For udlæg og for arrest på gods svares en grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., svares yderligere ½ pct. af det overskydende beløb i grundafgift.
Stk. 2 Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift, hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt. Opkrævning af afgiften undlades, hvis overskridelsen af 3-måneders-fristen hverken skyldes rekvirentens eller rekvisiti forhold.
Stk. 3 For udlæg efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i tilslutning til tilbagetagelsesforretningen, svares alene afgift efter stk. 1, 2. pkt.
Stk. 4 Begærer en rekvirent samtidig udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme skyldner for flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens beregning.
Stk. 5 Begæres udlæg eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.
Stk. 6 Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretning afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.
Stk. 7 Afgiftspligten bortfalder endvidere, hvis sagen behandles efter retsplejelovens § 490, stk. 3, og skyldneren ikke fremkommer med indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler.