Privatvejsloven § 24a

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024

§ 24a

Kan der ikke opnås enighed mellem vejarealets ejer og en ledningsejer om vilkårene for placering af ledninger, kabler og tilbehør hertil i et areal, der er taget i brug for en privat fællesvej eller privat fællessti, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning meddele tilladelse til, at de omhandlede ledninger, kabler og tilbehør hertil placeres i eller på den private fællesvej eller den private fællessti til forsyning af tilgrænsende eller nærliggende ejendomme efter gæsteprincippet, jf. § 70. En tilladelse forudsætter, at ledninger, kabler eller tilbehør hertil er omfattet af bestemmelser fastsat af transportministeren i medfør af stk. 7.

Stk. 2 En ansøgning efter stk. 1 kan tidligst indgives til kommunalbestyrelsen, når det kan sandsynliggøres, at der ikke er enighed og heller ikke udsigt til enighed, eller når arealejeren ikke har besvaret ledningsejerens anmodning senest 4 uger efter modtagelse af anmodningen, medmindre særlige årsager gør sig gældende.

Stk. 3 § 70 a finder anvendelse ved ansøgninger efter dette kapitel. Endvidere finder §§ 74 og 75 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med ansøgninger og § 76 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med meddelelsen af tilladelser efter dette kapitel.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal betinge en tilladelse efter stk. 1 af, at ledningsejeren

  • 1) yder vedkommende grundejere erstatning for tab ved anbringelse eller tilstedeværelse samt ved eftersyn og istandsættelse af de omhandlede ledninger, kabler og tilbehør hertil,

  • 2) retablerer vejareal og arbejdsareal efter endt arbejde og

  • 3) skriftligt underretter kommunen om, at retableringsarbejderne er gennemført.

Stk. 5 Arbejder på ledninger, kabler og tilbehør hertil tilladt efter stk. 1 kan tidligst påbegyndes 3 uger efter et varsel herom til vejarealets ejer. Ledningsejeren kan dog udføre uopsættelige reparationer af ledninger, kabler og tilbehør hertil tilladt efter stk. 1 uden forudgående underretning af vejarealets ejer. Uopsætttelige reparationer skal anmeldes til vejejeren snarest muligt, dog senest 1 arbejdsdag efter arbejdets begyndelse.

Stk. 6 Grundejerne kan ikke modsætte sig udførelsen af arbejder, hvortil der er meddelt tilladelse efter stk. 1, og varslede arbejder eller uopsættelige reparationer efter stk. 5.

Stk. 7 Transportministeren fastsætter regler om, hvilke ledninger, kabler og tilbehør hertil stk. 1 finder anvendelse på.