Privatvejsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024

Kapitel 6 1 Vedligeholdelse
§ 13

De vejberettigede er ansvarlige for, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.

§ 14

En vejberettiget kan anmode kommunalbestyrelsen om at tage stilling til, om en vej er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, eller til udgiftsfordelingen vedrørende den af kommunalbestyrelsen fastsatte fremtidige vedligeholdelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan af egen drift tage stilling til de i stk. 1 nævnte spørgsmål.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan pålægge den, der efter stk. 1 har anmodet kommunen om at tage stilling til vejens vedligeholdelsesstand eller om at fastsætte en ny udgiftsfordeling vedrørende vejens fremtidige vedligeholdelse, at afholde kommunens dokumenterede administrative udgifter, når dette efter kommunalbestyrelsens skøn er rimeligt.

§ 15

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en privat fællesvej skal vedligeholdes, så den er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Kommunalbestyrelsen kan samtidig træffe bestemmelse om den fremtidige vedligeholdelse af vejen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at flere private fællesveje, der udgør en færdselsmæssig enhed, skal vedligeholdes samlet. Arbejderne skal i så fald udføres som et samlet arbejde. Udgifterne fordeles herefter mellem de vejberettigede, der benytter vejen, jf. stk. 4.

Stk. 3 Hvis kommunalbestyrelsen påtænker at bestemme, at et arbejde skal udføres som et samlet arbejde, skal den med mindst 4 ugers varsel fremsende udkast til afgørelse inklusive udgiftsfordeling til dem, der forventes at blive berørt af afgørelsen, med henblik på at de kan fremkomme med indsigelser.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen fordeler arbejderne og udgifterne til de arbejder, som kommunen efter stk. 1 og 2 kræver udført, i forhold til de vejberettigedes brug af vejen. Kommunalbestyrelsen afholder dog udgifterne til de arbejder, der kræves udført med henblik på at sikre offentlighedens adgang til vejen efter reglerne i naturbeskyttelsesloven.

§ 16

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 ikke implementeret korrekt.
De følgende paragraffer i lov om private fællesveje er blevet påvirket af den nævnte forkerte gennemførelse i den officielle lovbekendtgørelse:
1) § 8, stk. 4,
2) § 16, stk. 1,
3) § 23, stk. 2: delvis/delvist,
4) § 36, stk. 2: to/2; 1,5 m/1,5 meter,
5) § 49, stk. 1: el.lign./eller lignende,
6) § 50, stk. 2: fællesvej/fælles vej; stykke/stk.,
7) § 58, stk. 1: femte/5,
8) § 70 b, stk. 3: udføres/påbegyndes,
9) § 87 a, stk. 1: §§ 67-69 og § 70, stk. 1/ § 70, stk. 1, og §§ 67-69; stk. 2: De har slettet et §-tegn,
10) § 88 a,
11) § 98, stk. 1, nr. 1: De har indsat et “og” imellem 34 og 36,
12) § 99 a, stk. 1: tre/3; stk. 2: De har slettet et § tegn.

Vi har implementeret § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, som den er vedtaget.
Kommunalbestyrelsen kan pålægge de vedligeholdelsesforpligtede grundejere konkrete vedligeholdelsesarbejder i forhold til deres brug af vejen.

Stk. 2 Udføres et pålagt vedligeholdelsesarbejde efter stk. 1 ikke inden for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade arbejdet udføre for de vedligeholdelsesforpligtedes regning.

§ 17

I udgifterne, der fordeles efter dette kapitel, indgår både dokumenterede anlægsudgifter og dokumenterede administrative udgifter for kommunen.

Kommunalbestyrelsens udførelse af vedligeholdelsen
§ 18

Hvis vedligeholdelsesforpligtede grundejere, der ved en fordeling efter reglerne i § 15, stk. 4, er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af de samlede udgifter til vejens vedligeholdelse, anmoder om det, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at den helt eller delvis påtager sig vedligeholdelsen, herunder den fremtidige vedligeholdelse, af vejen for samtlige vedligeholdelsesforpligtedes regning.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at arbejde efter stk. 1 udføres billigst muligt ved gennemførelse af proceduren i § 99 a. De vedligeholdelsesforpligtede grundejere kan forlange, at kommunalbestyrelsen redegør nærmere for, hvordan dette er sket.

§§ 19-22

(Ophævet)