Ændringslov nr. 1599 af 22. december 2010

Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om sygedagpenge

(Udvidelse af arbejdsgiverperioden)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om sygedagpenge, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1545 af 20. december 2006 og lov nr. 389 af 27. maj 2008 og senest ved § 2 i lov nr. 701 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 1, § 24, stk. 2, nr. 1 og 2, § 30, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 56, stk. 1, 1. pkt., og § 61 ændres »21 kalenderdage« til: »30 kalenderdage«.

2. § 40, stk. 1, affattes således:

»En arbejdsgiver, der udbetaler løn under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde fraværet til lønmodtagerens opholdskommune senest 4 uger efter 1. fraværsdag, hvis fraværet strækker sig ud over 21 kalenderdage.«

§ 2

Loven træder i kraft den 2. januar 2012.

§ 3

Stk. 1. Loven finder anvendelse på sygdomstilfælde, hvor 1. fraværsdag er den 2. januar 2012 eller senere.

Stk. 2. Uanset § 24, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, skal der ved beregningen af sygedagpengeperioden efter § 24, stk. 1, eller § 25, stk. 1, i lov om sygedagpenge, ikke medregnes de dage, der ligger før den 2. januar 2012, og for hvilke der er udbetalt sygedagpenge eller løn fra arbejdsgiveren i de første 21 kalenderdage af sygefraværsperioden eller udbetalt sygedagpenge fra kommunen i de første 21 kalenderdage af sygefraværsperioden for lønmodtagere.

§ 4

Stk. 1. Uanset § 14, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner indgår de kommunale merudgifter for kommunerne som arbejdsgivere, der følger af § 1, ikke i fastsættelsen af statens årlige tilskud til kommunerne.

Stk. 2. Uanset § 3, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om regionernes finansiering indgår de regionale merudgifter for regionerne som arbejdsgivere, der følger af § 1, ikke i fastsættelsen af statens årlige tilskud til regionerne.

Givet på Marselisborg Slot, den 22. december 2010

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Inger Støjberg