Kapitel 49 Almindelige bestemmelser for tvangsauktion
Udlæg til forauktionering giver ret til, efter de i det følgende opstillede regler, at sætte det udlagte til offentlig auktion og gøre sig betalt af auktionssummen, jf. dog §§ 557, 559 a og 559 b.
Stk. 2 De følgende regler anvendes på tvangsauktion, som sker uden forudgående udlæg, med de ændringer, som følger af forholdets natur.
Fyldestgøres et krav, der er sikret ved håndpant, ikke rettidigt, kan panthaveren lade pantet bortsælge ved tvangsauktion. Finansielle instrumenter, jf. § 4 i lov om kapitalmarkeder, som har kurs på et dansk eller udenlandsk reguleret marked, sælges dog gennem et fondsmæglerselskab.
Stk. 2 Inden panthaveren tager skridt til fyldestgørelse, skal han, medmindre pantsætterens bopæl er ham ubekendt, med en uges varsel ved anbefalet brev opfordre denne til at opfylde kravet, medmindre omgående salg er nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Afkald på sådan opfordring er ikke gyldigt.
Stk. 3 Pantsatte fordringer kan inddrives af panthaveren, efterhånden som de forfalder.
Stk. 4 Reglerne i stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse for adgangen til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved virksomhedspant i fordringer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 3, nr. 1, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d.
Salg ved auktion af pantsatte genstande fra et fællesbo m.v., der behandles ved bobehandler, et dødsbo, der behandles ved bobestyrer, eller et konkursbo sker efter reglerne om tvangsauktion. Bobehandleren, bobestyreren eller kurator skal udføre, hvad der påhviler rekvirenten af en tvangsauktion, og fungerer tillige som inkassator, for så vidt ingen anden er udpeget hertil.
Stk. 2 I øvrigt sker salg af et bos aktiver ved offentlig auktion efter reglerne om offentlige auktioner, der ikke er tvangsauktioner.
Auktion over fast ejendom afholdes i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Det samme gælder tvangsauktion over andele i en andelsboligforening eller over aktier eller anparter i et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. Andre auktioner afholdes i den retskreds, hvor udlægget er foretaget, medmindre den derværende fogedret bestemmer andet.
Ved auktioners afholdelse er særlig tilkaldelse af vidner ikke fornøden.
Stk. 2 Politiet er forpligtet til på begæring at yde fogedretten bistand i overensstemmelse med, hvad der i § 498 er bestemt.
Ved begæringen om tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 488 givne regler, dog at her desuden udskrift af udlægsforretningen må medfølge, medmindre tvangsauktionen skal foretages af den samme fogedret, som har foretaget udlægsforretningen, i hvilket tilfælde en simpel påberåbelse af udlægsforretningen med angivelse af dens datum er tilstrækkelig.
Finder fogedretten, at grundlaget for tvangsauktionen er i orden, og at i øvrigt intet er til hinder for det udlagtes forauktionering, har fogedretten at foretage de til auktionens afholdelse fornødne skridt i henhold til den fremsatte begæring, navnlig ved at udstede de fornødne bekendtgørelser angående auktionen, i hvilken anledning fogedretten kan afkræve rekvirenten de nødvendige oplysninger.
Stk. 2 Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes, før den ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1. Fremlægges bevis for, at nogen af de oprindelige parter inden fristens udløb har kæret udlægsforretningen, stilles auktionen i bero.
Stk. 3 Dog kan fogedretten, når de udlagte genstande er udsatte for fordærvelse eller væsentlig værdiforringelse ved at henligge så længe, som iagttagelsen af foranstående bestemmelser ville kræve, eller når deres bevaring er forbundet med uforholdsmæssig bekostning, lade auktionen afholde til et tidligere tidspunkt, end de ovenangivne regler hjemler.
Stk. 4 Auktion over arvekrav må ikke uden arvingens samtykke foretages, inden arven kan kræves udbetalt.
Til omkostninger ved forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige auktionsudgifter, afgifter, inkassationssalær, leje af lokale, bekostning ved varernes opbevaring og deslige, men også fogedrettens udlæg til porto, bekendtgørelser m.v. Til auktionsomkostningerne henregnes endvidere ved tvangsauktioner over faste ejendomme udgifter ved disses bestyrelse og drift efter udlægget indtil det endelige salg, for så vidt den, der har udredet dem, har krav på andel i købesummen.