I sager om krav efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser skal stævningen endvidere indeholde oplysning om,
-
1) hvorvidt og i givet fald hvornår kravet tidligere er gjort gældende over for sagsøgte,
-
2) hvorvidt Trafikstyrelsen har truffet afgørelse vedrørende kravet,
-
3) hvorvidt kravet angår forsinkelse, aflysning, boardingafvisning eller nedgradering,
-
4) flynummer,
-
5) planlagt afgangstid og afgangslufthavn,
-
6) planlagt ankomsttid og ankomstlufthavn,
-
7) hvorvidt flyvningens længde var højst 1.500 km, mellem 1.501 og 3.500 km eller mere end 3.500 km, og
-
8) en opgørelse af kravet opdelt på
-
a) kompensation for forsinkelse, aflysning eller boardingafvisning,
-
b) refusion som følge af nedgradering,
-
c) refusion af købsprisen for billetten,
-
d) udgifter til gebyr i forbindelse med købet af billetten,
-
e) udgifter til returflyvning,
-
f) udgifter til omlægning af rejsen,
-
g) udgifter til måltider og forfriskninger,
-
h) udgifter til telefonopringninger el.lign. og
-
i) udgifter til hotelophold og transport mellem lufthavnen og overnatningsstedet.
-
Stk. 2 Angår kravet forsinkelse, skal stævningen endvidere indeholde oplysning om faktisk afgangstid og afgangslufthavn og faktisk ankomsttid og ankomstlufthavn.
Stk. 3 Angår kravet aflysning, skal stævningen endvidere indeholde oplysning om, hvornår passageren fik besked om aflysningen, og om et eventuelt tilbud om omlægning af rejsen.
Stk. 4 Var flyrejsen ifølge en bekræftet samlet reservation for hele rejsen opdelt i flere delflyvninger, skal stævningen indeholde oplysninger efter stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2 om de delflyvninger, der er relevante for kravet.
Stk. 5 Har Trafikstyrelsen truffet afgørelse vedrørende kravet, skal en kopi af afgørelsen indleveres sammen med stævningen.
Stk. 6 De oplysninger, der er nævnt i stk. 1-4, skal indleveres på en blanket, som Domstolsstyrelsen udfærdiger.