Hvis værdien af de aktiver, der er nævnt i § 33 a, stk. 3, og § 33 b, stk. 3, ikke længere svarer til værdien af de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer eller ikke overholder de lånegrænser, der var gældende på det tidspunkt, hvor lånet er ydet, skal realkreditinstituttet stille supplerende sikkerhed til opfyldelse af kravet samt give Finanstilsynet meddelelse herom. Supplerende sikkerhed skal stilles i form af de aktivtyper, der er opregnet i artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-f, og 3. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Pligten til at stille supplerende sikkerhed samt udgifterne hertil kan for lån udbudt i Danmark ikke pålægges de låntagere, hvis faldende ejendomsværdier har udløst kravet om den supplerende sikkerhedsstillelse.
Stk. 2 Hvis realkreditinstituttet ikke stiller supplerende sikkerhed efter stk. 1, 1. pkt., mister alle obligationer udstedt i den pågældende serie med seriereservefond betegnelsen særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer. Obligationer, der mister betegnelsen særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, kan betegnes realkreditobligationer, hvis de på tidspunktet for tilbud om lån opfylder lovgivningens krav til realkreditobligationer.
Stk. 3 Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 2, 2. pkt., uanset at obligationerne ikke opfylder lovgivningens krav til realkreditobligationer. Serier med seriereservefonde, der overgår til betegnelsen realkreditobligationer efter 1. pkt., skal holdes adskilt fra øvrige midler i realkreditinstituttet. Allerede stillet supplerende sikkerhed, jf. stk. 1, 1. pkt., tilhører den serie med seriereservefond, som er blevet reklassificeret i medfør af stk. 2.
Stk. 4 Hvis obligationerne efterfølgende på ny opfylder kravene til særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, kan Finanstilsynet tillade, at obligationerne på ny betegnes særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.
Stk. 5 Sikkerhed stillet i henhold til stk. 1 kan ikke omstødes efter konkurslovens § 70 eller § 72. Omstødelse kan dog ske efter de nævnte bestemmelser, hvis sikkerhedsstillelsen konkret ikke fremstod som ordinær.