af disse erstatninger på baggrund af et grundniveau i 2003-niveau.

Forslaget til § 24, stk. 10, indebærer sammen med ændringerne af § 18 og 19, at der indføres et nyt grundniveau i 2024-niveau.

På denne baggrund er det nødvendigt at opdatere reguleringerne af de løbende erstatninger efter de tidligere lovgivninger. Der er tale om tekniske reguleringer, hvor reguleringerne fremover vil ske på baggrund af et grundniveau i 2024-niveau. De foreslåede reguleringer vil ikke have betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »1.591,2« til: »2.636,6« i § 86, stk. 1.

Forslaget indebærer, at løbende rente efter ulykkesforsikringsloven, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »341,5« til: »565,9« i § 86, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at »130,9« ændres til: »216,9« i § 86, stk. 3.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 1993 og den 30. januar 1995. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »125,4« til: »207,8« i § 86, stk. 4.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 31. januar 1995 og den 31. december 2003. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at der i § 86 indsættes som nyt stk. 5:

»Stk. 5. Løbende ydelse for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december 2023 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 165,7 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.«.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december 2023. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »1-4« til: »1-5« i § 86, stk. 5, der bliver stk. 6, og i stk. 6, der bliver stk. 7.

Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 65, indsættes et nyt stk. 5 i § 86.

Det foreslås, at ændre »1-5« til: »1-6« i § 86, stk. 7, der bliver stk. 8.

Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 1, nr. 65, indsættes et nyt stk. 5 i § 86.

Efter § 1, stk. 1, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver, der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten for følgerne heraf efter denne lov.

Det foreslås, at i § 1, stk. 2, nr. 4, i lov erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. ændres »nr. 1, litra b,” til: »stk. 1, nr. 2,”.

Forslaget medfører, at der henvises til den gældende bestemmelse i lov om hjemmeværnet. Forslaget indebærer ingen indholdsmæssige ændringer, da der er tale om opdatering af en lovhenvisning, således at det præciseres, at lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige som hidtil blandt andet omfatter frivillige i Hjemmeværnet. Personel, der er ansat til tjeneste i Hjemmeværnet, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Efter § 1 i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. er enhver, der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, berettiget til erstatning fra staten efter loven for følgerne heraf.

Hvis det viser sig, at den anmeldte skade ikke er omfattet af § 1 i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse herom, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt. For sager, der behandles som ulykker, træffes afgørelsen senest 3 måneder efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget anmeldelsen, og for sager, der behandles som sygdomme, er fristen 6 måneder, jf. § 5, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Hvis tilskadekomne afgår ved døden efter skadens anmeldelse, finder fristerne i § 5, stk. 1, tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte om, at dødsfaldet ikke er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra underretningen om dødsfaldet til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 5, stk. 2.

Efter § 2, stk. 1, fastsættes erstatning m.v. efter § 1 efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring, medmindre andet følger af denne lov.

Efter § 6 skal der ved årslønsfastsættelsen for en indkaldt værnepligtig tages hensyn til den indtægt, tilskadekomne kunne forvente at opnå, såfremt han var blevet hjemsendt uden følger af ulykken eller sygdommen.

Bestemmelsen i § 6 er en særregel i forhold til fastsættelsen af årsløn efter arbejdsskadesikringsloven, idet årslønnen efter arbejdsskadesikringsloven fastsættes på baggrund af tilskadekomnes indtjening 12 måneder forud for skaden, jf. § 24, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås, at §§ 5 og 6 ophæves.

Forslaget betyder for så vidt angår ophævelsen af § 5, at de lovbestemte frister for behandling af sager efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., ophæves.

Formålet med forslaget er at give Arbejdsmarkedets Erhvervssikring større fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge sagsbehandlingen med henblik på at reducere sagsbehandlingstiden.

Det forudsættes samtidig, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper og retningslinjer opstiller mål for sagsbehandlingstider på arbejdsskadeområdet, herunder for sager der behandles efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring orienterer sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid

Desuden forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring underretter sagens parter, hvis den udmeldte forventede sagsbehandlingstid i en konkret sag ikke kan overholdes.

Forslaget om at ophæve § 5 i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. svarer til forslaget om at ophæve § 16 i lov om arbejdsskadesikring som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 5. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Den foreslåede ophævelse af særreglen § 6 vil indebære, at fastsættelsen af årslønnen vil være omfattet af reglen i § 2, stk. 1, i lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige, hvorefter erstatning m.v. efter § 1 i loven fastsættes efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring, medmindre andet følger af lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige. Forslaget betyder dermed, at årslønnen for værnepligtige fremover skal fastsættes på baggrund af den nye bestemmelse om fastsættelse af årsløn i § 24 i arbejdsskadesikringsloven.

Årslønnen for værnepligtige vil blive fastsat efter den nye hovedregel i § 24, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven, som det indtægtsår inden for de seneste 5 indtægtsår forud for arbejdsskadens indtræden, hvor indkomsten var højest eller efter en af bestemmelserne i § 24, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven.

Forslaget indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke længere vil skulle indhente oplysninger om tilskadekomnes indtjening efter værnepligten, hvis pågældende var blevet hjemsendt uden følger af ulykken eller sygdommen.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 28.

De løbende erstatninger, der er eller bliver fastsat efter tidligere love, reguleres efter § 8 i gældende lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. Bestemmelsen sikrer en regulering af erstatning til personer, der er eller bliver berettigede efter tidligere lovgivning, på samme måde som løbende erstatninger, der fastsættes efter gældende lov.

Der er i § 8 fastsat en regulering af disse erstatninger på baggrund af et grundniveau i 2003-niveau.

Forslaget til § 24, stk. 10, i arbejdsskadesikringsloven, som affattet ved § 1, nr. 28 i dette lovforslag, indebærer, at der indføres et nyt grundniveau i 2024-niveau i arbejdsskadesikringsloven. Dette nye grundniveau i 2024-niveau vil også få betydning for regulering af løbende erstatninger efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige, da erstatning m.v. fastsættes efter reglerne i lov om arbejdsskadesikring.

På denne baggrund er det nødvendigt at opdatere reguleringerne af de løbende erstatninger efter de tidligere lovgivninger. Der er tale om tekniske reguleringer, hvor reguleringerne fremover vil sker på baggrund af et grundniveau i 2024-niveau. De foreslåede reguleringer vil ikke have betydning for tilskadekomnes ret til erstatning eller størrelsen heraf.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »1.591,2« til: »2.636,6« i § 8, stk. 1.

Forslaget indebærer, at løbende rente efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 138 af 26. april 1968, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »341,5« til: »565,9« i § 8, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. april 1978 og den 31. december 1992. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at »130,9« ændres til: »216,9« i § 8, stk. 3.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 1993 og den 30. januar 1995. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »2004« til: »2024« og at ændre »125,4« til: »207,8« i § 8, stk. 4.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 31. januar 1995 og den 31. december 2003. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at der i § 8 indsættes som nyt stk. 5:

»Stk. 5. Løbende ydelse for skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december 2023 forhøjes fra den 1. januar 2024 til 165,7 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.«.

Forslaget indebærer, at løbende erstatning efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013, der er beregnet efter det gældende 2003-grundniveau, fra 1. januar 2024 vil blive beregnet og reguleret på grundlag af det nye 2024-grundniveau for så vidt angår skader indtruffet mellem den 1. januar 2004 og den 31. december 2023. Der er tale om en konsekvensændring som følge af det nye 2024-grundniveau.

Det foreslås, at ændre »1-4« til: »1-5« i § 8, stk. 5, der bliver stk. 6, og i stk. 6, der bliver stk. 7.

Der er tale om en konsekvensændring af, at der ved § 2, nr. 8, indsættes et nyt stk. 5 i § 8.

Efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats varetager jobcenteret beskæftigelsesindsatsen for målgrupperne i lovens § 6. Målgrupperne omfatter en række forsørgelsesydelsesmodtagere samt selvforsørgende ledige og unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.

For en nærmere beskrivelse af målgrupperne i lovens § 6 henvises til pkt. 3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter lovens § 7 omfatter loven tillige beskæftigede personer, der kan få en indsats efter reglerne i § 97, stk. 3, om den regionale uddannelsespulje, afsnit VII om indsatsen over for beskæftigede m.v. og afsnit VIII om understøttelse af indsatsen. Det omfatter bl.a. beskæftigede, som ansættes som voksenlærlinge, eller som deltager i jobrotationsprojekter.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 2, i lovens § 7 om, at loven tillige omfatter personer, som har ret til en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. i jobcenteret, jf. § 38 a.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 2, hvor der foreslås en ny bestemmelse § 38 a om samtalen.

Persongruppen for samtalen vil både kunne være personer i målgrupperne i § 6 i loven og personer, der ikke er omfattet af målgrupperne i lovens § 6 eller af persongruppen, som kan få en indsats, jf. lovens § 7. Det kan f.eks. både være personer, som modtager sygedagpenge eller en anden forsørgelsesydelse, som f.eks. selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og personer, som ikke modtager forsørgelsesydelser, og som ikke har ophold eller bopæl i Danmark.

Forslaget betyder, at personkredsen i lovens § 7, som kan få en indsats efter loven, udvides, således at den også vil omfatte personer, som har ret til en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. i jobcenteret i forbindelse med den nye uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 2.

Efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats holder jobcenteret jobsamtaler som led i et kontaktforløb med hovedparten af personerne i målgrupperne i lovens § 6. For sygedagpengemodtagere holdes der dog opfølgningssamtaler som led i sygedagpengeopfølgningen efter lov om sygedagpenge.

Jobcenteret kan endvidere give en række tilbud til personer i målgrupperne i § 6. Tilbuddene gives efter reglerne i lovens kapitel 11-14 og er: Tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud, tilbud om nytteindsats og tilbud om vejledning og opkvalificering. Det er i de enkelte kapitler fastsat, hvilke målgrupper, der kan få de enkelte tilbud.

Jobcenteret kan desuden iværksætte et revalideringsforløb for personer med begrænsninger i arbejdsevnen efter lovens kapitel 21, når betingelserne herfor er opfyldt. Et revalideringsforløb kan bl.a. bestå af tilbud om virksomhedspraktik, tilbud om ansættelse med løntilskud og tilbud om vejledning og opkvalificering.

Et tilbud skal så vidt muligt være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, jf. lovens § 53, stk. 1. Ved vurderingen heraf benyttes Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked (Arbejdsmarkedsbalancen). Der skal være tale om områder med gode eller rigtig gode jobmuligheder i oversigten.

Der er i dag ikke en uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse, og der er derfor heller ikke regler i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om jobcenterets opgaver med samtaler om uddannelsesmuligheder og vurderinger af uddannelsen m.v. i forbindelse med ordningen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der efter lovens § 38 og før overskriften til § 39 indsættes en ny overskrift: Samtale og vurdering af uddannelsesmuligheder m.v. og en ny § 38 a, som regulerer indholdet i samtalen.

Det foreslås i § 38 a, stk. 1, 1. pkt., at jobcenteret skal tilbyde en samtale om uddannelsesmuligheder m.v. til personer, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har vurderet er omfattet af målgruppen i § 18 a, i lov om arbejdsskadesikring.

Det foreslås således, at jobcenteret efter bestemmelsen vil have pligt til at tilbyde samtalen, mens samtalen vil være frivillig for personen.

Forslaget medfører, at personen vil få ret til en samtale i jobcenteret om uddannelsesmuligheder i den nye uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at personen vælger, om samtalen skal holdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde.

Ved »personligt fremmøde« i den foreslåede bestemmelse forstås, at jobsamtalen skal holdes ved, at personen møder fysisk frem til et møde med en ansat fra jobcenteret. Ved en »telefonisk samtale« forstås, at en ansat fra jobcenteret taler direkte med personen. »Personligt digitalt fremmøde« betyder, at der vil være krav om, at der er en direkte billed- og lydforbindelse ved jobsamtalen (video).

Forslaget indebærer, at det vil være personen, som har ret til at vælge samtalens form.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at personen og jobcenteret ved samtalen skal drøfte personens ønsker til og mulighed for at gennemføre en ordinær erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

Det foreslås dermed, at samtalen vil skulle tage udgangspunkt i personens overvejelser om og eventuelle ønsker til uddannelse samt om personen mener, at vedkommende kan gennemføre uddannelsen.

Jobcenteret vil under samtalen skulle vejlede om uddannelsesmuligheder, herunder om hvilke uddannelser, der er erhvervskompetencegivende, og som giver kompetence inden for jobområder med behov for arbejdskraft.

Ved »erhvervskompetencegivende uddannelser« i den foreslåede bestemmelse forstås en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (egu), som afsluttes på niveau 3 i forberedende grunduddannelse (FGU højeste niveau), en professionsbacheloruddannelse eller en anden videregående uddannelse.

Ved »uddannelser, som giver kompetence inden for områder med behov for arbejdskraft« i den foreslåedes bestemmelse, forstås uddannelser, som giver kompetence inden for jobområder, hvor der er gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder. Ved jobcenterets vejledning og vurderingen af, om der er tale om en uddannelse inden for jobområder med gode eller rigtig gode beskæftigelsesmuligheder, vil jobcenteret – ligesom ved vejledning om og vurderingen heraf i dag – skulle bruge Arbejdsmarkedsbalancen.

I arbejdsmarkedsbalancen vil det omfatte jobområder/stillinger på det regionale arbejdsmarked inden for følgende 4 kategorier: Gode jobmuligheder, Mangel på arbejdskraft, Paradoks og Omfattende mangel på arbejdskraft.

Jobcenteret vil til brug for vurderingen af, om en konkret uddannelse giver kompetencer til jobområder/stillinger inden for de 4 kategorier kunne anvende Børne- og Undervisningsministeriets UddannelsesGuide (www.ug.dk), som beskriver de stillinger, som en konkret uddannelse vil kunne give job indenfor. Herefter vil jobcenteret kunne anvende arbejdsmarkedsbalancen til vurderingen af, om disse stillinger ligger inden for de 4 kategorier i arbejdsmarkedsbalancen.

Forslaget medfører, at personen under samtalen vil kunne få vejledning og hjælp til at afklare uddannelsesønsker og muligheder i den nye uddannelsesordning med uddannelsesgodtgørelse.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at jobcenteret under samtalen endvidere skal vejlede personen om muligheder for tilbud m.v. efter denne lov.

Det foreslås dermed, at jobcenteret under samtalen også vil skulle vejlede personen om mulighederne for tilbud m.v. i beskæftigelsessystemet, f.eks. tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskudsjob, som kan være alternative veje tilbage i job. Vejledningen vil skulle ske i relevant omfang ud fra personens behov.

Forslaget indebærer, at personen vil få bedre mulighed for at træffe et oplyst valg om, hvorvidt personen ønsker at benytte uddannelsesordningen med uddannelsesgodtgørelse, eller om indsatser i beskæftigelsessystemet passer bedre til vedkommendes behov.

Det foreslås i stk. 3, at samtalen kan træde i stedet for en jobsamtale efter kapitel 7 eller en opfølgningssamtale efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.

Forslaget medfører, at for personer, som har et kontaktforløb/opfølgningsforløb, vil samtalen kunne medregnes i antallet af jobsamtaler/opfølgningssamtaler, som skal holdes i kontaktforløb/opfølgningsforløbet efter henholdsvis kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 6 i lov om sygedagpenge.

Det foreslås videre i stk. 4, nr. 1, at jobcenteret på baggrund af samtalen giver oplysninger til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om personens ønske til uddannelse og en vurdering af, om uddannelsen er erhvervskompetencegivende og inden for områder med behov for arbejdskraft.

Det foreslås dermed, at jobcenteret vil skulle videregive oplysninger og en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til brug for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan tage en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse med uddannelsesgodtgørelse.

Forslaget medfører, at jobcenteret vil skulle videregive personens egne oplysninger om den uddannelse, som personen ønsker at deltage i, med uddannelsesgodtgørelse.

Forslaget medfører videre, at jobcenteret desuden vil skulle oplyse, om jobcenteret vurderer, at uddannelsen er en erhvervskompetencegivende uddannelse, som er inden for områder med behov for arbejdskraft, jf. beskrivelsen ovenfor om, hvad der forstås ved en erhvervskompetencegivende uddannelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

Det foreslås videre i stk. 4, nr. 2, at jobcenteret på baggrund af samtalen giver en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af, om personen forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Det foreslås dermed, at jobcenteret vil skulle oplyse, om det er jobcenterets vurdering, at personen må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen. I forhold til at kunne varetage et ordinært job på almindelige vilkår vil det forudsætte, at tilskadekomne skal forventes at kunne varetage et job på almindelige løn- og ansættelsesvilkår, hvor der ikke gives økonomisk støtte til lønnen eller til personen som led i en ansættelse efter de sociale kapitler.

Jobcenterets vurdering heraf vil skulle ske på baggrund af samtalen med personen og øvrige relevante oplysninger, som allerede foreligger hos kommunen, eksempelvis alle relevante helbredsoplysninger og oplysninger om personens deltagelse i tidligere uddannelsesforløb og praktikforløb i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

Forslaget medfører, at jobcenteret på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante oplysninger vil skulle giver en vurdering til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af, om personen må forventes at kunne gennemføre uddannelsen og varetage et ordinært job på almindelige vilkår efter uddannelsen.

Med forslagene til stk. 4, nr. 1 og 2, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således få en række nødvendige oplysninger og vurderinger fra jobcenteret, som kan bidrage til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af, om personen kan bevilges uddannelsesgodtgørelse samtidig med, at personen deltager i en uddannelse.

For en beskrivelse af hjemlen til, at jobcenteret kan udveksle oplysningerne med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, henvises til pkt. 3.2.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til forslaget til arbejdsskadesikringslovens § 18 b, stk. 5, jf. lovforslaget § 1, nr. 16 og lovforslagets § 1, nr. 43.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter § 34 i lov om sygedagpenge kan beskæftigelseskravet for ret til sygedagpenge opfyldes ved, at en person pådrager sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

For en nærmere beskrivelse af beskæftigelseskravet henvises til pkt. 3.2.3.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 34, stk. 2, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra personens første fraværsdag, efter at retten til uddannelsesgodtgørelse ophører.

Forslaget medfører, at der vil kunne blive ret til sygedagpenge for en person, som er påbegyndt en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, og som på grund af sygdom afbryder uddannelsen. Det er en forudsætning, at lovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder betingelserne om uarbejdsdygtighed, ophold og beskatning her i landet m.v.

Det skal bemærkes, at det følger af den foreslåede § 18 d i lov om arbejdsskadesikring, at tilskadekomne vil kunne modtage uddannelsesgodtgørelse, selvom vedkommende ikke deltager i uddannelsen på grund af sygdom i op til 6 måneder eller i mere end 30 dage 3 gange, men at uddannelsesgodtgørelsen vil ophøre 4. gang tilskadekomne er syg i mere end 30 dage eller hvis tilskadekomne er syg i mere end 6 måneder.

Det skal endvidere bemærkes, at personen evt. under uddannelsen kan opfylde et af lovens andre beskæftigelseskrav – f.eks. ved under uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse at have en periode, hvor personen er elev i lønnet praktik, eller ved at have et studiejob ved siden af uddannelsen. Særligt i forhold til personer, der undervejs i deres uddannelse med uddannelsesgodtgørelse har perioder som elev i lønnet praktik, skal det bemærkes, at der ved sygdom undervejs i en praktik kan være ret til sygedagpenge fra kommunen. Det skyldes, at en elev i lønnet praktik har ret til sygedagpenge eller – f.eks. for en person, der er omfattet af § 24 a i sygedagpengeloven – ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, fra kommunen, dvs. sygedagpengelovens beskæftigelseskrav er opfyldt for en elev i lønnet praktik. Det betyder, at i sådanne tilfælde vil der kunne udbetales sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, herunder som refusion til en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdommen, selvom uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse ikke er afbrudt. Udbetaling af uddannelsesgodtgørelse for samme periode som sygedagpenge vil i denne situation ikke være dobbeltforsørgelse, forudsat at uddannelsesydelsen nedsættes i forhold til de udbetalte sygedagpenge/ressourceforløbsydelse/løn.

Det vil endvidere kunne få betydning for beregningen af sygedagpengene, jf. nedenfor i bemærkningerne til § 4, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.3.2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter § 38, stk. 3 og 4, i lov om sygedagpenge er fristen for at anmode om sygedagpenge for en lønmodtager, der ikke har en arbejdsgiver, senest en uge efter første fraværsdag. Har lønmodtageren fået udbetalt sygedagpenge fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden, skal lønmodtageren anmode om sygedagpenge fra kommunen senest 3 uger efter at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt. Anmodningen om sygedagpenge sker på en blanket, som udleveres af kommunen.

Det foreslås i § 38, stk. 5, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, skal anmode om sygedagpenge hos kommunen senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse. Anmodningen om sygedagpenge skal ske på en blanket, som udleveres af kommunen.

Forslaget medfører, at en person, der på grund af længerevarende sygdom må afbryde sin uddannelse med uddannelsesgodtgørelse, og på grund af afbrydelsen ikke længere har ret til uddannelsesgodtgørelse, vil skulle henvende sig til kommunen for at få papirblanketten samt ansøge om at få udbetalt sygedagpenge senest 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse.

I forhold til mulighederne for dispensation for en for sen anmodning henvises til bemærkningerne til § 4, nr. 3.

I § 38 i sygedagpengeloven er fastsat frister for anmodning om sygedagpenge. Hvis fristerne ikke overholdes, kan der som udgangspunkt først udbetales sygedagpenge fra den dag, der bliver ansøgt. Efter § 38, stk. 6, i lov om sygedagpenge kan kommunen dispensere for en lønmodtagers for sene anmodning og alligevel udbetale sygedagpenge, hvis personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt.

Det foreslås i § 38, stk. 6, der bliver stk. 7, at stk. 1, 3, 4 eller 5 ændres til stk. 1, 3, 4, 5 eller 6.

Forslaget medfører, at en person, der afbryder en uddannelse med uddannelsesgodtgørelse og søger om sygedagpenge, men som ikke søger rettidigt – dvs. inden 3 uger efter sidste dag med ret til uddannelsesgodtgørelse – vil være omfattet af den personkreds, der kan få dispensation for at søge for sent.

Kommunen vil dermed kunne udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. Der henvises til Ankestyrelsens almindelige praksis i forhold til, hvornår betingelserne for dispensation er opfyldt. Anmodningsfristen vil dog ikke kunne fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.

Efter § 38, stk. 7, i sygedagpengeloven kan kommunen udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når personen på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmode rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmodning ikke er sket rettidigt. Der henvises til Ankestyrelsens almindelige praksis i forhold til, hvornår betingelserne for dispensation er opfyldt. Anmodningsfristen kan som udgangspunkt ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, undtagen hvis der efter § 38, stk. 8, er tale om, at arbejdsgiveren har udbetalt løn eller sygedagpenge i 6 måneder eller mere, uden at arbejdsgiveren har anmeldt sygefraværet til kommunen; så kan anmodningsfristen fraviges, hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senest 4 uger efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt, og lønmodtageren ikke længere er ansat hos arbejdsgiveren.

Det foreslås i § 38, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 8, 2. pkt., at jf. dog stk. 8 ændres til jf. dog stk. 9.

Ændringen er en konsekvens af, at der indsættes et nyt stk. 5 i § 38. Undtagelsesbestemmelsen i den nuværende § 38, stk. 8, vil dermed fremover stå i § 38, stk. 9, og henvisningen dertil i den nuværende § 38, stk. 7 – der bliver § 38, stk. 8 – vil skulle rettes i overensstemmelse hermed.

Beregningen af sygedagpenge sker som udgangspunkt ud fra den indkomst, en person har haft inden sygdommen. Efter sygedagpengelovens § 48 fastsættes den indtægt, sygedagpengene beregnes på grundlag af, dog efter et skøn for personer, der har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade, men som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse.

Det foreslås i § 51 a, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om beregning af sygedagpenge til personer, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 d, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring.

Hjemlen forventes at blive udnyttet til at fastsætte regler om, at en person, der på grund af længerevarende sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse, som udgangspunkt vil få ret til at få udbetalt sygedagpenge med den maksimale sygedagpengesats, og om årlig regulering af sygedagpengene. Hjemlen forventes endvidere at blive udnyttet til at fastsætte regler om, at en person, der under uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse er elev i lønnet praktik, får beregnet sine sygedagpenge som elev i praktik, og ikke ud fra reglerne om sygedagpenge til personer med uddannelsesgodtgørelse. Hjemlen forventes endvidere at blive udnyttet til at fastsætte regler om beregning af sygedagpenge for en person, der også opfylder beskæftigelseskravet med et studiejob ved siden af uddannelsen med uddannelsesgodtgørelse. Det forudsættes, at beregningen i sådanne tilfælde vil ske på tilsvarende måde som for personer, der arbejder deltid og modtager supplerende arbejdsløshedsdagpenge, hvor sygedagpenge udbetales dels ud fra deltidsarbejdet, og dels ud fra et beregnet timetal med supplerende arbejdsløshedsdagpenge.

Det skal bemærkes, at reglen i sygedagpengelovens § 48 om beregning for personer, der har pådraget sig en arbejdsskade, men som ikke er fuldt beskæftiget ved erhvervsmæssigt arbejde, eller som normalt er uden erhvervsmæssig beskæftigelse, derved ikke vil gælde for personer, der på grund af sygdom afbryder en påbegyndt uddannelse, hvor personen modtager uddannelsesgodtgørelse. De vil skulle have sygedagpengene beregnet efter de regler, der fastsættes i medfør af den foreslåede hjemmel.

Efter de gældende regler i § 33 i lov om aktiv socialpolitik skal kommunen ikke foretage fradrag i hjælpen for en række nærmere fastsatte indtægter.

Det foreslås, at der i lovens § 33, stk. 1, indsættes et nyt nummer - et nr. 11, hvorefter kommunen skal se bort fra uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring udbetalt til ansøgerens ægtefælle, når der beregnes hjælp til en person, der ansøger om hjælp i kontanthjælpssystemet.

Når kommunen skal beregne hjælpen til et ægtepar, hvor kun en af ægtefællerne er berettiget til hjælp efter § 11 og den anden ægtefælle modtager en offentlig forsørgelsesydelse i form af uddannelsesgodtgørelse, vil kommunen ikke skulle beregne hjælp til den ægtefælle, der modtager uddannelsesgodtgørelse. Dette følger af § 26, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen trækker ved beregning af hjælpen ansøgeren og ægtefællens indtægter fra i hjælpen efter § 30, stk. 1, jf. dog §§ 31-33, i lov om aktiv socialpolitik.

Det fremgår af § 30, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at når hjælpen til en gift person beregnes efter lovens § 26, stk. 3, trækker kommunen kun den del af den anden ægtefælles indtægt fra, som overstiger kontanthjælpssatsen for en person, der er fyldt 30 år (beløbet i henholdsvis § 25, stk. 2, nr. 1 eller 2, i lov om aktiv socialpolitik) afhængigt af, om den pågældende har forsørgelsespligt over for børn eller ikke.

Forslaget om indsættelse af et nyt nummer i § 33, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik betyder, at kommunen ved beregningen efter lovens § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 3, og § 30, stk. 2, skal se bort fra indtægter i form af uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring. Hvis den ægtefælle, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har andre former for indtægter, trækkes disse fra i hjælpen efter reglen i § 26, stk. 3, medmindre disse indtægter er særskilt undtaget i lovens § 33.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2.3.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

På grund af indsættelsen af et nyt stk. 13 i § 69 j i lov om aktiv socialpolitik skal henvisningen i § 69 j, stk. 5, i loven ændres.

Det foreslås i § 69 j, stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til stk. 7-12 ændres til stk. 7-13.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse.

Det fremgår af forslaget til § 18 h, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring, at en tilskadekommen, der modtager uddannelsesgodtgørelse, har ikke ret til at modtage anden offentlig forsørgelse for samme periode, jf. dog stk. 2.

På baggrund af forslaget i § 18 h, stk. 2, i lov om arbejdsskadessikring om, at der uanset stk. 1 kan udbetales sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barselsdagpenge efter barselsloven eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik til en tilskadekommen, som efter påbegyndelsen af uddannelse med uddannelsesgodtgørelse opfylder betingelserne for syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb, er der behov for at indsætte et nyt stk. 13 i § 69 j i lov om aktiv socialpolitik, således at der ikke skal ske fradrag for uddannelsesgodtgørelse udbetalt efter lov om arbejdsskadesikring.

Efter § 69 j, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter, trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 7-12. Indtægter, der udbetales for en periode, der ligger før modtageren af ressourceforløbsydelse er begyndt i et jobafklaringsforløb, medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen. Tilsvarende gælder for udbetaling af indtægter for en periode, der ligger efter tidspunktet for ophør i et jobafklaringsforløb. En person, der ikke får udbetalt ressourceforløbsydelse på grund af fradrag for indtægter, anses for at modtage ressourceforløbsydelse.

Det foreslås, at der efter stk. 12 i § 69 j i lov om aktiv socialpolitik, indsættes et nyt stk. 13 om, at uddannelsesgodtgørelse efter §§ 18 a-18 h i lov om arbejdsskadesikring medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen.

Baggrunden for forslaget er, at der efter § 18 b, stk. 4, i lov om arbejdsskadesikring som udgangspunkt foretages fradrag for øvrig A- og B-indkomst i uddannelsesgodtgørelsen, jf. stk. 5, i perioden, hvor der er tilkendt uddannelsesgodtgørelse.

For at der ikke skal ske fradrag for uddannelsesgodtgørelsen i ressourceforløbsydelsen, er det nødvendigt, at § 69 j, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik fraviges, da der ellers ville ske fradrag for uddannelsesgodtgørelsen krone for krone.

Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 1, udgør den ene del en afgift på 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bortset fra den del af bidraget, som består af arbejdsskadeafgiften. Afgiften betales således alene af det såkaldte AES-bidrag. Denne del af afgiften angår erhvervssygdomsområdet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.20. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., at »17 pct.« udgår.

Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen ikke længere fremgår af 1. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensændring af lovforslagets § 6, nr. 2.

Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 1, udgør den ene del en afgift på 17 pct. af de indbetalte bidrag, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring bortset fra den del af bidraget, som består af arbejdsskadeafgiften. Afgiften betales således alene af det såkaldte AES-bidrag. Denne del af afgiften angår erhvervssygdomsområdet.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, stk. 1, nr. 1, 3. pkt., hvorefter afgiften efter 1. pkt. til og med den 31. december 2023 vil udgøre 17 pct. og fra og med den 1. januar 2031 vil udgøre 14,8 pct.

Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen som nævnt i arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, rykkes fra bestemmelsens 1. pkt. til det foreslåede 3. pkt., og at afgiftssatsen for de indbetalte AES-bidrag omfattet af arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 1, nedsættes fra 17 pct. til 14,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.

Det betyder, at afgiften af de indbetalte AES-bidrag nedsættes med 2,2 procentpoint. Med det foreslåede sker der ikke nogen ændring af opgørelsen af afgiftsgrundlaget eller af opkrævning og administration af afgiften.

Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 2, udgør den anden del en afgift på 12 pct. af de tilkendte erstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om arbejdsskadesikring, lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller lov om arbejdsskadeforsikring som følge af en arbejdsulykke. Afgiften angår arbejdsulykker.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.20.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., at »12 pct.« udgår.

Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen ikke længere fremgår af 1. pkt.

Det foreslåede er en konsekvensændring af lovforslagets § 6, nr. 4.

Efter arbejdsskadeafgiftslovens § 1 opkræves der en arbejdsskadeafgift til staten hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

I henhold til § 3, stk. 1, består afgiften af to dele. Efter § 3, stk. 1, nr. 2, udgør den anden del en afgift på 12 pct. af de tilkendte erstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt efter lov om arbejdsskadesikring, lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller lov om arbejdsskadeforsikring som følge af en arbejdsulykke. Afgiften angår arbejdsulykker.

Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., hvorefter afgiften efter 1. pkt. til og med den 31. december 2030 vil udgøre 12 pct. og fra og med den 1. januar 2031 vil udgøre 9,8 pct.

Det foreslåede vil medføre, at afgiftssatsen som nævnt i arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, rykkes fra bestemmelsens 1. pkt. til det foreslåede 2. pkt., og at afgiftssatsen for de tilkendte erstatninger for tab af erhvervsevne, godtgørelser for varigt men, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsøger og godtgørelser til efterladte, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har tilkendt omfattet af arbejdsskadeafgiftslovens § 3, stk. 1, nr. 2, nedsættes fra 12 pct. til 9,8 pct. fra og med den 1. januar 2031.

Det betyder, at afgiften af de tilkendte erstatninger, godtgørelser, overgangsbeløb m.v. nedsættes med 2,2 procentpoint. Med det foreslåede sker der ikke nogen ændring af opgørelsen af afgiftsgrundlaget eller af opkrævning og administration af afgiften.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, at der i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i § 2, stk. 2, som indebærer, at i erstatningen fradrages endvidere uddannelsesgodtgørelse, jf. § 18 b, i arbejdsskadesikringsloven, i det omfang godtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16, om indførelse af en ny ordning i arbejdsskadesystemet, der giver tilskadekomne mulighed for at tage en uddannelse med en særlig godtgørelse svarende til 83 pct. af deres hidtidige løn, dog minimum 110 pct. af den maksimale dagpengesats.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring fradrages i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, i det omfang uddannelsesgodtgørelsen dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. På den måde vil modtageren af uddannelsesgodtgørelse ikke økonomisk blive stillet ringere, ved at benytte uddannelsesgodtgørelsesordningen end ved ikke at gøre det.

Modtagelse af uddannelsesgodtgørelse vil således ikke have den konsekvens, at retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører. Derimod vil uddannelsesgodtgørelse blive fradraget i erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste, således at skadelidte bevarer et eventuelt differencekrav efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, og dermed modtager fuld erstatning.

Med hensyn til, hvad der erstattes og fradrages i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, er der ikke tilsigtet nogen ændring i gældende praksis, bortset fra de konsekvenser som følger af indførelse af ny ordning om uddannelsesgodtgørelse.

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 3 fremgår, at stk. 1 kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Erstatningsnævnet har med hjemmel i offererstatningslovens § 10, stk. 3, etableret en praksis, hvorefter kravet om politianmeldelse fraviges, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af politianmeldelse.

Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3, som indebærer, at bestemmelsen i stk. 1 fraviges i sager, hvor pleje- og omsorgspersonale m.v. har været udsat for en straffelovsovertrædelse på arbejdet, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse, eller når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at kodificere Erstatningsnævnets nuværende praksis for dispensation i sager, hvor pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Der vil således uændret skulle dispenseres fra kravet om politianmeldelse, når generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Som eksempel på generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution m.v. kan bl.a. nævnes det tilfælde, at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke vil anmelde forholdet, fordi skadevolderen er anbragt på stedet på grund af sine adfærdsproblemer. Af andre eksempler kan bl.a. nævnes, at den manglende politianmeldelse er begrundet i institutionens generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige principper, eller at skadelidte eller dennes arbejdsgiver ikke mener, at skadevolderen kan straffes, f.eks. fordi skadevolderen er under 15 år eller er utilregnelig på grund af sindssygdom eller lignende.

Der vil endvidere uændret skulle dispenseres, når konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse. Dette vil være tilfældet, når der foreligger pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn til skadevolderen, for eksempel fordi det vurderes, at skadevolderen vil opfatte en politianmeldelse som et svigt fra de voksne eller institutionen, som ellers bidrager til at skabe tryghed. Som et andet eksempel kan nævnes, at det vurderes, at politianmeldelsen risikerer at ødelægge skadevolders gode udvikling, eller at en politianmeldelse vil udgøre et skadeligt indgreb i skadevolders hverdag.

Bestemmelsen vil i særdeleshed omfatte sager om plejepersonale, pædagoger, socialpædagoger, lærere eller medlemmer af en anden personalegruppe med særlig støtte- og omsorgsfunktion m.v., som udsættes for vold, trusler eller andre straffelovsovertrædelser på institutioner m.v. Også andre personer og funktioner på den pågældende institution kan være undtaget fra kravet om politianmeldelse, når generelle eller konkrete pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn taler imod indgivelse af en politianmeldelse.

Det følger af offererstatningslovens § 13, stk. 1, at nævnet ikke kan behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde

I de tilfælde, hvor der ikke har været en straffesag eller en efterforskning forestået af politiet, skal en ansøgning til Erstatningsnævnet som udgangspunkt overholde fristen i offererstatningslovens § 13, stk. 1, medmindre der foreligger særlige grunde.

Det foreslås at indsætte et § 13, stk. 3, som indebærer, at træffer et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, afgørelse om at erstatningspligten ikke anerkendes, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49 b, stk. 1, regnes fristen i stk. 1 fra tidspunktet for forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse, forudsat at skadelidte har indgivet anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver inden 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den tilskadekomne fortsat kan indbringe sin sag for Erstatningsnævnet, hvis voldsskadeforsikringsselskabet er mere end 2 år om at træffe afgørelse om, at sagen ikke omfattes af forsikringen. Forslaget skal sikre, at den tilskadekomne ikke vil være nødt til at anmelde sin sag præventivt til Erstatningsnævnet forud for udløbet af 2-årsfristen for ikke at udelukke sig fra Erstatningsnævnets behandling af sagen i tilfælde af, at voldsskadeforsikringen træffer afgørelse om, at en skade ikke dækkes af forsikringsordningen, mere end 2 år efter, at lovovertrædelsen har fundet sted.