Retsplejeloven § 729d

Denne konsoliderede version af retsplejeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om rettens pleje

Lov nr. 90 af 11. april 1916,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024,
som ændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 og lov nr. 1621 af 26. december 2013

§ 729d

Når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf.

Stk. 2 Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter. Som interne dokumenter anses

  • 1) dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående,

  • 2) voteringsprotokoller og andre referater af rettens rådslagninger og afstemninger og

  • 3) brevveksling mellem forskellige enheder inden for politiet og anklagemyndigheden.

Stk. 3 Dokumenter omfattet af stk. 2, der afgives til udenforstående, mister deres interne karakter, medmindre afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde.

Stk. 4 Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang

  • 1) ansøgeren efter reglerne i denne lovs anden og fjerde bog har været afskåret fra at gøre sig bekendt med oplysninger i sagen,

  • 2) det er af afgørende betydning for statens sikkerhed, medmindre ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv taler imod,

  • 3) fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser,

  • 4) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner eller

  • 5) ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller for særlige hensyn til beskyttelse af medsigtede, vidner eller andre.

Stk. 5 Anmodning om aktindsigt indgives til politidirektøren. Politidirektørens afgørelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10.

Stk. 6 Politidirektøren afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Ansøgeren skal i givet fald underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet.

Stk. 7 Politidirektøren afgør, om aktindsigt skal gives i form af gennemsyn eller udlevering af kopi.

Stk. 8 Personnummer er ikke omfattet af retten til aktindsigt.