Ændringsforslag til 2. behandling nr. 2023/1 ÆF2 83 af 13. december 2023

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Ændringsforslag stillet den 12. december 2023 uden for betænkningen

Ændringsforslag

til 2. behandling af

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love

(Mulighed for dispensation til eksport af pensionstillæg m.v., forenklet beregning af fleksløntilskud, herunder i forhold til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste m.v., aftalefrihed i fleksjobordningen og ændring af mellemkommunal refusion for førtidspension og seniorpension)

[af beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)]:

Til § 7

Af beskæftigelsesministeren:

3) Stk. 4 og 5 affattes således:

»Stk. 4. § 9 c, stk. 8, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, jf. dog stk. 5, finder anvendelse fra og med den 1. januar 2024 og omfatter sager, hvor en pensionist opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og hvor der er ret til refusion for opholdet efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, men hvor retten til refusion for udgifterne til førtidspension og seniorpension er ophørt, eller hvor retten til refusion er udskudt efter det gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette vil også gælde for sager, hvor 6-årsreglen har været udskudt, jf. det gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 5. I sager, hvor retten til refusion for førtidspension og seniorpension er ophørt fra og med den 1. januar 2021, men hvor pensionisten fortsat opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, har kommunen endvidere ret til refusion for udgifter til førtidspension og seniorpension fra ophøret af refusionen og frem til den 31. december 2023 fra den kommune, som var handlekommune på tidspunktet, hvor pensionisten fik ophold i en boform efter § 9 c, stk. 2-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.«

[Ændring af overgangsbestemmelse, så alle sager omfattes af bestemmelsen i § 9 c, stk. 8, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område fra den 1. januar 2024, og ændring i overgangsbestemmelse vedrørende sager, hvor der ikke kan ydes refusion for udgifter til førtidspension og seniorpension]

4) Som stk. 6 og 7 indsættes:

»Stk. 6. I sager, hvor pensionisten ikke længere har ophold i en boform m.v. efter § 9 c, stk. 2-6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vil handlekommunen have ret til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension i 6 år fra fraflytningen fra den kommune, som tilkendte førtidspension eller var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af seniorpension, jf. de gældende § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt., i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 7. Stk. 4-6 finder tilsvarende anvendelse i sager, der er omfattet af § 30, stk. 5, 2. pkt., i lov nr. 994 af 30. august 2015 om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne.«

[Indførelse af overgangsbestemmelser vedrørende refusion for udgifterne til førtidspension og seniorpension, når borgeren er flyttet i egen bolig, og vedrørende sager, hvor førtidspension er tilkendt forud for den 2. februar 2015]

Bemærkninger

Til nr. 3

Det foreslås i stk. 4, at § 9 c, stk. 8, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, jf. dog stk. 5, finder anvendelse fra og med den 1. januar 2024 og omfatter sager, hvor en pensionist opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, og hvor der er ret til refusion for opholdet efter retssikkerhedsloven, men retten til refusion for udgifterne til førtidspension og seniorpension er ophørt eller retten til refusion er udskudt efter den gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i retssikkerhedsloven. Dette vil også gælde for sager, hvor 6-årsreglen har været udskudt, jf. den gældende § 9 c, stk. 8, 3. pkt., i retssikkerhedsloven.

Efter forslaget til § 9 c, stk. 8, 4. pkt., i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, vil 1. og 2. pkt. i § 9 c, stk. 8, ikke finde anvendelse, så længe en pensionist er omfattet af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, uanset om pensionisten opholder sig i en eller flere på hinanden efterfølgende handlekommuner.

Den foreslåede ændring i § 9 c, stk. 8, 4. pkt., i retssikkerhedsloven vil medføre, at 1. og 2. pkt. ikke vil finde anvendelse, så længe en person er omfattet af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1-6, idet reglen i § 9 c, stk. 1, med den foreslåede ændring vil få forrang for bestemmelserne efter § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt. Det vil sige, at så længe handlekommunen har ret til refusion, fordi personen er omfattet af en af bestemmelserne i § 9 c, stk. 2-6, vil den foreslåede bestemmelse i 4. pkt. skulle anvendes. Det vil således betyde, at fra og med den 1. januar 2024 vil institutionsreglen altid skulle have forrang i forhold til 6-årsreglen. Det medfører, at 6-årsreglen først kommer i spil, hvis pensionisten flytter i egen bolig i samme handlekommune eller en ny handlekommune, medmindre 6-årsreglen er bortfaldet efter forslaget i § 9 c, stk. 8, 5. pkt., i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, hvilket vil sige, at opholdet i en boform m.v. efter § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven har varet længere end 6 år.

Det betyder, at alle sager, hvor en pensionist opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, men hvor der kun er ret til refusion for udgifterne til opholdet efter retssikkerhedsloven, men ikke for udgifter til førtidspension og seniorpension, fra og med den 1. januar 2024 skal behandles efter den foreslåede § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven, dvs. efter institutionsreglen.

Eksempel 1

Kommune 1 tilkender førtidspension og medvirker herefter til, at pensionisten bliver anbragt på en institution efter § 9 c, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven. Kommune 2 vil med de foreslåede regler få ret til refusion for udgifterne til opholdet efter retssikkerhedsloven og for refusion til udgifterne til førtidspension efter § 9 c, stk. 1 og 2, i loven (institutionsreglen) på baggrund af forslaget til § 9 c, stk. 8, 4. pkt., i retssikkerhedsloven.

Sager, hvor der ikke har været ret til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension i f.eks. 5 eller 15 år, vil som følge af det foreslåede stk. 4 dermed også være omfattet af de foreslåede ændringer i § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, og sagerne vil derfor fra og med den 1. januar 2024 skulle behandles efter institutionsreglen. Den aktuelle handlekommune vil derfor fra denne dato kunne modtage refusion for udgifter både til opholdet efter retssikkerhedsloven og til udgifterne for førtidspension eller seniorpension, jf. det foreslåede § 9 c, stk. 8, 4. pkt., som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1.

Fremadrettet vil der også være ret til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension efter det foreslåede § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven i sager, hvor handlekommune 1 har anbragt borgeren i en institution, jf. § 9 c, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven, eller hvor borgeren er flyttet til en boform m.v., jf. § 9 c, stk. 1 og 3-6, i retssikkerhedsloven og handlekommune 1 også har tilkendt førtidspension eller har været handlekommune på tidspunktet, hvor der blev tilkendt seniorpension. Dette følger af forslaget til § 9 c, stk. 8, 4. pkt., i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, hvor det fremgår, at institutionsreglen altid vil have forrang for 6-årsreglen.

Eksempel 2

Kommune 1 flytter i 2015 en borger til kommune 2 i en boform m.v., jf. § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven. Kommune 2 tilkender førtidspension i 2016. Herefter flytter kommune 1 borgeren til en ny institution i kommune 3 i 2016. Når borgeren nu er flyttet fra den kommune, der tilkendte førtidspension, vil kommune 3 have ret til refusion for udgifterne for førtidspension i 6 år fra 2016 fra kommune 2 (og refusion for udgifterne til opholdet fra kommune 1, så længe opholdet i en boform fortsætter). Retten til refusion for udgifterne til førtidspension bortfalder derfor i 2022. Herefter har kommune 3 efter de gældende regler alene ret til refusion for udgifterne til opholdet fra kommune 1. Med de foreslåede regler vil kommune 3 fra og med den 1. januar 2024 få ret til refusion for udgifterne til både opholdet og førtidspension fra kommune 1, således at retten til refusion af udgifterne til førtidspension igen følger institutionsreglen. Med forslaget til stk. 5 vil kommune 3 endvidere få ret til refusion for udgifterne til førtidspension i 2022 og 2023.

Eksempel 3 – førtidspension tilkendt før den 2. februar 2015

Kommune 1 tilkender førtidspension den 15. januar 2015. Pensionisten bliver boende i kommune 1 til 2022. 6-årsreglen er udløbet i januar 2021. I januar 2022 anbringer kommune 1 pensionisten i en institution, der er omfattet af § 9 c, stk. 1 og 2, i retssikkerhedsloven i kommune 2. Kommune 2 vil ikke have ret til refusion for udgifter efter institutionsreglen, da 6-årsreglen allerede er forbrugt, og vil derfor alene kunne få refusion for udgifter til opholdet. Fra og med den 1. januar 2024 vil kommune 2 kunne få refusion til udgifterne af førtidspension efter det foreslåede stk. 4 og § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1. Det samme ville gælde, hvis pensionen blev tilkendt efter den 2. februar 2015.

Der bliver med ændringen af § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, ikke ret til refusion for udgifterne til førtidspension og seniorpension forud for den 1. januar 2024, jf. dog stk. 5. Kommunerne kan således ikke rette krav mod en tidligere handlekommune, som har anbragt pensionisten i en boform m.v., jf. § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, for refusion til udgifterne til førtidspension eller seniorpension forud for den 1. januar 2024, hvis 6-årsreglen er opbrugt, hvilket vil sige, at kommunen har fået refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension i 6 år.

I sager, hvor 6-årsreglen har været udskudt i alle 6 år frem til den 31. december 2023, og hvor borgeren fortsat opholder sig i en boform, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1-6, vil handlekommunen fra den 1. januar 2024 få sagen behandlet efter den foreslåede § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, jf. forslaget i stk. 4. 6-årsreglen vil således ikke i denne situation skulle anvendes, og hvis opholdet fortsætter i 6 år eller mere, vil retten til refusion efter 6-årsreglen bortfalde, jf. den foreslåede § 9 c, stk. 8, 5. pkt., i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1.

Det foreslåede stk. 4 og ændringen af § 9 c, stk. 8, 4. pkt., i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1, betyder således, at fra og med den 1. januar 2024 vil institutionsreglen skulle gælde for både alle nye sager, alle sager, som er igangværende, og hvor der fortsat er ret til refusion for både opholdet og udgifterne til førtidspension eller seniorpension, og sager, som er igangværende, og hvor der kun er ret til refusion for opholdet, men ikke for udgifterne til førtidspension eller seniorpension. Sagerne vil altid skulle behandles efter institutionsreglen, så længe en pensionist opholder sig i en boform efter § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven. Hvis pensionisten flytter til egen bolig i samme handlekommune eller en ny handlekommune, vil retten til mellemkommunal refusion efter institutionsreglen ophøre. Hvis opholdet har varet mindre end 6 år, kan der være ret til refusion efter 6-årsreglen. Hvis der eventuelt senere opstår en ny sag om mellemkommunal refusion, fordi pensionisten f.eks. (igen) bliver anbragt på en institution m.v., der er omfattet af § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, vil sagen skulle behandles efter de foreslåede regler i § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven som affattet ved denne lovs § 4, nr. 1.

Det betyder, at fremadrettet vil en kommune også kunne få refusion efter institutionsreglen i tilfælde, hvor 6-årsreglen tidligere har været anvendt, f.eks. hvis kommune 1 tilkender førtidspension og pensionisten derefter flytter til kommune 2, så kommune 2 har ret til refusion for udgifterne til førtidspension i 6 år fra fraflytningen fra kommune 1. Hvis kommune 2 efterfølgende anbringer pensionisten i en boform m.v. efter § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven i kommune 3, vil kommune 3 få ret til refusion efter institutionsreglen for sine udgifter både til opholdet og til førtidspensionen. Dette vil også gælde i situationer, hvor 6-årsreglen fortsat løber. Her vil kommune 2 yde refusion til kommune 3 for både ophold og førtidspension, så længe opholdet varer.

Eksempel 4 –førtidspension tilkendt før den 2. februar 2015

Kommune 1 tilkender førtidspension i 2007. 6-årsreglen udløber i 2013, hvor pensionisten fortsat bor i kommune 1. Efter nugældende praksis vil refusion for udgifterne til førtidspension fremadrettet ikke kunne ske efter institutionsreglen. I 2025 anbringer kommune 1 pensionisten i kommune 2. Kommune 2 har herefter ret til refusion for udgifterne til førtidspension fra kommune 1 efter institutionsreglen.

Eksempel 5 – førtidspension tilkendt før den 2. februar 2015

Kommune 1 anbringer borgeren i kommune 2 i 2010. I 2011 tilkender kommune 2 borgeren førtidspension. I 2012 anbringer kommune 1 pensionisten i kommune 3. Kommune 2 skal fra 2012 og frem til 2017 yde refusion for udgifterne til førtidspension til kommune 3 efter 6-årsreglen. Fra 2017 skal kommune 3 selv afholde udgifterne til pensionistens førtidspension, da 6-årsreglen er udløbet. I 2021 flytter pensionisten i egen bolig i kommune 3 og er herefter ikke omfattet af de gældende regler i § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven. I den efterfølgende periode afholder kommune 3 fortsat udgifterne til pensionistens førtidspension som opholdskommune. I 2023 anbringer kommune 3 pensionisten i kommune 4. Kommune 4 afholder fra 2023 og frem til den 31. december 2023 udgifterne til førtidspension, da udgifterne til førtidspensionen ikke er omfattet af institutionsreglen efter 6-årsreglens udløb. Fra den 1. januar 2024 har kommune 4 ret til refusion for udgifterne til førtidspension fra kommune 3, da institutionsreglen fra dette tidspunkt har forrang, også selv om 6-årsreglen har været anvendt.

Det foreslås i stk. 5, at i sager, hvor retten til refusion for førtidspension og seniorpension er ophørt fra og med den 1. januar 2021, men hvor pensionisten fortsat opholder sig i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven, har kommunen endvidere ret til refusion for udgifter til førtidspension og seniorpension fra ophøret af refusionen og frem til den 31. december 2023 fra den kommune, som var handlekommune på tidspunktet for, at pensionisten fik ophold i en boform efter § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven.

Med bestemmelsen får de kommuner, hvor retten til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension er ophørt fra og med den 1. januar 2021, ret til at kunne modtage refusion for udgifterne for førtidspension eller seniorpension fra den kommune, som var handlekommune på det tidspunkt, hvor pensionisten er flyttet i en boform m.v., som fremgår af § 9 c, stk. 1-6, i retssikkerhedsloven.

Det betyder, at kommuner, der er omfattet af det foreslåede stk. 5, økonomisk vil blive stillet, som om § 9 c, stk. 8, i retssikkerhedsloven allerede var trådt i kraft for dem i den 3-årige periode fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31. december 2023.

Eksempel 6

Kommune 3 har fra den 1. januar 2022 ikke længere ret til refusion for udgifterne til førtidspension fra kommune 2, fordi der er gået 6 år fra flytningen fra kommune 2, som tilkendte førtidspension. Kommune 3 har ret til refusion for udgifterne til opholdet fra kommune 1, da det er kommune 1, som har anbragt pensionisten på en institution efter § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven. Med forslaget får kommune 3 ret til refusion for udgifterne til førtidspension fra kommune 1 fra ophøret af refusionen fra kommune 2 til og med den 31. december 2023. Fra og med den 1. januar 2024 vil kommune 3 have ret til refusion for førtidspension efter institutionsreglen, jf. forslaget til stk. 4.

Til nr. 4

Det foreslås i stk. 6, at i sager, hvor pensionisten ikke længere har ophold i en boform m.v. efter § 9 c, stk. 2-6, i retssikkerhedsloven, vil handlekommunen have ret til refusion for udgifterne til førtidspension eller seniorpension i 6 år fra flytningen fra den kommune, som tilkendte førtidspension eller var handlekommune på tidspunktet for tilkendelse af seniorpension, jf. den gældende § 9 c, stk. 8, 1. og 2. pkt., i retssikkerhedsloven.

I denne situation vil 6-årsreglen således blive behandlet efter de hidtil gældende regler.

Det foreslås i stk. 7, at stk. 4-6 finder tilsvarende anvendelse i sager, der er omfattet af § 30, stk. 5, 2. pkt., i lov nr. 994 af 30. august 2015 om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, dog således at de 6 år regnes fra tidspunktet for tilkendelse af førtidspension.