Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2023/1 SF.L L 161 af 25. april 2024

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (24. april 2024)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love (Neutralisering af virkning på indkomstoverførsler som følge af afskaffelse af en helligdag)

(Lovforslag nr. L 161)

Med lovforslaget foreslås gennemført en ét-årig korrektion af reguleringen af en række indkomstoverførsler på Beskæftigelsesministeriets, Børne- og Undervisningsministeriets, Udlændinge og Integrationsministeriets og Uddannelses- og Forskningsministeriets ressort. Det indebærer, at der vil skulle fradrages en procentsats på 0,45, svarende til 0,45 pct.-point, i den årlige regulering af indkomstoverførelser. Dette svarer til løntillægget fra arbejdsgiveren for personer med en fast månedsløn eller fast løn for en anden periode ved den ekstra arbejdsdag.

Forud for fremsættelsen af lovforslaget er forliget bag Aftale om ny regulering af folkepension og indførelse af obligatorisk opsparing for overførselsmodtagere (S, V, M, SF, LA, K, RV, ALT og DF) blevet opsagt d. 12. januar 2024. Samtidig er SU-forliget (S, V, M, SF, LA, K, RV og DF) ifm. SU-reformen blevet opsagt den 18. december 2023. Lovændringen vil derfor i overensstemmelse med parlamentarisk praksis først træde i kraft efter et folketingsvalg.

Det er i lovforslaget beregningsteknisk forudsat, at den mindre regulering vil ske i 2027. Forslaget skønnes at medføre mindreudgifter til regulering af ydelser på 729,6 mio. kr. efter skat og tilbageløb og en positiv beskæftigelseseffekt på 200 mio. kr.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. december 2026 med virkning for finansåret 2027. Derudover foreslås det, at beskæftigelsesministeren får bemyndigelse til at kunne sætte loven i kraft tidligere, såfremt at der har været et folketingsvalg i god tid forud for finansåret 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.