Der kan ikke gives tilladelse til efterforskning og indvinding i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer i følgende områder:
-
1) Områder, hvor der ikke vil kunne gives tilladelse til indvinding, f.eks. fordi det er omfattet af et forbud mod tilladelse til råstofindvinding eller er forbeholdt andre særlige råstofforsyningsbehov.
-
2) Områder, hvor der må foretages efterforskning med henblik på indvinding i henhold til en gældende efterforskningstilladelse eller en anmeldelse efter § 2, stk. 3, og områder, hvor der er en gældende indvindingstilladelse.
-
3) Områder, hvor der, inden den pågældende ansøgning blev indgivet, af en anden er foretaget anmeldelse af efterforskning, men denne endnu ikke må påbegyndes, jf. § 2, stk. 3, eller er indgivet en ansøgning om efterforskningstilladelse eller indvindingstilladelse, som endnu ikke er færdigbehandlet, eller er indgivet anmodning om auktion, jf. § 18.
-
4) Områder, hvor der er en fortrinsret til at ansøge om indvindingstilladelse på baggrund af en efterforskning.
-
5) Tidligere fællesområder, hvor der har været en gældende tilladelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 2, i lov om råstoffer inden for det seneste år.
Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 2, 3 og 5, kan der søges om tilladelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer i fællesområder eller områder, hvor der er foretaget en anmeldelse efter § 2, stk. 3, hvis der er tale om indvinding til brug for projekter af væsentlig samfundsmæssig interesse, og der ikke kan findes egnede råstoffer andre steder, eller kun i en sådan afstand, at det ville medføre en uforholdsmæssigt stor forøgelse af omkostningerne til projektet.
Stk. 3 Områder, hvor der er en gældende tilladelse til indvinding meddelt i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer betegnes bygherreområder.