Betænkning over lovforslag nr. 2010/1 BTL 116 af 18. marts 2011

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Oversigt (indholdsfortegnelse)

Bilag 1

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 16. marts 2011

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge

(Større fleksibilitet i opfølgning og indsats over for sygedagpengemodtagere)

[af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. januar 2011 og var til 1. behandling den 8. februar 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 20. december 2010 dette udkast til udvalget, jf. AMU alm. del – bilag 74. Den 4. februar 2011 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et notat herom og et ligestillingsnotat til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 6 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at nærværende lovforslag ligger i forlængelse af lovforslagene L 67 og L 71 vedtaget i december 2010. Lovforslagene udmøntede »Aftale om nye rammer for sygefraværsindsatsen« af 5. november 2010 indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance samme år.

Af L 67 fremgår det, at statsrefusionen til kommunerne på sygedagpengeområdet generelt nedsættes per 1. januar 2011. Herefter modtager kommunen 50 pct. statsrefusion på sygedagpengeydelsen, hvis borgeren er i en såkaldt aktiv periode, mens kommunen modtager 30 pct., hvis borgeren er i en såkaldt passiv periode. Af L 67 fremgår det ydermere, at de mest syge borgere vil blive fritaget for aktive tilbud og samtaler, hvilket beskæftigelsesministeren vil fremsætte lovforslag om – som det hedder i bemærkningerne til L 67 – »i januar 2011 med henblik på ikrafttræden 1. maj 2011«.

Nærværende lovforslag er det i L 67 omtalte lovforslag, der netop omhandler fritagelse af de mest syge fra aktive tilbud og samtaler, den såkaldte standbyordning. I forhold til bemærkningerne til L 67 er lovforslaget forsinket, hvad angår fremsættelsestidspunktet, hvilket S, SF og EL finder uhensigtsmæssigt.  S, SF og EL havde gerne set og havde fundet det mere rimeligt, at regeringen havde fremsat lovforslaget om fritagelse af de mest syge borgere samtidig med lovforslaget omhandlende omlægningen af refusionssystemet.

S, SF og EL mener grundlæggende, at omlægningen af refusionssystemet på sygedagpengeområdet har svækket sygefraværsindsatsen.  S, SF og EL finder det veldokumenteret, at en velfungerende og effektiv sygefraværsindsats nødvendigvis må indeholde en bred vifte af tilbud, der matcher sygedagpengemodtagernes forskelligartede behov. Derfor er der brug for, at man fra politisk side understøtter og bidrager til, at kommunerne har mulighed for at give sygedagpengemodtagerne de rette tilbud. Den rigtige model havde derfor været frihed for kommunerne til at vælge de redskaber, som de i hvert enkelt tilfælde mener er bedst til at hjælpe den syge tilbage i job uden at være styret af refusionsovervejelser i forhold til staten. Med omlægningen af refusionssystemet har man ensrettet og indsnævret sygefraværsindsatsen, idet udelukkende gradvis tilbagevenden til arbejdet eller virksomhedsrettet aktivering tæller som »aktive perioder« og udløser den høje refusionssats. Konsekvensen bliver, at sygefraværsindsatsen langt overvejende vil blive koncentreret om virksomhedsrettet aktivering, uanset at det ikke nødvendigvis er det bedste tilbud til den enkelte set ud fra et socialfagligt perspektiv.

S, SF og EL finder, at dette lovforslag er et lille skridt i den rigtige retning, idet kommunerne får mulighed for at fritage visse sygemeldte fra aktivering. Det er mindretallets forhåbning, at denne lovændring i et vist omfang kan være med til at sikre, at færre syge bliver presset ud i aktivering for tidligt, med den konsekvens at flere af de svagere syge bliver endnu mere syge. S, SF og EL har i den forbindelse bemærket, at lovforslaget bliver positivt modtaget af en række patientforeninger.

S, SF og EL er ydermere positive over for den del af lovforslaget, der fritager kommunerne for kontakt til arbejdspladserne i de tilfælde, hvor det forventes, at den sygemeldte hurtigt er tilbage på arbejde. Dette vil fjerne de ofte meningsløse samtaler med de sygemeldte, som dermed vil opleve mindre bureaukrati. Dette fremhæves også i flere høringssvar.

S, SF og EL har også noteret sig, at ministeren i svar på spørgsmål 2 har meddelt, at der nedsættes en arbejdsgruppe bestående af bl.a. Arbejdsmarkedsstyrelsen, Lægeforeningen og en række patientforeninger, der skal komme med en ikke-udtømmende diagnoseliste over, hvilke sygdomme der omfattes af standbyordningen.

Disse initiativer ændrer imidlertid ikke på, at S, SF og EL fortsat er bekymrede for, hvorvidt omlægningen af refusionssystemet vil medføre, at sygemeldte vil blive sendt i virksomhedsrettet aktivering, desuagtet at det ikke vil gavne og endog kan forværre deres sygdomstilstand.

Partierne bemærker, at standby eller fritagelse fra aktive tilbud på grund af sygdommens karakter fortsat – også efter en eventuel vedtagelse af lovforslaget – vil udløse den lave refusionssats til kommunen. Derved får kommunerne et betragteligt økonomisk incitament til ikke at fritage borgeren af sundhedsmæssige hensyn, og der vil således fortsat være en indirekte afgift på at tage menneskelige hensyn, hvilket udhuler ideen om fritagelse.

Da lovforslaget er et lille, om end utilstrækkeligt, skridt i den rigtige retning og rummer principielle forbedringer for de syge, kan S, SF og EL stemme for lovforslaget.

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Jens Vibjerg (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Colette L. Brix (DF) Helle Sjelle (KF) fmd. Charlotte Dyremose (KF) Anders Samuelsen (LA) Torben Hansen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Lone Møller (S) Leif Lahn Jensen (S) nfmd. Eigil Andersen (SF) Karsten Hønge (SF) Morten Østergaard (RV) Line Barfod (EL)

Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47
Socialdemokratiet (S) 45
Dansk Folkeparti (DF) 24
Socialistisk Folkeparti (SF) 23
Det Konservative Folkeparti (KF) 17
Radikale Venstre (RV) 9
Enhedslisten (EL) 4
Liberal Alliance (LA) 3
Kristendemokraterne (KD) 1
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Tjóðveldi (T) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 2


Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 116

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsnotat, fra beskæftigelsesministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 116

Spm.nr.
Titel
1
Spm. , om kommunerne med de ændrede refusionssatser på sygedagpengeområdet har et økonomisk incitament til ikke at oplyse syge borgere om mulighederne for standby, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om sammensætningen af den arbejdsgruppe, som skal sammensætte den diagnoseliste, som skal ligge til grund for den foreslåede standbyordning, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om en redegørelse for, om alvorlige sygdomme, der ikke umiddelbart er livstruende, vil blive opført på den liste, der skal udarbejdes til jobcentrene over diagnoser, der skal anvendes til standbyordningen, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om ministeren mener, at listen over alvorlige diagnoser skal være en udtømmende facitliste til jobcentrene, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om redegørelse for, hvorvidt det foreslåede § 15 a, stk. 1, er til hinder for, at den syge kan få tilbud, der først på længere sigt fører til tilbagevenden til arbejdet, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om et skøn over antallet af personer, der mister retten til et tilbud på grund af de skærpede bestemmelser i det foreslåede § 15 a, stk. 1 og 2, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå