Regnskabsbekendtgørelse for forsikringsvirksomheder og tværgående pensionskasser Kapitel 10

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser

Bekendtgørelse nr. 503 af 23. maj 2024

Kapitel 10 Bæredygtighedsrapport for tredjelandsvirksomheder
Omfattede virksomheder og filialer
§ 170

En dattervirksomhed, der er omfattet af § 144 a, og som indgår i en koncern, hvis samlede bruttopræmier i EU i hvert af de seneste to på hinanden følgende regnskabsår overstiger 150 mio. euro, og hvor den øverste modervirksomhed ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, skal på vegne af den øverste modervirksomhed udarbejde en bæredygtighedsrapport i overensstemmelse med kravene til bæredygtighedsrapportens indhold, jf. § 172 og offentliggørelse, jf. § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed, og lade rapporten forsyne med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, jf. § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed, medmindre den øverste modervirksomhed har udarbejdet en bæredygtighedsrapport på koncernniveau, der opfylder kravene i § 172.

Stk. 2 Har dattervirksomheden ikke de nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen af bæredygtighedsrapporten, skal den anmode dens øverste modervirksomhed om at afgive oplysningerne til brug herfor.

Stk. 3 Hvis den øverste modervirksomhed udarbejder en bæredygtighedsrapport på koncernniveau, skal modervirksomheden forsyne bæredygtighedsrapporten med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, som er afgivet af en juridisk eller fysisk person, der er autoriseret til at afgive erklæring hertil i henhold til lovgivningen i det pågældende land.

Stk. 4 Afgiver den øverste modervirksomhed ikke oplysningerne, jf. stk. 2, skal dattervirksomheden udarbejde bæredygtighedsrapporten jf. stk. 1, på grundlag af de oplysninger, som den er i besiddelse af, har indhentet eller erhvervet og afgive en erklæring om, at den øverste modervirksomhed ikke har efterkommet anmodningen om at afgive oplysninger til brug for udarbejdelsen af bæredygtighedsrapporten. Forsyner modervirksomheden ikke bæredygtighedsrapporten med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, jf. stk. 3, skal dattervirksomheden afgive en erklæring om, at modervirksomheden ikke har forsynet bæredygtighedsrapporten med en erklæring om bæredygtighedsrapportering.

Stk. 5 Den i stk. 1 omhandlede dattervirksomheds ledelse har ansvar for efter bedste overbevisning og evne at sikre, at dattervirksomhedens bæredygtighedsrapport udarbejdes i overensstemmelse med stk. 1-4, og at denne rapport indsendes i overensstemmelse med § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 6 Virksomheden skal anvende §§ 27 og 35 ved beregning af bruttopræmierne, jf. stk. 1.

§ 171

En filial, hvis bruttopræmier i det foregående regnskabsår oversteg 40 mio. euro, og som er filial af en virksomhed, der ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, skal på vegne af denne virksomhed, jf. dog stk. 2, udarbejde en bæredygtighedsrapport i overensstemmelse med kravene til bæredygtighedsrapportens indhold, jf. § 172 og offentliggørelse, jf. § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed, enten om den udenlandske virksomhed, der ikke er del af en koncern, eller om den samlede koncern, og lade rapporten forsyne med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, jf. § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed, hvis

  • 1) den udenlandske virksomhed ikke indgår i en koncern, og virksomhedens bruttopræmier i EU i hvert af de seneste to på hinanden følgende regnskabsår overstiger 150 mio. euro, eller

  • 2) den udenlandske virksomhed er en del af en koncern, hvis øverste modervirksomhed ikke er underlagt lovgivningen i et EU/EØS-land, og koncernens samlede bruttopræmier i EU i hvert af de seneste to på hinanden følgende regnskabsår overstiger 150 mio. euro.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis en af de i stk. 1, nr. 1 eller 2, nævnte virksomheder har udarbejdet en bæredygtighedsrapport, der opfylder kravene i § 172, eller disse har en dattervirksomhed omfattet af § 144 a, jf. § 170.

Stk. 3 Udarbejder en af de i stk. 1, nr. 1 eller 2, nævnte virksomheder en bæredygtighedsrapport, skal rapporten være forsynet med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, som er afgivet af en juridisk eller fysisk person, der er autoriseret hertil i henhold til lovgivningen i det pågældende land.

Stk. 4 Har filialen ikke de nødvendige oplysninger til brug for udarbejdelsen af bæredygtighedsrapporten, jf. stk. 1, skal filialen anmode den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed om at afgive oplysningerne til brug herfor.

Stk. 5 Forsyner den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke bæredygtighedsrapporten med en erklæring om bæredygtighedsrapportering, jf. stk. 3, skal filialen afgive en erklæring om, at den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke har afgivet en erklæring om bæredygtighedsrapportering. Meddeler den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke oplysningerne, jf. stk. 4, skal filialen udarbejde bæredygtighedsrapporten på grundlag af de oplysninger, som den er i besiddelse af, har indhentet eller erhvervet og afgive en erklæring om, at den udenlandske virksomhed eller den øverste modervirksomhed ikke har efterkommet anmodningen.

Stk. 6 Den i stk. 1 omhandlede filial er ansvarlig for efter bedste overbevisning og evne at sikre, at bæredygtighedsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med stk. 1-5, og at denne rapport indsendes i overensstemmelse med § 189 a, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 7 Virksomheden skal anvende §§ 27 og 35 ved beregning af bruttopræmierne, jf. stk. 1.

Indholdet af bæredygtighedsrapport for tredjelandsvirksomheder
§ 172

En bæredygtighedsrapport, jf. § 170, stk. 1, og § 171, stk. 1, skal indeholde oplysninger i overensstemmelse med § 144 a, stk. 3, nr. 1, litra c-e, og § 144 a, stk. 3, nr. 2-6, og hvor det er relevant nr. 8. Oplysningerne efter 1. pkt. skal udarbejdes efter

  • 1) de til enhver tid relevante standarder for bæredygtighedsrapportering for tredjelandsvirksomheder, som fastsat efter artikel 40b i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer,

  • 2) de til enhver tid relevante standarder for bæredygtighedsrapportering efter artikel 29b i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, eller

  • 3) ligeværdige standarder for bæredygtighedsrapportering, som er fastsat ved en gennemførelsesretsakt om ækvivalensen af standarder for bæredygtighedsrapportering vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 4, 3. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked.