Prospektet skal indeholde oplysninger om udstederen og de værdipapirer, der skal udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked. Det skal også indeholde et resumé.
Stk. 2 Udstederen, udbyderen eller den person, der anmoder om optagelse til handel, kan vælge at udarbejde prospektet som et enkelt dokument eller som særskilte dokumenter. I et prospekt, der består af særskilte dokumenter, inddeles de påkrævede oplysninger i et registreringsdokument, en værdipapirnote og et resumé. Registreringsdokumentet skal indeholde oplysninger om udstederen. Værdipapirnoten skal indeholde oplysninger om de omsættelige værdipapirer, der udbydes til offentligheden eller skal optages til handel på et reguleret marked.
Stk. 3 Resumeet i prospektet skal være kortfattet, i et ikke-teknisk sprog samt indeholde nøgleoplysninger på det sprog, som prospektet oprindelig blev udarbejdet på. Resuméet skal have en form og et indhold, som sammen med prospektet giver passende oplysninger om de væsentligste elementer i forbindelse med de pågældende omsættelige værdipapirer, således at investorer lettere kan tage stilling til, om de vil investere i sådanne omsættelige værdipapirer. Resuméet skal ligeledes indeholde en advarsel om, at
-
1) resuméet bør læses som en indledning til prospektet,
-
2) enhver beslutning om investering i de omsættelige værdipapirer bør træffes på baggrund af prospektet som helhed,
-
3) hvis en sag vedrørende oplysningerne i prospektet indbringes for en domstol, kan den sagsøgende investor være forpligtet til at betale omkostningerne i forbindelse med oversættelse af prospektet, inden sagen indledes, og
-
4) de fysiske eller juridiske personer, som har udfærdiget resumeet eller eventuelle oversættelser heraf og anmodet om godkendelse heraf, kan ifalde et civilretligt erstatningsansvar, men kun såfremt resuméet er misvisende, ukorrekt eller uoverensstemmende eller ikke indeholder nøgleoplysninger, når det læses sammen med de andre dele af prospektet.
Stk. 4 Når prospektet vedrører optagelse til handel på et reguleret marked af værdipapirer, der ikke er kapitalandele, jf. § 2 a, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., og som har et pålydende på mindst 100.000 euro, finder kravet i stk. 1, om, at prospektet skal indeholde et resumé, ikke anvendelse.