Kapitel 4 Registrering af alternative behandlere
For at opnå registrering og dermed ret til at anvende titlen registreret alternativ behandler (RAB) skal en alternativ behandler være medlem af en forening, der er godkendt efter reglerne i kapitel 2 til at registrere alternative behandlere inden for det pågældende fagområde (behandlingsform), og opfylde de i § 10 nævnte uddannelses- og eksamenskrav og krav til vedligeholdelse og opdatering af behandlerens faglige viden.
Stk. 2 Registrering og dermed udstedelse af tilladelse til at anvende titlen registreret alternativ behandler (RAB) forestås af den pågældende forening.
Stk. 3 Foreningen er ansvarlig for, at betingelserne for registrering er til stede ved registreringen, og for at afregistrere et medlem, såfremt den pågældende ikke længere opfylder betingelserne.
Såfremt en forening, der er godkendt efter reglerne i kapitel 2, ophører med at eksistere eller fratages sin godkendelse, forudsætter fortsat brug af titlen registreret alternativ behandler (RAB) for de af foreningen registrerede medlemmer, at disse er indmeldt i og registreret på ny i en anden forening, der er godkendt efter reglerne i kapitel 2 til at registrere alternative behandlere inden for det pågældende fagområde (behandlingsform).
Ønsker en alternativ behandler at blive registreret i relation til flere fagområder (behandlingsformer), skal de i § 14, stk. 1, nævnte krav være opfyldt for hver af de pågældende behandlingsformer.
Stk. 2 Registrering skal i givet fald ske i en eller eventuelt flere foreninger, der er godkendt til at registrere alternative behandlere inden for de pågældende fagområder (behandlingsformer).
En alternativ behandler, der er registreret efter denne bekendtgørelse, må alene anvende titlen registreret alternativ behandler (RAB) i relation til det eller de fagområder (behandlingsformer), som registreringen omfatter.