Kapitel 4 1 Kommunale bidrag
For hver deltager, der udløser statstilskud til en produktionsskole, jf. § 11, stk. 1, betaler hjemstedskommunen bidrag til staten pr. årselev med beløb, hvis størrelse fastsættes på de årlige finanslove, for aktiviteten i det finansår, som finansloven vedrører, jf. dog stk. 2. Ved hjemstedskommune forstås den kommune, i hvilken deltageren ifølge CPR havde bopæl den 5. september i kalenderåret forud for det finansår, hvor aktiviteten afholdes.
Stk. 2 Kommunerne betaler ikke bidrag til staten for den aktivitet på produktionsskoler, der vedrører erhvervsgrunduddannelseselever, jf. stk. 1.
Stk. 3 Efter hvert kvartal foretager produktionsskolen en særskilt beregning af de bidragsmæssige konsekvenser for de enkelte kommuner, der ifølge skolens oplysning skal betale bidrag efter stk. 1, så det fremgår, hvor mange årselever på henholdsvis under og over 18 år kommunen skal betale bidrag for. Beregningen foretages efter reglerne for beregningen af statstilskud. Skolerne indtaster oplysningerne i en elevdatabase (Elevbasen) senest den 10. i den måned, der følger efter kvartalets udløb, hvorefter Undervisningsministeriet orienterer kommunerne om aktivitetsudviklingen på produktionsskolerne og de forventede bidragsmæssige konsekvenser heraf, dels for kommunerne under et, dels for den enkelte kommune.
Stk. 4 Inden udgangen af februar måned efter det bidragspligtige finansår indtaster skolen i Elevbasen oplysninger om navn og personnummer og årselevandel for hver enkelt deltager, der har gået på skolen i det bidragspligtige finansår. Undervisningsministeriet foretager herefter en sammenligning med CPR’s oplysning om deltagerens hjemstedskommune, jf. stk. 1. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om indtastning, fejlretning og indsendelse.
Stk. 5 Bidragsopkrævningen gennemføres ved modregning i udbetalingerne i juli måned til kommunerne fra told- og skatteforvaltningen af indkomstskat, statstilskud m.v.
Elevens bopælskommune kan kræve refusion af bidraget i henhold til § 13, stk. 1, fra en anden kommune for deltagere, der ved beregningen af kommunal udligning til kommuner indgår i folketallet i den anden kommune.