Uddannelses- og forskningsministeren kan for professionshøjskoler, der ikke følger bestemmelserne i denne lov eller de regler eller aftaler, jf. § 33, der er fastsat eller indgået i henhold til loven eller uddannelses- og forskningsministerens påbud, midlertidigt tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis.
Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan tilbageholde tilskud til professionshøjskoler eller lade tilskud bortfalde for professionshøjskoler, som begæres erklæret konkurs eller standser deres betalinger, eller når der i øvrigt er fare for, at en professionshøjskoles virksomhed må indstilles.
Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.