Regnskaber vedrørende 2006 for Københavns og Frederiksborg Amtskommuner og for Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab aflægges til Hovedstadens Regionsråd af regionens forretningsudvalg. Regnskaber vedrørende 2006 for Roskilde, Vestsjællands og Storstrøms Amtskommuner aflægges til Sjællands Regionsråd af regionens forretningsudvalg. Regnskaber vedrørende 2006 for Fyns, Sønderjyllands, Ribe og Vejle Amtskommuner aflægges til Syddanmarks Regionsråd af regionens forretningsudvalg. Regnskaber vedrørende 2006 for Ringkøbing, Århus og Viborg Amtskommuner aflægges til Midtjyllands Regionsråd af regionens forretningsudvalg. Regnskabet vedrørende 2006 for Nordjyllands Amtskommune aflægges til Nordjyllands Regionsråd af regionens forretningsudvalg.
Stk. 2 Regionsrådet afgiver regnskabet vedrørende 2006 for en af de i stk. 1 nævnte myndigheder til revisionen for den myndighed, regnskabet vedrører. Efter at revisionens bemærkninger til regnskabet har været meddelt forretningsudvalget og, for så vidt angår bemærkninger, der ikke umiddelbart angår den forvaltning, der hører under forretningsudvalget, tillige den pågældende myndighed, hvortil opgaven er overført til besvarelse, træffer regionsrådet i et møde afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og regnskabets godkendelse.
Stk. 3 Regnskabet vedrørende 2006 for en af de i stk. 1 nævnte myndigheder sendes til den Ankestyrelsen, der varetager tilsynet med den region, hvor regnskabet aflægges efter stk. 1, sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, regionsrådet har truffet i forbindelse hermed, jf. stk. 2.
Stk. 4 Lov om kommunernes styrelse § 45, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for de i stk. 1 nævnte regnskaber. Lov om kommunernes styrelse §§ 42 b og 42 c finder tilsvarende anvendelse for revisionens beretninger til disse regnskaber.
Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om aflæggelse af de i stk. 1 nævnte regnskaber, om revisionen heraf, om afgørelse af bemærkninger og om regnskabernes indsendelse til Ankestyrelsen og foreskriver formen for disse regnskaber.