Kapitel 7 a Miljøskade
En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forstås i overensstemmelse med §§ 7-11 i miljøskadeloven.
Ved den ansvarlige for driften forstås den, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2 Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forårsaget i forbindelse med håndtering af indvindingsaffald, forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er sket.
Stk. 3 Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2 Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan afværge en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade.
Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller miljøet.
Påbud efter § 33 d kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom eller det indvindingsmateriel, hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen eller indvindingsmateriellet.
Stk. 2 Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, kan tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet, påbud om at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over ejendommen eller indvindingsmateriellet.
Hvis der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2 eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2 Miljøministeren kan fastsætte regler om, at regionsrådet skal forelægge et udkast til afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først kan påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
I sager, hvor regionsrådet er tilsynsmyndighed, sender regionsrådet afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2 Regionsrådet offentliggør afgørelsen. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 3 Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelsen.
Stk. 4 Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven, kan først påklages som led i en klage over en afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
Hvis en klageberettiget efter § 15, stk. 2, og § 26 a, stk. 3, har formodning om en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden på anmodning fra den klageberettigede træffe afgørelse efter § 33 g eller § 33 h.
Stk. 2 Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede miljøskade eller den overhængende fare for en miljøskade.
Stk. 3 Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.