Skriftlig fremsættelse af lovforslag nr. 2010/1 SF.L L 8 af 07. oktober 2010

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2010)

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Ændring af beskæftigelseskravet, afskaffelse af ret til sygedagpenge på søgnehelligdage, m.v.)

(Lovforslag nr. L 8)

Lovforslaget er en opfølgning på aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra maj 2010 om genopretning af dansk økonomi, idet forslaget udmønter de ændringer, der er aftalt på sygedagpengeområdet om forlængelse af beskæftigelseskravet og afskaffelse af ret til sygedagpenge på søgnehelligdage.

Retten til at få sygedagpenge fra kommunen er i dag betinget af, at den sygemeldte før starten af sygefraværet har haft 13 ugers beskæftigelse. Det foreslås at forlænge dette beskæftigelseskrav til 26 uger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, hvor længe man har ret til at modtage sygedagpenge, idet der i de seneste år løbende er sket en udbygning af reglerne om forlængelse af perioden med sygedagpenge. Med lovforslaget sikres det, at muligheden for at få sygedagpenge i en længere periode modsvares af et krav om øget forudgående beskæftigelse.

Der er i dag ikke ret til sygedagpenge på søgnehelligdage, der ligger inden for de første 3 uger af sygefraværet, dvs. i den periode, hvor det typisk er arbejdsgiveren, der udbetaler sygedagpengene. Først efter 3 uger udbetales der sygedagpenge på søgnehelligdage. Det foreslås at ensrette reglerne ved helt at afskaffe ret til sygedagpenge på søgnehelligdage – uanset om disse dage falder før eller efter 3 ugers sygefravær.

Endelig er der i lovforslaget medtaget et forslag om en præcisering af fleksibiliteten i reglerne om, hvordan kommunerne skal foretage sygedagpengeopfølgningen.

Lovforslaget skønnes med hensyn til forlængelsen af beskæftigelseskravet at medføre en samlet offentlig mindreudgift på ca. 35 mio. kr. i 2012 og ca. 70 mio. kr. i 2013 og fremefter. Forslaget om søgnehelligdage skønnes at give en offentlig mindreudgift på ca. 204 mio. kr. i et gennemsnitsår.

Det foreslås, at ændringerne vedrørende beskæftigelseskravet og retten til sygedagpenge på søgnehelligdage træder i kraft den 2. juli 2012, mens præciseringen af fleksibiliteten i sygedagpengeopfølgningen træder i kraft den 3. januar 2011.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.