Lovforslag som fremsat nr. 2010/1 LSF 161 af 03. marts 2011
Fremsat den 2. marts 2011 af beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sygedagpenge
(Ændring af dispensationsbestemmelserne ved anmeldelse af sygefravær og anmodning om sygedagpengerefusion m.v.)§ 1
I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 85 af 7. februar 2011, som ændret ved § 18 i lov nr. 283 af 15. april 2009, lov nr. 1539 af 21. december 2010 og lov nr. 1599 af 22. december 2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 38, stk. 6, indsættes efter 1. pkt.:
»Tilsvarende gælder, hvis en kortere overskridelse af fristen skyldes, at lønmodtageren til brug for anmeldelse af sygefraværet har afventet modtagelse af et underretningsbrev fra SDPI-løsningen, jf. lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven.«
2. I § 43, stk. 5, indsættes efter 1. pkt.:
»Tilsvarende gælder, hvis overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige fra at anmelde rettidigt.«
3. § 59, stk. 5, 2. pkt., ophæves.
4. I § 59, stk. 6, 1. pkt., indsættes efter »fristen«: »skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt, eller«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2011.
Bemærkninger til lovforslaget
|
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at ændre dispensationsbestemmelserne i sygedagpengeloven, således at kommunerne får mulighed for at dispensere fra eventuel overskridelse af frister, som skyldes anvendelsen af den digitale indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven (SDPI-løsningen).
Der foreslås, at kommunens mulighed for at dispensere fra en overskridelse af lønmodtagerens frist for at anmelde sygefraværet til kommunen ændres, således at kommunen kan dispensere, hvis fristoverskridelsen skyldes, at lønmodtageren har afventet et underretningsbrev fra SDPI-løsningen.
Det foreslås endvidere, at dispensationsbestemmelserne for såvel arbejdsgivere som selvstændige erhvervsdrivende ændres, således at kommunen kan dispensere for en fristoverskridelse, der skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen.
Endelig foreslås det, at bestemmelsen om et mindste tidsinterval mellem 2 refusionsanmodninger ved lønmodtagerens længerevarende sygefravær ophæves.
Beskæftigelsesministeren har den 26. januar 2011 fremsat forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Større fleksibilitet i opfølgning og indsatsen overfor sygedagpengemodtagere) – L 116. Lovforslaget har ingen betydning for nærværende lovforslag.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ændring af dispensationsbestemmelse for lønmodtagere
2.1.1. Gældende ret
Efter sygedagpengeloven skal en lønmodtager, der anmoder om sygedagpenge fra kommunen, anmelde sygefraværet til kommunen senest en uge efter 1. fraværsdag. Har arbejdsgiveren udbetalt sygedagpenge, skal anmeldelse ske senest en uge efter, at udbetalingen fra arbejdsgiveren er ophørt.
Lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet sker på en blanket, der anvises af kommunen. Lønmodtagerens arbejdsgiver, eller hvis lønmodtageren er ledig dennes a-kasse, skal afgive oplysninger til brug for lønmodtagerens anmeldelse af en sygedagpengesag til kommunen. Arbejdsgiverens eller a-kassens oplysninger kan enten afgives på blanketten som lønmodtagerne anvender ved anmeldelsen, eller sendes digitalt via SDPI-løsningen.
Anvender arbejdsgiveren eller a-kassen SDPI-løsningen til at afgive oplysninger til brug for lønmodtagerens sygedagpengesag digitalt, vil der fra SDPI-løsningen blive sendt et underretningsbrev til lønmodtageren. Af underretningsbrevet fremgår de oplysninger, arbejdsgiveren eller a-kassen har afgivet til kommunen. Lønmodtageren skal dernæst give nogle oplysninger på underretningsbrevet og sende det til kommunen. Når underretningsbrevet modtages i kommunen, anses lønmodtageren for at have anmeldt sygefraværet og anmodet om sygedagpenge.
Lønmodtagerens anmeldelse skal være kommunen i hænde inden udløbet af anmeldelsesfristen, dvs. senest på ugedagen efter 1. fraværsdag. Anmeldelsen til kommunen anses for at være sket rettidigt, hvis blanketten er lagt i kommunens postkasse inden kommunens lukketid, uanset hvornår postkassen rent faktisk tømmes.
Indgiver lønmodtageren anmodning om sygedagpenge efter fristen, har lønmodtageren først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget i kommunen.
Kommunen har mulighed for at udbetale sygedagpenge fra tiden før anmodningsdagen, når lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt. Anmeldelsesfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræde.
2.1.1.1. Dispensationspraksis
Ankestyrelsen er sidste administrative klageinstans i sygedagpengesager. Ankestyrelsen behandler alene sager, som styrelsen skønner, har principiel eller generel betydning. Dette gælder også kommunens afgørelser om dispensation fra anmeldelsespligten for arbejdsgiver og lønmodtager. Ankestyrelsen fastlægger således praksis vedrørende hvornår der foreligger særlige undskyldende forhold, som har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt.
Ankestyrelsens afgørelser vedrører vidt forskellige konkrete tilfælde, men en generel tendens er, at praksis er meget restriktiv med hensyn til såvel arbejdstagers som lønmodtagers anmeldelsespligt. Fx vil tidligere meddelte dispensationer og/eller vejledning om reglerne om sygemelding m.v. fra kommunen i sig selv medføre, at der ikke gives dispensation.
2.1.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunen kan dispensere, hvis en kortere overskridelse af fristen skyldes, at lønmodtageren har afventet at modtage et underretningsbrev fra SDPI-løsningen til brug for anmeldelse af sygefraværet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og bemærkningerne hertil.
2.2. Ændring af dispensationsbestemmelserne for arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende
2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af sygedagpengeloven, at en arbejdsgiver, der har anmeldt sygefraværet senest 4 uger fra 1. fraværsdag, har ret til refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for arbejdsgiverens anmodning om refusion. Endvidere fremgår af sygedagpengeloven, at der ved refusion i løbende sygedagpengesager, kan ydes refusion for tidsrum, der ligger indtil 3 måneder forud for fremsættelsen af refusionskravet.
Arbejdsgiveren kan anmelde sygefraværet på en papirblanket, der anvises af kommunen eller via SDPI-løsningen. Sker anmeldelsen via SDPI-løsningen, anses anmeldelsestidspunktet for at være det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har signeret anmeldelsen i SDPI-løsningen. Tidspunktet for signeringen fremgår dels af den digitale anmeldelse, som kommunen modtager, dels af anmelderens kvittering. Fristen anses for overholdt, hvis anmeldelsen er signeret i SDPI-løsningen samme ugedag som 1. fraværsdag, blot 4 uger senere. Er den 1. fraværsdag fx en mandag, er anmeldelsesfristen overholdt, hvis anmeldelsen er signeret i SDPI-løsningen den efterfølgende 4. mandag, senest kl. 23.59.
Vælger arbejdsgiveren at anmelde sygefraværet på en papirblanket, anses anmeldelsestidspunktet for at være det tidspunkt, hvor kommunen modtager blanketten. Er den 1. fraværsdag fx en mandag, er anmeldelsesfristen overholdt, hvis blanketten er kommunen i hænde den efterfølgende 4. mandag. Anmeldelsen til kommunen anses for at være sket rettidigt, hvis blanketten er lagt i kommunens postkasse inden kommunens lukketid, uanset hvornår postkassen rent faktisk tømmes.
Kommunen kan udbetale refusion, når overskridelsen af fristen skyldes forhold, som i det væsentlige må tilskrives lønmodtageren, eller skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor. Dette gælder dog ikke, når anmodningen om refusion indgives senere end 6 måneder efter 1. fraværsdag.
Det fremgår endvidere af sygedagpengeloven, at en selvstændig erhvervsdrivende skal anmelde sygefravær til kommunen senest 3 uger efter 1. fraværsdag. De første 2 uger er den selvstændige erhvervsdrivende ikke berettiget til sygedagpenge (egenperioden).
Har den selvstændige ret til sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag, fordi han har tegnet en sygedagpengeforsikring for egenperioden, skal anmeldelsen dog ske senest en uge efter sygedagpengerettens indtræden.
Den selvstændige kan anmelde sygefraværet på en papirblanket, der anvises af kommune eller via SDPI-løsningen. Sker anmeldelsen via SDPI-løsningen, anses anmeldelsestidspunktet for at være det tidspunkt, hvor den selvstændige har signeret anmeldelsen i SDPI-løsningen. Tidspunktet for signeringen fremgår dels af den digitale anmeldelse, som kommunen modtager, dels af anmelderens kvittering. Fristen anses for overholdt, hvis anmeldelsen er signeret i SDPI-løsningen samme ugedag som 1. fraværsdag, blot 3 uger senere for en selvstændig der ikke har tegnet sygedagpengeforsikring. Er den 1. fraværsdag fx en mandag, er anmeldelsesfristen overholdt, hvis anmeldelsen er signeret i SDPI-løsningen den efterfølgende 3. mandag, senest kl. 23.59.
Vælger den selvstændige at anmelde sygefraværet på en papirblanket, anses anmeldelsestidspunktet for at være det tidspunkt, hvor kommunen modtager blanketten. Er den 1. fraværsdag fx en mandag, er anmeldelsesfristen overholdt, hvis blanketten er kommunen i hænde den efterfølgende 3. mandag for en selvstændig, der ikke har tegnet sygedagpengeforsikring. Anmeldelsen til kommunen anses for at være sket rettidigt, hvis blanketten er lagt i kommunens postkasse inden kommunens lukketid, uanset hvornår postkassen rent faktisk tømmes.
Indgives anmodningen om sygedagpenge senere end fristen, har den selvstændige først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget.
Kommunen kan udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. Anmeldelsesfristen kan dog ikke fraviges, når anmodningen er indgivet mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden.
For en beskrivelse af dispensationspraksis henvises til afsnit 2.1.1.1. i de almindelige bemærkninger.
2.2.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kommunen kan dispensere, hvis arbejdsgiverens eller den selvstændiges overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser i SDPI-løsningen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 4 og bemærkningerne hertil.
2.3. Ophævelse af krav om mindst 1 måneds tidsinterval mellem 2 refusionsanmodninger
2.3.1. Gældende ret
Efter sygedagpengeloven kan en arbejdsgiver ikke fremsætte krav om refusion med mindre end 1 måneds mellemrum, dvs. der skal være mindst 1 måned mellem to refusionsanmodninger.
Reglen er implementeret i SDPI-løsningen, og en arbejdsgiver har således ikke mulighed for at sende en refusionsanmodning til kommunen, før der er gået en måned fra sidste anmodning. Anmodning om refusion kan dog placeres i venteregisteret og arbejdsgiveren modtager dernæst besked, når der er gået en måned siden sidste refusionsanmodning. Det bemærkes i den forbindelse, at SDPI-løsningen bliver tilrettet i overensstemmelse med ændringer i sygedagpengeloven.
2.3.2. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kravet om at refusion ikke kan fremsættes med mindre end 1 måneds mellemrum ophæves. Derved opnås en øget fleksibilitet for arbejdsgiverne ved anmodning om refusion af sygedagpenge.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 og bemærkninger hertil.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning, idet ændringerne i dispensationsbestemmelserne alene forventes anvendt i et meget begrænset antal sager.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af betydning, idet ændringerne i dispensationsbestemmelserne alene forventes anvendt i et meget begrænset antal sager.
Lovforslaget har været sendt til høring i Erhvervs og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering (CKR). CKR vurderer, at forslaget om ophævelse af sygedagpengelovens § 59, stk. 5, 2. pkt. medfører mindre administrative lettelser for arbejdsgiverne. Flere forskellige arbejdsgivere har dog via regeringens byrdebrevkasse gentagende gange overfor CKR udtryk et ønske om mere fleksibilitet i forbindelse med refusion. Således vil afskaffelsen af sygedagpengelovens § 59 stk. 5, 2. pkt. fjerne en betydelig irritationsbyrde for virksomhederne.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ankestyrelsen, Danske Statsforvaltninger, Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Kristelig Fagbevægelse og Kristelig Arbejdsgiverforening.
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter sygedagpengelovens § 38, stk. 6, kan kommunen dispensere for en lønmodtagers manglende overholdelse af fristen for anmeldelse af sygefraværet til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor lønmodtageren på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldelige forhold har bevirket, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt.
Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, hvis lønmodtageren har overskredet fristen med en kortere periode, og det skyldes, at lønmodtageren til brug for anmeldelse af sygefraværet har afventet modtagelse af et underretningsbrev fra SDPI-løsningen.
Med forslaget sikres, at kommunen kan dispensere i de tilfælde, hvor lønmodtagerens anmeldelse af sygefraværet til kommunen er forsinket som følge af arbejdsgiverens eller a-kassens afgivelse af oplysninger til SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der alene dispenseres ved kortvarig overskridelse af fristen, typisk op til en uge. Det forudsættes endvidere, at lønmodtageren straks efter modtagelsen af underretningsbrevet har udfyldt dette og sendt det til kommunen.
Til nr. 2
Efter sygedagpengelovens § 43, stk. 5, kan kommunen dispensere fra en selvstændiges manglende overholdelse af fristen for anmeldelse af sygefraværet til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor den selvstændige på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særlige undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelserne ikke er sket rettidigt.
Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, når den selvstændiges overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret den selvstændige fra at anmelde rettidigt.
Forslaget sikrer, at kommunen kan dispensere, hvis der skulle opstå driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der er tale om driftsforstyrrelser af et omfang og en varighed, der er skyld i, at den selvstændige ikke har kunnet anmelde rettidigt.
Den aktuelle driftsstatus i SDPI-løsningen kan ses på løsningens hjemmeside www.nemrefusion.dk. Ved kontakt til supporten for SDPI-løsningen vil kommunen kunne få en oversigt over driftsforstyrrelser, der måtte have været i en given periode.
Det er ikke nok, at der har været driftsforstyrrelse i SDPI-løsningen i løbet af den periode, hvor den selvstændige skulle anmelde sygefraværet. Det forudsættes, at driftsforstyrrelsen har været af et omfang og en varighed, som har gjort, at den selvstændige ikke har kunnet anmelde rettidigt. En mindre driftsforstyrrelse i løbet af anmeldelsesperioden vil således ikke være nok til at give en dispensation, såfremt driftsforstyrrelsen ikke har forhindret, at den selvstændige har kunnet foretage anmeldelsen rettidigt.
Det forudsættes, at den selvstændige inden en rimelig frist har anmeldt sygefraværet til kommunen, efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig. Som udgangspunkt vil en anmeldelse, der er fortaget inden for et par hverdage efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig, anses for at være sket inden for en rimelig frist.
Til nr. 3
Efter sygedagpengelovens § 59, stk. 5, 2. pkt., kan en arbejdsgiver ikke fremsætte krav om refusion med mindre end 1 måneds mellemrum.
Det foreslås, at kravet om mindst 1 måneds mellemrum mellem 2 refusionsanmodninger ophæves.
Forslaget sikrer, at arbejdsgiverens fleksibilitet i forbindelse med anmodning om refusion øges, idet arbejdsgiveren ikke er begrænset af kravet om en tidsperiode på mindst 1 måned mellem refusionsanmodningerne.
Til nr. 4
Efter sygedagpengelovens § 59, stk. 6, kan kommunen dispensere fra en arbejdsgivers manglede overholdelse af fristen for anmeldelse af refusionskrav til kommunen. Det kan ske i de situationer, hvor overskridelsen af fristen skyldes forhold, som i det væsentlige må tilskrives lønmodtageren, eller skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.
Det foreslås, at kommunen tilsvarende skal kunne dispensere, når overskridelse af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt.
Forslaget sikrer, at kommunen kan dispensere hvis der skulle opstå driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen. Det forudsættes, at der er tale om driftsforstyrrelser af et omfang og en varighed, der er skyld i at arbejdsgiveren ikke har kunnet anmelde rettidigt.
Den aktuelle driftsstatus i SDPI-løsningen kan ses på løsningens hjemmeside www.nemrefusion.dk. Ved kontakt til supporten for SDPI-løsningen vil kommunen kunne få en oversigt over driftsforstyrrelser, der måtte have været i en given periode.
Det ikke er nok, at der har været driftsforstyrrelse i SDPI-løsningen i løbet af den periode, hvor arbejdsgiveren skulle anmelde sygefraværet. Det forudsættes, at driftsforstyrrelsen har været af et omfang og en varighed, som har gjort, at arbejdsgiveren ikke har kunnet anmelde rettidigt. En mindre driftsforstyrrelse i løbet af anmeldelsesperioden vil således ikke være nok til at give en dispensation, såfremt driftsforstyrrelsen ikke har forhindret, at arbejdsgiveren har kunnet foretage anmeldelsen rettidigt.
Det forudsættes endvidere, at arbejdsgiveren inden en rimelig frist har anmeldt refusionskravet til kommunen, når SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig. Som udgangspunkt vil en anmeldelse, der er fortaget inden for et par hverdage efter at SDPI-løsningen igen er blevet tilgængelig, anses for at være sket inden for en rimelig frist.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2011.
Loven vil få virkning for afgørelser om dispensation, som træffes den 1. juli 2011 eller senere, uanset om fristen er overskredet inden lovens ikrafttræden.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
|