Ansøgning om alkoholbevilling, tilladelser eller dispensationer skal indgives til politiet.
Stk. 2 Alkoholbevilling gives og fornys af kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet. Bevillingen gælder et bestemt forretningssted og for et tidsrum af 8 år, men kan, når omstændigheder taler herfor, gives for et tidsrum af 4 eller 2 år. Bevillingen kan i øvrigt begrænses og betinges af vilkår.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et bevillingsnævn til at træffe afgørelser, der efter denne lov er henlagt til kommunalbestyrelsen. Bevillingsnævnet består af en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren, et sagkyndigt medlem og indtil 6 andre medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af et bevillingsnævn. I Københavns Kommune består bevillingsnævnet af borgmesteren som formand, 5 medlemmer valgt af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg, et sagkyndigt medlem, og en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren. Såfremt Københavns Kommune har et magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren.
Stk. 4 Et bevillingsnævns afslag kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Indbringelsen skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afslaget skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe afgørelsen for kommunalbestyrelsen og om fristen herfor.
Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ansøgning om alkoholbevilling.
Stk. 6 Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og KL fastsætte regler om, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen kan udøve de beføjelser, som efter loven er henlagt til politiet.