Det nyvalgte regionsråd afholder sit konstituerende møde i tidsrummet 1.-15. december i det år, hvori valget afholdes, dog tidligst efter, at det tidligere regionsråd har truffet afgørelse vedrørende eventuelle valgklager og anmodninger om fritagelse for at modtage valg. Indkaldelse til mødet foretages af det medlem, der længst har været medlem af regionsrådet, eller, hvis flere har været medlemmer lige længe, af det ældste af disse.
Stk. 2 På det konstituerende møde vælger regionsrådet sin formand blandt sine medlemmer. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet. Valget foretages efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 3 Ingen, der er ansat i regionen, kan være formand for regionsrådet. Endvidere kan regionsrådets formand ikke samtidig være formand for en kommunalbestyrelse, medlem af magistraten, jf. § 64 i lov om kommunernes styrelse, eller formand for et stående udvalg i en kommune, der styres efter reglerne i § 64 a i lov om kommunernes styrelse. Regionsrådets formand har krav på fritagelse, dersom vedkommende vælges til et af de i 2. pkt. nævnte hverv.
Stk. 4 Så snart valget af formand har fundet sted, vælger regionsrådet blandt sine medlemmer en første og en anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere i formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget, og foretages under et som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 5 Valgene af formand og næstformænd har virkning for regionsrådets funktionsperiode.