Der afholdes første gang valg til regionsrådene den 15. november 2005. Valget til regionsrådene den 15. november 2005 afholdes i overensstemmelse med reglerne om afholdelse af valg til amtsrådet i kapitel 1-9 og 12 i lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2 og 3 og § 40.
Stk. 2 De opgaver, der i medfør af lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, er tillagt det siddende amtsråd eller amtskommunens valgbestyrelse ved afholdelse af valg til amtsrådet, varetages ved valget til regionsrådet den 15. november 2005 af en regionsvalgbestyrelse. Regionsvalgbestyrelsen udpeges af amtsrådene i de amtskommuner, der helt eller delvis er beliggende inden for regionen, samt for så vidt angår Region Hovedstaden tillige af Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsvalgbestyrelsens udpegning, sammensætning og virksomhed og om afholdelse af udgifterne til de foranstaltninger, der påhviler regionsvalgbestyrelsen.
Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om afholdelse af valget den 15. november 2005 til regionsrådene. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herved fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, herunder de i medfør af stk. 1 gældende regler i lov om kommunale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf.