Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2011/1 SF.L L 71 af 19. januar 2012
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Skriftlig fremsættelse (18. januar 2012)
Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge og barselloven (Forenkling af indsatsen for syge- og barselsdagpengemodtagere, aftale om ret til sygedagpenge fra 1. fraværsdag for selvstændige erhvervsdrivende ved langvarig eller kronisk lidelse m.v.)
(Lovforslag nr. L 71)
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige udmøntning af aftalen om forenkling af beskæftigelsesindsatsen fra 4. maj 2011, som er indgået mellem Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.
Aftalepartierne er enige om, at der skal ryddes op i overflødige regler og bureaukrati, så mennesker uden job kan hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Aftalen skal bidrag til, at ledige, virksomheder, selvstændige, kommuner og arbejdsløshedskasser, der til dagligt bruger og har nytte af et velfungerende arbejdsmarked, får en mindre bøvlet hverdag.
Initiativerne gennemføres inden for følgende områder: Samtaler og kontakt, aktive tilbud, selvstændige og samspil med virksomheder samt enklere ydelser.
De mange initiativer er fremkommet på baggrund af ideer og forslag fra borgere, virksomheder, organisationer og medarbejdere i kommuner og a-kasser, som gennem deres daglige arbejde ved, hvor der er mulighed for forenkling.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
Samtaler og kontakt:
• Arbejdsgivers pligt til at sende oplysninger til kommunen om sygefraværssamtalen afskaffes
• Arbejdsløshedskassens pligt til at holde sygesamtaler afskaffes
• Graviditetsbetinget syge fritages for opfølgning
Aktive tilbud:
• Begrænsning af fortrydelsesretten ved bortfald af sygedagpenge
Selvstændige og samspil med virksomheder:
• 5-dages sygedagpenge for selvstændige erhvervsdrivende, som for lønmodtagere
• Selvstændige erhvervsdrivende med langvarig eller kronisk lidelse får mulighed for sygedagpenge fra 1. sygedag
Enklere ydelser:
• Sygedagpenge stoppes ved tilkendelse af førtidspension
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med de samtidige fremsatte forslag til:
• Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love
• Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension samt lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
De samlede økonomiske konsekvenser af dette lovforslag er 7,0 mio. kr. i 2012, 14,4 mio. kr. i 2013, 14,4 mio. kr. i 2014 og 14,4 mio. kr. i 2015.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 5. marts 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.