Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2023/1 SF.L L 83 af 16. november 2023
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (15. november 2023)
Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige love (Mulighed for dispensation til eksport af pensionstillæg m.v., forenklet beregning af fleksløntilskud, herunder i forhold til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste m.v., aftalefrihed i fleksjobordningen og ændring af mellemkommunal refusion for førtidspension og seniorpension)
(Lovforslag nr. L 83)
Lovforslaget indeholder ændring af reglerne om eksport af pensionstillæg. Det foreslås, at indføre en dispensationsmulighed, så personer med et medfødt eller tidligt opstået handicap, der aldrig har været erhvervsaktive, kan ansøge om førtidspensionens eller folkepensionens pensionstillæg ved bopæl inden for EU/EØS, Schweiz, eller – i visse tilfælde – Storbritannien.
Lovforslaget indeholder desuden en forenkling af reglerne om beregning af fleksløntilskud, herunder beregning af lønloftet samt af fleksløntilskud under syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse og ved ferie med ledighedsydelse. I forlængelse heraf foreslås, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, således at der kan fastsættes regler om beregning af fleksløntilskud ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste m.v.
Endvidere indeholder lovforslaget ændring af reglerne vedrørende løn- og arbejdsvilkår i fleksjob på områder, der ikke er dækket af overenskomst. Det foreslås at præcisere, at parterne kan aftale fravigelser fra den sammenlignelige overenskomst. Det foreslås samtidigt tilføjet, at arbejdsgiveren skal oplyse, hvilken overenskomst der er den sammenlignelige. Ønsker arbejdsgiveren at fravige den sammenlignelige overenskomst, skal det konkret angives, hvilke bestemmelser fravigelsen vedrører, og fravigelsen skal begrundes.
Endelig indeholder lovforslaget ændring af reglerne om mellemkommunal refusion for førtids- og seniorpension således, at ”institutionsreglen” altid har forrang for ”6-årsreglen”.
Lovforslaget har været sendt i ekstern høring i perioden den 8. september – 28. september 2023.
Lovforslaget skønnes samlet set at medføre offentlige mindreudgifter for 36,8 mio. kr. i 2024 og 38,7 mio. kr. årligt herefter, svarende til mindreudgifter efter skat og tilbageløb på 15,3 mio. kr. i 2024 og 16,6 mio. kr. årligt herefter.
De statslige mindreudgifter skønnes at udgøre 1,4 mio. kr. i 2024 og 2,5 mio. kr. årligt herefter. De kommunale mindreudgifter skønnes at udgøre 35,4 mio. kr. i 2024 og 36,2 mio. kr. årligt herefter.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.