Forfattere: Søren Halling-Overgaard og Arvid Andersen
Udgivelsesdato: 13. juni 2022
ISBN: 9788757444674
- Side 117 -
...(sædvanlig) vurdering af den pågældende erklæringsselvstændige konkrete bevisværdi, se hertil eksempelvis Højesterets kendelse i U.2021.1048H. Derimod kan man ikke fremlægge en tilsvarende erklæring, såfremt den er indhentet af klienten under den pågældende sags behandling for domstolene, se hertil H.K. af 15. oktober 2021 i sag BS-50925/2020-HJR.
(...)
Man skal i den forbindelse videre være opmærksom på, at et ensidigt indhentet responsum fra en juridisk professor etc. videre også, som udgangspunkt, godt kan indgå under en retssag, dog med de af retsplejelovens § 341 a, stk. 2, følgende begrænsninger, dvs. alene i forhold til jus.
(...)
Se således Højesterets kendelse i U.2018.2830H, hvor Højesteret om sondringen mellem henholdsvis erklæringer indhentet jf. retsplejelovens § 341 a og juridisk responsa, bemærkede:
(...)
...medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre forhold giver grundlag for at fravige udgangspunktet. Efter § 341 a, stk. 2, kan erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold efter dansk ret, som en part har indhentet fra retskyndige, inddrages til brug for den juridiske argumentation, men ikke under sagen i øvrigt.«
(...)
I lyset af indholdet af retsplejelovens § 341 a bør man således også være opmærksom på, hvorvidt der forud for anlæggelse af en retssag måtte være behov for indhentelse af en erklæring, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1, og videre, om der eventuelt skal indhentes et juridisk responsum, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 2.